Klassediskurser





Begrebet social klasse er et af de mest omdiskuterede begreber i samfundsvidenskaberne. Nogle vil benægte, at fænomenet overhovedet findes i virkeligheden: Hvordan får man øje på en "klasse"? Hvem tilhører hvilke klasser? Det er svært at lave præcise definitioner, der gør det muligt at indrangere en befolkning i klasser. Derfor kan det være fristende at se på klasse som en diskurs, en måde at tale om grupperinger af mennesker på.
   Man vil da se, at der er flere diskurser. Klasse italesættes på forskellige måder, lige fra at nogle ser det som en opdeling af befolkningen i en række af lag efter f.eks. indkomst, formue og/eller status og til, at nogle ser samfundet som præget af "klassekamp", hvor der sker en udsondring af to hovedklasser, som står over for hinanden.

Klassiske diskurser

I folkelige forestillinger opfattes klassedelingen ofte som pyramideformet, jvf den gamle fremstilling hos fagforeningen Industrial Workers og den moderne danske gengivelse af den i Anne Marie Steen Pedersens streg.



Pengene er øverst som det øverste styrende princip i kapitalismen, og så kommer klasserne ellers nedefter med en beskrivelse af funktioner eller opgaver: Vi styrer jer, vi narrer jer, vi forsvarer jer, vi spiser for jer og nederst underklassen, der holder det hele oppe: Vi arbejder for alle og  vi skaffer mad til alle.
    I den moderne udgave af IW-pyramiden er underklassen anbragt i passiv velfærdsforsørgelse som ventende på en busstation.  Der er en vældig opad- og nedadgående social mobilitet, når folk kravler op ad stiger eller falder ned fra et højere niveau til et lavere. Der er intet militær i den danske udgave af pyramiden, men det har heller ingen nødvendighed, når man er allieret med USA. Ovenover det pacificerede prekariat og den etniske underklasse ser man den manuelle arbejderklasse. Og ovenover den igen vidensarbejderne i skoler og hospitaler. Ovenover dem de mere specialiserede og overordnede vidensarbejdere. Der er et element af kulturel overklasse, som man ikke ser i illustrationen fra starten af 1900-tallet.

I den klassiske marxistiske diskurs defineres de sociale klasser efter historisk periode og deres forhold til produktionsmidlerne:

Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

I historiens tidligere epoker finder vi næsten overalt en fuldstændig opdeling af samfundet i forskellige stænder, en mangfoldighed af sociale trin. I det gamle Rom har vi patriciere, riddere, plebejere, slaver; i middelalderen feudalherrer, vasaller, lavsmester, svende, livegne og desuden inden for de fleste af disse klasser atter særlige inddelinger.

Det moderne borgerlige samfund, der er opstået ved feudalsamfundets undergang, har ikke ophævet klassemodsætningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen.

Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved, at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.


Udviklingen ses som modsætningsfyldt. Der er tendens til polarisering af klasserelationerne i to klasser, der står over for hinanden i konflikt.
    I den moderne kapitalistiske økonomi har man ikke længere slaver, for det er ikke hensigtsmæssigt i en moderne økonomi. Her skal arbejderen være fri til at finde arbejde andre steder. Ellers virker konkurrencen på markedet ikke.
Klassedelingen ses ikke som en nødvendighed. Det siges netop, at det er alle hidtidige samfunds historie, der har være en klassekampenes historie. Men dermed er ikke nødvendigvis sagt noget om, hvad fremtiden kan bringe.

I den klassiske marxistiske fremstilling er klasserne ikke bare kategorier af indkomstgrupperinger eller folk med bestemte jobs, færdigheder og uddannelser, hvor nogle er mere priviligerede m.h.t. adgang til goderne end andre.
   Klasserne er agerende som aktører i historien. I kapitalismen er bourgeoisiet (kapitalejerne) en klasse, der forsvarer sine interesser, vil sætte sig på magten i samfundet:

Bourgeoisiet tilkæmpede sig, efter at storindustrien og verdensmarkedet var skabt, hele den politiske magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender. (Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest, 1848)

Det er nok ret sjældent at se det ske på så direkte en måde, som det blev formuleret i "marxismens pixiebog", jvf ovenfor, men det kan forekomme. I udviklede velfærdsstater er det normalt på en mere indirekte måde, hvor man f.eks. i nymarxistisk teori siger, at det er den samlede kapitals interesser, der varetages ved, at staten sørger for uddannelser og "reparation af arbejdskraften" igennem opbygning af sundhedssektor og arbejdsmiljø. Eller staten hjælper til med støtte til forskning og teknologiudvikling.

Der udvikles diskurser/ideologier, der forklarer, hvorfor en social orden med bourgeoisiet som dominerende klasse er naturlig og rigtig. Bourgeoisiet kan bestå af forskellige fraktioner, der ser forskelligt på tingene, men de er forenet i en fælles interesse i at fremme kapitalismen som produktionsmåde, dvs en produktionsmåde med privat ejendomsret til produktionsmidlerne (virksomhederne).

