LIBERALISME

Liberalisme betyder direkte oversat den -isme, der går ind for frihed. Det drejer sig om frihed både for individet og for virksomhederne. Grænsen for friheden går der, hvor udøvelsen af friheden hæmmer andres frihed. Til at regulere dette kan det være nødvendigt med visse statsfunktioner, men staten må ikke vokse sig for stor, da det vil komme til at hæmme friheden.

De såkaldte nyliberalister har set velfærdssamfundet som en mulig trussel imod individets frihed. Det er som regel samfund med store bureaukratier. Og den offentlige sektor lægger beslag på en stor del af BNP. Det fører til stor tvangsinddrivelse af skatter på virksomheder og personer. Man kan altså ikke råde over sin indkomst selv, men tvinges af staten til at dele den med andre, eller set den anvendt til fællesformål, man ikke er enig i.

Velfærdsstatens vækst forklares ved den asymmetriske interesserepræsentation i det velfærdsstatslige repræsentative demokrati, dvs at politikerne især er underlagt visse vælgergrupper i forhold til andre. Nogle har kaldt det "decibeldemokratiet". Dermed kommer politikerne til at træffe valget om, hvordan vi skal anvende betydelige dele af de samfundsmæssige ressourcer, i værste fald helt ned til hvilke varer vi skal indkøbe og forbruge, når det er den offentlige "tvangsmagt", der tager beslutningen for os. Politikerne har gjort det gratis at låne bøger på biblioteket. Så låner vi selvfølgelig bøger på biblioteket i stedet for at købe dem hos boghandleren. Politikerne har i deres iver efter at få stemmer gjort det gratis at få lægehjælp og komme på hospitalet. Dermed bliver vi tilbøjelige til at bruge mere af disse ydelser, end hvis vi skulle betale den markedsmæssige pris for dem. Politikerne har kort sagt gjort det, der før var markedsmæssige valg, til offentlige valg, valg der afgøres i det elektoral-repræsentative system.

Sagt på en anden måde, som den er formuleret af de nyliberale public choice teoretikere: De vælgergrupperinger, der ønsker udvidelser af den offentlige sektor, har gennemsnitligt set været stærkere end de vælgergrupperinger, der ønsker at holde den i skak eller begrænse den. Og politikerne har i deres ønsker om stemmemaksimering ligget under for det stærkeste pres. Der er også tale om, at vælgerne har vanskeligt ved at gennemskue, hvad der sker, fordi det politiske system er et centraliseret system. Man vælger repræsentanter til et parlament et centralt sted, som så kommer til at stå for et centraliseret styre.

Der er lavet ordninger, der skulle komme de mindrebemidlede til gode, men som måske benyttes mest af middelklassen. Hvis man skal nævne nærliggende eksempler, kan det f.eks. være biblioteker, teatre, museer, musikskoler, privatskoler, der understøttes af det offentlige, m.m. De mindrebemidlede betaler igennem skatterne til middelstandens og de højere sociale lags forbrug.

Embedsmændene ses i den liberalistiske kritik af velfærdsstaten som "budgetmaksimerende bureaukrater". Som institutionsleder eller højere embedsmand i det offentlige har man et ansvarsområde under sig og en større mængde mennesker "i sit brød".

Succes som bureaukrat afhænger af, i hvilket omfang man kan udvide området under sig, så ens andel af den offentlige ressourcetilførsel helst stiger, eller i hvert fald ikke synker.

Når liberalisterne skal komme med forslag til løsninger på disse trods alt samfundsskabte problemer, så går løsningsforslagene i retning af, at man dels skal indbygge markedsmekanismer i den offentlige sektor ved f.eks at decentralisere og indbygge konkurrence imellem mere selvstændiggjorte institutioner, så skoler f.eks. skal konkurrere om elever,

For at undgå det offentlige etablissements yderligere vækst har liberalister foreslået privatiseringer, udliciteringer, mv., som kan øge den økonomiske valgfrihed. Det skal være efterspørgselen og kasseapparatet, der afgør om noget sættes i værk, - ikke statens tvangsforanstaltninger.

Liberalister ønsker reformer af velfærdssamfundet på flere planer:

- Sociale og arbejdsmarkedsordninger ændres væk fra passiv forsørgelse og til aktiv beskæftigelsespolitik. Arbejdsløshedsunderstøttelsen skal sættes ned, så de arbejdsløse får et større incitament til at søge at komme i beskæftigelse. Arbejdsløshedens højde kan have sammenhæng med understøttelsens højde, idet mange ønsker at være arbejdsløse ved det høje understøttelsesniveau.

- I sundhedspolitikken skal pengene følge patienten, ikke institutionen. Herved vil konkurrencen mellem hospitalerne stige, hvad der antages at ville føre til forbedret service

- Pengene følger børnene i daginstitutionspolitikken, dvs der følger en pose penge med barnet, i stedet for med institutionen. Så kan man undgå de bureaukratiske offentlige institutionsløsninger. Folk kan jo selv bestemme, hvordan pengene skal anvendes, bare de anvendes til pasning af barnet.

