SF er et socialistisk venstrefløjsparti, jvf uddraget fra det i 2003 vedtagne principprogram. I den socialistiske vision ligger en socialistisk markedsøkonomi. Det er en økonomi med markeder og fri prisdannelse, men disse markeder reguleres af samfundet. Ejerskabsformerne er blandet fælleseje og privat eje, efterhånden mere af det første end det sidste.
    I 2009 vedtager SF et reformprogram. Det er et mere kortsigtet program, der kommer med forslag til politik for de følgende 10 - 15 år, - og altså ikke er så langsigtet som principprogrammet. I reformprogrammet nævnes ordet "socialisme" kun én gang, og det sker i følgende sætning.

SF vil med dette reformprogram præge samfundets udvikling i en socialistisk retning

Det er symptomatisk for SF's udvikling henimod et reformorienteret bredt folkeparti.

Historie

SF blev dannet i februar 1959 af den tidligere formand for DKP, Aksel Larsen og flere andre tidligere kommunister.

Det var folk, der havde taget afstand fra Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956, hvor Sovjetunionen ville kvæle en bevægelse, som ønskede større uafhængighed af Moskva og en nationalt selvstændig udvikling. Derfor gjorde SF i den følgende tid da også meget ud af at udvikle en dansk variant af socialismen.

SF overraskede alle ved at komme i Folketinget med 11 mandater ved valget i 1960. Samtidig røg DKP helt ud. SF repræsenterede dermed venstrefløjen parlamentarisk.

Figur 1: SF's andele af afgivne stemmer i pct af samtlige v. folketingsvalg) 1960- 2007

Anm: Andre nøgletal for partiet, bl.a. udviklingen i medlemstallet her.

Det store stemmetal havde sin naturlige forklaring i, at DKP havde kompromitteret venstrefløjen i vælgernes øjne p.g.a. den Moskva-tro linje. Samtidig var der behov for en venstrefløj, fordi Socialdemokratiet var tilhængere af - og havde medvirket til - Danmarks medlemsskab af NATO, og en stor del af de danske vælgere var modstandere af NATO-medlemsskabet. Under den økonomiske fremgang i 1960'erne afskrev Socialdemokratiet sig samtidig en betydelig del af det socialistiske indhold i partiprogrammet. 1957-60 deltog Det radikale Venstre i regering sammen med Socialdemokratiet og Retsforbundet. Det virkede noget fremmedgørende på de pacifistiske dele af De Radikales vælgergrundlag, at partiet på denne måde var med i en "NATO-regering". SF stod altså for en slags fortsættelse af den antimilitaristiske neutralitetslinje i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og for en reformistisk socialistisk politik.

Hertil kom, at velstandsbølgen efter II Verdenskrig bragte nye spørgsmål op på den politiske dagsorden. Det var spørgsmål som bekymring for materialisme, for meget økonomisk vækst, fremmedgørelse, konkurrencementalitet under kapitalismen, o.lign. spørgsmål, som den senere venstresocialistiske udbryder fra SF, VS, bragte op.

VS-udspaltningen fra SF kom i december 1967. 6 SF'ere stemte imod et indkomstpolitisk forlig, som den socialdemokratiske regering med SF-støtte ("Det røde Kabinet) så som nødvendig for, at en devaluering af den danske krone måneden forinden skulle være virksom.

Organisation

SF har igennem mange år satset på at opbygge en landsorganisation, der dækker samtlige områder og kommuner/valgkredse i landet. Partiet har traditionelt haft en ret stærk hovedbestyrelse, der ved ca. mdl. møder har fastlagt partiets politik. Det har dog været lettest at opretholde en illusion om magtfuld politikfastlæggende hovedbestyrelse under partiets lange "hængekøjefase". I de senere år, hvor partiet har udviklet sig i mere resultatsøgende retning og er indgået tæt samarbejde med Socialdemokraterne, har folketingsgruppen og den daglige ledelse af partiet styrket sin politikformulerende og politikudøvende magt.. 

Udvikling i SF's medlemstal

Kønsfordeling, medlemmer:  (pr. 13.02.2009)
Kvinder: 51,5% (48,2% pr. 23.05.2007)
Mænd: 48,5% (51,8% pr. 23.05.2007)
Kilde: SF.dk

Partiets fremgang ved valget i 2007 har givet sig udslag i også en betydelig medlemsfremgang, som det ses af tabellen ovenover.

