Globalisering - muligheder og risici


  



Man kan næppe finde noget stærkere vidnesbyrd om globaliseringen end ovenstående nyhed.

"Globalisering" betyder almindeligvis, at den internationale sammenhæng og forbundethed i Verden øges. Det sker med den internationale kapital som motor og drivkraft, og nationalstaterne som med- og modspillere.
    Det, vi foretager os i Danmark, har konsekvenser for andre dele af Verden. Og det, der sker andre steder, får konsekvenser for os.
    Derfor er det naturligt at se på, hvordan menneskets udviklingsmuligheder, f.eks. på arbejdsmarkedet, påvirkes. Hvordan påvirker de store virksomheders investeringsbeslutninger typer af arbejde og lønmodtagernes muligheder i den globaliserede tidsalder? Hvordan påvirkes kultur, uddannelser og sprog?

Den økonomiske side af globaliseringen

Virksomhederne den globale økonomi på samme måde, som man tidligere brugte hjemmemarkedet, - et sted, hvor man uhindret kan planlægge lokalisering af produktion, og hvor de producerede varer og tjenester kan distribueres til et marked.

Den internationale handel bliver ved med at vokse betydelig hastigere end de nationale økonomier. Det vil sige, at økonomiernes forbundethed øges. Man kan se det inden for EU-området, hvor økonomierne integreres mere i hinanden, og der opstår behov for en fælles valuta af samme årsag. Det globale marked bliver til et "hjemmemarked", hvor vi nyder godt af brazilianske æbler, sydafrikansk vin og argentinske bøffer. Det skyldes bl.a. containertrafikkens billiggørelse. Billiggørelsen forklares imidlertid også af, at der har været rigelig af billig olie og gas til rådighed. Og det er måske en stakket frist for, hvor længe det varer ved. Den stærkt øgede transport er en af hovedfaktorerne bag den øgede udledning af CO2, og er dermed en af hovedskurkene bag de globale klimaproblemer.
     Endnu mere eksplosivt voksende er de internationale pengestrømme dog. Der veksles i dag langt større beløb over landegrænserne end for få år siden. Valutavekslingen på de internationale valutamarkeder er 50 - 60 gange så stor som handelen. Det hænger sammen med øget handel med værdipapirer, øget turisme og menneskelige kontakter og kommunikationer, og også stærkt øgede spekulative pengestrømme over grænserne. Det gør det vanskeligt for nationalstaten at styre pengepolitik og valutapolitik. Hvis alle på én gang beslutter sig for at føre pengene væk fra en valuta, altså sælge den, kan den blive tvunget ud i devaluering. Udviklingen af derivater og fantasifulde finansielle "produkter" er samtidig en af forklaringerne på den finanskrise, Verden oplevede i 2009.

Globaliseringsdiskurser

Debatten om globalisering kan være forvirrende, fordi den italesættes på forskellige måder alt efter, hvilke interesser og ideologier der indgår. Der er forskellige diskurser om globalisering.  "Globalisering" er i sig selv set som et ideologisk begreb, nærmest synonymt med økonomisk liberalisme. Formålet med anvendelsen af globaliseringsdiskursen bliver at lægge et moderniseringspres på nationalstaterne, hvor modernitet forstås i markedsøkonomisk forstand (øget fleksibilitet, markedsgennemsigtighed og frihed for aktører, herunder iværksættere).
    De såkaldte alternativglobalister (Seattle99-bevægelse o.lign.) ønsker ikke, at vestlige regeringer og institutioner som IMF og Verdensbanken tager patent på ordet.

Hyperglobalister, liberal diskurs og globaliseringsskeptikere

Der er i den samfundsvidenskabelige forskning stor uenighed om, hvor gennemgribende virkninger den økonomiske globalisering vil få på vort samfund. Vi vil her skelne mellem tre til fire hovedretninger.

Hyperglobalister
Den første er meget globaliseringsbegejstret.
   Det er den opfattelse, som man kalder hyperglobalisme.

Hyperglobalister peger på en vidtgående virkning af den økonomiske globalisering. Der vil blive skabt ét verdensmarked med en global konkurrence mellem virksomheder, som vil bevirke udligning af smag, varemærker og priser over hele kloden.

Politisk vil der ske en formindskelse af nationalstaternes magt. De vil blive nødt til at tilpasse sig og vil få til opgave at føre tilpasningspolitik i et forsøg på at tiltrække investeringer. Det så man i Vestas-sagen, hvor den britiske regering bevidst gik ind og forsøgte at lokke Vestas til at lade et større antal arbejdspladser i forskning og udvikling af vindenergi blive i Storbritannien.
   Oven på nationalstaterne vil der opstå nye former for social organisation, der bygger på transnationale netværk. Nationalstaterne vil blive overførselsbælter for den internationale kapital.

