POSTKOLONIALISME

Postkolonialisme er mange ting. Som akademisk disciplin kombinerer postkolonialisme metoder og teorier fra samfundsvidenskab og humaniora. I litteraturteori er det en måde at analysere og fortolke litteratur på. Den litteratur, der fortolkes, er både den kolonilitteratur, der er skrevet af vestlige forfattere og den litteratur, der er skrevet af forfattere fra de (post)koloniale områder.
    Den postkoloniale engelsksprogede litteratur er inspireret af postkoloniale folks bevidsthed om deres situation, og det, der analyseres er de måder, hvorpå denne bevidsthed kommer til udtryk i litterære værker.
    Det postkoloniale (egtl.: "det efterkoloniale") er  meget andet end det tidsmæssige, altså tiden efter afkoloniseringen. Det er den kulturelle imperialismes fortsættelse efter, at kolonierne blev frie nationer.


Postkolonialisme - Væsentlige begreber

Subaltern: Underordnet "Andethed"	Marginalisering. Manglende identifikation med en del af ens personlighed eller lokalsamfund, hvad der kan give følelser af mindreværd
Orientalisme	Koloniherrernes og deres akademikeres og forfatteres diskurs om de koloniserede folk
Diaspora	Migrantgrupper fra et bestemt område/land  i det nye land.
Vestlig etnocentrisme	Globalt en tendens til at se og fortolke Verden ud fra vestlige etniciteter og Vestens værdier
Hybridkultur	Blanding af kulturelementer fra den koloniserende og den koloniserede kultur
Imperialisme	Dominans over andre lande og områder, det være sig som kolonier eller efter koloniperioden i skabelse af afhængighed via investeringer og teknologi
Kulturimperialisme	Kulturpåvirkningerne strømmer især fra de hegemone områder ud i periferien, det være sig TV-serier, McDonalds, Wal-Mart, mv.
Globaliseret engelsk, spanglish m.m.	Sproget engelsk udvikler sig i forskellige hybridformer med blandinger af det oprindelige amerikanske og britiske engelsk og de indvandrede folks sprog

Den postkoloniale litteratur, der er blevet til i de engelsksprogede hybridkulturer, er ofte optaget af problemerne omkring identitet: Hvordan får man den gamle Verden, hvor undertrykkelsen og racisme var direkte til at harmonere med påvirkningerne i den nye, postkoloniale æra, hvor de rige landes kulturpåvirkning er mere indirekte, men af den grund bestemt ikke mindre dominerende. Bestræbelsen kan gå ud på at genopbygge elementer fra den oprindelige kultur, så den er til stede på en anden måde end i den vestlige forvrængning.
 

Kolonidiskurs. Orientalisme

I koloniherrernes øjne og i den koloniale litteratur kunne den indfødte ("Den Anden") være at betragte som et semi-monster og/eller halvt barn. De første rejsende og eventyrere, der udforskede de oversøiske områder, kom hjem med beretninger om farlige monstre. Billedet kunne bruges til så at sige at "uddrive" den farlige "anden" fra bevidstheden. Men det førte også til ønsker om at reformere/socialisere/opdrage. Kendt er beretningen om Robinson Crusoe og Fredag. 
 

Ifølge Edward Saids teori om orientalisme var der i Vesten, i kolonimagterne, en særlig diskurs (måde at tale om noget på) om de koloniserede områder i Mellemøsten og Østen. For at blive klogere, hvad der var nødvendigt, når man skulle sende koloniembedsmænd derud, begyndte "orientalister"  at studere de "østlige folk". Edward Said mener, at disse studier var præget af den diskurs, som han kaldte "orientalisme". Man kiggede på "Arabiens mystik", snarere end at se realistisk på området. Forfattere skrev om en vild og mystisk seksuel frihed - der måske nok kunne være undertrykt, men lå under overfladen hos f.eks. kvinderne og  ventede på at komme frem. Jvf f.eks. Coleridges berømte digt Kubla Khan (i uddrag ovenover): "Kvinden og hendes djævelske elsker"...:

