Partiet blev grundlagt i 1871 af Louis Pio(1841-94) og Harald Brix(1841-81) som en dansk afdeling af Socialistisk Internationale. Det var en meget anderledes bevægelse end det socialdemokrati, vi har i dag. Bevægelsens program var i starten præget af en slags utopisk socialisme, idet man ville danne produktionsforeninger for at undgå at profitten af produktionen skulle tilfalde kapitalisterne. Produktionsforeningerne forudså man så ville vokse af sig selv og efterhånden tage den økonomiske magt. I 1873 blev de tre ledere af den danske socialistbevægelse, Pio, Brix og Geleff(1842-1928). De blev løsladt igen i 1875. Samtidig i 1873 blev Internationale forbudt af myndighederne. I stedet blev der oprettet arbejderforeninger rundt omkring i landet.

I 1878 blev Socialdemokratisk Forbund stiftet. Det var den egentlige forløber til det nuværende Socialdemokrati.

Socialdemokratiet er det første egentlige masseparti i Danmark, hvor partiorganisationen kommer først og parlamentsrepræsentationen bagefter. De andre partier (Højre og Venstre) er startet som grupperinger af rigsdagsmænd, der først langt senere bygger landsdækkende organisationer op.

Det er også derfor, Socialdemokratiet bliver  forkæmpere for valgrettens udvidelse (kvinderne med i 1915) og indførelse af forholdstalsvalg, da disse ting styrker partiet. Det kan drage fordel af det p.g.a. den udbyggede landsorganisation. I 1882 vælges handskemageren P. Knudsen til forretningsfører for partiet. Under hans ledelse lægge organisationen i faste rammer. Paradoksalt nok får partiet herved nogle af de træk (det faste partiapparat med vægt på dagsordener, generalforsamlinger, medlemsregistrering, revision, etc), som partiet blev kritiseret for i slutningen af det 20. århundrede. Det organisatoriske arbejde gav imidlertid resultater. I 1884 fik partiet de første to repræsentanter valgt ind i Rigsdagen.

Partiet har aldrig været revolutionært socialistisk, men der blev formuleret markante socialistiske holdninger i partiprogrammet og partiorganet Social-Demokraten, hvor det f.eks. kunne hedde om målene, at man skulle have "den offentlige magt i samfundet for ved hjælp af dette lovlige våben at gøre alle arbejdsmidler til folkets fælles ejendom". Man gik altså ind for nationalisering af produktionsmidlerne, men med fredelige midler, nemlig via lovgivningen.

I løbet af det 20. århundrede skete der store ændringer i produktion og fordeling i samfundet. Det ændrede forholdet mellem de sociale lag og kom derved til at påvirke et parti som Socialdemokratiet meget.

Figur 1: Vælgertilslutning i pct af afgivne stemmer, 1901-2007

Mange socialdemokratiske økonomer, bl.a. den senere formand Jens Otto Kragh, tilsluttede sig efter II. Verdenskrig den engelske økonom John M. Keynes' tanker om, hvordan staten kan regulere den økonomiske aktivitets omfang ved henholdsvis at pumpe mere købekraft ud eller opsuge købekraft via de offentlige budgetter. På denne måde kunne man altså forhindre den kapitalistiske økonomis kriser. Spørgsmålet var, om det egentlig var nødvendigt at afskaffe kapitalismen?

Med oliekriserne i 1970-erne viser det sig imidlertid, at kapitalismen ikke er så krisefri, som man havde troet. I store dele af den vestlige verden stiger inflationen og arbejdsløsheden, delvist udløst af de stigende priser på olie i 1973 og 1979.

Jens Otto Krag blev efter afstemningen om Danmarks tilslutning til EF i oktober 1972 efterfulgt af Anker Jørgensen som leder af partiet. Han havde arbejdet sig op til en formandspost i et af de største og mest toneangivende af LO-forbundene, nemlig Specialarbejderforbundet. På Socialdemokratiets kongres i 1973 udtalte Anker Jørgensen, at Socialdemokratiet ligger "til venstre for midten".