Der vil blive dannet en global civilisation med popkultur, hvor alle, i hvert fald under eliteniveauet, populært sagt vil høre Madonna, drikke Coca Cola og spise McDonaldburgere. Økonomiske urbane rum vil opstå på tværs af nationalstatsgrænserne. Grænserne er kunstige og vil derfor blive overskredet af nye globale storbyområder.

Liberal globalisering
I den anden opfattelse, som man kan kalde den liberale diskurs, ses globaliseringen som et win-win spil, hvor alle får noget ud af det i form af øget produktivitet og økonomisk vækst. Globaliseringen er hverken god eller dårlig. Det er et spørgsmål, hvad vi selv gør den til. Grundlæggende set har den hidtidige globalisering været et vinderspil, hvor de fleste er vindere.
    Der er ganske vist stigende konkurrence over grænserne, og det kræver tilpasning. Hvis et land ikke forstår at tilpasse sin økonomi, dvs sin konkurrence- og markedslovgivning og sit arbejdsmarked, så kan det komme i en tabersituation.   Vi skal imidlertid ikke se globaliseringen som noget, der tvinges ind over os. Den er snarere et resultat af dybtliggende kræfter for forandring, der er rodfæstet i den menneskelige natur: Længslen efter frihed og et bedre liv, for nye opdagelser og videre horisonter. Globaliseringen drejer sig derfor om langt mere end økonomi.
    Den drejer sig også om miljøproblemer, smitsomme sygdomme og organiseret kriminalitet. Disse fænomener kan ikke længere holdes tilbage af nationale grænser. Globaliseringen kan - og bør i de fleste moderate liberalister syn -  underkastes politisk styring. Landene er via globaliseringen blevet mere og mere gensidigt afhængige af hinanden, og derfor bliver de nødt til at samarbejde om at opbygge regulerende systemer på overnationalt plan. 

Globaliseringsskeptikere
Den tredje retning er globaliseringsskeptikerne. De ser "globalisering" som en myte. De hæfter sig ved, at Verden allerede i 1890’erne, under den såkaldte guldstandard (guld var internationale penge), var meget internationaliseret. Man havde en fællesvaluta i form af guldet og det britiske pund. Der var et Verdensmarked, og de europæiske stormagter forsøgte at udstrække deres globale magt igennem økonomisk imperialisme og kolonibesiddelse. Skeptikerne mener, at der sker en kraftig internationalisering målt på handelsstrømme, investeringer og kommunikationer, men de mener, at det afgørende karakteristiske træk er, at det sker inden for dominerende regionale samarbejdsfora (EU, ASEAN, NAFTA), hvoraf EU i dag er det mest vidtgående, idet man i EU har indført forskellige former for overnationale beslutningsprocesser.
    På det kulturelle plan vil skeptikerne hæfte sig ved, at der dannes lokale modkulturer til tendensen til homogenisering af global kultur.

Kritikere: Globalisering som global kapitalisme
En kritik af globalisering som global kapitalisme finder vi i den marxistiske diskurs, som den f.eks. er formuleret i klassisk marxisme:

Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne
jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til
at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser
overalt.
Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen
og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionæres
store sorg har de slået den nationale grund bort under fødderne
på industrien. De ældgamle nationale industrier er blevet
tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver
fortrængt af nye industrier, som det bliver et livsspørgsmål for
alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere
forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste
egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv,
men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne
tilfredsstilles af landets egen frembringelser, kommer der nye,
som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for
at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og
være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind
i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at
stå i en alsidig afhængighed af hinandenn (Marx/Engels: Det kommunistiske
Manifest, 1848).

Man kan se, at der var godt gang i det, vi også i dag forstår ved den økonomiske globalisering, allerede i midten af 1800-tallet. Den marxistiske kritik var ikke kune negativ, som det ses af ovenstående. Man mente, at produktion og udveksling af varer udvikledes voldsomt, når det blev verdensomspændende. Men man mente, det næsten udelukkende var til kapitalisternes fordel. Produktion og fordeling var blevet et verdensomspændende kapitalistisk system, hvor det hele fungerede til kapitalens fordel.
    Af nymarxistisk inspirerede analyser kan nævnes den latinamerikanske afhængighedsteori og verdenssystemteorien. I disse opfattelser ser man kapitalismen som et globalt system, der skaber afhængihed mellem et center og (semiperiferi) og periferi.
   Disse opfattelser er kommet under kritik de senere år efter, at man har set, hvordan flere fattige lande i de senere år har kunnet få fordele af eksportrettet økonomisk udvikling. Det gælder især lande som Kina og Indien, men også andre tidligere u-lande (Brazilien og Mexico?).

Figur 1: Global 2000: Verdens største virksomheder (målt på omsætning og overskud), og hvor de er hjemmehørende

Kilde: Forbes.com.

