I 2015-16 trådte Danmark så at sige midt ind i en amerikansk valgkamp, idet den demokratiske senator og kandidat til den Demokratiske nominering til præsidentvalget i 2016 Bernie Sanders fra Vermont (stat i USA) skrev en artikel i Huffington Post, hvor han stærkt anbefalede amerikanerne at tage ved lære af dansk velfærd. Det var ikke så lidt, amerikanerne kunne lære, skrev han i artiklen "What can We Learn from Denmark?":

- Først og fremmest sikkerhed og social tryghed for den enkelte borger via et veludbygget socialt velfærdssystem (velfærd fra vugge til grav)
- Børnepasning, man har ret til, og som unge familier har råd til
- Sikrede vilkår for de ældre, der ikke er på arbejsmarkedet mere
- Indsats igennem skatte- og velfærdspolitikken imod et voksende gab mellem rige og fattige
- Adskillige ugers betalt ferie om året, der er med til sikre imod total nedslidning på arbejdet
- En udbygget solidarisk velfærdspolitik, der fremmer lighedsmålsætninger inden for sundheds- og uddannelsessektorerne
- En mindsteløn, der er dobbelt så høj som den amerikanske
- En arbejdsløshedsunderstøttelse på over 100$ (6-700 kr) om dagen

Velfærdssystemerne er er opstået igennem en lang historisk udvikling. Når man fik det, man kalder universel velfærd i Skandinavien, hænger det bl.a. sammen med den høje fagforeningsbevidsthed og  - medlemskab og  den tætte forbindelse mellem fagbevægelsen og dens politiske parti, Socialdemokratiet, på den ene side og statsmagten på den anden. Velfærdsstaten blev en del af den danske model. Man fik indflydelse i parlamenterne og gennemførte en lovgivning om universel velfærd, dvs velfærdsordninger, der var gratis, omfattede alle (”universel”), og som blev finansieret over skatterne.

Skema  1: Velfærdsmodeller

I et land som USA fik man til gengæld det, man kalder residual velfærd, fordi markedskræfterne og troen på individualisme (”sin egen lykkes smed”) her var meget stærke.  Her skulle man ”klare sig selv”, men da samfundet som helhed var ret rigt, var det alligvel naturligt/nødvendigt, at der blev taget hånd om de allersvageste (”residual” velfærd).

Velfærdstrekant

Det er ikke kun offentlige velfærdsordninger, der bestemmer, hvordan folk har det. Mulighederne for job (arbejdsmarkedet og virksomhederne) spiller en rolle.  Hvis folk har et arbejde, de kan leve af, behøver de ikke at være afhængige af offentlig forsørgelse. Familie, venner og de sociale netværk spiller en rolle.
    Man kan sammenfatte disse ting i modellen, man kalder velfærdstrekanten.

Figur 1: Velfærdstrekanten


Ordforklaring: Kommodificering: At noget bliver gjort til vare på markedet, f.eks. ved privatisering og udlicitering. Det kan f.eks. være sundhedsydelser, der gøres til varer (en operation på et privathospital eksempelvist).

Velfærdstrekanten viser, hvilke muligheder der er. I den nordiske velfærdsstat griber staten regulerende ind, og der er mange velfærdsordninger med universelle træk (f.eks. børnepenge eller pension til alle, uanset familiebaggrund). Der kan være obligatoriske forsikringsordninger, og det kan være en del af et samfund, hvor civilsamfundet (familie og sociale netværk) er stærkt.

Endelig kan man være i en situation, hvor markedet så at sige sørger for den faktiske velfærd i form af, at man er afhængig af at kunne få jobs i de private vireksomheder. I et sådant samfund er velfærden oftest residual: Det offentlige tager sig evt af den "rest" der mangler forsørgelse, de allerfattigste og mest nødlidende.

