Der var mange rundt omkring i Verden, der undrede sig, da demokratibevægelserne gik i gang i de arabiske lande fra starten af 2011. Det startede i en mindre by i Tunesien, da myndighederne ville forbyde en ung, arbejdsløs gadesælger i at sælge sine varer. Det drejede sig om Khaled Said, der skulle være udsat for tortur af politiet, med efterfølgende død.
   Derfra bredte det sig hastigt i store dele af den arabiske Verden, bortset fra Saudiarabien og nogle af Golfstaterne. Der var en masse opsparet utilfredshed, der kom til udtryk. Der var mange nyuddannede unge, der var arbejdsløse. De var til gengæld aktive på Facebook, Twitter og andre sociale medier. Det gjorde dem i stand til hastigt at indkalde til demonstration, når behovet opstod.

Oprør mod et diktatur

Begivenhederne i Egypten var enestående af mange grunde.
    Egypten er det største land i Mellemøsten. Det har været styret af relativt stabile militærdiktaturer gennem årtier, senest af præsident Hosni Mubarak, der tidligere har været general.
   Landet betyder meget for magtbalancen i regionen og Verdens forsyning med olie. I lyset af det er det et åbent spørgsmål, om der blev skabt et momentum, der kunne have bragt den egyptiske revolution videre til Algeriet, Jordan, Saudiarabien og andre arabiske lande, der har behov for demokratisk revolution?
    En folkelig opstand, der flere gange bringer over en million mennesker på gaden i demonstrationer for ændringer, vidner om en arabisk politisk revival, som overraskede de fleste. En del af organiseringen og kommunikationen er gået via nye mediekanaler på Internettet og mobilnettene. Hos den egyptiske blogger Zeinobia er hentet vedlagte billede:

Billedet viser den enorme folkemængde på Tahrir- (friheds-)pladsen, som tog pladsen i besiddelse og ikke ville forlade den, før deres berettigede krav om demokrati er gennemført. Det var en folkelig manifestation af stærk vilje til demokrati og forandring. Den overgik de fleste tidligere folkelige opstande, ikke alene m.h.t. de store folkemasser, der var kommet af huse, men også m.h.t., hvordan kommunikation og noget, man vel nærmest kan beskrive som en global iscenesættelse, spillede en betydelig rolle. Vi kunne alle sidde og følge med i dramaet, fra minut til minut, i de elektroniske medier, herunder Internettet. Zeinobia linkede til siden We are all Khaled Said, hvor dramaet på Tahrir-pladsen kunne følges løbende.

Klientelisme

Ifølge forskellige undersøgelser og rapporter skulle det være godtgjort, at Mubarakfamilien havde udplyndret Egypten for store summer. Der kan være tale om beløb op til 70 mia$. Det var ikke alene Hosni Mubarak selv, men også hustruen og sønnerne, der tog godt for sig af retterne, hver med personlige formuer på mia af dollars.
    Der er ikke noget usædvanligt i dette. Det er en del af de despotiske regimers kultur i de mellemøstlige lande. Ifølge andre kilder er det ikke bevist, at Mubarakfamilien har raget så meget til sig. Embedsmænd i Washington taler om et beløb på 2 – 3 mia $. Det er naturligvis også i sig selv et problem. Men det egentlig store problem er nok snarere den crony capitalism, der har forhindret egentlige reformer i at slå igennem og derved har holdt økonomisk udvikling tilbage. En stålmagnat har f.eks. monopol på det egyptiske marked, som han har opnået igennem politiske forbindelser med bl.a. Gamal Mubarak. Og det bevirker, at der ikke importeres f.eks. langt billigere kinesisk stål.

Det er en del af en kultur, der hænger sammen med klientelisme systemet. Man beskytter sig og sine og betaler for tjenester, der er ydet. Det viste sig mange steder i samfundet.
   Mubarakfamilien var toppen af en pyramide af offentlig korruption og klientelisme.
   Mange offentlig ansatte er dårligt lønnet og forsøger i stedet at supplere deres indkomst med ekstraarbejde og i mange tilfælde betaling for korruption. Det har, sammen med forventninger om, at man er berettiget til en offentlig ansættelse, hvis man har fået en højere uddannelse, givet en overopsvulmet offentlig sektor.

Overgang til demokrati?

