Ved valget i juni 2015 skete der ganske betydelige forskydninger i partiernes stemmetal, og et nyt parti, Alternativet kom ind i Folketinget med 9 mandater.

Kilde: Dst.dk.

Det lykkedes igen De Blå partier samlet set at vinde et valg på at spille indvandrerkortet. Venstre, der godt nok gik kraftigt tilbage, gjorde det til tema i valgkampens løb at genindføre lavere startydelser for indvandrere.
   Samtidig blev frygten for de fremmede manet frem i medierne af de dramatiske beretninger om rædselssejladserne med asylansøgere fra Nordafrika over Middelhavet i faldefærdige både.
   Tænk, om alle de mennesker kom til Danmark!?
   At forsøge at finde rationelle og menneskelige løsninger på problemet, f.eks. ved at tilslutte sig initiativer og deer i EU om, at landene skal forpligte sig på at tage kvoter af asylansøgere, så det ikke bare er Italien og Grækenland, der står tilbage med aben, var der ikke opbakning til fra ret mange. Men det kunne i det mindste have været godt med en debat om det.
   Mærkeligt nok var retsforbeholdet (et af Danmarks 4 forbehold til EU-traktaten, der bl.a. sikrer egen asyl- og indvandrerpolitik) overhovedet ikke i spil i valgkampen.
   Det var til gengælde en aftale mellem de blå partier om, at man vil støtte den britiske premierminister David Camerons kamp imod en europæisk social union, hvor en sådan union nærmest blev set som identisk med accept af social dumping.

Det billede, der blev skabt i medierne og offentligheden var af en verbal boksekamp mellem de to "præsidentkandidater":  "blå blok mod rød blok", og det var hver af disse to blokkes største partier, hvis ledere stod over for hinanden.
   "Er du blå eller rød"  lagde op til at antyde et klart valg mellem to forskellige alternativer. I realiteten kan det diskuteres, hvor meget valg der var tale om, da Blå Blok også ville sikre velfærden og lagde forslag frem om udvikling i sundhedsbudgettet, der ville overstige Rød Bloks fremskrivning af dette. Det førte til formulering af meget simple valgkampsslogans, f.eks. om "nulvækst" i offentlig sektor over for 0,6 pct (Socialdemokrater) eller 0,8 pct vækst (DF). "Det skal kunne betale sig at arbejde" blev et simpelt slogan, der skulle tydeliggøre, at i det danske velfærdssamfund var der for lidt incitament til at arbejde og yde en indsats.
     "Kontanthjælpen er for høj" blev sat op imod "Kontanthjælpen har den størrelse for at sikre imod børnefattigdom". Var man til lidt mere velfærd eller til lidt mere "det skal kunne betale sig at arbejde"? Det var så at sige en betydelig del af danske vælgeres valgtema det år.

Noget af det, man kan hæfte sig ved i forbindelse med folketingsvalget i 2015, var den stadig mere tydelige forskel i politisk kultur og politiske værdier imellem det kosmopolitiske "storby-Danmark", der er åben over for globaliseringen og dens udfordringer og det såkaldte "udkantsdanmark", der bæver for fremtiden og de globale udfordringer.
   I det første ser mulighederne. Man ser positivt på indvandring og man føler sig generelt mere trygge ved tingenes forandring. I det andet frygter man  større økonomiske afsavn. Man er utryg ved, hvad globaliseringen og indvandringen kan bringe, og man føler en større national tilknytning til danske værdier. På Nørrebro var Enhedslisten det største parti, i Tønderkredsen var det Dansk Folkeparti. Danmark knækkede så at sige midt over kulturelt ved fv15.

