KOMMUNIKATION OG DISKURS

Sproget afstemmes af senderen efter målgruppen, dvs de, der kommunikeres til. Sproget er også udtryk for magtforhold.  

Når man siger noget på en måde, så andre ikke forstår det, er det udtryk for magt. "Magtens sprog" kan undersøges ved hjælp af diskursanalyse.
   I en kommunikationssituation er der som regel en sender og en modtager. Der er et budskab (message) eller meddelelse, der sendes.
Og som regel vil senderen forsøge at udforme budskabet, så den givne målgruppe kan forstå det.

De fleste sendere er i mere eller mindre grad bevidst om modtagerens evne til og forudsætninger for at forstå et givet budskab. Derfor vil man forsøge at udforme budskabet, så det kan forstås.  En teksts læsevenlighed kan måles igennem lix-tallet, på engelsk readability index. Man kan f.eks. beregne readability ved at copypaste teksten i en readability index calculator.  Det kan give nogle ideer om, hvor målgruppebevidst senderen er. 

Lovsprog har et højt lix-tal. Lovsprog beskyldes ofte for at være uforståeligt for almindelige mennesker. Ønsket om præcision og utvetydige (unequivocal) definitioner er vigtigere end kravet til, at budskabet skal kunne forstås.
    Det er ønsket om større præcision, kombineret med ønsker om større grad af nuancering, der gør, at skriftsproget er mere formelt og ”svært”. I talesproget tillader vi mange tvetydigheder (ambiguities). Vi har jo muligheden for at kombinere meddelelsen med signaler sendt via kropssproget, mimik, gebærder, fagter, etc., der kan medvirke til klargøring af, hvad der menes. 

En diskurs kan være flere ting afhængig af, om man er på et mere overordnet samfundsmæssigt plan, eller man dykker ned i en tekst.
. En diskurs er for de første en måde at italesætte virkeligheden på. Virkeligheden er ikke "virkelig" til stede for os, før vi har sat ord på den. Hvis vi taler om democracy, hvad taler vi så egentlig om? Det er ikke the House of Commons (Underhuset) i sig selv. Det er jo bare en bygning, en masse mursten, glas, stole og tæpper, og det er ikke nødvendigvis "demokratisk", hvad der foregår derinde. Hvad der er "demokrati", afhænger af diskursen, måden, hvorpå vi taler om fænomenet. Man kan også sige, at "demokratiet" bliver til i sproget, i diskursen. For det andet koncentrerer diskursanalyse sig om tekstanalyse. Det vil sige, man ser på, hvordan teksten/taleren bruger sproget (ordforråd, grammatik og sætningers opbygning og sammenhæng) for at komme med en sammensat besked, der skal påvirke omgivelserne.
    Tekstanalysen er forbundet med en social praksis, dvs den sammenhæng sproget bruges i, f.eks. et klasselokale, en bodega eller et redaktionslokale på en avis. På den måde kan der være forskellige såkaldte diskursive praksiser.
Man ser altså i diskursanalyse dels på, hvordan tekster og kommunikation bliver til som følge af rådende magtforhold og tidens trends, dels på, hvordan taleren/teksten vælger ud blandt de mulige ord og sætningernes mulige opbygning. Bruges der mange fremmedord eller bruges der hverdagssprog?

I diskursanalyse indgår således ud over selve teksten også den sociale sammenhæng den bruges i. Og man ser på andet end tekster, f.eks. også samtale, multimedietekster (TV, Internet). Teksten bliver til et system af tegn, der indgår i en social sammenhæng.

Note: Semiotik: Videnskaben om tegn. Når vi har et fælles sprog og en fælles kultur, indgår tegnene i fælles meningssammenhænge. De ændrer sig løbende som følge af ændringer i samfundet og kulturen. Når man f.eks. siger ordet "ghetto", forstår man noget bestemt ved det i det danske samfund. Man forstod noget andet ved ordet i et andet samfund i et andet århundrede. Figuren viser, hvordan en diskursanalyse indeholder dels en lingvistisk analyse af ord/tegn og tekster, dels en analyse af selve diskursen, dvs hvordan er teksten produceret og distribueret, og hvordan skal den forstås, og endelig spørgsmålet om, hvordan den samfundsmæssige og kulturelle ramme har indflydelse på diskursens udformning .

En dominerende diskurs er en diskurs, der vinder frem i forhold til og dominerer andre diskurser.

Et eksempel er New Labour diskursen, der vandt frem i Storbritannien i 1990’erne.
Tony Blair (premierminister fra 1997-2007) kan således bruges som eksempel på en politiker, der italesatte virkeligheden på en ny måde. Han indførte en ny socialdemokratisk diskurs i Storbritannien, hvor han brugte sociologen Anthony Giddens teorier om senmodernitet til at sige, at Labours samfundsmodel skulle fornys som led i tilpasning til et fleksibelt samfund, hvor man bliver sig globalisering og marked bevidst på en anden måde end tidligere. Derfor opgav man f.eks. tanken om nationalisering af virksomheder. Partiet skiftede navn til New Labour. Tydeligere kunne det ikke siges, at en ny diskurs var indført.
Det blev en ny dominerende diskurs i Storbritannien, der medførte f.eks. Charter schools, foundation hospitals, måder at ”forny” den offentlige sektor på, idet denne blev set som ”betonagtig” og præget af for tungt bureaukrati og planlægning. Endelig var Blairs globaliseringsdiskurs også med til at fortolke for briterne, hvad det vil sige, at man er en del af et "internationalt samfund", og derfor kan være "nødt til at agere", når der sker noget andre steder i Verden.

