Folketingsvalget 2015 førte til dannelsen af det nye parti Alternativet. Det forbløffede mange, at det opnåede at komme ikke alene over spærregrænsen på 2 pct, men også et stykke derudover. Med Alternativet kom en ny politisk diskurs på banen. Det ligger i selve ordet, at man formulerer ideer og politik på en anderledes måde.

Initiativtager var den radikale udbryder Uffe Elbæk. Hvad skyldes partiets hurtige succes i dansk politik?

En stor del af den hænger sammen med utilfredshed blandt radikale vælgere. Valgresultatet kunne tyde på en stor vælgervandring fra Radikale Venstres venstrefløj over til det nye parti. Det kom netop til at repræsentere en form for fornyet “radikalitet”. Og det var udtryk for, at man havde forsømt betydningen af idéer i politik. Politik er ikke bare at gøre det "nødvendige", det, der ser fornuftigt ud, men også at turde tænke ud over dagen og vejen.

Det tiltalte en stor del af vælgerne, at nogle ville gøre det i en tid, hvor den "nødvendige" politik hele tiden havde været på dagsordenen.

Tænk på partiets navn og en stor del af ideerne, som indebærer forsøg på nytænkning af samfundsproblemer. Mange af ideerne er velkendte, f.eks. borgerløn og 30 timers arbejdsuge. Men det er mange år siden, nogen har turdet tænke de tanker, – eller sige dem højt. Det har ikke være konkurrencestatens dagsorden. – Men måske derved netop, hvad mange har haft behov for at høre. Der er også de, der er dybt skeptiske, som jeg hørte en bekendt sige: Ja, nu har vi i mange år døjet med landsbytosser i dansk politik. Nu er de sørme blevet suppleret med storbytosser.

Han forsøgte at forklare mig, at ideen om 30 timers arbejdsuge er for utopisk.

Døde og levende idèer i diskursiv sammenhæng

Politologer og sociologer har sagt, at ”ideologierne er døde”. Det, disse personer gør, er at italesætte ordet ”ideologi” på en bestemt måde. Man siger, at de laver en diskurs om begrebet, eller de sætter begrebet ind i en diskurs. Ideologi kan være med til at politisere samfundsspørgsmål. Ved at sige, at ”ideologierne er døde” ønsker man at lave en anden diskurs om samfundet. Man hævder, at der ikke er så meget konfliktstof, som de, der mener, at der er ideologier.
Ideologi
”En anden verden er mulig”, udtrykker ikke alene en holdning til samfundet, men er også et eksempl på en holdning, der kan udvikles til en ideologi. Man kan sige, der er tale om en ideologisk diskurs, der lægger op til en kamp om at komme til at præget samfundsudviklingen.
    En ideologi er en diskurs, der forsøger at vinde overhånd over andre diskurser. De, der tror på liberalisme, ønsker, at denne diskurs vinder overhånd over andre ideologier. De frie markedsforhold skal råde i højere grad.
    Ordet ”ideologi” betyder egentlig læren om ideer.  En ideologi er et tankesystem, hvor en tænker eller en gruppe mennesker forsøger at indkredse principper for et godt samfund samtidig med, at ideologien kan indeholde en kritisk analyse af det nuværende samfund. Det er altså et forsøg på at finde en retning, som man mener samfundsudviklingen skal gå efter.
Indkredsning af ideologibegrebet

Forestillingen, at samfundet er noget, man kan påvirke og forandre, går i sin modene form tilbage til oplysningstiden.  En række filosoffer gjorde sig tanker om, hvordan samfundet kan påvirkes og ændres.  Ordet ”ideologi” bruges af Karl Marx (1818 - 1883) i hans skrift Den tyske Ideologi. Her beskrev han, hvordan ”de herskende tanker er de herskendes tanker”. Ideologi bruges altså som synonym med de ideer, en social klasse har om samfundet.
    En ideologi ses i dag snarere som et mere eller mindre sammenhængende sæt af ideer som danner grundlag for organiseret politisk handling, hvad enten det drejer sig om at bevare, ændre eller omvælte den eksisterende magt i samfundet.

