Gregers Friisberg: JOHN M. KEYNES

Hele en persons indkomst anvendes til køb af varer og tjenester. Det siges ganske vist almindeligvis, at et menneske anvender en vis del af sin indkomst til forbrug og sparer den anden del op. Men det er en velkendt økonomisk grundsætning, at en person køber arbejdskraft og varer med den del af sin indkomst, som han sparer op, på samme måde som han gør med det, der går til forbrug. Han siges at forbruge, når han søger at opnå behovstilfredsstillelse nu fra de varer han køber. Han siges at spare, når han anskaffer arbejdskraft og kapitalvarer til at kunne producere noget, der kan give ham behovstilfredsstillelse i fremtiden. (Marshall: Pure Theory of Domestic Values. Her efter John M. Keynes: The General Theory of Employment, Interest and Money. Macmillan 1936, s. 19)

Ovenfor er gengivet et centralt neoklassisk citat. Den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1946) vendte sig imod denne opfattelse. Han mente ikke, at markederne af sig selv kunne sørge for anvendelse af alle produktionsfaktorer, altså   for  fuld beskæftigelse. Derfor udviklede han en teori om, hvordan man kan bruge statens udgifter til at få mere balance i økonomien.

Det ovenstående citat er altså fra en af de klassiske økonomer. Keynes bruger det til at vise, hvori hans økonomiske grundsyn adskiller sig fra klassikernes. Deres synspunkt kan i forenklet form sammenfattes til: Penge, der ikke bruges på den ene måde, bruges på den anden. Altså enten til forbrug eller investering. Sådan er det ikke, siger Keynes. Det kan være penge slet ikke bruges. Det ser man f.eks. ske, når en økonomisk krise begynder. Ingen vil bruge penge til at købe aktier for. Eller til at købe maskiner eller biler for. Man venter på bedre tider. Men med denne adfærd er man jo netop med til at udløse krisen.

Grundlaget for Keynes’s teori er:

• Udbud skaber rigtig nok efterspørgsel, men der er ingen garanti for, at der skabes nok efterspørgsel til at sikre fuld beskæftigelse.
• Arbejdsmarkedet ligner ikke varemarkederne. Der er ingen garanti for, at lønnen falder ved overudbud af arbejdskraft (= arbejdsløshed). Derfor kan arbejdsløshedsproblemer ikke løses af markedskræfterne alene.
• Forbrugskvoten ( Forbrugskvote: Forbrugets andel af indkomsten. Hvis den stiger, forbruges der mere. Efterspørgselen stiger falder ved stigende indkomst) Det bevirker, at efterspørgselen efter varer er for lille
• Staten kan fylde "hullet" i efterspørgsel ud ved, at staten bruger mere, end den får ind i skatteindtægter

Når staten bruger flere penge, sættes befolkningens forbrug op, og dermed kan der beskæftiges flere, fordi virksomhederne producerer mere. Men hvor får staten pengene fra til det? Det ses ikke nødvendigvis som et problem, bare inflationen ikke bliver alt for stor. Staten kan f.eks. underbudgettere (udgifter større end indtægter). Staten kan i flere år have underskud på budgettet uden at behøve at gå fallit, som en privatperson ville gøre det, hvis udgifterne i for lang tid var større end indtægterne.

Ved at følge det økonomiske kredsløb i indledningen, kan vi få indblik i sammenhængene i økonomien, når staten øger udgifterne, og hvilke virkninger dette vil have.

Keynes ville ikke alene bruge statens udgifter og indtægter til at påvirke økonomien (finanspolitik) men også rente og investeringer (pengepolitik). Hans teori om efterspørgsel og penge er siden brugt af økonomer til at gøre forsøg på at styre økonomien i de vestlige lande i perioden efter 2. Verdenskrig.