Velfærd i forholdet mellem stat, marked og civilsamfund

Velfærdsstaten opfylder behov, markedet og civilsamfundet ikke har dækket i ønsket eller fornødent omfang. Markedet har ikke alene kunne yde sundhed, uddannelse og andre velfærdsgoder. Det har ikke været tilstrækkeligt, at arbejdskraften har været en "vare", og at familien ikke alene har kunne dække de øvrige behov. Man kan sige, at man i velfærdsstaten dekommodificerer f.eks. arbejdskraften. Det vil sige, man fjerner vare- og markedskarakteren. Det gør man f.eks., når man laver offentligt understøttet arbejde. Man gør det, når staten blander sig i løndannelsen, f.eks. ved at indføre en mindsteløn, der ligger over den markedsbestemte løn, og man gør det ved at skabe et system af offentlige ydelser, der er gratis – og altså ikke har varekarakter.
    Arbejdsløshed er f.eks. en risiko, de fleste mennesker vil være udsat for før eller siden i deres arbejdsliv. Risiko forsikrer man sig normalt imod. Der er da også forskellige ordninger for forsikring imod arbejdsløshed. Arbejdsløshedsforsikringen startede faktisk som ”private” forsikringsordninger i fagforeningsregi. Fagforeningerne forsøgte at hjælpe medlemmerne af foreningerne med at ”udjævne” risikoen ved de svingende økonomiske konjunkturer. Når der var højkonjunktur, var det naturligt at sætte penge ind i forsikringen, så man kunne få penge ud i arbejdsløshedsunderstøttelse, når lavkonjunkturen kom, og man eventuelt blev arbejdsløs. Det var imidlertid vanskeligt at betale for længerevarende arbejdsløshedsperioder, og forskellige fag kunne være forskelligt udsat for arbejdsløshedsrisiko. Arbejdsløshed kunne indebære en voldsom forarmningsrisiko for nogle. Det var bl.a. derfor, staten gik ind og lavede en lov om arbejdsløshedsforsikring. Det skete i Danmark allerede i 1907. Hermed var ”forsikringen” dog ikke hørt op. Den blev blot suppleret med et system til offentlig hjælp/tilskud.  Staten er herved med til at forhindre markedskræfternes fulde virkning. Man fjerner reelt noget af den markedsbestemte varekarakter (dekommodificering) af arbejdskraften. Man erkender, at arbejdskraft ikke er lige som sæbepulver, der kan lægges på lager i lang tid, hvis den ikke efterspørges.
    Velfærdsstaten har foretaget en større eller mindre dekommodificering af dele af den samfundsmæssige produktion. Hvis der ikke fandtes gratis offentlig sundhedspleje, ville der være et privat markedssystem af sundhedsydelser, folk skulle betale for direkte, som når man køber havregryn i supermarkedet. 
    En velfærdsstat kan også være præget af, at man ønsker at føre dele af de offentligt producerede gratisydelser tilbage til en tilstand, hvor de udbydes på markedet, og der betales for dem. I så fald sker der en slags gen-kommodificering.  Det sker, når man f.eks. kritiserer, at "velfærden har taget overhånd".

Ordforklaring: Demografi: Befolkningslære. Her bruges det om befolkningsfaktorer, f.eks. befolkningens alderssammensætning, migrationer (indvandring og udvandring)

Figuren viser det pres, den universelle velfærd er kommet under. Den stigende levestandard og individualiseringen, som paradoksalt nok lægger op til, at man skal kunne klare sig selv, giver ikke desto mindre forventningspres for at få bedre betingelser for livsudfoldelse, velfærd og uddannelse stillet til rådighed. Skattepolitikken kommer under pres. Den universelle velfærdsstat med ens ydelser til alle borgere kommer under pres, fordi den er afhængig af skattemæssig finansiering. Men samtidig "kræver" markedet at der skal være lønmæssige gulerødder (såkaldte incitamenter) for de veluddannede og kvalificerede. Med for høje skatter på den sidst tjente krone (marginalskat) frygter man, at arbejdskraften vil søge andre steder hen. Det er også noget af det samme, der ligger i boblen "åbne økonomier". Den danske økonomi er i dag så åben, at 55 pct af de varer og tjenesteydelser, der produceres i landet, eksporteres. Derved er man afhængig af at kunne eksportere til konkurrencedygtige priser og med den rette kvalitet i varer og tjenesteydelser. Hvis virksomhederne skal "bære på" for store samfundsmæssige omkostninger til en "tung" velfærdsstat, frygtes det, at de mister konkurrenceevne. Virkeligheden har dog vist, at denne frygt ikke altid er velbegrundet, men at et velfungerende offentlig sektor ofte kan være en forudsætning for et velfungerende og konkurrencedygtigt erhvervsliv.
     Udviklingen af ny dyr medicin og af sundhedsteknologien i det hele taget giver udfordringer til velfærdsstaten, idet udgifterne til den enkelte patient kan blive høje. Derved melder behovet for prioritering sig. Det ses som politikernes opgave at prioritere.

