Demokrati er ufuldstændig uden, at man også får set på individets rettigheder.

Denne kamp var tidligt en del af liberal politisk tænkning. Det gjaldt om at sikre borgernes rettigheder over for f.eks. en enevældig kongemagt.

I det 21. århundrede er det blevet en kamp om at sikre borgernes interesse i beskyttelse af privatlivets fred over for en Big Brother stat, der har fået et væld af nye muligheder, som de nye teknologier, til at overvåge. Det omfattende system af overvågning, som udføres af NSA (National Security Agency) blev afsløret i 2013, da den amerikanske computerspecialist Edward Snowden, der var ansat i de amerikanske efterretningstjenester, afslørede den omfattende overvågning af ikke alene amerikanere, men også udlændinge.

Hvad er et retssamfund?

Et af de grundlæggende principper for retssamfund er magtens tredeling, der blev formuleret af liberale filosoffer som Locke og Montesquieu.

Individets retsstilling sikres af, at der er et uafhængigt domstolsystem (The Judiciary), jvf figur      . Hvis den udøvende magt eller dens forlængelse (f.eks. justitsvæsen/politi) anholder en borger, har denne ret til at få en domstol til at afgøre, om anholdelsen er berettiget. 
   Hvis Skat bestemmer, at en privat borger skal betale mere i skat, end denne borger selv skønner er rimeligt ud fra egen opfattelse af indtægterne til beskatning, kan borgeren får den administrative afgørelse prøvet ved en domstol, hvor domstolen så ved en uafhængig vurdering lægger skatteloven, som er vedtaget af parlamentet (og dermed indirekte af borgerne som vælgere), til grund.
   Domstolene skal være uafhængige, og dommerne ubestikkelige. Det kan f.eks. sikres ved, at de er vanskelige at fyre, når de først er blevet ansat/udnævnt.
   Det er disse principper, der ligger til grund for det, man kalder et retssamfund. Der skal være lighed for loven for alle borgere, dvs man skal f.eks. ikke kunne få specialbehandling, fordi man ”kender nogen” eller har mange penge.

Hvad er en stat. Den kan defineres ved de(n) myndighed(er), der har magt til at lave regler for, styre og udøve jurisdiktion over et geografisk område. Når den tredelte magt udøves over et givent territorium og en befolkning, vil man formelt set kalde det en retsstat. Der skal dog en del mere end formalia til, hvis man også reelt skal titulere det som en retsstat.    

Borgerrettigheder og menneskerettigheder

Der kan skelnes mellem borgerrettigheder og menneskerettigheder. Borgerrettigheder er rettigheder, individerne har i medfør af statens lovgivning, herunder grundlov/forfatningslov. Borgerrettigheder kan være sikret i et lands forfatning. Lovgivningen skal da afspejle forfatningen, idet det forholder sig sådan, at forfatningen/grundloven normalt er den overordnede lov, der giver grundlæggende rettigheder i forhold til lovene. Grundloven foreskriver, hvordan love bliver til, og hvilken underordnet status love har i forhold til grundloven. Det følger heraf, at uafhængige domstole kan prøve loves grundlovsmedholdelighed, og altså beskytte borgere juridisk i forhold til statsmagten.

Menneskerettigheder er et mere omfattende begreb. De er blevet opfattet som naturlige rettigheder, som man har i sin egenskab af menneske. Menneskerettigheder kan også være defineret politisk og juridisk, idet de kan være indlagt i en stats lovgivning, og de optræder i internationale konventioner. Internationale konventioner kan være forpligtende for lande, der har underskrevet dem. Herved kan menneskerettigheder kom ind som gældende juridiske regler i landes lovgivning.

Der er to grundlæggende syn på menneskerettigheder m.h.t., hvordan de er blevet til, og hvad de gælder. De kan opfattes som universelle (generelt og alment gyldige). Som sådan påstås de at gælde overalt og til alle tider. De kan også opfattes som historiske konstruktioner, produceret i, og afhængig af, den tid og det samfund, de er blevet til i. Det vil f.eks. være meningsløst at tale om universelle menneskerettigheder i slavesamfundet. Det kan højst have været en idé hos nogle, ikke regler, der gjaldt.

