I det danske socialforskningsinstituts (SFI) tidligere inddeling af den danske befolkning i 5 socialgrupper blev der lagt vægt på stilling, antal underordnede og uddannelse, når befolkningen indplaceredes i kategorierne.

SOCIALGRUPPE I.
Selvstændige med store virksomheder og funktionærer med mere end 50 underordnede samt selvstændige og funktionærer med akademisk uddannelse.

SOCIALGRUPPE II.
Selvstændige med større virksomheder og funktionærer med 11-50 underordnede med mellemlang teoretisk uddannelse

SOCIALGRUPPE III.
Gårdejere med 0-3 ansatte, mindre selvstændige og funktionærer med 1-10 underordnede eller i stillinger, der kræver en vis oplæring

SOCIALGRUPPE IV.
Faglærte arbejdere, funktionærer uden underordnede samt husmænd

SOCIALGRUPPE V.
Ikke faglærte arbejdere og specialarbejdere

Efter SFI’s opgørelse, så tilhører akademikere socialgruppe 1. Det er logisk nok ud fra f.eks. Bourdieus teori om betydningen af kulturel kapital. Det kan imidlertid synes at være paradoksalt, hvis man f.eks. tager arbejdsløse akademikere i betragtning. Men SFI har valgt sådan, dels fordi akademikere måske generelt var bedre stillet, da man lavede inddelingen, dels fordi uddannelse i dagens samfund i sig selv er et gode og samtidig er et af de væsentligste midler til at skaffe sig privilegier.

Tabel  1 : Den 30-69 årige befolkning opdelt efter socialgruppe i 1976, 1986 og 2000

Socialgruppe                                   Indplaceret efter egen socialgruppe
_________________________________________________________________
                                          1976              1986             2000
_________________________________________________________________
I                                                        4                           5                           9
II                                                       7                           11                        16  

III                                                     24                        19                        17
IV                                                     32                        37                        38
V                                                       33                        27                        21
________________________________________________________________

I alt pct                                            100                      99                        101

Pct. Grundlag                                3619                    3801                    3221
_________________________________________________________________

Anm: Tallene er eksklusive uoplyst socialgruppe og dem, der ikke kunne socialgruppeplaceres. Fordelingen på socialgrupper reflekterer de voldsomme erhvervsforskydninger i det danske samfund i den betragtede periode. Uddannelsesniveauet er steget betydeligt, og økonomien har udviklet sig i retning ad en vidensøkonomi.
Kilde: Bjarne Hjorth Andersen red.: Udviklingen i befolkningens levekår over et kvart århundrede. Socialforskningsinstituttet 2003

 Det er gennemgående de højtuddannede, der sidder på ledende og indflydelsesrige poster i samfundet. Uddannelse er en væsentlig forudsætning for at klare sig i videnssamfundet. De valgte inddelingskriterier betyder også, at lagenes relative størrelse ændrer sig med erhvervsudviklingen.

Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.

Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

I historiens tidligere epoker finder vi næsten overalt en fuldstændig opdeling af samfundet i forskellige stænder, en mangfoldighed af sociale trin. I det gamle Rom har vi patriciere, riddere, plebejere, slaver; i middelalderen feudalherrer, vasaller, lavsmester, svende, livegne og desuden inden for de fleste af disse klasser atter særlige inddelinger.

Det moderne borgerlige samfund, der er opstået ved feudalsamfundets undergang, har ikke ophævet klassemodsætningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen.

Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved, at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.

 Klassekampsdynamikken er præget af, hvordan de sociale klasser udvikler sig i forhold til hinanden. I USA fik kapitalejerne ikke længere tilstrækkelig modstand fra arbejderklassen. Det viste sig f.eks. ved, at det efterhånden kun var 11 pct af de amerikanske lønmodtagere, der var organiseret fagligt. I stedet for at forlange lønforhandlinger med arbejdsgiverne kunne man se lavtbetalte amerikanere demonstrere imod deres lave lønningerne i gaderne og foran de store virksomheders hovedkvarterer, hvorved de var afhængig af modpartens nåde og kunne risikere, at denne blot ringede efter politiet for at få dem fjernet. Spørgsmålet om lønnens højde blev en moralsk sag, der også blev taget op i det politiske system, hvor mange politikere nu støttede kravet om "en løn til at leve af" (15$ "living wage").

