"Magt" er et af de vigtigste ord i politik. Vi støder på det gang på gang. Når det er uomgængeligt, er det selvfølgelig fordi det beskriver noget vigtigt om, hvad politik drejer sig om.
Politik er kampen om magten til at bestemme beslutningerne i samfundet. Den, der har magt, kan bestemme over andre. Det lyder ukompliceret. Men i realiteten er det ofte ret kompliceret at finde ud af, hvem der har magten, fordi den ikke altid viser sig.
Ressourcemagt
Ressourcemagt er ofte en afgørende forudsætning for at kunne få magt og udøve den. Ressourcemagt er den magt, det giver, at en organisation, en stat - eller for den sags skyld en person - har adgang til magtressourcer. Det er ikke hvem som helst, der kan tage telefonen og ringe til statsministeren for at påvirke en beslutningsproces. Men det kunne lederen af A.P. Møller, Hr Mærsk McKinney Møller, da det brændte på med oliekoncessioner i Nordsøen. Og det kan formanden eller direktøren for Dansk Industri formentlig også.
Det, der giver magt i et sådant tilfælde, er ressourcen, en stor virksomhed og kapital, der bestemmer over titusindevis af arbejdspladser og har betydning for eksport fra Danmark, og i det andet eksempel lederposten i den mest magtfulde interesseorganisation, Dansk Industri, hvor en række af Danmarks store virksomheder er medlemmer.
Vi er heller ikke i tvivl om, at USA og Kina er magtfulde lande, fordi de har en stor produktion, et stort BNP, adgang til avanceret teknologi, og har brugt disse ressourcer til at bygge militære ressourcer op.
En person kan få magt igennem den karisme (personlighedsudstråling), vedkommende råder over. Det er den person, folk vender sig imod for at få forklaring på noget, de ikke forstår, eller noget, som måske er konfliktfyldt. Den karismatiske person har magt til at forklare det og få forklaringen accepteret af omgivelserne. Det kan også give en person magt, at vedkommende råder over formelle magtressourcer, f.eks. en betyningsfuld stilling i et organisatorisk hierarki, en vigtig stilling, højere uddannelse o.lign.
Relationsmagt
Det giver mulighed for relationsmagt, dvs at A får B til at gøre noget, som B ikke ellers ville have gjort. Direkte relationsmagt er, når denne indflydelse udøves direkte, indirekte er, når reaktionen hos A foregribes af B. Hvis Danmark f.eks. forventer en reaktion fra USA's side, hvis USA vil have allierede til at stille militær til rådighed i en international aktion, og Danmark tilbyder det uden at USA behøver at foretage en henvendelse, taler man om, at A (USA) har udøvet magt over B (Danmark) som anticiperet reaktion hos B. Dvs der er reageret på forventet (anticiperet) reaktion.
Relationsmagt kender vi fra dagligdagen, når en lærer f.eks. får elever til at gøre noget, de helst ikke ville gøre, eller når forældre får børn til det.
Det spiller en rolle i politik, fordi vi ofte ser magt hænge sammen med hierarkiforhold, hvor en person formelt kan være udstyret med magt, fordi vedkommende sidder højere i et hierarki end andre og dermed er udstyret med beføjelser til at bestemme over dem. Det kan også skyldes personlighedsfaktorer, f.eks. en karismatisk personlighed, dvs en personlighed, der udstråler selvsikkerhed og evne til at påvirke andre.
Der kan altså også skelnes mellem formel og uformel magt. Formel magt er magt, der udøves, fordi der er nedskrevne regler/principper/procedurer, der giver nogle magt over andre. Uformel magt udøves på baggrund af uudtalte magtforhold, f.eks. når en person har fået magt i en gruppe som følge af personlighed/karisma og måske ganske enkelt i kraft af, at andre i gruppen afventer, at denne person tager beslutninger, fordi vedkommende ses som mest kompetent til det.
Diskursmagt
Diskursiv magt er den magt, det giver, at man kan italesætte noget på en måde, som vinder genklang, så man vinder kampen om at formulere i ord, hvordan et problemområde skal forstås. Er der arbejdsløshed, fordi de arbejdsløse helst vil ligge hjemme på sofaen og modtage understøttelse, eller skyldes det, at der er mangel på arbejdspladser? Hvis man er interesseret i at få forkortet dagpengeperioden, er det vigtigt at få befolkningen til at forstå problematikken på den rette måde. - Selv om den også kan forstås på den anden måde. Men hvem har ret?
En hegemonidiskurs er en dominerende diskurs om mere omfattende samfundsforhold. Det kan f.eks. være den såkaldte nyliberale diskurs, hvor man får overbevist de fleste om, at økonomiske problemer hænger sammen med globaliseringen på en sådan måde, at Danmark både har fordel af at være med og at det gælder om at ruste sig til det på en bestemt måde ved at gøre landet til et konkurrencesamfund, der ikke viger tilbage fra at tage kampen op imod kineserne. Der kommer en mere uddybende redegørelse for diskursiv magt nedenfor.