Transcultural Identity

Efter kolonitidens ophør ændrer tidsånden sig på mange måder. Fordomme og stereotyper ændres, men dele af de gamle billeder hænger ved. Den transkulturelle identitet (transcultural identity) er ofte i fokus. Her ser man på identitetens dannelse hos personer, der har fået begge samfund ind under huden. Det kan være 2. generationsindvandrere, der er hængt ud imellem forældregenerationen, der er indvandret oprindelig og stadig har det gamle samfund med som en integreret del af personligheden, og det nye samfund, hvor man måske ikke føler sig helt accepteret, og identiteten dermed dannes i en ambivalens af modstridende for- og imodfølelser. Man kan være tilpasset og se forældrene som gammeldags. Man vil måske ikke acceptere, at de skal bestemme, hvem man skal giftes med, og om man må pleje førægteskabelig omgang med det modsatte køn, hvad der især kan være et problem for pigerne.
    Men identiteten kan også blive dannet i trods, så man f.eks. bliver meget mere fundamentalistisk end forældrene. Det kan være den muslimske 2. generationsindvandrer, hvor forældrene er mere eller mindre sækulariserede muslimer eller euro-muslimer, og den unge (vel)uddannede, tilhørende 2. generation, måske tilslutter sig en mere fundamentalistisk udgave af islam, f.eks. Hizb-ut-Tahrir. Identiteten dannes i trods. Hvis de ikke vil have mig i det nye land, må jeg identitetsmæssigt søge tilbage til rødderne, synes at være devisen. Et (satirisk) eksempel er My Son the Fanatic af Hanif Kureishi. 

De postkoloniale forfattere kan se udfordringen som liggende i at konstruere modidentiteter, modkulturer, kort sagt en moddiskurs til den dominerende vestlige diskurs. Det kan gå ud på at afsløre den vestlige diskurs. Når vesterlændinge taler om frihed og demokrati, er det deres egen definition af disse ting, der gælder. Og det kan være præget af hykleri. Når det virkelig gælder, ønsker de det ikke, eller det kan være et dække for de dominerende økonomiske interesser, der kræver frihed til at investere og handle med varer og tjenester, først og fremmest.

Modernisering - efter vestligt forbillede

 Man havde  -  og har stadig  -  i Vesten en forestilling om, at der er en udviklingsstige, alle lande må igennem. Et land udvikler sig fra tradition til modernitet. Det skal igennem en moderniseringsproces, hvor vestligt udseende markedsøkonomi og demokrati står som en lysende fakkel for enden. Det er progressivt at gå igennem den udvikling, siges det, og derfor bør den være model for alle.
     Nederst er altså det traditionelle samfund, som man havde i kolonierne, inden vesterlændingene kom. Øverst er den fuldt udfoldede vestlige velfærdsstat med rigdom, velfærd, frihed og demokrati til alle.
     Dette vestlige verdensbillede er i virkeligheden etnocentrisk. Det kan kaldes en etnocentrisk diskurs. Man ser Verden ud fra den vestlige etnicitets optik.
    Den postkoloniale kritisk orienterede erfaring af Verden tager afsæt i et andet Verdenssyn. Derfor accepterer man heller ikke uden videre at tage de vestlige kritikere til sig. Et marxistisk verdenssyn vil også blive betragtet som et vestligt syn på Verden. Det samme vil den vestlige feminisme. Den vestlige feminisme bliver kritiseret for at være for kønsfikseret. For at forstå kvindernes situation i de postkoloniale områder er det nødvendigt at supplere kønsperspektivet med en klasseanalyse og en analyse af etnicitet og kultur.

I de postkoloinale områder ser man det vestlige moderniseringsbegrebs  udviklingsstige som - ikke naturlig - men måske netop præget af, hvem det var der koloniserede hvem. Igennem koloniseringen holdtes industri og økonomisk udvikling tilbage i kolonierne via ulige handelsaftaler og -vilkår. Derfor er de tidligere koloniområder i dag fattige. I den omvendte diskurs er der så en forestilling om, at relationerne kan ændres. Ikke ved, at de postkoloniale områder kommer til at ligne Vesten, men ved at man finder sin egen identitet (jvf Walcott-digtet nedenunder) og udviklingsmodel. Litteraturen kan beskæftige sig med, hvordan den anderledes diskurs bygges op, og hvordan de nye identiteter formes. 
 

