JOHN M. KEYNES af Gregers Friisberg

De klassiske økonomer mente, at udbud skaber sin egen efterspørgsel. Når der sættes produktions i gang, ansættes folk, og der udbetales lønninger. Det giver efterspørgsel, der matcher den udbudte produktion. Penge, der ikke bruges på den ene måde, vil blive brugt på den anden måde. Grundlaget for Keynes’s teori er, at penge kan blive hobet op/lagt på kistebunden. Herved kan der opstå en manko i efterspørgselen. Altså:

• Udbud skaber rigtig nok efterspørgsel, men der er ingen garanti for, at der skabes nok efterspørgsel til at sikre fuld beskæftigelse.
• Arbejdsmarkedet ligner ikke varemarkederne. Der er ingen garanti for, at lønnen falder ved overudbud af arbejdskraft (= arbejdsløshed). Derfor kan arbejdsløshedsproblemer ikke løses af markedskræfterne alene.
• Forbrugskvoten ( Forbrugskvote: Forbrugets andel af indkomsten)  kan have tendens til fald i og med, at samfundet bliver rigere. De mere velhavende har en lavere forbrugskvote end de mindre velhavende. Det kan også gælde for et samfund, der bliver rigere. Det bevirker, at efterspørgselen bliver for lille. Der er dog mange faktorer, der påvirker forbrugskvoten
• Investering matcher ikke nødvendigvis opsparing. Der investeres, når afkastet af et påtænkt investeringsprojekt er større end lånerenten. Der er ingen garanti for, at der altid er tilstrækkeligt med rentable investeringsprojekter . Opsparede midler behøver altså ikke nødvendigvis blive investeret.
• Staten kan fylde "hullet" i efterspørgsel ud ved, at staten bruger mere, end den får ind i skatteindtægter

Der er visse tendenser til recession indbygget i en kapitalistisk økonomi. Der er løbende en risiko for overkapacitet. for at den aktuelle produktion er lavere end den potentielle produktion Keynes skriver således i General Theory:

Jo rigere samfundet er, jo større vil gabet mellem den faktiske og potentielle produktion tendere til at være, og jo mere oprørende vil det økonomiske systems mangler være. For et fattigt samfund vil være tilbøjeligt til at forbruge langt størsteparten af sin indkomst, så et meget beskedent omfang af investeringer vil være tilstrækkeligt til at give fuld beskæftigelse. Hvorimod et velhavende samfund vil være nødt til at opdage meget videre muligheder for investeringer, hvis opsparingstilbøjeligheden hos de mere velstående medlemmer af dette samfund skal kunne være forenelig med beskæftigelsesmulighederne hos de fattigere medlemmer af samme samfund. Hvis tilbøjeligheden til at investere er svag i et potentielt rigt samfund, så vil - på trods af den potentielle rigdom - så vil den effektive efterspørgsels størrelse tvinge det til at reducere den faktiske produktion.

Man kan altså sagtens forestille sig, at økonomien er i ligevægt i et punkt under fuld beskæftigelse, noget som det neoklassiske modelsystem ellers skulle afvise. For når markedskræfterne råder, vil f.eks. lønnen give sig, og der vil blive efterspurgt mere arbejdskraft. Men hvad nu, hvis løn ikke er fleksibel nedad, men kun opad? (jvf nedenfor).

Når staten bruger flere penge, sættes befolkningens forbrug op, og dermed kan der beskæftiges flere, fordi virksomhederne producerer mere. Men hvor får staten pengene fra til det? Det ses ikke nødvendigvis som et problem, bare inflationen ikke bliver alt for stor. Staten kan f.eks. underbudgettere (udgifter større end indtægter). Staten kan i flere år have underskud på budgettet uden at behøve at gå fallit, som en privatperson ville gøre det, hvis udgifterne i for lang tid var større end indtægterne.

Keynes ville ikke alene bruge statens udgifter og indtægter til at påvirke økonomien (finanspolitik) men også rente og investeringer (pengepolitik). Hans teori om efterspørgsel og penge er siden brugt af økonomer til at gøre forsøg på at styre økonomien i de vestlige lande i perioden efter 2. Verdenskrig.

Det kan ifølge keynesianerne være nødvendigt med en efterspørgsel, der "kommer udefra". Det kan være staten, der kommer med den ekstra efterspørgsel ved at øge udgifterne. Eller det kan være udlandet, der importerer flere af landets produkter. Eksporten stiger altså, og det trækker den øvrige økonomi op.

Keynes så sådan på det, at lønnen ikke alene er en omkostning for virksomhederne. Lønningerne repræsenterer en del af efterspørgselen. Derfor kan man ikke være sikker på, at arbejdsløsheden falder, hvis man giver løndannelsen helt fri, så udbud og efterspørgsel fastlægger lønningerne uafhængig af fagforeningerne. Hvis lønningerne falder, bliver der en mindre efterspørgsel. En mindre efterspørgsel betyder ringere afsætning. Dermed skrumper produktionen, og virksomhederne må fyre folk. Man er inde i en stagnationsspiral.