Indvandring  -  trussel eller mulighed?

Vi nævnte den demografiske faktor ovenover og omtalte den som problemet med de mindre generationer mellem 16-66 på arbejdsmarkedet, der skal forsørge et stigende antal ældre. Der er imidlertid også en anden demografifaktor, og det er indvandringen til Danmark og Europa i det hele taget de senere år, og som er set som både en trussel og en mulighed. Migranter (vandrende personer/arbejdskraft) kan være af mange forskellige slags, hvorved de stiller velfærdsstaten over for forskellige udfordringer:

Asylansøger: Person, der søger asyl (efter FN-konventioner), fordi personen er udsat for politisk eller religiøs forfølgelse i sit hjemland, eller som er flygtet fra krig
Flygtning: En asylansøger, som har opnået flygtningestatus, og som herefter skal integreres i modtagelseslandet
Vandrende EU-borgere: Personer, der søger arbejde inden for EU's indre marked
Indvandrere uden papirer: Personer, som uden rettigheder søger til et område, hvor "græsset er grønnere" end i hjemlandet
Green card arbejdskraft: Højtkvalificeret arbejdskraft, hvor mange lande har lavet "green card" ordning til dem

Indvandringen består altså af både asylansøgere/flygtninge på den ene side og på den anden side arbejdskraft, der kommer dels fra EU (EU's indre marked giver mulighed for arbejdskraftvandring for EU-borgere) og fra andre lande i form af den "green card" ordning, Danmark har, som giver særlige muligheder for arbejdskraft udefra med særlige kvalifikationer.
    Arbejdskraft, der indvandrer fra Østeuropa i søgning efter bedre løn- og arbejdsvilkår har givet anledning til diskussionen om social dumping, når/hvis de trykker de danske løn- og arbejdsforhold. Problemet hænger sammen med, at det danske lønniveau er blandt de højeste i ikke alene EU, men i Verden. Den danske mindsteløn, som er forhandlet af arbejdsmarkedets parter, er en af de højeste i Verden, når den omregnes til en international valuta, f.eks. dollar eller euro. Indvandrere, der i en privat aftale med deres arbejdsgiver underbyder denne løn, kan dermed blive en trussel mod velfærdsstatsmodellen i Danmark, hvis arbejdsgivere på det danske arbejdsmarked vænner sig til at en lavere løn er mulig.
   Og med en del af flygtningeindvandrerne kan der være et integrationsproblem. Hvis det ikke løses, kan de være udelukket fra deltagelse på arbejdsmarkedet og dermed fra at bidrage til det danske samfund i årevis.

Figur 3: Integrationsproblematikker og velfærdstrekant

Ordforklaring: Inklusion: inddragelse. Eksklusion: udelukkelse. Assimilation: En form for integration, hvor man skal ligne den oprindelige befolkning m.h.t. livsformer, kultur og vaner. Pluralistisk integration: Integration, hvor forskellighed i kulturer og etnicitet accepteres.

For velfærdsstaten er integrationsproblemet vigtigt, da første- og andengenerationsindvandrere i tilfælde af dårlig integration, kan ende som en socialt udsat befolkningsgruppe, ofte med bopæl i ghettoområder og med en parallelkultur, der er anderledes en majoritetens kultur. Det kan true sammenhængskraften i samfundet og dermed de "sociale lim", der holder samfundet sammen og gør, at vi som skatteydere finder det rimeligt at betale vores andel af statens udgifter.

Indvandring kan blive et vigtigt middel for Europa til at undvige eller afhjælpe den demografiske udfordring, som de kommende års befolkningsudvikling indebærer. I flere lande går befolkningstallet ned i de kommende år som følge af for lav fertilitet. Indvandring kan dermed være en løsning. Men hvilken indvandring skal det være. Som situationen tog sig ud i 2015, var der ikke meget vilje blandt europæiske lande til f.eks. at modtage flygtningen/indvandrere fra det mellemøstlige område, hvor krige i Syrien, Iraq og flere lande sendte flygtningestrømme imod EU. Mange kom i faldefærdige både over Middelhavet. Det umiddelbare problem var, at enkelte af de EU-lande, der havde økonomiske problemer, f.eks. Grækenland og Italien, måtte tage imod et stort antal flygtninge og havde pligt til at registrere dem. Ifølge en EU-aftale, kunne flygtninge, der søgte videre til andre dele af EU, sendes tilbage til det land, de først var ankommet til. Det blev dermed bestemte lande, der kom til at bære hovedparten af byrden. Hertil kom lande som Tyskland og Sverige, som var mindre afvisende end andre lande. Tyskland kunne i midten af 2015 se frem til at måtte modtage måske 800.000 asylansøgere/indvandrere, og at det var en strøm, der kunne fortsætte de kommende år. Tyskland forlagte en rimelig fordeling mellem EU-landene.
   Tyskland er imidlertid et af de lande, der har en uheldig demografisk fremtidsprofil, og det vil dermed netop kunne være et land, der vil kunne hjælpes af en betydelig indvandring.

