Finanskrise eller Depression?

Finanskrisen får mange til at stille spørgsmålet, om vi nu er på vej ind i en længerevarende, dyb økonomisk depression. Det er det på nuværende tidspunkt tidligt at udtale sig om. Man kan godt have en voldsom finanskrise uden, at det nødvendigvis fører til en økonomisk depression, som den der var i 1930'erne. Der er imidlertid mange paralleller til dengang.
 

Holdingselskaber

En ting, der spillede ind under 30'ernes depression,  er holdingselskaberne. Et holdingselskab er et selskab, der ejer andre virksomheders aktier.
   Når holdingselskabet ejer en aktiemajoritet, kan det bestemme over datterselskabet, og det er effektivt set én virksomhed. Disse holdingselskaber optog ofte en masse gæld for at finansiere overtagelsen af datterselskaberne. De kan minde om vore dages hedgefonde og kapitalfonde. Når en holdingselskabsstruktur var bygget op, modtog moderselskabet udbytte fra datterselskaberne. Det var afhængigt af disse betalinger for at kunne betale renter og afdrag på gælden. Hvis udbytterne af en eller anden grund tørrede ind eller formindskedes i et eller flere datterselskaber, kunne et holdingselskab gå ned og trække f.eks. banker med sig ned.
    I det 21. århundrede har vi kapitalfondene. En kapitalfond er en virksomhed, der modtager indskud fra store investorer og anbringer pengene der, hvor man får det højeste afkast. Det kan f.eks. være via virksomhedsovertagelser. Ofte vil de overtagne virksomheder blive belånt, så de får en stor renteudgift, der gør dem sårbare. Og kapitalfonden kan komme til at lide tab, hvis det går dårligt i den overtagne virksomhed. Kapitalfondene er ikke underlagt regulering fra Finanstilsynet, som banker og forsikringsselskaber er. Hvis kapitalfonde går ned, kan det føre til en dominoproces, hvor de river flere andre med sig ned i faldet, og det forstærker tendenser til finanskrise. 

Bankerne

I løbet af 1929-33 gik flere tusinde banker fallit i USA. Grundene var mange. Mange mennesker trak penge ud, fordi de mistede penge på aktier eller fordi deres virksomhed gik ned p.g.a. den begyndende krise. Der var en svag regulering af banksektoren, f.eks. med hensyn til krav om, hvor stor en andel bankaktiekapitalen skulle udgøre af den samlede balance/de samlede udlån. Der kom ”run” på flere banker, hvor indskyderne på én gang ville have deres penge ud. Det kan ingen bank klare. En bank, der går ned, kan trække andre banker med sig i faldet, fordi den f.eks. forlanger tilgodehavende beløb indbetalt.  Det var først i 1933, Kongressen ved lov fik oprettet Federal Deposit Insurance Commission, som forsikrede indskydernes penge i bankerne. Da man ikke dengang havde forsikret indskydernes penge, bevirkede banklukninger, at pengemængden formindskedes, og det medvirkede til prisfald (kan f.eks. forklares med kvantitetsligningen).

I dag har de fleste lande ordninger, der sikrer, at indskydernes penge på bankbogen er sikker. Ellers har man i hast fået vedtaget sådanne ordninger i begyndelsen af den nuværende nedtur. Det har under krisen i 2008 forhindret lignende banknedbrud som i 1930’erne.
    Hovedløs udlånsvirksomhed var med til at udløse krisen i 1930’erne. I 1929 gik ca. 40 pct af samtlige udlån i bankerne til køb af aktier. Folk købte altså aktier for lånte penge. Det var ikke ualmindeligt, at man kun selv havde indskudt 10 pct af de penge, man havde købt aktier for. Hvis aktiekurserne begyndte at falde, forlangte banken flere penge indbetalt. Kunderne havde jo givet sikkerhed for lånet med deres aktier. Når disses værdi faldt, måtte banken forlange flere penge ind som ny sikkerhed. Det kaldes i børsjargon for et ”margin-call” (marginopkald). Hvis folk ikke havde pengene kontant, var de nødt til at sælge, f.eks. andre værdipapirer. Når mange gjorde det på en gang, faldt kurserne, og så udviklede det sig lynhurtigt efter en nedadgående spiral til en børspanik, hvor børsspekulanterne begyndte at opføre sig som lemminger: Sælg, sælg, sælg. Så havde man børskrakket.

Kriserne eskalerer

Børskrakket var medvirkende til endnu flere bankkrak. Ved udgangen af 1930 var over 1000 banker i USA gået ned. Når folk mistede deres sparepenge, følte de sig naturligt nok fattigere. De nedsatte forbruget. Og når det sker, går det ud over virksomhedernes muligheder for at sælge. Vareomsætning og produktion falder. Virksomhederne fyrer folk. Arbejdsløsheden stiger.
    Normalt i en sådan situation vil man se Nationalbanken sætte renten ned. Så bliver det jo billigere at låne penge, og investeringerne vil stige. Den amerikanske nationalbank, The Federal Reserve, gjorde det stik modsatte. Den satte renten op. Det gjorde den for at stoppe spekulationen i aktier. Når renten steg, kunne folk ikke så let låne penge til køb af aktier. Det gik imidlertid ud over investeringerne, og krisen blev forværret. I midten af 1932 havde Dow Jones, det førende aktieindeks, mistet 90 pct af den værdi, det havde i 1929.  Arbejdsløsheden steg til 25 pct.

Kilde: Folkeforbundet. Her efter Economist. World trade: Verdenshandel i Mia$.

Verdenshandelen trækker sig sammen Noget af det, der forværrede krisen i 1930'erne kraftigt, var Verdenshandelens sammentrækning.     I  1930 underskrev den republikanske præsident Herbert Hoover Smoot-Hawley toldloven (opkaldt efter de to lovgivere, der stod bag den). Den øgede tolden på varer, der var toldbelagte, med i visse tilfælde over 50 pct. Mange lande reagerede med lignende eller andre former for handelsprotektionisme. Over 1000 af USA's førende økonomer skrev under på en protest til præsidenten, hvor de opfordrede ham til ikke at skrive under på loven, men det hjalp ikke. Som den amerikanske økonom Charles Kindleberger har formuleret det, manglede der måske økonomisk lederskab i Verden på det tidspunkt? Ellers havde USA måske ikke optrådt så uansvarligt, som Smoot-Hawley loven var udtryk for.     Før I. Verdenskrig var Verden præget af et britisk lederskab (guldmøntfod, pund sterling, den engelske flådes patruljering). Og efter II. Verdenskrig skabte USA Bretton Woodssystemet med IMF, Verdensbanken, et valutasystem baseret på dollaren  - det hele  suppleret med FN-organernes forsøg på at lave visse fælles standarder og aftaler mellem landene. I mellemkrigsperioden var der ikke en leder af verdensøkonomien.     En væsentlig grund til den lange varighed af krisen i 30'erne var altså, at de enkelte lande forsøgte at skubbe problemerne over på naboerne via handelsrestriktioner og devalueringer, frem for, at man sammen bekæmpede arbejdsløshed og deflation.

  I januar 1933 fik USA en ny præsident, Franklin D. Roosevelt, der satte sig for at gøre noget mere alvorligt ved krisen. USA ophævede guldindløselighed og devaluerede dollaren. Det hjalp på eksporten. Guldindløselighed vil sige, at man kan få guld for sine papirpenge. Det brugte man for at sikre pengenes værdi, men det bevirkede samtidig, at det kunne være vanskeligt at føre stimulerende pengepolitik ved f.eks. at udvide pengemængden og nedsætte renten. Pengemængden skulle jo stå i et bestemt forhold til guldmængden.
   Der blev vedtaget sociale velfærdsprogrammer, herunder arbejdsløshedsforsikring og hjælp til familier. Et af Roosevelts krisetiltag var Agriculture Adjustment Act (Loven om landbrugsmæssig tilpasning AAA), som skulle tage sig af problemet med bøndernes faldende indkomst p.g.a. de faldende priser på landbrugsvarer. Herved ville man også forhindre bølgen af tvangsauktioner. Man prøvede at fjerne overproduktion ved opkøbe og destruere landbrugsprodukter. Og landmænd blev betalt penge for ikke at tilplante marker. I virkeligheden er det måske devalueringen af dollaren i 1933 og opgivelsen af guldmøntfoden, samt de offentlige beskæftigelsesarbejder, der gjorde mest. I hvert fald faldt arbejdsløsheden fra 1933 - 37 fra 25 til 14 %.
   Roosevelts regering begyndte også at give støtte til husejere. I 1933 var omkring 40 pct af de amerikanske husejere ved at komme ud i tvangsauktion, hvad der selvsagt forstærkede krisen. Hans regering indførte også forsikringen af bankindskud, der blev nævnt ovenover.    

