Oplysninger om enkelte lande:

Globalisering ses ofte som noget andet og mere end internationalisering. "Internationalisering" betyder direkte oversat "mellem nationer", altså øget internationalt samkvem. "Globalisering" går videre, idet der sker en nedbrydning og forandring af det nationale aspekt, f.eks. styringen og reguleringen inden for nationalstatens rammer, som vi har vænnet os til.

Udtrykket "globalisering" betyder almindeligvis, at den internationale sammenhæng og forbundethed i Verden øges. Det sker med den internationale kapital som motor og drivkraft, og nationalstaterne som med-/modspillere.
    Det, vi foretager os i Danmark, har konsekvenser for andre dele af Verden. Og det, der sker andre steder, får konsekvenser for os.

Samtidig bruger virksomhederne den globale økonomi på samme måde, som man tidligere brugte hjemmemarkedet, - et sted, hvor man uhindret kan planlægge lokalisering af produktion, og hvor de producerede varer og tjenester kan distribueres til et marked.

 Fordelingen af de 2000 største virksomheder (Global 2000) 2016:

Kilde Forbes.
 Note: Opgørelsen er lavet som en kombination af størrelse m.h.t. omsætning, overskud, aktiver og markedsværdi (aktiekapitalens værdi). 

Oversigten over fordelingen af de 2000 største virksomheder i Verden, jf figuren ovenover, siger lidt om, hvilken retning udviklingen går. Mange har hovedparten af deres beskæftigelse og omsætning uden for deres oprindelige hjemlands grænser. Lokaliseringen af dem følger i ret høj grad fordelingen af det globale BNP. Kinas fremvækst til Verdens næststørste (snart største) økonomi viser sig ved en høj koncentration - og hastigt stigende koncentration - af store virksomheder. 

Forestillingen om frihandel er ved at blive en myte, idet det i dag er en stor del af verdenshandelen, der foregår som virksomhedsintern handel i de store virksomheder.  Virksomhederne er hovedsagelig forankret nationalt i USA, Vesteuropa og Japan, og branchemæssigt ligger koncentrationen inden for telekommunikation (ex. Vodaphone, Vivendi), bilindustri, olie og kemikalier/medicin (Aventis, Pfizer).

Der er nogle, der har forsøgt at lave globaliseringsindeks. Man kan f.eks. nævne det schweiziske KOF-indeks. Her måler man globaliseringen på dimensioner. Der er en økonomisk, social og politisk dimension. Og så måles der på handels- og investeringsstrømme (økonomisk globalisering), kontakter mv. (social globalisering) og medlemsskaber af internationale organisationer mv (politisk globalisering). Ikke overraskende når man frem til, at de mest globaliserede lande er mellemstore og mindre lande i den rigeste del af Verden. Hvis man vil have en teori om globalisering, er det ikke nok med sådanne registreringer af statistiske facts. De bør rangordnes, og der skal laves relevante hypoteser om, hvilke dynamikker af årsager og virkninger, der gør sig gældende i det globale system. Der er magt- forhold og institutionelle forhold, der spiller en rolle for globaliseringens struktur og proces.

Økonomiske og økologiske effekter  

Rent økonomisk kan man se, at globaliseringen har nogle virkninger.
    Den internationale handel bliver ved med at vokse betydelig hastigere end de nationale økonomier. Det vil sige, at økonomiernes forbundethed øges. Man kan se det inden for EU-området, hvor økonomierne integreres mere i hinanden, og der opstår behov for en fælles valuta af samme årsag. Det globale marked bliver til et "hjemmemarked", hvor vi nyder godt af brazilianske æbler, sydafrikansk vin og argentinske bøffer. Det skyldes bl.a. containertrafikkens billiggørelse. Billiggørelsen forklares imidlertid også af, at der har været rigelig af billig olie og gas til rådighed. Og det er måske en stakket frist for, hvor længe det varer ved. Den stærkt øgede transport er en af hovedfaktorerne bag den øgede udledning af CO2, og er dermed en af hovedskurkene bag de globale klimaproblemer.
     Endnu mere eksplosivt voksende er de internationale pengestrømme dog. Der veksles i dag langt større beløb over landegrænserne end for få år siden. Valutavekslingen på de internationale valutamarkeder er 50 - 60 gange så stor som handelen. Det hænger sammen med øget handel med værdipapirer, øget turisme og menneskelige kontakter og kommunikationer, og også stærkt øgede spekulative pengestrømme over grænserne. Det gør det vanskeligt for nationalstaten at styre pengepolitik og valutapolitik. Hvis alle på én gang beslutter sig for at føre pengene væk fra en valuta, altså sælge den, kan den blive tvunget ud i devaluering. Udviklingen af derivater og fantasifulde finansielle "produkter" er samtidig en af forklaringerne på den finanskrise, Verden oplevede i 2009.

