Det er ofte en ret kunstigskelnen, når man siger, at noget er fordelingspolitik og andet er nypolitik. Det interessante er tendenserne, og hvordan kortene er blandet.

Et eksempel kan være lovgivningen om kontanthjælpsloftet, som blev vedtaget af Folketinget i marts 2016. Det kan ligne traditionel fordelingspolitik. Venstre havde før valget i juni 2015 ført valgkamp på sloganet "det skal kunne betale sig at arbejde". Der skal være større forskel på det beløb, man har i hænderne efter en arbejdsindsats på en arbejdsplads og de penge, man har i hånden som bistandsmodtager. Den forskel var angiveligt for lille. Derfor kontantshjælpsloftet.
    Det kunne ligne traditionel klasse- eller fordelingspolitik, når man så, hvordan stemmerne fordelte sig i Folketinget ved vedtagelsen af loven. Det blev vedtaget med 51 stemmer for forslaget (DF, V, Lib. Alliance, Kons.Folkeparti) og 49 stemmer imod forslaget (S, EL, ALT, RV, SF). Altså en klar deling mellem den såkaldte "Blå Blok" og "Rød Blok". Der er 179 medlemmer af Folketinget, men da en del er væk, laver man clearingaftaler mellem partierne, så MF'erne har mulighed for at overholde evt andre aftaler, de har.

Kontanthjælpsloftet går kort formuleret ud på:

Med loven indføres et nyt kontanthjælpsloft og en 225-timersregel for modtagere af kontanthjælp m.v. (integrationsydelse og uddannelses- og kontanthjælp) med det formål, at det skal kunne betale sig at arbejde. Samtidig nedsættes retten til ferien fra 5 til 4 ugers ferie for uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere for at øge deres rådighed for arbejdsmarkedet.
Det nye kontanthjælpsloft gælder for den enkelte modtager af hjælp. Loftets størrelse afhænger af, hvilken ydelsessats personen modtager, og af, om personen er gift/samlevende, enlig eller forsørger.
Loftet omfatter integrationsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp (herunder aktivitets-, barsels-, og bidragstillæg), særlig støtte og boligstøtte. Hvis de samlede ydelser til personen overstiger loftet, reduceres særlig støtte og boligstøtte.
Der indføres desuden et krav om, at en modtager af kontanthjælp m.v. – når personen har modtaget hjælp i sammenlagt 1 år – skal dokumentere mindst 225 timer i ordinær, ustøttet beskæftigelse inden for de seneste 12 måneder for at bevare retten til fuld hjælp  (FT.dk)

 Det er altså en slags pisk-og-gulerodssystem, der skal animere folk til at søge at komme i arbejde, - mere end det egentlig drejer sig om fordelingen af materielle goder i samfundet. Det er som socialrådgivernes formand beskrev det "symbolpolitik".
    Angiveligt er formålet at få flere i arbejde, men ifølge Beskæftigelsesministeriets egne tal vil det umiddelbart ikke være mere end 700 personer, der kan forventes at komme i arbejde. Samtidig kan over 30.000 børn forventes at komme til at leve med en dårligere økonomi end før, hvorved skadevirkningerne på samfundet af "loftet" kan tænkes at blive langt større end de gunstige virkninger på længere sigt.

Hvorfor så gennemføre det? Er det en slags hævngerrighed over for bistandsmodtagere, som man måske i nogle kredse betragter som "snyltere" på samfundet. Det er nok at gå for vidt. Men det er en slags fælles bekræftelse i det "arbejdende folkefællesskab", at det nytter at arbejde. Eller måske nytter det ikke lige præcis for de mennesker, men det nytter som helhed, for arbejde er en værdi, en pligt i sig selv. Det er altså i virkeligheden værdipolitik, det drejer sig om. Værdien af "arbejde" går langt ud over arbejdet selv. Det er en værdimæssig bekræftelse af en grundlæggende samfundsværdi, der formodes at give sammenhængskraft. Alle løfter i flok.

Det rationelle økonomiske argument bygger på forestillingen om den økonomiske nyttevirkning af materielle incitamenter, altså en påstand om, at det afgørende for, om folk er interesseret i at arbejde er den økonomiske nytte.

Partiernes stillingtage i traditionel fordelingspolitik analyseres ofte ved hjælp af den såkaldte Molinmodel, opkaldt efter den svenske politolog Björn Molin, som undersøgte svenske partiers stillingtagen til et pensionsspørgsmål i 1960'erne. Ovenover er modellen afbildet i en noget modificeret form, der forsøger at tage hensyn til globalisering og de nye værdipolitiske skillelinjer, som er kommet til i det senmoderne, postindustrielle samfund, Danmark er ved at blive.

De traditionelt fordelingsmæssige virkninger kan beskrives som interessefaktor. Man orienterer sig efter "Produktionsdanmark". Det er hele baglandet af erhvervsorganisationer og delvist fagbevægelse. Interesser, der ønsker, at arbejde og produktion er fremherskende (Blå Blok). Det kan stå overfor interesser i retfærdig fordeling (Rød Blok). Men hvorfor går et parti som DF så med i Blå Blok - udover den naturligve forklaring, der ligger i, at man har peget på Venstres leder som leder af regeringsforhandlingerne efter valget i 2015 (parlamentarisk faktor)? For med DF's "sociale profil" skulle man tro, at partiet ville gå med Rød blok i et forsvar af bistandsmodtagernes interesser?

Det er muligt, DF kan have været i to sind. Men logisk set har det nok spillet en rolle, at det er den værdi, der er associeret med "arbejde skal kunne betale sig" for den laverebetalte lønmodtager, som kan være en del af partiets kernevælgergruppe - og vi er her oppe i opinions- og popularitetsfaktor i figuren.

For RV kan der være tale om et delvist værdimæssigt skred i forhold til situationen under SR-regeringen, hvor man var stærke frimarkedstilhængere, og som værdi betragtet - mere end ud fra økonomianalyse - skulle det tilsige et forsvar for økonomi-nyttekalkulen, mere end hensyntagen til de sociale værdier. Men her spiller den parlamentariske faktor også ind, samt at man har fået konkurrence om sit vælgersegment i fremkomsten af det nye parti Alternativet.

Det afgørende er imidlertid, at politikken bliver til som led i udviklingen af en diskurs omkring arbejdet og dets betydning for den konkurrencestat, der opfatter sig som værende i en hård international konkurrence om markedsandele. Det "nødvendiggør" en samling om den siddende regerings - uanset om regeringen har rød eller blå grundkulør - om en diskursiv formulering af disse værdier. På den måde ser man værdipolitik og symbolpolitik komme ind som noget, der overfladisk set kunne være fordelings- eller klassepolitik.

 "Rigtig medicin"