I oktober 2008 er godt 6 pct af de amerikanske husejere tæt på tvangsauktion (defineret som, at de var bagud med mindst én prioritetsydelse). Knap 3 pct er i gang med tvangsauktion. Det er stadig et langt lavere tal end i 1933. Den amerikanske arbejdsløshed er i oktober 08 6,1 pct.
 

Finanskrise

Til gengæld er der andre ting i den nuværende krise, der potentielt kan få meget alvorlige virkninger. Globaliseringen af økonomien har bevirket, at finansmarkederne er blevet langt mere forbundne, og de har i de senere år brugt fantasifulde finansielle instrumenter, som ingen reelt kender virkningerne af, hvis korthusene falder sammen.

Finanskrisen i 2007/08 er udløst af overbelåning på det amerikanske boligmarked. Man indførte en række nye låneformer, såkaldte ”teaserlån”, hvor man ikke betalte afdrag de første år. Disse lån kunne endda være udformet sådan, at man kunne betale en reduceret rente de første år. Det betød, at lånet blev større og større, og når man så skulle til at betale af på det, blev det umuligt. Da folk fik ”rådgivning” om lånet, fik de eventuelt at vide, at det ikke ville være noget problem, for når de skulle til at betale, ville deres hus være steget i pris, og de ville kunne tage nye tillægslån, der både ville kunne betale deres øjeblikkelige ydelser og give dem et større forbrug. Der skete imidlertid desværre det, at i stedet for at stige, begyndte huspriserne at stagnere eller falde.

 

Figur 1: Stigning og fald i de amerikanske huspriser (husprisboblen)



Figur 1 viser den amerikanske husprisboble, som af nogle økonomer er blevet vurderet til at have en samlet størrelse på 8000 milliarder $. Der prikkes hul på den i 2006, og dermed begynder det, man kalder ”finanskrisen”.  Den går over i en realøkonomisk krise i andet halvår 2008, hvor den amerikanske produktion falder, specielt fra 4. kvartal med et voldsomt dyk i produktionen. Tilsvarende stiger arbejdsløsheden.
 

Kasinoøkonomi

Når det udvikler sig til en finanskrise, skyldes det bl.a. den måde, man laver nye investeringstilbud på via såkaldte ”finansielle instrumenter” i amerikanske banker. Lånene fra husene bliver pakket i obligationslån, der sælges til investorer. Prisen kaldes kursen på obligationen. Prisen varierer efter udbud og efterspørgsel. Hvis der er mange, der vil købe disse obligationer med sikkerhed i ejendom, stiger kursen. Omvendt, hvis der er mangel på folk, der vil købe dem.
    Når lånene bliver usikre, fordi mange amerikanere ikke længere har råd til at betale deres prioriteter, deres ydelser på huslånene, så falder kursen på obligationerne. Dermed bliver banker, der har investeret i dem usikre.
    Det ender med, at bankerne ikke vil låne til hinanden heller, fordi de ikke ved, hvilke banker der sidder med de dårlige huslån/de obligationer, der er sammensat af dårlige huslån. Hertil kommer, at man har udviklet mange andre "finansielle instrumenter", der gør finansmarkedet usikkert. Man spekulerer f.eks. i at tjene penge på faldende aktiekurser ("shorte markedet"). Der spekuleres i futures (kommende værdi af et aktie-/valutaindeks eller råvare), optioner (ret til at købe en aktiv et tidspunkt ude i fremtiden).
    Samtidig er der opbygget et stort system til forsikring imod tab. Man forsikrer sig imod tab på valuta. Der er lavet såkaldte currency default swaps ("bytte ved valutatab"). Der er lavet credit default swaps, som er forsikring imod, at der ikke betales af på f.eks. en obligation. Det er uskyldigt nok. Problemet er, at instrumenterne gøres til genstand for væddemål. Der forfalder f.eks. et beløb, hvis det underliggende aktiv stiger eller falder i værdi, og der kan altså spekuleres i disse eventualiteter. Det har ført til et kæmpemarked for credit default swaps, som er det rene kasino.

Kilde: The Economist: Taming the Beast, 17.4.08 Figur 2.1 viser, overskud og værditilvækst i finanssektoren som andel af samlet overskud og værditilvækst i amerikansk erhvervsliv i pct. Figur 2.2 viser amerikanske finansielle aktiver i pct af det amerikanske BNI

Figur 2: Den oppustede finanssektor i USA's økonomi Figur 2.1 viser, hvordan overskuddene i finansvirksomhederne efter 2000 røg op i omkring 40 pct af de samlede overskud i amerikansk erhvervsliv. Der var hermed i amerikansk økonomi skabt en stærk erhvervssektor, der sammen med finanscentrene i London og Hong Kong var dominerende i Verdensøkonomien.     Den var en del af den såkaldte  "vidensøkonomi": hvordan skabes værdier i en sådan økonomi? Det blev set som en "naturlig del" af en moderne økonomis udvikling, at finanssektoren og andre videnssektorer fyldte mere og mere relativt. Derfor var det også "naturligt" med et højt lønniveau og gode bonus- og aktieoptionsordninger. Denne historiefortælling blev imidlertid drevet for vidt. Da nedturen kom i 2008, begyndte man at omtale finanssektorens direktører i Wall Street som "the masters of the universe".

Usikkerheden om disse væddemåls udfald gjorde, at ingen kunne vide sig sikre på, hvad der lå af skjulte muligheder eller "finansielle bomber" i en virksomheds regnskab. Derfor turde ingen stole på hinanden. Man kunne ikke se, hvad der lå i en virksomheds balance (aktiver/passiver). Det var en væsentlig baggrund for finanskrisen og det, der til sidst stoppede kreditgivningen.
    Mange af instrumenterne er baseret på matematiske modeller, der f.eks. er med til at afgive købs- og salgsordrer i elektroniske systemer, når kurser når bestemte kursmål eller aktiver har nået bestemte værdier. I troen på, at disse modeller holdt, er der bygget investeringer op for lånte penge i et omfang, der var blevet uholdbart. Når boblen bristede, rev det ene finanshus' fald andre med sig. På denne måde ligner krisen i dag krisen i 30'erne. Hvor det dengang var banker, der stod for gearing (gældsætning) af investeringerne, er det i dag de såkaldte hedgefonde og kapitalfonde. Disse fonde er underlagt børsregler om at informere om væsentlige ting. Derfor bygges tilliden til dem blandt investorer på direktørernes formodede dygtighed. 
    En væsentlig baggrund for kasinoøkonomien er, at man fjernede nogle af de opdelinger, der tidligere var imellem finansinstitutter, hvor man sagde, at banker driver bankvirksomhed, hvor ideen er, at der tjenes penge på, at nogle sætter deres sparepenge ind på en konto. Banken kan så låne ud til virksomheder, der vil investere. Banken tjener penge på rentemarginalen (forskellen mellem indlånsrente og udlånsrente). Realkreditten låner penge ud til huse mod sikkherhed i husene. Forsikringsselskaber driver forsikringsvirksomhed. Børsvekselerere står for handel med aktier og andre værdipapirer. Disse opdelinger skulle fjernes, fordi alle skulle have mulighed for at konkurrere og drive virksomhed. Og alle skulle kunne rådgive under om hvad som helst. Men derved kom man til at blande forskellige slags risici sammen.
    I Danmark talte man allerede i 1980'erne under den store liberaliseringsbølge i dette årti om at lave "finansielle supermarkeder", hvor banker kan udbyde en stor palet af finansielle ydelser, og kunden kan gå ind ét sted og få rådgivning om det hele. Det lød jo umiddelbart som en god idé.  Men når det f.eks. indebærer rådgivning om at købe bankens egne aktier, hvor bankdirektørerne har en interesse (via aktieoptioner som en del af lønnen) i, at kursen på dem stiger, begynder det at blive betænkeligt. Eller når det gælder køb af livsforsikring, og banken anbefaler sin egen underafdeling, som måske ikke er så god som andre i kundens specielle tilfælde. - Og kundens penge i øvrigt anbefales at blive investeret i en investeringsforening, der er ejet af banken, så er der for meget interessesammenblanding.
    Der blev skruet kraftigt op for kasinoøkonomien i USA i 1999, da Kongressen fjernede Glass-Stegal loven fra 1930'erne. Det var en lov, der skabte adskillelse mellem almindelige banker og investeringsbanker. Almindelige banker er de, der modtager indskud fra sparere og låner pengene ud. Investeringsbanker er banker, der står for handel med værdipapirer. Uden en adskillelse af disse to typer af institutter kan der opstå interessekonflikter. Man kan f.eks. forestille sig, at en virksomhed har fået lavet en aktieudstedelse af en investeringsbank, der også har en indskyderbank under sig. Hvis man forestiller sig, at virksomheden får problemer, vil det måske blive vanskeligt for indskyderafdelingen af nægte den et lån, når investeringsbankdelen har givet aktieemissionen gode anbefalinger med på vejen. 
   I april 2004 besluttede det amerikanske finanstilsyn SEC (Securities and Exchange Commission) at investeringsbanker skal have mulighed for at øge forholdet mellem gæld og kapital fra 12:1 til et forhold på 30:1. Dermed er der ikke ret meget finansiel polstring at gøre godt med, når uheldene er ude, og man har fået dårlige lån indenbords i virksomhedens balance. Det var faktisk det forhold, investeringsbanken Lehman Brothers var nået op på, jvf figur 3. Kapitalen på 22 mia var ca. 3 pct af aktiverne på knap 700 mia $.