Borgerrettigheder

Et af de første nedskrevne dokumenter, hvor staten sikrede borgeres rettigheder, er Magna Carta fra 1215, hvor den engelsk konge proklamerede visse friheder for borgerne og accepterede, at der var nogle grænser for hans skønsmæssige udøvelse af kongemagt. Ingen ”fri borger” (trælle/livegne ikke omfattet) skulle kunne straffes uden, at det skulle være med udgangspunkt i lovgivningen.  Det vil sige, at her blev visse retsstatsprincipper grundlagt.

Den såkaldte habeas corpus rettighed  er udsprunget af engelsk ret. Det betyder egentlig ”kom med kroppen”, altså bringe fangen frem for en dommer. Det er  altså en ret til at blive stillet for en dommer, der afgør, om der er grundlag for at opretholde en fængsling. Det er i dag et anerkendt retsprincip i mange lande og ses som afgørende for, at man har et retssamfund (rule of law).  Ifølge den danske grundlov skal man stilles for en dommer inden for 24 timer efter en arrestation (”grundlovsforhør”).

Den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 indeholder en grundlæggende erklæring om menneskerettigheder:

…Alle mennesker er skabt lige. De er udstyret fra deres skabers hånd med visse umistelige rettigheder, hvoriblandt er retten til liv, frihed og forfølgelse af lykken (pursuit of happiness). For at sikre disse rettigheder skal et styre være skabt af og blandt mennesker, og det afleder sin retfærdige magt af de regeredes accept (consent of the governed).  - Og det er sådan, at nårsomhelst en hvilken som helst type af styre tilsidesætter disse hensyn, så er det folkets ret at ændre eller fjerne styret. ….(Declaration of Independence)

Her fastsættes, at det er mennesker, der står bag et styre. Det afleder ikke sin magt fra Gud.
    At alle mennesker er skabt lige, betyder naturligvis, at de er skabt med lige muligheder - ikke at de er lige som resultat.
    Men det er væsentligt at se, at disse principper, som kolonisterne i de nordamerikanske stater udarbejdede i opposition til den engelske konge, indeholder princippet om, at en regering, et styre, skal styre under udøvelse af legitimitet (accept) fra folket, og at folket har ret til at fjerne styret, hvis dette mål ikke er opnået.

Den amerikanske forfatning blev tiltrådt i 1787, og den blev senere suppleret med Amendments (tilføjelser/ændringer) som definerede forskellige borgerrettigheder. Den første gav f.eks. beskyttelse af ytringsfrihed og ret til at forsamle sig. Den anden gav ”ret til bære våben”, hvad der nok mere kunne være praktisk i Det vilde Vesten end som noget, der modsvarer et moderne samfunds behov. Ikke desto mindre har denne rettighed overlevet og dannet grundlag for den højreorienteret NRA (National Rifle Association).

Amendment 4 giver ret til privatlivets fred, herunder sikkerhed for ikke at blive udsat for ransagninger eller beslaglæggelse (seizure) af  deres hjem, papirer og effekter. 

Husundersøgelse (inklusive evt aflytning, overvågning m.v.) kan kun ske med gyldig grund -  upon probable cause, supported by Oath or affirmation, and particularly describing the place to be searched, and the persons or things to be seized.  (“med gyldig grund, støttet a fed eller bekræftelse, og specielt m.h.t. beskrivelse af det sted, hvor søgning skal ske og de personer eller ting, der skal beslaglægges”).

Amendment 4 blev grundlag for en kendelse fra en amerikansk føderal dommer, Richard D. Leon, om NSA-aflytning i Snowden-sagen i 2013, hvor han udtalte, at NSA’s dataindsamling infringes on that degree of privacy that the founders enshrined in the Fourth Amendment (”krænker/gør indhug i den grad af privatlivsbeskyttelse, som de grundlovgivende fædre fastlagde i den Fjerde Amendment”).  I kendelsen blev bl.a. brugt udtrykket en ”næsten orwelliansk overvågning” (udtrukket stammer fra George Orwells bog 1984).

