SOCIALDEMOKRATERNE (Find partiet på www)

Partiet blev grundlagt i 1871 af Louis Pio(1841-94) og Harald Brix(1841-81) som en dansk afdeling af Socialistisk Internationale. Det var en meget anderledes bevægelse end det socialdemokrati, vi har i dag. Bevægelsens program var i starten præget af en slags utopisk socialisme, idet man ville danne produktionsforeninger for at undgå at profitten af produktionen skulle tilfalde kapitalisterne. Produktionsforeningerne forudså man så ville vokse af sig selv og efterhånden tage den økonomiske magt. I 1873 blev de tre ledere af den danske socialistbevægelse, Pio, Brix og Geleff(1842-1928). De blev løsladt igen i 1875. Samtidig i 1873 blev Internationale forbudt af myndighederne. I stedet blev der oprettet arbejderforeninger rundt omkring i landet.

I 1878 blev Socialdemokratisk Forbund stiftet. Det var den egentlige forløber for  det nuværende Socialdemokrati.

Socialdemokratiet er det første egentlige masseparti i Danmark, hvor partiorganisationen kommer først og parlamentsrepræsentationen bagefter. De andre partier (Højre og Venstre) er startet som grupperinger af rigsdagsmænd, der først langt senere bygger landsdækkende organisationer op.

Det er også derfor, Socialdemokratiet bliver  forkæmpere for valgrettens udvidelse (kvinderne med i 1915) og indførelse af forholdstalsvalg, da disse ting styrker partiet. Det kan drage fordel af det p.g.a. den udbyggede landsorganisation. I 1882 vælges handskemageren P. Knudsen til forretningsfører for partiet. Under hans ledelse lægge organisationen i faste rammer. Paradoksalt nok får partiet herved nogle af de træk (det faste partiapparat med vægt på dagsordener, generalforsamlinger, medlemsregistrering, revision, etc), som partiet blev kritiseret for i slutningen af det 20. århundrede. Det organisatoriske arbejde gav imidlertid resultater. I 1884 fik partiet de første to repræsentanter valgt ind i Rigsdagen.

Partiet har aldrig været revolutionært socialistisk, men der blev formuleret markante socialistiske holdninger i partiprogrammet og partiorganet Social-Demokraten, hvor det f.eks. kunne hedde om målene, at man skulle have "den offentlige magt i samfundet for ved hjælp af dette lovlige våben at gøre alle arbejdsmidler til folkets fælles ejendom". Man gik altså ind for nationalisering af produktionsmidlerne, men med fredelige midler, nemlig via lovgivningen.

I løbet af det 20. århundrede skete der store ændringer i produktion og fordeling i samfundet. Det ændrede forholdet mellem de sociale lag og kom derved til at påvirke et parti som Socialdemokratiet meget.

Figur 1: Vælgertilslutning i pct af afgivne stemmer, 1887-2015

Mange socialdemokratiske økonomer, bl.a. den senere formand Jens Otto Kragh, tilsluttede sig efter II. Verdenskrig den engelske økonom John M. Keynes' tanker om, hvordan staten kan regulere den økonomiske aktivitets omfang ved henholdsvis at pumpe mere købekraft ud eller opsuge købekraft via de offentlige budgetter. På denne måde kunne man altså forhindre den kapitalistiske økonomis kriser. Spørgsmålet var, om det egentlig var nødvendigt at afskaffe kapitalismen?

Med oliekriserne i 1970-erne viser det sig imidlertid, at kapitalismen ikke er så krisefri, som man havde troet. I store dele af den vestlige verden stiger inflationen og arbejdsløsheden, delvist udløst af de stigende priser på olie i 1973 og 1979.

Jens Otto Krag blev efter afstemningen om Danmarks tilslutning til EF i oktober 1972 efterfulgt af Anker Jørgensen som leder af partiet. Han havde arbejdet sig op til en formandspost i et af de største og mest toneangivende af LO-forbundene, nemlig Specialarbejderforbundet. På Socialdemokratiets kongres i 1973 udtalte Anker Jørgensen, at Socialdemokratiet ligger "til venstre for midten".