Parlamentarisk politik

Fundamentet i SF's parlamentariske orientering og strategi var i mange år den såkaldte arbejderflertalslinje: Man skulle arbejde henimod et flertal med Socialdemokratiet, så der kunne gennemføres reelle ændringer af samfundet i socialistisk retning. I 1980'erne og 90'erne har SF udviklet sig i grøn retning, så det i dag er SF, der især står for den "grønne politik" i Folketinget. Partiet har dog ikke afsværget grundbestanddelene i den socialistiske politik. De to retninger, den grønne og den socialistiske, lever fredeligt side om side i partiet. Man kan således karakterisere partiet som et rødt-grønt parti.

Med vedtagelsen af Pinsepakken i 1998 skiftede SF gradvist parlamentarisk politik, idet man begyndte at nærme sig Socialdemokratiet som led i et mere pragmatisk samarbejde og ikke længere forholdt sig så ultimativt til, at et samarbejde med dette parti måtte være via et "arbejderflertal". I den følgende periode indgik man i adskillige forlig i folketinget.

Man var dog også kritisk over for den socialdemokratiske velfærdsstat, jvf uddrag fra Holger K's 16 punkter: 10. (...) Udvikling(en) med borgerne som passive forbrugere eller klienter (i det sociale system) er en følge af den socialdemokratiske velfærdsstat. Det har i den forbindelse været nemt for de borgerlige at sætte en velfærdsdagsorden, hvor det centrale bliver valgfrihed mellem offentligt og privat.
SF ønsker et helt andet udgangspunkt. Vi skal ikke betragte mennesker som passive forbrugere eller klienter, men i stedet som aktive samfundsborgere, hvor den enkelte ikke blot skal modtage ydelser, men også har evner, pligter og rettigheder i forhold til det fælles. (...)

Man er bevidst om, at den politiske kamp i den senmoderne epoke også er en værdikamp, hvor de parlamentariske konstellationer ikke altid er lige gennemsigtigte, og der derfor ikke kan lægges op til noget så elementært og modernitetspræget som et arbejderflertal: 2. (...) Med ændringer i de sociale strukturer følger ændringer i politiske styrkeforhold. I det 20. århundrede var Socialdemokratiet den altdominerende politiske kraft i det danske samfund. Ved starten af det 21. århundrede udfordres det socialdemokratiske overherredømme af andre politiske kræfter, der er præget af borgerlige-liberalistiske grundholdninger. Kampen om et nyt kulturelt og politisk overherredømme er fortsat uafklaret, men det er altafgørende, at venstrefløjens værdigrundlag får en fremtrædende placering i fremtidens samfund. (Holger K' 16 punkter)

 Nederlaget ved valget 21. november 2001 førte til selvransagelse i SF. Årsagerne til både SF's, Socialdemokratiets og Enhedslistens tilbagegang var utvivlsomt især indvandrerspørgsmålet. Alligevel mente dele af SF-ledelsen, at der var behov for fornyelser af partiets politik på afgørende områder.
    Ved valget i 2007 gik SF stærkt frem i vælgertilslutning, og fremgangen så ud til at fortsætte i opinionsmålinger efter valget, så man på et tidspunkt var oppe på 20 pct af stemmerne og tangerede Socialdemokraternes stemmetal. Senere svandt tilslutningen dog lidt ind igen. Fremgangen var dog delvist på bekostning af De Radikale og Enhedslisten. Samtidig kom VK(O) blokken ud af valget 2007 med sit flertal næsten intakt, så det var begrænset, hvad SF kunne bruge den kraftige stemmefremang og fremgang i mandater til.
     I august 2008 offentliggjorde SF og Socialdemokraterne et integrations- og indvandrerpolitisk udspil, hvor SF var klar til at "sluge" 24 års regel og tilknytningskrav til gengæld for at være med i et fælles udspil, der knyttede de to partier tættere sammen. SF stilede nu mod at komme med i en regering sammen med Socialdemokraterne. I den sammenhæng ønskede man at understrege enigheden mellem partierne. Partiet erklærede sig samtidig villig til at stemme for den årlige finanslov ved 3. behandling i Folketinget.
     I april 2009 vedtog SF's landsmøde som nævnt ovenfor  et reformprogram, der understregede den grønne og reformistiske velfærdsmæssige profil. Principprogrammet var dog ikke ændret hermed.