Progression i skatten

Velfærdssamfundet opnår en del af sin målsætning om større lighed v.h.a. progression i indkomstskatterne.

Figur 4: Progressionen i indkomstskattesystemet 2015

Jo højere indkomst, jo større skat skal der betales af den sidst tjente krone, jvf figur 4. Der betales arbejdsmarkedsbidrag af al lønindkomst. Og der er et bundfradrag af indkomst herudover på et stykke over 40.000. Herefter kommer så kommunale skatter, der afhængig af skatteudskrivningsprocenten i den enkelte kommune. Kommunalskatten svinger typisk omkring 25-26 pct. Herefter kommer den statslige bundskat på godt 6 pct og endelig sundhedsbidraget på omkring 5 pct.  De høje indkomster betaler topskat 15 pct på indkomst over 460.000 kr.
     Når pengene til det offentlige opkræves på denne måde betales der altså mere i skat procentvist af de høje indkomster. De har dog nogle fradragsmuligheder, der kan mildne virkningerne. Det er f.eks. hensættelse på pension, hvor fradraget også kan være i arbejdsmarkedsbidraget. Det er altså fradrag i den såkaldte personlige indkomst, hvor skattebesparelsen så er over 56 pct.
     Har man virksomhed, kan man udnytte en lang række af fradragsmuligheder til at nedbringe virksomhedens skattemæssige overskud, som der betales skat af. Det kan være de virksomhedsrelaterede omkostninger, herunder også afskrivninger på nedslidning af produktionsanlæg, biler, kontormaskiner m.m.

Reformer af velfærdssamfundet

Velfærd og fordeling

Mange ser velfærdsstaten som en slags socialistisk Robin Hood stat. Den tager fra de rige og giver til de fattige. Det kan være en relevant vinkel at se velfærdsstaten under. Den blev jo til bl.a. fordi arbejderbevægelsen ville have et samfund med mere retfærdighed, herunder også en mere retfærdig fordeling af indkomsterne.
    Problemet med fordelingen er ikke blevet mindre de senere år, jvf herunder, hvor de åbne kapitalistiske markeder ("globaliseringen") ofte har bevirket, at de dygtige og stærke er blevet belønnet mere end de svage og socialt udsatte. Det kan blive et problem for velfærdsstaten at få genoprettet balancen.

Fordeling kan imidlertid være mange ting, og man skal være bevidst om, hvad det er for en fordeling, man taler om. De vigtigste måder at se fordelingsproblemer på omtales nærmere nedenfor.

Personel fordeling

Den personelle indkomstfordeling er fordelingen mellem personer, f.eks. som det opgøres i SKATs registre.
   Der er tale om en meget ujævn fordeling, når man ser det globalt. Fordelingen i Danmark er også ulige, men knap så voldsomt, som det er tilfældet i andre lande rundt omkring på kloden.

Figur 5: Gini-koefficient 

Den officielle statistik giver et billede af indkomstfordelingen, som det fremgår af figur 2. Den viser en såkaldte Lorenz-kurve over indkomstfordelingen. Uligheden er større, jo større A-arealet er i forhold til hele arealet under 45 graderslinjen. Størrelsen af dette areal sat i forhold til hele området under 45 graderslinjen udgør den såkaldt gini-koefficient. Den er ca 25 for Danmarks vedkommende. Et land som Brazilien, hvor indkomstfordelingen er meget ulige, ligger på en ginikoefficient på op imod de 60. Det kendetegner flere lande, at Gini-koefficienten kan ligge ret højt.

 Den relativt lave gini-koefficient for Danmark hænger sammen med Danmarks udbygning som velfærdssamfund siden 1930'erne (bl.a. resultat af Kanslergadeforliget i 1933), og især i perioden efter 2. Verdenskrig, hvor produktionen steg relativt kraftigt, mange kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, og der blev behov for udbygning af de universelle velfærdsordninger.