Samtidig havde partiet fremlagt forslag om vidtgående reformer, bl.a. et ØD-forslag med lønsumsbidrag, som kunne forudses at ville gøre en stor del af erhvervslivet medarbejder- eller fondsejet over en årrække. På Socialdemokratiets kongres i 1977 vedtages et principprogram, der indeholdt følgende erklæring om det langsigtede mål for partiet:

I lighed med mange andre socialdemokratiske partier, f.eks. det engelske Labourparti fjernede man i begyndelsen af 1990’erne formuleringen om fælleseje af produktionsmidlerne. Der er dog stadig i Socialdemokratiets principprogram en definition på socialisme ("konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati")

Socialdemokratiet mistede regeringsmagten i 1982. Det skyldtes blandt andet, at man ikke havde en særlig heldig hånd med at klare den økonomiske krise, som den vestlige verden og Danmark var blevet kastet ud i efter den 2. oliepriskrise i 1979-1980. Partiet anvendte den velkendte socialdemokratiske medicin, som hed beskæftigelsesprojekter og forsøg på at klare krisen med keynesiansk efterspørgselsstyring, hvor der i større grad var behov for at gøre noget ved økonomiens udbudsside. Underskuddet på statsbudgettet steg derved til alarmerende højder. Den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen sagde i den situation, at landet bevægede sig lige lukt imod "afgrunden". Man forsøgte sig med mindre devalueringer af kronen inden for det europæiske valutasamarbejde, EMS (Det europæiske Monetære System), som Danmark deltog i. De andre lande ville dog ikke i længden bakke op om de danske devalueringer. I september 1982 opgave Anker Jørgensen og overlod det til de borgerlige partier at danne regering.

I begyndelsen af 1993 kunne Socialdemokratiet genindtage regeringsmagten sammen med De Radikale og CD ("Rødkløveret") under Poul Nyrup Rasmussens ledelse. Poul Nyrup Rasmussen var blevet valgt til formand for partiet ved en kongres forinden, netop ud fra den formodning, at han ville være bedre end Svend Auken, som han duellerede med om formandsposten, til at formidle et samarbejde hen over midten i Folketinget.

Den nye regering "kickstartede" økonomien med en finanspolitisk stimulans. Det var i en situation med en arbejdsløshed, der i 1993 toppede med over 350.000 arbejdsløse (knap 12 pct af arbejdsstyrken). I de følgende år faldt arbejdsløsheden. Der startede en længerevarende konjunkturopgang, som Socialdemokratiet forsøgte at tage æren for. Det var dog i mindst lige så høj grad internationale konjukturer og en stigende olieproduktion i Nordsøen, der var gunstige for landet.

I løbet af 1990’erne kom Socialdemokratiet ind i noget, der af mange blev set som en ideologisk glidebane mod højre. Markedsmæssiggørelse og privatiseringer stod på dagsordenen. Det var en ideologisk udfordring for et parti, der kaldte sig socialistisk (i hvert fald i principprogrammet) og som satsede på at bevare velfærdsstaten, en stor offentlig sektor og ansættelsestryghed for offentlig ansatte.

I England og Tyskland forsøgte socialdemokratiske partier at lancere ideologisk fornyelse under betegnelser som New Labour og Die Neue Mitte.

I det danske socialdemokrati tog mange afstand fra Tony Blairs nyformulering af Labours ideologi, idet man mente, den var for centrumsdrejet, eller måske endda nyliberal. I 1998 led den socialdemokratiske ledelse et nederlag på Kongressen i et spørgsmål, hvor man netop skulle forsøge at bløde partiets linje op m.h.t. udlicitering af offentlige opgaver. Kongressen nedstemte partiledelsens forslag og "trak en streg i sandet" m.h.t., hvor langt man kunne gå. Partiet var således imod udlicitering af personlig pleje til private. På kongressen i september 2000 vedtog partiet et nyt arbejdsprogram, hvor man igen forsøgte at knæsætte en "streg i sandet" m.h.t., hvor langt udliciteringen kan gå. Der blev ved samme lejlighed slået et slag for partidisciplinen. Partiets ledelse understregede, at også lokale instanser af partiet er bundet af partiets arbejdsprogram. Det var en melding til de udliciteringsivrige socialdemokratiske borgmestre rundt omkring i landet. 