En ægte demokratisk udvikling kan hjælpe med at addressere dette problem, idet de valgte politikere vil kunne stilles til ansvar for, hvordan den offentlige sektor fungerer, og blive skiftet ud, hvis de ikke passer jobbet.
   Men hvad er ægte demokrati?Hvad er betingelserne for en transition (overgang) fra diktatur til demokrati?
   Og hvad er repræsentativt demokrati overhovedet? Demokratiteoretikere operer med f.eks. følgende kriterier:

1 Staten skal have autonomi/suverænitet til selv at bestemme over eget territorium
2 Der Skal være frie og demokratiske valg, og magten skal ligge hos de folkevalgte
3 De folkevalgte vælges ved regelmæssige valg
4 Der er en fri nyhedsformidling, så der kan være en fri offentlig debat om de politiske alternativer
5 Der skal være ytringsfrihed for alle
6 Borgerne skal have ret til at mødes
7 Der skal være magtdeling mellem de øverste statsorganer (f.eks. tredeling af magten), så magten ikke koncentreres ét sted.
8 Retsstatsprincipper skal gælde, så borgere ikke udsættes for vilkårlig fængsling eller mishandling fra myndigheders side. Og de skal have muligheder for fair retsbehandling.

Der er stort set ikke nogen af disse punkter, der har været gældende i Egypten. Om det så er punkt 1, har der været problemer.
  På den anden side kan man også spørge, om de arabiske lande nødvendigvis skal efterligne en vestlig demokratimodel som den ovenstående. Det er tænkeligt, at der vil blive udviklet en anden model, en arabisk model.

Folket har selv taget sig ret til at ytre sig og mødes, bl.a. i de nye netmedier. Det medvirkede til at gøre de folkelige opstande ukontrollable, – set ud fra en styringssynsvinkel. Situationen udviklede sig lynhurtigt, når folk kunne sende SMS’er til hinanden og opfordre til at komme til demonstration via Facebook, Twitter, o.lign. Modmagt til den etablerede magt kom til udtryk via Facebook, Twitter og internettet. Da Egypten lukkede Internettet – 28.1.2011, i et forsøg på at stoppe kommunikationen mellem demonstranterne, lykkedes det at finde en vej ud af det også, idet Googles “Twitterhul” ud af Egypten blev etableret v.h.a stemmegenkendelsesteknologi, der kan omforme voice-mails til tekst. Det skete i Voice-to-Tweet kanalen fra Egypten.

Disse remedier er naturligvis kun kanaler for information og kommunikation.

Socioøkonomiske faktorer

Baggrunden for de folkelige opstande er de socioøkonomiske forhold, der er beskrevet ovenfor og den folkelige stemning efter 30 års diktatur.

Tabel 1: Data for egyptisk økonomi

Kilde: Verdensbanken

Hertil kommer alle de socioøkonomiske forhold, som er meget komplekse. Der har faktisk været væsentlig økonomisk fremgang de snere år, jvf tabel 1, men den blev afbrudt af den økonomiske krise. Fremgangen i udenrigshandelen er kun en af indikatorerne på økonomisk fremgang i 00′erne.

Samtidig med fortsat stor analfabetisme har der været en uddannelseseksplosion i byerne, som har frembragt en ny og meget større middelklasse med aspirationer i retning ad mere demokrati og presse- og ytringsfrihed. Det ramler så sammen med den økonomiske krise, som får ungdomsarbejdsløsheden til at vokse kraftigt.

Gennemsnitsindkomsten for en egypter er under 1/10 af EU-gennemsnittet. Mubarak har, i lighed med forgængeren Anwar Sadat, forsøgt sig med økonomiske reformer. De har måske medvirket til en vis vækst, men den berømte “nedrislingseffekt” af nyliberal politik er udeblevet:

Sadat bekendtgjorde økonomiske reformer, bl.a. privatisering, idet han pegede på, at et friere marked ville tilgodese alle egyptere. Disse tanker er blevet gentaget under Mubarak, især siden udpegelsen af premierminster Nazif og hans regering af økonomiske reformatorer i 2004. De økonomiske fremskridt er dog, på samme måde som i 1981, ufuldkomne. Kæmpemæssige statssubsidier har nu, som dengang, tjent til at bremse større økonomiske reformer. I 1981 gik 21,5 % af Bruttonationalindkomsten (BNI) til de rigeste 5 % af befolkningen, mens de fattigste 20 % af befolkningen kun modtog 5 pct af de samlede indkomster. I 2007 vedbliver en almindelig opfattelse af, at Egyptens økonomiske vækst kun tilgodeser en meget lille del af befolkningen. 17 % lever under fattigdomsgrænsen, næsten identisk med tallene i 1981.

Det kan altså så diskuteres, om de nyliberale reformer ikke er ført konsekvent nok igennem, eller om disse reformer i virkeligheden har været en del af problemet? Nogen kinesisk eller indisk udviklingsmodel har der ikke været tale om, selv om størrelsen af det indre marked med en befolkning på over 85 mio måske kunne gøre det muligt.