Strukturel magt
Strukturel magt er magt, der udøves uden, at de, den udøves over, mærker det. Ofte udøves der f.eks. magt over minoritetsgrupper, fordi det er en del af en samfundsmæssig struktur, man ikke har gjort noget for at ændre. Nogle har bedre adgang til gode uddannelser og til at bo bestemte steder end andre. De sorte og andre etniske minoriteter i f.eks. USA kan bruges til illustration af det. Når man er vokset op i et ghettoområde i en storby, er der udøvet magt over én uden, at man har lagt mærke til det. Det er muligt, man kommer til at lægge mærke til det - og reagerer. Det er f.eks. #BlackLivesMatter i USA et eksempel på. Sorte reagerede, da det blev afsløret, hvor uforholdsmæssigt mange sorte, der var dræbt af hvide politifolk. Strukturel magt afhænger altså af de måder, et samfunds struktur er på.
Magt gør sig gældende på mange niveauer. Vi kan tale om magt i de personlige relationer, når ét menneske har magt over et andet. Og vi kan tale om det på statens niveau, hvor der kan være forskellige muligheder for at påvirke lovgivningen. Det er vigtigt at være sig bevidst om, hvilket niveau man bevæger sig på, når man taler om magt.
Bureaukratisk magt (embedsmænds magt)
"Djøf'erne sidder på magten i Danmark", hører man ofte folk sige. En DJØF'er kaldes sådan, fordi det er et medlem af fagforbundet Danmarks Jurist og Økonom Forbund. Det er en faglig organsiation for mennesker, der har taget en samfundsvidenskabelig uddannelse. De er i relativt stort tal ansat som embedsmænd i ministerier og kommuner, samt i interesseorganisationer og ofte også i store virksomheder.
De udøver magt i administrationen ved at lave sagsbehandling i forhold til ministrene, bl.a. skrivning af oplæg til nye initiativer. Derved får de ofte definitionsmagt/diskursiv magt (jvf nedenfor).
De rådgiver ministrene. Og ofte vil ministre jo bliver afhængig af de embedsmænd, som forbereder sager og rådgiver dem. Embedsmændene får altså magt via deres viden. Men formelt set har ministrene naturligvis magten. Og man kan så diskutere embedsmændenes magt, den bureaukratiske magt, som forholdet imellem politikere og embedsmænd. Her spiller personfaktorer en rolle. Nogle ministre vil måske kunne finde på at feje embedsmændenes forarbejde, deres sagsbehandling, til side og sige: Her bestemmer jeg! "Jeg vil gerne have en ny sagsbehandling. Lad os starte processen forfra. Det er ministeren i sin gode ret til - formelt er det ham/hende, der bestemmer. Men han/hun kan også ønske at få et godt forhold til sine embedsfolk, for det kan fremme effektiviteten i sagsbehandlingen at få dem med sig - i stedet for evt at få dem imod sig.
Man taler også om DJØF'ernes magt, når man f.eks. har lavet undersøgelser af Folketingets sammensætning og ser, at en temmelig stor del af Folketingets medlemmer har samfundsvidenskabelig uddannelse og er medlemmer af DJØF.
Ofte er DJØF'eren dog den loyale embedsmand, der bestemt afviser at lave noget forkert ved - som påstået - at udøve diskret diskursiv magt og magt via sagsbehandlingen og rådgivningen af ministrene. Men i overensstemmelse med den diskursive og indirekte magtopfattelse kan magt godt udøves selv om de, der udøver den, ikke helt vil være sig det bevidst.
Man taler i samme forbindelse om DJØF-icering, når problemer italesættes og analyseres med anvendelse af "effektivitetssprog", dvs samfundsvidenskabelig jargon, excel-regneark o.lign.
Pluralistisk magt - flere magtcentre
Parlamentarisk magt vil sige den magt, der udøves via parlamentet (Folketinget). Det er bl.a. vælgernes magt, der udøves herigennem ved, at de vælger repræsentanter til at sidde i Folketinget og tage beslutninger på deres vegne.
Ifølge teorien om det repræsentative demokrati ligger magten hos vælgerne, og de delegerer den til de valgte politikere.
Og hvem påvirker så politikerne og har magt over dem? Der mener den pluralistiske magtopfattelse, at det er ikke så ligetil at afgøre. Det skifter fra sag til sag. Der er forskellige magtcentre i samfundet, og det kan være afhængig af den enkelte situation, hvem der slår igennem.
Hvordan udøves magt i parlamentet eller via parlamentet? Hvordan opnås indflydelse i det politiske system? Hvordan tages der beslutninger? Det bliver afgørende spørgsmål at finde svar på i denne magtopfattelse.