Klasserne og deres relationer indbyrdes er naturligvis noget anderledes i den digitale kapitalisme, logaritmeøkonomien, eller hvordan man nu vil beskrive den (sen)moderne kapitalisme, men pointen hos nymarxisterne er, at det ikke har ændret de grundliggende træk; det er stadig et udbytningssytem, der favoriserer én klasse i forhold til de andre, og udbytningsgraden er ikke blevet mindre i og med, at kapitalismen er blevet et globalt system. - Tværtimod, for i den globale kapitalisme er markedet blevet åbnet op til lande som Kina og Indien, hvor enorme pools af motiveret og relativt moderat lønnet arbejdskraft er klar. Det trykker forholdene for lønmodtagersiden i de rige lande, fordi virksomheder kan outsource til billigområderne, og arbejdskraft kan vandre fra lavtlønsområder til højlønsområderne.

Den dominerende ideologi er den nyliberale ideologi, hvor lønmodtagerne får at vide, at de lever i en konkurrencestat, der er i benhård konkurrence med andre konkurrencestater. Derfor er der ikke råd til hverken lønforhøjelser eller velfærdsgoders udbygning. Arbejdstiden er for kort. Alle må dygtiggøre sig igennem livet, så de kan yde den maksimale indsats som konkurrencestatens stormtropper over for kinesere og indere. Sådan er den ledende diskurs (måde at tale om samfundet på), og det bakkes op af medier og tænketanke.

Note: Teknologiudvikling: Det, man i traditionel marxistisk diskurs kalder "produktivkræfternes udvikling". Det er en pointe, at der kommer modsætningsforhold mellem disse og produktionens organisering og klasserelationerne. Når der f.eks. i slutningen af den feudale periode kom nye typer af plove, kunne man ikke opretholde landsbyfællesskabets organisering af produktionen og spredningen af jordlodder, der dyrkedes i fællesskab. Der skete sammenlægning af jord, og jordløse måtte søge til byerne som nyt industriproletariat, der blev en af forudsætningerne for den kapitalistiske industrialisering. I dag ser man det med de grænseoverskridende internetvirksomheders disruptive innovation, der gør nationalstaten til en indskrænket legeplads for digitalkapitalen. Det klasseløse samfund: En mulighed, man forestiller sig i klassisk marxistisk teori, når teknologien er på et stade, hvor robotterne kan lave arbejdet, så vi kan realisere os igennem arbejdet og vælge at fiske om formiddagen og skrive digte om eftermiddagen. Keynes forestiller sig i essayet Economic Possibilitites for Our Granchildren (1930), at arbejdsugen i 2030 kan reduceres til 10-15 timer om ugen.

De klassemodsætninger, der altså i dag driver samfundsudviklingen fremad ifølge den historiske materialisme, hvor man ser de økonomiske og klassemæssige faktorer som vigtige, er modsætningen mellem et globalt kapitalistisk borgerskab på den ene side og på den anden siden et kæmpemæssigt globalt prekariat og lag af lønmodtagere (mellemlag og arbejdere). Det giver meget store modsætninger, når klasseskellene fortsat uddybes..
    Man så det f.eks. igennem afsløringen af the Panama Papers, hvor over 11 mio dokumenter viste, hvordan betydelige dele af de økonomiske eliter i landene via sindrige skatteundragelser havde holdt store midler uden for beskatning.
   Kapitalismen fungerer på globalt plan. Det viser sig i de frie kapitalbevægelser, og det viser sig i outsourcing af arbejde fra virksomheder i de velaflagte dele af Verden til de fattigere områder. Det kunne i sig selv være et gode, hvis det førte til større udligning. Men det fører til sociale konflikter, når den politiske styring og de nationale identiteter ikke er fulgt med.

Økonomien er blevet global, men styringen er stadig national, dvs det foregår i det nationale repræsentative demokrati, hvor vælgergrundlaget oftest har en national identitet og en loyalitet over for nationen. Pointen er, at det har kapitalen ikke nødvendigvis, og det øger udbytningen, når befolkningen går med til løntilbageholdenhed i den nationale konkurrenceøkonomis interesse, men kapitalen ikke behøver at være underlagt den slags hensyn. Den har priviligeret ret til at søge hvorhen i Verden den vil.