1950-2008. Geary-Khamis$

Kilde: The Conference Board.  her. Note: Geary-Khamis$: Teoretisk international købekraftsparitets$ (PPP), hvor valutaenheden måles i forhold til den købekraft, amerikanske dollars havde i USA i 1990 eller 2000.

Sammenligning med Magreb-økonomier

Når man sammenligner Maghgreb-økonomierne Algeriet og Tunesien med Egypten over et længere historisk forløb, jvf figtur 1, kan man se, at Tunesien måske har nydt godt af den åbne økonomi og placeringen tæt på EU, i hvert fald når det vurderes på gennemsnitlig BNP pr indbygger. Problemet er, som nævnt, at der ikke har været nok “nedrisling” (“trickling-down-effect”). Indkomstfordelingen er blevet mere ulige. Samtidig er landene ramt hårdt af krisen fra 2008, hvad der virker som en kraftig knock-down effekt på den “revolution af stigende forventninger”, der har præget den voksende middelklasse i alle tre lande siden sluthalvfemserne. Det kan forklare revolutionen, og at den bliver sekulær. Denne effekt er stærkest i Tunesien. Algeriet er præget af perioden med kraftig økonomisk nedgang, først da franskmændene forlod landet omkring 1960, og siden i slutfirserne og begyndelsen af halvfemserne, hvor FIS, den islamiske bevægelse blev snydt for en valgsejr (1991), og det som bekendt førte til et tiår med borgerkrigslignende tilstande. Både dengang og nu er demokratibevægelserne, hvor forskellige de end er, blevet svigtet af Vesten.

Forhold til USA og påvirkning af magtbalancen i Mellemøsten

Den 30.1. satte Obamaadministrationen den trænede amerikanske topdiplomat Frank G. Wisner ombord i et jetfly fra Air Force med retning mod Kairo udstyret med den “delikate mission at få skubbet Præsident Hosni Mubarak fra magten”. Retorisk fastholdt   præsident Obama dog det gode demokratiske princip, at det egyptiske folk selv skulle vælge sine ledere. Og formanden for det magtfulde udenrigspolitiske udvalg i Senatet, demokratenJohn Kerry, erkendte, at den egyptiske “samfundskontrakt” må defineres om. Forholdet mellem styre og folk må ændres igennem en demokratisk transitionsproces.

En stor del af Wisners forberedelser foregik i løbet af flyturen, hvor toppen i den amerikanske udenrigspolitiske beslutningselite blev konsulteret. Så stor var usikkerheden om, hvilke beslutninger der skulle tages. Tirsdag var han klar til at levere budskabet til Hosni Mubarak. Samtidig var det egyptiske militær klar til at kommunikere ud, at der ikke ville blive brugt krudt og kugler på demonstranterne.

Avisen The New York Times mente, at USA’s ledelse bøjede sig for de folkelige protester (first and foremost a tale of the Arab Street). Men det var nok også fra amerikansk side et forsøg på at få initiativet igen i en proces, der var ved at løbe fuldstændig løbsk for amerikanerne.

Hvad Egypten har betydet for den strategiske balance i Mellemøsten og amerikansk militær og udenrigspolitik analyseres grundigt af den amerikanske ambassadør i et Wikileaket dokument.
    Heraf fremgår imidlertid også, at Egypten var tiltænkt en helt anden rolle i den fremtidige udvikling end en rolle i demokratiudvikling i regionen. For det første analyserer ambassadør Margaret Scobey betydningen af Egyptens rolle i Mellemøsten. Forholdet til Egypten og det militære samarbejde mellem USA og Egypten er forudsætningen for freden i Mellemøsten.
    Siden den tidligere leder Anwar Sadat sluttede fred med Israel og anerkendte Israel i 1979 har der ikke været storkrig i Mellemøsten.
   Hvis ikke Egypten er med, er det ikke muligt for de arabiske lande at starte en krig mod Israel, som det skete flere gange før 1979.
   Trekanten USA, Egypten, Israel er selve grundlaget for magtbalancesystemet i Mellemøsten. Bistanden til Egypten udgør over 1,3 mia $ årligt, hvoraf en stor del er militær bistand. Der står “made in the USA” på tåregassen, som sikkerhedsstyrkerne fyrede af under demonstrationerne.

Ifølge ambassadøren er det en helt cool cost-benefit for begge sider:

Præsident Mubarak og de militære ledere ser vort militære hjælpeprogram som hjørnesten i vort militære samarbejde og betragter de 1,3 mia i årlig hjælp som “urørlig kompensation” for at skabe og opretholde fred med Israel”.