 
FN’s menneskerettighedsdeklaration

I 1948 udsendte FN sin ”universelle  menneskerettighedsdeklaration”  (Universal Declaration of Human Rights), som har fået betydning for menneskerettighedernes udbredelse, bl.a. igennem de ideer og formuleringer om menneskeret, den indeholder, og igennem udformning af efterfølgende konventioner, som stater har undertegnet, og som derved giver juridiske forpligtelser, der beskytter borgere.

Deklarationen starter med at slå fast, at alle er omfattet af den, ”uanset  race, farve, køn, sprog, religion, politiske eller andre meninger, eller social oprindelse, ejendom, fødsel eller anden status”.  Alle har ret til liv, frihed og beskyttelse af sin persons sikkerhed (security of person), slås det fast i § 3.

Senere fastslås retsstatsprincippet. Det fastslås, at alle har ret til at søge og opnå asyl imod forfølgelse. Ingen kan arbitrært få fravristet sit statsborgerskab.

I § 17 fastslås retten til at eje ejendom, alene eller sammen med andre. Ingen skal arbitrært kunne fratages sin ejendom, siges det videre.

Deklarationen går videre end borgerrettighederne. Den omtaler også socioøkonomiske rettigheder. I artikel 23 retten til arbejde og til en understøttelse, hvis der ikke er arbejde at få. Og det fastslås, at der skal være lige løn for lige arbejde.
    Det fastslås i § 25, at alle skal sikres en ”tilstrækkelig levestandard m.h.t. at sikre rimelig sundhed og livskvalitet (well-being)”. ”Moderskab og barndom skal nyde særlig beskyttelse”.

Stridigheder om fortolkning af menneskerettigheder

Hvert år mødes FN’s Menneskerettighedskommission til en session i Geneve. Og i en række  år  blev der siden 1989 fremlagt resolutioner, som fordømte Kinas behandling af menneskerettighederne. Det lykkedes Kina efter nogle år og igennem opbygning af alliancer i forsamlingen at få afværget resolutioner og senere at få vendt stemningen. Det skyldtes måske landets øgede betydning som samhandelspartner efter optagelsen i WTO, den internationale samhandelsorganisation, i 2001.   

   I 1997 så det ud som om, der måske for første gang ikke ville blive fremlagt resolutionsforslag. Det var ikke muligt at mønstre en fælles EU holdning, da Frankrig meldte fra og sagde, at man ikke længere vil være medfremsætter af et forslag, der skulle kritisere Kinas behandling af menneskerettighederne. I stedet ville man forsøge at påvirke det kinesiske regime ved hjælp af en løbende dialog med Kina. Andre store EU-lande, heriblandt Tyskland, tilsluttede sig det franske standpunkt.

   Uden EU-støtte så det først ud til, at resoultionsforslaget ikke ville blive fremlagt. Lige indtil Danmark påtog sig at fremsætte det, støttet af en række lande. Det opnåede ikke at komme til afstemning, da Kina fremlagde et afværgeforslag.

 
Kina har altså en mere kollektivistisk definition af menneskerettigheder og har også tidligere bestridt, at de skulle være ”universelle”. Men det er som om, landet er på vej til i stigende grad at være med på ideen om, at der er nogle universelle rettigheder, og at det ikke kun er en vestlig konspiration. Men det er naturligvis vigtigt, at lige så vel som Vesten bør fordømme en dårlig menneskerettighedssituation i Kina, bør man også fokusere på den måde, minoriteter bliver behandlet på det amerikanske retssystem, når man f.eks. ser på, hvordan den demografiske og aldersmæssige sammensætning er blandt fængselspopulationen.

Man har i Kina betonet de sociale og økonomiske menneskerettigheder højere end de individuelle frihedsrettigheder, som Vesten - med USA i spidsen - traditionelt har sat højt.

Striden om menneskerettighederne i Kina har siden udviklet sig til en situation, hvor Vesten helt rimeligt  har reageret over for krænkelser af borgerrettigheder (ytringsfrihed, minoritetsrettigheder). Og Kina har reageret med udtalelser om forholdene m.h.t. diskrimination og levevilkår for minoriteter i amerikanske storbyer.  Det kunne være fint, om man sammen kunne finde ud af at arbejde for en forbedring af menneskerettighedssituationen globalt.
 

MENNESKERETTIGHEDER  - Casemetode