Man så f.eks. i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvordan disse konflikter kunne udspille sig imellem på den ene side en global kapitalisme uden grænser og nationale identiteter og på den anden side nationalt afgrænsede arbejderklasser, der ikke længere lod sig spise af med forsikringer om, at det hele vil bedre sig, når de har stemt nye politikere ind i embederne. De almindelige vælgere vendte sig imod "establishmentpolitikere" under primævalgkampene og satsede i stedet deres stemmer på socialisten Bernie Sanders hos Demokraterne og Donald Trump hos Republikanerne.
    Disse to poltikere var indbyrdes meget forskellige, men de havde det tilfælles, at de kunne tappe af frustreret middel- og arbejderklassementalitet, der var opstået hos mennesker i Midtvestens Rustbæltebyer, hvor millioner var blevet koblet af den globaliserede økonomi. Jobs var nedlagt og lønninger reduceret, når jobbet i automobilindustrien eller stålværket skulle skiftes ud for et job hos McDonalds eller Walmart.
   Almindelige lønmodtagere oplevede fortsat stagnation og tilbagegang i deres realløn samtidig med, at arbejdsløsheden faktisk var faldet betydeligt i 2010'erne, efter finanskrisen. De to kandidater kritiserede fra hver sin vinkel TPP-aftalen (Transpacific Partnership Agreement) om frihandel over Stillehavsområdet og hvad den kunne frygtes at føre til af yderligere afmontering af traditionelle amerikanske arbejdspladser. Hele den finansielle elites projekt for fornyelse af amerikansk økonomi gennem frihandel blev forkastet.

Mange nyuddannede er ikke medlemmer af fagforeninger, når de forlader studiet med færdig eksamen. Når økonomien stagnerer (lav eller ingen vækst) bliver de henvist til prekariatet, det sociale lag af mennesker med deltidsjob og midlertidige jobs ("prekær", udsat position).

Prekariatet og dem under og over prekariatet

Allerede Karl Marx så, at der var en "klasse" uden for - eller under - de sociale klasser. Han kaldte denne "ikke-klasse" for Lumpenproletariatet, eller pjalteproletariatet. Arbejdsløse uden arbejdsløshedsforsikring. Den har mistet arbejderklassens mulighed for agens, at kunne agere ved f.eks. at kunne nedlægge arbejdet. 
      De var ofte endnu fattigere end den egentlige arbejderklasse. 
    I de senere år er interessen for denne klasse vokset i lys af dens affinitet med prekariatet, og ikke mindst i lys af den store arbejdsløshed blandt indvandrere og nyuddannede, man ser i mange - også rige - lande i dag. Under den europæiske gældskrise efter finanskrisen var arbejdsløsheden blandt unge i store dele af Sydeuropa (dele af Italien, Portugal, Grækenland og Spanien) i perioder oppe over 50 pct. Mange var uddannede, som havde svært ved at finde mere varig beskæftigelse.

I prekariatet er der en overflod af midlertidige jobs, deltidsjobs og ofte jobs uden opsparing til ferie og/eller pension. Det er det,, unge nyuddannede har kunnet finde. Og begynderjobs har ofte været til meget lave lønninger ("generation 1000 euro"), unge, der måtte blive boende hjemme hos de gamle og kigge dybt i mors og fars madgryder, fordi de ikke havde råd til at flytte hjemmefra.

Betegnelsen "prekariatet" har vundet frem som betegnelse for klassen af mennesker med skiftende perioder af arbejde/arbejdsløshed og en løs tilknytning til arbejdsmarkedet.
   Den britiske professor i samfundsvidenskab Guy Standing har forsøgt at sætte den ind i en egentlig klasseanalyse, jvf figuren herunder.

 Guy Standings analyse af den globale klassestruktur:

Kilde: Inspireret af Guystanding.com. Proficians er mennesker, der tilhører the professions: Advokater, arkitekter, IT-specialister, uddannede iværksættere. De arbejder ofte med projekter i afgrænsede perioder og som free-lancere. Hegemonisk diskurs: Den herskende klasses italesættelse af samfundsudviklingen, så den svarer til de dominerende interesser hos dette lag.

Analysen opererer med en klassepyramide på 7 - 8 klasser. Den beskrives ikke ved økonomi alene, men også ved kultur og livsstil. 