Samtidig havde partiet fremlagt forslag om vidtgående reformer, bl.a. et ØD-forslag med lønsumsbidrag, som kunne forudses at ville gøre en stor del af erhvervslivet medarbejder- eller fondsejet over en årrække. På Socialdemokratiets kongres i 1977 vedtages et principprogram, der indeholdt følgende erklæring om det langsigtede mål for partiet:

I lighed med mange andre socialdemokratiske partier, f.eks. det engelske Labourparti fjernede man i begyndelsen af 1990’erne formuleringen om fælleseje af produktionsmidlerne. Der er dog stadig i Socialdemokratiets principprogram en definition på socialisme ("konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati")

Socialdemokratiet mistede regeringsmagten i 1982. Det skyldtes blandt andet, at man ikke havde en særlig heldig hånd med at klare den økonomiske krise, som den vestlige verden og Danmark var blevet kastet ud i efter den 2. oliepriskrise i 1979-1980. Partiet anvendte den velkendte socialdemokratiske medicin, som hed beskæftigelsesprojekter og forsøg på at klare krisen med keynesiansk efterspørgselsstyring, hvor der i større grad var behov for at gøre noget ved økonomiens udbudsside. Underskuddet på statsbudgettet steg derved til alarmerende højder. Den socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen sagde i den situation, at landet bevægede sig lige lukt imod "afgrunden". Man forsøgte sig med mindre devalueringer af kronen inden for det europæiske valutasamarbejde, EMS (Det europæiske Monetære System), som Danmark deltog i. De andre lande ville dog ikke i længden bakke op om de danske devalueringer. I september 1982 opgave Anker Jørgensen og overlod det til de borgerlige partier at danne regering.

I begyndelsen af 1993 kunne Socialdemokratiet genindtage regeringsmagten sammen med De Radikale og CD ("Rødkløveret") under Poul Nyrup Rasmussens ledelse. Poul Nyrup Rasmussen var blevet valgt til formand for partiet ved en kongres forinden, netop ud fra den formodning, at han ville være bedre end Svend Auken, som han duellerede med om formandsposten, til at formidle et samarbejde hen over midten i Folketinget.

Den nye regering "kickstartede" økonomien med en finanspolitisk stimulans. Det var i en situation med en arbejdsløshed, der i 1993 toppede med over 350.000 arbejdsløse (knap 12 pct af arbejdsstyrken). I de følgende år faldt arbejdsløsheden. Der startede en længerevarende konjunkturopgang, som Socialdemokratiet forsøgte at tage æren for. Det var dog i mindst lige så høj grad internationale konjukturer og en stigende olieproduktion i Nordsøen, der var gunstige for landet.

I løbet af 1990’erne kom Socialdemokratiet ind i noget, der af mange blev set som en ideologisk glidebane mod højre. Markedsmæssiggørelse og privatiseringer stod på dagsordenen. Det var en ideologisk udfordring for et parti, der kaldte sig socialistisk (i hvert fald i principprogrammet) og som satsede på at bevare velfærdsstaten, en stor offentlig sektor og ansættelsestryghed for offentlig ansatte.

I England og Tyskland forsøgte socialdemokratiske partier at lancere ideologisk fornyelse under betegnelser som New Labour og Die Neue Mitte.

I det danske socialdemokrati tog mange afstand fra Tony Blairs nyformulering af Labours ideologi, idet man mente, den var for centrumsdrejet, eller måske endda nyliberal. I 1998 led den socialdemokratiske ledelse et nederlag på Kongressen i et spørgsmål, hvor man netop skulle forsøge at bløde partiets linje op m.h.t. udlicitering af offentlige opgaver. Kongressen nedstemte partiledelsens forslag og "trak en streg i sandet" m.h.t., hvor langt man kunne gå. Partiet var således imod udlicitering af personlig pleje til private. På kongressen i september 2000 vedtog partiet et nyt arbejdsprogram, hvor man igen forsøgte at knæsætte en "streg i sandet" m.h.t., hvor langt udliciteringen kan gå. Der blev ved samme lejlighed slået et slag for partidisciplinen. Partiets ledelse understregede, at også lokale instanser af partiet er bundet af partiets arbejdsprogram. Det var en melding til de udliciteringsivrige socialdemokratiske borgmestre rundt omkring i landet. 

Sammen med fem unge socialdemokrater udgav Poul Nyrup Rasmussen i 1999 bogen Demokrati på Dansk. I denne bog forsøgte man at sende nogle prøveballoner op m.h.t. ideologisk fornyelse af det danske socialdemokrati. Man foreslog en udvidelse af demokratiet og en revision af velfærdssamfundet, så man kommer overdreven bureaukrati og kontrol til livs.

