Hvordan er migrationer en del af globaliseringen?
Hvordan dannes fælles national identitet i et multietnisk samfund? - Er det overhovedet muligt at få en fælles identitet?
MULTIKULTURELLE , MULTIETNISKE SAMFUND
Det multietniske samfund er blevet en realitet mange steder i Verden.
Med globaliseringen er der sket en øget blanding af folkeslag og etniske grupper.
Migrationer (vandringer) hænger sammen med både såkaldte push-faktorer og pull-faktorer.
Blandt push-faktorer kan være forfølgelse i hjemlandet, krig, revolutioner, etc. Blandt pull-faktorerne kan være ønsket om et bedre liv i det land, man rejser til.
Migrationer giver en øget kulturel mangfoldighed i Verden. Mangfoldigheden betyder, at man udsættes for nye impulser, nye påvirkninger. Kan man tackle den uden problemer? Sommetider er det en så simpel ting, som forskellige vaner, som man har vanskeligt ved at acceptere. I Danmark spiser vi eksempelvis østers og svinekød. Muslimer spiser ikke svinekød. I USA begyndte man at kalde French fries (pomfritter) for Freedom Fries i vrede over det franske syn på krigen i Irak i 2003. Tidligere brød vi os i Danmark og England ikke om franskmændenes indtagelse af snegle. Der var ligefrem englændere, der kaldte franskmændene "frogs" på grund af denne spisevane.
På det familie- og kønsrollemæssige områder er der også store forskelle på, hvordan vi lever. I nogle af de lande, hvor islam står stærkt, begås der æresdrab på kvinder, der begår "utugt". I de fleste af de vestlige lande har der fundet en "gay liberation" (homoseksuel frigørelse) sted, som har muliggjort registrerede partnerskaber og endda ægteskab og familieskab med børn mellem homoseksuelle. I USA går delingen mellem de, der synes dette er en del af kulturen, midt ned igennem det amerikanske samfund. Det er ikke altid lige let for folk at acceptere forskellighederne. Der kan opstå myter og stereotyper (jvf nedenfor), og det kan vanskeliggøre integrationen.
Figur 1: Integrationsformer
Typer af integration
Hvilken politik skal samfundet føre over for ”de fremmede”?
Der skelnes hyppigt mellem tre hovedmåder at håndtere problemet på:
Segregering. Separation (adskilthed) – grupperne holdes hver for sig. Det indebærer i praksis, at grupperne lever adskilt i forskellige kvarterer. Der vil være ghettoisering af minoritetsgrupperne.
Integration Grupperne integreres sådan, at deres forskellighed respekteres. Der skelnes mellem pluralistisk integration, hvor man gensidigt tilpasser sig hinanden, og smeltedigel-integration (jvf USA), dvs. der opstår et multietnisk samfund, hvor hver etnisk gruppe opretholder sin egenart, men man er i stand til at leve side om side.
Assimilation Grupperne assimileres, dvs. bringes til at ligne hinanden kulturelt.
Segregation/segregering har man kendt til historisk i form af Sydafrikas apartheidpolitik før 1990’erne. Under apartheid havde sorte og hvide forskellige borgerrettigheder. De måtte ikke gifte sig med hinanden, og de levede adskilt i forskellige byer/kvarterer. Man havde også segregation i USA’s sydstater før 1960’erne, hvor den amerikanske højesteret dømte det som stridende imod den amerikanske forfatning. Integration er officielt den politik, man forsøger at føre over for indvandrere i Danmark og det meste af Europa. Her har man altså som mål, at forskellige kulturer og etniske grupper skal kunne leve side om side og tilpasse sig hinanden.
Integrationspolitik
Staten vedtager og fører en integrationspolitik, der er beskrevet i f.eks. lovgivningen. Det er imidlertid ikke sikkert, den virker. Civilsamfundet har sin egen integration. Den viser sig i, hvordan mennesker omgås hinanden i deres boligkvarterer.