Det kan ifølge keynesianerne være nødvendigt med en efterspørgsel, der "kommer udefra". Det kan være staten, der kommer med den ekstra efterspørgsel ved at øge udgifterne. Eller det kan være udlandet, der importerer flere af landets produkter. Eksporten stiger altså, og det trækker den øvrige økonomi op.

Keynes så sådan på det, at lønnen ikke alene er en omkostning for virksomhederne. Lønningerne repræsenterer en del af efterspørgselen. Derfor kan man ikke være sikker på, at arbejdsløsheden falder, hvis man giver løndannelsen helt fri, så udbud og efterspørgsel fastlægger lønningerne uafhængig af fagforeningerne. Hvis lønningerne falder, bliver der en mindre efterspørgsel. En mindre efterspørgsel betyder ringere afsætning. Dermed skrumper produktionen, og virksomhederne må fyre folk. Man er inde i en stagnationsspiral.

Keynes var altså meget skeptisk over for de liberale økonomers medicin imod arbejdsløsheden.

Det, der skaber efterspørgsel, er forbrug og investering. Når man køber en ny bil, er man med til at skabe jobs til nogle automobilarbejdere. Når man investerer i anskaffelse af EDB-udstyr, er man med til at skabe jobs hos en computerfabrikant og en EDB-programudvikler.

Hvis man i stedet for forbrug foretager en større opsparing, medvirker man faktisk til en nedgang i efterspørgselen. I stedet for at købe bilen, beholder man sine sparepenge i banken og venter med bilkøbet. Det kan måske skyldes, at man er bange for fremtiden. Man er måske bange for at miste sit job. I den situation tilsiger forsigtigheden én af spare op i stedet for at forbruge.

Når mange mennesker tænker sådan, kan det have en negativ virkning på produktionen. Man er inde i en nedadgående økonomisk spiral.

Hvis økonomien er inde i en nedadgående stagnationsspiral, kan staten altså gå ind og måske vende udviklingen ved kunstigt at øge efterspørgselen igennem udvidelse af det statslige forbrug og investering.

Keynes’ pengeteori

Når virksomhederne overvejer at skulle foretage nyinvesteringer, indgår der i overvejelserne, at det forventede afkast af en investering (Keynes var altså enig i, at kapitalforrentningen er vigtig. Kapitalforrentningen skal imidlertid holdes oppe imod lånerenten, når det skal vurderes, om og hvordan en given kapitalforrentning vil påvirke investeringsadfærden) gerne skulle være bedre end den rente, man kan få ved at sætte penge i banken eller købe obligationer. Ellers kan man jo lige så godt anbringe sine penge på en bankbog eller købe obligationer, hvor man er sikret et bestemt afkast. Og det er stort set risikofrit. Det er en erhvervsinvestering ikke. Virksomheden går ned, hvis den giver underskud i længere tid.

Derfor mente Keynes, at man kunne stimulere økonomien ved, at Nationalbanken sænker renten. Herved er der flere investeringer, der bliver rentable. Så investerer virksomhederne mere. Og de øgede investeringer giver en større efterspørgsel, som sætter gang i økonomien.

Forventninger. Nykeynesianernes psykologiske joker

Forventninger til fremtiden spiller en stor rolle for konjunkturen. Det gælder både forbrugerforventninger og virksomhedsledernes forventninger. Disse ting er især analyseret og anvendt af nykeynesianere til forklaring på økonomiske svingninger.

Hvis forbrugerne har positive forventninger, øger de deres forbrug og sparer mindre op. Man siger, at forbrugskvoten stiger, og opsparingskvoten falder.

Danmarks Statistik og forskellige konjunkturanalyseinstitutter laver løbende undersøgelser af forbrugerforventninger og virksomhedsledernes forventninger.

Forventningerne er ikke ren psykologi. Positive forventninger forstærkes af en økonomi i fremgang. Men de kan så yderligere skubbe til væksten igennem øgning af forbruget. Pessimistiske forventninger skyldes ofte en økonomi, der er i tilbagegang. Men også her forstærkes tendensen af forventningerne.

