NAFTA

NAFTA blev undertegnet af Mexico, Canada og USA i 1993. NAFTA står for North American Free Trade Area (det nordamerikanske frihandelsområde). Et frihandelsområde indebærer, at deltagerlandene aftrapper toldsatser og handelsrestriktioner over for hinanden. Mexico kom derved til at indrette sin lovgivning i mere liberalistisk retning og privatisere/udlicitere statsforetagender.

Mexico nød godt af store investeringer i Maquiladorøkonomien i 90'erne under den amerikanske højkonjunktur. Men det skiftede brat, da recessionen satte ind, og de multinationale foretrak at investere deres penge i Kina, hvor lønningerne var lavere end i Mexico. Arbejdsløshed og sociale problemer voksede hastigt i tvillingebyerne på begge sider af grænsen mellem USA og Mexico. Den større amerikanske agtpågivenhed efter WTC-angrebet 11.9.01 spillede også en rolle for de fomindskede kontakter og større kontrol over grænserne.

MAQUILLADORES - en udviklingsmodel

Mexico er et af de fattige lande, der mest konsekvent har anvendt den ny-liberale opskrift på udvikling. Da oliepriserne begyndte at falde i midten af 1980’erne stod landet med et stort problem. Det var kørt fast i et overudviklet statsapparat, med et institutionaliseret parti (PRI), der sad tungt på magten, og med ineffektive statsdrevne virksomheder. Landet valgte liberaliseringsvejen, som nåede sit foreløbige maksium med NAFTA.

Mexico forsøgte at indrette sin lovgivning efter, at landet skulle få det maksimale udbytte af globaliseringen. Den finansielle sektor blev dereguleret, dvs der blev større frihed for udenlandske banker, og det blev lettere at føre penge ind og ud af landet. I udenrigshandelen blev toldsaterne trappet ned. Man ændrede § 27 i forfatningen, så det blev lettere for investorer at købe jord.

Den meksikanske forfatter Carlos Fuentes giver i sin bog "Grænsen af Krystalglas" et  billede af den meksikanske udviklingsmodel, hvor der satses på udenlandske investeringer i de såkaldte maquilladores, virksomheder, der smækkes op i ørkenen på den meksikanske side af grænsen mellem USA og Mexico for at kunne bruge billig arbejdskraft til masseproduktion af industrivarer til det amerikanske marked.

Vi følger nogle kvinder på arbejde. De må tage bussen fra deres hjem. Fabrikken ligger et sted, hvor grunden har skullet være billig. Men fabrikken er i øvrigt en industriel pragtbygning i glas, stål og beton og med velplejede plæner med "græsset må ikke betrædes skilte" mellem bygningerne. Fra administrationskontoret kan bossen, don Leonardo Barroso, iagttage arbejderne igennem glas, man kun kan se ud af.

Barroso har besøg af nogle amerikanske forretningsforbindelser. Fra det airconditionerede kontor kan de i ro og mag iagttage nogle kvinder (næsten alle arbejderne er kvinder), som tager sig en forfriskning. Den ene er fræk nok til at danse rundt alene på det saftige græs, der ikke må betrædes. Det er egentlig fordi hun er i en tilstand af dyb fortvivlelse, at hun tager sig denne frihed. Men det kan de ikke se fra direktionskontoret.

Len Barroso fortæller glad amerikanerne, hvad maquilladoren betyder for de meksikanske arbejdere. De bliver befriet fra det hårde slid på ranchen. De bliver befriet fra prostitutionen og machomændenes tilnærmelser, fordi arbejdersken bliver jo omdannet til familiens forsørger. Det giver familiechefinden en styrke, som vil gøre hende fri og uafhængig. Ja, som vil modernisere hende og gøre hende til demokrat.

Don Barroso har flere gange lavet denne peptalk til besøgende amerikanere. Det er ofte nødvendigt for at berolige deres dårlige samvittighed over, hvordan meksikanerne har det.

Han forklarer videre, hvordan de meksikanske kvinder er med i en gigantisk udviklingsmodel, som gør dem til en del af en dynamisk økonomisk vækst, i stedet for at leve et nedtrådt liv i Mexicos agrare stagnation. Man kan måle landets fremskridt i stigningen i antallet af maquilladores, siger han tilfreds.

En af amerikanerne er skeptisk og begynder at lege djævelens advokat med den gode Don Barroso. Det kan ikke passe, at der ikke er problemer. Der vil altid være problemer af en eller anden art. Han nævner som eksempel, at der er problemer med arbejdernes loyalitet. De er som regel højst 6-8 måneder på virksomheden. Så rykker de videre til den næste maquillador eller er tilfredse med det beløb, de har nået at spare op.

Barroso indrømmer, at det er et problem, at de europæiske virksomheder i området behandler arbejderne for godt.

Amerikaneren fortsætter drilleriet. Sådan bærer vi os ikke ad i Michigan, siger han. Det ville føre til rodløse arbejdere, til alt for store udgifter til vand, boliger, nødvendige tjenesteydelser. Måske har hollænderne en pointe.

Barroso har ikke helt forstået amerikanerens pointe. Han fortsætter glad sin opremsning. Det kan godt være, at arbejderne flytter fra sted til sted. Men det samme kan virksomhederne da bare gøre.

Da amerikaneren fortsætter sine drillende spørgsmål, beder Barroso ham definere, hvad den rigtige type virksomhed er, hvis det ikke er en maquillador. Hertil svarer amerikaneren undvigende, idet han siger, igen med ironi, at det er da helt fint med virksomheder, der er nationalt meksikanske, som sælger til én sikker køber i udlandet. Sådanne virksomheder har man ikke i USA.

Herved retter han med sin ironi en kraftig kritik imod maquillador-modellen som en model for økonomisk udvikling. Maquilladoren fører ikke til så meget udvikling, heller ikke, hvis den er meksikansk ejet, alene af den grund, at den leverer til en eller nogle få faste kunder, der oftest kommer med teknik, arbejdstegninger, ja, måske endda udstyret. Mexico leverer den billige arbejdskraft, som er med til at gøre produktet billigt.