Figur     : Erik Ohlin Wrights klasser




Den amerikanske sociolog Erik Ohlin Wright har opstillet en model over en mere differentieret klassestruktur, jf figuren ovenover.
   Her er de klassiske marxistiske kategorier suppleret med arbejdstagere på forskellige niveauer, alt efter graden af autonomi (selvbestemmelse), de har i deres arbejde. Småborgerskabet er små selvstændige, altså folk, der ejer virksomhed, men i begrænset skala, f.eks. landmænd, butiksindehavere.

Max Weber (1864 - 1920) byggede delvist sin analyse af sociale klasser på Marx. Det gjaldt f.eks.m.h.t. at tillægge ejendom betydning, samt i det hele taget klassernes kamp om magt og ressourcer. Men derudover havde han en mere kompleks og flerdimensionel opfattelse i samfundet, idet han så en social stratifikation, der også påvirkes af status. Status opnås igennem kontrol over knappe ressourcer, når professionsgrupper f.eks. kan kontrollere erhvervsudøvelse igennem autorisationsordninger og uddannelsesmæssige privilegier. Der er her teorielementer, der peger frem mod den franske sociolog Pierre Bourdieu.


Klasse som stratifikation (lagdeling)

Vi kan definere klasse som en større gruppering af mennesker, der deler fælles økonomiske ressourcer, som stærkt påvirker den form for livsstil, de kan leve i. Ejerskab af formue, sammen med erhvervsudøvelse/job, er de vigtigste grundlag for klasseskel.  (Anthony Giddens: Sociology. Polity Press 1998).

Herefter går Giddens videre med at definere de "vigtigste klasser  i vestlige samfund således:

Overklasse
De velstående. Arbejdsgivere og industriherrer plus topdirektører. De, der ejer eller direkte kontrollerer produktionsressourcer
Middelklasse
Højere funktionærer (white collar) og akademikere (professionals)
Arbejderklasse
De, der har manuelle (blue collar) jobs
Bønder (Peasants)
Folk beskæftiget i traditionel landbrugsproduktion. (Dette antages dog at have aftagende betydning i de fleste udviklede lande)

Definitionen af klasse opretholdes i 7. udgave af Sociology, men her gør Giddens meget ud af at betone de mange måder, klasse kan måles på, og hvordan begrebet udvikler sig i et samfund i hastig omdannelse.

Ofte vil vores opfattelse af social klasse være påviret af de konkrete historiske og samfundsmæssige omstændigheder, vi befinder os i. Det viser f.eks. den nuværende europæiske diskussion af social klasse, hvor der gøres meget ud af det meget omtalte prekariat, som er dele af  klassen af højere uddannede og mellemuddannede, hvis arbejdsmarkedsmæssige situation er blevet "prekær" efter finans- og eurokrise har fået ungdomsarbejdsløsheden til at eksplodere i nogle europæiske lande, især i Sydeuropa. Når man samtidig har ført nyliberal økonomisk politik med krav om, at krisen skal overvindes igennem "strukturreformer", er mange regler om beskyttelse af lønmodtagere lempet eller afskaffet, specielt over for de nye grupper, der vil ind på arbejdsmarkedet. Det er blevet mere og mere almindeligt med ansættelser på midlertidige kontrakter, ofte uden pensionsordninger. Det giver "mille euro" generationen, der fortsat må blive boende hos forældrene til langt op i årene, fordi de ikke selv har råd til at etablere sig med egen bolig og familie.

Danmarks Statistik har defineret socioøkonomiske grupper, så man f.eks. ordner befolkningen efter uddannelses- og indkomstniveauer.

I Danmark har man endvidere set Socialforskningsinstituttet definere 5 socialgrupper ud fra uddannelse og antal underordnede. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har med inspiration fra bogen Det danske Klassesamfund af L.Olsen defineret følgende klasser/stratifikationslag:

Klasserne defineret ved indkomst, uddannelse, beskæftigelse:


Kilde: ae.dk og klassesamfund.dk.

Det er en inddeling, der er egnet til klassifikation af befolkningen. Det er brede socioøkonomiske grupper, hvor man kan undersøge levevilkår og adgang til ressourcer og privilegier.

Det polariserede klassebillede: "Klassekampens dynamik"

Man bliver imidlertid ikke meget klogere på de sociale klasser som agerende i klassesamfundet af en inddeling som den ovenover.
    Det kræver en mere dynamisk analyse, hvor man ser klasserne som sociale aktører, der kæmper for sine medlemmers interesser. Det er i en ret abstrakt model, man laver den slags analyser.
    I en marxistisk optik drejer klasserelationerne sig grundlæggende om modsætningsforholdet løn-profit. Kapitalejerne tjener på at sætte andre i arbejde, idet de får et overskud, der ligger udover, hvad lønnen til arbejderne koster.
    I den borgerlige økonomiske teori (som marxisterne kalder den traditionelle økonomiske teori) siger man, at kapitalen får et afkast. Det er f.eks. udbyttet til aktionærerne, eller det overskud ejeren tjener på anden vis.
    Fra lønmodtagersiden vil man fra marxistisk synsvinkel ikke uden videre godtage at profitten er tjent af aktionærer og andre kapitalejere, men man siger, at den er en del af i første række de arbende i virksomhedens indsats og i sidste instans også en del af alles arbejde. Det samfundsmæssige produkt er skabt af alle arbejdende, når alle yder et bidrag til staten igennem skatterne.



