Euro gældskrise  -  tre diskurser

Ved eurogældskrisen forstås de særlige træk ved eurozonens økonomi, som førte til en dyberegående recession (økonomisk tilbagegang) i euroområdet i forhold til andre økonomiske hovedområder.

Diskussioner om europæisk økonomisk monetær union (ØMU) og den europæiske gældskrise (2008 - ) er ofte forvirrende. Det vrimler med forklaringer, lige fra grækeres og spanieres dovenskab og tyskeres arbejdsomhed til bankfolkenes grådighed. Det drejer sig ofte om forklaringer på forskellige niveauer, præget af meget usystematisk tilgang. Det kan være nødvendigt at dele forklaringer op i hovedtyper og se, hvordan de forskellige hovedtyper forklarer tildragelser på forskellige niveauer.

At der er et særligt problem omkring den europæiske økonomi og eurogældskrisen, vidner den økonomiske udvikling. Europa har haft svært ved at holde trit vækstmæssigt med USA i starten og midten af 10’erne.

Der kan skelnes mellem tre hoveddiskurser i udviklingen af forklaringer, hvor det kendetegner de tre diskurser, at forklaringer og løsningsforslag er sammenhængende.

Nyliberal diskurs

Den hegemoniske diskurs (den dominerende og bestemmende italesættelse) er den nyliberale forståelse med tilhørende fremlæggelse af løsningsforslag. Det er den teoritradition, der bygger på økonomer som Friedman og Hayek. Man kalder også denne økonomiske teori for den neoklassiske.
    Den europæiske krise skyldes ifølge denne teori, at der er konstrueret alt for generøse velfærdsstater, der ikke alene lægger beslag på en alt for stor del af BNP til omfordeling ivelfærdspolitikken og udbygning af offentlige velfærdsydelser, men som også lægger kvælende regulering ned over markederne. Fagforeningerne har monopol på salg af arbejdskraft, hvad der gør det umuligt at pristilpasse på arbejdsmarkedet gennem reduktion af løn til de grupper, der er i arbejdsløshed. I flere lande er der mindsteløn fastlagt ved lov, og den holder angiveligt unge ude fra arbejdsmarkedet.
    Løsningsforslaget er offentlige besparelser (f.eks. i form af den tysk-inspirerede austerity/nøjsomhedspolitik. Man forestiller sig, at der kan opnås effektivitetsgevinster igennem udliciteringer og privatiseringer fra den offentlige sektor. Der kan opnås yderligere gevinster i form af øget handel og konkurrence af det indre marked. Men det kræver yderligere markedsgørelse og deregulering, samt ikke mindst øget migration (vandring) mellem landene, så arbejdskraften kan flyttes fra arbejdsløshedsområder til områder med bedre beskæftigelsesforhold.
    Det er den hegemoniske (herredømme) diskurs, altså den førende italesættelse. Denne diskurs er den foretrukne i arbejdsgiver- og brancheorganisationer, og den bakkes op af størsteparten af den europæiske elite. Den fremmes af den såkaldte trojka (IMF (Internationale Valutafond) , ECB (Europæiske Centralbank) og EU-Kommissionen). Diskursen forstærkes også af, at en stor del af rationalet bag EU’s dannelse (jf ”Det europæiske Fællesmarked”, som det hed engang) var/er at bygge et fælles marked med frihed for kapital, varer og tjenesteydelser samt personer.

Keynesiansk diskurs

Den keynesianske diskurs henviser i sin grundlæggende forklaring på krisen til den ulige indkomstfordeling, der giver tendens til øgning af opsparingskvoten (de rige sparer gennemsnitligt mere op end de fattige). Dermed kan der blive problemer med at holde den effektive efterspørgsel oppe. Især hvis investeringerne også er nødlidende. Og det begyndte de at blive i starten af krisen. Man kunne jo bl.a. se det på de lave renter. Lave renter skulle stimulere investeringerne, men gjorde det ikke i fornødent omfang. Og de stater, der så i stedet satsede på offentlige investeringer og forbrug for at gøre noget ved arbejdsløsheden oplevede, at budgetunderskuddene og den offentlige gæld voksede.  
   