Keynes var altså meget skeptisk over for de liberale økonomers medicin imod arbejdsløsheden.

Det, der skaber efterspørgsel, er forbrug og investering. Når man køber en ny bil, er man med til at skabe jobs til nogle automobilarbejdere. Når man investerer i anskaffelse af EDB-udstyr, er man med til at skabe jobs hos en computerfabrikant og en EDB-programudvikler.

Hvis man i stedet for forbrug foretager en større opsparing, medvirker man faktisk til en nedgang i efterspørgselen. I stedet for at købe bilen, beholder man sine sparepenge i banken og venter med bilkøbet. Det kan måske skyldes, at man er bange for fremtiden. Man er måske bange for at miste sit job. I den situation tilsiger forsigtigheden én af spare op i stedet for at forbruge.

Når mange mennesker tænker sådan, kan det have en negativ virkning på produktionen. Man er inde i en nedadgående økonomisk spiral.

Hvis økonomien er inde i en nedadgående stagnationsspiral, kan staten altså gå ind og måske vende udviklingen ved kunstigt at øge efterspørgselen igennem udvidelse af det statslige forbrug og investering.

KEYNESIANSK MACROØKONOMISK MODEL

Ligevægtsnationalindkomsten bestemmes i en lukket økonomi uden offentlig sektor som:

Y (yield) = C (consumption) + I (Investment)

I Keynes' model kan opsparingen (saving) være større end investeringen (investment), i.e. opsparingstilbøjeligheden er større end de profitable investeringsmuligheder. Disse bestemmes af kapitalens tendens til faldende grænseudbytte, men kan svinge op som følge af teknologiske nyskabelser, der øger profitable investeringsmuligheder. Når opsparingstilbøjeligheden således er større end investeringsmulighederne, er der tendens til økonomisk recession. Den overskydende opsparing viser sig som en øgning i lagre og/eller overskydende likviditet. Økonomien styrer mod recession og arbejdsløsheden er stigende.

Keynes forkastede neoklassikernes antagelse om, at renten bestemmes af opsparingen (udbud af opsparingskapital) og efterspørgsel efter kapital til investeringer, hvor ligevægten findes der, hvor betalingen for at udskyde konsum svarer til det marginale udbytte af investeret kapital.

Ifølge Keynes bestemmes renten af efterspørgsel og udbud af penge. Udbudet af penge består af mange ting, ikke mindst indtægter fra f.eks. et udenrigshandelsoverskud, men fastsættes i øvrigt af Centralbanken. Centralbanken kan trykke penge og købe og sælge obligationer og dermed påvirke pengemængdens størrelse.
    Efterspørgselen efter penge består af spekulationsmotivet og transaktionsmotivet. Det sidste øges med stigende nationalindkomst. Det første er en funktion af obligationsrenten og forventningen til, hvordan kurserne vil udvikle sig. Hvis der forventes kursfald, vil investorerne holde sig likvide, altså efterspørge penge. 

I en åben økonomi bestemmes ligevægten som:

Y + Im = a + b*C + I + Ex

a er en konstant, dvs en slags præliminær konsumption. b er hældningskoefficienten til forbrugsfunktionen.

De tenderer til at variere med realindkomstniveauet. Ved højere forbrugskvote (lavere opsparingskvote) er den såkaldte multiplikator alt andet lige større. Multiplikatoren er den faktor, en stigning i den effektive efterspørgsel skal ganges med for, at man får stigningen i nationalindkomsten.

Keynes antog, at man i en moden kapitalistisk økonomi vil finde det i stigende grad vanskeligt at opretholde en høj forbrugskvote. Når indkomsterne stiger, er der tendens til, at opsparingen som en andel af indkomsten forøges. Gabet kan fyldes med øgede statslige udgifter.

Mekanikken i modellen kan nu beskrives f.eks. således: En stigning i eksporten fører til stigning i den effektive efterspørgsel, som via multiplikatorvirkningen fører til et større BNP. Samtidig fører det til et større flow ind i landet af valutaindtægter, der kan veksles til den nationale valuta. Det øger pengeforsyningen. Renten falder. Investeringerne stiger. Via multiplikatoren sker der en stigning i BNP. Det fører imidlertid til en stigning i transaktionsefterspørgselen efter penge. Det fører til højere rente. Det fører til lavere investeringer, og sådan kan det fortsætte, indtil man har nået en ligevægtsindkomst.

Keynes definerede også et depressions tilfælde. Det er når likviditetsefterspørgselsfunktionen er horisontal. I den situation kan Centralbanken ikke nedbringe renten ved at udvide pengeforsyningen. Faldende renter har ingen virkning på investeringerne. Faktisk kan man skildre den japanske økonomis situation som et sådant depressionstilfælde i slutningen af 90'erne og begyndelsen af det nye årti. Den japanske centralbank havde reduceret renterne til 0 eller tæt på 0, og alligevel kunne man ikke få den japanske økonomi ud af recessionen. Og det hjalp heller ikke, at den japanske stat foretog den ene finanspolitiske stimulation efter den anden. Det førte til en stigende statsgæld.