Fra socialstat til minimalstat

I bogen "Fra socialstat til minimalstat" (1993) har Venstrepolitikeren Anders Fogh Rasmussen argumenteret for sin opfattelse af, hvorfor staten bør indskrænkes til fordel for markedet. Det skyldes, at dette dels sikrer friheden bedst, dels er den eneste instans, der retfærdigt kan afgøre menneske­lige belønningers størrelse. Han vender sig dermed imod socia­listernes forsøg på at finde den "retfærdige fordeling":

Der findes kun een brugbar målestok for belønning: Hvad er produktet eller ydelsen værd for andre mennesker? Den, der er dygtig til at tilfredsstille andre mennesker ønsker og behov, får en stor belønning. Den, der er mindre dygtig, får en mindre belønning. Det frie marked afgør belønningens størrelse.

   Markedsbelønningen er hverken rigtig eller forkert, retfærdig eller uret­færdig. Den er blot et faktum.

(Fra socialstat til minimalstat).

     Anders Foghs nyliberalisme i bogen er inspireret af især  amerikaneren Robert Nozicks  Anarchy, State and Utopia fra 1974. Her  argumenteres for en stat, der begrænser sine opgaver til en beskyttelse af friheden.

     Anders Fogh tilslutter sig Nozicks ræsonnementer, men siger, at staten også har en forpligtelse til at tage sig af de, der uforskyldt er bragt i en situation, hvor de ikke kan forsørge sig selv, og den skal sørge for, at alle får muligheder for at udøve friheden ved at stille grunduddannelse til rådighed.

    Anders Fogh har overtaget et af Nozicks centrale argumenter for, hvorfor resultatet af et udført arbejde ubetinget må tilfalde den, der har udført det således, at det vil være en krænkelse af menneskerettigheder at tage det fra vedkommende. Nozick forestiller sig, at der ligger 10 Robinson Crusoe øer uafhængigt af hinanden og uden kontakt til hinanden. De har alle sammen opnået forskellige niveauer i udvikling som følge af en forskellig indsats, men også som følge af forskelligt held, idet nogle øer er mere frugtbare end andre. På et tidspunkt får Robinsonerne kendskab til hinanden, og de ser, at de lever under meget ulige forhold. Ud fra almindelige retfærdighedsforestillinger ville man synes, at der skulle foretages en vis udligning imellem dem. Nozick (og Anders Fogh) mener imidlertid, at en udligning ikke kan være et retfærdighedskrav, fordi de rige Robinsoner er berettiget til deres rigdom. Hvis de giver, er det i form af en gave, der uforpligtende er givet af et godt hjerte. Den enkeltes naturlige rettigheder som menneske giver et berettigelseskrav, som gør det til røveri, hvis man tvangsmæssigt vil udligne.

   En fjernelse af uligheder, der er opstået som følge af arv, vil også krænke basale menneskerettigheder: ”Når det er umuligt at fjerne forskelle i den arvede menneskelige kapital, er det ulogisk  at fjerne forskelle i den arvede fysiske kapital” (Fra Socialstat til Minimalstat, s. 129).

    Ifølge Fra Socialstat til Minimalstat er de naturlige rettigheder ”absolutte, ukrænkelige og uafhængige af tid og sted”. Derfor, siges det, bør grundloven ændres, så den ikke længere kan forandres m.h.t. sikringen af disse rettigheder. De er evigt gældende og absolutte.            

Anders Fogh belyser den liberale ide med eksempler. Han tager først den progressive indkomstskat, altså at man skal betale mere af den sidst tjente krone i skat, når indkomsten stiger over visse intervaller. Det har været socialisternes og de socialliberales traditionelle metode til at gøre indkomst­fordelingen mere "retfærdig".

   Ifølge Anders Fogh virker det imidlertid ikke:

Personer med store indkomster vil på det frie marked være personer, der er dygtige til at fremstille ydelser, som opfylder andre menneskers behov. Disse personer vil ofte være nøglepersoner, hvis ydelser er meget stærkt efterspurgte. Helt eller delvis vil højindkomstmodtagerne derfor kunne sætte prisen på deres ydelser så meget op, at indkomsten efter skat bliver den samme som før skat. Med andre ord: En stærkt progressiv indkomstskat vil ikke reelt omfordele markedets egen belønning. Skatten presser klart indkomsterne i vejret, så den reelle fordeling efter skat kommer til at svare til det frie markeds fordeling før skat.[1]

De på marke­det eftertragtede personer og ydelser vil blot stige så meget mere i pris, at virkningen af den pro­gressive skat forsvinder. Der vil ikke reelt ske en omfordeling af den markedsbe­stemte belønning. Til gengæld presses indkomster og priser i vejret af dette forsøg på at manipulere med markedskræfterne.

   Det samme gælder tilskud til at bringe priser ned, f.eks. huslejer, fødevarer og medicintilskud, som man laver af sociale grunde. Til­skudde­ne vil reelt ryge lige ned i producenternes lommer. De vil ikke nedsætte priserne svarende til tilskuddenes størrelse. 

   Minimumslønninger, som LO og DA har forhandlet på det danske arbejdsmarked, hjælper ikke de svage grupper på arbejdsmarke­det, men tvinger dem ud i arbejds­løshed. Prisen på deres arbejdskraft er blevet sat for højt i forhold til, hvad marke­det kan og vil betale for den.