Sammen med fem unge socialdemokrater udgav Poul Nyrup Rasmussen i 1999 bogen Demokrati på Dansk. I denne bog forsøgte man at sende nogle prøveballoner op m.h.t. ideologisk fornyelse af det danske socialdemokrati. Man foreslog en udvidelse af demokratiet og en revision af velfærdssamfundet, så man kommer overdreven bureaukrati og kontrol til livs.

Med hensyn til udenrigspolitikken tog Socialdemokratiet på en ekstraordinær kongres i 2000 stilling for dansk deltagelse i ØMU’ens tredje fase , indførelse af euroen som valuta i Danmark, og afholdelse af folkeafstemning 28.9.2000 om dette spørgsmål. I slutningen af april 2000 besluttede den socialdemokratiske kongres at anbefale et "ja" til euroen ved folkeafstemningen med over 97 pct af de delegeredes stemmer. Argumenterne var især økonomiske: At euroen er et værn imod valutaspekulanter og multinationale selskabers transaktioner, hvor små lande kan komme i klemme. Der var dog også fremført mere politisk prægede argumenter under debatten på Kongressen, så som at muligheden for at gøre EU til et socialistisk projekt med en lønmodtagervenlig politik inden for miljø, arbejdsmiljø og socialpolitik kan styrkes med ØMU'ens tredje fase.

FORNYELSE AF SOCIALDEMOKRATIET

I 2002 besluttede LO at kappe forbindelsen mellem parti og fagbevægelse. Det var en over 100 årig tradition, der herved blev brudt. Samtidig gik socialdemokraterne i gang med et fornyelsesprojekt, der var inspireret af fornyelse andre steder i Europa, og som bl.a. indebar, at man hvervede et kommunikationsbureau, Innovator, til at komme med idéer.

Fornyelsesprojektet for Socialdemokratiet så noget forpjusket ud efter, at det var kommet igennem mediernes vridemaskine. Det, Nyrup og Co ville med det, var formentlig at tilbageerobre den politiske midte, samt bringe en hoben socialdemokratiske vælgere, man havde tabt til Dansk Folkeparti, tilbage i folden.

Nyrup Rasmussen havde  tidligere, i 1992, erobret den politiske midte og dermed magten for sit parti. Nu skulle  det ikke ske ved at vippe en anden af formandspinden, men ved at nedtone de traditionelle socialdemokratiske symboler som arbejdersangbogen, den røde rose og den socialistiske bekendelse. Spørgsmålet er, om der er noget tilbage efter at konsulenter og reklamefolk har været inde og ”rebrande” det socialdemokratiske ”varemærke”, som de skulle som led i fornyelsesindsatsen? Måske et stykke blegrødt cellofanpapir – lige til at smide væk?  Det  vil være en af velfærdsstatens store fortællinger, der derved pakkes ned i historiens skuffe. I 2002 valgtes Mogens Lykketoft til formand for Socialdemokratiet. Han havde været finans- og udenrigsminister i de socialdemokratiske regeringer 1993-2001.

Giddens, New Labour og venstre-højre delingen

Der er en oplevelse af déja vue i det politiske foryngelsesforsøg, der blev iværksat i starten af det nye årti. Det britiske Labour blev til New Labour i midthalvfemserne. Dér foregik processen imidlertid først som en fornyelse af ideerne. Siden kom spindoktorerne til.

