GLOBALISERINGENS DISKURSER   

Ordet “globalisering” bruges som en diskurs, dvs en måde at tale om virkeligheden på, der af nogle ses som ønskværdig. Man siger f.eks.: “Globaliseringen kræver, at vi er omstillingsberedte”. På den måde ses globalisering som en slags liberal ideologi, der stiller krav til os om at nedbryde velfærdsstaterne og de ”stive” arbejdsmarkeder, fordi “markedet kræver det”, og som “forlanger” fleksibilitet og omstillingsparathed af hver enkelt.

Man kan betragte indlæggene som diskurser om en virkelighed, der er vanskelig at få hånd om: Skal vi stoppe globaliseringen (hvordan man ellers gør det?), fordi den er skadelig? Eller skal vi forlange en anden slags globalisering? Der menes forskellige ting med det, der siges. Derfor er diskurssynsvinklen en god første indgang til problemet. Det er så at sige udtryk for, at man accepterer synsvinklen: Det sete afhænger af øjnene, der ser. Ved at se med forskellige briller på kommer vi til at se mere, end hvis vi kun vil bære ét par briller.

 

I dagligdagen kommer globaliseringen til udtryk på mange måder.

Vi konfronteres med nyheder fra alle regioner i verden. Når der er valg i USA eller Tyskland, kan vi følge optællingen på fjernsyn. Vi får løbende nyheder fra møder mellem statsledere mv., hvor blandt andet rammerne for den internationale økonomiske samkvem aftales. Verdensmesterskaberne i fodbold kan vi følge direkte uanset, hvor på kloden mesterskabet finder sted. På læreanstalterne fordyber man sig i udenlandske forskningsresultater, samarbejder med udenlandske forskere, og udveksler studenter med udenlandske universiteter mv.

I supermarkedet, som oprindelig er et amerikansk koncept, kan vi købe ananas fra Thailand, majs fra USA, oksekød fra Argentina, jordbær fra Israel og vin fra Sydafrika. Der er italiensk skinke, spanske pølser, kaffe fra Colombia og Kenya og værktøj fra Kina. Supermarkedet er måske tysk ejet. Vores japanske eller franske bil påfyldes benzin på en norsk ejet tankstation og banken har hovedsæde i Sverige.

Koreanske varer transporteres til Australien, USA og EU på danskejede skibe. På virksomheden, hvor nydanskere og danskere står side om side, produceres varer til det belgiske marked på tysk fremstillede maskiner. Alt imens analyseres regnskabet for det hollandske datterselskab. På nabovirksomheden er den danske tømrer beskæftiget. Han sætter danskproducerede vinduer af dansk træ i danskernes huse. I ferien tager han til Vietnam eller Grækenland.

Uanset hvilken definition man bruger, dækker globaliseringen over samspil mellem mennesker i forskellige lande, og alle disse eksempler er (på nær et enkelt) udtryk for en større grad af samarbejde, integration og afhængighed på tværs af landegrænserne. (Økonomiministeriets rapport: Vækst gennem globalisering. Okt. 2003)

Beskrivelsen ovenover af "dagligdagens globalisering" er en del af en diskurs i den forstand, at der vælges dele af virkeligheden ud, og andre forties eller forbigås. Det er klart, at frihandel i mange tilfælde har været til fordel for lande. Igennem handelen øges arbejdsdelingen og specialiseringen, og det kan selvsagt føre til øget velstand. Men det er lige så historisk korrekt, at "frihandelen" også har sine tabere. Så kan man diskutere, om det er fordi, handelen ikke gives virkelig fri, eller det er fordi, disse lande ikke udnytter mulighederne.