På markedet er der endnu en "integration". Den viser sig f.eks. i de måder, arbejdsgiverne ansætter eller ikke ansætter folk på, og på hvor let eller svært det kan være for f.eks. indvandrere at starte virksomhed.
Det er også almindeligt at skelne mellem systemintegraton og social integration. Systemintegration drejer sig om de civile, sociale og politiske rettigheder. Disse forskelle er også defineret v.h.a. medborgerskabsbegrebet. Hvornår er man statsborger, og hvornår er man blot en form for "medborger" med reducerede rettigheder i forhold til statsborgeren? Statsborgeren har ret til at få pas og rejse ud af landet uden problemer med at komme tilbage igen. Det er ikke altid givet, at "medborgeren" har samme rettigheder.
I Danmark har man stemmeret til Folketinget, når man er statsborger. Er man ikke statsborger, men fast bosat i Danmark, har man ret til at stemme ved kommunalvalg.
Rettigheder kan være både formelle og reelle.
Formelt er man således ”systemintegreret”, hvis man nyder de samme borgerrettigheder som majoriteten, dvs man har statsborgerskab, ejendomsret, stemmeret og ret til sociale ydelser.
Når det er formelt, har man juridisk rettigheden, men det kan være der er sat forhindringer for adgang til den, dvs at man ikke har den reelt.
Den sociale integration drejer sig om, hvordan majoritet og minoritet er integreret menneskeligt og organisatorisk. Det er en del af civilsamfundet. Kommer man sammen med hinanden i beboerforeningen, i forældrerådet i børnenes børnehave, etc?
Endelig skelnes der også mellem kulturel integration og strukturel integration. Kulturel integration vil sige integration m.h.t. majoritetens religion, holdninger og moral. Strukturel integration vil sige integration m.h.t. uddannelse, arbejdsmarked (adgang til jobs og karriere på linje med majoritetsbefolkningen) og politisk deltagelse (stemmer man ved valg, stiller man op til valg, etc?).
Hvornår er man ”dansk”?
|
Burka i modtageklassen Vi var et omrejsende cirkus dengang, vi kom hertil i midten af 1990’erne.
Vi spiste mærkelig mad og rørte ikke det, de andre fik. Tænk, hvis der var gris
i! Da jeg begyndte i modtageklassen, havde jeg burka på. Jeg har set på gamle
billeder fra den første tid, hvor vi sidder, mine søskende og jeg, i alt for
spraglet tøj, lange blomstrede nederdele, storsmilende og lykkeligt uvidende i
en sofa i en lejlighed i Aalborg. Med et frækt glimt i øjet og stort kruset
hår. Burkaen røg – for mit vedkommende – rimelig hurtigt. Den kunne ikke hamle
op med den buldrende teenageseksualitet, de frembulende bryster og vuggende
hofter, den skulle dække over. I Danmark var der helt andre afklædte rammer og
normer. Friheden. Der, hvor vi kom fra, blev den slags – kvinders voldsomme,
ustyrlige seksualitet, altså – systematisk tøjlet (»det er vores lov«, også
selv om den ikke altid bliver overholdt). Men i Danmark i 1990’erne gjaldt det
om at leve den ud, fyre den af, give slip, give sig selv lov. Promiskuøsitet. Vi var ankommet til en anden planet, og mens jeg selv var
eksperimenterende, udfarende, udspændt, forvirret og hormondrevet, forsøgte min
mor desperat at genskabe den gamle planet, nærmest inden hun havde nået at
sondere terrænet..... Tyve år senere lever et af mine familiemedlemmer stadig sit liv i
disse klubber, tager afsted om morgenen til Nørrebro, sidder dagen lang ved et
bord og snakker somalisk med andre mænd, har aldrig haft et job, vender tilbage
om aftenen og går i seng. Taler på ottende år ikke med sine børn, der lever
under samme tag, men i en helt anden dimension, og som er født her. Kløften er
blevet for stor til, at ord kan bygge bro. Hvor tit har jeg opfordret ham til
at rejse tilbage? Skammen er blevet for altoverskyggende, fiaskoen for
uoverstigelig, til at han ville kunne vende hjem med oprejst pande……. Kilde: Sofie Jama: Information 19.3.18. |
Integrationsproblematikken kan belyses med Danmark som eksempel. Der kom i løbet af 1990’erne en del indvandrere til Danmark med anden etnisk og kulturel baggrund end den, de mennesker, der i forvejen var i landet, havde. Danmark fik betydelige problemer med at integrere dem, bl.a. de omkring 200.000 muslimer, der nu er i Danmark. Det stillede danskerne over for udfordringer med hensyn til at definere, hvad det vil sige at være dansk. Det bliver et juridisk problem, når indvandrere f.eks. søger om arbejds- og opholdstilladelse, og når de søger om indfødsret, dvs at opnå at blive dansk statsborger. Hvad er definerende for det at være ”dansk”? Kan vi selv klare indfødsretsteksten?
