Ligningen ovenover viser Marx' teori om profitrateligningen, der danner basis for kriseteorien, i formaliseret form(M divideret med V, divideret med C divideret med V + 1) . Merværdien er en form for bruttoprofit, der fremkommer, når produkterne er solgt, og omkostningerne trukket fra. Omkostningerne er udgifterne til den konstante kapital (C), dvs råvarer, maskiner, anlæg, og V, variabel kapital, eller arbejdskraft. Marx kaldte dette for den variable kapital, fordi arbejdskraften bibringer mere værdi til råvarerne og maskinerne, end der i forvejen lå i denne konstante kapital. Merværdiraten kan populært sagt formuleres som forholdet mellem bruttoprofit og lønninger. Den organiske kapitalsammensætning viser forholdet mellem, hvad der er investeret i kapitalen (maskiner/anlæg, råvarer, know how/viden) C på den ene side og på den anden, hvad der er brugt til arbejdskraft. Marx mente, at denne har tendens til at vokse som udtryk for en slags overakkumulation af kapitalen. Det er et problem, for det er jo faktoren arbejdskraft, der giver mere værdi til den i forvejen døde kapital. Og en stigning i C/V får jo i overensstemmelse med ligningen profitraten (rentabiliteten af investeret kapital) til at falde.

Hvad der kan få den til at stige, er en stigning i merværdiraten, eller det, man også kalder udbytningsraten. Den stiger, når der investeres i nyt maskineri, og produktiviteten (produktion pr mand pr tidsenhed) dermed stiger. Og den stiger, når intensiteten i arbejdet øges. Den falder imidlertid også, når der er højkonjunktur, og lønmodtagerne står stærkere i lønforhandlinger.