Hvis man skal konkretisere det, kan det f.eks. være med en collage som billedet ovenfor. Pointen i den nymarxistiske klasseanalyse er, at samfundet styres af en pengeelite, og klassepyramiden breder sig ud under denne. Pyramiden fungerer sådan, at der er en tendens til at pengene ender øverst oppe. Det sker ved, at kapitalisterne hjælper hinanden. De sidder i bestyrelserne i hinandens virksomheder, og de har penge nok til at bearbejde medier og politikere, så lovgivningen indrettes efter deres interesser, og medierne rapporterer om alt det gode, de gør for samfundet.
   Denne pengeelite (kapitalejerne og deres direktører og hjælpere) har altså udformet diskurser, som argumenterer for, hvorfor et økonomisk system, der fremmer dens interesser, er det bedste system.
   Den udøver diskret sin magt til at fremme egne, både pengeinteresser (f.eks. uddeling af bonuser og ophobning af overskud) og interesser i at påvirke og evt dominere den politiske magt i samfundet. I USA øver pengeinteresserne stærk indflydelse ved præsidentvalg og andre valg. Der gives støtte til politikere via de såkaldte Superpacs (political action committees), og før valg sættes gigantiske reklamekampagner i gang, hvor politiske slogans sælges i videoer og over de sociale medier, som var det sæbepulver, man lancerede.

Efter finanskrisen (2008 - ) var situationen i mange lande, at der hobedes store overskud op i virksomheder, som disse ikke kunne finde investeringsmuligheder for i produktiv virksomhed. I stedet brugte man penge på passive pengeanbringelser, og mange virksomheder brugte store beløb på at købe egne aktier, hvad der var til fordel for aktionærerne, men ikke for virksomhedernes ansatte og de arbejdsløse udenfor. For at forstå disse processer er det nødvendigt med en egentlig klasseanalyse, der ser klasserne som involveret i klassekamp. Kapitalejerklassen var efter finanskrisen paradoksalt nok den stærkeste klasse, som kunne hævde sine interesser i en større profit på bekostning af løn.
   Lønandelen af nationalindkomsten faldt, og mange almindelige arbejdere oplevede reallønsstagnation eller realllønsnedgang.
   Den stadig mere ulige indkomstfordeling påvirkede samfundsøkonomien negativt, idet de mindre velbeslåede befolkningsgrupper på den måde ikke kunne holde deres forbrug tilstrækkelig højt oppe til, at der kunne være en efterspørgsel stor nok til at stimulere økonomien.
 
De rigeste danskere er de, der bruger den kapitalistiske økonomi som løftestang for deres formueudvikling. Man bliver rig ved at have en virksomhed, der vokser og bliver mere værd. Måden at italesætte dette på er forskellig fra den ene sociale klasse til den anden. Man begrunder i den ene diskurs de umådelige og voksende rigdomme med, at det er belønningen for initiativ, sparsommelighed og handlekraft (iværksættertalent), mens man i en anden diskurs siger, at rigdommene er skabt af alle aktive samfundsborgere. De rige har en baggrund i en velfungerende økonomi for at kunne blive rige. Diskurs og ideologi spiller altså sammen med klassemagten for at kunne forstå, hvordan klasserne fungerer.

Det engelske økonomiske magasin The Economist er normalt et blad, der laver kapitalismevenlige diskurser. Men selv for dette blad (som ønsker en rationelt fungerende kapitalisme), kan det blive for meget.


Kilde: The Economist 25.3.2016.

Bladet mener altså, at udviklingen i USA efter finanskrisen var præget af, at der var for lidt konkurrence. USA var blevet præget af store monopoler, der kunne samle bjerge af penge sammen uden, at mange af dem blev investeret i nyttige foretagender og sådan, at mulighederne for de besiddelsesløse bliver for begrænsede.

 Klassekampsdynamikken er præget af, hvordan de sociale klasser udvikler sig i forhold til hinanden. I USA fik kapitalejerne ikke længere tilstrækkelig modstand fra arbejderklassen. Det viste sig f.eks. ved, at det efterhånden kun var 11 pct af de amerikanske lønmodtagere, der var organiseret fagligt. I stedet for at forlange lønforhandlinger med arbejdsgiverne kunne man se lavtbetalte amerikanere demonstrere imod deres lave lønningerne i gaderne og foran de store virksomheders hovedkvarterer, hvorved de var afhængig af modpartens nåde og kunne risikere, at denne blot ringede efter politiet for at få dem fjernet. Spørgsmålet om lønnens højde blev en moralsk sag, der også blev taget op i det politiske system, hvor mange politikere nu støttede kravet om "en løn til at leve af" (15$ "living wage").