Udviklingen i global produktion og eksport (vareeksport)

Debatten om globalisering kan være forvirrende, fordi den italesættes på forskellige måder alt efter, hvilke interesser og ideologier der indgår. Der er forskellige diskurser om globalisering.  "Globalisering" er i sig selv set som et ideologisk begreb, nærmest synonymt med økonomisk liberalisme. Formålet med anvendelsen af globaliseringsdiskursen bliver at lægge et moderniseringspres på nationalstaterne, hvor modernitet forstås i markedsøkonomisk forstand (øget fleksibilitet, markedsgennemsigtighed og frihed for aktører, herunder iværksættere).
    De såkaldte alternativglobalister (Seattle99-bevægelse o.lign.) ønskede ikke, at vestlige regeringer og institutioner som IMF og Verdensbanken tog patent på ordet. En anden form for protest imod globaliseringens virkninger har man set på det seneste med den nye højrenationale populistiske bevægelser, "trumpismen" i USA, UKIP og De Konservatives højrefløj i Storbritannien, der manifesterede deres styrke vælgermæssigt i Brexit-afstemningen i juni 2016, hvor Storbritanniens stemte for at melde sig ud af EU. 

Fra lokal hytteindustri og håndværk til global storindustri med global supply chain ("forsyningskæde")

Et eksempel på en globaliseret virksomhed er den danske vindmølleproducent Vestas. Det var oprindelig en smedie- og maskinfabrik, der var lokalt forankret i Jylland i Danmark. Den så chancen for at stige på det danske vindmølleeventyr, der startede i 1970'erne med statslige støtteordninger til vedvarende energi oven på oliekriserne i samme årti. I begyndelsen var der ganske mange vindmøllefabrikanter, der udnyttede disse støtteordninger. Statens aktive rolle m.h.t. udbygning af vedvarende energi bevirkede, at der skabtes forudsætninger for et nationalt marked, der kunne blive afsæt for en ny industri.
   Branchen begyndte imidlertid hurtigt at konsolidere sig, og i løbet af 1990'erne var Vestas skudt frem som den dominerende producent, der en overgang sad på over 30 pct af verdensmarkedet for vindenergi. Vindkraftteknologien udviklede sig hurtigt. Ved relativt høje oliepriser begyndte vindenergi i stigende grad at blive rentabelt sammenlignet med fossilt fremstillet energi. Samtidig fortsatte flere lande med støtteordninger for at lette overgangen til en grønnere økonomi. Det gjorde det til et potentielt meget lukrativt marked, som også andre vindenergiproducenter forsøgte at trænge ind på, bl.a. Siemens, der overtog en af Vestas' nationale konkurrenter.
    I starten af det nye årtusinde stod Vestas over for konkurrence fra især Siemens, det amerikanske General Electrics, det spanske Gamesa og et større antal mindre indiske og kinesiske opkomlinge. De sidstnævnte forsøgte at komme ind på markedet via bl.a. priskonkurrence. Vestas valgte en anden strategi. Man satsede på kvalitet og service. Det gjorde det muligt at sælge møllerne til højere priser. Det har vist sig på virksomhedens bundlinje med stigende overskud.
    Samtidig forsatte teknologiudviklingen. Møllerne blev større og større. De udviklede sig væk fra det romantiske billede af vindmøllen på bakken ved siden af bondegården. Det blev derved sværere og sværere at opnå tilladelser til opførelsen af dem, idet naboer klagede over støj og andre miljøgener.
    Da den danske stat reducerede støtten til vindkraft, og andre lande udbyggede den, blev Vestas meget hastigt en global virksomhed med det, man kalder en global supply chain, dvs  komponenter og underleverandører finder man de steder, hvor det er bekvemmest og billigst. Virksomheden er blevt global i sin planlægning af produktion og fordeling. Gigantmøllerne gjorde det i stigende grad nødvendigt at producere komponenter og evt hele møller tæt på afsætningsmarkedet. Derfor rykkede en stor del af produktionen ud af Danmark. Administration og for en stor del også udviklingsafdelinger lå dog fortsat i Danmark, i Randers-/Århusområdet. En vis mangel på højtuddannet arbejdskraft medvirkede til en udbygning af udviklingsafdelinger andre steder. Det spillede her også en rolle, at man kunne udnytte, at nationalstater gerne vil give støtte til udbygning og omstilling af deres samfund til vidensøkonomier. Det kunne give adgang til støtte.
    Vestas indgik således i et kompliceret spil med den britiske Labourregering i 2009 i anledning af en bebudet lukning af en produktionsfacilitet på øen Isle of Wight. Lukningen indgik i en større plan for omkostningstilpasning under den økonomiske recession i 2008-9, bl.a. ville der også ryge 1200 arbejdspladser i Danmark. I juli 2009 blev Isle of Wight fabrikken besat af 20-30 arbejdere, der protesterede imod lukningen.