Derfor indeholder  ideologier:

1 En redegørelse for den eksisterende sociale orden. Det er ideologiens ”verdenssyn”.
2 En utopi, dvs en model for den fremtid, man ønsker sig i form af en vision om ”det gode samfund”.
3 En forklaring på, hvordan politisk forandring gennemføres.
 

Liberalisme

Liberalismen vil som regel ikke lægge begrænsninger på det kapitalistiske marked. Det vil snarere gerne udvide det ved at bringe flest mulige områder ind under markedsstyring.
Liberalisme er en ideologi, der søger at fremme menneskers frihed. Det drejer sig om at beskytte den enkeltes frihed og rettigheder. Liberalister har ofte antaget, at mennesket har visse naturlige rettigheder. Det er altså rettigheder, der eksisterer uafhængigt af staten. Det er retten til frihed og ejendom, retten til at give udtryk for sine meninger (ytringsfrihed), ret til at udøve en religion frit, og retten til at samle sig med andre for at øve indflydelse på samfundets myndigheder.
    Mennesker antages altså at være født med lige rettigheder. Og mennesket antages at være rationelt, dvs dets tænkning er baseret på fornuft og en evne til at se, hvad der er godt for det selv.
Af rettighederne følger også politiske rettigheder til at kræve en regering, der hviler på repræsentation. Man vil altså have et repræsentativt demokrati (hvis det ikke er muligt med et direkte demokrati, hvor borgere forsamles og tager beslutninger sammen).
Retten til frihed kan indebære, at det kan blive nødvendigt at begrænse statens magt. En for omfattende statsmagt, f.eks. udøvet af en enevældig konge, kan jo begrænse den enkeltes frihed. Derfor er man tilhænger af magtdelingslæren. Når magten er delt op på en lovgivende, udøvende og dømmende magt, og man har et retssamfund med lighed for loven, sikres den enkelte imod vilkårlig magtudøvelse. Man har krav på at blive stillet for en dommer, hvis man udsættes for vilkårligheder fra statsmagtens repræsentanter.
Man tror på et samfund, hvor økonomisk og politisk frihed er hinandens forudsætninger. Et politisk demokrati har altså som forudsætning en fri markedsøkonomi. Og for at en fri markedsøkonomi kan fungerer ordentlig, skal der være politisk frihed, demokrati og fri meningsdannelse i frie medier (aviser, TV).  
   I klassisk liberalisme skal frihed ses som frihed under ansvar. Den ene persons frihed kan blive den anden persons ufrihed, hvis den førstnævnte f.eks. gør den anden til slave eller udsætter den anden for andre former for frihedsbegrænsninger. Derfor skal der ifølge John Locke (1632–1704) være en lovgivning, der sætter visse rammer for friheden. ”Uden lov - ingen frihed”, som Locke formulerede det. Det kræver en stat, der kan vedtage visse minimumslove.

Nyliberalisme

Velfærdsstaternes vækst og begrænsninger af frihandel i det 20. århundrede førte til en genopblomstring af liberalistisk ideologi i form af nyliberalismen. Her kritiserer man statens vækst, som har ført til en stor stat i mange lande. Den kan begrænse den enkeltes frihed, markedet og mulighederne for at starte nye virksomheder. Derfor skal staten ”rulles tilbage”. Det kan ske i form af f.eks. privatiseringer, hvor offentlige aktiviteter, feks. sundhedstjenester, føres tilbage i privat regi. Finansieringen kan f.eks. ske ved hjælp af forsikringer i stedet for skat. Nyliberalister ønsker i det hele taget at øge valgfriheden i samfundet. Det kan ske i form at udlicitering til private af offentlige opgaver. Det kan altså lade sig gøre at få staten til at finansiere igennem opkrævning af skatter, men lade private udføre opgaverne via udlicitering. På den måde forestiller man sig, at man får et samfund med mere mangfoldighed og flere valgmuligheder.

