Euro gældskrise  -  tre diskurser

Ved eurogældskrisen forstås de særlige træk ved eurozonens økonomi, som førte til en dyberegående recession (økonomisk tilbagegang) i euroområdet i forhold til andre økonomiske hovedområder.

Diskussioner om europæisk økonomisk monetær union (ØMU) og den europæiske gældskrise (2008 - ) er ofte forvirrende. Det vrimler med forklaringer, lige fra grækeres og spanieres dovenskab og tyskeres arbejdsomhed til bankfolkenes grådighed. Det drejer sig ofte om forklaringer på forskellige niveauer, præget af meget usystematisk tilgang. Det kan være nødvendigt at dele forklaringer op i hovedtyper og se, hvordan de forskellige hovedtyper forklarer tildragelser på forskellige niveauer.

At der er et særligt problem omkring den europæiske økonomi og eurogældskrisen, vidner den økonomiske udvikling. Europa har haft svært ved at holde trit vækstmæssigt med USA i starten og midten af 10’erne.

Der kan skelnes mellem tre hoveddiskurser i udviklingen af forklaringer, hvor det kendetegner de tre diskurser, at forklaringer og løsningsforslag er sammenhængende.

Nyliberal diskurs

Den hegemoniske diskurs (den dominerende og bestemmende italesættelse) er den nyliberale forståelse med tilhørende fremlæggelse af løsningsforslag. Det er den teoritradition, der bygger på økonomer som Friedman og Hayek. Man kalder også denne økonomiske teori for den neoklassiske.
    Den europæiske krise skyldes ifølge denne teori, at der er konstrueret alt for generøse velfærdsstater, der ikke alene lægger beslag på en alt for stor del af BNP til omfordeling ivelfærdspolitikken og udbygning af offentlige velfærdsydelser, men som også lægger kvælende regulering ned over markederne. Fagforeningerne har monopol på salg af arbejdskraft, hvad der gør det umuligt at pristilpasse på arbejdsmarkedet gennem reduktion af løn til de grupper, der er i arbejdsløshed. I flere lande er der mindsteløn fastlagt ved lov, og den holder angiveligt unge ude fra arbejdsmarkedet.
    Løsningsforslaget er offentlige besparelser (f.eks. i form af den tysk-inspirerede austerity/nøjsomhedspolitik. Man forestiller sig, at der kan opnås effektivitetsgevinster igennem udliciteringer og privatiseringer fra den offentlige sektor. Der kan opnås yderligere gevinster i form af øget handel og konkurrence af det indre marked. Men det kræver yderligere markedsgørelse og deregulering, samt ikke mindst øget migration (vandring) mellem landene, så arbejdskraften kan flyttes fra arbejdsløshedsområder til områder med bedre beskæftigelsesforhold.
    Det er den hegemoniske (herredømme) diskurs, altså den førende italesættelse. Denne diskurs er den foretrukne i arbejdsgiver- og brancheorganisationer, og den bakkes op af størsteparten af den europæiske elite. Den fremmes af den såkaldte trojka (IMF (Internationale Valutafond) , ECB (Europæiske Centralbank) og EU-Kommissionen). Diskursen forstærkes også af, at en stor del af rationalet bag EU’s dannelse (jf ”Det europæiske Fællesmarked”, som det hed engang) var/er at bygge et fælles marked med frihed for kapital, varer og tjenesteydelser samt personer.

Keynesiansk diskurs

Den keynesianske diskurs henviser i sin grundlæggende forklaring på krisen til den ulige indkomstfordeling, der giver tendens til øgning af opsparingskvoten (de rige sparer gennemsnitligt mere op end de fattige). Dermed kan der blive problemer med at holde den effektive efterspørgsel oppe. Især hvis investeringerne også er nødlidende. Og det begyndte de at blive i starten af krisen. Man kunne jo bl.a. se det på de lave renter. Lave renter skulle stimulere investeringerne, men gjorde det ikke i fornødent omfang. Og de stater, der så i stedet satsede på offentlige investeringer og forbrug for at gøre noget ved arbejdsløsheden oplevede, at budgetunderskuddene og den offentlige gæld voksede.  
   