Der går dog en nogenlunde lige linje af faldende indkomst og formue fra det øverste niveau, Plutokratiet ($-milliardærer, de meget rige) og ned til pyramidens bund (prekariat og lumpenproletariat). Plutokratiet er dem, vi hører om, når der er reportager i TV om de ekstremt rige, som køber lejligheder i London til 100 mio, og som har givet en Lamborghini i fødselsdagsgave til deres børn.
   Det er mennesker, der kan tage på ferie eller til møder i eget jetfly eller luksusyacht. Det er en global klasse, som tænker og agerer globalt. De har råd til at have en bolig stående i "Verdens tredje sikreste land", som de kan trække sig tilbage til, hvis revolutioner, terrorisme eller resultaterne af Global opvarmning ødelægger livsgrundlaget der, hvor ellers bor.
  De trækker kapital ud af lande, hvor investeringsklimaet ikke længere er helt sikkert, eller hvor selskabsskatten eller kapitalafkastskatten sættes en halv procent op, - hvis de overhovedet behøver at betale skat (de er jo netop globale, og det giver ganske store undvigelsesmanøvrer, da der på dette niveau som bekendt ikke er nogen skattefar). De rådgives af, og er tæt forbundne med, den internationale finanskapitals institutioner, både formelt og på et uformelt plan.
    Under plutokratiet, men tæt forbundne med det, kommer konkurrencestatens eliter, topembedsmænd i statsforvaltninger, politiske ledere, topdirektører og mediebaroner. Denne klasse agerer også globalt, men som borgere i en nationalstat den er til en vis grad også forankret i nationalstatens klasse- og magthierarki. 
    Salariatet er en højere middelklasse med faste, velbetalte stillinger, og ofte resultataflønning i kontant form eller i form af aktieoptioner og gode karrieremuligheder. De arbejder i ministerier og de store virksomheders organisationer. Som følge af aflønningsformen (f.eks. aktieoptioner) er man ikke i denne klasse på solidarisk fod med klassen under, idet f.eks. fyringer og indskrænkninger iblandt industriarbejdere kan øge overskud og dermed deres aflønning via aktierne. Men det er også en klasse, der kan være truet af udliciteringer og outsourcing.
    Under salariatet finder vi den gamle industriarbejderklasse, der bar velfærdsstatsprojektet som et kompromis mellem kapital og lønarbejde. Med kapitalens globalisering og muligheder for at flytte væk blev dette projekt mere og mere illusorisk. Man står i stedet med en traditionel arbejderklasse, der decimeres ved, at folk rykker ned i prekariatet (ved arbejdsløshed/overgang til sygeløn/førtidspension m.v.) og ved at nogle forsøger at etablere sig som iværksætter i proficians-klassen af projektmedarbejdere,  free-lancere og andre selvhjulpne midlertidigt beskæftigede. 

Prekariatet står over lumpenproletariatet, underklassen af langtidsarbejdsløse, der er faldet ud af arbejdsløshedsforsikringssystemet. Prekariatet er ønsket af kapitalen som en fleksibel arbejdsstyrke, der kan trækkes ind og ud af jobs og deltidsjobs. Prekariatet består af tre undergrupper. Atavisterne kommer fra  arbejderklassen. Det kan være folk, der har mistet traditionelle industriarbejderjobs, eller som kommer fra miljøet i form af familie, og som ofte aldrig har haft fast beskæftigelse. Denne gruppe ser med stror mistro på den anden gruppe, migrantpopulationerne, der har gjort brug af globaliseringen til at skifte opholdssted, eller minoriteterne, der evt opfattes som havende lavere status, fordi de aldrig har hørt til den faste kerne af arbejderpopulationen.

Progressisterne er den nye gruppe af uddannede, som ikke har fået vekslet eksamensbeviset til fast arbejde med ret til pension.

Opfattelsen af prekariatet som en klasse er blevet mødt med en del skepsis, ikke mindst fra marxistiske teoretikere, hvor klasse defineres i relation til stilling i produktionsrelationerne. I stedet siger man, at det er en samfundsmæssig tilstand, der kan være udtryk for en social problematik, der bør løses inden for velfærdsstatens rammer eller ved en samfundsmæssig revolution gennemført af den organiserede arbejderklasse.
    Guy Standing er ikke enig i dette. Arbejderklassen er ved at forsvinde. Det "labouristiske" projekt med at presse kapitalen til at levere gode jobs har mistet aktualitet med kapitalens globalisering. Derfor skal der tænkes nyt.
   Han mener tværtimod, at prekariatet er en class-in-the-making, der godt nok har optrådt ret "umodent" og ufokuseret ved samfundsmæssige konflikter i 00'erne og 10'erne, f.eks. Indignados-bevægelsen i Spanien og The Riots in London i 2011. Men han mener, at klassen i stigende grad er ved at blive en "klasse-for-sig" (Klasse für sich), dvs en klasse med en klassebevidsthed og stigende agens (evne til at handle som klasse).  

