Ofte har der også indgået sikkerhedspolitiske målsætninger i nationalstaternes landbrugspolitik, f.eks. sikring af fødevareforsyning i situationer, hvor et land kan blive afskåret fra import.
Man kan se en del af baggrunden for dannelse af det europæiske økonomiske samarbejde som et slags kompromis mellem tyske og franske interesser. Det er også med til at forklare, hvorfor der blev lavet en fælles landbrugspolitik
De to lande var dominerende i samarbejdet.
Det var de gamle fjender fra tre krige (1871, 1914 og 1940), der fandt sammen, tvunget af nødvendigheden. Tyskland var interesseret i at få sikre afsætningsmarkeder for den store tyske industri, og Frankrig havde et stort eksporterende landbrug, hvor en relativt stor del af den franske befolkning dengang var beskæftiget.
Ved at lave et fælles marked for industrivarer og nogle landbrugsordninger, som kunne sikre et udkomme for landmændene, forenede man interesserne for de to lande.
SPILDT MÆLK På den ene side har EU liberaliseret landbrugets rammevilkår ad flere omgange. Senest sidste forår, da unionen ophævede de mælkekvoter, som tidligere har lagt låg over, hvor meget mælk landmændene må producere. I Danmark har skiftende regeringer, på opfordring fra landbrugets organisationer, også liberaliseret landmændenes vilkår. Det har fået mange landmænd til at optage nye lån, så de kan udvide produktionen. På den anden side har EU opretholdt en produktions- og udviklingsstøtte til landbruget, som hvert år sluger omtrent 350 milliarder kroner af unionens budget. Tilsammen har det skabt et landbrugsmonster, som er for gumpetungt til at stå på egne ben. Liberaliseringerne har givet landmændene incitament til at trække i retning af en mere og mere ensporet industriel produktion. (Information 6.8.16) |
Landbrugspolitikken indeholder følgende elementer:
- markedsstøtte, der bruges til at stabilisere priserne på markedet, hvis der opstår udsving i efterspørgselen
- indkomststøtte, der skal sikre landmændene en rimelig levestandard
- støtte til udvikling af landdistrikter.
Det er især markedsstøtten, der har været udsat for en del kritik, idet mange mener, at det er et incitamentsystem til at producere, hvor det ville være bedre f.eks. at satse på en mere miljørigtig produktion. Ved at gå over til direkte betaling undgår man, at støtten virker markedsforvridende og fastholder produktionen af bestemte produkter. Når landmændene betales direkte, vil de altså i højere grad være ansporet til at lægge om til produktion af andre afgrøder.
Der har dog været adskillige tiltag i den retning, men at der kan søges til økologiske formål, fjerner ikke altid alle uhensigtsmæssigheder. Der har været kritik af, at støttesystemet især har tilgodeset store landbrug, når det f.eks. har været markedsstøtte eller arealstøtte, hvor det er de store, der får mest.
Støtteordninger
I de fælles landbrugsordninger opbyggede man et landbrugsvaremarked, der skulle skabe:
1) sikkerhed for forsyning med landbrugsvarer på det europæiske fødevaremarked og stabilisere landmændene indkomster, og som også indbefattede
2) ordninger for eksport af landbrugsvarer ud af området. Hertil kom told på landbrugsvarer, der bliver importeret ind i EF, så forskellene i priser mellem landbrugsvarer i EF og lande udenfor blev udlignet. Samtidig finansierede disse toldafgifter en væsentlig del af EF's budget.
Med pkt. 1) udvikledes landbrugspolitikken som et minimalprissystem for landbrugsvarer.
Råvarer og fødevarer kan svinge meget i pris. Det forsøgte man at forhindre ved at lave et system til stabilisering af priserne. For at sikre landbrugernes indkomster kunne Kommissionen fastlægge såkaldte interventionspriser (minimalpriser) for vigtige landbrugsvarer.
Hvis priserne var på vej ned under interventionsprisen, købte Kommissionen op i den pågældende vare for at sikre prisen. Det kunne føre til overskudslagre af landbrugsprodukter.
Hvis prisen gik ud over den øvre grænse (retningsgivende pris), solgte man fra lager. I 2003 vedtog man en reform af landbrugspolitikken, så man begyndte at gå væk fra højprisordningerne og over til mere direkte støtte (arealstøtte, braklægningsstøtte o.lign.). I dag bruges interventionsprissystemet mest i krisesituationer.
Med hensyn til pkt. 2):
Efter krigen var landbrugsproduktionen i Europa langt under niveauet fra før II. Verdenskrig. Meningen med højprissystemet var da også at stimulere til øget produktion, så man ville stå stærkere i en evt. ny krigssituation.
Det blev en succes over alle grænser. Landbrugsordningernes incitamentpriser førte til en eksplosion i udbuddet over nogle år, så der i EF blev produceret betydelig mere, end man selv kunne konsumere.
De såkaldte eksportrestitutioner blev en del af støttesystemet, der hjalp til at få eksporteret landbrugsvarer ud af EF/EU til konkurrencedygtige priser. Når verdensmarkedsprisen på en landbrugsvare lå under EU-prisen, gav man støtte til - set ud fra landmandens perspektiv - at få den i niveau med EF-prisen, så eksport blev mulig.
Det blev imidlertid kritiseret stærkt af mange u-lande ved internationale handelsforhandlinger, da EU-landbruget herved kommer til at udkonkurrere u-landsproducenter.