Klasserne og deres relationer indbyrdes er naturligvis noget anderledes i den digitale kapitalisme, logaritmeøkonomien, eller hvordan man nu vil beskrive den (sen)moderne kapitalisme, men pointen hos nymarxisterne er, at det ikke har ændret de grundliggende træk; det er stadig et udbytningssytem, der favoriserer én klasse i forhold til de andre, og udbytningsgraden er ikke blevet mindre i og med, at kapitalismen er blevet et globalt system. - Tværtimod, for i den globale kapitalisme er markedet blevet åbnet op til lande som Kina og Indien, hvor enorme pools af motiveret og relativt moderat lønnet arbejdskraft er klar. Det trykker forholdene for lønmodtagersiden i de rige lande, fordi virksomheder kan outsource til billigområderne, og arbejdskraft kan vandre fra lavtlønsområder til højlønsområderne.

Den dominerende ideologi er den nyliberale ideologi, hvor lønmodtagerne får at vide, at de lever i en konkurrencestat, der er i benhård konkurrence med andre konkurrencestater. Derfor er der ikke råd til hverken lønforhøjelser eller velfærdsgoders udbygning. Arbejdstiden er for kort. Alle må dygtiggøre sig igennem livet, så de kan yde den maksimale indsats som konkurrencestatens stormtropper over for kinesere og indere. Sådan er den ledende diskurs (måde at tale om samfundet på), og det bakkes op af medier og tænketanke.


Note: Teknologiudvikling: Det, man i traditionel marxistisk diskurs kalder "produktivkræfternes udvikling". Det er en pointe, at der kommer modsætningsforhold mellem disse og produktionens organisering og klasserelationerne. Når der f.eks. i slutningen af den feudale periode kom nye typer af plove, kunne man ikke opretholde landsbyfællesskabets organisering af produktionen og spredningen af jordlodder, der dyrkedes i fællesskab. Der skete sammenlægning af jord, og jordløse måtte søge til byerne som nyt industriproletariat, der blev en af forudsætningerne for den kapitalistiske industrialisering. I dag ser man det med de grænseoverskridende internetvirksomheders disruptive innovation, der gør nationalstaten til en indskrænket legeplads for digitalkapitalen. Det klasseløse samfund: En mulighed, man forestiller sig i klassisk marxistisk teori, når teknologien er på et stade, hvor robotterne kan lave arbejdet, så vi kan realisere os igennem arbejdet og vælge at fiske om formiddagen og skrive digte om eftermiddagen. Keynes forestiller sig i essayet Economic Possibilitites for Our Granchildren (1930), at arbejdsugen i 2030 kan reduceres til 10-15 timer om ugen.

De klassemodsætninger, der altså i dag driver samfundsudviklingen fremad ifølge den historiske materialisme, hvor man ser de økonomiske og klassemæssige faktorer som vigtige, er modsætningen mellem et globalt kapitalistisk borgerskab på den ene side og på den anden siden et kæmpemæssigt globalt prekariat og lag af lønmodtagere (mellemlag og arbejdere). Det giver meget store modsætninger, når klasseskellene fortsat uddybes..
    Man så det f.eks. igennem afsløringen af the Panama Papers, hvor over 11 mio dokumenter viste, hvordan betydelige dele af de økonomiske eliter i landene via sindrige skatteundragelser havde holdt store midler uden for beskatning.
   Kapitalismen fungerer på globalt plan. Det viser sig i de frie kapitalbevægelser, og det viser sig i outsourcing af arbejde fra virksomheder i de velaflagte dele af Verden til de fattigere områder. Det kunne i sig selv være et gode, hvis det førte til større udligning. Men det fører til sociale konflikter, når den politiske styring og de nationale identiteter ikke er fulgt med.

Økonomien er blevet global, men styringen er stadig national, dvs det foregår i det nationale repræsentative demokrati, hvor vælgergrundlaget oftest har en national identitet og en loyalitet over for nationen. Pointen er, at det har kapitalen ikke nødvendigvis, og det øger udbytningen, når befolkningen går med til løntilbageholdenhed i den nationale konkurrenceøkonomis interesse, men kapitalen ikke behøver at være underlagt den slags hensyn. Den har priviligeret ret til at søge hvorhen i Verden den vil.

Man så f.eks. i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvordan disse konflikter kunne udspille sig imellem på den ene side en global kapitalisme uden grænser og nationale identiteter og på den anden side nationalt afgrænsede arbejderklasser, der ikke længere lod sig spise af med forsikringer om, at det hele vil bedre sig, når de har stemt nye politikere ind i embederne. De almindelige vælgere vendte sig imod "establishmentpolitikere" under primævalgkampene og satsede i stedet deres stemmer på socialisten Bernie Sanders hos Demokraterne og Donald Trump hos Republikanerne.
    Disse to poltikere var indbyrdes meget forskellige, men de havde det tilfælles, at de kunne tappe af frustreret middel- og arbejderklassementalitet, der var opstået hos mennesker i Midtvestens Rustbæltebyer, hvor millioner var blevet koblet af den globaliserede økonomi. Jobs var nedlagt og lønninger reduceret, når jobbet i automobilindustrien eller stålværket skulle skiftes ud for et job hos McDonalds eller Walmart.
   Almindelige lønmodtagere oplevede fortsat stagnation og tilbagegang i deres realløn samtidig med, at arbejdsløsheden faktisk var faldet betydeligt i 2010'erne, efter finanskrisen. De to kandidater kritiserede fra hver sin vinkel TPP-aftalen (Transpacific Partnership Agreement) om frihandel over Stillehavsområdet og hvad den kunne frygtes at føre til af yderligere afmontering af traditionelle amerikanske arbejdspladser. Hele den finansielle elites projekt for fornyelse af amerikansk økonomi gennem frihandel blev forkastet.