Med hensyn til udenrigspolitikken tog Socialdemokratiet på en ekstraordinær kongres i 2000 stilling for dansk deltagelse i ØMU’ens tredje fase , indførelse af euroen som valuta i Danmark, og afholdelse af folkeafstemning 28.9.2000 om dette spørgsmål. I slutningen af april 2000 besluttede den socialdemokratiske kongres at anbefale et "ja" til euroen ved folkeafstemningen med over 97 pct af de delegeredes stemmer. Argumenterne var især økonomiske: At euroen er et værn imod valutaspekulanter og multinationale selskabers transaktioner, hvor små lande kan komme i klemme. Der var dog også fremført mere politisk prægede argumenter under debatten på Kongressen, så som at muligheden for at gøre EU til et socialistisk projekt med en lønmodtagervenlig politik inden for miljø, arbejdsmiljø og socialpolitik kan styrkes med ØMU'ens tredje fase.

Giddens, New Labour og venstre-højre delingen

Der er en oplevelse af déja vue i det politiske foryngelsesforsøg, der blev iværksat i starten af det nye årti. Det britiske Labour blev til New Labour i midthalvfemserne. Dér foregik processen imidlertid først som en fornyelse af ideerne. Siden kom spindoktorerne til.

 Måske er vælgerne mere rationelle, end man ofte fremstiller dem. Måske kan de i virkeligheden godt lide, at der er nogle reelle politiske alternativer at vælge imellem, når de går til valgurnerne, så det politiske valg ikke ligner udflugten til lavprisvarehuset lørdag formiddag.

Socialdemokratisme og senmodernitet

Afskaffelsen af klassekampstænkningen og venstre-højre skalaen er gået hurtigt. Man ser den i dels postmodernisternes overvejelser, f.eks. Francis Fukuyama (”historiens slutning”) og Francois Lyotard (de store fortællingers – socialisme/liberalisme -  sammenbrud), dels i den britiske politiske sociolog Anthony Giddens’  bog ”Beyond Left and Right” (”Hinsides Venstre og Højre”). Giddens har været rådgiver for Tony Blair og det britiske New Labour i udviklingen af ”den tredje vej”, vejen mellem gammeldags betonsocialisme og nyliberalisme.

   Anker Jørgensen formulerede replikken: ”Socialdemokratiet ligger til venstre for midten”. Det blev af mange set som blokerende for en bevarelse og senere genovertagelse af magten.  ”Afskaffelsen” af venstre-højre dimensionen i politik gør det på den anden side sværere for Socialdemokratiet at hævde, at de gør en forskel, at de er anderledes end de borgerlige.

    Der blev også af Giddens sat spørgsmålstegn ved, at velfærdsstaten blot ”betaler sig ud” af problemerne med en mere og mere marginaliseret befolkning, f.eks. store befolkningsgrupper, der presses ud af arbejdsmarkedet af effektiviteten i virksomhederne og de stadig øgede krav til arbejdsstyrkens kvalifikationer.

    I stedet for denne ”afladsbetaling”, der skal forhindre sociale oprør fra de fattiges og arbejderklassens side ifølge den Bismarcske velfærdstænkning, burde man, sagde Giddens, få disse mennesker integreret i arbejdsmarkedet, dels via en udvidelse af uddannelsesindsatsen, der opkvalificerer dem til de moderne jobs, dels ved, at arbejdsmarkedet gøres mere fleksibelt, så det bliver lettere for det private arbejdsmarked at ekspandere.

    Det, der skete, var, at disse idéer blev grebet med kyshånd af socialdemokrater og socialister over hele Europa. Store dele af den offentlige sektor blev udliciteret og privatiseret. Velfærdsstaten forsøgtes smidiggjort og den offentlige sektor udviklet og effektiviseret. Man opdagede imidlertid også, at det ikke kun var socialdemokratiske regeringer, der tog idéerne til sig. Borgerlig/konservative regeringer gjorde det også, f.eks. Aznarregeringen i Spanien og Fogh Rasmussen regeringen i Danmark. Alle begyndte at føre ”3. vejs politik”. Der var dog forskelle i den sociale profil i denne politik. Blairregeringerne fik f.eks. indført mindsteløn ved lov i Storbritannien, lige som forskellige velfærdsydelser blev opretholdt. Men den såkaldt New Public Management, der skulle bruges til udvikling af det offentliges administration og udbud af serviceydelser, og som var hentet fra managementtænkningen i det private erhvervsliv, var man nogenlunde enige med moderniserende liberale partier om at bruge.