Figur 3: Lehman Brothers' balance i mio $, og udvikling i aktiekurs op til virksomhedens konkurs i september 2008.

Udviklingen i Lehmans aktiekurs viser, hvor hurtigt oppustede værdier kan forsvinde i kasinoøkonomien. I september 2007 var virksomhedens markedsværdi flere hundrede mia $. I september var der kun nogle få mia tilbage.
    Lehmans kollaps var medvirkende til at fremskynde finanskrisen, idet det skabte panik hos mange investorer.

Realøkonomi og finansiel økonomi

De sidste betragtninger ovenover leder op til, at det er vigtigt at skelne mellem realøkonomien og den finansielle økonomi (de dele af økonomien, der formidler penge, lån mv. i banker, forsikringsselskaber, pensionskasser og børser). På trods af aktiekursernes op- og nedture, på trods af bankkrak og misligholdte lån bliver folk ved at tage hen i fabrikken elle ud på marken for at producere ting og fornødenheder, folk kan forbruge.
    Realøkonomien kan blive påvirket af en nedtur i den finansielle økonomi, men den bliver det ikke nødvendigvis.
   Der sker ikke nødvendigvis noget ved, at banker krakker. Nye banker vil opstå på ruinerne og overtage kreditgivningen. De banker, der gik ned, gjorde det først og fremmest fordi de førte en dårlig kreditpolitik, f.eks. ved at låne ud til for få og for usikre kunder (jvf Roskilde Bank). Sådan behøver en bank ikke opføre sig. 
 

Monetaristisk teori

I den monetaristiske teori spiller pengene og deres anvendelse til formidling af økonomiske transaktioner (køb/salg) en stor rolle. Den såkaldte kvantitetsligning udtrykker i monetaristisk teori, hvordan forholdet er mellem pengemængden i samfundet  og den reale produktion af varer og tjenester.

Kvantitetsligning:  M*v = p * Q

M er pengemængden. v er pengenes omløbshastighed, dvs hvor mange gange bliver en gennemsnitlig krone brugt i løbet af et år? p er priserne, og Q er BNP i faste priser, altså værdien af selve produktionen. Når vi dividerer igennem med M, kan vi se, at

v =  p * Q (BNP i markedspriser)/M

Ligningen udtrykker en identitet, dvs den er logisk sand ud fra den måde, begreberne er defineret på.  Den kan imidlertid også i en del monetaristers øjne bruges til at udsige noget adfærdsmæssigt om de økonomiske variable, den beskriver. Ligningen kan betragtes ud fra en ex post og en ex ante betragtning. Ex post gælder identiteten, og man vil kunne vise det ud fra størrelserne i nationalregnskabet. Ex ante beskrives adfærd, der kan bringe systemet ud af balance, f.eks. en ændret omløbshastighed eller en ændret pengemængde. Monetaristerne (f.eks. Milton Friedman) mener, at systemet bringes ud af balance, hvis f.eks. pengemængden får lov at vokse ukontrolleret. Så fører det til inflation. Inflationen kan yderligere forstærkes af, at der opbygges forventninger om mere inflation hos virksomheder og forbrugere. Systemet kan være i balance under stigende vækst, hvis pengemængden (f.eks. kontrolleret af Nationalbanken) vokser lige netop, hvad der skal til for, at pengemængde er stor nok til at "smøre" økonomien. Friedman mente, den økonomiske politik skulle være en "hands off" politik. Hvis Centralbanken får lov at følge pengemængden og sørge for de fornødne betalingsmidler, er der ikke behov for indblanding.

Monetarister vil i dag forklare krisen ved, at der er ført en uhensigtsmæssig pengepolitik, hvor der er opbygget enorme bjerge af spekulative aktiver og papirpenge uden værdi.
   Hvad er penge? Det defineres på forskellige måder afhængig af graden af likviditet. Oprindelig havde centralbankerne penge i form af guld. Guldbeholdningerne er i dag ikke mere end en lille trn $ (trn : 1000 mia). Hertil kommer sedler og mønter i omløb på 3,9 mia. Disse penge har værdi i kraft af, at deres mængde begrænses. Værdien bygger på tillid. Banksystemet skaber yderligere penge via, at deres udlån er mange gange større end bankens indskudte ejerkapital. Det bygger også på tillid, at der kan lånes flere penge ud end det indlånte.
    Derivatboblen er finansielle instrumenter nævnt ovenover, f.eks CDS (Credit Default Swaps). Hertil kommer bjerge af kunstigt oppustede værdier og aktiebobler. Monetaristerne mener,  systemet er gået totalt koldt, hvad der viser sig ved at omløbshastigheden er styrtdykket. Ingen tør formidle lån mere. I kvantitetsligningen vil et fald i v skulle modsvares af et fald i P eller Q, hvis ikke M ændres. Et fald i P vil udløse det, man kalder deflation, og det kan i høj grad blive kriseforstærkende.

Figur 4: Phillips-kurven. Det uheldige trade-off mellem inflation og arbejdsløshed

Den såkaldte Phillipskurvesammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed er vist i figur 4. Når arbejdsløsheden falder, er der tendens til løn- og prisstigninger. Lønningerne stiger ved lavere arbejdsløshed, f.eks. fordi arbejdsgiverne konkurrerer om arbejdskraften ved at overbyde hinanden, og fordi fagforeningerne benytter sig af den stigende mangel til at få presset lønnen op.  Monetarister kritiserede keynesianernes brug af sammenhængen, idet de mente, at kurven ville blive "lodret" ved en  bestemt arbejdsløshed. Man skulle ikke forsøge at få arbejdsløsheden længere ned, for så ville inflationen eksplodere (op ad den stiplede kurve i stedet for den "normale" Phillipskurve). Arbejdsmarkedet skulle gøres friere og inflationsforventninger brydes.

Kilde: Fisher's egen artikel i Econometrica. Her efter The Economist. National Wealth: Nationalformue. Internal Debt: Gælden i landet. I mia $

Irving Fisher og deflationsspøgelset Den amerikanske økonom Irving Fisher (1867 - 1947) er en af de økonomer, der har udviklet kvantitetsteorien, der omtales ovenfor. Han er imidlertid også kendt for gælds-deflationsteorien, der beskriver, hvordan en økonomisk krise kan forværres, når alle graver sig ned i den deflationsspiral, hvor priserne falder, og realgæld derved forøges.      Den onde spiral ser sådan ud: Økonomien trækker sig sammen. Alle føler sig fattigere og bruger mindre. Efterspørgselen falder. Dermed falder priserne. Når priserne falder, stiger værdien af folks gæld. Arbejdsløsheden stiger, og dermed er der tendens til faldende indkomster.  Dermed føler folk sig endnu fattigere. Når realgælden stiger, forsøger man at spare sig ud af problemet, men derved graver man sig bare endnu dybere ned i miseren. Pengenes omløbshastighed falder. Derved falder priserne mere.     Diagram 1 til venstre er lavet af Fisher. Den viser, hvordan de samlede værdier i USA (National Wealth) falder fra 1929 - 1933 som følge af deflation - ikke helt så slemt i 1929 priser (stiplede område). Omvendt stiger gælden. Economist har et diagram, der viser, at den samme tendens er ved at sætte sig igennem i USA nu. Husværdierne falder, men prioritetsgælden stiger. Og det vil blive dramatisk forøget, hvis priserne i USA begynder at falde ligesom i 30'erne.     En deflationsspiral starter med en høj gældsætning i samfundet. Herefter har den følgende forløb: 1. Gældsafvikling. Forbrugere og virksomheder forsøger at nedbringe den alt for høje gæld. 2. Banklån betales ned, og pengenes omløbshastighed falder. 3. Det fører til et fald i det almindelige prisniveau og en mulig opskrivning af valutaen. 4. Faldet i prisniveauet fører til fald i virksomheders egenkapital. 5. Pengeværdien af virksomhedernes profitter falder. 6. Virksomhederne reagerer i et kapitalistisk samfund på pkt 5 på følgende måde: 7. Pessimisme og tab af tillid. 8. Pkt 7 fører til at man sparer på investeringer og indkøb i stedet for at nyinvestere. Pengenes omløbshastighed falder yderligere. 9. Der sker nu komplicerede forstyrrelser af renterne i økonomien, idet nominelle renter falder og realrenterne stiger.