Når man ser listen over Verdens største virksomheder, jvf figur 1, springer det i øjnene, at den ikke længere er så totalt domineret af vestlige virksomheder, som det tidligere var tilfældet.
    USA er stadig hjemland for de fleste, men i tidligere u-lande som Kina og Indien er der kommet mange til. Det er dog paradoksalt, at Sverige har flere end hele Afrika. Bortset fra Brazilien, er der heller ikke mange hjemhørende i Latinamerika.
    Der har dog været tendens til en betydelig vækst i Afrika og dele af Latinamerika de senere år, men det er ofte, som afhængighedsteorierne og verdenssystemteorien har påpeget, en vækst, der ofte er afledt af en vækst i centret - eller semiperiferien, når f.eks. kinesisk vækst har ført til kraftig eksport af råstoffer, fødevarer og halvfabrikata fra latinamerikanske lande til Kina, og det har stimuleret væksten i Latinamerika i en periode i f.eks. 00'erne.
    Derfor er spørgsmålet, når man ser på disse to kontinenter, om der stadig kan være et vist hold i dele af afhængigheds- og verdenssystemteorien?
    Men nu er der jo også forskel på disse to teorier. De har fællestræk i deres analyser af den økonomiske struktur i Verden. Det er dog især afhængighedsteorien, der kan kritiseres for en relativ fastlåst opfattelse af de fattige landes status. For verdenssystemteorien er der ikke noget mærkeligt i, at der vokser et nyt dominerende center frem (Kina eller Indien?). Det følger af systemets dynamiske logik, som teorien analyserer det. 

Hvorfor er listen over største virksomheder interessant?

En væsentlig grund er jo, at de store multinationale virksomheder er hovedaktører i globaliseringen. Det er kapitalen i den kritiske teoris ordvalg. Og det er disse virksomheders beslutninger, der har betydning for menneskers arbejdsliv over hele kloden, når de beslutter sig for, om de vil investere i det ene eller andet land. En del af dem er større end et land som Danmark. Når de truer med at trække investeringer væk fra et land, kan de få stor indflydelse på myndighederne i det land.
    Men er det ikke paradoksalt, at man taler om, at de har et "hjemland"? Ifølge hyperglobalisterne burde det ikke være tilfældet. Men det er måske kun af statistiske grunde, at man ser det som havende betydning?
    En grund til, at listen måske ikke er så interessant, er, at den overdriver betydningen af størrelse af omsætning som kriterium for virksomhedernes styrke i global sammenhæng. Nok så stor en rolle spiller det, om de har en fremtidsorienteret teknologi. Det er f.eks. påfaldende, at danske NovoNordisk i perioder har haft en større markedsværdi (børsværdi af aktiekapitalen) end Volkswagenkoncernen. Sidstnævnte er blandt de tyve største i Verden med over 1/2 mio ansatte og en omsætning, der er større end Danmarks BNP, men den har måske ikke fremadrettet så gode muligheder for at tjene overskud som en avanceret medicinvirksomhed.
    Nogle af de store virksomheder i u-lande eller tidligere u-lande er store som råvareproducerende virksomheder, ofte baseret på udenlands teknologi og ejerskab. De har ikke nødvendigvis samme betydning som virksomheder med en global forsyningskæde, produktion og udstrækning.

Arbejdsliv

Kritik af globaliseringen som en fri leg for kapitalinteresser ser man også i analyserne af de store virksomheders ageren, når det går ud over arbejdstagere, med pres på lønninger, outsourcing/tab af arbejdspladser m.m. En af de kendte sager fra de senere år er Ryanair, der i 2015 opgav sin base i København og Billund lufthavne efter, at Arbejdsretten havde givet den danske fagbevægelse medhold i, at den havde ret til at forlange overenskomstdækning af arbejdspladserne. For at sætte magt bag kravet etablerede man sympatiaktioner imod virksomheden, hvorefter den "forlod landet" (flyruter til og fra Danmark blev dog opretholdt).