   Viser det, at venstre-højre spektret har overlevet sig selv? Den beskrevne politik er med andre ord nu én gang den mest rationelle, som enhver regering i et højtudviklet service-/informationssamfund må gå efter. Det er muligt, at der er andre problemer og dimensioner i den globale politik, men i den nationale politik, må man gå efter ”Den 3. Vej”!

   Hvad bliver der så af Socialdemokratiets og venstrefløjens fornyelsesprojekt, hvis der skal udvikles politikalternativer til de siddende centrum-højre regeringer?
    Da man tilsyneladende også afviser at gå tilbage til mere klassiske elementer i marxistisk eller socialistisk teori og ideologi (det er den senmoderne tid og "klassernes opløsning" ikke til), er der noget, der kunne tyde på, at nyudvikling af politikken skal foregå ud fra nye idémæsige orienteringer. At gå tilbage til klassikerne vil ikke være nyudvikling, men højst nyfortolkning af noget gammelt. 
    Det var præcist dette dilemma, der blev partiets problem under valgkampen op til folketingsvalget i februar 2005. Venstre gik ind og konkurrerede med Socialdemokratiet på de traditionelle velfærdsområder ved at love billigere børnehavetakster, bedre hjemmehjælp og andre velfærdsmæssige tiltag. Socialdemokratiet havde ikke andre argumenter i bøssen end, at det altså var socialdemokraterne, der havde lavet velfærdsstaten, og at man derfor havde et fortrin i denne politik. Det er muligvis ikke forkert, men det lykkedes ikke at overbevise vælgerne om det. Derefter foregik en del af politikudviklingen ved, at man overtog dele af VK(O) blokkens politik, især på skatteområdet ("skattestop" i SD-udformning) og udlændingeområdet.
    Ved valget i 2011 gik man dog til  valg på en velfærds- og offentlig investerings- og uddannelseslinje  over for "blå bloks" skattestopslinje. I kombination med en vis "metaltræthed" i VK-regeringen var det med til at sikre Rød bloks valgsejr, men ikke Socialdemokratiets stemmetal. Det måtte se en lille mandattilbagegang i øjnene, selv om det kunne sætte sig på regeringens ledelse.

Videreudvikling af velfærdssamfundet?

Socialdemokraterne havde i tiåret fra 2001 - 11 betydelige problemer med at opretholde forestillingen hos vælgerne om, at partiet førte velfærdsstaten ind i det danske samfund og helt ud i de små hjem via gratis hjemmehjælp og sundhedsplejersker, samt børnepasning og uddannelsespladser til alle. Et stort segment af lavindkomstpensionister begyndte at svigte partiet til fordel for Dansk Folkepartis ældrecheck, der er målrettet de fattigste folkepensionister. Imod denne måde at give velfærd på står den klassisk socialdemokratiske linje, hvor der gives universelle ydelser til alle. På den måde "bestikkes" middelklassen til at være med til at finansiere velfærdsstaten over skatterne -  den får jo selv noget igen via SU til børnene, uddannelser og folkepension til alle.

Figur 2: Skatter og afgifter i pct af BNP 1962 - 2012

Velfærdsstaten har oplevet sin stærkeste udgiftsoptur i perioder med borgerlig regering, jvf figuren ovenover, der viser de samlede skatteindtægter som andel af den samlede produktion. Den kraftigste ekspansion skete under den borgerlige VKR-regering 1968-71, men det var Socialdemokraterne, der især fik tæsk af vælgerne ved valget i 1973, jvf figur 1.
     Figuren kan også bruges til at vise en anden vigtig udviklingsmæssig "lovmæssighed": Skattetrykket har nået et niveau, der gør det svært at forestille sig flere penge til velfærd ud over det, som "kagens" (BNPs) almindelige vækst giver mulighed for. Hvis skattetrykket stiger ret meget, kan det blive vanskeligere at klare sig i en globaliseret økonomi. Det var Helle Thorning-Schmidt klar over i valgkampen 2011. Derfor gjorde hun vækst til et mantra i en grad, der kom til at volde skade på det "grønne image", Socialdemokraterne ellers møjsommeligt havde fået bygget op, ikke mindst i forbindelse med klimakonferencen COP 15 i København i 2009.  Yderligere vækst i den offentlige sektor kræver vækst i samfundsøkonomien, men denne vækst skal foregå på bestemte måder, hvis man skal undgå økologiske katastrofer. Det sætter rammer for politikudviklingen i et velfærdsglad parti som Socialdemokraterne.