Kolonifrigørelse og globalisering

Kolonifrigørelsen kom for Indien/Pakistans vedkommende i 1947-48, for Afrika omkring 1960. Men rent tidsmæssigt lever kolonitiden altså videre i begrebet postkolonialisme. For det første lever den videre i folks bevidsthed. For det andet kan den leve videre i den fortsatte økonomiske udnyttelse og kulturimperialistiske påvirkning, som de tidligere koloniområder er udsat for. 
    De ulige økonomiske relationer hænger sammen med de uhensigtsmæssige måder, den globale økonomi fungerer på. De vestlige multinationale selskaber investerer i de fattige områder. Det kan nogle gange være et gode, fordi det tilfører investeringer og ny teknik, men ofte er det svært for de afhængige, tidligere kolonier, at klare sig i konkurrencen. Den økonomiske afhængighed er f.eks. beskrevet i Verdenssystemteorien. Ifølge denne teori lever den økonomiske udbytning, der prægede kolonitiden, hvor kolonierne leverede råstoffer og billige industrivarer til moderlandet og til gengæld måtte købe teknologi og service dyrt, videre i bedste velgående. Globaliseringen opfatter man ikke som en win-win situation, men som en situation, nogle har fordele af, og andre har ulemper af. Og de sidste er de mennesker, der bor i de tidligere kolonier. De er blevet afhængige af den vestlige teknologi og må betale dyrt for den.

Det påvirker naturligvis bevidsthederne. Det kan give underlegenhedsfølelse og ønsker om at få rettet op på det ulige forhold.

Globaliseringen har også skubbet på migrationerne (vandringerne) af mennesker. Der er f.eks. i USA (bl.a.. i New York-området og Florida) en stor diaspora af mennesker fra Den dominikanske Republik, Haiti, Mexico. De skaber hybridkulturer og nye litterære udtryk. Det samme gør sig gældende i Storbritannien, Australien og Canada, hvor der også er store indvandrergrupper, der tilegner sig det engelske sprog.

Postkolonialisme og feminisme

"....on Sundays try to walk like a lady and not like the slut you are so bent on becoming...", skriver Jamaica Kincaid i teksten "Girl" om alle de umulige, gensidigt modstridende roller og normer, kvinder tvinges ind i og tvinges til at rette sig efter. Hvem er det, der taler i "Girl" og sender alle disse rolleforventninger?
   Feminisme og postkolonialisme er emne for en række studier og undersøgelser, hvor det er synet på kvinden i de koloniale og postkoloniale områder, man interesserer sig for. Kvinderne har været udsat for en dobbelt kolonisering, siges det. Dels direkte underlagt koloniseringen, og dels kønsdiskriminationen. Kvinderne er blevet beskrevet af mandlige forfattere på en måde, hvor det er blevet til projektioner af deres ubevidste drømme om den passive og seksuelt tilgængelige, ofte mystiske kvinde. En af klassikerne er Rider Haggards She ("she-who-must-be-obeyed"), solgt i over 80 mio eksemplarer, der skildrer Cambridge professor Horace Holly og hans adopterede søn Leo Vinceys rejse til et kongedømme i det indre af Afrika, hvor de møder den mystiske kvinde, der hersker over de indfødte. Den er fuld af skildringer af den mystiske fremmede, den indfødte kvinde, der er halvt dæmon, halvt menneske:

How am I to describe it? I cannot—simply I cannot! The man does not live whose pen could convey a sense of what I saw. I might talk of the great changing eyes of deepest, softest black, of the tinted face, of the broad and noble brow, on which the hair grew low, and delicate, straight features. But, beautiful, surpassingly beautiful as they all were, her loveliness did not lie in them. It lay rather, if it can be said to have had any fixed abiding place, in a visible majesty, in an imperial grace, in a godlike stamp of softened power, which shone upon that radiant countenance like a living halo. Never before had I guessed what beauty made sublime could be—and yet, the sublimity was a dark one—the glory was not all of heaven—though none the less was it glorious. Though the face before me was that of a young woman of certainly not more than thirty years, in perfect health, and the first flush of ripened beauty, yet it had stamped upon it a look of unutterable experience, and of deep acquaintance with grief and passion. Not even the lovely smile that crept about the dimples of her mouth could hide this shadow of sin and sorrow. ("She")

 Det er den hvide mands feberhede projektion af sit indre billede af den mystiske afrikansk/arabiske kvinde. Det har dog ikke været mere æterisk, end at disse kvinder ofte forventedes at være seksuelt tilgængelige for de hvide koloniherrer, hvad enten det var som tjenestepiger og nannies, eller som huskokke.

