VENSTRE, Danmarks Liberale Parti (find partiet på www)
Lad os give det enkelte menneske mere frihed og mere ansvar. Lad os udvikle et samfund, hvor der er plads til virkelyst og arbejdsglæde. Hvor der er turbo på kreativiteten på bekostning af firkantede systemer (Anders Fogh Rasmussen: Åbningstale i Folketinget 7.10.03)
Klassesamfundet er opløst. Ved begyndelsen af det 21. århundrede er vi definitivt ved at begrave det forrige århundredes
forældede løsninger. Og med dem de ekstreme ideologier som kommunismen og fascismen. Friheden og respekten for det enkelte menneske har nu gået sin sejrsgang gennem hele Europa de seneste årtier. Men historien er ikke slut. Fundamentalistiske kræfter, som er modstandere af de vestlige livsværdier, forsøger at angribe vor samfundsorden. Det stiller nye krav til os internationalt som
nationalt. (Supplerende regeringsgrundlag. Frihed og Ansvar. August 2003)

Historisk baggrund

I 1870 blev Det forenede Venstre dannet. Det bestod fra starten af ret forskellige grupperinger af rigsdagsmænd. I 1873 fik partiet en avis i København, Morgenbladet.

Ved valget i 1972 fik Venstre flertal i Folketinget, men ikke i Landstinget, Rigsdagens første kammer.

1875-1894 var højreprolitikeren J.B.S. Estrup konsejlspræsident (den tids udtryk for statsminister). Han kunne ikke få sine finanslove igennem folketinget, hvor Venstre havde fået flertallet. Derfor regerede han ved hjælp af provisoriske finanslove (dvs "foreløbige" love). Venstres rolle blev i den situation at kæmpe for folketingsparlamentarismen, dvs regeringen skulle udgå fra et flertal i Folketinget, imod Højres faktiske diktatur.

Venstre havde altså dengang en slags "venstreorienteret" rolle i forhold til datidens Højre. Det var de frie bønder og husmænd imod herremændene. Venstre krævede afskaffelse af den priviligerede valgret, der var til Landstinget, og som betød, at de "venstreorienterede", progressive kræfter ikke kunne gøre sig håb om at få flertal i dette ting, selv om de havde befolkningen bag sig.

Venstre har siden det 19. århundrede haft tæt tilknytning til landbrugsorganisationerne og andelsbevægelsen. Og partiets stemmer hentes stadig i betydelig omfang fra landet. Her har det været et problem, at landbobefolkningen er gået så kraftigt tilbage i antal igennem mange år.

Andelsbevægelsen er organiseret anderledes end erhvervslivet i øvrigt. Igennem andelsselskaber har bønder samarbejdet med hinanden om indkøb af foderstoffer og andre hjælpematerialer, om produktion af mejeriprodukter (mejerier) og forædling af kødprodukter (slagterier).

Venstre har altså traditionelt haft et bagland af organisationer, der har kunnet konkurrere med Socialdemokratiets (beboerforeninger, kooperative selskaber, fagbevægelse, mv.)

I dag definerer Venstre sig stadig som et udpræget liberalistisk parti.

Af liberale grundsætninger henviser man til frihedsrettighederne. Der skal imidlertid ifølge Venstre være tale om en "frihed under ansvar", dvs et ansvar over for fællesskabet. Det vil sige, partiet vil ikke uden videre kaste den sociale velfærd over bord.

Men den "socialdemokratiske velfærdsstat" har i partiets øjne skabt "institutionstyranni", et ufleksibelt samfund og en offentlig sektor, der er blevet for stor. Markedskræfterne skal ifølge Venstre i større grad have lov til at råde, hvis samfundet skal blive dynamisk.

Som modstykke til velfærdsstatens centralisering har Venstre villet have decentralisering. Man har kaldt det for "det nære samfund". Beslutninger skal decentraliseres væk fra staten og ud til kommuner og amtskommuner. - Og gerne endnu længere ud, hvis det er muligt. Den offentlige sektors centralisme skal afløses af markedets decentralisering. Derfor skal større dele af den offentlige sektor privatiseres, og opgaver udliciteres fra det offentlige.

Venstre adskiller sig fra De Konservative i synet på velfærdsstaten, hvor man traditionelt har været mere kritisk over for statens størrelse og dens forpligtelser, og i en mere unionsvenlig linje i EU-politikken. Det første lå i logisk forlængelse af partiets traditionelt liberalistiske ideologi, og ikke mindst Anders Fogh Rasmussens bog fra starten af 1990'erne "Fra socialstat til Minimalstat". Det var dog en linje     Fogh Rasmussen  lagde på hylden, da han blev statsminister i VK-regeringen efter valget i 2001. Han anlagde nu en noget mere pragmatisk, velfærdsorienteret linje. Det gik så vidt, at han i løbet af valgkampens frasagde sig ordet "liberalistisk" som udtryk for et syn på et forældet syn på ideologi.