Produktionen danner baggrund for den funktionelle indkomstfordeling, hvor man ser på fordelingen mellem virksomheds-/ejeroverskud på den ene side og på den anden side lønmodtagernes indkomster. Derudover har man også den personelle indkomstfordeling, hvor man ser på fordelingen på personer.

Figur 6: Funktionel indkomstfordeling

Figur 3 viser den funktionelle indkomstfordeling, altså fordeling mellem lønindkomster og de samlede overskudsindkomster (vireksomhedsoverskud, afkast af værdipapirer, etc). Udviklingen i denne brøk (overskud/løn) kan sige noget om udviklingen i styrkeforholdet mellem lønmodtagere og kapital/virksomheder. Hvis profit/løn kvoten stiger, kan det give øgede muligheder for samfundsøkonomien, når overskud investeres i teknologisk udvikling og nyt produktionsudstyr. Men det er næppe så godt, hvis pengene anvendes til passive anbringelser i f.eks. kunst, guld, malerier, jord eller lign.

Lønhierarkier

.
Lønhierarkiet er mere udtalt i USA end i Danmark. Hvad er forklaringen? Der kan peges på kulturforskelle. Managementteoretikeren Hofstede taler f.eks. om forskelle i "magtdistance" i amerikansk og skandinavisk managementkultur. Det er dog kun en del af forklaringen. Markedskræfterne spiller også en rolle. Globaliseringen har medvirket til skabelsen af et globalt marked for arbejdskraft, hvor knappe kvalifikationer (f.eks. ledelseskompetencer) bliver mere knappe. Det smitter af på lønnen. Men derudover kan man selvfølgelig sætte et spørgsmålstegn ved, hvad det "naturlige" markedsmæssigt bestemte niveau er. Ifølge liberale økonomisk teori afgøres lønniveauet af den bestemte arbejdskrafts produktivitet (målt ved f.eks. produktion pr time). Ifølge andre økonomiske teorier bestemmes lønniveauer også af magtforhold på arbejdsmarkedet og kulturfaktorer i bredere forstand.

Figur 7: Lønhierarki større i USA end i Danmark

Kilde: USA Today og danske lønstatistikker. Direktørløn: Gennemsnitsløn i 100 største virksomheder. Arbejderløn: Gennemsnit for faglærte og ufaglærte.

Fattigdom

Fattigdom kan opstå som følge af utilstrækkelige sociale velfærdsordninger og/eller en markedsøkonomi, der ikke kan give beskæftigelse til alle til lønninger, de kan leve af. Det kan også hænge sammen med utilstrækkelig indeksering af sociale ydelser. For at man ved, hvad man taler om, kan det være vigtigt at få defineret, hvad fattigdom egentlig er. Begrebet opfattes meget forskelligt. Og det italesættes meget forskelligt. Det vil sige, der er flere fattigdomsdiskurser.

Figur 8: Operationaliseringer (målinger) af fattigdom

Note: Operationalisering af fattigdom vil sige at få et måleligt mål for fænomenet, der kan bruges til udformning af konkret politik.  Median: Midterste, f.eks. på en skala fra 1 til 100, er medianen 50.  Kurv af nødvendige varer: En gennemsnitsfamilies gennemsnitsforbrug af helt nødvendige ting og en beregning af prisen herfor danner baggrund for økonomisk fattigdomsmål.  Adsikillige lande  Latinamerika har et sådant mål.  FN: Definitionen vedrører én persons daglige minimumsforbrug. Kulturdimension: Jv f.eks. Bourdieu: fattig på økonomisk kapital, men evt. rig på kulture og symbolsk kapital (f.eks. en studerende eller arbejdsløs akademiker).

Der skelnes mellem absolut fattigdom og relativ fattigdom. Det første er et mål for, hvad en person som minimum skal have af konkrete ting for at overleve. FN's fattigdomsgrænser på 1,25 - 2 $ pr dag er absolutte fattigdomsmål. Nogle latinamerikanske lande fastlægger en kurv af nødvendige varer, som en familie skal have for at overleve og fastlægger derefter, hvilken indkomst der er nødvendig for at kunne få denne kurv af varer og tjenester.
    Et relativt fattigdomsmål fastlægger fattigdom i forhold til andre i samme samfund. Det kan f.eks. fastlægges som 60 pct af medianen (EU's fattigdomsmål).
    Endelig taler man om fattigdom som et kulturelt og sociologisk fænomen. Man er f.eks. fattig, hvis man ikke kan tage på ferie med sine børn, eller hvis der ikke er råd til at gå til fitness, hvis det er det, der anses som normalt og ønskværdigt i det miljø, man er i. Fattigdom i den sammenhæng kan også være social eksklusion, f.eks. hvis man er udelukket fra at få job og komme på en arbejdsplads, hvis det er det, der ses som ønskværdigt i det samfund, man lever i.