Første store forlig

Folketingsvalget og de efterfølgende problemer for den smalle Venstreregering (34 mandater) med at finde flertal for sin politik har givet fornyet interesse for, hvordan en regering, der hviler på et smalt flertal, kan samle stemmer nok bag sin politik. Man kan nok forudse, at det bliver en regering, der vil blive udsat for pres fra sin parlamentariske basis, Liberal Alliance, De Konservative, - og ikke mindst Dansk Folkeparti, som blev det største parti i blokken, og som vil tage sig godt betalt for at levere stemmerne til regeringen.
   I midten af juli 2015 stod Venstreregeringen over for at skulle forny kommuneaftalen for 2016. Det er en aftale med KL (Kommunernes Landsforening) og regionerne om den kommunale økonomi: Hvor meget på kommunerne bruge? Og hvor store skal de kommunale bloktilskud¹ være. Det var et beløb på 65 mia kr, det drejede sig om.
    Kommuneaftalen blev forhandlet igennem af regeringen og KL og regionerne. Regeringen havde regnet med, at den kunne bruge sin parlamentariske basis til at få vedtaget et såkaldt aktstykke i Finansudvalget. Et aktstykke er en foreløbig aftale om afholdelse af udgifter, som senere bekræftes lovmæssigt ved vedtagelsen af finansloven.
   I dette tilfælde ville De Konservative, støtteparti for Venstreregeringen, ikke medvirke til at sikre flertal for aktstykket, med mindre grundskylden på ejendomme blev fastfrosset for en kommende flerårig periode. Det er vist en ny parlamentarisk skik. at et støtteparti ikke leverer stemmerne til noget normalt så upolitisk som en kommuneaftale.
   Det stillede regeringen i en vanskelig situation, som blev løst ved, at Socialdemokraterne og De Radikale sikrede flertal for aktstykket sammen med Dansk Folkeparti og regeringens egne mandater. Socialdemokraterne (SD) stillede som betingelse, at Venstre fremover skal forpligte sig til at bakke en evt. kommende SD regering op på samme måde. Der var dermed lavet en aftale, som vil binde Venstre fremover. For SD kan det også have spillet ind, at man vil signalere samarbejdsvillighed for at undgå, at DF alene kan presse den smalle regering.

Det "samarbejdende folkestyre" med brede forlig viser sig at være en lige så karakteristisk - eller måske endda mere karakteristisk del af Folketingets arbejde end den dramatiske situation, hvor to fløje står over for hinanden, og det skal efterprøves, i overensstemmelse med det parlamentariske princip, om der er et flertal på 90 mandater bag en regering.

 Deltagelsen i brede forlig viser, at man som parti er "stemmer der arbejder". Man deltager i løsningen af landets problemer. Nok så vigtig er, at de, der ikke er med i et forlig, "sættes uden for indflydelse". Det kan på den anden side have den fordel, at man ikke er med til at legitimere, hvad der er aftalt, og det kan i nogle situationer være en fordel i relation til vælgerne. Men det kan også blive til ulempe for partiet, at man ikke er med til at "tage et ansvar" og levere synlige resultater, vælgerne kan se. Det er karakteristisk for den nye parlamentariske situation, at spillet omkring oplysningerne til Folketinget om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs pludseig kom i bevægelse hen over sommeren. Enhedslisten signalerede, at man nu vil se de andre tilbudsgiveres tilbud, og det blev straks bakket op af DF. Og Venstre-finansministeren udtalte stor villighed til at se på det. Her har den foregående finansminister Corydon ellers været en klippe i forsvaret af statens "anstændige" behandling af tilbudsgiveres krav om fortrolighed - og så måtte folkestyret pænt vente!
   En tungere sag kom Peter Skaarup med midt i sommervarmen i starten af august: En liste med navne på om  udflytning af et større antal statslige institutioner til provinsen. Det vil blive svært for regeringen at undslå sig, da Venstre selv, om ikke i det omfang og så konkret, har meldt ud om en lignende politik til etablering af flere arbejdspladser i Udkantsdanmark. Det kan måske rette lidt op på den centralisering, der skete i medfør af kommunalreformen, som Venstre selv stod bag, da Lars Løkke var indenrigsminister.

Den siddende regering, der oftest tager initiativ til ny lovgivning, vil være interesseret i brede forlig for at få parlamentarisk og vælgermæssig rygdækning bag lovgivning. I perioden 2001 - 11 blev der indgået det ene finanslovsforlig efter det andet af VK(O). Finanslovsforligene var i flere tilfælde igangsættere af andre forlig, fordi det krævedes af f.eks. DF som betingelse for at være med. Det kunne f.eks. være retslovgivning og  udlændingelovgivning.   
     I den kommende regeringsperiode vil man formentlig opleve, at initiativer til megen ny lovgivning - stik imod børnelærdommen  - ikke længere vil blive taget af regeringen, men vil komme fra topledelsen i DF.

Brede forlig og vetoret
Indgåelsen af forpligtende brede forlig, der giver deltagerne vetoret over ny lovgivning på området, er en parlamentarisk skik, der har udviklet sig på Christiansborg.  Og man kan diskutere, om det er i overensstemmelse med principperne for repræsentativt demokrati?
    Vælgerne vælger jo politikerne for en valgperiode for, at de skal kunne beslutte/lave ny lovgivning uden at være bundet af noget i denne periode. Forlig kan opsiges, men det skal efter skikken ske inden et valg. Det vil sige, at nyvalgte politikere kan være bundet af noget, som de, der sad i den tidligere periode besluttede. 