 Det lykkedes ved valget i 2015 at vende flere års nedtur i meningsmålinger til en lille vælgermæssig fremgang for partiet. Partiet havde blødt mange stemmer til Dansk Folkeparti, men det lykkedes ved valget at fastholde kernevælgere i betydeligt omfang, - og måske endda få nye vælgergrupper ind.
    Socialdemokraterne fik godt gang i valgkampen til 2015 valget ved at formulere en politik om 0,6 pct vækst i den offentlige sektor i årene frem til 2020. Det gav økonomien "råderum" til. Det var en klar og letforståelig udmelding, i forhold til Venstres tale om "nulvækst" i den offentlige sektor, som var sværtforståelig, når partiet samtidig med dette ville have øgede udgifter til sundhedsområdet. Det gav i perioder meningsmålinger, der viste dødt løb mellem de to fløje, men i den sidste del af valgkampen lykkedes det nok for den blå lejr at "spille indvandrerkortet" igen. SR-regeringen blev beskyldt for at have givet for meget i ydelser til asylansøgere/indvandrere, når man havde afskaffet den tidligere regerings lavere startydelse. Man havde svært ved at give effektivt igen på Venstres kampagne om indvandrerfamilier med børn, som fik høje beløb i bistand fra det offentlige.
   Valgkampen udviklede sig til en meningsløs konkurrence om, hvem der kunne føre den hårdeste indvandrerpolitik, og det var en konkurrence, der var svær at vinde, når man var regeringsparti. Socialdemokraterne havde ellers de foregående år foretaget relativt store stramninger af indvandrerpolitikken.

_________________________________________________________________________________________________________________
Udvikling i det danske socialdemokratis principprogrammer

Nedenfor følger udviklingen i programudtalelser i Socialdemokratiet. Det viser en udvikling, der starter med udgangspunkt i en marxistisk analyse af de samfundsmæssige modsætninger under kapitalismen.

1876: Gimleprogrammet
Louis Pio Formand 1871-1877

• «Arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og derfor bør hele udbyttet tilfalde dem, som arbejder
• Kapitalisternes eneherredømme over arbejdsmidlerne er årsagen til den nuværende elendighed, og det må derfor være arbejderklassens opgave at befri arbejdet.
• Alle andre klasser er overfor arbejderklassen kun en reaktionære masse (og hermed afvises samarbejde med de borgerlige partier).
• Partiet vil med alle lovlige midler søge at realisere visionen om en fri stat og et socialistisk samfund.
• Den stående hær skal afskaffes til fordel for et almindeligt folkeværn.
• Statskirken skal afskaffes og det samme skal alle indirekte skatter.»

Endvidere går man ind for:  »Almindelig lige og obligatorisk Skoleundervisning. Religionen erklæres for Privatsag. (...) Indførelsen af en Normalarbejdsdag. Søn- og Helligdagsarbejde samt Natarbejde forbydes. Forbydelse af Børnearbejde samt alt Arbejde i saadanne Fabrikker, hvor Helbred og Sædelighed gaar tabt».

1913: Program for Socialdemokratiet i Danmark
Thorvald Stauning Formand 1910-1939
»Det er Socialdemokratiets maal at samle hele Arbejderklassen i et klassebevidst, socialistisk Arbejderparti, at erobre magten i samfundet, at afskaffe det kapitalistiske Privateje til Produktionsmidlerne, at omdanne det til socialistisk Fælleseje og at organisere det arbejdende Folk til at overtage og drive Produktionen i det socialistiske Samfund. »Afrustning. Internationale Stridigheder afgøres ved Voldgift. »Afskaffelse af Skatter og Love, som skaber Varefordyrelse for Befolkningen. Direkte Skat paa Indkomst, Formue og Grundbesiddelse, herunder indførelse af en Grundværdistigningsafgift. Arveafgift. Stærkt stigende Skala i Beskatningen.

1961: Vejen frem
Viggo Kampmann Formand 1960-1962
»De store tekniske og videnskabelige fremskridt åbner uanede mulig- heder for fremgang og velfærd for alle verdens folk. »Atomalderen stiller dem samtidig over for truslen om total undergang. Danmark må bidrage til en kontrolleret international afrustning og derved til afspænding uden prisgivelse af sikkerheden. »På menneskerettighedernes grund vil den demokratiske socialisme sikre alle folk og alle lande frihed og fred. Vejen må gå gennem internationalt samarbejde og gennem åben kontakt mellem forskellige verdensdele, forskellige folkeslag og forskellige kulturformer. »Menneskets frigørelse er umulig under et diktatursystem, der berøver de enkelte borgere deres elementære frihedsrettigheder. Men menneskets frihed er heller ikke sikret, så længe de økonomiske privilegier, som kapitalismen har skabt, opretholdes. »Alle er forbrugere, men over for erhvervslivet står den enkelte forbruger svagt. Gennem kooperationen opnår forbrugerne medindflydelse på erhvervslivets forhold. Det er en samfundsmæssig opgave at fremme såvel produktionens som vareomsætningens effektivitet.