Det er mere end blot en diskussion mellem sociologiske teoretikere, hvor man ud fra redegørelsen ovenover kunne tro, at de forskellige definitioner supplerer hinanden, og at man nærmest kan vælge definition efter forgodtbefindende.
    De forskellige definitioner kan også ses som politisk-ideologiske modsætninger. Når man siger, at fattigdom er økonomisk (f.eks. under 60 pct af medianindkomsten), siger man også, at den er skabt af ulighed i adgang til økonomiske ressourcer (f.eks. mulighed for at få et job med en løn, man kan leve af).  
     Når man siger, at fattigdom er et kulturelt fænomen, siger man, at fattigdom er et resultat af livsstilsvalg, f.eks. at man lever et liv med flere partnervalg og brudte familier, eller man vælger at ryge og drikke, så man ender i et liv, der ikke er bæredygtigt på den lange bane. Dermed gøres fattigdom til et problem, der hænger sammen med, at de pågældende er  moralsk anløbne. De har ikke haft styrken og ansvarlighed nok til at foretage ordentlige livsvalg.
    Fattigdom er efter det første syn et resultat af en markedsøkonomi, der stiller folk ulige økonomisk. Det kan f.eks. være "the working poor", som har et job, men det er et job, der giver en løn, man ikke kan leve et anstændigt liv af - og ikke mindst, som ikke giver tilstrækkelige muligheder for at give børnene et ordentligt liv. Det andet syn risikerer at komme til at formulere en diskurs, hvor fattigdom forsvinder som et virkeligt fænomen.

Pikettys teori om udviklingen i ulighed

Et af de helt stor samtaleemner i økonomiske tidsskrifter de senere år har været Thomas Pikettys bog Capital in the 21st Century. Den har vakt opsigt, både på grund af den store dataindsamling, den bygger på, og på grund af de tendenser, Piketty mener at kunne se for den kapitalistiske verdensøkonomi.
     Piketty underviste ved det amerikanske MIT i midten af 1990′erne, men vendte tilbage til Europa efter få år, bl.a. fordi den økonomiske teori, han mødte på MIT, forekom ham “gold og formålsløs”. . “Noget mærkeligt skete. Jeg blev pludselig klar over, at jeg intet vidste om Verdens økonomiske problemer”.
Det er en vinkel på økonomien, mange danske økonomer kunne blive inspireret af.

Piketty har arbejdet sammen med den amerikanske økonom Emmanuel Saez om udviklingen i indkomstfordeling.

Figur  9: Udvikling i indkomstfordelingen i USA

Kilde: Piketty xls’er.

Nu bringer han arbejdet videre i en undersøgelse af formuefordelingen. Han undersøger forholdet mellem kapital og indkomster. Kapital definerer han bredt som produktionskapital (aktiver i form af produktionsanlæg, maskiner, etc), værdipapirer, penge, samt jord og fast ejendom.  Indkomsterne er produktionsresultatet. Det er det, man også kalder Capital/output forholdet, eller forholdet mellem den samlede kapital og bruttonationalproduktet (BNP).  Fordelingsmæssigt er udviklingen præget af, at den samlede kapital er meget ulige fordelt.

Figur 10: Kapital – indkomstforholdets udvikling i Tyskland, Frankrig og England


Kilde: Piketty, xls-filer.

Nogle af sammenhængene er illustreret i figuren ovenover. Piketty konkluderer på basis af tallene, at Verden er på vej ind i en tilstand med en tilsvarende ulighed  som den, der beskrives i f.eks. Jane Austens romaner, hvor der er enorm forskel på folk, der lever af rentier-indkomst og den øvrige masse af befolkningen, der skal arbejde hårdt for en brøkdel af det, som de, der har arvet formuer, kan disponere over.  Den store mængde af kapital var fordelt blandt en relativt lille andel af befolkningen.

