Dansk politik efter valget
Figur 1 beskriver nogle af ændringerne i dansk politik op til valget i 2007.

Et af de største "jordskælv" i dansk politik var Anders Fogh Rasmussens drejning af Venstre fra oppositionsrollens "minimalstatsvenstre" til en mere centrumsdrejet "ansvarlig" politik. Partiet kunne under Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister stå på den "danske model" og en relativt bred velfærdsgaranti. Samtidig sikrede skattestop og "kulturkamp" imod, at der ville ske afskalning mod højre af det vælgermæssige spektrum.
    Denne politik tvang Socialdemokratiet i retning ad en mere højreorienteret/centralistisk værdipolitik (indvandring, skolepolitik, retspolitik).

Figur 1: Det politiske landskab omkring valget i 2007


Radikale bevæger sig fra Muhammedkrisens multikulturelle fanebærer og nationale polariseringer  imod en blødere position, men med samtidig formulering af en mindre ulige skatte- og fordelingspolitik under Vestager.
    Konservative ser det "hul" mod højre, som Venstres glidning åbner op for. Partiet lægger sig imod Højre i fordelingspolitikken ("ingen skal betale mere end 50 pct i indkomstskat"), samtidig med at partiet i dele af værdipolitikken ligger til venstre for Venstre. Spørgsmålet om "arvefølgen" tages op igen og igen med stadig større vedholdenhed. Der er to kronprinsesser, den værdipolitiske "venstrefløjs" omkring miljøminister Connie Hedegaard og den værdipolitiske "højrefløj" omkring justitsminister Lene Espersen. Denne form for tronfølgedebat giver De Konservative gode muligheder for at samle op i de værdipolitiske vælgerspektra i den blå lejr, men den giver samtidig uklarhed omkring tronfølgespørgsmålet.
    På venstrefløjen giver Asmaa Abdol-Hamids opstilling som spidskandidat for Ø rystelser omkring sekularisme/multipluralisme dimensionen, som SF er dygtig til at udnytte i valgkampen op til 2007-valget. Den sekularisme/socialismemæssige "afklarethed", der opnås ved en tidlig aftandtagen fra "religion i det offentlige rum" profilerer partiet i forhold til ikke-religiøse venstrefløjsvælgere, og giver dermed samtidig SF mulighed for at lancere sig som ansvarligt regeringsvilligt parti, hvad der hjælper i konkurrencen med De Radikale om socialliberale, værdimæssigt venstreorienterede centrumsvælgere. Denne samlede knibtangsmanøvre omkring centrum-venstre, hvor værdipolitikken bringes i spil på begge sider af - og henover - Socialdemokratiet, medvirker til et godt valg for SF.
    Valgresultatet tvinger Anders Fogh Rasmussen til at åbne op for et "bredere samarbejde" i Folketinget. Det er logisk i betragtning af, at indvandringsspørgsmålet begynder at tone ud som den store polariseringsfaktor i dansk politik, og det er logisk i betragtning af valgresultatet. Det ser imidlertid ud til at antagonisere Dansk Folkeparti i formentlig højere grad, end han havde regnet med. Med forskellige udspil lægger Dansk Folkeparti op til en "konkurrerende" åbning mod samarbejde mod venstresiden, f.eks. i spørgsmålet om lønpuljer til offentlig ansatte, hvad der samtidig er "logisk", når partiets glidning hen over midten i fordelingspolitikken tages i betragtning. Dermed begynder den parlamentariske situation i dansk politik at se mere mudret ud, end den længe har gjort. Medvirkende hertil er også, at Pia Christmas-Møller i begyndelsen af december 2007 melder sin afgang fra regeringspartiet De Konservative. Dermed forsvinder det i forvejen vaklende flertal på 90 mandater bag VK(O)-koalitionen. Pia Christmas-Møller siger ganske vist, at hun fortsat vil støtte VK, men det er ikke nogen hemmelighed, at hun især i værdi- og kulturpolitiske spørgsmål har en anderledes politik og måske kan forventes at gå sammen med venstrefløjen i sådanne spørgsmål.