Kilde: Planestupid og Flickr. Fra Vestasokkupationen 2009

Vestas var nu i den britiske offentlighed blevet anbragt i rollen som en transnational kapital, der "skaltede og valtede med britiske arbejdspladser" efter, hvordan det passede med optimeringen af virksomhedens bundlinje. Den britiske avis The Guardian talte om en ny form for det 21. århundredes protest, der kunne kombinere traditionel arbejderaktion med den bred koalition af rød-grønne og lokale interesser:

På en græshøj uden for vindmøllefabrikanten Vestas, som står til at lukke med et tab på op imod 600 job, har en ny type arbejdsmarkedskonflikt taget form. Omkring 25 arbejdere har besat fabrikken i et forsøg på at forhindre lukningen, der er sat til 31. juli 09, støttet af en unik "rød grøn" koalition. This is a protest significant not just for the way in which it has seen environmental campaigners, socialist activists and trade unionists join forces, but also for the way in which members of a previously non-unionised workforce in the largely conservative island community have been mobilised in a way they never dreamed of. Tonight, about 300 people marched from the town centre to the plant for a rally to show their support for the action. Inside, the men, who since their arrival on Monday have been sleeping shifts on office floors, take it in turns to go out on a balcony to wave at supporters or pass the time (Guardian 24.7.09). 

Samtidig blev Labourregeringen angrebet for ikke at leve op til sine løfter om satsen på en overgang til grøn økonomi. Vestas på Isle of Wight var Storbritanniens største producent af vedvarende energi, og det blev anset for hul i hovedet at lukke en sådan virksomhed midt under en økonomisk krise, der netop forhåbentlig skulle overvindes ved en overgang til en mere grøn økonomi, der brød afhængigheden af den stadig dyrere (og CO2-udledende) fossile energi. Vestas' begrundelse for lukningen var, at det i betragtning af det britiske markeds størrelse på længere sigt ikke var optimalt at producere på Isle of Wight, men i højere grad i nærheden af det amerikanske marked, hvor en større del af møllerne ville blive afsat. I slutningen af juli fyrede Vestas en del af de strejkende uden kompensation, som det ellers er almindeligt i Storbritannien. Senere talte man dog om at ændre denne beslutning. Fyresedler til arbejdere inde på den besatte fabrik blev overbragt af et pizzabud. Vestas forsøgte at få en "eviction order" (rydning) igennem hos den lokale domstol på øen. Den blev dog i første omgang stillet i bero, da dommeren mente, at oplysningsgrundlaget ikke var tilstrækkeligt. Senere fik man en rydningskendelse igennem domstolen.
   
Mange globaliserende danske virksomheder foretrækker at lade en vis produktion blive liggende i Danmark. Virksomheden Coloplast, hvis oprindelige kerneprodukt var stomiposer til stomipatienter) siger således efter en beslutning om at lægge yderligere produktion til Kina og Ukraine: "Der skal være produktion i Danmark, for at vi kan reagere hurtigt nok. Der skal være produktion tæt på innovationen, og den ligger i Danmark. Den danske produktion skal tage sig af nye produkter og ikke masseproduktion" (Børsen 14.8.09). Flere virksomheder har valgt også at lægge betydelige dele af innovationen ud. Det gælder f.eks. Novo Nordisk, der har satset på F&O-center i Schweiz og forskningsafdeling i Kina. Det kan være ud fra skatteplanlægning (Schweiz) eller ønsker om at tappe af en større global talentmasse (Kina).  
    Man kan imidlertid også ønske evt at tage produktion tilbage til Danmark igen. Det er faktisk sket de senere år, - ikke mindst som følge af fordyrelse af arbejdskraften i Kina, hvor gennemsnitslønnen for arbejdere nu nærmer sig sydeuropæiske niveau. En betydelig mangel på arbejdskraft i Kinas industriregioner har gjort sig gældende de senere år som følge af den hurtige økonomiske vækst i landet. Kineserne er selv begyndt at oursource produktion til Vietnam, Indonesien, Afrika og andre steder, hvor arbejdskraften er billigere end i Kina.

