Euro

Dominobrikker falder

EU’s euro som et korthus – eller som en række dominobrikker, der vælter en efter en i de svage periferiøkonomier. Er det sådan, det skal ses?
    Det er en udbredt forestilling, at de må falde en efter en. Først var der Grækenland. Så kom Irland. Det vil køre videre med Portugal, Spanien, Italien og – Frankrig?

Nej, det sidstnævnte land er ikke et PIIGS-land (Portugal, Italien, Irland, Grækenland, Spanien). Senest er også Belgiens gældsproblemer kommet i søgelyset. Og næste igen? Det kan ikke udelukkes, at selv Frankrig vil komme i spil  —  i denne, eller kommende euro-kriser. Der er nemlig noget galt med dynamikken i den samlede Eurozone-økonomi. Problemet består i ulige udvikling i forskellige dele af zonen. Den tyske økonomi udvikler sin konkurrenceevne hurtigere end de mere perifere økonomier. Det giver et konstant spændingfelt, der fremkalder nye kriser, når de gamle er overvundet.
    Forløbet viser altså, at der er
svagheder ved euro- og ØMU-konstruktionen, som den får svært ved helt at overvinde.
    Statsgæld og gældsforpligtelser hænger sammen over grænserne på måder, der gør det svært – for ikke at sige umuligt – at føre en effektiv krisebekæmpende politik.

En væsentlig del af formålet med EU’s og IMF’s hjælpepakker er at hjælpe bankerne mere, end det er hjælp til stabilisering af statsbudgetterne. Det er for en stor del banker, der ejer statsgælden i form af statsobligationer.
Man må nok konkludere, at Too-big-to-fail filosofien har været forkert fra begyndelsen. Krisen har aldrig fået lov til at gøre sine “rensende virkninger”, dvs få ryddet ud i de dårlige aktiver. For at få gjort det, skulle man desværre nok have ladet de insolvente bankforetagender gå ned – også med de uheldige følger for kreditformidlingen, som det kunne have afstedkommet.
Det kunne være afhjulpet på forskellig vis med Centralbankens hjælp/etablering af offentlig styrede lånefaciliteter el. lign..

Den irske stat har måttet udsætte sin banksektor med et beløb, der er større end halvdelen af landets BNP i et år.

 

Figur 1: Irsk budgetbalance i pct af BNP

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Det har ført til et budgetunderskud i år på op mod 30 pct af BNP, jvf figuren ovenover. EU-hjælpepakker har svært ved at være hjælp i den situation, når virkningen er, at den irske stat vil skære ned på offentlige udgifter og øge skatterne på en måde, der vil gøre krisen langt værre.

 

Figur 2: Arbejdsløshed og beskæftigelse i byggesektor

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arbejdsløsheden i Irland er i forvejen på over 14 pct. I den situation foreskriver keynesiansk økonomisk filosofi, at et land skal føre kontracyklisk økonomisk politik. Man skal altså føre stimulerende finanspolitik. Det kan være svært at stimulere økonomien via pengepolitikken, når renten allerede er så lav, som den er.

Der burde altså laves en økonomisk politik, der går imod konjunkturen. Men det kan man ikke som følge af ØMU’ens regler om budgetdisciplin. Det er regler, der går helt tilbage til den første unionstraktat, Maastrichttraktaten, en politik, der blev til på især tysk inspiration. Når tyskerne skulle opgive deres valuta, D-marken, ville de være sikre på, at der kom noget andet i stedet, som var lige så stabilt m.h.t. at holde inflationen i skak og sikre valutaens værdi. Men det var ikke regler, der havde som mål at gøre noget ved beskæftigelsen.

 

Irlands problem er et eksempel på ustyrlig globalisering. Den berømte keltiske tiger har måttet lade livet for uigennemsigtige finansielle processer.

 

Figur 3: Vækst i BNP og BNI (GDP)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kilde: The Economist

 

Den store forskel på BNP og BNI udtrykker forskellen mellem den indenlandsk producerede produktion og nationalindkomsten, når indkomstoverførsler til og fra udlandet er regnet med. Det er kæmpemæssige beløb i Irlands tilfælde, fordi landet har tiltrukket store udenlandske investeringer. Den keltiske tiger har bygget på at gøre landet attraktivt for investeringer p.g.a. blandt andet lav selskabsskat på kun 12,5 pct af virksomhedernes overskud. Det førte til brølende økonomisk vækst i før og efter årtusindeskiftet. Med til at stimulere væksten var også en højkonjunktur i byggesektoren, der blandt andet skyldtes de lave renter i ØMU/euro-zonen. Det stimulerede selvsagt investeringer i byggeriet. Og det medvirkede sammmen med en ekspanderende finanssektor til finansielle bobler på ejendoms– og finansmarkederne.