Udenrigspolitiske holdninger

På det udenrigspolitiske område er SF præget af, at det under den kolde krig (1948-89) var modstandere af Danmarks medlemsskab af NATO. Og partiet var også i starten modstander af dansk medlemsskab af EF (Europæiske Fællesskaber). Udviklingen af partiets politik på dette område blev præget af partiets deltagelse i Det nationale Kompromis i 1992. Det førte senere til EU’s topmødebeslutning i Edinburgh december 1992, hvor de danske forbehold til EU-traktaten blev underskrevet. De fire danske forbehold (fælles mønt, forsvarssamarbejde, asyl- og retspolitik og unionsborgerskab) har siden være faste holdepunkter i SF’s politik, selv om der har været forskellige opfattelser i partiet om disse ting. De EU-venlige politikere Sten Gade og Christine Antorini forlod partiet og stiftede den løse organisation Nyt Europa, som anbefalede et "kritisk ja" til folkeafstemningen om euroen 28.9.2000. SF anbefalede ved et landsmøde med 97-98 pct af de delegerede et "nej" ved folkeafstemningen, hvad der førte til en vis isolation af de få tilbageblevne EU-positive i folketingsgruppen (Margrete Auken og Jørn Jespersen). Nej-holdningen var i god overensstemmelse med partiets vælgere, idet opinionsundersøgelser viste, at 88 pct stemte nej til euroen og kun 12 pct ja. Debatten om holdningen til Den europæiske Union fortsatte i partiet efter afstemningen, idet toneangivende folk godt ville erkende, at der på visse områder faktisk var behov for "mere union", f.eks. på miljøområdet og harmonisering af visse skatte- og afgiftssatser. Globaliseringen gjorde behovet for internatioalt samarbejde påtrængende, og dette erkendte partiet. Nej-holdningen til euroen var bl.a. begrundet i en opfattelse af ØMU'en med konvergenskriterierne og en centralbank, der især skal kigge på inflationstallet, er udtryk for en neoliberal økonomisk opfattelse.  

Daværende partiformand Holger K. Nielsen lavede et papir med 16 punkter som oplæg til debat i hovedbestyrelsen og ved landsmødet i 2002 (i uddrag):

1. Skellet mellem det politiske højre og venstre eksisterer fortsat. Venstrefløjens værdier er karakteriseret ved solidaritet, lighed, social retfærdighed, frihed i fællesskab, udvidelse af demokratiet, globalt udsyn og miljømæssig ansvarlighed. Venstrefløjen baserer sit virke på en vision, hvor mennesker i fællesskab styrer udviklingen, så forholdet mellem mennesker på hele vores klode bliver mere civiliseret, solidarisk og retfærdig – på tværs af nationer, racer, religioner, etniske tilhørsforhold og sociale skel. Venstrefløjen tror på fremskridtet og på at det er muligt for mennesker i fællesskab at skabe fremskridt for alle.


3. (...) De globale uligheder er blevet større i en globaliseringsproces, som er baseret på de uhæmmede markedskræfters dominans og som fortrinsvis har skabt rum for en yderligere ekspansion for de multinationale selskaber. De globale uligheder kan ikke ses isoleret fra de globale miljøproblemer, hvor ubalancer i menneskets forhold til naturen – med bl.a. store klimaændringer til følge – begrænser muligheden for økonomisk vækst i den fattige del af verden, medmindre det finder sted i sammenhæng med en overordnet global omfordeling af verdens goder. (Formandspapir til SF 2002)

SF var modstander af, og stemte imod, Danmarks deltagelse i Irakkrigen fra 2003..Partiet har været skeptisk over for dansk deltagelse i Afghanistankrigen. Her ønsker partiet sat en tidsfrist for de danske troppers tilbagetrækning. SF deltog i indgåelsen af et nyt forsvarsforlig i 2009. 

Insiders beretning om SF's udvikling