Mange nyuddannede er ikke medlemmer af fagforeninger, når de forlader studiet med færdig eksamen. Når økonomien stagnerer (lav eller ingen vækst) bliver de henvist til prekariatet, det sociale lag af mennesker med deltidsjob og midlertidige jobs ("prekær", udsat position).

Men man kan stille det meget relevante spørgsmål, om det overhovedet kan betegnes som en klasse? Er prekariatet en klasse, eller er det en del af en klasse sammen med arbejderne og en del af middelklassen? Det giver måske mening i en national sammenhæng - som er på vej til at blive opløst. Men giver det mening som grænseoverskridende klasse?
   Det kan diskuteres. Man har i EU-sammenhæng set nogle tendenser til, at der - i hvert fald i sydeuropa - har været nogle fælles opfattelser af "la Generation Mille Euro" ("Tusind euro generationen, nyuddannede, der enten er arbejdsløse eller tjener så lidt ved at være i job, at de ikke kan etablere sig i egen bolig, endsige stifte familie), og den spanske bevægelse Juventud sin Futuro ("Ungdom uden Fremtid"). De fik betydning langt ud over det relativt begrænsede medlemstal, da disse unge blev en væsentlig del af grundstammen i det nystiftede parti Podemos, der fik over 20 pct af stemmerne ved det spanske parlamentsvalg i 2015.


Bourdieu-inspirerede klassemodeller

Den marxistiske model ovenover fremstiller klasserne som polariserede omkring økonomisk kapital og økonomiske interesser. Det er en konfliktmodel, der ser klassedelingen som en fremadskridende konfrontation imellem to hovedklasser som følge af en stadig uddybning og skærpelse af klassemodsætningerne. Det er et syn, der er blevet bestridt af forskellige nymarxister, f.eks. briten Bob Jessop, som medgiver, at billedet af klasserne ikke er så tosidet. Dels er kapitalejerklassen ofte delt i flere fraktioner, dels mildnes billedet af, at staten under påvirkning af det repræsentative demokrati er blevet en "afvejer" af magt. Andre klasser end den dominerende får indflydelse på fordelingen.
    En del sociologer har også fornemmet, at den ikke giver et realistisk billede af de sociale klasser i et højtudviklet, komplekst samfund.
  Den er blevet set som reduktionistisk, dvs den reducerer klassebilledet til simple økonomiske kategorier. I vort hverdagssprog, når vi taler om klasse, vil vi tværtimod se det som klassemarkører, at folk har "status", f.eks. den betydning, det giver, at man bor "det rigtige sted", at man omgås "de rigtige mennesker", at man "kører i den rigtige bil", etc. Selvfølgelig kan dette være bundet op på den økonomiske formåen, men det har også en vanskeligt definerlig selvstændig betydning, som en sociolog som Bourdieu forsøger at indkredse.

En af de mest citerede af de moderne klasseteoretikere er altså franskmanden Pierre Bourdieu (1930-2002). Han anlægger et mere nuanceret syn på klasserne, hvor de kulturelle faktorer, uddannelse og sociale netværk spiller en rolle. Det drejer sig ikke alene om økonomisk kapital (indkomst, formue, jordejendom, bolig), men også om social kapital (sociale netværk, - hvor mange kender man?, hvad giver jobbet af sociale relationer?, etc) og kulturel kapital (uddannelse).
   Kulturel kapital er med til at give evne til at skelne mellem "skidt og kanel". Man ved, at den kongelige opera er mere end snobberi. Det er stor oplevelse, fordi det er kunstnerisk og æstetisk udført.
   At have denne evne er endvidere et udtryk for udøvelse af symbolsk kapital.
   Symbolsk kapital kan både være noget, den enkelte besidder og en evne til at gennemskue, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Man kan besidde kors og bånd og ordener (symbolske kapitalelementer), givet af selveste Dronningen, men det mest afgørende er evnen til at kunne se, hvornår noget har klassemæssig værdi i sociale sammenhænge. Man kan f.eks. gennemskue, at "uddannelsernes demokratisering", at alle i lighedens navn skal stilles lige i uddannelsesræset, er en illusion, fordi det fører til et generelt kvalitetsfald, - og i tide tager man så sit barn ud af folkets skole og over i en god privatskole, så den sociale arv sikres. "Nissen" rykker så at sige med, når vi forsøger at ophæve klassedelingen via uddannelse og kompenserende velfærdsmæssige tiltag (F.eks. SU til alle).