Det kan der sikkert gives lige så mange svar på, som der er danskere. Nogle vil lægge vægt på typiske danske ting som flaget, kolonihaver, Carlsberg og Den lille Havfrue, for slet ikke at tale om landsholdet i fodbold eller kvindelandsholdet i håndbold, hvor de røde trøjer og de hvide shorts definerer danskheden. Andre vil lægge vægt på sproget og på finkulturen.
Ghetto
Der var tendens til, at indvandrerne bosatte sig i bestemt områder, som man brugte betegnelsen ”ghetto” om i daglig tale. Det så nogle som problematisk, fordi det jo netop måske viste, at indvandrerne ikke var integreret. Og det blev måske yderligere problematisk, når man kunne konstatere, at ”ghetto” ofte indebar en ophobning af sociale problemer som fattigdom, arbejdsløshed, kriminalitet blandt de unge, etc. Den danske regering lancerede i 2018 en ghettopakke af lovgivning, der skulle gøre noget virkelig effektivt ved ghettoproblematikken. Det "danske islæt" i ghettoområderne skulle øges, ofte ved ganske håndfaste metoder, så som "udtynding"/blanding af befolkningssammensætningen og stærkt øgede krav til indvandrerne/beboerne. Man ville tage et opgør med de såkaldte parallelsamfund.
Andre så mere positivt på fænomenet ”ghetto”. De mente, det var naturligt, at indvandrere gerne ville bo sammen med andre, de var kulturelt på linje med. Der var tilsyneladende også steder i Danmark, endda et, hvor "danskerne" var kommet ned under 50 pct af befolkningen, hvor integrationen så ud til at være lykkedes i rimelig grad.
Man skulle bare lade være med at bruge et negativt ord, som ”ghetto” var blevet, om det. Ordet ”ghetto” bragte mindelser om afroamerikanske kvarterer i amerikanske storbyer som Harlem i New York og Watts i Los Angeles. Men selv i USA kan man se ”ghettoer” ændre karakter og blive gentrificeret, dvs. at …... Det er f.eks. ved at ske med Harlem. Men samtidig flytter mange afroamerikanere væk. De har ikke længere råd til at bo i Harlem, men er i stedet flyttet til Bronx eller endnu længere væk fra New York Downtown og har etableret en ny ghetto.
Som led i erhvervelsen af indfødsret indførte man i Danmark i starten af 2000-tallet stadig sværere prøver for indvandrere, der søgte om dansk statsborgerskab. Det vakte betydelig diskussion, da det viste sig, at selv højtuddannede danskere kunne have svært ved at besvare mange af spørgsmålene i indfødsretsprøverne.
Figur : Bindestregs- eller dobbelt identitet?