Officielt hviler vort samfund på en forestilling om, at adgang til magt er lige for alle. Det kan være forskelligt fra den ene beslutning til den anden, hvem der har udøvet magt til at få indflydelse på beslutningen. Det skinner igennem i grundloven, at det repræsentative og parlamentariske demokrati ikke på forhånd skal favorisere nogen.
De organiserede interesser forsøger at udøve magt og få indflydelse. Det kaldes organisatorisk magt.
Interesser gør sig imidlertid gældende med større eller mindre effektivitet, men det er ud fra formalia ikke til at sige, hvem der slår igennem i det repræsentative demokrati, når der skal tages en beslutning. Det kaldes for pluralistisk magt, når man ser flere mulige magtcentre og ikke kun ét dominerende.
Figur 2: Ifølge pluralistisk magtopfattelse kan magten ligge flere steder
Note: Figuren viser en simpel model af det politiske system. Der er krav (f.eks. om en ny lov), og der er støtte (f.eks. stemmeafgivning ved valg). Kravene omformes til beslutninger i det politiske system igennem en afvejning af forskellige interesser. Det kan være store interesseorganisationer eller græsrodsorganisationer, der gør indflydelse gældende.
Organisationerne udøver bl.a. deres magt igennem lobbyisme. Det betyder oprindelig indflydelse på politikere ved at opsøge dem og tale med dem i "magtens korridorer" (lobbies), dvs f.eks. på gange og trapper i Folketinget. I dag foregår det naturligvis alle mulige andre steder. Man laver f.eks. arrangementer og møder, som politikere inviteres til at deltage i. Det kan så give mulighed for at komme til at tale med dem. Eller man bruger sin organisations sekretariatsfunktioner til at få lavet rapporter og udredninger af, hvad det vil betyde for samfundet, hvis der tages bestemte beslutninger. Man laver måske ligefrem en tænketank, der løbende kan producere sådanne rapporter og arrangere konferencer om emner, der optager organisationen.
Lobbyismen kan være en svækkelse af den officielle magtopfattelse, nemlig at folket er suverænt magtfuldt og delegerer deres magt til de valgte repræsentanter via valghandlingen. Hvis nogle får mere magt v.h.a. lobbyisme, holder det jo ikke. Derfor er der også meget kritik af lobbyisme og i det hele taget af "penge i politik" problematikken. Det gælder også finansiering af valgkampe. Hvis pengeinteresser har finansieret en politikers eller et partis valgkamp, kan der opstå en mulighed for, at der tages særlige hensyn til dem, når der skal besluttes i Folketinget.
Figur 3: Formelle magtrelationer og lobbyisme
Figuren ovenover viser nogle formelle magtrelationer i dansk politik. I hvilket omfang, de forskellige aktører får relationsmagt, afhænger meget af de konkrete situationer og de mennesker, der indtager posterne. Embedsmændene har nærmest pr definition ikke nogen magt. Når de alligevel kan få det, skyldes det deres viden og indledende sagsbehandling, samt det forhold, at som et gammelt ordsprog siger: Ministre forgår, embedsmænd består. I Danmark besættes er jobbet i et ministerium i mange tilfælde en livstidskarriere. Det kan give magt. Hvorimod ministrene ofte skiftes ud (ved valg og regeringsomdannelse).
Statsministerens og regeringens magt kan afhænge meget af den parlamentariske situation: Er det en flertalsregering eller en mindretalsregering?
I Danmark er der mange partier i parlamentet, og ofte er det mindretalsregeringer, der sidder. Det afhænger så af, hvordan den parlamentariske basis af støttepartier ser ud m.h.t., hvor stor størrelsen af den magt, regeringen kan få, vil blive.
Regeringen Løkke Rasmussen II, der kom ud af Folketingsvalget 2015, dannede f.eks. regering alene. Den stod altså så i den situation at skulle håndtere et DF, der var større mandatmæssigt end Venstre, samt to mindre partier i "Blå Blok", hvoraf det ene stod i fare for at komme under 2 pct spærregrænsen ved et følgende valg. Det har som udgangssituation givet regeringen en noget skrøbelig magtbase.
Almindelige folketingsmedlemmer har ofte ikke særlig meget magt, især ikke i store partigrupper. Deres mulighed for magt vil være at tilkæmpe sig interessante ordførerskaber for vigtige politiske områder og markere sig herigennem. Det er ofte en lille inderkreds i et stort parti, som har den afgørende magt. Magten bliver større, når man sidder i regering eller er fast støtteparti til den siddende mindretalsregering. Det lykkedes f.eks. for DF at få ganske meget magt fra 2001 til 2011, da partiet var støtteparti for VK-regeringen. Man sad f.eks. flere gange med nøglen til at få vedtaget finansloven. Uden en finanslov - ingen regering. En regering, der ikke kan få vedtaget en finanslov, kan lige så godt gå af. DF udnyttede den mulighed, det gav, at VK-regeringen var afhængig af DF-stemmer for at få en finanslov igennem Folketinget.