Et eksempel på en globaliseret virksomhed er den danske vindmølleproducent Vestas. Den har været i karambolage med lønmodtagere i udlandet.
    Det var oprindelig en smedie- og maskinfabrik, der var lokalt forankret i Jylland i Danmark.
   Den så chancen for at stige på det danske vindmølleeventyr, der startede i 1970'erne med statslige støtteordninger til vedvarende energi oven på oliekriserne i samme årti. I begyndelsen var der ganske mange vindmøllefabrikanter, der udnyttede disse støtteordninger. Statens aktive rolle m.h.t. udbygning af vedvarende energi bevirkede, at der skabtes forudsætninger for et nationalt marked, der kunne blive afsæt for en ny industri.
   Branchen begyndte imidlertid hurtigt at konsolidere sig, og i løbet af 1990'erne var Vestas skudt frem som den dominerende producent, der en overgang sad på over 30 pct af verdensmarkedet for vindenergi. Vindkraftteknologien udviklede sig hurtigt. Ved relativt høje oliepriser begyndte vindenergi i stigende grad at blive rentabelt sammenlignet med fossilt fremstillet energi. Samtidig fortsatte flere lande med støtteordninger for at lette overgangen til en grønnere økonomi. Det gjorde det til et potentielt meget lukrativt marked, som også andre vindenergiproducenter forsøgte at trænge ind på, bl.a. Siemens, der overtog en af Vestas' nationale konkurrenter.
    I starten af det nye årtusinde stod Vestas over for konkurrence fra især Siemens, det amerikanske General Electrics, det spanske Gamesa og et større antal mindre indiske og kinesiske opkomlinge. De sidstnævnte forsøgte at komme ind på markedet via bl.a. priskonkurrence. Vestas valgte en anden strategi. Man satsede på kvalitet og service. Det gjorde det muligt at sælge møllerne til højere priser. Det har vist sig på virksomhedens bundlinje med stigende overskud.
    Samtidig fortsatte teknologiudviklingen. Møllerne blev større og større. De udviklede sig væk fra det romantiske billede af vindmøllen på bakken ved siden af bondegården. Det blev derved sværere og sværere at opnå tilladelser til opførelsen af dem, idet naboer klagede over støj og andre miljøgener.
    Da den danske stat reducerede støtten til vindkraft, og andre lande udbyggede den, blev Vestas meget hastigt en global virksomhed med det, man kalder en global supply chain, dvs  komponenter og underleverandører finder man globalt de steder, hvor det er bekvemmest og billigst. Virksomheden er blevt global i sin planlægning af produktion og fordeling. Gigantmøllerne gjorde det i stigende grad nødvendigt at producere komponenter og evt hele møller tæt på afsætningsmarkedet. Derfor rykkede en stor del af produktionen ud af Danmark. Administration og for en stor del også udviklingsafdelinger lå dog fortsat i Danmark, i Randers-/Århusområdet. En vis mangel på højtuddannet arbejdskraft medvirkede til en udbygning af udviklingsafdelinger andre steder. Det spillede her også en rolle, at man kunne udnytte, at nationalstater gerne vil give støtte til udbygning og omstilling af deres samfund til vidensøkonomier. Det kunne give adgang til støtte.
    Vestas indgik således i et kompliceret spil med den britiske Labourregering i 2009 i anledning af en bebudet lukning af en produktionsfacilitet på øen Isle of Wight. Lukningen indgik i en større plan for omkostningstilpasning under den økonomiske recession i 2008-9, bl.a. ville der også ryge 1200 arbejdspladser i Danmark. I juli 2009 blev Isle of Wight fabrikken besat af 20-30 arbejdere, der protesterede imod lukningen.


Kilde: Planestupid og Flickr. Fra Vestasokkupationen 2009

Vestas var nu i den britiske offentlighed blevet anbragt i rollen som en transnational kapital, der "skaltede og valtede med britiske arbejdspladser" efter, hvordan det passede med optimeringen af virksomhedens bundlinje. Den britiske avis The Guardian talte om en ny form for det 21. århundredes protest, der kunne kombinere traditionel arbejderaktion med den bred koalition af rød-grønne og lokale interesser:

På en græshøj uden for vindmøllefabrikanten Vestas, som står til at lukke med et tab på op imod 600 job, har en ny type arbejdsmarkedskonflikt taget form. Omkring 25 arbejdere har besat fabrikken i et forsøg på at forhindre lukningen, der er sat til 31. juli 09.

Vestas' begrundelse for lukningen var, at det i betragtning af det britiske markeds størrelse på længere sigt ikke var optimalt at producere på Isle of Wight, men i højere grad i nærheden af det amerikanske marked, hvor en større del af møllerne ville blive afsat. I slutningen af juli fyrede Vestas en del af de strejkende uden kompensation, som det ellers er almindeligt i Storbritannien. Senere talte man dog om at ændre denne beslutning. Fyresedler til arbejdere inde på den besatte fabrik blev overbragt af et pizzabud. Vestas forsøgte at få en "eviction order" (rydning) igennem hos den lokale domstol på øen. Den blev dog i første omgang stillet i bero, da dommeren mente, at oplysningsgrundlaget ikke var tilstrækkeligt. Senere fik man en rydningskendelse igennem domstolen.
    "Hvorfor kan den britiske regering hælde milliarder i bankerne, men de vil ikke støtte en nationalisering af den energisektor, der skal levere fremtiden i landet?" (
Pol. 30.7.09), spurgte de aktionerende arbejdere.

Den økonomiske globalisering er dynamoen i den samlede globalisering. Globaliseringen er, som det fremgår ovenfor, kommet i stand ved, at handelsstrømmene er blevet tættere og tættere, investeringerne er øget, supply chains (forsyningskæder) er blevet globale - kapitalen har kort sagt bredt sig ud over kloden, ikke alene med handel og investeringer, men på en sådan måde, at hele kloden bliver fokus for planlægning af produktion og distribution. Vestas så sig nødsaget af denne logik til at lukke sin fabrik på Isle of Wight.
   Men globaliseringen fører en masse ting med sig. Der er nationale og lokale reaktioner på de økonomiske processer. Spørgsmålet er imidlertid hvad, og hvordan påvirkningerne sker. Det er der forskellige opfattelser af.