Opfattelser af globaliseringens betydning

Den økonomiske globalisering er dynamoen i den samlede globalisering. Globaliseringen er, som det fremgår ovenfor, kommet i stand ved, at handelsstrømmene er blevet tættere og tættere, investeringerne er øget, supply chains er blevet globale - kapitalen har kort sagt bredt sig ud over kloden, ikke alene med handel og investeringer, men på en sådan måde, at hele kloden bliver fokus for planlægning af produktion og distribution. Vestas så sig nødsaget af denne logik til at lukke sin fabrik på Isle of Wight.
   Men globaliseringen fører en masse ting med sig. Der er nationale og lokale reaktioner på de økonomiske processer. Spørgsmålet er imidlertid hvad, og hvordan påvirkningerne sker. Det er der forskellige opfattelser af, som skemaet herunder viser. 

Der er i den samfundsvidenskabelige forskning stor uenighed om, hvor gennemgribende virkninger den økonomiske globalisering vil få på vort samfund. Det ene yderliggående standpunkt står hyperglobalisterne med japaneren Kenichi Ohmae for. Det peger på en vidtgående virkning af den økonomiske globalisering. Der vil blive skabt ét verdensmarked med en global konkurrence mellem virksomheder, som vil bevirke udligning af smag, varemærker og priser over hele kloden.

Politisk vil der ske en formindskelse af nationalstaternes magt. De vil blive nødt til at tilpasse sig og vil få til opgave at føre tilpasningspolitik i et forsøg på at tiltrække investeringer. Det så man i Vestas-sagen, hvor den britiske regering bevidst gik ind og forsøgte at lokke Vestas til at lade et større antal arbejdspladser i forskning og udvikling af vindenergi blive i Storbritannien.
   Oven på nationalstaterne vil der opstå nye former for social organisation, der bygger på transnationale netværk. Nationalstaterne vil blive overførselsbælter for den internationale kapital.

Der vil blive dannet en global civilisation med popkultur, hvor alle, i hvert fald under eliteniveauet, populært sagt vil høre Madonna, drikke Coca Cola og spise McDonaldburgere. Økonomiske urbane rum vil opstå på tværs af nationalstatsgrænserne. Grænserne er kunstige og vil derfor blive overskredet af nye globale storbyområder.
    Hyperglobalisterne har nok forstået dele af drifkræfterne i globaliseringen, men derudover må det siges at være en temmelig naiv opfattelse af globaliseringens processer. I visse henseender kan man nok sige, at nationalstaternes magt er reduceret og "grænser nedbrydes", men nationalstaterne går netop med i visse af processerne for at styrke deres magt. Og det sker også ofte, at denne magt styrkes. De institutionelle faktorer (kultur, stat, civilsamfundet) spiller en stor rolle. Den undervurderes af de glade hyperglobalister. I samme boldgade finder man også amerikaneren Thomas Friedman, der med sin bog The World is Flat fra 2005 forsøgte at argumentere for, at bare der er en level playing field (en "lige fodboldbane"), så har alle chancen for at lave fuldtræffere. Så enkelt er det ikke. De institutionelle faktorer spiller en stor rolle for virksomhedernes konkurrenceevne inden for nationalstaternes rammer. Man kan mene, dette er forkert og argumentere imod det. Men det er i så fald en bevidsthedsform, en ideologi, der leveres. Når USA fik en ny præsident i 2009, der var væsentlig mere globaliseringsskeptisk end den foregående, kan det ses som udtryk for, at en ny dominerende opfattelse, en ny diskurs, vinder frem. Det kan forklares ved personfaktorer, men det kan også forklares ved, at nye politiske kræfter erkender, at amerikanske virksomheder ikke længere er de stærkeste på verdensmarkedet på en lang række felter. Derfor er der behov for at bringe de institutionelle faktorer i spil på nye - eller velkendte måder. Der skal f.eks. satses på fælles forskningsprojekter, der fører til ny teknologiudvikling. Der skal satses på udbygning af den offentlige sektor på vigtige områder, der betyder noget for konkurrenceevne, herunder det offentlige uddannelses- og sundhedssystem. 