Fra socialstat til minimalstat

I bogen "Fra socialstat til minimalstat" (1993), har Anders Fogh Rasmussen, argumenteret for sin opfattelse af, hvorfor staten bør indskrænkes til fordel for markedet. Det skyldes, at dette dels sikrer friheden bedst, dels er den eneste instans, der retfærdigt kan afgøre menneskelige belønningers størrelse. Han vender sig dermed imod socialisternes forsøg på at finde den "retfærdige fordeling":

Der findes kun een brugbar målestok for belønning: Hvad er produktet eller ydelsen værd for andre mennesker? Den, der er dygtig til at tilfredsstille andre mennesker ønsker og behov, får en stor belønning. Den, der er mindre dygtig, får en mindre belønning. Det frie marked afgør belønningens størrelse.

Markedsbelønningen er hverken rigtig eller forkert, retfærdig eller uretfærdig. Den er blot et faktum.

(Fra socialstat til minimalstat).

Anders Fogh belyser argumentationen med nogle eksempler. Han tager først den progressive indkomstskat, altså at man skal betale mere af den sidst tjente krone i skat, når indkomsten stiger over visse intervaller. Det har været socialisternes og de socialliberales traditionelle metode til at gøre indkomstfordelingen mere "retfærdig".

Ifølge den "minimalstatslige" Anders Fogh virker det imidlertid ikke. De på markedet eftertragtede personer og ydelser vil blot stige så meget mere i pris, at virkningen af den progressive skat forsvinder. Der vil ikke reelt ske en omfordeling af den markedsbestemte belønning. Til gengæld presses indkomster og priser i vejret af dette forsøg på at manipulere med markedskræfterne.

Det samme gælder tilskud til at bringe priser ned, f.eks. huslejer, fødevarer og medicintilskud, som man laver af sociale grunde. Tilskuddene vil reelt ryge lige ned i producenternes lommer. De vil ikke nedsætte priserne svarende til tilskuddenes størrelse.

Minimumslønninger, som LO og DA har forhandlet på det danske arbejdsmarked, hjælper ikke de svage grupper på arbejdsmarkedet, men tvinger dem ud i arbejdsløshed. Prisen på deres arbejdskraft er blevet sat for højt i forhold til, hvad markedet kan og vil betale for den. Den markedsbestemte værdi af arbejdskraften afgøres af, hvad den bestemte type arbejdskraft kan tilføre af værdi til produktet. Hvis prisen på arbejdskraften kunstigt sættes højere end det, vil markedet ikke efterspørge den pågældende arbejdskraft.

De sociale programmer, man laver i velfærdssamfund for at hjælpe de svage, kan få til virkning, at disse ender i en fattigdomsfælde, hævder Anders Fogh Rasmussen. Ofte kan modtagerne hente lige så meget - eller næsten lige så meget - i overførselsindkomster end i arbejdsløn. Dermed har de ikke nogen gevinst i selv at skulle forsøge at arbejde sig ud af deres elendige sociale situation. Hvis de prøver at gøre det, bliver deres overførsler reduceret, og de bliver dermed hængende i den dårlige sociale situation.

Efter at være blevet statsminister i 2001 gled Fogh i sine synspunkter på socialstaten ind mod den ideologiske midte. Der er i et  nr. af Weekendavisen et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor han siger, at moderne liberalisme accepterer velfærdssamfundet:

»Den moderne liberalisme tager sit afsæt i, at fællesskabet faktisk kan bruges til at skabe mere frihed og flere valgmuligheder. Det nye Venstre står blandt andet for, at en dynamisk og velfungerende offentlig sektor skaber frihed til at bestemme over sit eget liv og i øvrigt også bidrager til at skabe en bedre konkurrenceevne i det danske samfund.Vi skal ikke så mange år tilbage, før det for eksempel i visse liberale kredse var omdiskuteret, om det overhovedet var det offentliges opgave at sørge for, at folks børn blev passet. Børnene var familiens ansvar, og hvorfor skulle det offentlige blande sig i det. Det var lidt artsfremmed, og børnene havde måske heller ikke så godt af det. Det nye Venstre står for, at det faktisk er en rigtig fornuftig ting, at vi i fællesskab har organiseret børnepasning. Det giver mere frihed og flere valgmuligheder. Og i forhold til det traditionelle familiemønster må man jo sige, at ikke mindst kvinderne har vundet frihed ved den måde at organisere børnepasning på. Samtidig giver det fleksibilitet på det danske arbejdsmarked, fordi det gør det lettere at komme ind og ud af arbejdsmarkedet, hvis der er nogen, der tager sig af børnene.«

Han ser ikke her liberalisme og velfærdssamfund som modsætninger

I 2003 fremlagde en gruppe Venstrefolk med den tidligere borgmester for teknik og miljø i København Søren Pind i spidsen 10 liberale teser til Venstres landsmøde året efter, hvor et nyt principprogram skulle vedtages. De fik en noget ublid medfart af partiledelsen, hvad der fik forslagsstillerne til at trække dem med henblik på en fremlæggelse i efteråret 2006 i stedet.

