LEO STRAUSS OG AMERIKANSK NYKONSERVATISME

De nykonservative i Washington, der kom til magten under præsident Bush og senere Bush junior, henter deres inspiration fra den tysk-jødiske filosof Leo Strauss (1899-1973). Leo Strauss fik med hjælp fra sin åndelige mentor den nazistiske kronjurist Carl Schmitt, et legat til et amerikansk universitet i 1934. Derved lykkedes det ham at komme væk fra jødeforfølgelserne i Nazi-tyskland. Leo Strauss blev en af de mest indflydelsesrige politiske filosoffer i det 20. århundredes USA. Fra sin lærestol på Chicagos universitet kom han til at få betydning for en generation af indflydelsesrige amerikanere. Det gælder folk som Paul Wolfovitz (viceforsvarsminister under George W. Bush) og flere andre.

    Leo Strauss blev kendt for sine læsninger og fortolkninger af klassiske filosoffer som Aristoteles og Platon. Han mente, at disse stadig har betydning for vor tid. Mange var ellers tilbøjelige til at affeje dem med henvisning til, at deres tanker er udformet i en tidligere historisk epoke og underlagt denne epokes forudsætninger. Det er det, der ligger i den såkaldte historicisme, altså opfattelsen af, at enhver historisk epoke hovedsagelig er unik og derfor skal forstås ud fra dens egenart. Der gælder ikke universelle menneskelige lovmæssigheder. Det gør også begreber om etik og moral ”historiske” og dermed altså ikke evigtgyldige.

    I dag vil man være tilbøjelig til at kritisere f.eks. Platons opfattelse af staten som styret af de indsigtsfulde, filosofferne, som svært udemokratisk. Og man vil forklare det med, at Platon netop var underlagt sin egen tid. Derfor har han ikke så meget at give os i dag.

    Dette er altså forkert ifølge Strauss. Det kan være nødvendigt, at en intellektuel elite går foran og anviser retningen igennem et skrøbeligt demokratis røgslør. Det kunne altså også dermed være nødvendigt for den nykonservative elite i Washington at gå foran m.h.t. Irakkrigen i 2003 og forsvare nødvendigheden af denne, også selv om det betød en letsindig omgang med sandheden, når man f.eks. påstod at Iraks hersker Saddam Hussein besad farlige ”masseødelæggelsesvåben”. 

    Ved at underlægge fornuft og følelse den såkaldte ”modernitet” har vi reduceret dem, ifølge Strausstilhængerne. I den præmoderne epoke kunne folk finde ”sandheden” på hovedsagelig to måder: Via religiøs åbenbaring og via rationel fornuft. Når en ”moderne” samfundsteoretiker som Max Weber skelner mellem værdiudsagn og faktuelle udsagn (bør- og er-udsagn), så reducerer han det, der tidligere fremstod som ”sandhed” for mennesker, f.eks. den religiøse åbenbaring. Det er ikke bare Max Weber, der har medvirket til denne reduktion i den vestlige tankes epistemologiske kraft, dens erkendelsesevne. Det har de logiske empirister fra Wittgenstein og frem også.

   Åbenbaring er langt mere end blot et værdiudsagn. Det er en spontan og intuitiv opfattelse af noget objektivt, af Gud givet, som der derfor ikke kan sættes spørgsmålstegn ved.

    I sin yderste konsekvens ender modernitetens rationelle fornuft og skelnen mellem er og bør i nihilisme ifølge Leo Strauss og hans efterkommere: Der findes ingen værdier.

    De nykonservative vil genindsætte værdierne, troen på familien, den amerikanske forfatning, det guddommelige givne som rettesnor for mennesker. Det med rettesnore skal forstås helt bogstaveligt. Det gælder også pligten til at opdrage underudviklede folkeslag til demokrati, frihed og markedsøkonomi, altså en moderne udgave af White man’s burden.

     Det er ikke første gang i historien, at politikken sætter spørgsmålstegn ved rationalitet og videnskabelighed. Det skete også under nazismen og fascismen i tredivernes Tyskland og Italien. Især nazismen forstod betydningen for folket af, at der er et ”følelsernes sprog” i politik. Det gjorde det muligt at gøre politikken forståelig og følelsesrelateret.