 

Friedman/Hayek

Keynesianere

Marxister

Diskurs

Nyliberal (hegemonisk diskurs)

Keynesiansk

Nymarxistisk

Baggrund og årsager

De europæiske velfærdsstater kan ikke matche kravene på de globale markeder =
For svag konkurrenceevne for europæiske virksomheder på globale markeder

Behov for deregulering og frigørelse af udbudssiden af økonomien
For generøse velfærdsstater fører til gældskrise.
Stive arbejdsmarkeder hæmmer frie markeder

Stagnerende investeringer p.g.a. for lave afkastmuligheder i ny produktion.
Krisen skyldes endvidere øget ulighed i indkomster, som gør, at de fattige ikke efterspørger varer i samme omfang som tidligere.

Overdimensioneret finanssektor med usikrede finansielle produkter
Stagnationsfælde gør det umuligt at bruge rentevåben.
Finanspolitikken ubrugelig i EU-sammenhæng
Eurozone ikke optimalt valutaområde = konkurrencevneproblemer i EU periferilande

Center-periferi problem i EU-økonomien

Akkumulationskrise for kapitalen giver faldende vækst og stigende arbejdsløshed og dermed tendenser til underskud på statsbudgetter

Nationale borgerskabers indbyrdes kamp imod hinanden umuliggør fælles politikker. Det franco-germanske borgerskabs interesse er blevet integrationsrationale per se
Tysk austeritypolitik forstærker kapitalens akkumulationskrise

Løsninger

Nye vitaminer til indre marked i form af friere vare- og  arbejdsmarkeder.
Budgetdisciplin og besparelser.

Balance på statsbudgetter og nedbringelse af gæld.

Slanket offentlig sektor og privatiseringer vil stimulere markedet

Friere vandring af arbejdskraft så den flytter efter  jobbene

Koordinerede finanspolitiske lempelser skal bringe EU ud af den nedadgående økonomiske spiral.

Offentlige investeringer i infrastruktur, forskning og uddannelse. Reduktion af ulighed, f.eks. igennem indførelse af EU mindsteløn og koordineret skattepolitik
Stærkere regulering af finanssektor og indgreb imod skatteunddragelser

Evt. reetablering af valutaer i randstater til genetablering af konkurrencevne v.h.a devaluering

Styrkelse af fagbevægelseskoordinering på tværs af grænser.

Lønmodtagernes Europa med udvikling af fællespolitikker for velfærd og miljø. Øgning af efterspørgsel gennem socialistisk fordelingspolitik. Erhvervspolitik med større inddragelse af lønmodtagere. Flere ejerskabsformer/-samfundseje af produktionsmidler.

Den fransk-tyske akses initiativmonopol skal brydes og EU skal i gang med opbygning af mere folkeligt demokrati, så der tages beslutninger ud fra bredere interesser.

 

Keynesianerne kritiserer de neoklassiske økonomers ”blinde tro på markedskræfterne”. Hvis der er arbejdsløshed, skal man ifølge de neoklassiske økonomer tillade arbejdsmarkedet at pristilpasse, dvs lønnen konkurreres ned til den markedsbestemte pris på arbejdskraft. Men det er ifølge keynesianske økonomer ikke en løsning, idet lønnen også udgør en del af grundlaget for den effektive efterspørgsel. Og når man så også samtidig skal spare på de offentlige udgifter, driver man økonomien ud i en nedadgående spiral.
    Keynesianere forklarer også den økonomiske krise ved, at afkastet af nyinvesteringer ikke er tilstrækkelig attraktivt. Investorerne reagerer ved at undlade investeringer i produktion. I stedet sætter de pengene i passive anbringelser (guld, kunst, ejendomme, obligationer), eller holder simpelthen mere likviditet (rede penge).
    Krisen blev ifølge keynesianerne så dyb, fordi den europæiske økonomi var kommet ud i en situation, som man i keynesiansk teori kalder ”stagnationsfælden”. I stagnationsfælden kan man ikke længere bruge pengepolitik (nedsættelse af renten for at stimulere investeringer), da renten er så langt nede, at Centralbanken ikke kan sætte den længere ned. Det viser sig f.eks. ved en mulighed for, at renten kan blive negativ. Når man ikke kan føre pengepolitik, er der kun finanspolitikken eller konkurrenceevnepolitikken tilbage. Den første går ud på at stimulere f.eks. offentlige investeringer og andre udgiftsområder i den offentlige sektor. Men den vej kunne man ikke gå p.g.a. den tyske nøjsomhedspolitik, der slog igennem som en del af den nyliberale diskurs.  Den anden går ud på at øge konkurrenceevnen og vinde øgede markedsandele på de internationale markeder.