Man får et indtryk af den moderne liberale globaliseringsdiskurs i et foredrag, som IMF’s generaldirektør Horst Köhler holdt på Eberhard Karls Universitet i Tübingen Tyskland i midten af oktober 2003. ”Toward a better globalisation” (”Henimod en bedre globalisering”) hed foredraget. Horst Köhler starter med at slå fast, at globaliseringen ikke er et nulsumsspil, hvor nogle vinder og andre taber. Den er et win-win spil, hvor alle får noget ud af det i form af øget produktivitet og økonomisk vækst. Globaliseringen er hverken god eller dårlig. Det er et spørgsmål, hvad vi selv gør den til. Grundlæggende set har den hidtidige globalisering været et vinderspil, hvor de fleste er vindere.
    Der er ganske vist stigende konkurrence over grænserne, og det kræver tilpasning. Hvis et land ikke forstår at tilpasse sin økonomi, dvs sin konkurrence- og markedslovgivning og sit arbejdsmarked, så kan det komme i en tabersituation.   Vi skal imidlertid ikke se globaliseringen som noget, der tvinges ind over os. Den er snarere et resultat af dybtliggende kræfter for forandring, der er rodfæstet i den menneskelige natur: Længslen efter frihed og et bedre liv, for nye opdagelser og videre horisonter. Globaliseringen drejer sig derfor om langt mere end økonomi, siger han. Den drejer sig også om miljøproblemer, smitsomme sygdomme og organiseret kriminalitet. Disse fænomener kan ikke længere holdes tilbage af nationale grænser. Köhler er liberal, ikke ultraliberal som hyperglobalisterne. Derfor siger han, at globaliseringen skal underkastes politisk styring. Landene er via globaliseringen blevet mere og mere gensidigt afhængige af hinanden, og derfor bliver de nødt til at samarbejde om at opbygge regulerende systemer på overnationalt plan. 

Den anden retning er globaliseringsskeptikerne (Hirst and Thompson: Globalisation in Question. Polity 1996). De ser "globalisering" som en myte. De hæfter sig ved, at Verden allerede i 1890’erne, under den såkaldte guldstandard, var meget internationaliseret. Der var et Verdensmarked, og de europæiske magter forsøgte at udstrække deres globale magt igennem økonomisk imperialisme og kolonibesiddelse. Skeptikerne mener, at der sker en kraftig internationalisering målt på handelsstrømme, investeringer og kommunikationer, men de mener, at det afgørende karakteristiske træk er, at det sker inden for dominerende regionale samarbejdsfora, hvoraf EU i dag er det mest vidtgående, idet man i EU har indført forskellige former for overnationale beslutningsprocesser.
    På det kulturelle plan vil skeptikerne hæfte sig ved, at der dannes lokale modkulturer til tendensen til homogenisering af global kultur.