Ifølge ambassadøren er det dog også et temmelig besværligt samarbejde. Egypterne har deres egne meninger om tingene.  Amerikanerne ønskede at bruge egypterne på en helt anden måde, end det hidtil havde været tilfældet.
   Det egyptiske militær havde hidtil bygget på et gammeldags strategisk koncept med kampvogne, luftvåben og landbaserede styrker, hvor amerikanerne så muligheder i et meget mere fleksibelt og teknologisk militær, der mere effektivt kan sættes ind i grænsebevogtning, opgaver i nabolandene og overvågning af terror.

Egypten kunne spille en mere aktiv og indflydelsesrig rolle i regionale sikkerhedsarrangementer, herunder støtte til og træning af det irakiske militær, deployering af flere fredsbevarende styrker til Sudan, hjælp til naboers bekæmpelse af pirateri og tjek på strømmen af illegal immigration.

Amerkanerne var ganske enkelt trætte af, at de ikke fik nok for de mange penge. Det er sigende, at man samtidig ikke havde haft meget begreb om, hvad det var for en trykkoger, man samtidig havde forsøgt at lægge låg på og holde nede. Ambassadøren kom med en kort opsummering af de sociale og politiske problemer i landet til sidst i indberetningen:

Den egyptiske demokratiudvikling og bestræbelserne på menneskerettighedsområdet er imidlertid blevet holdt nede, og den egyptiske regering er fortsat skeptisk over for vores rolle i fremme af demokratiet, idet den beklager sig over, at bestræbelser på at åbne op blot vil medføre en øget rolle (empowering) til Det muslimske Broderskab, som for øjeblikket (2009. Ved valget i 2010 blev oppositionens repræsentation formindsket yderligere) har 86 pladser i det 454 medlemmer store egyptiske parlament.
    Økonomisk reform kører videre, skønt Egypten stadig lider under en omfattende fattigdom, der berører 35-40 pct af befolkningen.
   Den egyptisk-amerikanske samhandel er mere end fordoblet de sidste 4 år, og når næsten 9 mia$ i 2008. USA eksporterer næsten dobbelt så meget til Egypten, som der importeres fra landet. Egyptiske banker agerer meget konservativt og er blevet sparet involvering i risikable finansielle produkter, men virkningerne af den globale økonomiske krise er begyndt at komme i Egypten. Idet den globale kreditklemme forværres, rammes Egypten på eksporten, Suez Kanal indtægter, turisme og hjemsendelser af penge (remittances) fra egyptere i udlandet - de største valutaindtjenere er alle ved at gå ned og vil fortsætte med at falde.

Hosni Mubarak blev afsat i foråret 2011, og der blev udskrevet valg, som det muslimske broderskab vandt. Broderskabet satte sig på præsidentposten (Morsi). Denne blev dog senere afsat af militæret, og et nyt faktisk militærdiktatur så dagens lys under ledelse af general Sisi. "Foråret" var tilbage ved udgangspunktet. Man må spørge, hvornår det næste oprør kommer?

EU har forsøgt at udvikle regionen og knytte den nærmere til Europa igennem associeringsaftaler og anspore til udvikling inden for rammerne af Barcelonainitiativet. Reelt har man dog været alt for sendrægtige m.h.t. at udøve effektiv kritik af de diktatoriske regimer. De har været effektive håndlangere i kampen mod terror, og så har man set igennem fingre med de menneskeretskrænkelser og den korruption, der er foregået. Specielt når det gælder Tunesien, har ladet været et mønsterland for nyliberal økonomisk politik. Landet er åbnet op for udenlandske investeringer og samhandel, og det har p.g.a. den overvejende sekulariserede kultur været set som et idealland.
EU burde have medvirket mere aktivt til en reel udvikling af landene i Nordafrika, fra Maghreb i Vest til Egypten i øst.
I stedet for indenlandsk drevet ekspansion, er økonomien i Tunesien karakteriseret ved en fastholdelse i en regional arbejdsdeling, hvor de tunesiske kystområder er investeringsområde for den europæiske turistindustri, og det indre af landet er leverandør af råvarer og lavtbetalt arbejdskraft. Det har nok givet en vis fremgang i den gennemsnitlige indkomst, jf figtur 1. Den fattige del af befolkningen fastholdes dog i arbejdsfunktioner i turistindustri og præindustrielt landbrug, som ikke har meget udviklingspotentiale. Mange steder er landbruget blevet udkonkurreret af det mere effektive EU-landbrug og landbrugsstøtteordningerne.

I stedet har man i Maghreb-landene måttet bruge store mængder fremmedvaluta på import af basale fødevarer. Det gælder ikke mindst et land som Algeriet, at fødevareimportafhængigheden er blevet en økonomisk fælde, idet landet via en ret høj olieproduktion har haft valutaindtægterne til import. På den måde er olieindtægter nærmest blevet en sovepude, i stedet for at blive brugt til udvikling.