Den tredimensionelle model

I den inderste kerne i den tredimensionelle model er teksten (niveau 1). Udenom (niveau 2) er omstændighederne, hvorunder teksten er blevet til/produceret, og betingelserne for dens modtagelse (læsning, lytning, etc).  Det tiver tilsammen en diskurspraksis, altså et begreb for udøvelsen af diskursen. I det tredje niveau ligger de historisk-kulturelle og samfundsmæssige processer, der danner ramme for den diskursive praksis. De giver nogle mulighedsbetingelser for, hvordan diskurserne kan udøves. Der er forskel på, hvordan der blev skrevet romaner i England i 16-1700-tallet, og hvordan det gøres i dag.
     På det samfundsmæssige plan foregår en kamp om diskurser, jvf eksemplet nedenfor om, hvordan  ledende politikere i Storbritannien har talt om optøjerne i London i sommeren 2011. Det er vist i modellen ovenover som de overordnede samfundsmæssige faktorer (klasser, magtforhold og økonomisk udvikling), der både sætter rammebetingelser og indgår i et spil af gensidig påvirkning (dialektik) mellem samfund og diskurs. .

Vi er vant til at se en tekst som ord, kommaer, punkturmmer, etc, og hvor det er givet, at det, der står, er rimelig uforanderligt. I diskursanalysen ser man det ikke sådan. Her ser man ordenes og sætningernes betydning som flydende, fordi de forstås forskelligt af forskellige mennesker, og fordi de indgår i kommunikationssituationer og påvirkes af den sociale praksis, de udøves i. Sproget og dets udøvelse er et kulturelt og samfundsmæssigt fænomen. Når det ene menneske hører ordet "globalisering", tænker det på McDonalds, Coca Cola, Store internationale banker og andre "kapitalistiske virksomheder", der dominerer verden. Et andet menneske ser tværtimod en masse muligheder for at kunne investere og tage job i et andet land. Begrebet skifter betoning efter den diskursive praksis. Den økonomiske udvikling har medvirket til, at "globalisering" er blevet til et ord, der er kommet på alles læber. Magtforhold og tilhørsforhold til sociale klasser/grupper kan påvirke, hvordan ordet bruges. Hvis man er højtuddannet bankmand, der behersker flere sprog og arbejder internationalt, kan man have et andet forhold til ordet end den uuddannede arbejdsløse, der ser trusler om at det måske bliver yderligere svært at få et job.

Hvordan laver man så en diskursanalyse?

Man kan bevæge sig imellem de forskellige niveauer (figuren ovenover) og se, hvordan de kan påvirke kommunikationssituationen gensidigt. Man kan f.eks. ifølge Fairclough stille følgende spørgsmål:

Cameron siger i en af sine taler om the riots:
If we want to have any hope of mending (reparere/heale) our broken society, family and parenting (forældreskab) is where we've got to start.
I've been saying this for years, since before I was Prime Minister, since before I was leader of the Conservative Party.
So: from here on I want a family test applied to all domestic (indenrigs-) policy.
If it hurts families, if it undermines commitment, if it tramples over the values that keeps people together, or stops families from being together, then we shouldn't do it. (kilde: The Guardian). 

Eksempel 2

DISKURSER OMKRING MASS SHOOTINGS I USA

2012 blev et rekordår for masseskyderier i USA. 81 døde og 88 sårede. Årsagerne er komplekse, som Barack Obama er inde på i teksten herunder, der stammer fra hans tale i Newtown efter et af de værste i USA's historie.

'

Et eksempel på niveau 1 og 2 ovenover (Obamateksten herunder). Teksten kan analyseres lingivistisk-grammatisk for at vise noget om talerens sprogbrug og hermed dennes intention. I dette tilfælde en form for forførelse. Han bruger "vi" for at understrege, at det er et fælles problem, og han vil gerne have tilhørerne over på sit standpunkt, der er, at nu må det stoppe. Nu må amerikanerne til at acceptere, at våbenloven skal strammes. Den diskursive praksis er talens udbredelse og mangfoldiggørelse i et væld af amerikanske medier, lige fra Det hvide Hus' hjemmeside, over aviser, online journals, youtube, etc.
I den sociokulturelle praksis kommer magtrelationer til udtryk. Vi kom f.eks. hurtigt til at høre om den meget magtfulde National Rifle Association, den såkaldte våbenlobby, og dens syn på mass shootings. Det formuleres f.eks. i diskursen, at det er ikke våbnene i sig selv, der er problemet. Det er dem, der håndterer våbnene...
Det kulturelle kommer f.eks. ind i den overordentlig store respekt for forfatningen, f.eks. The second Amendment:

LINKS:

http://www.cnn.com/2012/12/16/us/connecticut-nancy-lanza-profile/index.html

http://www.latimes.com/news/nationworld/nation/la-na-connecticut-shooting-20121219,0,676133.story

http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/dec/21/sacred-text-us-gun-habit

http://www.commondreams.org/view/2012/12/30-4 (om Icarus project)

Psychological reasons? Kan det forudses? - den psykologiske diskurs. Søgen efter motiv.