Dannelsen af national identitet
Det er naturligvis meget mere end blot et juridisk kendetegn at være ”dansk”. Den nationale identitet er en del af danskerens forestillingsverden. Det er forbundet med et sæt af værdier og forestillinger. De er for enhver dansker dannet igennem opvæksten via det, man kalder socialisationsprocessen, hvor roller, normer og værdier indlæres fra den tidligste barndom og frem. I samfundet som helhed er den nationale identitet vokset frem gradvist gennem en lang historisk proces. Historisk kan starten på den nationale identitets dannelse spores tilbage til tiden før og omkring Den franske Revolution (1789). Der foregik store ændringer i flere af de europæiske samfund på det tidspunkt. Kapitalismen vandt frem som økonomisk system. Det indebar, at der blev behov for, at der opstod en stat, som hjalp borgerskabet med at organisere handel og vareomsætning inden for et nationalt territorium. Folket, der befandt sig på det territorium, skulle uddannes. Et fælles skriftsprog vandt frem. Det talte sprog blev også mere enslydende, når der blev lavet et uddannelsessystem med nationale undervisningsplaner.
Betegnelsen ”Danmark” går længere tilbage i tiden, men før 17-1800-tallet var der ikke nogen stærk national identitetsfølelse. Det var ofte kongernes giftermål, der afgjorde, hvor grænserne gik, mere end det var fælles national identitetsfølelse. Den er især bygget op med det moderne samfunds fremvækst siden oplysningstiden i 17-1800-tallet. Der opstod politiske institutioner, der udformede de fælles regler, erhvervene skulle fungere efter, og som befolkningen skulle efterleve. Det var i starten en kongemagt, der stod for det. Men kongen blev efterhånden afløst af demokratiske politiske institutioner. Organiseringen af valg og deltagelsen i valg forstærkede fornemmelserne af at høre til et politisk fællesskab. I Danmark faldt nation og stat sammen i en fælles enhed. Bortset fra Grønland og det såkaldte ”rigsfællesskab” kan man se Danmark som en nationalstat.
Det er som sådan en nationalstat med ét officielt sprog.
I andre lande kan man have stater, der indeholder flere nationer og flere sprog. Det er f.eks. tilfældet i Spanien (baskere og cataloniere). Sammenfald mellem nation og stat eksisterer heller ikke konsekvent i Tyrkiet og dets nabolande, jvf. f.eks. den "kurdiske nation", som rækker ind over flere lande i Mellemøsten (Irak, Iran, Tyrkiet). Hvor vi i Danmark har fået danskheden ind med Højskolesangbogen, dansk- og historieundervisningen i skolen, Mormors kolonihavehus og Den lille Havfrue forholder det sig lidt anderledes i et multietnisk samfund som det amerikanske. USA består af forskellige indvandrergrupper, der er bragt sammen på det samme territorium. Godt nok var der en oprindelig urbefolkning, de nordamerikanske indianere, men de blev hurtigt trængt ud i en marginaliseret position i nogle reservater. USA er det, man selv har kaldt ”smeltediglen”, de mange indvandrergrupper bragt sammen.
Bindestregsidentitet
Hvilken identitet giver det? For det første kan man sige, der er meget af det, man kalder bindestregs-identitet. Man kan være dansk-amerikaner, når man nedstammer fra danske indvandrere. De fleste vil dog efter en generation eller to smide bindestregen og betegne sig som ”amerikaner” – evt med oprindelig danske rødder. Det spiller også en særlig rolle, at USA – i modsætning til Danmark – er en union af 50 stater. Er man så både ”californier” og ”amerikaner, når man bor i Californien? I en vis forstand kan man godt have en sådan fælles, tosidet identitet. Det kan afhænge af, hvor meget man har flyttet rundt i det kæmpestore land, i forhold til at have boet fast ét sted hele livet. I et land som USA vil man imidlertid også se en tendens til, at en national identitet udtrykkes via nogle af de symboler, der er fælles for unionen, og som er med til at give overordnede værdier. Det er f.eks. forfatningen. USA har en af verdens ældste forfatninger, og den spiller en stor rolle for amerikaneren m.h.t. at give et fælles værdigrundlag. Hertil kommer nogle af de fælles politiske institutioner på føderalt niveau (unionsniveau), f.eks. præsidenten og Kongressen. Flaget spiller en stor rolle som samlende symbol. Hertil kommer fælles myter og ”historier” om USA’s opståen som en løbende skubning af grænsen mod vest (The Frontier) og fælles forståelser af begrebet ”frihed”.
