SOCIALLIBERALISME

Socialliberalismen føres ofte tilbage til den britiske politiske filosof John Stuart Mill (1806-73). Som andre liberalister på hans tid var han mistroisk over for statsintervention. Men hans tanker om, hvordan den enkelte kan skabe en menneskeværdig tilværelse knyttede an til det 20. århundredes fornyelser af den politiske tænkning. Han var sympatisk over for kvinders krav om politiske rettigheder (The Subjection of Women 1869).

  Sammen med vennen Jeremy Bentham videreudviklede Stuart Mill utilitarismen, der siger, at det gælder for samfundet om at skabe den størst mulige lykke for det størst mulige antal. Bentham havde sagt, at det var "bedre at være en tilfreds gris, end en  utilfreds Socrates". Der kunne derfor skabes en større samfundsmæssig velfærd ved at stille et større antal mennesker relativt tilfredse, end ved at skabe stor tilfredshed hos et lille antal. Det nævnte citat kunne Stuart Mill dog ikke tilslutte sig. Det var ikke alle former for lykkefrembringende tiltag, der skulle opmuntres.

  Utilitarismen (nyttelære) kom til at danne grundlag for socialreformatoriske initiativer. Kunne man f.eks. omfordele fra de rige til de lidt mindre velstående, ville der kunne skabes en samlet samfundsmæssig nytte, der var større efter omfordelingen end før omfordelingen, fordi nytten er større for den, der har lidt af at modtage noget, end den mistede nytte er for den, der har meget. Samtidig var utilitarismen herved en reaktion på den mere rettighedstænkende liberalisme, som siger, at det gælder om at beskytte menneskets naturlige rettigheder næsten for enhver pris.
     Socialliberalismen bygger også på J.A. Hobson (1858-1940). Han blev kendt som en radikal økonom, der kritiserede imperialismen og inspirerede den nyliberale bevægelse i England. Den nyliberale bevægelse (ikke at forveksle med det 20. århundredes "nyliberalisme") i det 19. århundredes England var kritisk over for laissez-faire imperialismen, hvor de frie markeder skulle have uinskrænket råderet. Man kritiserede den fordeling af indkomster og formuer, der var blevet resultatet af de helt frie markedskræfter. Omfordeling var nødvendig, ikke alene for de fattiges egen skyld, men også for at gøre kapitalismen mere stabil. Det sidste er et eksempel på et utilitaristisk argument.  Gennem en mere aktiv stat ville man afskaffe arbejdsløshed og fattigdom og skabe de forudsætninger for friheden i form af ressourcer til de fattige, som ikke var mulige i laissez-faire liberalismen. Hobson blev dermed en tidligere fortaler for det, man kalder the mixed economy (blandingsøkonomien), hvor frie markeder kontrolleres af en indgribende stat, en stat, der omfordeler de værdier, kapitalismen frembringer.

   Socialliberalismen fik ny vind i sejlene i det 20. århundrede med John Maynard Keynes' tanker om, at staten kan mildne virkningerne af de økonomiske konjunkturer igennem finanspolitik og pengepolitik. En stat kan så at sige "fylde hullet" i efterspørgsel ud ved at stimulere økonomien.

  Overladt til sig selv er kapitalismen et farligt økonomisk system, som kan skabe økonomisk ulighed og økonomiske kriser. Kapitalejere sparer op af deres indtægter, der ofte kan være langt over gennemsnittet. Så længe de opsparede midler bliver investeret i nye fabrikker, maskiner, produktionsanlæg etc, er det godt. Så holdes produktionen nemlig oppe. Men hvad nu, hvis investeringerne svigter? Så udløses der en krise. I den situation har staten ifølge keynesianerne til opgave at holde efterspørgslen oppe ved at sætte aktiviteter igang for offentlige penge, og ved at sørge for, at de, der ikke selv kan finde beskæftigelse, får en understøttelse fra staten. Det skal de ikke have alene for deres egen skyld, men altså også fordi det er konjunkturudlignende (utilitaristisk tankegang) og derved holder den økonomiske aktivitet oppe i krisetider.

  Den private kapital kan endvidere give ophav til miljøødelæggelser, fordi virksomheder i den private sektor kan være mere optaget af at overleve økonomisk end af at passe på, hvor meget der forurenes. Derfor skal de kontrolleres af staten.

  Velfærden udbygges via den omfordeling, staten foretager igennem skatterne.