Før 1. Verdenskrig var det britiske pund den dominerende internationale reservevaluta.
   En reservevaluta er en valuta, som centralbankerne, f.eks. den danske nationalbank, holder valutareserver i. Det er oftest den mest gangbare og udbredte valuta, der får rollen som reservevaluta. Dens udbredthed og værdi vil desuden være et resultat af, at den er valuta i en stor økonomi med stor udenrigshandel. Pundet var dog ikke enerådende. Ved siden af pund sterling blev guld benyttet til internationale betalinger, og de fleste valutaer var indløselige med guld. Guldets knaphed og indløseligheden var med til at sikre valutaers værdi. Guldindløseligheden bevirkede også, at interne økonomiske forhold hurtigt fik virkninger på et lands udenrigsøkonomiske balance. Hvis en økonomi blev overophedet, steg prisniveauet. Dermed faldt konkurrenceevnen, og landet ville få underskud på sine betalinger med udlandet. Hvis underskuddet blev finansieret med guld, måtte pengemængden internt i landet indskrænkes (fast forhold mellem guldmængde og mønter og sedler). Med en faldende pengemængde, ville priser og renter stige. Det ville føre til lavkonjunktur. Dermed ville overophedningen af økonomien høre op. Guldmøntfoden gav altså ideelt set mulighed for et relativt selvregulerende økonomisk system med stor grad af fleksibilitet. Det var politisk bestemt, at handel i vidt omfang foregik mellem kolonimagt og kolonier, fordi de store europæiske lande i vidt omfang havde delt verden op imellem sig i konkurrerende koloniriger. 
     Guldmøntfoden gav også mulighed for relativt stor international handelsfrihed. Den brød imidlertid sammen, først som følge af verdenskrigen - selv om den humpede videre i større eller mindre grad i forskellige lande - men endeligt med depressionen i 1930'erne.

Med Bretton Woods valutasystemet fra 2. Verdenskrigs afslutning fik man en modificeret form for guldmøntfod, idet den amerikanske dollars værdi var fastlagt i forhold til guld (én ounce guld = 35 dollars), og de andre landes valutaer så var fastlagt i fast vekselkurs i forhold til dollaren. De forskellige lande indbetalte beløb i valutareserver til Den internationale Valutafond, IMF, og kunne så trække valuta ud til hjælp under evt. valutakriser.

Den amerikanske dollar var indløselig med guld indtil 15. august 1971, da den amerikanske præsident Nixon besluttede at ophæve guldindløseligheden, som ellers var systemets guldgaranti for de faste vekselkursforhold. Det var simpelthen blevet nødvendigt, fordi tilliden til dollaren som følge af den amerikanske krig i Vietnam, inflation i den amerikanske økonomi og en forringet amerikansk betalingsbalancestilling, var ved at blive undermineret. Guldmængderne forsvandt simpelthen efterhånden med for stor hastighed ud af Fort Knox.

Når et valutarisk samarbejde først kom på tale i EF fra slutningen af 1960-erne hang det sammen med, at der var stor valutamæssig stabilitet indtil da. Denne var blevet sikret ved Bretton Woods valutasystemet. Det var ikke nødvendigt med andre justeringer af valutaerne end dem, hvert enkelt land kunne beslutte for sig selv inden for Bretton Woods systemet. Det skete kun enkelte gange, f.eks. da Storbritannien devaluerede valutaen i efteråret 1967. Danmark fulgte efter med ca halvdelen af den britiske devaluering.

Som helhed havde EF-landene økonomisk vækst og overskud på betalingsbalancerne. Derfor var devalueringer ikke påtrængende.

Dollarens tiltagende vanskeligheder begyndte imidlertid at bringe ustabilitet ind.

I 1972 indledtes det såkaldte slangesamarbejde.