Den nykritiske teori findes i flere varianter. Den amerikanske sociolog James Petras (James Petras: Centralidad del estado en el mundo actual) tager udgangspunkt i de multinationale virksomheder, som de afgørende aktører. I modsætning til hyperglobalisterne, mener Petras dog, at den globale kapital ikke er i stand til at skabe en "global økonomisk landsby", hvor de selv finder ud af via governance at regulere tingene, hvis der ikke skabes overnationale statslige organer, der kan gøre det. De multinationale er ifølge Petras stærkt afhængige af de statsmagter, de er udgået fra. Snakken om "statens bortdøen" under globaliseringen er vildt overdreven ifølge ham. Tværtimod er staten en forudsætning for, at de multinationale får økonomiske rammevilkår, de kan fungere under. Det er de respektive statsmagter, der møder op i Verdensbanken, IMF og WTO og kæmper for rammebetingelser, der stiller den nationale kapital "lige" i konkurrencen.
    Petras gør op med myten om en verden uden nationalstater igennem følgende argumenter:
    For det første myten om, at de multinationale er globale virksomheder, der ikke har nogen bestemt lokal lokalisering i nogen bestemt nationalstat, hvorved de skulle udgøre en ny global økonomi løsrevet fra nationalstatslig kontrol. Denne myte er opstået, fordi de multinationale opererer en et større antal lande, er mobile og har magten og evnen til at undvige skatter og reguleringer.
    Det udelukker imidlertid ifølge Petras ikke, at hovedkvartererne, hvor de vigtigste strategiske beslutninger tages, ligger i USA, EU og Japan. For det andet er virksomhederne underlagt beslutninger, der tages i IFI (Verdensbanken, WTO og IMF), hvor det er den imperialistiske stat, der repræsenterer deres interesser, som har optrådt. Virksomhedernes mobilitet og råderum afhænger altså af, hvordan forholdet mellem stater udvikler sig. For det tredje er skatteundvigelser og unddragelse af regulering et resultat af en bevidst politik, der er vedtaget af de imperialistiske stater og deres multinationale banker. Når der ikke gennemføres love imod overførsel af overskud fra de nykoloniale områder, er det udtryk for en bevidst statslig politik, der har til formål at sikre akkumuleringen af rigdom i det rige center.
   Den anden myte, Petras tager fat på, er myten om, at de gamle nationalstater er sat ud af spillet af nye "governancestrukturer", en slags Verdensregering, der udgøres af komplicerede netværker af embedsmænd i IFI, WTO, politikere og topfolk i de multinationale virksomheder. Det er en ren påstand, der ikke bygger på empiriske analyser af de faktiske magtstrukturer og beslutningsformer i disse fora. Beslutningerne, der tages disse steder er ganske rigtigt vigtige, men når de vedrører det, der ses som det nationale erhvervslivs interesser, er staterne til stede i afgørende grad. De høje poster i IFI er besat af nationalstatsregeringerne. Betingelserne for ydelse af kreditter aftales af finansministrene. Vedtagelse af større regelkomplekser skal ratificeres i nationalstatsparlamenter, etc. Verdensbanken og IMF styres af USA og i et vist omfang EU.
    Den tredje myte, Petras tager fat i, er myten om, at den såkaldte netværks- og informationsøkonomi skulle have elimineret nationalstatsgrænserne og skabt en ny "virtuel økonomi" i globale net, med en reduceret rolle for de nationale markeder og den nationale markedsregulering til følge. Myten tilbagevises med udgangspunkt i tal for informationsøkonomiens faktiske størrelse og størrelsen af de påståede produktivitetsgevinster i amerikansk økonomi som følge af indførelsen af IT.

En del af afhængighedsteoriens syn på forholdet i-lande/u-lande tager udgangspunkt i det såkaldte "ulige bytte", som siger, at i-landene sælger deres arbejdskraft dyrt på det globale marked, u-landene sælger deres arbejdskraft billigt. Som følge af prisrelationerne fører det til overførsel af værdi fra syd til nord:

Når det kan ske, skyldes det ikke mindst førerskabet med hensyn til viden og teknologi, som de rige lande har. De "videnstunge" varer og serviceydelser kan sælges dyrere.

Politisk globalisering og ny opfattelse af Washington konsensusen

Politisk globalisering taler man om i sammenhæng med forsøgene på at styre politisk på et overnationalt plan. Det gælder altså således møder i G8, G20, EU's ministerråd, Europaparlamentet, etc.
    Man har dog ikke haft de store succeser m.h.t. at styre den internationale økonomi.
    I 1990'erne forestillede man sig en form for rammestyring via den såkaldte Washingtonkonsensus.
    Det var økonomen J. Williamson, der forsøgte at beskrive, hvad der skulle være det bærende grundlag for, hvordan Washington-institutionerne, dvs Verdensbanken og Den internationale Valutafond IMF, skulle se de økonomiske problemer i især u-landene, og hvordan de burde løses. Washington-konsensusen sammenfattes i følgende punkter:
 

1. Skattemæssig disciplin. En stat skal være i stand til at inddrive skatter effektivt

I stedet har man talt om behovet for en globalisering fra neden, hvor man siger, at man ikke er antiglobalister, men ønsker en anderledes globalisering end den, de internationale finansinstitutioner har stået for, og som i 1990'erne blev omtalt som Washingtonkonsensusen. Som omtalt i linket er Washingtonfinansinstitutionerne selv nået til en erkendelse af, at opskrifterne i Washingtonkonsensusen var for simple og ikke modsvarede u-landenes behov. Det gælder dog kun nogle af punkterne. Man erkender nok, at markedet bør reguleres, men udover at afvise helt uregulerede markeder, vil  man ikke i øvrigt opgive mange af de  krav om strukturelle tilpasninger, der plejer at følge med långivning fra finansinstitutionerne.

Der er i dag en ret bred erkendelse af, at de internationale finansinstitutioner skal reformeres. I IMF stemmer man efter indskudets størrelse. Det giver stor magt til USA og Tyskland i forening. Nye økonomier som Kina, Rusland, Brazilien og Indien (BRIK-landene) har små stemmeretter og lille indflydelse. Det erkendes, at disse lande må have mere indflydelse.