Konservatisme

I den konservative ideologi siger man, at der ikke bare skal forandres for forandringernes egen skyld. Det, der har bevist sin levedygtighed gennem lang tids brug og praksis, skal ikke bare uden videre afvikles. Det skal måske snarere omformes, så det modsvarer en ny tids krav bedre.  Man ændrer altså for at bevare. En af konservatismens grundlæggere var ireren Edmund Burke (1729 - 1797). Han var født i Irland, men flyttede til England, hvor han i mange år sad i det britiske parlament Underhuset.  Han var imod den franske revolution, fordi den byggede på krav om abstrakte rettigheder. Rettigheder skulle komme mere naturligt ifølge af en national tradition, der bygges gradvist.  Rettigheder kommer bl.a. fra forfædrene. Konservatisme drejer sig altså om at bevare det, der er godt i traditionen. Man skal ikke hælde barnet ud med badevandet, når man starter noget nyt.
    I den grundlæggende konservative ideologi ses et samfund som et organisk hele. Det er naturligt, det er præget af hierarki, for det er ikke alle, der nødvendigvis har samme vigtige funktion for helheden.
    De betroede hverv, roller og ansvar i hierarkiet skal respekteres, og det er naturligt, at indehavere af vigtige roller, eksempelvis højt i hierarkiet, belønnes for at have taget dette ansvar.
    Mennesker er ufuldkomne og udstyret med forskellige evner og egenskaber. Staten har en forpligtelse til at beskytte de svage.
    Konservative af den klassiske slags har altså ikke samme syn på det frie markeds ”rensende virkninger” m.h.t. at fjerne svage led i markedskonkurrencen. Som konservativ kan man altså godt gå ind for social velfærd, da det kan være nødvendigt for at få samfundsorganismen til at hænge sammen. Denne opfattelse kaldes undertiden socialkonservatisme.

Socialisme

Den socialistiske ideologi findes i flere afskygninger.

Klassisk socialisme

Det, man kalder klassisk socialisme, bygger på Karl Marx'  ideer.
     Man definerer oprindelig et socialistisk samfund som et samfund, hvor ”alle yder efter evne og nyder efter behov”. Det vil sige, at det, den enkelte får, ikke kun afhænger af, hvor meget vedkommende har produceret, men også efter behovene, altså, hvis man f.eks. ikke har produceret noget, så skal man alligevel kunne få dækket sine behov.
Der tales om ”samfundseje af produktionsmidlerne”, dvs at virksomhederne skal være ejet af samfundet, f.eks. de arbejdende i fællesskab. Endvidere er begrebet ”profit” (overskud) afgørende:
"Vor nuværende samfundsform er forældet. Kapitalismen, hvor produktionen bestemmes af profithensyn, er blevet en hindring for fremskridt og social retfærdighed" 
    Sådan lød de første bemærkninger i  Socialistisk Folkepartis partiprogram 1959 - året hvor SF blev dannet af utilfredse udbrydere fra Danmarks Kommunistiske Parti
Det er et eksempel på socialistisk ideologi. Man skriver også:
"Samfundskontrol med investeringerne er et vigtigt skridt henad vejen mod samfundets socialistiske omformning. Planløs forvaltning af rigdommene må erstattes af investering i en planlagt opbygning,"
 Når man forestillede sig, hvordan denne socialisme kunne føres ud i livet, gjorde man planlægning til et vigtigt begreb. Den kapitalistiske produktion så man som uplanlagt. Folk lavede jo virksomheder og investerede for selv at tjene penge - ikke for at ”tjene samfundet”. Derfor blev det uplanlagt, og det kunne føre til arbejdsløshed. Der var jo ikke nogen, der planlagde, at alle skulle have arbejde - endsige at sørge for arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis der ikke var arbejde til alle.
Reformistisk og moderat socialisme
Den klassiske marxisme blev efterhånden set som utopisk af mange.
    Man ønskede i stedet noget, der var mere praktisk gennemførligt. Det var ikke så let at indføre ”samfundseje” eller ”fælleseje” af produktionsmidlerne. Kapitalisterne, der ejede disse, havde meget magt og overlod ikke gerne deres ejendom til fællesskabet. Og hvis man brugte tvang, så man, at de forlod landet og prøvede at tage deres ejendom med sig. Det kunne gå ud over de arbejdere, man forsøgte at hjælp til et bedre liv. Kapitalisterne var måske kommet for at blive? I hvert fald valgte socialister mange steder at indlede et samarbejde med dem i stedet for at tale om ”revolutionær omvæltning” af ejendomsforholdene. Den reformistiske socialisme, eller socialdemokratismen, var født.
Man forestillede sig altså, at man kunne lave socialisme ved hjælp af reformer. Reformer kunne gennemføres igennem parlamentets lovgivning, når man f.eks. lave gratis uddannelser, der kunne sørge for, at alle fik chancen for at gøre sig gældende i samfundet. Eller når man lavede skatte- og velfærdslovgivning, der kunne tage penge fra de rige igennem skatter og tilgodese de mindrebemidlede ved at uddele velfærdsydelser. Socialisme kunne altså være skattepolitik efter et Robin Hood princip og velfærd til alle. Og ofte var man indstillet på at bruge det frie marked som en mekanisme til at sikre en produktion præget af en vis effektivitet.
Fælles for de forskellige former for socialisme var betoning af fællesskab og lighed. Der kunne dog være betydelig forskel på, hvad man opfattede som ”lighed”.
    Nogle ser det som resultatlighed, dvs der skal være lighed i fordelingen af samfundets goder. Andre  har mere set det som samfundets pligt at sørge for lige muligheder til alle. Man har set resultatlighed som en utopi, noget, der er umuligt at realisere, og som kan tænkes at give uheldige bivirkninger i form at at reducere effektiviteten i markedet, f.eks. hvis folk ikke længere har en tilskyndelse til at yde en ekstra indsats.
    Forestillingen om, at det samfundsmæssige fællesskab selv kan organisere produktion og fordeling - uafhængigt af kapitalisterne (virksomhedsejerne), er forladt i moderne reformsocialisme. Samfundseje og samfundsmæssig organisering af produktionen anses ikke for en realistisk mulighed. Derfor drejer det sig i stedet om at indrette kapitalismen på en mere menneskelig facon, f.eks. ved at styre den og lægge begrænsninger på dens udfoldelse. Man vil f.eks. sætte ind over for ”hverdagslivets kommercialisering”, når alle områder af det daglige liv markedsmæssiggøres. Det sker f.eks., når vi vil kontakte vennerne på Facebook og derved kommer til at levere oplysninger om os selv, der kan bruges i markedsføring af produkter, virksomheder kan tjene penge på.