Stereotyper og stigmatisering
Problemer med manglende tolerance mellem befolkningsgrupper og deraf manglende muligheder for effektivt at integrere etniske grupper hænger ofte sammen med fordomme. Den, man har fordomme om, ser man ikke som et helt, sammensat menneske. Man nøjes med at hæfte sig ved visse træk ved personen eller den gruppe, personen tilhører. En fordom er en forudfattet mening, man har om andre. Den kan ofte indeholde elementer af sandhed, men da den er stærkt forenklende, vil den ofte give en fejlagtig repræsentation af den virkelighed, den søger at afdække.
Stereotyper
Stereotyper bygger på fordomme. Det er generaliserende og relativt bestandige forestillinger, man har om andre grupper. Etniske stereotyper karakteriserer bestemte påståede træk ved en etniske gruppe på en forenklende måde. Man siger f.eks.: ”Alle muslimer er jihadister. Derfor er der islamisme i enhver, der dyrker islam”. Man overser derved, at ordet ”jihad” (”hellig krig”) defineres meget forskelligt i den muslimske tro. Nationale stereotyper er vedvarende klichéprægede forestillinger om folk fra andre nationer. ”Svenskerne er stilige”, og ”tyskerne er grundige”. ”Italienske mænd vil helst blive boende hjemme hos deres mor, til de er midt i trediverne”. Grunden til, at folk har stereotyper kan dels være uvidenhed om de grupper, der omtales, dels kan det hænge sammen med gruppeprocesser. Det skaber indre sammenhold, at man i sin egen gruppe definerer sig i forhold til andre. De andre er ikke med i in-gruppen. In-gruppen definerer sig som den ”rigtige” gruppe ved at de andre skives af som de ”urigtige”. Stereotyperne kan blive ubehagelige, når de udvikler sig til det, man kalder hate-speech (hadefuld omtale).
Stigmatisering
Hate-speech minder om stigmatisering. Stigma betyder brændemærke, og stigmatisering vil altså sige, at man på forhånd tildeler en gruppe en underordnet position alene i kraft af, at de tilhører gruppen og deler visse karakteristika med hinanden. Når hate-speech breder sig, kan det blive udnyttet af populistiske politikere. De kan også sprede denne form for negativ omtale af andre via propaganda og manipulation.
| Etablerede og outsidere Begrebet ”de fremmede” er formentlig lige så gammelt som menneskeheden selv. I bogen De etablerede og Outsiderne (1994)1 undersøger sociologerne Norbert Elias og John Scotson et arbejderkvarter i udkanten af den engelske by Leicester. Kvarteret er præget af, at der på den ene side er en etableret gruppe af ”gamle” beboere, der har været der i mange år, og på den anden side en gruppe af tilflyttere (the outsiders). Begge grupper tilhører arbejderklassen i industriområdet British Midlands, hvor Leicester ligger. Det giver mulighed for at belyse, hvordan folk kan være forskellige og have skepsis over for hinandens kultur og normer, selv om de tilhører den samme sociale klasse (arbejderklasse)? Det undersøgte kvarter i Leicesterforstaden Winston Parva består af tre forskellige nabolag eller zoner, zone 1, 2 og 3. Zone 1 er et traditionelt middelklasseområde, mens zone 2 og 3 bebos af arbejderklasse. De fleste af kvarterets fabrikker ligger i zone 2. Med hensyn til indkomst, typer af beskæftigelse og ”social klasse” var beboerne i zone 2 og 3 ikke særlig forskellige. For en overfladisk betragter så det ud som om, beboerne i disse to zoner havde en masse til fælles, og at de adskilte sig fra middelklassebeboerne i zone 1. Elias og Scotson fandt imidlertid ud af igennem deres undersøgelse, at der er meget store forskelle. Det fremgår af undersøgelsen, at der faktisk er en del ting i gruppernes liv, der ikke kan henføres til traditionel klassekultur og –livsstil. Det viser sig, at den ene gruppe, de etablerede, altså de oprindelige beboere, i højere grad ”hører til”. De bor i zone 2. På en eller anden måde lykkes det dem at definere sig som de ”etablerede”, mens de andre, der bor i det nye kvarter i zone 3, er ”outsidere”, der ikke har den samme ”førstefødselsret” til stedet. Det giver