 Men har altså stillet det meget relevante spørgsmål, om det overhovedet kan betegnes som en klasse? Er prekariatet en klasse, eller er det en del af en klasse sammen med arbejderne og en del af middelklassen? Det giver måske mening i en national sammenhæng - som er på vej til at blive opløst. Men giver det mening som grænseoverskridende klasse?
   Det kan diskuteres. Man har i EU-sammenhæng set nogle tendenser til, at der - i hvert fald i sydeuropa - har været nogle fælles opfattelser af "la Generation Mille Euro", jvf ovenfor ("Tusind euro generationen, nyuddannede, der enten er arbejdsløse eller tjener så lidt ved at være i job, at de ikke kan etablere sig i egen bolig, endsige stifte familie), og den spanske bevægelse Juventud sin Futuro ("Ungdom uden Fremtid"). De fik betydning langt ud over det relativt begrænsede medlemstal, da disse unge blev en væsentlig del af grundstammen i det nystiftede parti Podemos, der fik over 20 pct af stemmerne ved det spanske parlamentsvalg i 2015.

Standing påpeger, at åbningen af de kinesiske, indiske, indonesiske økonomier for globaliseringen har ført til en forøgelse af den globale arbejdsstyrke på 1.5 milliarder mennesker (forudsat markederne er så frie, som det påstås).
    Det fører til et pres på de vestlige landes arbejdsmarkeder (løn ned, fagforeningsmagt begrænses), og det har medvirket til prekariatets hurtige vækst. Og det har ført til stigende ulighed overalt, hvad der er med til at gøre klassepyramiden stejlere.
    Men i den ligning glemmer man måske, hvor dynamiske nogle af de asiatiske økonomier har vist sig at være. Det kan give en modvirkende faktor med mangel på arbejdskraft og styrket arbejdermagt, hvad man kan se tendenser til i f.eks. et land som Kina.  Kina er med til at skabe et ekspanderende marked for de vestlige økonomier.
     Det kan dæmpe prekariatets vækst og måske føre til dets formindskelse, når især den uddannede del af det finder arbejde og løftes op i klassehierarkiet. Dynamikken i den kapitalistiske økonomi kan under opgangskonjunktur - og med inddragelse af afsætningsmuligheder i de nye (emerging) economies skabe muligheder for social mobilitet i de gamle industrilande, ikke kun nedadgående mobilitet, men også opadgående. Konjunkturerne vil gøre sig gældende m.h.t. disse bevægelser. Man har f.eks. i de senere år set en vis bedring i prekariatets ellers meget dårlige stilling i de sydeuropæiske lande, hvor ungdomsarbejdsløsheden på det seneste har været faldende.  

Bourdieu-inspirerede klassemodeller

Den marxistiske model ovenover fremstiller klasserne som polariserede omkring økonomisk kapital og økonomiske interesser. Det er en konfliktmodel, der ser klassedelingen som en fremadskridende konfrontation imellem to hovedklasser som følge af en stadig uddybning og skærpelse af klassemodsætningerne. Det er et syn, der er blevet bestridt af forskellige nymarxister, f.eks. briten Bob Jessop, som medgiver, at billedet af klasserne ikke er så tosidet. Dels er kapitalejerklassen ofte delt i flere fraktioner, dels mildnes billedet af, at staten under påvirkning af det repræsentative demokrati er blevet en "afvejer" af magt. Andre klasser end den dominerende får indflydelse på fordelingen.
    En del sociologer har også fornemmet, at den ikke giver et realistisk billede af de sociale klasser i et højtudviklet, komplekst samfund.
  Den er blevet set som reduktionistisk, dvs den reducerer klassebilledet til simple økonomiske kategorier. I vort hverdagssprog, når vi taler om klasse, vil vi tværtimod se det som klassemarkører, at folk har "status", f.eks. den betydning, det giver, at man bor "det rigtige sted", at man omgås "de rigtige mennesker", at man "kører i den rigtige bil", etc. Selvfølgelig kan dette være bundet op på den økonomiske formåen, men det har også en vanskeligt definerlig selvstændig betydning, som en sociolog som Bourdieu forsøger at indkredse.