 Måske er vælgerne mere rationelle, end man ofte fremstiller dem. Måske kan de i virkeligheden godt lide, at der er nogle reelle politiske alternativer at vælge imellem, når de går til valgurnerne, så det politiske valg ikke ligner udflugten til lavprisvarehuset lørdag formiddag.

Socialdemokratisme og postmodernisme
Afskaffelsen af klassekampstænkningen og venstre-højre skalaen er gået hurtigt. Man ser den i dels postmodernisternes overvejelser, f.eks. Francis Fukuyama (”historiens slutning”) og Francois Lyotard (de store fortællingers – socialisme/liberalisme -  sammenbrud), dels i den britiske politiske sociolog Anthony Giddens’  bog ”Beyond Left and Right” (”Hinsides Venstre og Højre”). Giddens har været rådgiver for Tony Blair og det britiske New Labour i udviklingen af ”den tredje vej”, vejen mellem gammeldags betonsocialisme og nyliberalisme.

   Anker Jørgensen formulerede replikken: ”Socialdemokratiet ligger til venstre for midten”. Det blev af mange set som blokerende for en bevarelse og senere genovertagelse af magten.  ”Afskaffelsen” af venstre-højre dimensionen i politik gør det på den anden side sværere for Socialdemokratiet at hævde, at de gør en forskel, at de er anderledes end de borgerlige.

    Der blev også af Giddens sat spørgsmålstegn ved, at velfærdsstaten blot ”betaler sig ud” af problemerne med en mere og mere marginaliseret befolkning, f.eks. store befolkningsgrupper, der presses ud af arbejdsmarkedet af effektiviteten i virksomhederne og de stadig øgede krav til arbejdsstyrkens kvalifikationer.

    I stedet for denne ”afladsbetaling”, der skal forhindre sociale oprør fra de fattiges og arbejderklassens side ifølge den Bismarcske velfærdstænkning, burde man, sagde Giddens, få disse mennesker integreret i arbejdsmarkedet, dels via en udvidelse af uddannelsesindsatsen, der opkvalificerer dem til de moderne jobs, dels ved, at arbejdsmarkedet gøres mere fleksibelt, så det bliver lettere for det private arbejdsmarked at ekspandere.

    Det, der skete, var, at disse idéer blev grebet med kyshånd af socialdemokrater og socialister over hele Europa. Store dele af den offentlige sektor blev udliciteret og privatiseret. Velfærdsstaten forsøgtes smidiggjort og den offentlige sektor udviklet og effektiviseret. Man opdagede imidlertid også, at det ikke kun var socialdemokratiske regeringer, der tog idéerne til sig. Borgerlig/konservative regeringer gjorde det også, f.eks. Aznarregeringen i Spanien og den nye Fogh Rasmussen regering i Danmark. Alle begyndte at føre ”3. vejs politik”.

   Viser det, at venstre-højre spektret har overlevet sig selv? Den beskrevne politik er med andre ord nu én gang den mest rationelle, som enhver regering i et højtudviklet service-/informationssamfund må gå efter. Det er muligt, at der er andre problemer og dimensioner i den globale politik, men i den nationale politik, må man gå efter ”Den 3. Vej”!

    Hvad bliver der så af Socialdemokratiets og venstrefløjens fornyelsesprojekt, hvis der skal udvikles politikalternativer til de siddende centrum-højre regeringer? Da man tilsyneladende også afviser at gå tilbage til mere klassiske elementer i marxistisk eller socialistisk teori og ideologi, er der noget, der kunne tyde på, at nyudvikling af politikken skal foregå ud fra nye idémæsige orienteringsflader. At gå tilbage til klassikerne vil ikke være nyudvikling, men højst nyfortolkning af noget gammelt.   Det var præcist dette dilemma, der blev partiets problem under valgkampen op til folketingsvalget i februar 2005. Venstre gik ind og konkurrerede med Socialdemokratiet på de traditionelle velfærdsområder ved at love billigere børnehavetakster, bedre hjemmehjælp og andre velfærdsmæssige tiltag. Socialdemokratiet havde ikke andre argumenter i bøssen end, at det altså var socialdemokraterne, der havde lavet velfærdsstaten, og at man derfor havde et fortrin i denne politik. Det er muligvis ikke forkert, men det lykkedes ikke at overbevise vælgerne om det.