En ny deleøkonomi?

Et nyt økonomisk paradigme - deleøkonomien - er sprunget ind på verdensscenen som en magtfuld udfordrer af det kapitalistiske marked.      En voksende hær af prosumenter producerer og deler information, ikke kun viden, nyheder og underholdning, men også vedvarende energi, 3 D printede produkter og online universitetskurser til tæt på 0 grænseomkostninger i deleøkonomien. De deler endda biler, hjem, tøj og værktøj, hvorved de fuldstændig forbigår det konventionelle kapitalistiske marked . (Jeremy Rifkin: Capitalism is Making Way for the Age of Free. The Guardian, 31.3.14 . Prosument: Prosumer:  I stedet for konsumenter (forbrugere) vil der i denne økonomi være prosumers, som udover at konsumere også producerer (dele)ydelser for andre).

Jeremy Rifkin taler om "tingenes internet", der bygger på store neurale (hjerneagtige) net, som vil få Internettet til at fungere som grundlag for en ny økonomi, der vil sætte den traditionelle kapitalistiske markedsøkonomi med udbud og efterspørgsel og en pris, der indeholder overskud til kapitalejere, delvist ud af spillet.
   Allerede i 2014 var der ifølge Rifkin 11 mia sensorer indbygget i ting og apparater, der gør det muligt for disse at kommunikere med hinanden. Temperaturmåleren i huset giver f.eks. besked til varmeværket om, at der skal skrues op for kedlerne, så der kommer mere varme på. Bremsesystemet i bilen giver besked om, hvornår der skal ny bremsevæske på bilens bremsesystem. Der gives samtidig automatisk besked til værkstedet om at være klar til service. På alle områder vil sensorer få "tingenes internet" til at fungere som et automatisk fungerende system, hvor algoritmer (styrende fremgangsmåder) i computersystemer vil få det til at fungere.
    Omkostningerne vil falde så meget, at der ikke længere er grundlag for traditionel kapitalistisk markedsvirksomhed. Når omkostningen ved at sætte en aktivitet i gang, nærmer sig nul, er det jo ikke længere interessant for nogen at tjene penge på det. Man begynder i stedet at deles om tingene i deleøkonomien, som Rifkin kalder "the collaborative commons" ("den samarbejdende alminding". Almindingen1) var det område af fri, åben græs, hvor bønderne i det traditionelle landsbyliv kunne sende deres kreaturer på græs. Det var et fælles område for græsning, alle kunne bruge. Omkostningen for den enkelte ved at bruge det var nul).
    Rifikn forudser, at i 2030 er der 100.000 mia sensorer. Det vil altså sige, at til den tid er der en nærmest automatiseret økonomi, hvor omkostningen ved at lave noget mere og fordele det nærmer sig 0.
    Man kan se tendenser i retning ad mere deleøkonomi, som Rifkin beskriver det (f.eks. taxa-appen Uber, AirBnB, deling af pendlerbiler, etc), men det er overdrevet at tale om en så stærk reduktion af omkostninger, at en fri deleøkonomi vil tage fuldstændigt over. Han overser de meget betydelige omkostninger, der ligger i en fortsat udbygning af internettets infrastruktur2) med nye serverfarme, kabelsystemer, kommunikationssatellitter, etc. Da jernbane- og biltransport udviklede sig fra slutningen af det 19. århundrede, så man også kæmpemuligheder for fri udnyttelse af jernbanenet og veje, men det blev også en teknologi, der dannede grundlag for nye kapitalistiske monopoler. Noget lignende ser man i dag, hvor virksomheder som Google, Facebook, Amazon, Apple har nået dominerende markedspositioner.

Silicon Valley modellen
Silicon Valleys iværksættere og innovatorer, teknologer og pengemænd, har travlt med at revolutionere næsten ethvert aspekt af den globale økonomi..... Den enorme revolutionerende kreativitet i Silicon Valley er ikke set siden de store opfindere i det 19. århundrede. Dens triumfer bør fejres. Men opsamlingen af så meget rigdom så hurtigt er forbundet med risici. 1990'erne så en finansboble, som sluttede i et opsigtsvækkende sammenbrud. Denne gang er faren stedets isolation. Tech-nørderne lever i en boble, som forsejler deres imperium fra den verden, de gør så meget for at forandre. (Leder i The Economist, 24.7.15)

Men de store muligheder ser ud til at genopstå nu. I de senere år er der sket en voldsom udviklng i især amerikanske globalt orienterede IT-virksomheder.
   Figur 2 viser, hvor mange store IT-virksomheder, der er opstået i Silicon Valley området i USA.