Kritik af teorien

Det problematiske ved postkolonialismen som litteraturteoretisk metode er, at begreberne er defineret meget åbent og vagt, og at der ikke er konsistens i begrebsdefinitioner fra den ene teoretiker til den anden. Området er potentielt enormt stort, og det efterlader en vis tvivl om relevanskriterier. Det er også uklart, om det er en særlig analysemetode, eller om det er selve områdeafgrænsningen, der er definerende: altså bare et værk er skrevet af en person fra et postkolonialt område eller miljø, så er det postkolonial litteratur?
   Det bliver derfor også svært at indkredse nærmere, hvad det egentlig er, man skal gøre ved det litterære værk, som er forskelligt fra, hvad man ellers gør i litterær analyse.
    Man vil ofte finde ud af, at man havner i de traditionelt kendte analyseformer. Man undersøger forfattersynsvinkel, brugen af sproget, etc. Det, der især kommer oveni i forhold til de traditionelt kendte analyseformer, er ideologikritik. ideologi forstås her som en herskende bevidsthed om relationer mellem mennesker og samfundsmæssige sammenhænge.  Man kritiserer den ideologi, der kommer til udtryk i "herrefolkets" litteratur. Det kan være en nationalchauvinistisk, ja endda racistisk, ideologi, jvf f.eks. udtryk i Kipiling-digtet ovenover. . 
    Det kan også være ideologi, der bygger på hegemonisk globaliseringsopfattelse, dvs en opfattelse af, at den internationale økonomi i dens indretning er til nogles fordel mere end til andres, og dette søges tilsløret v.h.a. globaliseringsideologien. At den er hegemon, vil sige, at det er de dominerende landes og sociale klassers opfattelse, der slår igennem. Man ser globaliseringen fra oven, hvor det gælder om at udbrede de frie markeder og den fleksible kapitalisme, så skal udviklingen nok via markedskræfterne komme til alle. Når det ikke sker, men at man tværtimod kan sidde i de fattige lande og se, hvordan liberaliseringen og de frie markeder har ført til udkonkurrering af det lokale erhvervsliv, sidder man tilbage i det fattige land med en dårlig smag i munden, og man forsøger at italesætte en anden opfattelse, der går imod den hegemoniske globaliseringsdiskurs.
    Hertil kommer dekonstruktionen af forsøgene på at give the Subsaltern stemme, som Spivak har rejst. Kan vestlige intellektuelle, eller intellektuelle, der er opdraget og uddannet i den vestlige tradition og kultur,  repræsentere the Subaltern?

Eksempler på postkolonial litteratur

Love After Love by Derek Walcott
The time will come
when, with elation
you will greet yourself arriving
at your own door, in your own mirror
and each will smile at the other's welcome,
.......

I dette lille digt udspilles temaet om den dobbelte identitet, som det gør i mange af Derek Walcotts digte.

Præst og nyimperialisme i Nigeria
I Uwem Akpan (Nigeria)'s historie: Baptizing the Gun følger vi en præst på en mareridtsagtig tur rundt i Lagos. En man med en pistol i baglommen tilbyder at hjælpe ham med at finde vej, men præsten følser sig ikke tryg ved manden. Han tror, han er in for et hold-up. Undervejs taler de sammen, blandt andet om situationen i landet:

I wonder what he means by that. I shrug and say, “Sometimes we take things out on innocent people.”

“No, no, no, I hate those who exploit others!” He sits up again, as if the Devil had just tickled his spine. “Man, you know something then about injustice and exploitation. You know something about your environment being destroyed. God has cursed us with oil, man. Never again will our people suffer as they did these forty years of oil drilling. We’ll go to war! What do you think?”