Almindelige MF'eres magt kan blive større, hvis de kan involvere medierne i omtale af sager, de rejser. Det kan ske f.eks. ved at stille spørgsmål til ministre om ting, der har offentlighedens og mediernes interesse. Og det kan ske ved at bringe regeringen på glatis i en forespørgselsdebat.
Erhvervslivets magt
Bourgeoisiet tilkæmpede sig, efter at storindustrien og verdensmarkedet var skabt, hele den politiske magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender. (Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest, 1848).
Vi har her at gøre med en magtopfattelse, der afviger fra den pluralistiske, jvf figur 1, når man f.eks. siger, at kapitalinteresser på forhånd har større muligheder for at slå igennem i det politiske system. I et kapitalistisk samfund er samfundsstrukturen, ifølge denne teori, sådan, at virksomhederne på forhånd har stor magt. Den private ejendomsret er sikret i grundloven, og ejendomsretten giver ledelsesmagt til virksomhedernes ejere. De kan bestemme over det ansatte personale og f.eks. fyre personale og ansætte nye.
De kan bestemme sig for at flytte virksomheden til udlandet. Den magt, de har som virksomhedsejere, kan også udnyttes politisk. Politikerne vil lytte og tage hensyn til de synspunkter, der kommer fra den kant.
I et samfund som det danske er den form for magt dog ikke ubegrænset. I den danske model har man aftalt et sæt af spilleregler for, hvordan ledelsesmagt kan udøves på arbejdsmarkedet. Ledelsesretten er således ikke ubegrænset, men begrænset af de aftaler, der er indgået på arbejdsmarkedet mellem lønmodtagerorganisationer og arbejdsgiverorganisatinerne.
Spørgsmålet om erhvervslivets magt i politik kan angribes på forskellige måder.
Man kan gå empirisk til værks, dvs man undersøger eksempler på, at erhvervslivet har haft magt over politiske beslutninger. Det kan naturligvis være vanskeligt, da sådanne ting ikke altid kommer frem i dagens lys. Men ikke desto mindre kan der findes eksempler på, at store erhvervsledere/ejere af virksomheder har kontaktet den øverste politiske ledelse af regeringen/parlamentet og forsøgt at få indflydelse på beslutninger. Man kan empirisk undersøge de sociale netværk , som erhvervslivets topfolk indgår i for at se, hvor der er sammenfald. Der er f.eks. ofte betydelige personsammenfald i bestyrelserne i de store virksomheder.
Det vil da være naturligt at formulere hypoteser om, at disse mennesker vil forsøge at få politisk indflydelse, når der tages beslutninger, som vedrører virksomhederne.
Det kan f.eks. være skatte- og reguleringslovgivning, hvor der vedtages regler, f.eks. miljøbestemmelser, hvor man kan se erhvervslivet reagere og forsøge at få indflydelse.
I Danmark er indflydelsen i vidt omfang formaliseret, idet de store organisationer høres om væsentlige beslutninger. De kan f.eks. som alle andre få foretræde for folketingsudvalg i forbindelse med lovarbejdet i tinget. Og de kan sidde med i råd og nævn, hvor man gennemfører administrative bestemmelser og udformer procedurer for udførelsen af dem i praksis.
Man kan også forsøge at lave en lidt mere abstrakt analyse og se, hvordan de sociale klasser i samfundet kæmper om den politiske magt for at fremme sine klasseinteresser. Det er det, der gøres i citatet ovenover.
Velfærdsstaten - et klassekompromis?
Bourgeoisiet er den kapitalejende klasse (de, der ejer virksomhederne og anden kapital). Den vil fremme sine interesser ved at få indflydelse på den politiske magt i samfundet. Man vil da se f.eks. velfærdsstaten som udtryk for et klassekompromis, hvor bourgeoiset/kapitalejerklassen har anerkendt den organiserede arbejderklasses magt og lavet kompromisser med den, så samfundet ikke ødelægges af konflikter mellem disse to stærke sociale klasser. Derved har man i det politiske system fået gennemført velfærdslovgivning, der mildner klassemodsætningerne.
Den klassiske marxistiske magtteori er blevet videreudviklet af den franske filosof Michel Foucault. Han så i højere grad magt som noget, der bliver udøvet i dagligdagens mange små magtspil. Herunder spiller det en rolle, hvordan tingene italesættes i diskurser.
