Det politiske grundlag bygger på en klasseanalyse. Samfundet ses som præget af konflikter, som skyldes den kapitalistiske produktionsmåde, dvs en økonomi med privat eje af produktionsmidler, kapitalakkumulation og en arbejderklasse, der udbyttes af en kapitalejerklasse. Det udtrykker det grundlæggende principielle syn på samfundet, hvor man tager stilling til langsigtede udviklingstendenser og tager stilling til fremtidsperspektiverne. I den daglige politik er Enhedslisten et parti med en stærk miljøprofil og en modstanderholdning til EU.

Ved valget i 1994 kom Enhedslisten i Folketinget med 6 mandater. Den store vælgerfremgang hang blandt andet sammen med, at det ved dette valg gik op for en stor del af de venstreorienterede vælgere, at Enhedslisten var det eneste af de opstillede partier, som var fulde modstandere af den Europæiske Union.

Organisation

Med en folketingsgruppe stod Enhedslisten med problemet omkring formulering af en politik for listens adfærd i folketinget. Det kunne blive vanskeligt, hvis man ville opretholde listens flade og åbne struktur. På sit landsmøde i november 1994 nåede Enhedslisten ikke den organisatoriske debat herom, som ellers var programlagt. Det blev udskudt til et ekstraordinært landsmøde i foråret. Der er dog ingen tvivl om, at den principielle holdning går på, at det skal være landsorganisationens ledelse (bestyrelsen), som bestemmer partiets politik i folketinget.
    Medlemsantallet har udviklet sig pænt fra godt 1000 de første år til over 4.500 i midten af 2010. Robin Hood fordelingsprincippet er bygget ind i kontingentpolitikken, idet kontingentet stiger med stigende indkomst. Det er dels ud fra princippet om, at man som idealist og aktivist forventes at ville ofre sig for partiet og dels ud fra, at man ønsker at partiet skal være uafhængigt af bidrag fra organisationer, virksomheder og rige enkeltpersoner.

Mellem pragmatisme og ideologi

Man har i Enhedslisten set parlamentarisk pragmatisme som et problem for den etablerede venstrefløj og Socialdemokratiet. Det vil sige, at man indgår i politiske kompromiser, som nok er udtryk for, at man får noget igennem på ét område, men til gengæld må give køb på andre områder for at få et flertal for en politik. Det kan føre til en politisk "glidebane", hvor man bliver mere og mere kompromitteret i vælgernes øjne. Samtidig risikerer man herved at bidrage til den almindelige politikerlede. Vælgerne kan ikke længere se forskel på de politiske alternativer, fordi disse ikke fremstår som særlig klare. Derfor, mener Enhedslisten, skal man holde fast på sine politiske holdninger og snarere prøve at flytte opinionen - end lade sig flytte af den. I den henseende kan man kalde Enhedslisten for et ideologisk parti, - snarere end et pragmatisk parti. På den anden side har partiet ikke villet afvise at medvirke til at få forbedringer igennem for lønmodtagerne.

Problemet om ideologi contra pragmatisme blev aktualiseret for Enhedslisten, da partiet deltog i "Pinsepakken" i 1998. Den socialdemokratisk-radikale regering kunne samle et spinkelt flertal i Folketinget sammen med SF og Enhedslisten - og et færømedlem - for dette finanspolitiske indgreb, der svækkede effekten af rentefradraget i skatten fra omkring 45 pct til kun 32-33 pct skattebesparelse.

Enhedslistens hovedbestyrelse blev indkaldt for at tage stilling til partiets deltagelse i Pinsepakken. Det endte med at blive vedtaget med et knebent flertal, at partiet kunne gå med i forliget. Sammen med andre sager i den følgende periode kom forløbet omkring Pinsepakken til at illustrere, at Enhedslisten var ved at få det samme problem som andre partier med, at landsorganisationen kan styre politikken. Som i andre partier er folketingsgruppen en instans, der er til stede der, hvor beslutningerne i den daglige politik skal tages. Det kan da forårsage koordineringsproblemer, at man gerne vil sikre landsorganisationens indflydelse, ikke mindst når denne kører med kollektiv ledelse.

På årsmødet i 2003 fik Enhedslisten vedtaget et principprogram. Partiet fastholdt et marxistisk udgangspunkt: Under kapitalismen er modsætningen mellem arbejderklassen og borgerskabet den grundlæggende klassemodsætning. Selvom klasseforskellene har forandret sig, så de også går på tværs af de traditionelle klasseskel f.eks. socialt, uddannelses- og boligmæssige. Klassekampen antager politiske, økonomiske og ideologiske former og omfatter derfor alle forhold i et kapitalistisk samfund. Gennem vores deltagelse i klassekampen udvikles vores bevidsthed, og det giver mulighed for at udvikle solidariske holdninger (Principprogram 2003). Det var fortsat vigtigt for partiet at definere sig som ikke alene et socialistisk parti, men som det rød-grønne alternativ til de andre partier: Enhedslistens mål er, at alle mennesker får mulighed for at udfolde sig frit i samspil med deres omgivelser. Enhedslisten arbejder for et samfund, hvor frihed, solidaritet, lige vilkår for alle og hensynet til naturen er sat i centrum - et socialistisk samfund.  (Fra indledningen til principprogrammet)

    Ved valget i november 2007 gik Enhedslisten tilbage til 4 mandater. Partiet havde i den foregående periode fået ondt i identiteten, idet folketingskandidaten Asmaa Abdol-Hamid blev katalysator for en opslidende debat om værdier, socialistisk sekularisering over for multikulturel tolerance.