I marts 1979 blev slangesamarbejdet afløst af det mere udbyggede EMS-samarbejde, det Europæiske Monetære System. Her var D-marken ankervaluta. Hvert land fik fastsat en centralkurs på valutaen i forhold til en fælles regningsenhed.

Hvordan kan det være, dollaren kan svinge så kraftigt, som den har gjort flere gange de senere år? Dollaren var oppe på næsten 12 kr i midten af 1980’erne og svingede senere ned på og under 6 kr i begyndelsen af 1990’erne. I starten af det nye årtusinde svingede dollaren op over euroen i værdi. Hvad bestemmer egentlig valutakursers bevægelser?

Da dollar og euro er internationale reservevalutaer, indgår der ofte betydelige elementer af "psykologi". Der spekuleres i valutaerne, og da der daglig flyttes mange milliarder af dollars og euro på de internationale finansmarkeder, skal der ikke meget til, før kurserne flytter sig. Det afhænger af beslutninger, der tages i store virksomheder, som fremskynder betalinger eller venter med betalinger på tværs af grænserne eller valutazonerne. På kort sigt kan valutakurserne altså svinge som følge af kapitalbevægelser, der påvirker efterspørgsel/udbud af valutaen.

På langt sigt spiller omkostnings- og konkurrenceevneudvikling en rolle. Her har man udformet den såkaldte købekraftsparitetsteori til at forklare valutakursbevægelserne. Den siger, at i det lange løb vil vekselforholdet imellem to valutaer blive bestemt af udviklingen i prisindekserne (d.v.s. de gennemsnitlige priser) i de to lande. Prisindekserne kan f.eks. måles ved to ens kurve af indkøbsvarer i de to lande. Eller bare én vare, f.eks. McDonald hamburgere, der omsættes i næsten hele verden. Eller man kan se på gennemsnittet af priserne på eksport- og importvarerne.

Man definerer den reale vekselkurs RX således:

RX = E*Pu/P,

hvor  E er vekselkursen målt som prisen på udenlandsk valutal i hjemlandet, altså f.eks. prisen på en amerikansk dollar som = ca. 5 kr. Pu er er det udenlandske prisniveau, og P er det indenlandske prisniveau. Her kan man altså se, at hvis det indenlandske prisniveau stiger (P under brøkstregen), så falder den reale vekselkurs. Det gør vekselkursen måske ikke i virkeligheden, men der er altså et nedadgående pres på den (forringet konkurrenceevne). Hvis det udenlandske prisniveau stiger, stiger også den reale vekselkurs. Det kan så modvirkes (eller forstærkes) af ændringer i valutakursen E. 

I dag er der en økonomisk skole, der hævder, at kursdannelsen på valutaer i betydeligt omfang er blevet løsrevet fra balancen i handelen med varer og tjenester. Det er efterhånden kun 1 pct af alle valutatransaktioner, der har forbindelse til den internationale handel. En stor del har forbindelse til de frie kapitalbevægelser, der jagter profitable værdipapirer rundt omkring i verden. Det er dog mest korrekt at sige, at det kun er på kort sigt, det forholder sig sådan. På langt sigt vil de strukturelle forhold, der betinger den reale vekselkurs (jvf ovenfor) have tendens til at sætte sig igennem, på tværs af spekulative kapitalbevægelser, der er ret kortsigtede.

De internationale finanskapitaler har ofte stadig størst tillid til det amerikanske aktiemarked og den amerikanske økonomi. Derfor er efterspørgselen på dollars stadig væk så stor, at kursen på dollar kan ligge over købekraftspariteten og de amerikanske virksomheders konkurrenceevne. Det er imidlertid et spørgsmål, hvor længe dette er muligt? Det kan også hænge sammen med den absurde geopolitiske logik, at USA vinder økonomisk styrke i og med, at det er den tilbageblevne supermagt i Verden. Det er medvirkende til, at udlændinge vil blive ved med at finansiere de amerikanske betalingsbalanceunderskud.