Ny formand ved urafstemning

I april 2005 valgtes den 38-årige Helle Thorning-Schmidt til formand for Socialdemokratiet. Det skete ved urafstemning blandt partiets ca. 52.000 medlemmer. Hun fik godt 24.000 stemmer, mens modkandidaten, den tidligere minister og "repræsentant for partiets Auken-fløj" Frank Jensen fik godt 21.000 stemmer. Frank Jensen var gået til valg bl.a. på en udtalelse om, at klassekampen ikke var død. Helle Thorning-Schmidt repræsenterede mere midtersøgende, "3. vejs-" linje, hvor man ville forsøge at hente stemmer på den politiske midte. Bl.a. derfor garanterede hun i udtalelser, at hun ville kunne "slå Anders Fogh" ved det næste folketingsvalg.
    Dette formandsvalg var i sig selv et interessant nybrud i det gamle arbejderparti. Tidligere havde det været almindeligt, at den afgående formand nærmest pegede på sin efterfølger. Det havde den fordel, at man undgik interne kampe og mulige fløjdannelser under overgangsprocessen til det nye lederskab. På den anden side er det mere i tråd med tidens krav om demokrati, at man vælger formanden ved urafstemning blandt medlemmerne. Dette skaber også langt større mediebevågenhed om valget og medfører øget aktivitet i partiforeningerne. Det var da også karakteristisk, at Socialdemokratiet gik frem i medlemstal efter urafstemningen.
    Helle Thorning-Schmidt var dog et relativt nyt papir i partiet. Hun havde siddet en periode i Europaparlamentet for Socialdemokraterne, men havde kun siddet et par måneder i Folketinget, da hun blev valgt til formand. Om sin politik havde hun givet relativt uforpligtende erklæringer under den interne valgkamp op til urafstemningen. Det var altså lidt som at springe ud på det dybe vand. På den anden side ønskede partiet markant fornyelse efter et par sviende valgnederlag. Det var også et markant nyt signal at sende at bringe en kvinde til tops som formandskandidat. Det var første gang i Socialdemokraternes historie, at en kvinde blev formand. Og det vil blive den første kvindelige statsminister i Danmark, hvis det ellers lykkes at få partiets stemmetal op.

Socialdemokratiets eget skattestop

Socialdemokratiet overtog Venstres skattestoppolitik i starten af 2006. Det var et forsøg på at fjerne den fordel, Venstre havde i kraft af dette stykke letfattelig kontraktspolitik. Der var imidlertid betydelig uenighed og diskusson i partiet om, hvordan Socialdemokratiets eget skattestop skulle udformes. Svend Auken erklærede, at hvis der ved skattestop skulle forsås et uændret skattetryk, var det inden for rammen af, hvad der kunne accepteres. Der blev dog efterhånden bredere enighed i partiet om, hvordan et Socialdemokratisk skattestop kunne udformes:

”Vi fokuserer på at få lukket skattehuller. Og at de penge, der kommer ud af det, ikke gives til erhvervslivet, men går til at sænke skatten på arbejde. På den måde er vores forslag ensbetydende med et mere retfærdigt skattestop,” sagde Helle Thorning-Schmidt. Hun lagde endvidere vægt på, at Socialdemokraterne til forskel fra VK-regeringen lægger op til reform af skattesystemet. I dele af fagbevægelsen var der betydelig kritik. Skattestopspolitikken ville gøre det vanskeligt at gøre op med de ulighedsskabende virkninger af ejerboligmarkedet, - ikke mindst i lys af de kraftige stigninger på ejerboliger i starten af 2000-årene. Mange økonomer i fagbevægelsen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anbefalede en øget beskatning på boliger, ikke mindst de dyre boliger, hvor friværdigevinsterne var størst.
   Socialdemokratiets skattestopspolitik, samt den stramme udlændingepolitik med fastholdelse af 24-årsreglen og tilknytningskravet som forudsætning for familiesammenføring, vanskeliggjorde en fortsættelse af det traditionelt nære samarbejde med De Radikale. SD lempede dog lidt på den faste udlændingepolitik i foråret 2007, hvor man fremlagde forslag til lettelser for asylansøgere i Danmark.