Keynesiansk syn på krisen

Der er visse tendenser til recession indbygget i en kapitalistisk økonomi. Der er løbende en risiko for overkapacitet. for at den aktuelle produktion er lavere end den potentielle produktion Keynes skriver således i General Theory 1936:

Jo rigere samfundet er, jo større vil gabet mellem den faktiske og potentielle produktion tendere til at være, og jo mere oprørende vil det økonomiske systems mangler være. For et fattigt samfund vil være tilbøjeligt til at forbruge langt størsteparten af sin indkomst, så et meget beskedent omfang af investeringer vil være tilstrækkeligt til at give fuld beskæftigelse. Hvorimod et velhavende samfund vil være nødt til at opdage meget videre muligheder for investeringer, hvis opsparingstilbøjeligheden hos de mere velstående medlemmer af dette samfund skal kunne være forenelig med beskæftigelsesmulighederne hos de fattigere medlemmer af samme samfund. Hvis tilbøjeligheden til at investere er svag i et potentielt rigt samfund, så vil - på trods af den potentielle rigdom - så vil den effektive efterspørgsels størrelse tvinge det til at reducere den faktiske produktion.

Man kan altså sagtens forestille sig, at økonomien er i ligevægt i et punkt under fuld beskæftigelse, noget som det neoklassiske modelsystem ellers skulle afvise. For når markedskræfterne råder, vil f.eks. lønnen give sig, og der vil blive efterspurgt mere arbejdskraft. Men hvad nu, hvis løn ikke er fleksibel nedad, men kun opad?

Indkomstfordeling

John Kenneth Galbraith, der er inspireret af den keynesianske økonomiske skole,  skrev i sin bog The Great Crash 1929, at en væsentlig grund til depressionen i 1930’erne var den ulige indkomstfordeling.
   5 pct af befolkningen sad på¨1/3 af samtlige indkomster. Hvad er virkningen på økonomien af en stadig mere ulige indkomstfordeling ud fra et efterspørgsels-/afsætningsmæssigt perspektiv?
   De fattige kan ikke efterspørge varer nok til at holde vareomsætningen oppe. Det gør, at man bliver afhængige af, at de rige holder deres forbrugskvote (andelen af indkomsten, der går til forbrug) oppe, og at de investerer. Ellers er der indkomst, der lægges øde og ikke efterspørges. Pengene sættes måske i malerier el.lign.
    Omkring 1930 levede over 40 pct af den amerikanske befolkning på landet. Landmændene oplevede faldende priser på deres varer. Deres indkomster faldt. De formindskede derfor deres forbrug. Det betød, at efterspørgselen efter forbrugsvarer faldt.

    Man kan se af Emmanuel Saez'. tal, at indkomstfordelingen i USA har tendens til at blive betydelig mere ulige inden krakket på børsen I 1929. Den rigeste 1 procents andel af samtlige indkomster stiger fra 15 pct i midten af 20’erne til næsten 20 pct. Det er den periode, den berømte forfatter Scott Fitzgerald skildrer i bogen The Great Gatsby, hvor han beskriver de overdådige selskaber, de rige mennesker, der boede i pragtvillaerne langs Long Island Sound uden for New York, kunne holde.
    Men problemet ifølge Galbraith er paradoksalt nok ikke, at disse mennesker bruger en masse penge, men snarere, at de får så mange penge, at de ikke længere kan finde noget at bruge dem på, men lægger dem på kistebunden. Og det er en adfærd, der udløser krisetendenser, fordi penge trækkes væk fra den effektive efterspørgsel efter varer og tjenester, som virksomhederne producerer.

Keynesiansk forklaring på global økonomis krise

Grundlæggende mente Keynes, at der kan opstå krise, fordi penge trækkes ud af kredsløbet. De neoklassiske økonomer var mere tilbøjelige til at mene, at penge der ikke blev brugt det ene sted i stedet ville blive brugt det andet sted. Denne opfattelse kritiserede Keynes.
   For Keynes at se kan likviditet hobes op. Man kan vælge at lade være med at bruge penge. Dermed trækkes penge ud af det aktive økonomiske kredsløb. Det sker f.eks., når forbrugerne ikke vil forbruge, men i stedet ophober penge ved at købe malerier, guld, eller bare sætte pengene på parkering på en opsparingskonto. Det gælder imidlertid ikke kun individer, men også lande.
    Den globale efterspørgsel påvirkes således af, at der er overskudslande og underskudslande. Nogle lande har kæmpemæssige overskud på deres betalingsbalancer. Det gælder især Kina (knap 375 mia $ årligt), Tyskland (265 mia), Saudiarabien (95 mia) og andre oliestater. Andre lande er underskudslande, f.eks. USA (700 mia).
  Nogle overskudslande beskrives af keynesianske økonomer som "strukturelle merkantilister". Det gælder især Tyskland og Japan. Deres økonomier er så strukturelt stærke, at de bevarer overskud - også selv om deres valuta stiger i værdi. I det europæiske område trækker den tyske økonomi  randøkonomierne med op, f.eks. de skandinaviske og Benelux, hvorimod de sydeuropæiske økonomier og Storbritannien er institutionelt betydelig svagere, med tendenser til underskud og faldende valutakurser.
  Et land som Kina er "politisk merkantilist". Det opnår overskud ved at manipulere med valutakursen. Ved at holde en lav yuan-kurs gennem køb og salg på styrede kapitalmarkeder, kan Kina opretholde en stærk konkurrenceevne over for udlandet, som giver overskud. Men det sker ved at producere varer og tjenester til billige priser.

Figur 5: Overskudslande og underskudslande

    Men det er altså disse ubalancer i verdensøkonomien, der skaber et gigantisk opsparingsoverskud, penge, der trækkes ud af økonomien og ikke kan generere efterspørgsel. I stedet sker der en ophobning i spekulative bobler, f.eks. overdrevent dyre huse og aktier. Det svarer til, at millioner af forbrugere gemmer pengene under hovedpuden i stedet for at købe julegaver for dem.

Kasinoøkonomiantagelsen
Vi kan nu inddrage diskussionen om kasinoøkonomi igen. Når kasinoøkonomien har kunnet lade sig gøre i det omfang, det er sket, hænger det sammen med de opsparede overskud, som har skullet finde anvendelse i den kreative finanssektor. En stor del af de mange penge i boblen i figur 5, er blevet kanaliseret via finanssektoren i New York og London, og her har pengerigeligheden så sat gang i de finansielle instrumenter, der siden kom til at ligge som bomber i forskellige finanshuses balancer, f.eks. det helt fatale tilfælde Lehman Brothers, hvis kollaps i midten af september 2008 blev den udløsende faktor for eskaleringen af finanskrisen i USA.
    Ifølge klassisk keynesianisme burde pengene teoretisk set være blevet lånt ud til produktive investeringer. Man kan f.eks. undre sig over, hvorfor kineserne ikke investerede de mange dollartilgodehavender i produktiv virksomhed, men i stedet købte amerikanske obligationer, så pengene røg tilbage til Amerika. Det ville have tvunget USA til at sætte renten op, så det var blevet mere attraktivt for amerikanerne at spare op i stedet for at importere.

Keynesmodel med centralbanks styring af pengepolitikken
 

Figur  6: Keynesmodel med Keynes' investerings-, rente og indkomstdannelsesteori

For Keynes bestemmes investeringernes omfang af realafkastet af investeringer i forhold til renten, altså I = f(r). Hvis en virksomhed køber en maskine til 10 mio. kr i forventning om, at den vil kunne tjene 1 mio kr om året på at bruge denne maskine, så er realafkastet af denne investering 10 %. Hvis virksomheden kan lån penge i banken til 8 % pro anno, vil virksomheden sætte investeringen i gang. Det er denne sammenhæng, der udtrykkes med kurven i figur 6, øverst til venstre. Men det vil jo også sige, at hvis Nationalbanken vil stimulere investeringerne, kan det gøres ved at sætte renten ned, så flere investeringer bliver rentable.