KEYNESIANSK MACROØKONOMISK MODEL

Ligevægtsnationalindkomsten bestemmes i en lukket økonomi uden offentlig sektor som:

Y (yield) = C (consumption) + I (Investment)

I Keynes' model kan opsparingen (saving) være større end investeringen (investment), i.e. opsparingstilbøjeligheden er større end de profitable investeringsmuligheder. Disse bestemmes af kapitalens tendens til faldende grænseudbytte, men kan svinge op som følge af teknologiske nyskabelser, der øger profitable investeringsmuligheder. Når opsparingstilbøjeligheden således er større end investeringsmulighederne, er der tendens til økonomisk recession. Den overskdende opsparing viser sig som en øgning i lagre og/eller overskydende likviditet. Økonomien styrer mod recession og arbejdsløsheden er stigende.

Keynes forkastede neoklassikernes antagelse om, at renten bestemmes af opsparingen (udbud af opsparingskapital) og efterspørgsel efter kapital til investeringer, hvor ligevægten findes der, hvor betalingen for at udskyde konsum svarer til det marginale udbytte af investeret kapital. Ifølge Keynes bestemmes renten af efterspørgsel og udbud af penge. Udbudet af penge består af mange ting, ikke mindst indtægter fra udenrigshandelen, men fastsættes i øvrigt af Centralbanken. Efterspørgselen efter penge består af spekulationsmotivet og transaktionsmotivet. Det sidste øges med stigende nationalindkomst. Det første er en funktion af obligationsrenten og forventningen til, hvordan kurserne vil udvikle sig. Hvis der forventes kursfald, vil investorerne holde sig likvide, altså efterspørge penge. 

I en åben økonomi bestemmes ligevægten som:

Y + Im = a + b*C + I + Ex

a er en konstant, dvs en slags præliminær konsumption. b er hældningskoefficienten til forbrugsfunktionen.

De tenderer til at variere med realindkomstniveauet. Ved højere forbrugskvote (lavere opsparingskvote) er den såkaldte multiplikator alt andet lige større. Multiplikatoren er den faktor, en stigning i den effektive efterspørgsel skal ganges med for, at man får stigningen i nationalindkomsten.

Keynes antog, at man i en moden kapitalistisk økonomi vil finde det i stigende grad vanskeligt at opretholde en høj forbrugskvote. Når indkomsterne stiger, er der tendens til, at opsparingen som en andel af indkomsten forøges. Gabet kan fyldes med øgede statslige udgifter.

Mekanikken i modellen kan nu beskrives f.eks. således: En stigning i eksporten fører til stigning i den effektive efterspørgsel, som via multiplikatorvirkningen fører til et større BNP. Samtidig fører det til et større flow ind i landet af valutaindtægter, der kan veksles til den nationale valuta. Det øger pengeforsyningen. Renten falder. Investeringerne stiger. Via multiplikatoren sker der en stigning i BNP. Det fører imidlertid til en stigning i transaktionsefterspørgselen efter penge. Det fører til højere rente. Det fører til lavere investeringer, og sådan kan det fortsætte, indtil man har nået en ligevægtsindkomst.

Keynes definerede også et depressions tilfælde. Det er når likviditetsefterspørgselsfunktionen er horisontal. I den situation kan Centralbanken ikke nedbringe renten ved at udvide pengeforsyningen. Faldende renter har ingen virkning på investeringerne. Faktisk kan man skildre den japanske økonomis situation som et sådant depressionstilfælde i slutningen af 90'erne og begyndelsen af det nye årti. Den japanske centralbank havde reduceret renterne til 0 eller tæt på 0, og alligevel kunne man ikke få den japanske økonomi ud af recessionen. Og det hjalp heller ikke, at den japanske stat foretog den ene finanspolitiske stimulation efter den anden. Det førte til en stigende statsgæld.