en lang række forskelle i gruppernes måde at forholde sig til stedet på. Det viser sig i en forskellig integration i grupperne. Integrationen, dvs den sociale sammenhængskraft og den indre gruppesolidaritet, er meget stærkere hos de etablerede end hos outsiderne. Af tilsyneladende uforklarlige grunde har de etablerede mere social magt end outsiderne. Elias og Scotson konkluderer, at en gruppes magt vil vokse med dens indre sammenhængskraft og graden af organisation. De etablerede fik overtaget via den fælles historie, de delte. De havde en fælles referenceramme. Det havde outsiderne ikke. Derfor blev outsiderne defineret ved den sladder, som de andre kunne sætte i gang omkring dem. Princippet i sladderen kunne typisk være det såkaldte ”minority of the worst” (”de værstes mindretal”), dvs de værstes eller uheldige enkeltpersoners handlinger blev generaliseret op som typiske for hele gruppen. For de etablerede var det omvendt de gode træk ved enkeltpersoner, der blev gjort alment gældende for hele gruppen. Via den magtmæssige dominans lykkedes det at få disse billeder til at hænge fast i de kollektive bevidstheder, så outsiderne begyndte at dele de uheldige billeder af sig selv. De kunne føle sig som mindreværdige og kunne ikke give igen, fordi de ikke havde den samme sociale sammenhængskraft som den anden gruppe. De endte med at få en underordnet position i området, fordi de ikke havde den samme historiske tilknytning til det og kunne ”fortælle historier”, der definerede tilknytningen til stedet på en positiv måde. At den tid, man har boet et sted, kan være en faktor til social rangordning, er velkendt. I studier af over- og middelklasse grupper specielt er henvisninger til ”gamle” og ”nye” familier velkendt, såvel som henvisninger til ”gamle” rige og ”nyrige” ikke er sjældne. Forekomsten af samfund med en kerne, der består af et netværk af gamle familier, er velkendt, ikke kun på det nationale, men også på det lokale niveau. Det er en væsentlig faktor til skabelse af social stratifikation….. Det faktum, at lignende skillelinjer optræder iblandt arbejderklassegrupper, er mindre velkendt3. Elias’ og Scotsons undersøgelse er interessant derved, at den kan medvirke til at forklare forholdet mellem de oprindelige beboere i et land og nye indvandrergrupper. Det kan føre til, at nogle af de nye marginaliserer sig selv i forhold til de ”gamle” beboere og begynder at se sig selv som afvigere. De har derved fået det, som Elias og Scotson kalder et ”plettet vi-billede”. De sammenligner dem med lavkastemennesker i Indien: ”Nogle af de børn, der voksede op i Winston Parvas rottegyde (som vejen blev kaldt af den etablerede gruppe), led sandsynligvis under et lignende plettet vi-billede og blev afvigere som følge af det”. |
Myter om indvandrere
En britisk regeringsrapport har vist, at gnidninger mellem etniske grupper kan opstå som følge af de mytelignende billeder, de har af hinanden – og det sker ofte i situationer, hvor det kan være svært at se, om myterne er korrekte eller ukorrekte. Rapporten, Undersøgelsen af Holdninger til Immigration, blev offentliggjort af det britiske Departement for lokalsamfund og Kommuner i starten af januar 20091. Den viste, at hvide briter fra arbejderklassen, der bor i socialt boligbyggeri, føler frygt for immigration. Og de føler, at der ikke lyttes til dem. Selv om de ikke er direkte ofre i den forstand, at de har mistet et job eller lignende., føler de sig alligevel intenst truet, idet de f.eks. mener, at immigranter og enlige mødre af fremmed herkomst har lettere ved at komme i betragtning til lejligheder i offentlig støttet byggeri end f.eks. børn af beboere, der har boet der hele deres liv. Og de fremmede har lettere ved at få adgang til at nyde godt af også andre sociale foranstaltninger, end de selv har. Rapporten er baseret på fokusgruppeinterviews med beboere i Birmingham, Milton Keynes, Thetford, Runcorn and Widnes, områder med store sociale boligbyggerier – ofte kaldet ”ghettoer”.