Figur 2: Silicon Valleys high tech virksomheder på over 1 mia$ i markedsværdi


Kilde: The Economist 24.7.15
Public: Børsnoterede virksomheder. Private: Virksomheder, der ikke er børsnoterede

Silicon Valley er blevet en model for IT-virksomheder over hele Verden. Alle universitetsbyer med respekt for sig selv prøver at lave en kombination af avancerede universiteter og iværksættervirksomhed. Modellen er: Højt niveau i IT, risikovillig kapital (venture capital) og iværksætterånd.
    Intet sted har denne udvikling nået et niveau som i USA. Det er foregået i Silicon Valley, opkaldt efter stoffet silicium, som man ætser integrerede kredse i, dvs IT-grundlaget for PC'ere/mikroprocessorer, der kan lave logiske operationer funderet på den binære, digitale logik. Nogle af de store amerikanske virksomheder har nået et slags monopol på deres område. Det gælder f.eks. Cisco, der producerer mikroprocessorer (grundmaskinen i en PC/Mac) og IT-infrastruktur. Og det er velkendt, hvordan Facebook, Google og Apple også er godt på vej til at etablere monopollignende markedspositioner inden for deres felt.
    Monopolerne giver enmorme indtjeningsmuligheder. Det er derfor markedsværdien bliver så stor, altså i enkelte tilfælde over 500 mia$.
    I Palo Alto ligger Stanford University, som hører til eliten af amerikanske universiteter. Med sine godt 11000 ansatte er det et kraftcenter for vidensudvikling, forskning og undervisning. Fra dette universitet er mange veluddannede folk gået ud og startet iværsættervirksomheder. En forudsætning har været relativ nem adgang til finansiering. Det har den såkaldte venture capital branche bidraget med.
   Det er kun for public virksomheder, dvs børsnoterede virksomheder, at man kan få en præcis angivelse af værdien, idet det blot er markedsværdi (aktier * kurs på disse).
   En årsag til de stærkt voksende markedsværdier på disse virksomheder i midt-tierne har været de meget lave renter, der har gjort det svært at finde interessante investeringsmuligheder for investorer. Disse muligheder har man netop kunnet finde i Silicon Valley. Men det kan også vise sig at være en boble.                                                                

Mange har forsøgt at efterligne modellen, men med varierende held. I Storbritannien har man Silicon Fen ved Cambridge Universitet. I København Symbion og et nyt center, der er ved at blive etableret ved DTU nord for København. I Skotland har man Silicon Glen. Skotterne har imidlertid ikke haft den samme succes som amerikanerne. Avisen The Scontsman kalder det "Miraklet, der smeltede bort". Her var det ofte filialer af udenlandske virksomheder, der etablerede sig. Og da de i løbet af 90'erne og 00'erne fandt ud af, at produktionen kunne laves af billig arbejdskraft andre steder, flyttede de.

I selve Silicon Valley i Californien er det gået anderledes. Det er som om, dynamikken i de nye forretningsmodeller udgår herfra, og andre steder er en relativt bleg afglans af det.
  Det giver USA særlige muligheder i denne IT-drevne form for globalisering. Og det giver frygt og modreaktioner i andre lande. I midten af 10'erne er det den manglende skattebetaling for de europæiske operationer, som har kendetegnet virksomheder som Google og Apples europæiske operationer, der har fremkaldt irritation og initiativer til at få rettet op på det. Det kan i forvejen være svært at få globaliserede virksomheder til at betale behørig skat, fordi de har afdelinger i mange lande og kan skifte rundt på indtægter og udgifter og få overskud til at lande der, hvor skattepolitikken er lempeligst. Men med IT-virksomheder forholder det sig ydermere sådan, at det, der handles med, ofte er "usynlige" bits/bytes og tjenesteydelser.

To virksomheder har fremkaldt særlig opmærksomhed på det seneste, fordi de er i gang med at omkalfatre hæderkronede brancher på en måde, mange finder bekymrende for fastholdelse af jobs og faglige rettigheder. Taxa-appen Uber skønnes i 2015 at være over 40 mia$ værd i markedsværdi. App'en benytter GPS og smartphones til at formidle kontakt mellem folk, der kører bil og andre, der gerne vil transporteres. Man kan se, hvor der er en Uber-bil til rådighed i nærheden af det sted, man selv er og kontakte den. Det sker imidlertid uden respekt for uddannelse af chauffør eller iagttagelse af de regler, det pågældende område måske har for taxakørsel. Der har været demonstrationer imod virksomheden. Derfor er der da også flere steder indført forbud (Frankrig) eller begrænsninger på Ubers virksomhed.
   En anden virksomhed er AirBnb (Air Bed and Breakfast), der efterhånden står for udlejning af privates lejligheder i tusindvis af byer verden over og derved truer det gamle hæderkronede hotelerhverv. Denne virksomhed skønnes i 2015 at være 26 mia$ værd.
    Mange ser primært noget positivt i denne udvikling. Det giver nye forbrugsmuligheder - ofte til billigere priser. Man kalder det deleøkonomi og ser denne sektor vokse med spændende nye muligheder for at deles om fysiske goder, f.eks. biler og attraktivt beliggende boliger. Andre ser det som en ny, næsten ondartet form for kapitalisme, som tilsidesætter erhvervede faglige rettigheder for de hidtidige ansatte i sektorerne.
    Når man sammenligner, hvordan det er gået med Silicon Valley - og ikke mindst den seneste ekspansion i midten af 10'erne - må man nok sige, at det er en udvikling, der ser ud til at skabe både vindere og tabere. Taberne er de centre, der kommer dårligt ind i udviklingen og bliver arnested for back-office operationer (f.eks. bogholderiservice på nettet) og samlevirksomheder, f.eks. Silicon Glen. Vinderen ser ud til at vedblive med at være det californiske kraftcenter omkring Palo Alto og San Francisco, et område, der nu huser mange af Verdens største virksomheder og er et dynamisk center for forretningsudvikling i den fortsatte globalisering.