Renten bestemmes på markedet for betalingsmidler, jvf figur 6, diagrammet øverst til højre. Efterspørgselen efter penge bestemmes for det første af transaktionsmotivet til at bruge penge. Man skal bruge flere penge, jo højere BNP er, til at foretage de økonomiske transaktioner (køb og salg i tøjbutikken og supermarkedet). Det er vist ved Y1, Y2 og Y3 (som er en "kurve", man kan forestille sig adderes med kurven for spekulationsefterspørgselen). Dvs rente og penge påvirker realøkonomien, og denne påvirker igen rente og penge. Når BNP stiger, skal der bruges flere penge til køb og salg.
    For det andet bestemmes efterspørgselen efter penge af et spekulationsmotiv. Hvad vil vi f.eks. gøre, hvis vi forventer, at huspriserne er 10 pct lavere om 6 mdr? Vi vil i hvert fald ikke købe hus. Vi vil holde os likvide (dvs hoard the money, efterspørge rede penge), lade pengene står, indtil prisen er kommet derned. Ligesådan hvis vi forventer faldende kurser på aktier og obligationer. Så vil vi også vente med at købe. I stedet for at bruge rede penge, efterspørger vi altså rede penge til opsparing i venten på en anbringelsesmulighed. At forvente faldende obligationskurser er det samme som at forvente stigende rente. Og omvendt. Hvis renten nærmer sig 0, kan den ikke falde mere. Og obligationskurserne kan vanskeligt heller forventes at stige mere. Hvad skal vi så sætte sparepengene i? Hvad med investeringer i erhvervsvirksomhed? Jo, men det afhænger jo af udseendet af kurven til venstre. Hvis denne kurve også er blevet uendelig elastisk, kan vi ikke ved rentenedsættelse gøre noget ved konjunkturnedgangen. Og måske er vi ude i det uendeligt elastiske stykke af pengeefterspørgselskurven (figuren til højre). Det er Keynes såkaldte Liquidity trap(penge-/rentestagnationsfælden), hvor der ikke kan føres pengepolitik til bekæmpelse af krisen.  Det hjælper, som det ses heller ikke, at Centralbanken foretager den såkaldte quantitative easing, dvs udvidelse af pengemængden. Det sker typisk ved, at Centralbanken f.eks. køber statsobligationer fra de banker. Herved tilføres disse jo penge, og samtidig vil øget køb af obligationer få kursen på disse til at stige, og det er jo det samme som faldende rente. I stagnationsfælden er det dog ikke muligt at få renten længere ned.  

Indkomstdannelsen i samfundet vises f.eks. igennem nationalregnskabsligningen:

Y + M  = C_{0 +} C(Y) + I + G + Ex,

Y: Nationalindkomst, BNP
M: Import
C(Y): C som funktion af Y
C: Det private forbrug
I: Investeringerne
G: Offentligt forbrug og investering
Ex: Eksporten

(Forbrugskvote: C/Y
Opsparingskvote s/Y (hvor s: saving : opsparing))

Den siger, at varer og tjenester til rådighed (det, der står på venstre side af lighedstegnet) efterspørges til privat forbrug, investeringer, offentlig forbrug og eksport.

Ved at differentiere forbrugsfunktionen (finde differenskvotienten) kan man få multiplikatoren frem (Y_b - Y_a/investeringsændring). Det svarer til hældningen på kurven i det nederste diagram i figur 6, der er en afbildning af, hvordan de såkaldte postkeynesianere sammenfattede Keynes' model.

Figur 7: Grunde til, at det kan blive vanskeligt for amerikansk vækstpakke at få stærk virkning: Multiplikatorvirkninger påvirket af  ændret forbrugs- og opsparingstilbøjelighed

Anm: Skøn over multiplikatorer i forbindelse med Kongressens stimulanspakke, klik her.

Under højkonjunkturen 2002-07 havde USA en meget lav opsparingskvote - og omvendt altså en høj forbrugskvote. De amerikanske husholdninger gældsatte sig (ofte via friværdier i husene). Under krisen er opsparingskvoten stigende, eller svarende hertil: forbrugskvoten faldende, jvf figur 9. I stedet for at bruge en skattelettelse, sparer amerikanerne nu op, fordi de frygter dårlige tider; og så kan det bedst svare sig at have penge på kistebunde.  Det bevirker, at der kan ske en reduktion i den såkaldte multiplikatorvirkning i Keynes-modellen (svarende til de ændrede hældningskoefficienter). Dvs vækstpakken til 787 mia$, Kongressen har vedtaget, får ikke så store spredningsvirkninger som det ellers ville være tilfældet.

Hvad bør gøres efter bred keynesiansk opskrift?

Keynesianernes svar på det globale problem med et osparingsoverskud er, at overskudslandene skal opfordres til at bruge flere penge. De skal fungere som "lokomotiver" for verdensøkonomien. Det vil hjælpe konjunkturen i gang i underskudslandene.

Figur 8: Bang for the Buck. Keynesianske økonomers vidneudsagn for Kongressen om virkningerne af forskellige slags økonomiske stimulanser



Note: Virkningerne beror på forbrugs-/opsparingskvoters størrelse. Derfor har f.eks. Bush income tax cuts (indkomstskattereduktioner) lille virkninger, fordi pengene gives til de højere indkomster, der sparer meget op. Food stamps (madkuponer) har en stor virkning, fordi de går til de fattigste, der bruger hele indkomsten. Det samme gælder extending unemployment benefits (forlænge arbejdsløshedsunderstøttelse). Accelerated depreciation: Fremskyndet afskrivning. Return: Afkast. Across the board tax cut: Skattereduktion, der gives med sammen relative vægt til alle.

Keynesianerne vil henvise til koordinerede internationale stimulanser af økonomien, som blev vedtaget på topmøder i G20 (14. - 15. november 2008) og på møde i Det europæiske Råd 12.12.08.
   Ifølge keynesiansk teori afhænger virkningerne af økonomisk stimulans af, hvilke grupper der tilgodeses, og om offentlige penge går til investering direkte eller til indkomst til forskellige grupper i samfundet. I det sidstnævnte tilfælde går der jo penge fra til opsparing (ifølge opsparingskvotens størrelse) allerede i første led af omsætningskæden.
    Endelig vil man pege på, at Kasinoøkonomiproblemet skal løses med bedre regulering, evt en overnational regulering af finansmarkederne,  - hvis nogen ellers kan blive enige om det.

Joseph Schumpeters konjunkturteori

Joseph Schumpeter (1883-1950) udformede en teori om den ”kreative destruktion” som det, der gør kapitalismen til et økonomisk system, der kan give høj økonomisk vækst. Han kritiserede, at kapitalismen på hans tid havde udviklet sig til et bureaukratisk system. Der var kommet for meget adskillelse mellem de oprindelige ejer-iværksættere og de ansatte direktører og funktionærer. Hermed mister kapitalismen sin kreative kraft.
     Ifølge Schumpeter gælder der en nådesløs konkurrence på det kapitalistiske marked, når markedet er frit, og der ikke er monopoler. Virksomhederne konkurrerer ved at investere i ny kapital, nyt produktionsudstyr. Det fører til, at kapitalens grænseproduktivitet falder, dvs den produktion, man får ud af at sætte en enhed mere realkapital (f.eks. en maskine) i i produktionsprocessen. Det kan give tendens til krise. Kapitalisterne investerer mindre. Det, der redder kapitalismen fra denne  (investerings)krise, som det kan føre med sig, er den kapitalistiske foretager, opfinderen, den, der sætter nyt i gang.
    Han/hun investerer ikke alene kapital af den slags, man allerede har. Nej, han finder på nye måder at gøre tingene på, så han bliver mere effektiv i konkurrencen end de andre.

Foretageren introducerer ny teknologi, og når han gør det, udkonkurrerer han andre kapitalister. Og hans profit vil stige. Profitten investeres i ny produktion, og det er medvirkende til en opadgående højkonjunktur. De andre efterligner det dog, og så bortkonkurreres noget af overskuddet.
    Schumpeter kalder denne proces for ”kreativ destruktion”. Gammel kapital destrueres og går ud af produktion via den nådesløse konkurrence, og det sker på en teknisk-innovatorisk kreativ måde, der fornyr produktionsapparatet, så man efter en konjunkturcyklus, der har involveret en bølge af ny teknologi og investeringer, står med et mere kraftfuldt produktionsapparat og i det hele taget et større BNP.     De øgede profitter, der kommer som en følge af denne proces, vil hurtigt under fri markedskonkurrence blive konkurreret væk af imitatorer, virksomheder, der efterligner den for en stund mere effektive produktionsform. Der vil blive investeret. Flere arbejdere bliver ansat. Og priserne konkurreres dermed ned til fordel for forbrugerne.

Den innovationsafledte stigning i kapitalens afkast vil give sig udtryk i et højere realrenteniveau. Det vil fremkalde øget opsparing, der investeres i nye kapitalanlæg. Den hastigt akkumulerende kapital vil imidlertid på et tidspunkt kunne føre til faldende grænseproduktivitet. Der kommer så en ny profitklemme på kapitalen, og en økonomisk nedgangskonjunktur truer. Den varer imidlertid ikke længere end til, at nye innovationer udnyttes af kapitalistiske foretagere. Og konjunkturen kan starte forfra.