01 Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv

Den første tese handler om, hvem man tilhører. Enhver med et liberalt udgangspunkt har valgt, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet - før staten. Man tilhører først og fremmest sig selv. Overføres denne holdning til skattespørgsmålet, er det logisk, at ingen skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For så tilhører han og hans frembringelser i højere grad andre end ham selv.

 
02 Det er vigtigere, at skatten falder end at den offentlige sektor vokser

Med den anden tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens største offentlige sektor vokser. Baggrunden er i sagens natur, at en mindre skat skaber mere frihed, hvorimod en større offentlig sektor skaber mindre frihed for den enkelte.

 
03 Det er vigtigere, at skatten falder end at overførselsindkomsterne stiger

Med den tredje tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at verdens højeste skat sænkes, end at verdens højeste sociale satser vokser. Baggrunden er i sagens natur, at mindre skat skaber mere frihed, hvorimod større offentlige overførsler skaber stigende afhængighed og dermed mindre frihed for den enkelte. For en god ordens skyld understreges, at der ikke heri ligger en kronemæssig fastfrysning, som ville medføre, at inflationen vil udhule overførslernes købekraft.

 
04 Det er vigtigere at fastholde den enkeltes ansvar for fællesskabet end at lade fællesskabet overtage ansvaret for den enkelte

Med den fjerde tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere at den enkelte bærer ansvaret for sin næste i fællesskabet frem for at fællesskabet bærer ansvaret for alle. Tesen fastslår, at social ansvarlighed er et centralt begreb. Dog er det som udgangspunkt individuelt funderet.

 

05 Det er vigtigere at opmuntre til personlig opsparing og uafhængighed end at tilbyde tilskud og afhængighed

Med den femte tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at sikre sin egen uafhængighed ved at beholde, hvad vedkommende selv har skabt, fremfor at lade sig nøje med påstanden om at tilskud skaber reel frihed. Tilskud kan fjernes efter magthavernes forgodtbefindende. Hvad man selv har frembragt, kan derimod ikke fratages uden ved ekspropriation - og dermed en grundlovssikret fuld erstatning. Derfor er det sidste at foretrække frem for det første.

 

06 Det er vigtigere, at det altid kan betale sig at arbejde end at bevare offentlig forsørgelse, der gør arbejde formålsløst

Med den sjette tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det er vigtigere, at det kan betale sig at være på arbejdsmarkedet fremfor at modtage offentlig forsørgelse. Der foretages samtidig et opgør med begreberne meningsfyldt og ikke-meningsfyldt arbejde. Alt arbejde, der lader den udførende tjene til brødet, er meningsfyldt. De offentlige satser skal således være mindre end det, der kan tjenes ved nogen form for arbejde.

 

07 Det er vigtigere at skabe frie valg ved, at folk tjener deres egne penge end ved at det offentlige først kræver penge ind og dernæst skaber skatteyderbetalte valg

Med den syvende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at det generelt er vigtigere, at det enkelte menneske får mulighed for at tjene sine egne penge, beholde dem og herud fra træffe frie valg, end at disse penge fratages ham, gøres til genstand for offentligt betalte såkaldte "frit-valgs ordninger", fordi bl.a. alene omfordelingen koster skatteborgeren penge til offentligt bureaukrati

 

08 Det er vigtigere, at der er offentlige frit valgs ordninger end at det offentlige har monopol på, hvordan en given ydelse skal udformes

Med den ottende tese etableres en prioritet - og en klargørende modifikation af den syvende tese. Hermed siges, at det er vigtigere, at det enkelte menneske - når det er defineret, hvad der er et specifikt offentligt ansvar - har mulighed for at træffe personlige valg fremfor blot at modtage én offentlig monopoliseret ydelse.

 
09 Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne bedst mulige uddannelsestilbud end at det foretager udbetalinger, der fastholder det enkelte menneske i passivitet

Med den niende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at samfundet skal betrygge hver enkelts mulighed for en uddannelse. Dette tilsikrer, at såvel den mindre bemidlede som den velhavende har mulighed for at skabe sig den bedst mulige tilværelse

 
10 Det er vigtigere, at det offentlige sikrer danskerne en sundhedssektor med frie valg, konkurrence og mennesket i centrum end at bevare politisk styring, monopol og stive systemer
 

Med den tiende tese etableres en prioritet. Hermed siges, at selvom sundhed er et delvist offentligt ansvar, er det vigtigt, at der foretages et opgør med den politiske styring af sundhedssektoren. Helbredelse og øvrige sundhedsydelser er som så meget andet en vare, og noget sådant handles bedst på et marked. F.eks. i form af konkurrerende sygekasser, hvor der grundlæggende skal være pligt til for den enkelte at vælge en, han skal indbetale til. (Kilde: Soeren-pind.dk)

   

 I 2006 forsøgte de sig altså igen. Men nu var teserne skrumpet ind til 4. Det centrale, der stod tilbage var nu:
Ingen skal afstå mere til det offentlige, end vedkommende har tilbage selv, og
Det er vigtigere, at skatten falder, end at overførselsindkomsterne stiger