Ny britisk reformsocialisme

I den nye udgave af britisk reformsocialisme vender man sig imod, at man som ”socialistisk regering” bare skal øge de offentlige udgifter.
    Man antager ikke på forhånd, at ressourcer bruges bedre i den offentlige sektor end i den private. Et højere skattetryk vil kunne være upopulært og forårsage opbremsning af økonomien.
    Men derudover kan mange ting ændres i mere socialistisk retning. Man vil føre en mere vidtgående ligestillingspolitik i forhold til kvinder og minoriteter.
    Man går ind for, at der skal være en kapitalistisk markedsøkonomi, men man siger, at der findes adskillige modeller for en sådan.
    Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at den hidtil kendte angel-saksiske (britisk-amerikanske) model for ret så uindskrænket frimarkedskapitalisme er den eneste rigtige. Den kritiseres for at være for meget ”kvartalsregnskabskapitalisme”, dvs man går efter kortsigtet profit, når man som investor har øjnene stift rettet mod næste 3-måneders overskud. Det går ikke, når der er behov for mere langsigtede investeringer i opbygning af produktionsapparatet og infrastrukturen (veje, broer, havne, internet, byudvikling, etc). Den angelsaksiske kapitalisme kan blive inspireret af asiatiske kapitalismemodeller, f.eks. Singapore.
    Man gør sig i britisk reformsocialisme, som den blev udtænkt af Ed Miliband og hans rådgivere fra 2010 til 2015, til fortalere for en ”ansvarlig kapitalisme”. Virksomhederne skal tvinges til ansvarlighed over for deres ansatte, forbrugere og klimaproblemer/miljø. Man er endvidere skeptiske over den stigende markedsmæssiggørelse af samfundet, hvor fællesaktiviteter indtænkes i en frimarkedsmæssig kommercialiseret ramme.
    Man er inspireret af moderne latinamerikansk socialisme, når man på det idemæssige plan tager udsagnet ”en anden verden er mulig” alvorligt, dvs et andet samfundssyn og -system kan være en mulighed. Demokrati og kooperative produktions- og distributionsformer kan bruges samfundsforandrende. Det gælder deltagelsesdemokrati. Man accepterer ikke, at vælgerne kun har indflydelse på en valgdag hvert fjerde eller femte år. De skal inddrages i beslutninger i deres virksomheder og boligkvarterer og f.eks ved fastlæggelsen af kommunale budgetter.
    Med erklæringen om, at ”an anden verden er mulig” vender man sig imod den tidligere britiske konservative premierminister Margaret Thatchers (1925 - 2013) berygtede TINA (There is no Alternative: Der er intet alternativ). Staten skal ikke bare være passiv i forhold til den private sektor. Staten skal spille en rolle m.h.t. udvikling og ibrugtagning af nye teknologier.