Figur 1: Venstres andele af afgivne stemmer 1887-2007

Fra landmænd til byboere

For venstre var det i perioder en lang og sej kamp at udvikle sig fra "landmændenes parti" til et moderne bybaseret liberalistisk parti. Det var en nødvendig ændring. Man kunne blot se på de demografiske faktorer. Landbefolkningen blev mindre og mindre. Man ville derfor lide en gradvis vælgerdød, hvis transformationen ikke lykkedes. Når man ser på partiets vælgertilslutning igennem det 20. århundrede, vil man se, at der er en glidende nedgang i vælgertallet, men at der sætter en modtendens ind i midten af 1970'erne og igen i 1990'erne. I midthalvfjerdserne var det den smalle Poul Hartling regering, hvor Venstre fik regeringsmagten med blot 22 mandater. Ved det følgende valg gik partiet frem til over 40 mandater i kraft af den såkaldte "statsministereffekt". I 90'erne er Venstre for alvor blevet et stort byparti. Partiet udviklede sig i dette til at blive det toneangivende oppositionsparti. Det stod for den liberalistiske fornyelse med kritik af Socialdemokratiet og velfærdsstatens formynderi og "ufrihed". 

Op til valget i 1998 satsede Venstres daværende leder Uffe Ellemann Jensen stærkt på at overtage regeringsmagten fra socialdemokraterne. Opinionsmålingerne tydede på, at det var en realistisk forventning. Det lykkedes imidlertid for den socialdemokratiske statsministerkandidat Poul Nyrup Rasmussen at gøre valget til et spørgsmål om to hovedlinjer for samfundets fremtidige udvikling, den solidariske velfærdslinje over for den mere individualistiske markedsorienterede linje. Før valget var Venstre gået sammen med andre borgerlige partier om et krav om afskaffelse/reduktion af lejeværdien af ejerboliger. Få dage før valget lod Uffe Ellemann Jensen sig fotografere til Ekstrabladet med billeder af hans hus og en vurdering fra bladets side af, hvor mange penge, Uffe Ellemann Jensen selv ville få ud af at få en kraftig nedsættelse af lejeværdien.

De to nævnte - og indbyrdes sammenhængende - ting bevirkede, at stemningen i vælgermassen skiftede så meget lige inden valget, at den socialdemokratiske regering alligevel reddede et snævert flertal i land, og den socialdemokratisk-radikale regering kunne fortsætte. Uffe Ellemann Jensen gik af, og i stedet valgte Venstre Anders Fogh Rasmussen til partileder. Denne forsøgte nu at lægge Venstres politik længere ind mod midten, så muligheden for at omsætte den vælgermæssige succes, partiet oplevede ved valgene i 90’erne, til regeringsmagt ville blive større. Han ville nu ikke længere erstatte "socialstaten" med en "minimalstat". Tværtimod skulle der ikke skæres ned på velfærdsstaten. Der skulle nok fremover kunne gennemføres skattelettelser, men pengene hertil skulle tages fra de sparede renteudgifter på statens gæld efterhånden, som statens gæld nedbringes.

Vi skal udvikle et samfund, hvor alle har en fair chance for at udnytte sine evner. Et samfund hvor ethvert menneske har et håb om at kunne forbedre sin situation. Et samfund hvor det er muligt at bevæge sig fra bistandsklient til bankdirektør (Uddrag af Anders Fogh Rasmussens tale ved Folketingets åbning oktober 2002)

 Anders Fogh Rasmussen fortsatte dog med at fremhæve liberalistiske signaler så som "forskelligartethed, decentralisering, valgmuligheder og personlig frihed". Disse værdier ville han sætte i stedet for socialdemokratiske værdier, som han så som værdier, der var overleveret fra det 20. århundrede, hvor "den industrielle tankegang med samlebånd, masseproduktion, ensartethed, centralisering og kollektivisme" stod i centrum. Det 21. århundrede ville i højere grad stå i liberalismens tegn. "Klassekampen" var "død", sagde han. I VK-regeringen blev disse principper fremhævet som en del af en "kulturkamp". Man skulle nu gøre op med de "kulturradikales" og socialisternes meningsmageri og sætten sig på dagsordenen i den offentlige debat.