Kapitalmængden i forhold til produktionen falder i starten af det 20. århundrede. Det skyldes I. Verdenskrig, Den store depression i 30′erne og II. Verdenskrig. Her blev store kapitalværdier ødelagt, og fra politisk hold blev der udfoldet en indsats for at beskatte formuer og indkomster hos de rige, så de ikke kunne akkumulere kapital så hurtigt som før. Det skete i form af arveafgifter og høje topskatter på sidst tjente indkomst.

Figur 11: Højeste marginalskatteprocenter på indkomster, USA, Storbritannien og Frankrig

Kilde: Piketty, citeret kilde.

Piketty operer med begrebet kapitalafkast, som han kalder r. Det er afkast af investeret kapital, f.eks. i form af udbytte af aktier, kapitalgevinster, renteindtægter o.lign. Målt på al kapital er der tendens til et afkast, der svinger op og ned omkring 5 pct.
Endvidere opererer han med brøken g, som er den gennemsnitlige økonomiske vækstrate i økonomien. Udviklingen i figuren ovenover forklares ved forholdet mellem afkastgraden r og vækstraten g. Når r > g, øges capital/BNP forholdet (Capital/output ratio). Og det er det, der er sket siden lighedstendensen stoppede lidt efter midten af det 20. århundrede.
Den dominerende politiske kamp er siden diskursivt skiftet fra at forsvare velfærdsstatens udligning til mere nyliberale værdier omkring fremme af markedsøkonomi og økonomisk frihed. Piketty kalder det “kapitalismens centrale modsigelse”.
Der er altså tendens til et stigende afkast af kapitalen og dermed stigning i de riges indkomster og  stagnerende indkomster for almindelige lønmodtagere.

Piketty kan nok sige noget om en udvikling i nogle økonomiske kategorier, som er ret interessant. Men det er et problem, at hans kapitalbegreb er meget bredt, og dermed noget uklart.  Ved at bringe husejerskab ind under kapital, sløres de mulige klassemæssige modsætningsforhold, man kunne have forsøgt afdækket, og man taber blikket for de dynamiske og modsætningsfyldte forhold i den kapitalistiske økonomi.
Det er korrekt, at ejerskab af boliger og jord har givet anledning til ulighed, men det har også i betydeligt omfang bevirket en spredning af friværdi (og efter Pikettys begreber dermed formue-/kapitalværdi) ud til relativt brede lønmodtagergrupper.
Et andet problem er, at i en markedsøkonomi er kapitalens størrelse afhængig af afkastet. Man taler f.eks. om den tilbagediskonterede værdi af en række fremtidige indkomststrømme i forhold til en diskonteringsrente. Jo lavere diskonteringsrente, og jo højere fremtidige indkomststrømme, jo større bliver kapitalværdien i nutidsværdi. Men de to størrelser er altså afhængige af hinanden.

Der er også et tredje og måske mere afgørende problem i det brede kapitalbegreb. Det mudrer diskussionen af den produktive kapitals rentabilitet. Som økonomer, lige fra de klassiske som Ricardo, Smith og nyere som John M. Keynes, har påpeget, er der tendens til, at kapitalens afkast falder, når der kommer rigelighed af den. Der kan da ske en destruktion af kapitalværdi, indtil dens rentabilitet efter en periode er genoprettet.

Man kan vanskeligt nå et niveau af stjernestatus – og så i et fag som økonomi – uden at kritikere vil melde sig på banen. Det er også sket for Piketty. I en kritisk artikel i Financial Times har man hæftet sig ved, at han omgås nogle af sine kilder på en noget lemfældig facon. Piketty har imødegået kritikken.
Hans data for formuefordelingen i England skulle således være behæftet med fejl, når tallene holdes op imod tal fra den britiske statistik ONS’ (Office for National Statistics) tal. Det berører dog næppe de hovedtendenser, Piketty afdækker. M.h.t. hovedresultaterne om den stadig mere ulige fordeling bakkes han op af Paul Krugman.