Marxisme

Det er meningsløst at sige, at Jesus Kristus er ansvarlig for, hvilke forfærdelige grusomheder, som den spanske inkvisition lavede under det kristne banner, eller for, at pædofile katolske præster og munke har lavet sexovergreb på drenge og piger i den katolske kirke.
    Lige så lidt giver det mening at give Marx ansvaret for, hvad der i hans navn blev lavet af overgreb på mennesker i de såkaldte kommunistiske regimer i Østeuropa fra 1917 - 1991.
    Som generel samfundsteori har marxismen oplevet en genopblomstring - ikke mindst efter finanskrisen 2007 - 13, hvor store dele af Verden blev kastet ud i økonomisk krise forårsaget af en dårligt fungerende kapitalistisk økonomi.
   At produktion sker med profit for øje, og at den kapitalistiske konkurrence og det markedsmæssige anarki kan få uheldige virkninger, har bl.a. den såkaldte Occupy Wall Street bevægelse dokumenteret. Ud af denne kritik har der derfor nye sociale bevægelser rejst sig med krav til det politiske system om forholdsregler imod den ”1 %”, der sidder på en stor del af produktionsresultatet.

EN "SOCIAL SITUATION" DEN ENKELTES ELLER KOLLEKTIVETS ANSVAR? Der er ingen, der kan være i tvivl om, hvad billedet viser: En fattig, der tilsyneladende har mistet alt håb og sidder og tigger eller er apatisk på et befærdet strøg i en storby.     Når billedet skal fortolkes, kommer forskellige holdninger til samfundet til udtryk: Er hun selv ude om det? Er bekæmpelse af fattigdom den enkeltes ansvar, eller bør staten/samfundet spille en rolle? Er det kvindens netværk, der har svigtet? Det kan forskellige ideologier have forskellige bud på. Det gælder både, når situationen skal forstås/fortolkes, og når der anvises løsninger.     Næste spørgsmål: Er det en fattig i København, Buenos Aires, New Delhi eller Houston? Hvordan påvirkes holdningerne af dette?

Ideologierne ændrer sig løbende som et resultat af samfundsudviklingen. Et af de steder, hvor der arbejdes med ideologier, er i de politiske partier. De har behov for at se samfundsudviklingen i helheder. Der skrives f.eks. partiprogrammer, hvor ideologiske elementer formuleres og afprøves i praktisk politik.
  
En lang række nye politiske spørgsmål, som deler vælgerne på nye måder, har meldt sig. Man kan se på det under rubrikkerne Ny politik og enkeltsagspolitik på den ene side og på den anden side "gammel" fordelingspolitik,  -  som naturligvis ikke er "ældre", end at fordelingspolitiske spørgsmål stadig kommer op.

Udvikling af politiske ideer er en del af det politiske spil. Vi plejer at sige, at det karakteristiske ved ideologibegrebet er, at de store ideologier - store fortællinger, som vi har set på ovenover, indbefatter, samfund, sociale grupper og individer og ser alt dette i et perspektiv af fortid, nutid og fremtid. Ideologien indeholder på den måde visioner om fremtidens samfund og dets indretning.