1977: Solidaritet Lighed og Trivsel
Anker Jørgensen Formand 1973-1987
»For Socialdemokratiet er socialisme konsekvent gennemført politisk og økonomisk demokrati. Derfor er Socialdemokratiet et socialistisk parti. Det kapitalistiske systems ulighed og uhæmmede magtudfoldelse er en af de virkelige farer, der truer et samfund. »De øgede erhvervs- og forbrugsmuligheder har medført grundlæggende forandringer i familiemønsteret, idet det er blevet almindeligt, at både mand og kvinde har erhvervsarbejde. Det har forbedret levestandarden, men øget presset på familien. »Velstandens erobring er således ikke blevet fulgt af en tilstrækkelig fremgang i trivsel og velfærd. Misbrug af alkohol, piller og stoffer vidner herom. »De sociale omkostninger sætter spørgsmålstegn ved ønskeligheden af fortsat økonomisk vækst. »Banker, sparekasser og forsikringsselskaber omdannes således, at flertallet i de ledende organer er samfundsrepræsentanter. Al kapitalformidling er et samfundsanliggende.

1992: Det ny århundrede
Poul Nyrup Rasmussen Formand 1992-2002
»Socialdemokratiets idégrundlag er den demokratiske socialisme. Vort mål er at frigøre mennesket, sikre dets tryghed og give det mulighed for frit at bestemme sit liv i ansvarlighed overfor sig selv, fællesskabet, naturen og de kommende generationer. Den demokratiske socialisme bygger på respekten for mennesket og viljen til at skabe lige muligheder for alle. Alle mennesker må have lige ret uanset køn, race og tro. For Socialdemokratiet er kravet om menneskets frihed uløseligt for bundet med kravet om arbejde til alle, økonomisk retfærdighed og lige adgang til samfundsgoderne. Demokratisk socialisme er modstykket til enhver form for diktatur og til kapitalismens ulighed (...) For Socialdemokratiet er demokratisk socialisme det konsekvent gennemførte politiske, sociale og økonomiske demokrati».

2004: Hånden på hjertet
Mogens Lykketoft Formand 2002-
»Den danske befolkning er forandret. I dag ønsker mennesker større rum for individuelle løsninger. Det er godt. Det er et resultat af Socialdemokraternes kamp for uddannelse og vores insisteren på frihed og lige muligheder for alle. Øget individualisme behøver ikke at være i modstrid med fællesskabet, men det stiller nye krav til fællesskabet og dets indretning. En indretning, hvor den enkelte i højere grad får medindflydelse og valgmuligheder.

Nye borgere kommer til Danmark fra alle dele af verden, og de sætter deres præg på vores kultur og samfund. Samtidig bliver vi flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder. Disse tendenser stiller os overfor en række udfordringer, når det gælder arbejdsstyrkens sammensætning, vor nationale identitet og værdier, og når det gælder udviklingen af vores velfærdssamfund.

Globaliseringen giver os mange nye muligheder, men stiller også nye krav til os som mennesker og som samfund. Uddannelse, forskning og udvikling på alle niveauer gennem hele livet er nødvendige forudsætninger for, at vi som samfund kan skabe beskæftigelse, vækst og velfærd i fremtiden.

Globaliseringen betyder også, at vores værdier og den nationale lovgivning bliver udfordret i takt med, at mennesker, kapital, forurening og kriminalitet bevæger sig over landegrænser. Det betyder, at vi må forholde os til udviklingen både ud fra et nationalt og et internationalt perspektiv.

De socialdemokratiske mål er enkle og klare:
• At give det enkeltemenneske frihed og tryghed til at udnytte sine evner og realisere sine drømme
• At sikre mennesker uanset social, religiøs eller etnisk baggrund retten til og mulighederne for
at leve og være aktive medborgere i et retfærdigt demokratisk samfund med social, miljømæssig
og økonomisk bæredygtighed
• At udbrede demokrati, demokratisk socialisme, global lighed, international solidaritet og sikkerhed
 

__________________________________________________________________________________________________________