Hvad der er symbolsk kapital, afhænger af det sociale felt (område af samfundet).
   For en professionel fodboldspiller kan det være symbolsk kapital, at man har været professionel i Manchester United, anerkendt som et af Verderns bedste fodboldhold. Det kan sikre et velbetalt trænerjob, når fysikken ikke står til de store udfoldelser på grønsværen længere.  For en akademiker kan det være en doktorring, som viser, at man har taget en doktorgrad ved universitetet. Når doktorringen glimter ved et selskab, ved alle, at de står overfor en belæst person med høj status i universitetsverdenen. For en person fra medierne kan symbolsk kapital være priser (Cavlingpris), høje seertal eller det, at man citeres i andre velrenommerede medier. Det kan også være værdi og kvalitet af mediepersonens "kontakter" blandt toppolitikere og folk fra det højere erhvervsliv og organisationsverdenen.

Note: Habitus er de prædisponerede handle-, adfærds- og normkomplekser, der er "indbygget" via opvækst og uddannelse, - uden at vi almindeligvis er bevidste om det. Habitus er under løbende forandring. Bourdieu har ikke et deterministisk syn på det.

Den symbolske kapital giver evnen til at se, hvorfor man gør et kup, hvis man køber en PH "Ægget" i rødbrun læder til 60.000,- kr. Ved at have sådan en stol stående i sit hjem kommer man på bølgelængde med andre personer fra de bedre klasser.

Billedet af profitterne i USA ovenover viser, hvordan unge iværksættere kan være udelukket fra at få del i investeringskapital. De store pengeposer er lavet i de store monopolvirksomheder, og de er gode til at beskytte deres ejendom. De unge og uetablerede lukkes ude.

Det samme kan se i mere symbolsk form, når det gælder adgangen til den kulturelle kapital. Det er en af Bourdieus hovedpointer. Det kan være meget vanskeligt at få adgang til den priviligerede uddannelse. I Storbritannien har man Oxbridge (Oxford og Cambridgeuniversiteterne). Man har Kings College og London School of Economics i London. En stor del af den britiske elite kommer fra disse uddannelsessteder. I USA er det de velkendte Ivy League private universiteter (Harvard, Yale, Princeton, m.fl.). En stor del af toppositionerne i samfundet besættes med mennesker fra nogle få uddannelsessteder.
    Underklassen udsættes for symbolsk vold ved, at den effektivt ekskluderes. Eksklusionen sker ved bosætning i triste betonforstæder, hvor man er henvist til socialt boligbyggeri, som der er givet nødtørftig offentlig støtte til, så man lige har råd til at bo der, men selve adressen kan afskrække arbejdsgivere ved en jobsamtale. Skolerne i betonforstaden er præget af et etnisk og klassemæssigt mix, der gør, at klassesamfundet konflikter er fulgt med helt ind i klasselokalet, og udbyttet af uddannelsen bliver ret begrænset.

I Storbritannien har man de senere år gennemført den "Store engelske Klasseundersøgelse", der i vidt omfang forsøger at bruge Bourdieus kapitalbegreber i fremstillingen af den britiske klassestruktur. Det startede med, at det nationale fjernsynsselskab BBC gennemførte en webbaseret undersøgelse, hvor folk via TV-udsendelser blev opfordret til at gå ind på nettet og besvare spørgsmål. Over 161.000 besvarede spørgsmålene. Som det kunne forventes viste det sig, at mange systematisk overdrev deres egen sociale status. Når man sammenlignede deres egen angivelse af klasseplacering med job- og indkomstdata på dem, viste det sig, at mange placerede sig for højt i forhold til den objektive definition af deres klasse. Af de 161.000, der svarede på  BBC's website, erklærede 4,1 pct, at de var topdirektører, hvor dette lag efter sociologernes opgørelser var 20 gange så lavt, altså kun omkring 0,2 pct af befolkningen.
    Under ledelse af to sociologer fra Londons School of Economics (Mike Savage) og Manchester University (Fiona Devine) udformedes en mere videnskabelig undersøgelse af klasserne ud fra en repræsentativ stikprøve. Man udformede nu en klassestruktur for Storbritannien ved at sammenholde resultaterne fra de to undersøgelser.

Tidligere havde man en traditionel opfattelse af klasserne i Storbritannien, nemlig at klassepyramiden groft sagt bestod af en overklasse, en middelklasse og en arbejderklasse. Nu fremstod der et billede af en klassepyramide med 7 klasser, som dels afspejler den moderne britiske økonomis udvikling, men også nogle meget markante forskelle på top og bund. I bunden er der et prekariat på 15 pct af befolkningen og i toppen en eksklusiv elite: "I toppen har vi en elite af meget velstående mennesker og i bunden de fattige med et meget begrænset socialt og kulturelt engagement."




Note: Klasserne defineres således: Elite: Den mest priviligerede gruppe. Den adskiller sig fra de andre via dens velstand. Den har højeste niveau af både økonomisk, social og kulturel kapital. Etableret middelklasse: Den næstrigeste gruppe, som scorer højt på alle tre kapitaler (næsthøjst på kulturel kapital).  Teknisk middelklasse: En lille, distinkt ny klasse, som er velstående (prosperous), men scorer lavt på social og kulturel kapital. Den udmærker sig ved social isolation og kulturel apati. Ny rig arbejderklasse: En klasse af yngre, der er socialt og kulturelt aktive og med midterniveauer af økonomisk kapital. Traditionel arbejderklasse: Scorer lavt på alle tre kapitalformer, men er ikke helt udsat økonomisk. Der er nogenlunde høje huspriser og nogenlunde økonomi. Nye fremvoksende servicearbejderklasse: En ny ung bybaseret gruppe, som er relativt fattige, men har høj social og kulturel kapital. Prækariat: Den fattigste, mest udsatte klasse, som scorer lavt på social og kulturel kapital. Undersøgelsen målte kulturel kapital ved at spørge om folks fritidsinteresser, lige fra operabesøg, over fitness til madlavning. Hvor Bourdieu skelnede mellem high brow og low brow kultur (f.eks. opera over for x-faktor), forlader den britiske undersøgelse denne skelnen i erkendelse af, at det ikke længere er så éntydigt.