Men lad os for et øjeblik lægge de store ord på hylden og se mere pragmatisk på det. Så kan vi stille spørgsmålet: hvad interesserer den almindelige vælger? Er spørgsmålet om, hvorvidt Bjarne Riis' cykelhold tager doping eller ej, ikke mere interessant end de store fortællinger?
    Politikerne må vise interesse for de sager, der opstår i hverdagslivet og den lille politik. Det gør de ved at køre efter sagerne - the issues. Ideerne kommer til at finde en plads i dette mønster.

Figur 1: Politiske ideer mellem idepolitik, interesser, issues og behov

Traditionel politik og nypolitik

Fremgangen for de såkaldte "arbejderpartier" falder sammen med industrialiseringen af det danske samfund. Politik, som vi kender det, med interesserepræsentation, klassebaseret stillingtagen og den fredelige demokratiske kamp i parlamenter og ved valgkampene er i sig selv et fænomen, der hører til det samfund, vi beskriver som industrisamfundet.

Hvordan redde den fælles jord fra undergang (restore your planet)? Hvordan kæmpe for social retfærdighed (justice) i den tredje Verden og i hjemlandet? Hvordan får vi et reelt demokrati? Et demokrati, der ikke kun viser sig ved, at en del af befolkningen går hen og stemmer hvert fjerde år, og en forsvindende lille del af befolkningen er aktive i partiforeninger, der bruges som administrator- og rekruteringsmaskiner for staten, men som viser sig i en politisk aktivitet og deltagelse i brede kredse af befolkningen?    Det er eksempler på ny politik-sager. Politologer fik første gang øje på ny politik sager i 1970'erne. Nogle forbandt det med den materielle mæthed, der måtte komme med det rige samfund og velfærden. Vælgerne vil i den situation begynde at interessere sig for sager, der har noget at gøre med livskvalitet.     Andre hæftede sig ved catch-all partier og enkeltsager. Når klasse- og interessepolitikken formindskes i intensitet, kommer der stigende fokus på enkeltsager, f.eks. indvandring, og så er det dem, der skiller partierne i modstående tendenser og fløje.

En ny industriel revolution er på vej. Vi har tidligere oplevet, hvordan vi gik fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Vi skulle nu være vidner til, hvordan vi går fra et industri- og servicesamfund til et netværkssamfund. Hvad indebærer det så? Nogle har endda talt om et "drømmesamfund". Det er en slags postmodernistisk vision om et samfund, hvor man kan indrette sig stort set, som man vil.

 Det er i dette samfundsmæssige "rum", at politik udspiller sig. Vi har set det med den måde, de ydre verdener trænger sig på over for vores egen verden med de stigende tendenser til migrationer (folkeflytninger), der sker. Det er måske i virkeligheden også det, valget den 20. November 2001 drejede sig om.

Overgangen fra det traditionsstyrede samfund til det moderne industrisamfund er beskrevet på mangfoldige måder hos samfundstænkere. Industrisamfundet fører til, at tradititonsbestemte roller og normer nedbrydes. Religionen får mindre magt.
 

Videnskaben får til gengæld mere magt. Samfundet bliver rationelt og effektivt. Ja, det sker endda i en sådan grad, at det nærmest bliver et fængsel. Max Weber beskrev dette træk ved industrisamfundet som "rationalitetens jernbur". Hvis Weber havde levet i dag, ville han have set "rationalitetens jernbur" være på vej til afskaffelse. – Hvis man skal tro det nye samfunds profeter. Det samme gælder hans beskrivelser af bureaukratiet som effektivt, hierarkisk og med rationel beslutningstagning.

OPGAVER:

1. Diskuter, om det er en god idé at sætte partierne op på en linje fra venstre mod højre, det såkaldte venstre-højre spektrum?
2. Klik jer ind på partierne og undersøg, om det evt. er lettere at plotte partierne ind på skalaen, når det er principprogrammer i stedet for arbejdsprogrammer eller dag-til-dag politisk stillingtagen, man ser på.
3. Vil det give mere mening at lave andre venstre-højre skalaer, der benytter sig af andre politiske dimensioner end de traditionelt fordelingspolitiske og økonomiske?
4. Forestil jer, at I er en gruppe af begavede mennesker, der sætter sig for at stable en ny politisk bevægelse på benene med nye ideer og issues. Bliv inspireret af figur 1 og linket øverst til højre.