Nymarxistisk diskurs

Den nymarxistiske diskurs lægger hovedforklaringen på eurokrisen på en dybereliggende økonomisk krise i den kapitalistiske verdensøkonomi. Den globale økonomi var i en årrække i stand til at holde en nogenlunde vækst oppe igennem inddragelse af nye økonomier som BRIK-landene i den kapitalistiske økonomiske cyklus.
     BRIK-landene stillede med nye massemarkeder til voksende middelklasser, og ikke mindst, så førte BRIK-landenes økonomiske modernisering til dannelsen af en kæmpemæssig nye industriel ”reservearmé” af arbejdere. Virksomhedernes profitter øgedes igennem denne inddragelse af nye markeder og billige, hårdtarbejdende lønmodtagere, først i de industrielle industrizoner og senere i de moderniserede industriområder i de nye økonomiers byområder. Den europæiske og nordamerikanske kapital kunne brede sig med investeringer i de nye industrilande. Der blev outsourcet produktion, og rentabilitet (profitrate) blev holdt på et niveau, der sikrede investeringer og økonomisk vækst. Men denne ekspansion indeholdt også elementer til den økonomiske stagnation og krise, der slog igennem med finanskrisen. Den enorme pool af billig arbejdskraft i Kina, Indien, Brazilien og flere lande lagde et nedadgående pres på lønningerne også blandt ufaglærte i de rige lande. Det kunne i første række øge udbytningen, men medvirkede på længere sigt til en afsætningskrise via de stagnerende lønninger for mange lønmodtagere i industrilandene.

I en marxistisk økonomisk analyse af vækst og investeringer (kapitalakkumulation) er det afgørende at se på, hvordan profitraten (rentabiliteten af private erhvervsinvesteringer) udvikler sig. Investeringerne i nyanlæg er den kapitalistiske økonomis motor. Falder rentabiliteten (profitraten), falder investeringerne, fordi afkastet ikke er attraktivt nok.    Profitraten holdes i en periode oppe af den øgede udbytning af arbejdskraften, som de stagnerende reallønninger er udtryk for.

Diskurs til forklaring af græsk krise
Den græske krise forklares ved, at den græske kapitalisme var svag:

Figur  1 : Faldende græsk profitrate:

Kilde: The Next Recession. Ordforklaring:
Profitraten fremkommer som forholdet mellem overskud og investeret kapital : Merværdi/samlet kapitaludgift: Profitrate: merværdi(m)/C +v.  Merværdien er en form for bruttoprofit, der fremkommer, når produkterne er solgt, og omkostningerne trukket fra. Omkostningerne er udgifterne til den konstante kapital (C), dvs råvarer, maskiner, anlæg, og V, variabel kapital, eller arbejdskraft. Merværdiraten kan populært sagt formuleres som forholdet mellem bruttoprofit og lønninger. Profitraten kan også skrives: Profitrate = m/v/C/v+1, altså merværdirate divideret med C/v+1.  Det, der er investeret i kapitalen (maskiner/anlæg, råvarer, know how/viden),  har tendens til at vokse i en grad, der kan føre til  overakkumulation af kapitalen. Det hænger sammen med kapitaludviklingen, hvor der bliver større og større anlæg, flere og flere robotter, mere og mere viden bundet i en given produktion. Det er et ”problem”, for det er jo faktoren arbejdskraft, der giver mere værdi til den eksisterende kapital og råvarerne. Og en stigning i C/V får jo i overensstemmelse med ligningen for profitraten (overskuddet i forhold til den investerede kapital/rentabiliteten af investeret kapital) til at falde. Men der er en modvirkende faktor i en stigende merværdirate, dvs hvis arbejdskraften presses mere.