 En dybere krise kan altså forklares ved, at et tidligere teknologichock, som stimulerede økonomien til højkonjunktur, har udtømt sine virkninger, og man venter på nye opfindelser og innovationer, der kan starte en ny konjunkturopgang.

Kapitalismekritisk teori

Økonomiske teorier har deres egne konjunkturer, lige som den kapitalistiske økonomi. Siden 1980'erne har den nyliberale teori været fremherskende. Med finanskrisen, der efterhånden er gået over i en decideret økonomisk krise med faldende investeringer og produktion, har keynesiansk, og også marxistisk økonomi oplevet en fornyet interesse. HSBC-bankens cheføkonom Stephen King skriver således i den engelske avis The Independent (2.3.09):

Hvad man end mener om Marx, han vidste en ting eller to om den økonomiske konjunktur. Hvis han var i live nu, ville han ganske sikkert hævde, at man nu ser beviset på, at hans teorier er korrekte. Vi er, når alt kommer til alt, lige nu ved at overvære det mest utrolige sammenbrud for økonomisk aktivitet rundt omkring i Verden. Tag f.eks. Japan. I november (08) faldt industriproduktionen med 8 pct. Det var slemt nok. I december faldt den yderligere 9 pct. Det var endda endnu mere bemærkelsesværdigt. Januars produktionstal får imidlertid øjnene til at løbe i vand, idet de viser et yderligere 10 pct fald. Produktionen er altså nede med næsten 30 pct på bare tre måneder, en nedgang, hvis fart er uhørt i efterkrigstidens japanske økonomiske historie. Eller hvad med USA, hvor vi sidste uge opdagede, at nationalinkomsten i sidste kvartal 2008 trak sig sammen med  en årlig rate på mere end 6 pct, det største fald siden starten af 1980'erne. Så er der Taiwan, hvor eksporten har været i frit fald i de seneste måneder.(.....)
    Det forekommer stadig mere sandsynligt, at det økonomiske landskab i årene fremover vil blive grundlæggende anderledes end det landskab, som har domineret arbejdslivet hos folk som mig, der kom ind i arbejdsstyrken i 1980'erne. Vi har levet igennem årtier præget af overflod, hvor indkomsterne er gået hurtigt i vejret, hvor kredit har være alt for let tilgængeligt, og hvor recessioner har været af moderat omfang. Pludselig er vi vidner til et sammenbrud i aktiviteten af et sandt marxistisk omfang. Det er vanskeligt at forestille sig Verdens kærlighedsforhold til frie markeder blive opretholdt under dette angreb. Den ekstreme karakter af denne nedtur vil ændre vores liv i de kommende årtier. ....

Ja, dramatisk kan det se ud. Og lige så dramatisk kan opturen gå hen og blive, - når den engang kommer. - Og så glemmer man hurtigt igen. Derfor er det godt med en disciplin som økonomisk historie, der kan holde erindringen ved lige.
    De klassiske økonomer David Ricardo og Karl Marx udviklede teorier om kapitalrentabilitet/-profit som årsager til kriser allerede i 1800-tallet. Ricardo forbandt det med et faldende marginaludbytte på ringere jorder og kapitalinvesteringer, der nåede grænsen for deres ydeevne. Når produktionen måtte sættes op som følge af en voksende befolkning, bevægede man sig ud på produktionsmarginalerne. Derved faldt profitten. Det kunne virke gammeldags i dag, hvor man ser produktiviteten stige som følge af konstante teknologiske forbedringer. På den anden side: Har Ricardo - og en anden af de gamle: Malthus - ikke lidt ret, når man kigger på, hvordan den stigende efterspørgsel fra Indien og Kina satte energi og fødevarepriser under pres i 2007?

Marxistisk konjunkturteori

 

For at akkumulere må man forvandle en del af merproduktet til kapital. Men hvis ikke man gør mirakler, kan man kun forvandle de ting til kapital, der er mulige at anvende i arbejdsprocessen, dvs. produktionsmidler og sådanne yderligere ting ved hjælp af hvilke arbejderen kan opretholde livet, dvs. livsfornødenheder. Følgelig må en del af det årlige merarbejde være blevet anvendt til at fremstille supplerende produktionsmidler og livsfornødenheder ud over den mængde, der var nødvendig for at erstatte den udlagte kapital. Kort sagt: Det er kun muligt at forvandle merværdien til kapital, fordi merproduktet, hvis værdi er merværdien, allerede indeholder de materielle bestanddele af en ny kapital. For nu rent faktisk at lade disse bestanddele fungere som kapital har kapitalistklassen brug for et tilskud af arbejde. Hvis udbytningen af de allerede beskæftigede arbejdere ikke kan øges ekstensivt eller intensivt, må der skaffes supplerende arbejdskraft. Dette har den kapitalistiske produktions mekanisme ligeledes allerede draget omsorg for, idet den reproducerer arbejderklassen som en af arbejdslønnen afhængig klasse, hvis normale løn er tilstrækkelig til ikke blot at sikre klassens opretholdelse, men også dens forøgelse. Disse tilskudsarbejdskræfter, som arbejderklassen årligt leverer på forskellige alderstrin til kapitalen, behøver kapitalen så kun at indlemme i de tilskudsproduktionsmidler, der allerede findes i årsproduktionen, og merværdiens forvandling til kapital er afsluttet. Ser man konkret på sagen, opløser akkumulationen sig i kapitalens reproduktion i progressiv skala. Den simple reproduktions kredsløb forandrer og forvandler sig  (....) til en spiral. (Kapitalen)

Som man kan se af citatet ovenfor fra det økonomiske hovedværk Kapitalen, er kapitalakkumulationen ("økonomisk vækst") en social mekanisme, defineret ved kapitalen som et socialt forhold, der subsumerer alt under sig.og nærmest at ligne ved en slags snebold, der ruller af sted og bliver større og større. Undervejs underordner den arbejdskraft og produktionsmidler (maskiner, råstoffer) under sit behov for akkumulation. Akkumulationstempoet kan øges igennem mere ekstensiv (længere arbejdsdag) eller intensiv (højere produktivitet) udbytning af arbejderne. "Udbytning" kan lyde som et værdiladet begreb, men er logisk udledt af grundpræmisser og grundbegreber. "Udbytning" er bestemt ved arbejdskraftens pris (variable værdi) i forhold til dens reproduktionsomkostninger, og udtrykkes præcist i merværdiraten, jvf nedenfor. Vi er her kommet et stykke vej væk fra den unge Marx' samfundsanalyse og over i en mere mekanisk økonomiforståelse. Det er noget forsimplende i forhold til den faktiske historiske udvikling at tale om, at arbejderklassens.normale løn er tilstrækkelig til ikke blot at sikre klassens opretholdelse, men også dens forøgelse. Det minder om Ricardo og Malthus' analyser af eksistensminimum, - langt fra de rige kapitalistiske samfunds overproduktionsproblemer. Det er dog klart, at en sænkning af lønomkostningerne ned imod lønmodtagernes reproduktionsomkostninger kan være en økonomisk og social tendens, der kan forstærkes af arbejdsmarkedets funktionsmåde, jvf figur 9, men at tale om absolut forarmelse er ikke holdbart. Fald i arbejdslønnen og en stadig mere ulige fordeling kan give grundlag for de såkaldte underkonsumptionsteorier, herunder også varianter af keynesiansk teori.

"Snebolden" ruller ikke problemløst af sted. Der er op- og nedture, og til sidst risikerer den at bryde totalt sammen. Den marxistiske konjunkturteori har mange elementer fælles med Schumpeters. Innovation, fornyelse af både produkter og produktionsprocesser, er vigtig for konkurrencen på det kapitalistiske marked. Kapitalisterne er animeret til at akkumulere deres kapital ved at udkonkurrere hinanden og bemægtige sig større dele af markedet.
    Karl Marx og hans livsvarige ven og medforfatter Friedrich Engels.så kriser som noget iboende i en kapitalistisk økonomi. Produktion sættes i denne teori i gang ud fra profithensyn, - ikke ud fra imødekommelse af menneskelige behov. Det var styret af bytteværdiens logik ("pengelogik"), - ikke af de menneskelige behovs logik. Der bliver ikke produceret for at mætte munde, men for at fylde lommer med penge.
    Dels er en sådan økonomi præget af konjunktursvingninger, dels er der en langsigtet tendens til krise. Kriserne bliver voldsommere og voldsommere, og til sidst vil kapitalismen bryde sammen som følge af dens indre modsætninger, herunder ikke mindst kriserne, men også modsigelsen mellem den stadig mere samfundsmæssige produktion og den fortsatte private tilegnelse af overskuddet. Det lyder abstrakt. Men tag som et eksempel. Bill Gates og Microsoft. Her er lavet et produkt, der har samfundsmæssige virkninger i form af en industristandard, alle bruger. Det ville svare til, at én person ejede alle veje i Danmark og kunne tage sig betalt for kørsel på dem.  Der tages monopolprofit på mia af $ årligt, og nye producenter forhindres adgang til markedet med mindre, de bruger industristandarden. Produktionen er blevet samfundsmæssig i sin rækkevidde, men det er stadig en privatperson, der tilegner sig overskuddet. Denne grundlæggende modsætning mente Marx var afgørende for kapitalismens overlevelsesmuligheder.