Den store britiske klasseundersøgelse (GBCS, The Great British Class Survey) afslører interessante træk ved klasseundersøgelser. For det første, hvor vigtigt det er at skelne mellem subjektiv definition af klasse og objektiv definition af klasse.

Subjektiv og objektiv klasse

Subjektiv definition af klasse er en definition, der hviler på, at de adspurgte selv definerer deres klassemæssige position. Det fører til forskellige former for selvovervurdering. Det gælder nok ikke mindst i vort senmoderne samfund, hvor selfie-kulturen er en del af selvpromoveringen i markedssamfundet.
    Objektiv definition af klasse er, når folks klassemæssige stilling bestemmes af objektivt eksisterende kendetegn som f.eks. indkomst, formue, stilligsbetegnelse, etc., ting, der kan måles statistisk og laves kvantitative sammenfatninger af.
    Den store britiske klasseundersøgelse er interessant derved, at den kombinerer de to metoder, eller: den retter de subjektivt fastlagte klasser til med de objektivt definerede, og hvor de nationale klasser så bestemmes af, hvad resultaterne af en traditionelt videnskabeligt defineret opinionsundersøgelse med videnskabeligt fastlagte repræsentativitetskendetegn viser.
    Der er imidlertid det problem med en sådan undersøgelse, at den bliver et tidsbillede. Et par årtier senere vil billedet have ændret sig temmelig meget. Det bestemmes jo f.eks. af økonomiens udvikling, hvor meget friværdi og dermed formue, folk har af deres husejerskab. Det bestemmes delvist af modetrends, hvad der giver status i et samfund.
   Direktørlagets lønninger kan også være en del af en konjunktur i økonomien. Tendens til øget ulighed kan blive afløst af en tendens til øget lighed, som man har set det ske tidligere. Styrkeforholdet mellem klasserne ændrer sig. Når selv et blad som The Economist kan blive forarget over "bjerget af profit", er man måske nået til et punkt, hvor det begynder at vende, og der kommer en periode, hvor fagbevægelse og folkelige politiske bevægelser får større indflydelse i samfundet.

Globaliseringsforvredet klassestruktur

Storbritannien er et land, der i starten af det 21. århundrede har deltaget i den økonomiske globalisering med en vis succes, når det måles på økonomisk vækst. Der har været fremgang i BNP, bortset fra en afbrydelse under finanskrisen i 2008-09. Men landet kom hurtigere ud af denne end adskillige andre europæiske lande. Til gengæld har udviklingen været præget af meget store regionale forskelle m.h.t., hvordan den stigende deltagelse i den europæiske og globale økonomi er slået igennem. London er blevet et førende finanscenter, og London og det sydlige England er løbet fra mange andre dele af landet de senere år. Ligesom i Danmark har man en "udkantsproblematik" i den økonomiske udvikling, som hænger sammen med, hvor meget eller hvor lidt forskellige dele af landet favoriseres af økonomiernes stigende deltagelse i den globale økonomi (eksport/import, investeringer, rejser, telekommunikation, etc).


Kilde: Telegraph.co.uk.

Figuren ovenover viser, hvordan den øverste sociale klasse er overrepræsenteret i forskellige dele af Storbritannien (2015). Det er geografiske områder, der tilsmiles af globale økonomiske kontakter og investeringer. Der er behov for velkvalificeret arbejdskrft i globalt orienterede virksomheder. Derfor vil lokalisering af den slags erhverv ske i globaliseringens centre (i Storbritannien især London og det sydøstlige England). Førende uddannelses- og forskningscentre er tæt på. Dermed er der udbud af den type arbejdskraft, der er behov for. Samtidig kan disse steder blive no-go områder for lavere uddannede, simpelthen p.g.a. omkostningerne ved at bo der. Flere og flere ejer deres bolig, men priserne på disse er vokset eksplosivt i centrene for den globale økonomi.
   Det viser sig konkret i f.eks. lønninger og husprisindeks, der for det sidstes vedkommende betyder, at størsteparten af den britiske befolkning ikke længere har råd til at bosætte sig i landets hovedstad.

Globale økonomiske tendenser er altså med til at skævvride klassestrukturen, så afstanden fra top til bund målt på indkomst og formue øges markant.