Big Data og Cloud Computing
I midten af 10'erne ser det ud til, at potentialet i de datadrevne virksomheder er på spring til at realisere nye forretningsmodeller, der i løbet af år vil stille virksomhedsglobaliseringen over for store muligheder og udfordringer, men også betydelige risici for mange mennesker.

Det drejer sig om det, der blevet kaldt Big Data, herunder cloud computing, de enomre datamnængder, det i dag er muligt at opsamle i servere, og som kan udnyttes forretningsmæssigt på nye måder. Det kan f.eks. være vindmølleproducenten, der opsamler viden fra vindmøllerne om vindhastigheder, som kan udnyttes i forhold til at rådgive kunder om den mest optimale placering af nye vindmøller.  Det kan være taxavirksomheden Uber, der bruger GPS teknologi og smarphones til at udbyde taxabetjening (uden telefoncentral, taxalicenser m.v.).

Det kan være Google, der indsamler viden om brugeres intersøgning eller Facebook og LinkedIn, der opsamler viden om brugerne. Det er altsammen datamængder i meget stort omfang, der i systematiseret form skaffer viden om millioner af mennesker. Data kan sælges og bruges kommercielt i reklameøjemed.

Figur 3: Forretningsmodel for intelligent butik


Kilde: Vækstrådet (efter Cisco), 2014.
Ordforklaringer: Integrated video surveillance: Integreret videoåvervågning. Internet of things: "Internet of things" er apparater udstyret med computere, der gør, at de kan programmeres til at interagere med hinanden og være i forbindelse med hinanden over nettet. Det kan køre op imod centrale servere, hvilket imidlertid indeholder risici for f.eks. hackerangreb. Her kan det gå på, at varer udstyret med tags, så det registreres, når de sættes op og tages ned fra hylder og tjekkes ud via automatisk kasseterminal.
   Forbrugerens adfærd registreres på mange måder og har forbindelse til systemet via smartphone. Digital signage: Digital signatur via mønstergenkendelse (øjeiris eller ansigtstræk).  Betaling kan effektueres automatisk på flere måder
.

Detailhandelen vil blive revolutioneret på måder, der både vil blive arbejdskraftbesparende og som giver mulighed for indsamling af enorme mængder af viden om kunderne. Der kan aflæses trends i forbrugsmønstre og kundeadfærd via systematisk kombination af viden om, hvad der sælges til hvilke segmenter af forbrugere.
      Vækstrådet skriver f.eks. om mulighederne:

Data genereres i dag i mange sammenhænge. Når vi bruger de sociale medier
eller surfer på nettet, er vi med til at generere data, som kan give nye forretningsmuligheder
for virksomhederne. Med data om, hvilke sider folk besøger, og hvilke ord der søges på,
kan man fx lave målrettede reklamekampagner. (Danmarks Vækstråds anbefalinger
vedr. datadreven udvikling og vækst. Marts 2015)
.

Risici

Det er fagre nye verden, der giver muligheder for udvikling af forretning og muligheder for højere levestandard, men som også giver mulighed for overvågning af mennesker. Det stiller nogle nødvendige spørgsmål: Hvem får adgang til de mange data? Hvordan bruges de? Hvordan kontrolleres det, at der ikke sker uhensigtsmæssig brug, hvis viden erhverves af "de forkerte interessenter"? Det kan blive Big Brother i et omfang, som vil få George Orwels 1984 til at ligne en legetøjsbutik til sammenligning.
    Allerede i dag er mange bekymrede over den viden, Facebook har om folk. Ansøgere til stillinger har oplevet, at arbejdsgiverens personaleafdeling har udforsket viden om ansøgeren igennem dennes adfærd på nettet.
    I Vækstrådet er man opmærksom på disse risici:

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvad det betyder for
datasikkerheden. Når virksomheder deler data, og når virksomheder indsamler
data om kunderne, stiller det nogle store krav til datasikkerheden, så der
også fremadrettet er en forsvarlig beskyttelse af persondata og høj forbrugersikkerhed.
Mange af rammerne omkring data er derfor fastsat gennem regulering.
Derfor skal det sikres, at den danske lovgivning er rustet til at rumme de
nye muligheder på en måde, der indebærer en høj grad af datasikkerhed.