På længere sigt var det virkelige problem, at Grækenlands offentlige og private gældsbyrde simpelthen er for stor til, at den græske kapitalistiske økonomi kan servicere den, og det skønt græsk arbejdskraft allerede var klemt til døde - bogstavelig talt. Gældsbyrden steg af to hovedgrunde. Græsk kapitalisme var så svag i 90'erne, og rentabiliteten af produktive investeringer var så lav, at de græske kapitalister var nødt til at få den græske stat til at subsidiere dem gennem lave skatter og undtagelser fra skat, sammen med handouts til favoriserede græske oligarker. Som modydelse fik græske politikere alle de fordele og belønninger, som også gjorde dem rige.
   Denne svage og korrupte græske økonomi sluttede sig så til euroen og EU finansiering blev gjort tilgængelig. Tyskerne og franskmændene kom og købte græske virksomheder op, og de tillod, at staten kunne låne og øge sine udgifter. De årlige budgetunderskud og den offentlige gæld steg hastigt under successive konservative og socialdemokratiske regeringer. Disse underskud blev finansieret af obligationsmarkederne, fordi tysk og fransk kapital investerede og købte græske statsobligationer, som gav meget bedre rente end deres egne statsobligationer. Græsk kapitalisme levede altså af det kreditfinansierede boom i 00'erne, som skjulte dens virkelige svagheder (The Next Recession).

De faldende renter i euroområdet er udtryk for en moden euro-økonomi, der har stigende problemer med at give et ordentligt afkast. Udviklingen af ny teknologi og innovation er ikke kraftig nok til at give mulighed for nye investeringsområder for en kapital på jagt efter sådanne.

Center/periferi forklaring
Euro-krisen og statsgældskrisen i Europa er også i den nymarxistiske diskurs forklaret ved asymmetrier mellem center og periferi.
   Den økonomiske stagnation med faldende renter slog først igennem i centerlande. Det førte til lave renter i disse. Samtidig var nogle periferilande som Spanien, Grækenland og Italien i gang med en relativ konjunkturopgang. Når der er konjunkturopgang, vil der normalt blive ført en strammere pengepolitik med stigende renter. Som medlemmer af euroen var disse lande imidlertid underlagt den fælles penge- og rentepolitik, der blev udmeldt af ECB, den europæiske centralbank. Det førte til asymmetriske rente- og konjunkturforløb, der stimulerede udviklingen af ejendoms- og spekulationsbobler i periferilandene og store kapitaltilførsler fra de store banker i Centret. I flere lande udbyggedes også offentlige velfærdsordninger i et omfang, som der ikke var råd til, da krisen kom, og der blev prikket hul på boligboblerne.

Der opstod en gensidig afhængighed mellem tyske og franske banker og statssektorerne i nogle periferilande. Underskud på statsbudgetterne og statsgælden voksede hurtigt i disse. Ofte blev obligationerne købt af de nævnte banker. Derved opstod en symbiose (tæt forbindelse) mellem fransk-tyske storbanker og statssektorerne i periferilandene. For det fransk-tyske borgerskab blev det derfor afgørende, at der skulle holdes sammen på ØMU-landene og deres gensidige forpligtethed på en fælles kurs for den fælles valuta. Redningspakker og den europæiske Stability Mechanism (ESM) blev skruet sammen med hjælp fra Trojkaen (IMF, ECB og EU-Kommissionen). Ofrene blev velfærdsordninger og de millioner af arbejdsløse, ikke mindst unge, når statsbudgetterne samtidig skulle slankes for, at landene kunne leve op til kravene.


Den græske gældskrise og regimeskiftet i 2015

Grækenland var dårligt forberedt, da finanskrisen kom i 2008. Inden da havde man levet af lån, som var blevet billige som følge af den fælles pengepolitik i eurozonen. Bygge- og anlægssektoren ekspanderede alt for voldsomt i forhold til landets behov for boliger og turisthoteller på længere sigt. Man var for rundhåndet med lønninger og pensioner til offentlig ansatte. Og det var alt for svært for en svag stat at inddrive skatter fra de velhavende og fra de mange småvirksomheder i landet. En EU-rapport fra 2014 har opgjort, at 1/3 af momsindtægterne forsvandt i svindel med regnskaber og skatteunddragelser.
   Det gamle fjendskab til naboen Tyrkiet førte til fortsat høje militærudgifter (2,1 pct af BNP i forhold til et gennemsnit for NATO på 1,6 pct af BNP). Efter østudvidelsen af EU kørte en del af støtten fra EU's fonde væk fra Grækenland og henimod disse nye medlemslande.