Efter 2003 reformen er landbrugspolitikken drejet i retning ad den såkaldte landdistriktspolitik, hvor man forsøger at lave miljøansvarlig produktion og udvikle landdistrikterne.
Det hedder f.eks. om markedet for korn:
|
Det er uheldigt med landbrugsordninger, der er udformet sådan, at de giver incitamenter til produktionsforøgelse, når behovet for fødevarer i øvrigt er dækket. Det kan give dårlige miljøvirkninger, og det kan gøre det vanskeligere at få effektiv ressourcefordeling, så tingene produceres der, hvor det kan gøres bedst og billigst (f.eks. i nogle af u-landene eller de nye økonomier/tidligere u-lande).
I de senere år har EU forsøgt at reducere interventionspriserne, basisprisen der betales for et landbrugsprodukt, men det møder ofte modstand fra landbrugsorganisationerne, der under de tilbagevendende "landbrugskriser", f.eks. under Ukrainekrisen 2014-15, hvor Rusland indførte sanktioner imod import af landbrugsvarer fra EU, henviser til, at prisen ligger under deres produktionsomkostninger. I sommeren 2015 nåede priserne på mælk så langt ned, at landbrugerne klagede over, at de nu lå under produktionsomkostningerne. Der blev indkaldt til krisemøde af EU's landbrugs- og fødevareministre. Landbrugerne forlangt øget prisstøtte, evt via en forhøjelse af interventionspriserne.
Reform af landbrugspolitikken i EU
Landene
Figur 1: Fordeling af udgifter til CAP før og efter 2013-reformen. Løbende priser i mia euro
Kilde: Kommissionen. Note: Export refunds: Eksportsubsidier: Coupled og decoupled direct payments:
Direkte pengebetalinger, som enten afhænger af produktionsomfang eller
ikke (f.eks. direkte indkomststøtte/arealstøtte o.lign). Fra 2014
omdannes disse direkte betalinger til "nye direkte betalinger",
som bl.a. giver medlemsstaterne større muligheder for på nationalt plan
at få indflydelse på midlernes anvendelse. I april 2015 blev
mælkekvoterne afskaffet, hvad der i den følgende periode førte til en
stor stigning i produktion og udbud. Der er stadig muligheder for
markedsintervention, f.eks. interventionsprisordning, men det forventes
især at skulle bruges under landbrugskriser, hvor udbud og
efterspørgsel får priserne til at gå i bund. Rural development: udviling af
landområderne.
Reformen blev kritiseret af grønne organisationer
for at være for meget "grønvaskning" af en reform, der stort set
fortsætter med mange af grundprincipperne i EU's landbrugsordninger:
APPENDIX:
Det klassiske interventionsprissystem
Ovenover er
vist, hvordan det klassiske prisstyringssystem i EU's
landbrugsordninger blev udformet. Rådet af landbrugsministre fastlægger
rammerne for en retningsgivende pris (target price), som er den øverste
vandrette prislinje i diagram A. Hvis markedsprisen bevæger sig over
denne prise, sælger Kommissionens fra lager (f.eks. mælkepulver).
Herved holdes prisen inden for intervallet. Hvis markedsprisen truer
med at gå i bund, købes der op ved interventionsprisen, hvorved det
sikres, at prisen ikke kommer under det niveau.
I figur B er det samme vist i et
efterspørgsels-/udbudsdiagram. I figur B er det altså den producerede
og udbudte mængde, der er afsat ud af x-aksen. Og det er et
øjebliksbillede af udbud- og efterspørgsel. I figur A ser man tiden ud
ad x-aksen. I september vedtog EU at give støtte til mælkeproducenter til reduktion af produktionen
af mælk. Et sådant tiltage virker som en forskydning af udbudskurven
opad med venstre i diagram B ovenover. Det ses, at det vil forbedre
priserne. Det var en reaktion på den krise, erhvervet var kommet i
efter afskaffelsen af mælkekvoterne i 2015.
Systemet er
blevet kritiseret for at være "planøkonomi". Det er mere korrekt at
kalde det styret markedsøkonomi, idet markedet jo sådan set får lov til
at virke inden for nogle intervalgrænser. Det er ikke en planøkonomi i
tidligere sovjetisk eller østtysk forstand, hvor de producerede mængder
blev planlagt, og det blev planlagt, hvilke investeringer og anlæg,
samt tilførsler af råvarer og halvfabrikata, der skulle anvendes. Det
var en langt mere detaljeret planlægning.
Men det er
klart, at et interventionssystem af den art forvrider markedet. Der er
incitament (tilskyndelse) til at producere mere end der ville blive
uden interventionssystemet. Derfor har man da også i de senere år
fastsat interventionspriserne lavere og lavere for at give mere
albuerum til markedet, men det har sommetider ført til protester fra landbrugere og deres organisationer.
OPGAVE:
1 Hvordan beskrives politikken hos EU-oplysningen? Er nyere problematikker omkring sundhedspolitik og miljøpolitik tilstrækkelig tilgodeset?
2 Undersøg, hvem der modtager landbrugsstørre (klik på link og derefter link til "modtagere")og om det er korrekt, at støtte især gives til de store.
3 Undersøg, hvor stor en del af markedsstøtten, der omlægges til støtte af økologisk produktion.
Støtteord-
ninger
Reformer
Interven-
tionspris-
systemet