_________________________________________________________________________________________________________________
Udvikling i det danske socialdemokratis principprogrammer

Nedenfor følger udviklingen i programudtalelser i Socialdemokratiet. Det viser en udvikling, der starter med udgangspunkt i en marxistisk analyse af de samfundsmæssige modsætninger under kapitalismen.

1876: Gimleprogrammet
Louis Pio Formand 1871-1877

• «Arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og derfor bør hele udbyttet tilfalde dem, som arbejder
• Kapitalisternes eneherredømme over arbejdsmidlerne er årsagen til den nuværende elendighed, og det må derfor være arbejderklassens opgave at befri arbejdet.
• Alle andre klasser er overfor arbejderklassen kun en reaktionære masse (og hermed afvises samarbejde med de borgerlige partier).
• Partiet vil med alle lovlige midler søge at realisere visionen om en fri stat og et socialistisk samfund.
• Den stående hær skal afskaffes til fordel for et almindeligt folkeværn.
• Statskirken skal afskaffes og det samme skal alle indirekte skatter.»

Endvidere går man ind for:  »Almindelig lige og obligatorisk Skoleundervisning. Religionen erklæres for Privatsag. (...) Indførelsen af en Normalarbejdsdag. Søn- og Helligdagsarbejde samt Natarbejde forbydes. Forbydelse af Børnearbejde samt alt Arbejde i saadanne Fabrikker, hvor Helbred og Sædelighed gaar tabt».

1913: Program for Socialdemokratiet i Danmark
Thorvald Stauning Formand 1910-1939
»Det er Socialdemokratiets maal at samle hele Arbejderklassen i et klassebevidst, socialistisk Arbejderparti, at erobre magten i samfundet, at afskaffe det kapitalistiske Privateje til Produktionsmidlerne, at omdanne det til socialistisk Fælleseje og at organisere det arbejdende Folk til at overtage og drive Produktionen i det socialistiske Samfund. »Afrustning. Internationale Stridigheder afgøres ved Voldgift. »Afskaffelse af Skatter og Love, som skaber Varefordyrelse for Befolkningen. Direkte Skat paa Indkomst, Formue og Grundbesiddelse, herunder indførelse af en Grundværdistigningsafgift. Arveafgift. Stærkt stigende Skala i Beskatningen.

1961: Vejen frem
Viggo Kampmann Formand 1960-1962
»De store tekniske og videnskabelige fremskridt åbner uanede mulig- heder for fremgang og velfærd for alle verdens folk. »Atomalderen stiller dem samtidig over for truslen om total undergang. Danmark må bidrage til en kontrolleret international afrustning og derved til afspænding uden prisgivelse af sikkerheden. »På menneskerettighedernes grund vil den demokratiske socialisme sikre alle folk og alle lande frihed og fred. Vejen må gå gennem internationalt samarbejde og gennem åben kontakt mellem forskellige verdensdele, forskellige folkeslag og forskellige kulturformer. »Menneskets frigørelse er umulig under et diktatursystem, der berøver de enkelte borgere deres elementære frihedsrettigheder. Men menneskets frihed er heller ikke sikret, så længe de økonomiske privilegier, som kapitalismen har skabt, opretholdes. »Alle er forbrugere, men over for erhvervslivet står den enkelte forbruger svagt. Gennem kooperationen opnår forbrugerne medindflydelse på erhvervslivets forhold. Det er en samfundsmæssig opgave at fremme såvel produktionens som vareomsætningens effektivitet.