Hertil kom så problemer, der hang sammen med selve eurokonstruktionen. Den fælles valuta sikrede en lav valutakurs for de stærke nordlige EU-økonomier over for lande uden for EU, samtidig med, at valutakursen var rigelig høj for de langt mindre konkurrencedygtige sydeuropæiske økonomier. Lande som Tyskland, Danmark og Sverige oparbejdede stigende betalingsbalanceoverskud. Det blev modsvaret af stigende underskud i de sydlige lande. Denne skævhed var der ikke noget sanktionssystem imod, som der f.eks. var og er over for statsbudgetunderskud.

Underskuddene på det græske statsbudget blev finansieret ved udstedelse af statsobligationer, som i vidt omfang blev købt af tyske og franske banker. Da krisen kom, blev renterne (lave kurser) på disse ubærlige. I den situation startede man hjælpepakker (bail outs), som egentlig var imod de regler, der var stillet op for ØMU'en, hvor landet snarere skulle idømmes strafbøder, hvis det overskred konvergenskriterierne (jvf gennemgang herunder af ØMU-reglerne). Hvis Grækenland havde handlet efter ØMU-reglerne, var landet blevet nødt til at misligholde lånene, og det europæiske banksystem kunne være blevet hårdt ramt af tabet på de store obligationsbeholdninger. Men det er jo den risiko, investorer må påtage sig, når de investerer. Hjælpepakkerne blev altså brugt på at holde liv i en række storbanker, som ellers ville have lidt store tab. Og alternativt kunne de stater, som de var hjemhørende i, være blevet tvunget til at udsætte dem via deres egne statsudgifter (når man nu retter sig efter "too big to fail" princippet).  

Den græske gældskrise tilspidsedes ii sommeren 2015. Landet kunne ikke længere overholde låneforpligtelserne. Eurogælden på 320 mia euro udgjorde omkring 177 pct af BNP. De store hjælpepakker, landet fik i 2010 - 12 var som nævnt  i vidt omfang gået til at betale en række af de investorer, der havde investeret i græske obligationer i håb om en økonomisk gevinst. Det var en mindre del af hjælpepakkerne, der havde tilflydt det græske folk. Hvis pengene var blevet investeret i udbygning af uddannelser og infrastruktur i Grækenland, villle landet have haft bedre udsigter til en langsigtet løsning, idet det græske erhvervsliv så var blevet mere konkurrencedygtigt.

I stedet stillede man som betingelser for yderligere forlængelse af lån, at der skulle "gennemføres reformer". Det havde Syriza-regeringen, der trådte til efter et valg i starten af 2015 svært ved at goutere, da reformerne ville ramme pensioner, offentlige lønninger og sociale ordninger.
   Man sagde derfor nej til Trojkaens (IMF, ECB og Kommissionen) krav om reformer. En del af reformkravene drejede sig også om udbudssideeffekter på økonomien, f.eks. krav om forøgelse af pensionsalderen (til 67 år, hvilket regeringen var indstillet på), samt forskellige opblødninger/dereguleringer, der skulle kunne øge udbudet af arbejdskraft og gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt. Det var dog ret tvivlsomt, hvor stor effekt reformerne reelt ville få, også selv om de blev gennemført helt og fuldt.

Den græske regering lagde det ud til en folkeafstemning den 5.6., om man skulle imødekomme kravene, der kunne føre til en forlængelse af lånene og dermed fortsat tilførelse af euro. I tilfælde af nej kunne det føre til græsk exit fra euroen. En sådan exit erklærede den græske regering, at man ikke kunne affinde sig med.
   Der er ikke nogen juridisk bestemmelse i ØMU'en om ophør af medlemsskab. De øvrige euro-lande vil altså ikke formelt kunne smide Grækenland ud af euroen. Men i mangel af tilførelse af euro fra ECB, ville landet reelt kunne komme i en situation, hvor man ville blive nødt til at begynde at printe drachmer igen, hvis man ville undgå en total nedsmeltning af økonomien, hvor der ikke ville være penge til at aflønnen offentlig ansatte og udbetale sociale ydelser.
    Det ville imidlertid blive en stærkt devalueret drachme, man ville stå med. Derfor havde mange grækere da også trukket penge ud af bankerne i den forløbne periode for at undgå et devalueringstab på deres penge.
    Landet kunne blive nødt til at indføre kapitalkontroller for at modvirke yderligere udtrækning af penge.
  Folkeafstemningen endte som bekendt med et dundrende "nej" til lånevilkårene. Det var udtryk for tillid til den siddende regering med premierminister Tsipras i spidsen. Finansministeren valgte at trække sig, idet han følte, at han i for høj grad var blevet en rød klud i investorernes/kreditorernes øjne. Han kom med en besk bemærkning om, at han var blevet skydeskive for disses had, hvilket han i øvrigt følte sig stolt over.