Kapitalismen er i følge Marx et system, hvor pengekapital (M, money) ombyttes til varer (C, commodities), dvs reale kapitalgoder (maskiner og råvarer) og arbejdskraft, med henblik på at omdanne dem igennem produktionsprocessen til flere varer for at stå tilbage efter denne cyklus med en større pengekapital M'. Pengekapitalvarecyklusen er altså:  M - C - M’. M' er det samme som M + ∆m (merværdi). M' investeres så i en ny produktionscyklus. Resulatatet er en kapitalakkumulation. I stedet for i "produktive investeringer" kan kapitalen blive anbragt spekulativt. Kapitalen er blind over for, hvad der er "produktivt" ud fra en samfundsbetragtning, da formålet alene er at tjene flere penge, end man havde i forvejen. 
    Kriserne skyldes,  at kapitalens rentabilitet har en nedadgående tendens igennem et konjunkturforløb. Det formindsker investeringslysten. Grundsynspunktet er, at den økonomiske værdi, produktionsresultatet, kommer fra den del af kapitalen, man kaldte variabel kapital. Det er arbejdskraften. Den fysiske kapitals værdi afhænger af, hvor mange timer arbejdskraft, der direkte og indirekte indgår i den. Kapitalen har ikke værdi i sig selv. Derfor er den heller ikke berettiget til at skulle have en aflønning.
   Dens aflønning beror i marxistisk analyse på, at kapitalen er et socialt forhold, hvor det er muligt at presse profit (merværdi) ud af arbejdskraftens indsats. Arbejdsdagen antages at være delt i en "nødvendig arbejdstid", hvor arbejderen tjener til sit eget underhold (svarende i værdi til v) og en merarbejdstid, hvor produktionsmidlerne (C) tilføres mere værdi, end de havde i forvejen:

 

Nødvendig arbejdstid (v)

Merarbejdstid (m)

 Grænsen mellem de to kan skubbes ved brug af mere effektivt maskineri, ved øget udbytning (intensiveret arbejdstempo) af arbejderen, mere intelligent tilrettelæggelse af arbejdet og ved, at arbejdsdagen forlænges.

Den samlede samfundsmæssigt producerede værdi består af merværdien m (bruttoprofit), den konstante kapital C (maskiner, råvarer, halvfabrikata og andre inputs) og den variable kapital v (arbejdskraften). Det kan formuleres som:

Samlet produktion = m + C + v

Virksomheden/"kapitalisten" køber råvarer, realkapital (maskiner, bygninger) C og arbejdskraft v for at sætte en produktion i gang. Efter en produktionscyklus består den producerede værdi af C + v + m (merværdi), hvor m er en øget værdi, der tilføres igennem produktionsprocessen, og som beror på, at arbejdskraften kan skabe mere værdi, end der er indeholdt i den i forvejen. Igennem hver produktions- og salgscyklus forsøges realiseret en større bytteværdi, sådan at P' (Profit efter en realiseret produktions- og salgscyklus) er større end P (profitten efter en tidligere produktions- og salgscyklus).
     Kapitalisten forsøger altså at realisere merværdien som profit ved at sælge varen på markedet. Den skal gerne sælges til en højere pris, end C og v er indkøbt for, således at merværdien realiseres. Varernes langsigtede priser bestemmes af den mængde arbejdskraft af gennemsnitlig effektivitet og produktivitet, der ligger i den. På kort sigt kan varepriserne svinge op og ned over eller under værdien, som bestemt af kortsigtet udbud og efterspørgsel.

Det er forholdet mellem profit og samlede kapitaludlæg, der er interessante for kapitalejerne og bestemmer lysten til at investere. Det kan formuleres som:

m/C+v. Eller, hvis man dividerer med v:

Profitrate:         m/v
                    _____
                    C/v +1

Denne sammenhæng kan i den marxistiske optik bruges til at forklare de dybereliggende konjunkturbevægelser, fordi den måler temperaturen på den samlede kapital. Det er altså ikke på dette generaliseringsniveau profitraten for enkeltvirksomheder, der er i fokus, men hvordan det går den samlede kapital. 
   Under opgangskonjunktur er der stor investeringslyst. Med indsats af nye maskiner og ny teknologi kan hver arbejder producere mere. I starten af konjunkturopgangen er der endvidere ikke noget stærkt opadgående pres på reallønnen.  Produktiviteten stiger (merværdiraten stiger). Dermed stiger profitraten.
   Det øger investeringslysten. Når arbejdsløsheden falder senere i konjunkturopgangen, er der tendenser til lønstigninger. Reallønnen stiger. Den variable kapitaldel bliver dyrere.  Det mindsker merværdiraten. Samtidig er der under højkonjunkturen sket en overakkumulation af kapital (højere C/v). Disse to udviklingstræk giver dermed tendenser til fald i profitraten - og dermed fald i investeringerne. Opgangen afløses af nedgang. Når der har været krise i længere tid falder værdien af kapitalapparatet, virksomheder udkonkurreres af mere effektive konkurrenter.
    Kapitalsammensætningen (C/v) ændres, dvs formindskes, når kapital er blevet billigere. Dermed stiger profitraten, det bliver attraktivt at investere, og man bevæger sig ud af lavkonjunkturen. Og så kan det starte forfra i en ny konjunkturcyklus.
    Der er  i nogle varianter af denne "kapitallogiske" kriseteori om profitratens tendens til fald giver tendens til krise,  et postulat om en langsigtet tendens til stigning i den organiske kapitalsammensætning. Og dermed tendens til langsigtet fald i profitraten.  Det kan forklare paradokset, at selv om profitkvoten stiger i forhold til lønkvoten, så kan profitraten være faldende, fordi kapitaludlæggene til produktionen bliver større og større.
  Der er en del, der vil afvise denne del af  teorien om en faldende profitrate. De mener, den  trænger til en korrektion, idet den teknologiske udvikling i dag er præget af, at kapitaldele bliver billigere og billigere. Tænk f.eks. på IT-investeringer. Dermed bliver profitratens langsigtede tendens til fald en skrøne. Men det er stadig en sammenhæng, der kan gælde inden for det enkelte konjunkturforløb. Her afhænger udviklingen også af det, man kalder styrkeforholdet mellem klasserne, f.eks. mellem kapital og lønarbejde. Hvis kapitalisterne er stærke, kan de presse merværdiraten op, f.eks. ved at forlænge arbejdsdagen eller ved at øge hurtigheden på arbejdspladsen, eller ved at investere i bedre og mere automatisk udstyr. Der er også lavet forskellige konklusioner om virkningerne for systemet af tendens til faldende rentabilitet eller overproduktion. Marx selv sagde, at det kunne føre til "rystelser" for kapitalismen. Hans ven Friedrich Engels, der redigerede 2. og 3. bind af Kapitalen færdig efter hans død, erstattede dette ord med ordet "sammenbrud", og det kom til at danne basis for en del analyser i det 20. århundrede af kapitalismens udvikling. Som videnskabeligt funderet tænker opererede Marx med tendenser, mere end automatiske lovmæssigheder.
    En vigtig pointe er, at "kapital" for marxisterne er  andet og mere end det, vi kender som kapital i form af pengekapital og realkapital (maskiner og anlæg). Kapital er i denne teoritradition også et socialt forhold, der kommer til udtryk i forholdet mellem lønmodtagere og kapitalejere. Det er ejerne af kapitalen, der foretager dispositionerne. Derfor kan der også være tendenser til krise indbygget i selve kapitalforholdet, idet der kommer modsætninger ind imellem den private tilegnelse af profit og produktionens samfundsmæssiggørelse.
    Med det sidste menes, jvf ovenfor, at der produceres og fordeles i større og større skala og over landegrænser. Det er i virkeligheden en af de første globaliseringsteorier, vi har med at gøre her. Det, den enkelte kapitalejer foretager sig, får i stigende grad samfundsmæssige konsekvenser, når kapitalerne bliver større, og ejerskabet koncentreres. Penge, der er indtjent i ét land, kan blive investeret i et andet, eller de investeres måske slet ikke, hvis investering i produktion ikke er attraktiv. Nationalstaterne sætter hæmmende grænser op for kapitalens udfoldelse.