En af de mest citerede af de moderne klasseteoretikere er altså franskmanden Pierre Bourdieu (1930-2002). Han anlægger et mere nuanceret syn på klasserne, hvor de kulturelle faktorer, uddannelse og sociale netværk spiller en rolle. Det drejer sig ikke alene om økonomisk kapital (indkomst, formue, jordejendom, bolig), men også om social kapital (sociale netværk, - hvor mange kender man?, hvad giver jobbet af sociale relationer?, etc) og kulturel kapital (uddannelse).
   Kulturel kapital er med til at give evne til at skelne mellem "skidt og kanel". Man ved, at den kongelige opera er mere end snobberi. Det er stor oplevelse, fordi det er kunstnerisk og æstetisk udført.
   At have denne evne er endvidere et udtryk for udøvelse af symbolsk kapital.
   Symbolsk kapital kan både være noget, den enkelte besidder og en evne til at gennemskue, hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Man kan besidde kors og bånd og ordener (symbolske kapitalelementer), givet af selveste Dronningen, men det mest afgørende er evnen til at kunne se, hvornår noget har klassemæssig værdi i sociale sammenhænge. Man kan f.eks. gennemskue, at "uddannelsernes demokratisering", at alle i lighedens navn skal stilles lige i uddannelsesræset, er en illusion, fordi det fører til et generelt kvalitetsfald, - og i tide tager man så sit barn ud af folkets skole og over i en god privatskole, så den sociale arv sikres. "Nissen" rykker så at sige med, når vi forsøger at ophæve klassedelingen via uddannelse og kompenserende velfærdsmæssige tiltag (F.eks. SU til alle).

Hvad der er symbolsk kapital, afhænger af det sociale felt (område af samfundet).
   For en professionel fodboldspiller kan det være symbolsk kapital, at man har været professionel i Manchester United, anerkendt som et af Verderns bedste fodboldhold. Det kan sikre et velbetalt trænerjob, når fysikken ikke står til de store udfoldelser på grønsværen længere.  For en akademiker kan det være en doktorring, som viser, at man har taget en doktorgrad ved universitetet. Når doktorringen glimter ved et selskab, ved alle, at de står overfor en belæst person med høj status i universitetsverdenen. For en person fra medierne kan symbolsk kapital være priser (Cavlingpris), høje seertal eller det, at man citeres i andre velrenommerede medier. Det kan også være værdi og kvalitet af mediepersonens "kontakter" blandt toppolitikere og folk fra det højere erhvervsliv og organisationsverdenen.

Note: Habitus er de prædisponerede handle-, adfærds- og normkomplekser, der er "indbygget" via opvækst og uddannelse, - uden at vi almindeligvis er bevidste om det. Habitus er under løbende forandring. Bourdieu har ikke et deterministisk syn på det.

Den symbolske kapital giver evnen til at se, hvorfor man gør et kup, hvis man køber en PH "Ægget" i rødbrun læder til 60.000,- kr. Ved at have sådan en stol stående i sit hjem kommer man på bølgelængde med andre personer fra de bedre klasser.

Billedet af profitterne i USA ovenover viser, hvordan unge iværksættere kan være udelukket fra at få del i investeringskapital. De store pengeposer er lavet i de store monopolvirksomheder, og de er gode til at beskytte deres ejendom. De unge og uetablerede lukkes ude.