Det medvirkede næppe til et bedre forhandlingsklima, men det understregede det problematiske i behandlingen af landet og det udemokratiske i at behandle landets valgte ledere på den måde.

Bruxelles burde ikke befatte sig med at skabe og vælte regeringer. Men det er ikke desto mindre det farlige punkt, som Eu's dårlige håndtering af den græske krise har medført. Unionen "skabte" den nuværende Syriza-regering i januar ved at nægte dens forgænger Nyt Demokrati de mildere lånevilkår på gælden, som ville have givet den muligheden for at blive ved magten. Men det ville blive udlagt som det, der nu engang kan ske. Situationen nu er anderledes, hvor europæiske ledere åbenlyst fører kampagne for at stemme ja ved den græske folkeafstemning søndag. Et ja-resultat vil næsten med sikkerhed føre til Syriza-regeringens fald. Hvis det ikke er regime ændring, så kommer det farligt tæt på at være det, og det er en dybt skadende udvikling for det europæiske projekt. (The Guardian 4.6.2015)

Da de græske vælgere stemte nej ved folkeafstemningen den 5.7.15, tilspidsedes den græske krise. Tsipras-regeringen fremlagde et forslag til løsning, som efter manges opfattelse lignede det, de græske vælgere havde stemt nej til. Der var dog den temmelig vigtige tilføjelse, at man samtidig forlangte en omstrukturering af gælden (til et beløb af 53 mia euro), som ville indebære længere løbetider og evt lavere renter, så det ville blive mere overkommentligt for grækerne at klare det.
    Eurogruppens (euromedlemslandene) finansministre holdt lange møder week-enden efter folkeafstemningen, men det lykkedes ikke at finde fælles fodslag til en imødekommelse af det græske forslag. EU var stærkt delt i spørgsmålet, idet der var opbakning til det fra store lande som Frankrig og Italien, men modstand fra den ret afgørende europæiske stormagt Tyskland. Her var holdningen, at det græske udspil (forhøjelse af pensionsalder til 67, skærpelse af skatteudskrivning, reformering momsen, besparelser på forsvaret) ikke var vidtgående nok. Fra tysk side fremkom en ide, som blev skrevet ind i et udkast til aftale, om, at Grækenland kunne gå ud af euroen i 5 år og så træde ind igen.
    Det mest stålsatte land, som ikke mente, at grækerne gik langt nok, var Finland. Det blev regeret af en koalition, hvori indgik et nationalkonservativt EU-modstanderparti. Her var holdningen, at den bedste løsning ville være, at Grækenland forlader euroen og indfører en national valuta igen.
    I denne sag så man, hvordan nationale hensyn og de nationale politiske systemer spillede en rolle, idet der skulle enstemmighed til i euro-gruppen og på et senere berammet topmøde af stats- og regeringschefterne til for at tage en beslutning.
Topmødet for alle EU-landes stats- og regeringschefer søndag den 12.7. blev aflyst, da der ikke var udsigt til enighed blandt finansiministrene i eurogruppen inden da. Af sanne grund blev mødet i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget aflyst. Her skulle den danske statsminister ellers have givet en orientering. Formanden for Nævnet, Søren Espersen fra DF, udtrykte, at efter hans mening skulle Danmark lægge sig op ad den finske position og anbefale, at "grækerne forlader euroen og indfører drachmer i stedet".

EU plejer at kunne bryste sig af, at uenighed altid overvindes, og den overvindes på en måde, der styrker unionen og driver integrationen fremad. Sådan så det ikke ud til at komme til at gå i eurokrisen omkring Grækenland. I betragtning af, at det græske BNP udgør under 2 pct af det samlede, kan man undre sig over, at det var så vanskeligt.
   På tidspunktet for den græske krise var EU imidlertid præget af store modsætninger imellem nogle stærke økonomier i nord og nogle svage økonomier i syd.