I decide that it’s best to agree with him. “We will,” I say.

“Good, Father! These days, every month I send money back home to our militia, so they can defend our fatherland. Those youths putting their lives on the line need better guns, and they need our support against Mobil and Shell and our government.”

De olierigdomme, der skulle have været en velsignelse for landet og hjulpet det til udvikling, ses i stedet  som en forbandelse p.g.a. den multinationale kapital, der står for udvindingen og de stammekonflikter, der gør det svært at opnå enighed i landet om en rationel udnyttelse af indtægterne. 

Diasporalitteratur og transkulturalisme
Når det gælder immigrantlitteraturen, vil man forsøge at indkredse de transkulturelle identiteter og the subalterns identitet, som de kommer til udtryk i litteraturen. Det bliver kun til ideologikritik, hvis man forestiller sig, at the subaltern lider af falsk bevidsthed. Ellers vil det være en kortlægning af the subalterns bevidsthed. 

Den dominikansk-amerikanske forfatter Junot Diaz har skrevet nogle fine små stykker i The New Yorker, hvor det postkoloniale tema kommer frem, ofte på underfundig vis. Den dominikanske Republik er en tidligere spansk koloni, men den har været under overvejende amerikansk indflydelse i det 20. århundrede, og det i en grad, så landet beskrives som en semi-koloni. Det giver en særlig form for postkolonial litteratur, idet den hegemone kultur er sammensat af mere end en.  I novellen/rejseberetningen Homecoming beskrives bittersødt og med en masse ironi den mærkelige transkulturelle oplevelse af, hverken at høre helt til det ene eller det andet sted:

....that didn’t stop me from engaging in the debates that were going on all around me regarding the recent election and Santo Domingo’s eternal President Balaguer—blind, deaf, and dumb but still jodiendo el pueblo ("fucking the people"). A present that the United States gave our country after its last military occupation, in 1965—God bless them all! Just before our flight was called, I was asked by a group of locals what I thought of Balaguer. I went into fulmination mode, and said he was a murderer, an election thief, an apologist of genocide, and, of course, a U.S. stooge of the Hosni Mubarak variety.

See, the newspaper seller announced triumphantly. Even the gringo knows.

Han er blevet til en gringo, men, som han selv ved, uden faktisk at være blevet det 100 pct. Det er kun i den lokale befolknings øjne.  En del af den dominikansk-amerikanske identitet og kultur kommer til udtryk i den udstrakte brug af spanske udtryk. Det kommer også i andre af hans noveller, f.eks. den mere psykologisk dybtgående analyse af et kompliceret sønner-mor forhold i novellen The Pura Principle. Den ældste søn, Rafa, der rammes af en alvorlig kræftsygdom, er moderens yndllingsbarn. Han forelsker sig i en dominikansk indvandrer Pura, som ikke har papirerne i orden. Familien er beskrevet som absolutte subalterns, men der er klart en stige endnu længere ned, nemlig som sub-subaltern, som er den papirløses vilkår. Hun må udsættes for svigermorens skarpe tunge og tvetydigheder, der f.eks. går på pura/puta (puta = luder).  

Det er typisk for en del postkolonial litteratur, at sondringen mellem fiction og non-fiction mister sin mening. Det gælder f.eks. Junot Diaz og den haitiansk-amerikanske forfatter Edwidge Danticat. Det er ofte det personligt oplevede, der berettes om. Men det tilrettelægges og præsenteres i en form, der som oftest overholder narrative spilleregler. 

"Give stemme" til the Subaltern
Et af temaerne i Aravind Adigas novelle The Elephant er spørgsmålet om, hvordan den afmægtige, marginaliserede Subaltern får "stemme", dvs bliver hørt i samfundet og bliver repræsenteret i det politiske system. Novellen handler om cykelrickshaw-kusken Chenaya, der kører varer ud for Mr. Pai, som ejer en Fan and Furniture butik. Det er et hårdt arbejde, der ikke bringer meget mere end en subsistensløn hjem. Indimellem føler Chenayya sig magtesløs og vil gerne give udtryk for det. Han vil høres:

He passed a statue of Gandhi, and he began thinking again. Gandhi dressed like a poor man—he dressed as Chenayya did. But what did Gandhi do for the poor?
Did Gandhi even exist? he wondered. These things—India, the River Ganga, the world beyond India—were they even real?