Løn, overskud og fordeling påvirkes af klassekampen
Ifølge neoklassisk økonomi er produktionsfaktorernes aflønning givet ved det, man kalder produktionsfaktorens marginale produkt, dvs hvad en ekstra indsat enhed af produktionsfaktoren bidrager med til produktionen.
    I marxistisk økonomisk teori ser man indkomsterne bestemt af de sociale styrkeforhold mellem sociale klasser. Når direktørerne kan indtjene gigantlønninger via løn og aktieoptioner, er det fordi, de er stærke som klasse, ikke at de nødvendigvis er de mange penge værd i kraft af deres bidrag til produktionen, som neoklassikerne formodede.
   Der  indgår altså sociale (klassemæssige) faktorer i løn-, rente- og overskudsdannelse ifølge denne teoritradition. Det bestemmes af klassekampen, hvad mindstelønnen i forhold til direktørlønnen eller fabriksejerens eller softwarehusets profit er.
    Vi så f.eks. ovenfor, hvordan den øgede rigelighed af arbejdskraft, der er blevet tilgængelig i og med globaliseringens åbning af de nationale økonomier og i de nye økonomiers arbejdskraftmarkeder, påvirker lønkvoten nedad, jvf figur 9. Medvirkende var åbningen af Kina og Indien. Herved fordobledes den globale arbejdsstyrke fra 1,5 til 3 mia. arbejdere med ét slag.
    Den nyliberale revolution i 1980'erne under præsident Ronald Reagan i USA og premierminister Margaret Thatcher stillede også ifølge marxistisk teori kapitalejerne stærkere i klassekampen. Det medvirkede til at ændre løn-/profitkvoten og var dermed en af forudsætningerne for den lange investeringsdrevne økonomiske opgangskonjunktur.

Figur 9: Lønkvoter (i pct af bruttofaktorindkomst).

Kilde: Nationalbankens kvartalsberetning nr 2, 2008.

Konjunkturnedgang som følge af overophobning af kapital
Nu kan nogen så undre sig over, at hvis lønkvoten er faldende som følge af den voldsomt voksende globale arbejdsstyrke, hvordan kan der så komme krise? Her er pointen, at virkningen af den faldende lønkvote ifølge teorien vil tage af. Den vil udtømme sig. Det er ligesom bruset, der går af et glas champagne. Den for kapitalen "gunstige" lønkvote fører til kæmpeinvesteringer, som imidlertid fører til overakkumulation, - og det i en grad, så profitraten falder, og krisen kommer. Et argument til forklaring på krisen er altså, at profitten er for lav. Der bliver dermed ikke investeret nok til at skabe fuld kapacitetsudnyttelse, så arbejdskraft og maskiner efterspørges. Man kan sige, der er overproduktion. Her spiller de særlige træk fra finanskrisen naturligvis også en rolle. Der er credit crunch, kreditkrise, og det hæmmer kreditgivning og dermed investeringerne.

Krisen kan blive dyb, men den medvirker til at skabe forudsætningerne for den næste konjunkturopgang. Krisen skal gøre sine "rensende virkninger", dvs kapitalelementerne billiggøres af krisens virkninger. Arbejdsløsheden vil tvinge lønningerne ned og dermed forbedre rentabiliteten af investeringer. Og C vil altså reduceres, når kapital har ligget brak et stykke tid og tabt i værdi. Der bliver behov for fornyelse af langvarige forbrugsgoder som huse, biler m.v. Samtidig vil fortsat teknologisk udvikling skabe muligheder for nye produkter.

Markedet som fetich og ideologiproduktion

De borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. I årtier har industriens og handelens historie kun været historien om de moderne produktivkræfters oprør mod de moderne produktionsforhold, mod de ejendomsforhold, som er en livsbetingelse for bourgeoisiet og dets herredømme. Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion (Det kommunistiske Manifest)

Ifølge marxistisk teori kan varebytterelationerne (markedet med udbud og efterspørgsel) tage magten fra menneskene. Der "foregår ting bag deres rygge", som de har mistet magten over, jvf omtalen af "troldmanden" i citatet .
    Det hænger i marxistisk teori sammen med det grundlæggende syn på varen. Varen har to aspekter, et bytteaspekt og et brugsaspekt. Varer og tjenesteydelser købes, fordi de opfylder behov (brugsaspekt). Der er imidlertid en anden grund til at købe og sælge. Det er bytteaspektet. Udvekslingen af varer er styret af værdiloven (arbejdsværdilæren og udvekslingen af varerne efter den værdi, der ligger i dem) og af ønsket om at tjene penge. Akkumulationen af bytteværdier bevirker, at den ophobne kapital tager sig ud som en anonym magt.  Det gør, at der kommer et aspekt af fremmedhed ind imellem de, der udveksler varerne. De er underlagt en tilsyneladende ukontrollabel ydre styring. De kan ikke overskue, hvad der sker. Og det, der sker, sker eventuelt imod deres egentlige vilje. De kan ikke se sammenhængen imellem f.eks., at en øget produktion af bioetanol på basis af majs bevirker, at de fattige i Mexico kommer til at skulle betale 50 pct mere for en tortilla året efter, at man øgede produktionen af biobrændsel.
    Kan man finde eksempler på det i finanskrisen?
    Det kan man nok, i og med finanskrisen er blevet beskrevet af mange som en tsunami, der tager magten fra folk og nationer. Der skete en lang række ukontrollable processer fra Lehmann Brothers' fallit 14. september 2008, som mange ikke kunne gennemskue og kontrollere. I starten af marts 2009 havde den amerikanske regering i alt tilført 180 mia $ i støtte til Verdens største forsikringsselskab A.I.G. (American International Group), uden at amerikanske økonomer stadig helt kunne forklare, hvorfor det var nødvendigt at gøre det. A.I.G var forbundet med andre store banker og hele finanssektoren på måder, ingen kunne gennemskue og analysere i detaljer. Men man havde klare fornemmelser af, at en ikke-redning af A.I.G. kunne få hele det finanskapitalistiske korthus til at ramle. 
    Det viser sig også., når finansfolk udtaler, at "markedet reagerer....". "Vi venter på, at markedet vil angive en ny retning ......". "Markedet reagerer positivt på statsministerens udtalelser om et muligt indgreb....", og lign. Markedet antager karakter af et agerende subjekt, man ikke har kontrol over, men som man må tilpasse sig, selv om det er menneskeskabt.
   Finanssektorens overdrevne vækst, som i sig selv er en del af krisen og baggrunden for krisens udløsning, kan evt. forklares delvist ud fra fetichismebegrebet. Finanssektoren kan siges at lide under den illusion, at den er værdiskabende, hvor den jo i virkeligheden -  set ud fra den marxistiske økonomiske analyse -  tilegner sig en del af den merværdi, der er skabt i andre sektorer. Når den kan gøre det, skyldes det bl.a. ifølge teorien magtforhold. Der er i denne teoritradition ikke "ren" økonomisk teori, hvor der udledes sætninger fra rene modeller. Det antages, at økonomien påvirkes af politik og sociologi.
   Når finanssektoren således teoretisk betragtet tror, den er værdiskabende og kan argumentere for det, er den ifølge marxistisk teori mere producent af ideologi end af værdi. Men den kan siges  via denne ideologi at have været i stand til at overbevise resten af samfundet om dens værdiskabelse. Efter Marx tog andre marxister over her. Den franske strukturalist Althusser analyserede f.eks., hvordan det, han kaldte  ideologiske statsapparater, producerer ideologi via uddannelsessektor og formidling af information.
   Medier og offentlighed spiller ifølge teorien i den såkaldte senkapitalisme en langt større rolle end på Marx' tid.
   En pointe i denne teoritraditions kundskabsteori er følgende: Det kaldes naturligvis ikke "ideologi", men "objektiv viden", når bankøkonomer og OECD-økonomer forklarer de økonomiske sammenhænge.
   Sammenhængen med "anonyme markedsrelationer" fremgår først tydeligt, når tusindvis af ansatte i Lehman Brothers og andre virksomheder står på gaden, når husejere i hundredetusindevis er blanket af og står uden bolig, og når lønmodtagere i massevis finder ud af, at lønnen ikke længere rækker til at købe de daglige fornødenheder.

Gregers Friisberg 2009

Amerikanske økonomers spådomme om krisens længde

Mankiws syn

A.I.G's korthus -
om kreditderiva-ter/Credit default swaps

Marxistisk kriseforklaring