Tabel 1: Vigtige balanceindikatorer for EU-landes og andre landes økonomi


Kilde: The Economist feb..17. Ordforklaringer:
Trade: Handel. Current account: Betalingsbalancens løbende poster. Budget balance: statsbudgets balance. Interest: rente.


Tabel 1 illustrerer det tydeligt. De nordeuropæiske økonomier har store overskud på betalingsbalancerne og samtidig i enkelte tilfælde små underskud eller ligefrem overskud på statsbudgetterne (f.eks. Tyskland). Det viser, hvor svært det har været at gennemføre euro-princippet om, at one size fits all (renter og valuta). Det gør det ikke i dette tilfælde. Det har været til fordel for Tyskland og andre lande i nord, som har haft lav og faldende arbejdsløshed (fremgår ikke af tabellen) og gode økonomiske indikatorer. Men betalingsbalanceoverskud modsvares af andres underskud. Tidligere kunne de devaluere deres valutaer over for D-marken. Det har de ikke kunnet i euroen.
   Når man ser på euro-områdets økonomiske balance (betalingsbalancens løbende poster), så udviser den også et meget flot plus (overgår selv Kina!). Heri indgår dog det kæmpestore tyske overskud.
   Tyskland har haft dette overskud i årevis, og man kan spørge, hvad der normalt vil ske, når en økonomi så vedvarende har så store overskud på betalingerne over for udlandet? Svaret er, at dette land naturligvis vil få revalueret sin valuta, så konkurrenceevnefortrinnet kan konkurreres væk igennem en fordyrelse af dette lands varer og tjenester. Det er ikke sket. I stedet er det hele unionen, eller i dette tilfælde eurozonen, der har samlet har fået revalueret fællesvalutaen. Og her kommer problemet med one-size-fits-all ind. Det er ikke en størrelse, der passer mindre konkurrencedygtige økonomier.

Det burde man måske have taget højde for, da man lavede ØMU-konstruktionen (jf nedenfor). Man kunne f.eks. have indført straffe over for lande med vedvarende overskud og ladet Kommissionens overvågning af deres økonomi fokusere på dette aspekt også.  Alternativt kan man sige, at det burde have været en reel union - med en stærk politisk overbygning, der havde overført midler til de svagere områder, herunder havde investeret meget mere massivt i infrastruktur og uddannelser i "udkantsområderne". I USA, som i højere grad er en reel union, ville man aldrig lade en stat sejle sin egen sø, som det åbenbart er god latin at gøre i det græske tilfælde.

På vej mod ny aftale med Grækenland

Der må efterlyses mere solidaritet fra EU-toppens side, sagde de kendte amerikanske økonomer Krugman og Stiglitz.

Når denne solidaritet udeblev, forklares det ved, at den tyske forbundskansler Angela Merkel var underlagt populistiske hensyn til den tyske opinion, som efterhånden så rødt, når snakken gik på at skulle vise mere solidaritet med Grækenland betalt af tyske skatteydere..
    Derfor de utrolig hårde krav til Grækenland. Som betingelse for, at man overhovedet vil gå i gang med at forhandle en ny hjælpepakke til landet, skal det græske parlament inden onsdag have vedtaget en række af Eurogruppens krav (som Euro-gruppen ikke engang indbyrdes var enige om). 

Merkels koreografi var perfekt. Det var et eksempel på effektfuld politisk kommunikation. Men det var også en måde at bruge medierne og den hjemlige folkelige opinion til at line en hård forhandlingslinje op, så man kunne nå et slutresultat, der ikke ville ligge så langt fra den tyske position.
   Lige efter at være ankommet til topmødet i Bruxelles søndag fyrede hun karske kanonader ud i medierne om græsk adfærd og troværdighed som den “valuta”, der havde lidt mest skade. Det var få timer før de tyske nyhedsmedier, som overværes af flest tyskere, gik i luften med nyheder om den fortsatte udvikling i den græske tragedie. Med bogholderimæssig sans for detaljer er tyskerne rasende over de godt 90 mia euro, som var prisen for de foregående hjælpepakker.