Han kan ikke længere huske, om Gandhi egentlig gjorde noget for de fattige. Som rickshawkusk er han i bunden af samfundet. Han er imidlertid ikke alene. Der er mange af hans slags. For det første er de flere, der kører for Mr. Pai. Og der er millioner i samme situation som han selv. Hvis man skal høres og have indflydelse, kan det ske igennem kollektiv handling. Men det står det lidt sløjt til med: En aften kommer en journalist fra Madras for at tale med dem. Kan han give dem stemme?:

He said that he was a journalist, and the cart pullers were impressed. He worked for an English-language newspaper in Madras, and that impressed them even more. Then he wanted to know what they were eating. While they waited expectantly, he made a list of everything they ate every day. At the end, with a wide, almost triumphant grin, he declared, “The work you are doing exceeds the amount of calories you take in. Every day, every trip you take—you are slowly killing yourselves.”

He held out his notepad, with its squiggles and zigzags and numbers, as proof of his claim. “Why don’t you do something else, like work in a factory? Anything else? Why don’t you learn to read and write?”
Chenayya jumped off his cart.
“Don’t patronize us, you son of a bitch!” he shouted. “Those who are born poor in this country are fated to die poor

Chenayya har ikke meget håb om, at deres lod i tilværelsen kan forbedres. Og han bliver aggressiv på journalisten:

If I live to forty, what is my fate? To be a twisted black rod of a man. You think I need your notepad and your English to tell me this? You keep us like this, you people from the cities, you rich fucks. It is in your interest to treat us like cattle! You English-speaking fuck!”
The man put his notepad away. He looked at the ground, and seemed to be groping for a response. (.....)
Strangely, the man from Madras was not grinning; he had turned his face away, as if he were ashamed at what Chenayya had said.

Den fremmedes reaktion overrasker Chennayya. Han havde ventet en mere hoven holdning fra denne person "fra den anden side", repræsentanten for den "hegemone diskurs". I en periode forsøger han at gøre sig gældende i politik:

....he went around on his cycle, sticking up posters of the Congress candidates in all the Muslim-dominated streets of the town, shouting, “Vote for Congress—the party of Muslims! Defeat the B.J.P.!”

Indflydelse via repræsentation. Repræsentere de fattige og få dem til at stemme på sig. Og hvis det lykkes, kan det måske være en måde at "få stemme" på.
   Det er et gammelkendt mønster i indisk politik. Det demokratiske politiske system i Indien er en arv fra kolonitiden. Spørgsmålet er, i hvilket omfang det mere er til gavn for eliten end for de fattige, hvis stemmer "købes" til gengæld for løfter om jobs og brød?  Det lykkes ikke Chennaya at få en fod indenfor. Han synes at være dømt til at liv som fattig rickshaw-kusk.


Spejlbillede af den humanitære hjælpeindustri
Hvis man  vil sætte den postkolonialistiske "hjælpediskurs", som den kommer til udtryk i NGO'erne og de vestlige landes bistandsorganisationer,  på hovedet og se den som en opfattelse, der er blevet en dominerende ideologiform, kan det gøres ud fra Paul Theroux' fine novelle The Lower River om en mand, der tager til Afrika for at gøre godt. Paul Theroux har krtiseret Bono fra U2 og andre, der har villet hjælpe Afrika med deres indsamlinger og kampagner. Afrika kan bedst hjælpe sig selv, mener han.  

 

GF 2010
 

Links (postcol. literat.):

India:
Adiga: The Elephant
Lahiri: Once in a Lifetime
 

Nigeria:
Uwem Akpan (Nigeria): Baptizing the Gun
My Parents' Bedroom
Adichie:
Quality Street
Birdsong
Soyinka:
Nigeria Falling Apart
Soyinka poem: In the Small Hours

Haiti:
Edwidge Danticat :
Marie Micheline
Ghosts
Reading Lessons

Naomi Klein: Forgiveness?
The West Owes Haiti

Achille Mbembe: Postcolonial Thinking

Theroux: The Lower River

Abduction and circumcision