1977: Solidaritet Lighed og Trivsel
Anker Jørgensen Formand 1973-1987
»For Socialdemokratiet er socialisme konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati. Derfor er Socialdemokratiet et socialistisk parti. Det kapitalistiske systems ulighed og uhæmmede magtudfoldelse er en af de virkelige farer, der truer et samfund. »De øgede erhvervs- og forbrugsmuligheder har medført grundlæggende forandringer i familiemønsteret, idet det er blevet almindeligt, at både mand og kvinde har erhvervsarbejde. Det har forbedret levestandarden, men øget presset på familien. »Velstandens erobring er således ikke blevet fulgt af en tilstrækkelig fremgang i trivsel og velfærd. Misbrug af alkohol, piller og stoffer vidner herom. »De sociale omkostninger sætter spørgsmålstegn ved ønskeligheden af fortsat økonomisk vækst. »Banker, sparekasser og forsikringsselskaber omdannes således, at flertallet i de ledende organer er samfundsrepræsentanter. Al kapitalformidling er et samfundsanliggende.

1992: Det ny århundrede
Poul Nyrup Rasmussen Formand 1992-2002
»Socialdemokratiets idégrundlag er den demokratiske socialisme. Vort mål er at frigøre mennesket, sikre dets tryghed og give det mulighed for frit at bestemme sit liv i ansvarlighed overfor sig selv, fællesskabet, naturen og de kommende generationer. Den demokratiske socialisme bygger på respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder for alle. Alle mennesker må have lige ret uanset køn, race og tro. For Socialdemokratiet er kravet om menneskets frihed uløseligt for bundet med kravet om arbejde til alle, økonomisk retfærdighed og lige adgang til samfundsgoderne. Demokratisk socialisme er modstykket til enhver form for diktatur og til kapitalismens ulighed (...) For Socialdemokratiet er demokratisk socialisme det konsekvent gennemførte politiske, sociale og økonomiske demokrati».

2004: Hånden på hjertet
Mogens Lykketoft Formand 2002-
»Den danske befolkning er forandret. I dag ønsker mennesker større rum for individuelle løsninger. Det er godt. Det er et resultat af Socialdemokraternes kamp for uddannelse og vores insisteren på frihed og lige muligheder for alle. Øget individualisme behøver ikke at være i modstrid med fællesskabet, men det stiller nye krav til fællesskabet og dets indretning. En indretning, hvor den enkelte i højere grad får medindflydelse og valgmuligheder.

Nye borgere kommer til Danmark fra alle dele af verden, og de sætter deres præg på vores kultur og samfund. Samtidig bliver vi flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. Disse tendenser stiller os overfor en række udfordringer, når det gælder arbejdsstyrkens sammensætning, vor nationale identitet og værdier, og når det gælder udviklingen af vores velfærdssamfund.

Globaliseringen giver os mange nye muligheder, men stiller også nye krav til os som mennesker og som samfund. Uddannelse, forskning og udvikling på alle niveauer gennem hele livet er nødvendige forudsætninger for, at vi som samfund kan skabe beskæftigelse, vækst og velfærd i fremtiden.

Globaliseringen betyder også, at vores værdier og den nationale lovgivning bliver udfordret i takt med, at mennesker, kapital, forurening og kriminalitet bevæger sig over landegrænser. Det betyder, at vi må forholde os til udviklingen både ud fra et nationalt og et internationalt perspektiv.

De socialdemokratiske mål er enkle og klare:
• At give det enkeltemenneske frihed og tryghed til at udnytte sine evner og realisere sine drømme
• At sikre mennesker uanset social, religiøs eller etnisk baggrund retten til og mulighederne for
at leve og være aktive medborgere i et retfærdigt demokratisk samfund med social, miljømæssig
og økonomisk bæredygtighed
• At udbrede demokrati, demokratisk socialisme, global lighed, international solidaritet og sikkerhed
 

__________________________________________________________________________________________________________