I forbindelse med regeringsdannelsen 2011 viste det sig at blive et problem, at De Radikale var med i tilbagetrækningsreformen fra maj 2011, som medførte store ændringer af efterlønnen, og som førte til tidligere implementering af velfærdsforliget fra 2006, så pensionsalder og efterlønsalder vil blive sat op hurtigere. Når De Radikale var med i dette forlig, ville en ny regering af SF, S og RV jo være bundet af, at De Radikale måtte stemme sammen med V, K og O om en gennemførelse af tilbagetrækningsreformen.

Der var iagttagere, der anbefalede, at man efter et valg kan bryde indgåede forlig fra tidligere valgperioder. Det kan man måske godt rent statsretsligt (dvs det er ikke imod grundloven), men det vil kunne blive ødelæggende for det, man kalder "det samarbejdende folkestyre", og altså ødelæggende for mulighederne for at indgå brede forlig senere.Og det vil kunne føre til massakre på forlig, som den forligsbrydende blok selv sætter højt, når den anden fløj kommer til magten efter det næstfølgende valg.

Mindre polarisering nationalt p.g.a. globaliseringen?

De mange brede forlig kan ses som en konsekvens af samfundsudviklingen. I og med at Danmark er blevet mere og mere integreret i den internationale økonomi, ses politik i mindre grad som kamp mellem to fløje på en national arenas kampplads.
   Fællesinteresser søges varetaget i relation til det internationale niveau. Polariseringen er på forskellige politikområder rykket op på det internationale niveau. Hvis sager politiseres for meget på det nationale plan, risikerer man at tabe de fælles mål i forhold til omverdenen af syne. Klima- og miljøpolitik er eksempler. Der er en bred enighed om en indsats for at mindske CO2 og kilder til forurening med farlige stoffer. Der kan nok ske polarisering, men det er oftest i forhold til mere marginaliserede protestgrupperinger.

Partierne har stadig mange afvejninger at gøre i forhold til ideologi og interesse, men disse afvejninger rykker ned i 2. række, når man indgår i brede forlig i forhold til opinionsfaktorer.

Det er her afgørende, hvordan man formulerer en diskurs, der forklarer, hvad man som parti vil med deltagelsen. De Radikale så f.eks. deres deltagelse i tilbagetrækningsreformen som led i fremme af en "reformdiskurs", der skulle bringe dansk økonomi på fode igen efter finanskrisen og i lyset af udfordringerne fra den demografiske bombe, der ville komme de næste årtier.

Den aktuelle situation, konjunktur og omverdensfaktorer spiller en stor rolle. Trak man f.eks. for store veksler på "reformdiskursen" om det fleksible arbejdsmarked, når krisen bredte sig i den omgivende økonomi. De "jobskabende" effekter af det fleksible arbejdsmarked, skatteincitamenter og den åbne markedsøkonomi udebliver jo. Folk skifter i den situation ikke jobs så let, eller overføres fra ledighed til jobs, når den samlede efterspørgsel er lav.
     Det  kunne til gengæld gøre velfærdsdiskursen mere appellerende. Altså f.eks. i forhold til diskussionen om dagpengeperioden: Nytter det at reducere denne, hvis de arbejdsløse omskoles til jobs, der ikke findes p.g.a konjunkturudviklingen i verden omkring Danmark?
    Diskurser bliver mere effektive, jo mere de kan rettes ind efter en vælgermæssig "fællesinteresse". Derfor skelner "reformdiskursen" da også mellem det korte og det lange sigt. På langt sigt hævder man at sikre velfærden bedre, fordi man gør Danmark mere "fit" til den globale konkurrence.

Den stærke diskurs kan blive den, der formår at binde issues sammen i logiske og forståelige bundter. At man f.eks. kan opløse paradokset vækst-jobs-miljø-velfærd. Sammenbinding af jobs, demografi og velfærd skete med velfærdsforliget i 2006. Men tidsfrister og faser kunne politiseres i relation til EU's europagt-plus og EU's gældskrise. Det kunne danne  baggrund for tilbagetrækningsreformen.

Note:
 ¹ Bloktilskud: Beløb som overføres fra staten til kommunerne hvert år efter kriterier som befolking, social sammensætning, m.v., og som kommunerne bruger til lovbefalede udgiftsområder, men uden at pengene er båndlagt til konkret detaljeret anvendelse.

Se denne side i nyt vindue