Det er imidlertid andet end datasikkerhed i relation til privaltlivet, der er på spil. Det såkaldte "internet of things", jvf noten til figur 3 ovenover kan indebære mange teknologiske risici. The Economist nævner f.eks. i en artikel om fænomenet ("Their Own Devices". The Economist July 18th 2015) muligheden for, at hackere, som sikkerheden er i dag) potentielt trådløst kan tage magten over en bils computersystemer, så f.eks. bremsesystemt eller bilens power steering sættes ud af kraft.

1)oldnordisk almenningr oprindelig 'som tilhører alle mennesker'

2) Rifkins argumentation går på, at det er grænseomkostningerne, dvs den samlede omkostning ved at producere en enhed mere (marginal cost), der nærmer sig 0 i deleøkonomien. Gennemsnitsomkostningen (average unit cost) vil fortsat være positiv til bl.a. at dække infrastrukturomkostningerne og andre "apparat"-omkostninger i investeringernes front end. Hvem skal dække inititialomkostningerne, hvis denne økonomi virkelig skal ekspandere?
   Det offentlige har været foreslået på samme måde, som det offentlige påtog sig bro-, vej-, jernbane- og telegrafinfrastrukturinvesteringer i det 20. århundrede. Hvis de ikke bliver dækket, er det ikke realistisk at sige, at grænseomkostningen er 0 på længere sigt, når systemerne skal udvides. Amerikanske økonomer har sat spørgsmålstegn ved, om det reelt er muligt at komme ned på 0-omkostning i den nye økonomi, en kritik, Rifkin affejer med et ret polemisk argument, når han siger, at det, de (f.eks. Brad Delong) frygter, er "kapitalismens dødsklokker".
    Hvad drejer diskussionen sig egentlig om?
   Man kan som eksempel tage en delebil. 4 arbejdskammerater deler en bil til at køre på arbejde i. Det er Peters bil. I starten kører de andre gratis med, fordi Peter sætter mere "pris" på at have selskab på den lange vej til og fra arbejde end at sætte pris på den gennemsnitlige enhedsomkostning. Efterhånden begynder det at irritere ham lidt, at de andre bare sidder der og nyder godt af SKATs gode pendlerfradrag, og han lader falde ironiske bemærkninger, når der tankes benzin på bilen.
   De tre andre går straks med til at betale deres andel af benzinen. Peter er glad i to måneder, lige indtil der kommer et par store værkstedsregninger. Så starter de sure bemærkninger igen. Efter et års kørsel i bilen kommer Peter en dag med et regnestykke, han har læst sig til i Penge og Privatøkonomi: Det koster alt i alt 6 kr pr km i gennemsnitsomkostning at køre i en BMW af hans biltype. Denne omkostning forlanger han nu de skal dele.
   De andre begynder at tage toget på arbejde. Peter skal nu selv betale de 6 kr pr km. Han begynder at se, at der er visse fordele ved deleøkonomi - og at det kan være en stor fordel for samfundsøkonomien - , men også at det næppe ser ud til nogensinde at blive gratis for nogen af parterne.
    Men der er forskel på at holde en BMW kørende og at udgive en online-avis på Internettet. Men selv i denne er der ganske betydelige initialomkostninger, som der blot er andre der har påtaget sig. Rifkin anderkender BMW-argumentet, men ikke det ande
t
:
Now the zero-marginal cost revolution is beginning to affect other commercial sectors. The precipitating agent is an emerging general-purpose technology platform – the internet of things. The convergence of the communications internet with the fledgling renewable energy internet and automated logistics internet in a smart, inter-operable internet-of-things system is giving rise to a third industrial revolution.
   
Det er nok ikke realistisk at forestille sig, at dette "internet of things" bliver gratis i totalomkostningerne. Det kan blive belastet af mange omkostninger, f.eks. de nævnte infrastrukturanlæg og sikkerhedsprogrammel, der kan styre det uden om hackere.
  
Man kan forestille sig, at deleøkonomiparadigmet bliver et supplement til markedsparadigmet:
Summers and DeLong glimpsed that as marginal costs approach zero, "the competitive paradigm cannot be fully appropriate" for organising commercial life, but admitted "we do not yet know what the right replacement paradigm will be". Now we know. A new economic paradigm – the collaborative commons – has leaped onto the world stage as a powerful challenger to the capitalist market
.

 


 


 

 


 

    

Indhold:
Globaliserings-
diskurser

Globalisering og arbejdsliv

Deleøkonomi

Silicon Valley

Ny business

LINK:

UNDP's Human Development Report