De grønne ideologier kritiserer  vækstsamfund som det kapitalistiske industrisamfund. De fleste kapitalistiske industrisamfund har løst mange modsætninger imellem sociale grupper ved at udvikle velfærdsstater, hvor det er statens opgave at sørge for grundliggende social tryghed for samfundets borgere. Et grønt ligevægtssamfund er præget af, at produktionen ikke bringer uligevægt i de økologiske systemer. Samfundet skal altså indrette sig med en produktion, der sørger for denne ligevægt.

Borgerløn som socialpolitisk løsning

Velfærdsstaten har sat arbejdsbegrebet i centrum med dets fokusering på, at vi alle skal have et lønarbejde for at være "lykkelige". Dermed bliver vi dybt ulykkelige, hvis vi bliver arbejdsløse. Det er vanvittigt i et rigt samfund. Som alternativer foreslås borgerløn og delvis arbejdsfrihed.

Borgerløn er en ydelse til alle borgere, som skal erstatte sociallovgivningens ydelser, og som dermed tænkes at kunne løse en lang række af samfundsproblemer, især de stigmatiserende (brændemærkende) virkninger af at være på understøttelse eller bistandshjælp. Der kan tænkes mange typer af borgerløn. Det er dog ikke alle grønne, der går ind for borgerløn.

Der bør brydes med den naturødelæggende vækstideologi, der hænger sammen med umætteligheden af de materielle behov. Derfor skal man have et ændret arbejdsbegreb, så folk ikke føler, at lønarbejdet er det eneste, der kan gøre dem lykkelige.     

Andre sektorer af økonomien bør udbygges. Grønne økonomer skelner mellem den formelle økonomi og den uformelle økonomi, som finder sted i lokalsamfund. Det gælder om at udvikle landsbyer, som er - om ikke helt selvforsynende - så ikke så afhængige af den udbyggede moderne økonomi, som lokalsamfund er det i dag.

 Irrationelle økonomiske systemer

Grønne økonomer kritiserer, at vi i dag har en verdenshandel, hvor varer transporteres over lange afstande. Det er nok en forudsætning for en høj materiel levestandard, men det fører til ødelæggelse af naturgrundlaget, når varer og mennesker skal transporteres over store afstande. Der er noget galt i globaliseringen, den overdrevne internationale arbejdsdeling og frihandelsaftalerne i GATT, EU og andre fora, som lægger op til at udbygge disse ting endnu mere.

    De økonomiske systemer, vi har bygget op, er irrationelle set ud fra et økologisk perspektiv. Vi bor gladeligt 100 km fra vort arbejde og lader os transportere frem og tilbage hver dag. Skattesystemet er måske endda sådan indrettet, at vi har økonomisk fordele af det.

Gorz' grønne samfundsutopi

Automatiseringen skaber priviligerede grupper af arbejds­tagere med fast til­knytning til arbejdsmarkedet og relativt høje lønninger på den ene side, og på den anden side en voksen­de "ikke-klasse" af marginaliserede med ustabil eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet.

   Den franske teoretiker André Gorz har videreudviklet dette tema i sine udgivelser, "Økologi og frihed" (1975) og "Paradisets Veje - Kapitalens dødskamp" (1982).

   Gorz vil afskaffe marginaliseringen ved at sikre alle en livsindkomst, en slags borgerløn. For at sikre sig reelt frigørende virkninger af denne, vil han have den skal følges af en ret til arbejde. Ellers kan livsindkomstmodtagerne opleve den samme "klientgørelse", som modtagere af sociale ydelser oplever i den kapitalisti­ske velfærdsstat.

   Gorz har fore­stillet sig, at alle skal arbejde mindst 20.000 timer i løbet af et liv til gengæld for at være sikret en livsindkomst. Det kan fordeles på forskellig vis. Den enkelte er imidlertid sikret en indkomst uafhængig af, hvordan og hvornår arbejdet udføres. Forkortelsen af arbejdstiden er nødvendig som følge af den teknologiske udvikling i retning mod automatisering. I sin kapitalistiske udformning fører denne udvikling til en opdeling af befolkningen i en kernegruppe af lønmodta­gere med fast tilknytning til arbejdsmarkedet på den ene side og på den anden side dannelsen af stærkt voksende lag af marginaliserede grupper med løsere tilknytning eller som langtids­ledige. I et solidarisk samfund vil denne opsplitning blive afløst af livsind­komst og retten til 20.000 timers arbejde, som den enkelte selv kan lægge inden for perioder af 20, 30 eller flere år.

    Gorz deler arbejdet op i heteronomt og autonomt arbejde. Det første er de aktiviteter, der er nødvendige for at sikre det materielle udkomme som et sam­fundsmæssigt bestemt eksistensni­veau. Det autonome arbejde er arbejdet som selviscenesat aktivitet, som muliggøres af livsindkomsten. Gorz definerer det således:

Når nogen udtænker og realiserer et personligt projekt med mål, han selv har fundet på, og efter kriterier for, om det lykkes, som ikke er forudbestemt af samfundet.

(Paradisets Veje)

Det autonome arbejde vil gøre det muligt at skabe ting, som ikke kunne skabes på grund af kravene til høj timebetaling og rentabilitet under det heteronome arbejde. De selvforvaltede aktiviteter vil udfylde behov med hensyn til indretning af boliger, udbygning af lokalsamfundet, hjælp til ældre, syge og handicappede, etc.

 Figur 1: Gorz' samfundsutopi

I sin samfundsutopi, jvf figur 1, erstatter Gorz samfundets opdeling i marked og stat  med en opdeling, der i højere grad lader samfundets aktiviteter og dækningen af menneskenes behov finde sted i civilsamfundet, idet markedet og staten “svarer til” den øverste række i figuren.

Gorz er kritisk over for den britiske økonom John M. Keynes og de udformninger af velfærdssamfundet, som hans teorier har givet anledning til. I den socialdemokratiske velfærdsstat er der sket en statsliggørelse af samfundet via den keynesiansk inspirerede regulering af økonomien, hævder Gorz.

  Gorz vil modvirke statsliggørelsen. Staten skal ikke være et apparat, der trænger ned i samfundet allevegne og dermed umyndiggør borgerne. Staten bør f.eks. ikke sættes til at løse arbejds­løs­hedspro­blemet. Det er udtryk for statsliggørelse og stats­tænkning at tro, den kan det. Der er et element af anarkisme i en grøn ideologi som Gorz'. Statens funktio­ner skal ind­skrænkes til, hvad der følger af de nødvendige hetero­nome aktiviteter.

  Staten skal give det enkelte individ muligheder for selv at forme sit liv. Det kan kun ske ved, at staten spiller en yderst tilba­getrukket rolle i samfundslivet. Dens dominans og gen­nemtrængning af samfundslivet skal høre op.