KINA

Ikke valutapolitikken, men statskapitalismen, der udfordrer Vesten

Der er i mediernes dækning af G20 og international økonomi gjort meget ud af den ”trussel”, som den kinesiske valutapolitik med en undervurderet renminbi skulle udgøre.
   I virkeligheden ligger den kinesiske udfordring et helt andet sted. Det er snarere den kinesiske statskapitalisme, der udfordrer resten af Verden. Ikke siden USA skabte Verdens stærkeste militærmaskine og industriøkonomi under II. Verdenskrig, har Verden været stillet over for en lignende statskapitalistisk udfordring.
    Via store statskontrollerede virksomheder kan kineserne ikke alene holde snor i valutakursen, men de kan også dirigere forskningspenge hen, hvor de kan fremme kommende industriel vækst.

    Et af de seneste eksempler på det er den grønne økonomi, hvor Kina er ved at sætte sig på dele af markedet via en målstyret indsats.  For nogle år siden var Kinas solcelleindustri truet af mangel på råstoffet polykrystallinsk silicium. Priserne på stoffet steg kraftigt, og markedet var præget af udenlandske virksomheder. Beijings svar var udviklingen af en indenlandsk produktion. Statsejede selskaber blev forsynet med midler til udvikling af produktionen.  Det kunne gøres meget hurtigere end i Vesten, hvor godkendelse af nye produktionsfaciliteter tager meget længere tid. I Kina tog det kun 15 måneder at få en ny stor fabrik i gang. I dag står landet for 1/4 af produktionen af råstoffet og for omkring halvdelen af den globale produktion af solcelleanlæg.  

 

Figur 1: Kinas investeringer i forskning og udvikling i milliarder yuan og i pct af  nationalindkomsten  (kilde: wsj.com)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som man kan se af figur 1, udvider Kina sine forskningsaktiviteter kraftigt. Investeringerne i forskning og udvikling er med snart 2 pct af BNP  ved at bevæge sig op over OECD-niveauet. Denne tendens vil formentlig fortsætte de kommende år og bringe Kina i front på flere og flere områder.

     Ifølge den gældende diskurs i Vesten svækker det en økonomi, hvis der er for meget statseje og statskontrol. Denne almindelige visdom ser ikke ud til at gælde for Kina.

 

Figur 2: Statskontrol og rentabilitet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den øverste del af figur 2 viser graden af statskontrol i forskellige lande og områder. Og her er det interessant, at Kina ligger i spidsen sammen med Rusland. Men en vigtig pointe her er, at der er stor forskel på modellerne for statskontrol i disse to lande. Hvor Rusland bruger statsstyringen til at få hold i hanke med enorme energi– og ressourceselskaber som Gazprom, bruger Kina den også til udvikling af frontløbere i en hastigt voksende markedsøkonomi.  Kina har udviklet sig til en blandingsøkonomi i den egentlige betydning af ordet: Forskellige ejendomsformer og en blanding af statskontrollerede markeder og private markeder.  Der er statskontrol med banksektoren og kapitalmarkedet. Det gør det muligt at styre kapitalbevægelser ind og ud af landet og også at styre udviklingen i valutakursen. Men der er også statskontrol i dele af produktionen og distributionen, bortset fra, at netop dette område er præget af blandingsformer.
    Som den nederste del af figur 2 viser, er de statsejede virksomheder i stand til at tjene penge. Deres samlede overskud har været oppe over 6 pct af BNP  - inden finanskrisen. 

 

 

Figur 3: Vækst i forskellige dele af Verden siden 2000  (Kilde: IMF)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Figur 3 giver mulighed for at sammenligne væksten i BNP i forskellige dele af Verden. Som det ses har Kina lagt sig i førerposition. Når det er svært for Vesten at følge med de nye økonomier, hænger det dog også sammen med, at de førende vestlige økonomier er i frontlinjen med teknologisk udvikling. De kan altså ikke, som Kina og Indien, vokse så hastigt ved at indføre teknologi udefra. Med det tempo, der er i den kinesiske vækst, vil det dog ikke tage så lang tid, som hidtil antaget, før Kina er Verdens største økonomi. Det ligger ikke helt fremme i år 2040-50, som mange økonomer har antaget, men kan måske forventes at ske allerede i 2020-2022, måske endda før.  Udover den kraftige vækst vil der også ske en tilpasning af valutakurser. Det så man ske for de japanske og taiwanesiske økonomier i 1980’erne — ikke mindst efter Plazaaftalerne i 1985. Hvis en lignende valutarisk tilpasning sker for Kina, vil den attråede status som udviklet økonomi ikke lade vente mange år på sig.