I et moderne samfund varetages klasseinteresser i relation til den politiske magt således ofte relativt diskret. Det gøres ofte mest effektivt igennem udøvelse af diskursiv magt (jvf nedenunder). Hvis man kan udvikle en hegemonisk diskurs, kan magten udøves både mere effektivt og diskret, når et flertal kan acceptere diskursen og tager den til sig.
Et eksempel kan være den såkaldte nyliberale diskurs, som i sin moderne udformning går tilbage til 1980'erne, hvor der under præsident Ronald Reagan i USA og premierminister Margaret Thatcher bredte sig en forståelse for, at markederne skal være frie, hvis økonomien skal udvikles. Når det accepteres som værende i allles eller de flestes interesse, har diskursen vundet og er blevet en hegemonisk diskurs.
Diskursiv magt
Udgangspunktet for diskursanalysen er, at det samfund, vi ”ser for os”, er bestemt af det sprog, vi bruger om det. Diskurs er sprogbrug anvendt på samfundet. Samfundet eksisterer ikke i sig selv, kun igennem vores iagttagelse og den sprogbrug, iagttagelsen beskrives med. Verden dannes for os igennem sproget. Det er udgangspunktet for diskursanalysens måde at se verden på.
Figur 1: Magtpyramiden i et moderne samfund
Note: Hegemoni: herredømme. Figuren viser samtidig, hvordan flere af magtbegreberne er forbundne. Når man har relationsmagt, kan det eksempelvis hænge sammen med strukturel magt. og ressourcemagt.
Figuren ovenover viser en oversigt over væsentlige magtbegreber inden for området magtens diskurser, som man ofte vil finde i nyere analyser af magten.
Diskursiv magt går altså for dem, der udøver den, ud på at definere, hvordan Verden ser ud og gennemtvinge denne definition i forhold til andre definitioner. Den, der kan gøre det, har mere diskursiv magt end de andre, der ”forsøger at udlægge virkeligheden”.
Nogle ord er abstrakte, f.eks. ”demokrati”. Nogle ord er konkrete, f.eks. "stol". Vi kan se en konkret stol og flytte rundt med den. Vi kan ikke se noget konkret, der svarer til begrebet ”demokrati”. Der er ikke her noget konkret, vi kan flytte rundt i rummet. Men vi kan påvirke andres demokratiholdninger via en diskurs om demokrati.
Vi kan se en arbejdsløs person, men vi ser kun personen som ”arbejdsløs”, når den sproglige etiket ”arbejdsløs” er hæftet på personen. ”Arbejdsløshed” som begreb ser vi ikke. Det er jo kun ”arbejdsløshed”, fordi vi bruger sproget på en bestemt måde. Den ”arbejdsløse” er på en måde i arbejde/beskæftigelse, når vedkommende reparerer sin motorcykel. Men det tæller ikke som arbejde i officiel arbejdsmarkedsmæssig forstand.
”Arbejdsløshed” er det, man kalder ”floating signifiers” (flydende bestemmere). Brugen afhænger af den, der bruger ordene, og af sammenhængen de bruges i. Ordet ”demokrati” blev brugt på en anden måde i et såkaldt ”Folkedemokrati” i Østeuropa før 1989, end det bliver brugt i Vesteuropa i dag.
I en diskurs lægger man sig fast på en bestemt måde at definere ordene og bruge sproget på. Det er man nødt til, fordi diskursen bruges til at kommunikere noget til andre eller påvirke dem på en bestemt måde. Den, der bestemmer diskursen, kan komme til at bestemme den samfundsmæssige udvikling eller dele af den.
Man taler om en hegemonisk diskurssom en diskurs, der har vundet herredømme (hegemoni = herredømme). Den er blevet almindeligt anerkendt som den "rigtige" måde at tale om nogle ting på for hele samfundet. Her er vi altså på et slags totalsamfundsniveau, hvor vi ser tingene fra et fugleperspektiv og stiller spørgsmålet: Hvem formulerer den toneangivende diskurs, den dominerende ideologi (f.eks. nyliberalisme).
Vi kan også gå mere ned i frøperspektiv og se, hvordan diskurser udfolder sig i delsektorer af samfundet.
Hvis man f.eks. ser på diskurser om arbejdsløshed, så vil nogle hæfte sig ved ”Dovne Robert” fænomenet, dvs "de arbejdsløse gider ikke arbejde", mens andre vil se på, at de arbejdsløse ikke kan få et job, fordi den økonomiske aktivitet i samfundet ikke er stor nok til, at der er jobs til alle. Hvis den første diskurs vinder mere frem end den anden, kan det evt. bruges til at skære ned på arbejdsløshedsdagpengene uden, at der er mange, der protesterer over det. Folk vil forstå det, fordi de er mere påvirket af diskursen, der siger, at de ”arbejdsløse driver den af”, end den, der siger, at de arbejdsløse er ”uden skyld i, at der ikke er jobs at få”.