Det samme kan se i mere symbolsk form, når det gælder adgangen til den kulturelle kapital. Det er en af Bourdieus hovedpointer. Det kan være meget vanskeligt at få adgang til den priviligerede uddannelse. I Storbritannien har man Oxbridge (Oxford og Cambridgeuniversiteterne). Man har Kings College og London School of Economics i London. En stor del af den britiske elite kommer fra disse uddannelsessteder. I USA er det de velkendte Ivy League private universiteter (Harvard, Yale, Princeton, m.fl.). En stor del af toppositionerne i samfundet besættes med mennesker fra nogle få uddannelsessteder.
    Underklassen udsættes for symbolsk vold ved, at den effektivt ekskluderes. Eksklusionen sker ved bosætning i triste betonforstæder, hvor man er henvist til socialt boligbyggeri, som der er givet nødtørftig offentlig støtte til, så man lige har råd til at bo der, men selve adressen kan afskrække arbejdsgivere ved en jobsamtale. Skolerne i betonforstaden er præget af et etnisk og klassemæssigt mix, der gør, at klassesamfundet konflikter er fulgt med helt ind i klasselokalet, og udbyttet af uddannelsen bliver ret begrænset.

I Storbritannien har man de senere år gennemført den "Store engelske Klasseundersøgelse", der i vidt omfang forsøger at bruge Bourdieus kapitalbegreber i fremstillingen af den britiske klassestruktur.  Den kan på flere måde minde om Guy Standings klasseteori (jvf ovenfor), men uden at have den marxistiske forankring, som Standing har. Man kan i højere grad se den som en stratifikationsteori, hvor befolkningen opdeles i socialgrupper efter forskellige kriterier, men uden nødvendigvis det konfliktteoretiske potentiale, som den marxistiske tilgang giver.
    Det startede med, at det nationale fjernsynsselskab BBC gennemførte en webbaseret undersøgelse, hvor folk via TV-udsendelser blev opfordret til at gå ind på nettet og besvare spørgsmål. Over 161.000 besvarede spørgsmålene. Som det kunne forventes viste det sig, at mange systematisk overdrev deres egen sociale status. Når man sammenlignede deres egen angivelse af klasseplacering med job- og indkomstdata på dem, viste det sig, at mange placerede sig for højt i forhold til den objektive definition af deres klasse. Af de 161.000, der svarede på  BBC's website, erklærede 4,1 pct, at de var topdirektører, hvor dette lag efter sociologernes opgørelser var 20 gange så lavt, altså kun omkring 0,2 pct af befolkningen.
    Under ledelse af to sociologer fra Londons School of Economics (Mike Savage) og Manchester University (Fiona Devine) udformedes en mere videnskabelig undersøgelse af klasserne ud fra en repræsentativ stikprøve. Man udformede nu en klassestruktur for Storbritannien ved at sammenholde resultaterne fra de to undersøgelser.

Tidligere havde man en traditionel opfattelse af klasserne i Storbritannien, nemlig at klassepyramiden groft sagt bestod af en overklasse, en middelklasse og en arbejderklasse. Nu fremstod der et billede af en klassepyramide med 7 klasser, som dels afspejler den moderne britiske økonomis udvikling, men også nogle meget markante forskelle på top og bund. I bunden er der et prekariat på 15 pct af befolkningen og i toppen en eksklusiv elite: "I toppen har vi en elite af meget velstående mennesker og i bunden de fattige med et meget begrænset socialt og kulturelt engagement."




Note: Klasserne defineres således: Elite: Den mest priviligerede gruppe. Den adskiller sig fra de andre via dens velstand. Den har højeste niveau af både økonomisk, social og kulturel kapital. Etableret middelklasse: Den næstrigeste gruppe, som scorer højt på alle tre kapitaler (næsthøjst på kulturel kapital).  Teknisk middelklasse: En lille, distinkt ny klasse, som er velstående (prosperous), men scorer lavt på social og kulturel kapital. Den udmærker sig ved social isolation og kulturel apati. Ny rig arbejderklasse: En klasse af yngre, der er socialt og kulturelt aktive og med midterniveauer af økonomisk kapital. Traditionel arbejderklasse: Scorer lavt på alle tre kapitalformer, men er ikke helt udsat økonomisk. Der er nogenlunde høje huspriser og nogenlunde økonomi. Nye fremvoksende servicearbejderklasse: En ny ung bybaseret gruppe, som er relativt fattige, men har høj social og kulturel kapital. Prækariat: Den fattigste, mest udsatte klasse, som scorer lavt på social og kulturel kapital. Undersøgelsen målte kulturel kapital ved at spørge om folks fritidsinteresser, lige fra operabesøg, over fitness til madlavning. Hvor Bourdieu skelnede mellem high brow og low brow kultur (f.eks. opera over for x-faktor), forlader den britiske undersøgelse denne skelnen i erkendelse af, at det ikke længere er så éntydigt.