Indekseret velfærd

Det er blevet et generelt problem for en del velfærdsstater, hvordan forskellige overførselsindkomster reguleres.
    Det fører ofte til opslidende ideologisk-politiske kampe om indkomstfordeling og velfærdsydelser. I USA har der f.eks. kørt en debat om "the Entitlement Society" ("Rettighedssamfundet"), som kan minde lidt om diskussionerne om den universelle velfærdsstat i Norden. Hvorfor skal folk have automatiske rettigheder til velfærdsydelser, spørger man på den liberale fløj i Det republikanske Parti? Det vil ødelægge dynamikken i samfundet, mener man.
    Omvendt ser man, når ydelserne bliver så små, at der opstår store fattigdomsproblemer, at Demokraterne rykker i felten og forlanger reguleringer, så fattigdommen bekæmpes.
    En af måderne at komme om ved problemet på er at indeksere reguleringen af velfærd og arbejdsmarkedsydelser. Et indeks er en gennemsnitsberegning af en udvikling i priser, løn m.v., hvor man ofte vil belyse tallenes udvikling i relation til et basisår, som sættes til 100. Man har f.eks. et forbrugerprisindeks, hvor prisudviklingen beregnes som et gennemsnit i forhold til, hvordan en gennemsnitshusholdning sammensætter sit forbrug.  Prisen på salt betyder jo ikke ret meget. Det gør prisen på boliger eller benzin/olie derimod. De skal altså vægtes i forhold til hinanden, når man laver det sammensatte indeks.
    Man kunne indeksere sociale ydelser og arbejdsløshedsunderstøttelse i forhold til prisindekset. Det ville jo tilsyneladende give en slags realindkomstdækning. Men det vil kunne føre til udhuling af ydelserne, og dermed større ulighed, hvis lønningerne stiger mere end priserne.
   Så kunne man i stedet indeksere til et lønindeks. Det er reelt det, man gør i Danmark, men man foretager et fradrag på nogle promiller af lønindekset. De penge, der trækkes ud, går til den såkaldte satspulje, særlige sociale formål. Det er reguleret i satspuljeloven.

Satsreguleringen af ydelser har ført til politisk debat. Er det rimeligt, at der sker en gradvis udhuling af pensioner, andre sociale ydelser og arbejdsmarkedsydelser som dagpenge og efterløn? Det kan jo udvikle sig til en Storm P. model, hvor man fodrer hunden med dens egen hale?
    Det er også blevet diskuteret i relation til flexicuritymodellen, der netop bygger på et højt niveau af arbejdsløshedsdagpenge.

Flexicurity er sammensat af ordene flexibility og security (sikkerhed), og det går på et økonomisk system/arbejdsmarkedssystem, hvor virksomhederne har fleksibilitet til at omstille sig efter hastigt skiftende markedsforhold, og hvor lønmodtagerne har den fornødne sikkerhed, der gør dette muligt. Det sikres bl.a. gennem et velfungerende dagpengesystem og arbejdsmarkedsuddannelser. Når lønmodtagere ikke behøver at frygte fyringer, vil det alt andet lige være lettere for virksomhederne at skille sig af med dem, når det er nødvendigt.

Internationale sammenligninger af velfærdsdata

Levestandard og velfærdsniveauer sammenlignes internationalt i de såkaldte Human Development Reports fra FN's udviklingsorganisation UNDP.

Human Development Index, HDI,  er et sammensat index for velfærd/livskvalitet med indeksværdier fra 0,00 til 1, hvor 1 er det højeste niveau. Der måles på sundhed, uddannelse, indkomst, ulighed, fattigdom, kønsmæssig ligestilling, bæredygtighed og governance. Indekset er "objektivt" i den forstand, at der måles på kvantitative faktorer, f.eks. BNP pr indbygger, kønnenes repræsentation i parlamentariske forsamlinger o.lign. Derved er indekset at foretrække frem for f.eks. de såkaldte happiness indeks, der måler på subjektivt oplevet. lykke/livskvalitet. 
 

OPGAVER:

1. Redegør for forskellene mellem funktionel og personel indkomstfordeling
2. Redegør for livsindkomster
3. Hvordan kan livsindkomster og personel indkomstfordeling blive påvirket af arbejdsmarkedsforhandlinger og statens sociale politik?
4. Påvirkes produktionen af statens velfærdspolitik, f.eks. ydelsernes størrelse i overførselsindkomster?
5. Hvilken teori anser I for mest sandsynlig, når man skal forklare, hvorfor lønhierarkier er forskellige i Europa og USA?
6. Hvilke områder har velfærdsstaten været aktiv på ifølge citatet herunder? Forklar hvordan.

Hvor meget velfærd? - Casemetoden

UNDP's human development report (indikatorer for udvikling i alverdens lande. På engelsk)

Paywatch - undersøgelse af højeste lønninger i USA