I den familiesociologiske teori i midten af det 20. Århundrede var det almindeligt at antage, at der var en slags funktionel sammenhæng mellem industrialiseringen og familiens funktionsmåde. Før industrialiseringen var der en vis mængde af såkaldte udvidede familier. Det var familier bestående af tre generationer, far, mor, børn og bedsteforældre. Alle levede under samme tag. Og alle havde de roller, der var afstemt efter et bondesamfunds naturalieøkonomi og selvforsyning i hjemmet. Bedsteforældrene kunne passe børnene. Manden gik i marken. Kvinden stod for det derhjemme, og børnene hjalp til med at passe husdyrene. Samfundet var præget af en ringe grad af arbejdsdeling. Partnervalget var ikke frit. Det var mere afgørende at sikre landbrug/husholdning som en økonomisk enhed end at dyrke kærligheden. Den sociale status var noget, man fik tildelt i dette samfund. Man fødtes med den, eller giftede sig til den.

   Senere forskning har vist, at det var en illusion, at den udvidede familieform var så udbredt som antaget i teorien.

   Med industrialiseringen øgedes den samfundsmæssige arbejdsdeling. Familien var ikke længere afhængig af hjemmeproduktion af de daglige fornødenheder. Der var nu masseproduktion i industrielle samlefabrikker og massekonsum af standardiserede varer. Dette samfund fordrede en mobil arbejderklasse, der kunne tage jobs der, hvor markedet og industrialiseringen, dvs kapitalen, lokaliserede produktionen. Derfor skulle arbejdskraften være fri for de gamle slægtskabs og familiebånd. Det hjalp kernefamilien med til. Denne familie var ikke længere bundet til landsbyfællesskabet, men kunne flytte hen, hvor jobbene var.

  Familien havde, ifølge denne teori, en række andre gavnlige funktioner for, at dette samfund kunne opretholdes. Der skulle produceres nye børn (reproduktionsfunktionen). Arbejdskraften skulle lades op følelsesmæssigt (sociale og emotionelle funktioner), så den kunne virke som arbejdskraft i industrien. Med det frie valg af partner kunne kernefamilien i højere grad end den traditionelle udvidede familie give den følelsesmæssige støtte (kærlighed), som individet behøvede. Med kernefamilien blev status noget, man tilkæmpede sig – ikke noget man var født med. Det svarede også til industrisamfundets behov, idet det frigjorde mennesket, så det kunne forfølge en arbejdsmæssig karriere.

   I dag kan man se, at denne funktionelle teori var alt for skematisk og mekanisk. Den antog også, at familien er et universelt fænomen. Det behøver ikke at være korrekt, når vi ser udviklingen i de senere år, hvor antallet af singlehusholdninger er eksploderet, hvor bøsser og lesbiske indgår registrerede partnerskaber og får børn via kunstig befrugtning, adoption eller på andre måder. Familie, samvær og kærlighed er da snarere blevet noget, den enkelte skaber og er således en del af den enkeltes identitetsudvikling.

   Man var i nogle år i stand til at ”redde familieteorien” ved at udvikle teorier om ”den funktionstømte familie”, ”aftalefamilien”, ”svingdørsfamilien”, ”den udvidede netværksfamilie”, o.lign. Hver for sig siger disse teorier nogle væsentlige ting om kernefamiliens funktionsmåde i dag. Men at se familie som et universelt fænomen, der må findes i alle samfund, er ikke specielt udtryk for nogen videnskabelig fremgangsmåde i forhold til fænomenet.    

Ifølge tal fra Danmarks Statistik var det i 2000 et mindre antal børn, der levede sammen med både deres biologiske mor og far end i 1981. Tallet faldt fra knap 82 pct til godt 75 pct. En fjerdedel af børnene lever altså ikke sammen med både deres biologiske mor og far. Størsteparten lever sammen med en enlig mor (knap 14 pct), og over 7 pct med moren og hendes nye partner. Under 2 pct lever sammen med en enlig far.