Figur 1 : Radikalt demokratis demokratiformer

Anm: Mandar obedeciendo ("befal adlydende") princippet er en gammel tanke i deltagelsesdemokratiforestillingerne. Den kendes f.eks. fra Pariserkommunen 1871, hvor valgte repræsentanter og selv embedsmænd sad med bundet mandat. De kunne altså "fyres" af vælgene. Det er ikke helt det samme zapatisterne forestiller sig, men der er betydelige ligheder.

Participatorisk demokrati

Participatorisk demokrati, eller radikalt demokrati, kendes i Danmark fra ungdomsoprøret i 1960'erne og fra de mange græsrodsbevægelser i 1970'erne. Det kendes også fra beboerbevægelser og fra nogle politiske partiers ønsker om udbygning af det repræsentative demokrati med større deltagelse.

Mange steder i den såkaldte "tredje verden" er der opstået utilfredshed med det vestlige "repræsentative demokrati", der ses som et middel for eliter til at legitimere deres magt. "Elektoralisme" ses i f.eks. Argentina som en "legitimationsmaskine", der køber stemmer og giver "legimitet" til en politisk proces, der giver eliten mulighed for at opretholde privilegierne. Det virkelige demokrati er da det, der udfolder sig på gaden som cacerolazoer, hvor man stiller direkte krav til styret ved at banke på pander og gryder. Denne demonstrationsform har man også set på Balkan.
   Også i Mexico er det traditionelle repræsentative demokrati blevet udsat for voldsom kritik fra zapatisterne i Mexicos sydlige delstat Chiapas.

Radikaliteten i den zapatistiske tænkning finder man ikke alene  i, at man har  opgivet at ”tage magten” som strategisk mål, men også i formuleringen af en menneskelig politik, der baserer sig på demokratiets livsnødvendighed for flertallet af fattige.   Zapatismen lægger op til, at kun ved at forene sig med et demokratisk subjekt kan individerne – med udgangspunkt i deres kollektive subjektiviteter – leve demokratiet som noget, der falder sammen med en regeringsform og en levemåde. (Susan Street: La palabra verdadera del zapatismo chiapaneco (Un nuevo ideario emancipatorio para la democracia). Revista Chiapas))

Det grundliggende problem for det repræsentative demokrati er ikke, hvem der skal være kandidat til præsidentvalget (…), men hvordan man gør det af med præsidentialismen, og med alt det, der med en samlebetegnelse går under “statspartiets system”. De styredes deltagelse i et direkte demokrati og i de sager, der optager dem, er vigtige skridt på vejen til et sandt demokrati.

Marcos: Bombas financieros. EZLN.org, México, noviembre de 1998.

Civilsamfund og demokratisk legitimitet

 Zapatisterne lægger op til en ny form for politisk inddragelse af civilsamfundet. Den form for politik, de ønsker, bliver til i civilsamfundet. Den bliver ikke til i traditionelle politiske partier og organisationer. Zapatisterne er sig bevidst, at de traditionelle politiske bevægelser, partier og interesseorganisationer, er i krise. De har slidt sig op, idet de er blevet koopteret i og af statsapparatet og har dermed mistet den folkelige forankring og demokratiske legitimitet. Demokratisk legitimitet opstår, nedbrydes og genskabes løbende i civilsamfundet. Den institutionelle politiske magt har ikke i sig selv sikkerhed for demokratisk legitimitet, ifølge dette syn på demokratiet.

   Demokratisk legitimitet skal derfor genfindes i civilsamfundet igennem dialog mellem de styrende og de styrede, og på en måde, hvor disse roller hurtigt kan byttes om. Når de styrende ikke længere adlyder (obedecir) de, der styres, er det tid at gå fra magten. Magten har ikke nogen berettigelse i sig selv.  Derfor afvises det repræsentative demokrati. I stedet vil man have et mere direkte, deltagelsesorienteret demokrati. Beslutninger er legitime, når de er demokratisk vedtagne, og det vil sige, at de er udtryk for folkeviljen, som denne manifesterer sig løbende.

   Folket skal have magten. Vælgerne skal imidlertid ikke give magten fra sig til repræsentanter, der styrer på deres vegne. I stedet kan man forestille sig, at magten delegeres til de folkevalgte, som forudsættes at styre på en måde, der er adlydende i forhold til folkeflertallets vilje. Dette princip kaldes mandar obediciendo (”styre adlydende”). Det er et delegationsdemokrati, der er anderledes end det traditionelle repræsentative demokrati. I det sidste er mandatet ubundent. Repræsentanterne skal ubundet af deres vælgere kunne tage beslutninger. I delegationsdemokratiet er delegaterne bundet af pålæget fra vælgerne.

    Det kan lyde mærkeligt efter en traditionel vestlig demokratiforestilling. Men har skal man tænke på, at princippet ikke ligger så fjernt fra den måde, de indianske samfund traditionelt er blevet styret på. Det er bl.a. sket efter det såkaldte cargos-system. Ordet cargo betyder ”hverv”. De forskellige hverv af offentlig eller fælles art er gået på omgang imellem – hovedsagelig – mændene i landsbyen. Zapatisterne har i deres autonome landsbyer gjort op med princippet, at hvervene især oppebæres af mænd. Man forsøger aktivt at få kvinderne inddraget og på den måde få gjort op med det gamle usos y costumbres (sædvanesystem i landsbyerne, der regulerer normer og roller, og som er forbundet med indianernes tradition og cosmovision).

    Mandar obediciendo systemet kan rent konkret også beskrives som en form for rådsdemokrati, hvor beslutninger tages igennem en række af gensidigt rapporterende råd op og ned i samfundet:

Generalrådet (la Comandancia General) forklarer det så til folkekomitéerne; disse komitéer forklarer det videre til regions- og kløft/dalekomitéerne; de forklarer det videre til de lokale komitéer, og de på deres side forklarer det til de lokale fællesskaber og naboforhold. Der argumenteres der så for og imod, indtil det selvsamme lokalfællesskab siger, at det nu er tid til at stemme om sagen …. Derefter går den modsatte proces i gang; de lokale lader basisbeslutningerne gå videre til de regionale råd, og herfra går de til zonerådet, og herfra til komitéerne og endelig til generalrådet (EZLN (CCRI) kommuniqué 4.3.94).