Klasseskel og indkomstulighed

Øgede klasseskel vil ofte vise sig som øget ulighed i indkomster og formuer. De bedst lønnede bliver endnu bedre lønnet relativt set i forhold til de dårligst lønnede.
   Man måler det på forskellige måder. Man deler f.eks. befolkningen op i femtedele eller tiendedel, og så sammenligner man f.eks., hvor stor en andel af de samlede indkomster den højst lønnede tiendedel har i forhold til, hvor meget den lavest lønnede tiendedel har. Jo højere denne gangefaktor er, jo større er uligheden. For at vise ekstremerne i, hvor meget de allerrigeste har i forhold til de fattigste, kan man også måle f.eks., hvor meget en brøkdel af en promille eller procent af de øverste har i forhold til f.eks. halvdelen af de lavestlønnede. Og man kan måle på formuer.

Et mål for ulighed, der ofte anvendes, er Gini-koefficienten opkaldt efter en italiensk samfundsforsker ved navn Corrado Gini (1884-1965).  Hvis det er indkomstulighed, man vil undersøge, inddeles indkomstmodtagerne i tiendedele, fra den laveste tiendedel til den højeste, ud ad x-aksen i et koordinatsystem, og man ser så, hvor stor andel af de samlede indkomster, de har, opad y-aksen, jvf f.eks. gini-koefficienten for Danmark og USA:


Note: Gini beregnes som det lyserøde område divideret med hele området (lyserødt og lyseblåt), dvs hele området under 45-graders linje diagonalen. Lorenz-kurven viser fordelingen af indkomster. Hvis den flugter med 45 graderslinjen, er gini = 0.

Gini-koefficienten for Danmark rapporteres  hos de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD til at være 0,25, hvorimod USA's er angivet som 0,40. Det er en betydelig forskel i indkomstulighed.
    Ifølge OECD's tal har Danmark den laveste gini-koefficient i OECD-området. Ifølge EU's statistiske kontor Eurostat ligger Danmark ikke helt så lavt, og man mener her, at uligheden i Danmark har været stigende de senere år. Det samme resultat når man frem til i en Gini-Research.org-rapport, hvor det noteres, at gini-koefficienten i Danmark har udviklet sig fra omkring 0,25 i 1980'erne til omkring 0,30 i 2006.
   Det kan hænge sammen med, at den danske velfærdsmodel er under ændring, bl.a. måske som følge af den danske økonomis stadig tættere integration i den globale økonomi. Der kan komme pres fra globaliseringen på den universelle velfærdsmodel.

Tabel 1: Real indkomstvækst efter indkomstgrupper i USA


Gennemsnitlig vækst i realindkomster

(1)
Realindkomst vækst for øverste 1 pct af indkomster
(2)
Realindkomst-vækst for laveste 99 pct af indkomster

(3)
Den øverste 1 pct's andel af samlet vækst eller tab
(4)
Samlet periode           1993-2014 20,6% 80,0% 10,8% 55%
Clinton Expansion    1993-2000 31,5% 98,7% 20,3% 45%
2001 Recession    2000-2002 -11,7% -30,8% -6,5% 57%
Bush Expansion   2002-2007 16,1% 61,8% 6,8% 65%
Great Recession 2007-2009 -17,4% -36,3% -11,6% 49%
Fornyet fremgang               2009-2014 8,4% 27,1% 4,3% 58%
Noter: Computations based on family market income including realized capital gains (before individual taxes). Incomes exclude government transfers (such as unemployment insurance and social security) and non-taxable fringe benefits. Incomes are deflated using the Consumer Price Index.
Kilde:http://eml.berkeley.edu//~saez/ .  


I USA kan man af udviklingen i indkomstfordelingen de senere år se, at det er gået betydelig bedre for de mere velstående end for de mindre velaflagte befolkningsgrupper, jvf tabellen ovenover, hvor realindkomstvæksten for den bedst aflagte 1 pct har været 80 pct - imod 20,6 pct i gennemsnit for perioden 1993 - 2014. Det har givet anledning til Occupy Wall Street bevægelsen og 1%/99% bevægelsen, en slags konkret formulering af klassemodsætningen i det amerikanske samfund de senere år. Det var medvirkende til polariseringen i politikken omkring valgkampene op til præsidentvalget i 2016.


FORSLAG TIL VIDERE UNDERSØGELSER:

Udviklingen i indkomst- og formuefordeling, samt forskellige mål for fordeling, f.eks. gini-koefficient og 80/20 fordelingsmål kan undersøges i Statistikbanken.dk.:


Kilde: Tal fra Statistikbanken

Man kan få tal ud i excel-ark, f.eks. ovenstående over udviklingen i Gini-koefficienten i Danmark. Den viser et billede af stigende indkomstulighed, som hænger sammen med arbejdsmarkedets udvikling i globaliseringen og den økonomiske politik, herunder skattepolitik og velfærdspolitik.

Arbejderbevægelsens erhvervsråd har oversigter over udviklingen i økonomisk-sociale indikatorer på deres webside om ulighed.

Når man kigger ud over Danmarks grænser, falder den amerikanske økonom Emmanuel Saez' undersøgelser af ulighed i øjnene.

The New Yorker har bragt gode oversigter over Thomas Pikettys undersøgelser af  langsigtede trends i lighed/ulighed.



 


 


Links:
Klassesamfund.dk

AE
























Less than 1-pct:
Rigged Economy
MNS brug af skattely
Butler Wanted
Winter Dreams