Vigtige ord i diskurser:
NØGLEORD (nodalpunkter), som står i modsætning til nøgleord i konkurrerende diskurser
FORBUNDNE LIGEVÆRDSORD (ækvivalensbegreber/ækvivalenskæder), som understøtter diskursen
MODSTÅENDE BEGREBSPAR AF INKLUSION/EKSKLUSION (”vi”/”dem”)
I diskurserne i boksen er de modsatstående nøgleord yde (= være i arbejde) og nyde (være arbejdsløs og på understøttelse/ kontanthjælp). Der er forbundne ord som arbejde (det modsatte af arbejdsløshed).
”Dovne Robert” diskursen påvirker holdningsmæssigt ved brugen af negative ækvivalensord som skod-arbejde, samle klemmer, pedel (nedværdigende betegnelse, jvf at McDonalds selv betegner dem som assistenter, partnere, interessenter, stjerner m.v.). Det siges ikke direkte, men de negative ord står som om, de er citeret fra Dovne Robert selv. Det fremgår ikke, om han rent faktisk har sagt lige præcis sådan i direkte citat. Der stilles til sidst nogle retoriske spørgsmål, som ethvert fornuftigt tænkende menneske må kunne se det rigtige svar på. Men nej, det kan Robert ikke!
|
”Dovne Robert” diskursen kontra
”De arbejdsløse er til rådighed”
diskursen Dovne Robert Robert Nielsen er en blandt mange danske arbejdsløse. Han modtager kontanthjælp, men er ikke interesseret i de jobs, han får tilbudt. Han gider nemlig ikke lave skod-arbejde, hvor han f.eks. skal samle klemmer eller være pedel i McDonalds. I den seneste tid har debatten om kontanthjælpsmodtagere raset. Hvis man er på offentlig forsørgelse, skal man så altid være parat til at flytte for at få et job? Og skal man tage imod alle jobs? Også hvis man er overkvalificeret til jobbet? Nej, lyder svaret fra Robert Nielsen. Han er på kontanthjælp og vil ikke i aktivering, til jobansøgningskurser eller lignende tilbud. Det fortæller han om søndag aften i DR2-programmet 'På den 2. side'. (BT 8.9.2013) Arbejdsløse er til rådighed og vil gerne arbejde Foran Jobcentret i Aabenraa var det dog en noget anden holdning der mødte os, da vi kiggede forbi: Langt de fleste vi fik i tale, var uenig med den holdning som Robert Jensen luftede i DR2 programmet. For eksempel 58-årige Verner Schwarts fra Rødekro: - Jeg har altid arbejdet, man skal arbejde for sine penge, helt klart. Jeg har nogle handicaps der gør at jeg ikke kan klare hårdt fysisk arbejde, men ellers skal man tage imod tilbud. Hvis man vil nyde noget, må man også yde noget, siger han. Samme holdning går igen hos 53-årige Peter Sørensen fra Jyndevad, der har været arbejdsløs i cirka et år og nu er på dagpenge. Han er uddannet mekaniker, men ville gerne tage imod et job, der for eksempel gik ud på at brænde ukrudt væk fra fortorve - selvom det er under hans uddannelsesniveau: - Det er bedre at komme ud og møde mennesker end at gå hjemme og lave ingenting. Sådan noget som handicaphjælper eller sundhedshjælper er jeg nok ikke så god til, jeg vil hellere noget teknisk. Men jeg ville nok prøve det, hvis jeg fik det tilbudt, siger han. (Kilde: Dr.dk 11.9.2012) |
I den anden tekst omtales villigheden til at arbejde positivt som konkrete beskæftigelser. Arbejdet - ja endda en hvilken som helst form for arbejde - fremhæves som positivt af arbejdsløse, som modsætning til ikke-arbejde, som er at gå hjemme og ”lave ingenting”. Gennem denne modstilling af modsatte begrebspar omkring arbejde-ikke-arbejde, og at det er arbejdsløse, der citeres, laves meget mere positiv diskurs om ledige. Vi kan nu ånde lettet op. Det er heldigvis ikke alle de arbejdsløse, der er som Robert.
Noget af de afgørende ved en diskurs er imidlertid ofte, hvad der ikke siges. Når man vælger en bestemt diskurs, har man jo fravalgt at sige andre ting. Det kunne jo f.eks. tænkes, at Dovne Robert var blevet træt af al medieomtalen og var begyndt at optræde som Rasmus Modsat. Hvis man anvendte en anden italesættelse af hans problemer over for ham, er det tænkeligt, at han ville reagere anderledes, - også diskursivt.
Moderne politikere lever i en politisk virkelighed, hvor medierne ofte tvinger dem til at formulere sig i one-liners (enkle, korte budskaber formuleret i få sætninger). Det er en af betingelserne i den politikkens medialisering, vi lever i. En af de politikere, der har formuleret en af de mest omdiskuterede one-liners i nyere tid, er den britiske premierminister Margaret Thatcher (premierminister 1979-91). Det var hendes bemærkning om samfundet: there is no such thing as society. There are individual men and women.