Aftalen om 3. græske hjælpepakke

Der blev nået en aftale om en tredje hjælpepakke mandag morgen den 13.7. efter 17 timers forhandlinger (rekord for et EU topmøde). Eurogruppens formand præsenterede det således:

Eurogroup president Jeroen Dijsselbloem says that the Greek parliament must immediately start passing legislation to implement the measures agreed in Brussels.

If Athens does that on Tuesday and Wednesday, then the Eurogroup can take a view on Wednesday, and then national parliaments can give their own approval for a third bailout. (Twitter)

Det er med nogle betingelser om handling i retning ad hurtig vedtagelse af reformer i det græske parlament knyttet til.
   Den græske premierminister Alexis Tsipras opnåede igennem den lange natteforhandling, at en fond med indtægter fra græske privatiseringsaktiver, der efter tysk krav skulle være stationeret i Luxembourg, og som skulle bruges til ny kapitalisering (dvs opbygning af tilstrækkelig egenkapital) af de græske banker, nu kunne anbringes i Athen i stedet. Det blev i medierne kaldt "et tysk krav om pant i Grækenland på 50 mia euro". En undersøgelse fra IMF (Den internationale Valutafond) havde dog vist, at den form for aktiver (f.eks. græske havne) ville indbringe et så begrænset beløb, at det ville tage 100 år at nå 50 mia. Der var også kritikere, der mente, at aftalen var hårdere ved Grækenland, end Versaillestraktaten ved afslutningen af I. Verdenskrig var for Tyskland. Ved denne traktat blev Tyskland tvunget til at betale så høje erstatninger til bl.a. Frankrig, at det var stort set umuligt for Tyskland at komme rigtigt økonomisk på fode, hvorved noget af grundlaget blev lagt for Adolf Hitlers opstigen til magten. Anderledes gik det efter II. Verdenskrig, hvor halvdelen af den tyske gæld blev slettet ved Londonkonferencen i 1953. Disse historiske fakta var blevet et ømt punkt for Tyskland i debatten forud for aftalen med Grækenland.
    I forhold til Merkels forhandlingsresultat nåede Tsipras ikke langt med de græske ønsker. Han risikerede at komme til at stå til en ordentlig storvask,når han kom hjem. En del kommentatorer mente, at Grækenland ville kunne have fået mere ud af at tage den hårde tur med en græsk exit fra euroen. Det antyder lidt om, hvor svært det var for grækerne at komme i mål under forhandlingen. Det kan have spillet ind, at Grækenland skulle straffes for folkeafstemningen den 5.juli.  
    Med hensyn til det vigtige spørgsmål om reduktion af gæld, siger aftalen, at der ikke bliver nogen hair cut (nedskrivning af gælden).
Til gengæld nævner aftalen, at det samlede finansieringsbehov for gældsomstrukturering og reformer over årene kan komme op på 82 – 86 mia euro:

The Euro Summit takes note of the possible programme financing needs of between EUR 82 and 86bn, as assessed by the Institutions. It invites the Institutions to explore possibilities to reduce the financing envelope, through an alternative fiscal path or higher privatisation proceeds. (Oversættelse: Eurogruppe topmødet noterer sig de mulige programfinansieringsbehov på mellem 82 og 86 mia euro, som det er anslået af institutionerne (Trojkaen). Det inviterer institutionerne til at undersøge muligheder for at reducere finansieringspakken, gennem en alternativ skattemæssig vej eller gennem højere indtægter fra privatisering).

men uden klart at sige, hvem der kommer til at stå for den ekstra finansiering. Noget forventes af komme via nye skatter og privatisering.  “The institutions” er trojkaen (Kommissionen, ECB og IMF).
     Og den taler om, at gælden skal være “bæredygtig” for grækerne. På den måde imødekommer man faktisk de ønsker om at forblive i euroen, som opinionsmålinger har vist, at det græske folk prioriterer højt. Der er formentlig frygt for det drop i levestandard, en indførelse af en meget devalueret ny drachme kan føre til.







 


 

 

 

 

 

 

  Indhold:
Eurogældskrise

Diskurser:
Nyliberal
Keynesiansk
Marxistisk

Center-periferi
Græsk gældskrise


LINKS:

Græsk krise i 20 grafer.

AU-opgave om græsk økonomi.