Et af dens resultater er, at mange af de interviewede gav udtryk for, at de samme regler ikke anvendes entydigt på alle. De gav også udtryk for, at når de beklagede sig over dette, fik de at viden, at systemet er retfærdigt, og at deres bekymringer er udtryk for ”racisme”. Rapporten konkluderer, at dele af den hvide arbejderklasse i Storbritannien føler sig ”forrådt” af politikere og af ansvarlige administratorer, altså af det, man kan kalde ”systemet”. Der opstod en os/dem stemning, hvor man så eliten i London som fjender. Det var medvirkende til, at arbejderklasse-samfund i Storbritannien stemte "ja" til Brexit (britisk udtræden af EU) i 2016.
Årsagerne til myternes opståen ses bl.a. i mangelen på en åben og ærlig diskussion om virkningerne af indvandringen. Ministeren, der offentliggjorde rapporten, gav udtryk for, at disse bekymringer bør tages alvorligt. De bør altså ikke blot betegnes som ”racistiske”, da det vil kunne fremmedgøre de pågældende grupper yderligere. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man kan få empowered2 de ”fattige hvide”, så disse følelser forsvinder? Konservative oppositionspolitikere var ikke sene til at se årsagerne i en ”forfejlet New Labour politik”. Rapporten fandt, at fjendtlighed over for indvandrere var mest udpræget i de dårligst stillede sociale boligbyggerier. Etnicitet og race.
Etnicitet bygger på kulturforskelle. Der er ikke tale om medfødte forskelle. Det er altså ikke sådan, at den ene etniske gruppe er mere intelligent end den anden, eller at den har særlige medfødte egenskaber. Hvis man har sådanne forestillinger, f.eks. at sorte fra Afrika genetisk set er udstyret med egenskaber, der gør dem særlig gode til at danse eller spille jazzmusik, så er det udtryk for fordomme. Etniske grupper har tillært en adfærd, der gør dem anderledes end andre etniske grupper.
Det kan være sprogforskelle og forskellig historisk baggrund. Grupperne kan også være blevet forskellige fra hinanden igennem det, man kalder racemæssige kendetegn. Race er imidlertid et højst usikkert biologisk begreb. Personer eller grupper med f.eks. sort hudfarve er indbyrdes så forskellige, at det er usikkert at henregne dem under en særlig race. Sorte kan være tamiler fra det sydlige Indien. Det kan være indfødte (aborigines) fra Australien, eller det kan være sorte fra Afrika, USA eller Brasilien. Disse grupper af sorte er indbyrdes så forskellige, at det er meningsløst at operere med dem som tilhørende den samme race.
VIDERE ARBEJDE:
I statistikbanken.dk kan du finde tal for befolkningssammensætningen i DK:
Træk tal ud, omdan til excel og lav nogle beregninger og diagrammer, der viser interessante udviklingstræk.
Undersøg begreberne ghetto og parallelsamfund, og hvordan dansk indvandrerpolitik har kredset om problematikker relateret til disse begreber. Det kan f.eks. være ghettoudspillet i 2018 (skriv i Google søgefelt), og hvordan det blev behandlet i det politiske system (Folketingets hjemmeside: FT.dk).