Bemærkningen kan lægge op til mange fortolkninger, og det hænger naturligvis sammen med, at ordet ”society” (samfund) i høj grad er det, man kalder a floating signifier (”en flydende betegner”).
Hun går ind og udlægger begrebet diskursivt og siger, at når man har sagt, at ordet indebærer en opfattelse af sammenhæng imellem samfundsborgerne, ja, ligefrem solidaritet, så siger hun, at direkte oversat, vil hun forstå samfund som en samling af individer, hvor der ikke er angivet noget om social sammenhæng og solidaritet imellem dem. Dermed kan udsagnet udlægges som ultraliberalisme: Samfundet er en samling af atomiserede individer, der ikke i sig selv behøver at være solidariske med hinanden.
Men det er måske ikke lige det, hun har ment, når sætningen sættes ind i den sammenhæng, ordene blev sagt i:
Jeg mener, vi er gået igennem en periode, hvor alt for mange børn - og mennesker i det hele taget - er blevet bragt til at forstå det sådan: "Jeg har et problem. Det er statens opgave at tage sig af det!" Eller: "Jeg har et problem, jeg vil søge om et legat eller en bevilling til at klare det"! "Jeg er hjemløs, staten må skaffe mig en bolig!", og så lægger de problemet over på samfundet, og hvem er samfundet? Det findes jo ikke! Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier; og ingen regering kan gøre noget, undtagen at det er igennem mennesker, og de har det med at se på deres egeninteresse først. ...... Der findes ikke en ting, man kan kalde "samfundet". (http://blogs.spectator.co.uk/coffeehouse/2013/04/margaret-thatcher-in-quotes/oversættelse:GF)
Når udsagnet sættes ind i denne større sammenhæng, er det ikke nødvendigvis så ultraliberalistisk, men mere en forholden sig til den ”rettighedskultur”, som noget af debatten om Dovne Robert også drejer sig om. Som sådan altså en anerkendelse af, at man i et samfund må stille krav til hinanden som forudsætning for at kunne hjælpe hinanden. Og det må starte med en forpligtethed på det familiemæssige og nære plan.
Komplekse, abstrakte ord tager altså betydning af de sammenhænge, de optræder og bruges i.
Magt til at sætte dagsorden
Betingelsen for at kunne udøve diskursiv magt er ofte, at man har magt over dagsordenen. Der er ligefrem politologer, der bruger begrebet dagsordenssættende magt. Det kan både forstås konkret: at sætte en dagsorden; og det kan forstås i mere overført betydning: Hvem bestemmer, hvad vi skal tale om i et samfund?
En første betingelse for at kunne få magt over diskursen vil ofte være, at man kan bestemme, hvad der skal tales om.
Det gælder helt konkret, når der er en dagsorden til et møde. Den person, der sætter punkterne på, har betydelig indflydelse på, hvad der overhovedet skal tales om, og hvordan der skal tales om det: Er et punkt på en dagsorden et "orienteringspunkt", hvor en ledelse informerer om noget. Er det et "diskussionspunkt"? Eller er det et "beslutningspunkt", hvor der kan tages en beslutning?
I overordnet forstand kan der være en kamp om at sætte dagsordenen for den samfundsmæssige debat, jvf figuren herunder. I de senere år har man set, hvordan de sociale medier har fået betydning som dagsordenssættende. Nogle gange kan det være mere eller mindre tilfældigt, hvem der får startet noget, der "går viralt", dvs deles af måske millioner af brugere på Facebook eller Twitter og er med til at udløse en diskussion, der kan være dagsordenssættende for hele samfundet, så alle føler sig foranlediget til at reagere på det, og evt. også politikerne i det parlamentet, så det kan ende med, at der kommer lovgivning ud af det.
Og hvilken minister - eller anden toppolitiker - kan ikke frygte for at blive genstand for en såkaldt "shitstorm" i de sociale medier, hvor der kan skydes med både skarpe skud og spredhagl med argumenter af mere eller mindre seriøs art, og der måske kan rejse sig en egentlig folkelog storm imod politikeren.
Figur 4: Konkurrerende dagsordener - hvem bestemmer, hvad der er vigtigt?
Mediernes magt
Man har talt om medierne som "den 4. statsmagt". Dermed menes, at mediernes undersøgelser og kritiske beretninger om, hvad der sker i politik, er en forudsætning for demokratiet - næsten på samme måde som adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt kan være en forudsætning for det.
Figur 5: Mediernes magt
Note: Agenda: dagsorden. En forudsætning for mediemagt vil ofte være, at de kan sætte dagsordenen for den offentlige diskussion.