Keynesianerne kritiserer de neoklassiske økonomers ”blinde tro på markedskræfterne”. Hvis der er arbejdsløshed, skal man ifølge de neoklassiske økonomer tillade arbejdsmarkedet at pristilpasse, dvs lønnen konkurreres ned til den markedsbestemte pris på arbejdskraft. Men det er ifølge keynesianske økonomer ikke en løsning, idet lønnen også udgør en del af grundlaget for den effektive efterspørgsel. Og når man så også samtidig skal spare på de offentlige udgifter, driver man økonomien ud i en nedadgående spiral.
    Keynesianere forklarer også den økonomiske krise ved, at afkastet af nyinvesteringer ikke er tilstrækkelig attraktivt. Investorerne reagerer ved at undlade investeringer i produktion. I stedet sætter de pengene i passive anbringelser (guld, kunst, ejendomme, obligationer), eller holder simpelthen mere likviditet (rede penge).
    Krisen blev ifølge keynesianerne så dyb, fordi den europæiske økonomi var kommet ud i en situation, som man i keynesiansk teori kalder ”stagnationsfælden”. I stagnationsfælden kan man ikke længere bruge pengepolitik (nedsættelse af renten for at stimulere investeringer), da renten er så langt nede, at Centralbanken ikke kan sætte den længere ned. Det viser sig f.eks. ved en mulighed for, at renten kan blive negativ. Når man ikke kan føre pengepolitik, er der kun finanspolitikken eller konkurrenceevnepolitikken tilbage. Den første går ud på at stimulere f.eks. offentlige investeringer og andre udgiftsområder i den offentlige sektor. Men den vej kunne man ikke gå p.g.a. den tyske nøjsomhedspolitik, der slog igennem som en del af den nyliberale diskurs.  Den anden går ud på at øge konkurrenceevnen og vinde øgede markedsandele på de internationale markeder.

Nymarxistisk diskurs

Den nymarxistiske diskurs lægger hovedforklaringen på eurokrisen på en dybereliggende økonomisk krise i den kapitalistiske verdensøkonomi. Den globale økonomi var i en årrække i stand til at holde en nogenlunde vækst oppe igennem inddragelse af nye økonomier som BRIK-landene i den kapitalistiske økonomiske cyklus.
     BRIK-landene stillede med nye massemarkeder til voksende middelklasser, og ikke mindst, så førte BRIK-landenes økonomiske modernisering til dannelsen af en kæmpemæssig nye industriel ”reservearmé” af arbejdere. Virksomhedernes profitter øgedes igennem denne inddragelse af nye markeder og billige, hårdtarbejdende lønmodtagere, først i de industrielle industrizoner og senere i de moderniserede industriområder i de nye økonomiers byområder. Den europæiske og nordamerikanske kapital kunne brede sig med investeringer i de nye industrilande. Der blev outsourcet produktion, og rentabilitet (profitrate) blev holdt på et niveau, der sikrede investeringer og økonomisk vækst. Men denne ekspansion indeholdt også elementer til den økonomiske stagnation og krise, der slog igennem med finanskrisen. Den enorme pool af billig arbejdskraft i Kina, Indien, Brazilien og flere lande lagde et nedadgående pres på lønningerne også blandt ufaglærte i de rige lande. Det kunne i første række øge udbytningen, men medvirkede på længere sigt til en afsætningskrise via de stagnerende lønninger for mange lønmodtagere i industrilandene.

I en marxistisk økonomisk analyse af vækst og investeringer (kapitalakkumulation) er det afgørende at se på, hvordan profitraten (rentabiliteten af private erhvervsinvesteringer) udvikler sig. Investeringerne i nyanlæg er den kapitalistiske økonomis motor. Falder rentabiliteten (profitraten), falder investeringerne, fordi afkastet ikke er attraktivt nok.    Profitraten holdes i en periode oppe af den øgede udbytning af arbejdskraften, som de stagnerende reallønninger er udtryk for.

Diskurs til forklaring af græsk krise
Den græske krise forklares ved, at den græske kapitalisme var svag:

Figur  1 : Faldende græsk profitrate:

Kilde: The Next Recession. Ordforklaring: Profitraten fremkommer som forholdet mellem overskud og investeret kapital : Merværdi/samlet kapitaludgift: Profitrate: merværdi(m)/C +v.  Merværdien er en form for bruttoprofit, der fremkommer, når produkterne er solgt, og omkostningerne trukket fra. Omkostningerne er udgifterne til den konstante kapital (C), dvs råvarer, maskiner, anlæg, og V, variabel kapital, eller arbejdskraft. Merværdiraten kan populært sagt formuleres som forholdet mellem bruttoprofit og lønninger. Profitraten kan også skrives: Profitrate = m/v/C/v+1, altså merværdirate divideret med C/v+1.  Det, der er investeret i kapitalen (maskiner/anlæg, råvarer, know how/viden),  har tendens til at vokse i en grad, der kan føre til  overakkumulation af kapitalen. Det hænger sammen med kapitaludviklingen, hvor der bliver større og større anlæg, flere og flere robotter, mere og mere viden bundet i en given produktion. Det er et ”problem”, for det er jo faktoren arbejdskraft, der giver mere værdi til den eksisterende kapital og råvarerne. Og en stigning i C/V får jo i overensstemmelse med ligningen for profitraten (overskuddet i forhold til den investerede kapital/rentabiliteten af investeret kapital) til at falde. Men der er en modvirkende faktor i en stigende merværdirate, dvs hvis arbejdskraften presses mere.

På længere sigt var det virkelige problem, at Grækenlands offentlige og private gældsbyrde simpelthen er for stor til, at den græske kapitalistiske økonomi kan servicere den, og det skønt græsk arbejdskraft allerede var klemt til døde - bogstavelig talt. Gældsbyrden steg af to hovedgrunde. Græsk kapitalisme var så svag i 90'erne, og rentabiliteten af produktive investeringer var så lav, at de græske kapitalister var nødt til at få den græske stat til at subsidiere dem gennem lave skatter og undtagelser fra skat, sammen med handouts til favoriserede græske oligarker. Som modydelse fik græske politikere alle de fordele og belønninger, som også gjorde dem rige.
   Denne svage og korrupte græske økonomi sluttede sig så til euroen og EU finansiering blev gjort tilgængelig. Tyskerne og franskmændene kom og købte græske virksomheder op, og de tillod, at staten kunne låne og øge sine udgifter. De årlige budgetunderskud og den offentlige gæld steg hastigt under successive konservative og socialdemokratiske regeringer. Disse underskud blev finansieret af obligationsmarkederne, fordi tysk og fransk kapital investerede og købte græske statsobligationer, som gav meget bedre rente end deres egne statsobligationer. Græsk kapitalisme levede altså af det kreditfinansierede boom i 00'erne, som skjulte dens virkelige svagheder (The Next Recession).

De faldende renter i euroområdet er udtryk for en moden euro-økonomi, der har stigende problemer med at give et ordentligt afkast. Udviklingen af ny teknologi og innovation er ikke kraftig nok til at give mulighed for nye investeringsområder for en kapital på jagt efter sådanne.

Center/periferi forklaring
Euro-krisen og statsgældskrisen i Europa er også i den nymarxistiske diskurs forklaret ved asymmetrier mellem center og periferi.
   Den økonomiske stagnation med faldende renter slog først igennem i centerlande. Det førte til lave renter i disse. Samtidig var nogle periferilande som Spanien, Grækenland og Italien i gang med en relativ konjunkturopgang. Når der er konjunkturopgang, vil der normalt blive ført en strammere pengepolitik med stigende renter. Som medlemmer af euroen var disse lande imidlertid underlagt den fælles penge- og rentepolitik, der blev udmeldt af ECB, den europæiske centralbank. Det førte til asymmetriske rente- og konjunkturforløb, der stimulerede udviklingen af ejendoms- og spekulationsbobler i periferilandene og store kapitaltilførsler fra de store banker i Centret. I flere lande udbyggedes også offentlige velfærdsordninger i et omfang, som der ikke var råd til, da krisen kom, og der blev prikket hul på boligboblerne.

Der opstod en gensidig afhængighed mellem tyske og franske banker og statssektorerne i nogle periferilande. Underskud på statsbudgetterne og statsgælden voksede hurtigt i disse. Ofte blev obligationerne købt af de nævnte banker. Derved opstod en symbiose (tæt forbindelse) mellem fransk-tyske storbanker og statssektorerne i periferilandene. For det fransk-tyske borgerskab blev det derfor afgørende, at der skulle holdes sammen på ØMU-landene og deres gensidige forpligtethed på en fælles kurs for den fælles valuta. Redningspakker og den europæiske Stability Mechanism (ESM) blev skruet sammen med hjælp fra Trojkaen (IMF, ECB og EU-Kommissionen). Ofrene blev velfærdsordninger og de millioner af arbejdsløse, ikke mindst unge, når statsbudgetterne samtidig skulle slankes for, at landene kunne leve op til kravene.

Græsk krise i 20 grafer.