Medierne skal være uafhængige og operere med respekt for ytringsfriheden for, at de kan udøve den rolle.
Ofte siger man, at medierne "går magthavernes ærinde". Det er ikke den rolle, de ideelt set skal have i et ordentligt fungerende parlamentarisk demokrati. Her skal de være magthavernes "vagthund", der graver sager frem, og som gør det muligt for vælgerne at blive informeret ordentligt om de politiske alternativer, der stiller op til valg, når der vælges repræsentanter til de parlamentariske forsamlinger.
Medierne har en dagsordenssættende magt. Det vil sige, at de ofte med deres betydning for meningsdannelsen kan få magt over, hvilke emner den tages op i den "demokratiske samtale".
Når medierne fokuserer på en historie, er det ofte det, der definerer, hvad der er vigtigt at tale om. Og her spiller det en stor rolle, at mange medier er private virksomheder og deres opgave er at sælge historier, hvorved de kan øge antallet af seere, antallet af klik, hvis det er online medier, og oplaget, hvis det er printede historier.
Strukturel magt som non-decision magt
Non-decision magt er et eksemple på strukturel magt, hvor man benytter sig af magten til at undgå at sætte noget på dagsordenen.
Magt kan jo, som vi så i starten, udøves diskret igennem den måde samfundets struktur fremmer bestemte interesser og hensyn i forhold til andre interesser og hensyn. Der udøves altså magt igennem det, at der ikke tages beslutninger (decisions), bl.a. ved, at det slet ikke kommer på dagsordenen. Det klassiske eksempel er forbrugerinteresser. Hvis forbrugerne er dårligt beskyttet i en kapitalistisk økonomi, kan det hænge sammen med, at de, der ikke er interesseret i forbrugerbeskyttelse, har formået at undgå, at det kom på dagsordenen til politisk beslutning.
Et eksempel på strukturel magt er det forhold, at når man undersøger, hvem der sidder i fængslerne i USA og andre steder, viser det sig, at det er fattige unge fra minoritetsgrupper (eksempelvist folk af mexikansk afstamning i USA). De er uforholdsmæssigt overrepræsenteret.
Det må være imod menneskerettighederne. Egentlig burde man tage det op i det politiske system og sætte det på dagsordenen, som der også er nogle, der har foreslået. Men det er måske svært at få sagen fremmet, og det skyldes netop, at man så støder ind i den strukturelle magtbarriere.
Eller også sker det ikke, fordi der ikke er nogle, der vil varetage denne gruppes interesser.
Det er også velkendt, hvordan kvinder som gruppe har lidt under, at man ikke har taget den faktiske situation, de levede under, op og problematiseret det i tilstrækkelig grad: Er det f.eks. rimeligt, at kvinder i den private sektor fortsat er 17 pct lavere lønnede end mænd, selv om man forlængst har indført ligeløn i lovgivningen. Og, som det siges: Kvinder støder imod "glasloftet", når de vil gøre karriere. "Glasloftet" er netop et billede på en form for strukturel magt, der "har bestemt", hvor kvindernes naturlige plads skal være.
Men non-decision status quo kan sommetider blive problematiseret. Det kommer på dagsordenen i det politiske system. Et eksempel på dette så man i valgkampen til folketingsvalget i 2015. Her opstod der pludselig en livlig og til tider ganske ophidset diskussion om medicinpriser og prioriteringer i sundhedssystemet.
Det blev pludselig problematiseret, at der kan være nogle patientgrupper, der modtager 1/4 mio kr eller mere i offentlig større for en enkelt patient til medicin imod livstruende sygdom. Samtidig kunne man konstatere, at hospitalsafdelinger måtte lukke og sygeplejersker var blevet afskediget nogle steder i landet. Var det rimeligt? Man forlangte, at politikerne skulle træde i karakter og enten angive prioriteringsmuligheder eller anvise, hvor midlerne skulle komme fra fremover. Fra venstrefløjens side blev indtjeningen ved fremstilling og salg af dyr medicin problematiseret. Måske kunne man herigennem hente de fornødne midler. I den situation rykkede medicinalvirksomheden NovoNordisk i felten. Virksomhedens finansdirektør gik i medierne og forsvarede de høje overskud ved fremstillingen og salg af medicin. Det kunne blive en trussel for virksomhedens bundlinje, hvis sagen blev taget op på den politiske dagsorden, og det evt. førte til decision/lov om regulering af priser på medicin. Virksomheden udformede en diskurs om sagen, hvor man hævdede, at nok var indtjeningen på præparaterne høj, men det var i hele samfundets interesse, at man har en sådan virksomhed (arbejdspladser, eksportindtjening). Tilstanden af non-decision måtte forsvares.
Foucaults
magtbegreb
VL netværk.
VL-grupper.