Kontraktpolitik

Venstre gik bl.a. til valg i november 2001 på nogle enkle valgtemaer og konkrete løfter ("kontraktpolitik"), som vælgerne formodedes at kunne forholde sig til. "Hvis I giver os jeres stemmer, vil vi til gengæld gennemføre A, B og .... Dette kaldes også kontraktpolitik. Man indgår så at sige en "kontrakt" med vælgerne. Hertil kom, hvad man kaldte en ændret stil. Det var bl.a. ærlighed. Venstre ville holde ord i forhold til vælgerne. Det blev til sloganet "Venstre ved du, hvor du har". Det kan måske være effektivt nok som slogan i en valgkamp, men kan give bagslag, hvis man efterfølgende får svært ved at leve op til det.
    Og det blev et skattestop, som partiet ville gennemføre, når det kom i regering. Der blev sat en datotæller ind på Venstres hjemmeside, så vælgerne løbende kunne/kan følge med i, hvor længe skattestoppet havde virket.
    Samtidig lovede Venstre også at gøre noget meget konkret ved ventelisterne til behandlinger på sygehusene. Der blev afsat 1,5 mia. kr til dette formål, og størsteparten af pengene blev taget fra u-landsbistanden.
    Det var til at forstå for vælgerne i forhold til tidligere regeringers udmeldinger om, at man "vil arbejde for at....". Det var kommunikationsrådgivere ("spindoktorer"), der havde bistået ved denne udformning af politikken. Samtidig indebar det, at Venstres politik drejede i en mere centrumspræget retning (resultater på velfærdsområdet). Når Venstre kunne tage regeringsmagten og holde den i adskillige år, hang det ikke alene sammen med, hvad man kaldte en "fast, men fair udlændingepolitik", men også, at man gav befolkningen troværdige garantier for, at velfærdssamfundets grundtræk ville blive bevaret under en Venstre-regering.
    Skattestoppet kunne fremstilles som et konkret resultat af regeringens politik. Det var dog ikke helt let at gennemføre det 100 pct., da der opstod meget debat om, hvilke skattearter der var omfattet. Det var en måde at stille vælgerne over for en letforståelig politik. På den anden side kunne det senere give bagslag, hvis det viste sig, at borgerne bare kom til at betale ved kasse 2 i stedet for kasse 1 (skattekontoret). I 2004 steg taksterne til busser og tog kraftigt. Staten havde skåret et tilskud på 100 mio. kr til den offentlige trafik væk. Billetpriserne steg. Det samme skete med børnepasningen. På den måde kunne skattestoppet komme til at virke som en prioritering af de offentlige udgifter, der i starten var "skjult" for vælgerne, men efterhånden gik op for de vælgergrupper, det gik ud over. Og skattestoppolitikken kunne dermed blive en boomerang for Venstre, når de pågældende vælgergrupper protesterede. Alt i alt må man dog nok karakterisere denne politik som ret effektfuld i forhold til vælgerne. Venstre var da også i stand til at bære den mere eller mindre hel igennem til 2007-valget og udover.

Der opstod også problemer i forhold til det andet parti i regeringen, De Konservative, som ikke ville stille sig tilfreds med et skattestop, men ville have en nedsættelse af indkomstskatten. En sådan blev forhandlet på plads i foråret 2003. Der kom også nogle fordelingsmæssige virkninger, som man fik problemer med at forklare i forhold til vælgerne. Skattestoppet kom også til at omfatte ejendomsskatterne, og da der blev lagt et loft over, hvor meget disse skatter måtte stige i forhold til inflationen, kom det til at indebære en langt større lettelse i kr. for de boligeejere, der boede i de dyreste huse. Det var imidlertid samtidig de, der havde de højeste indkomster. Dermed kunne det give social slagside.

Stilskift

 En passus i Anders Fogh Rasmussens åbningstale til Folketinget i oktober 2003 vakte en vis postyr. Han sagde: 

Vi skal højne de faglige krav over alt i uddannelsessystemet. Vi skal indse, at en vis portion paratviden er nødvendig. I tre årtier er der kastet vrag på paratviden. Den er blevet opfattet som sort skole, udenadslære og terperi. Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?” Det kan være udmærket at sidde i rundkreds og diskutere og føre en samtale med hinanden. Men den første forudsætning for at føre en meningsfyldt samtale er altså, at man ved, hvad man snakker om. Hvis ukvalificerede meninger bliver lige så gangbare som kvalificeret viden, så ender det alt sammen i tomhed og dumhed. Og hvis man er nødt til at slå op i et leksikon eller på Internettet, hver gang man nærmer sig noget konkret, så bliver det altså en noget tung samtale.

Der kan siges at ligge et vist ideologisk indhold i denne erklæring, idet faglighed og en "vis paratviden" i skolen betones. Udviklingen var ellers gået i retning af, at skolen i højere grad skulle satse på sociale og personlige kompetencer. Statsministeren blev inviteret på besøg på en folkeskole. Besøget fandt sted på en skole i Odense, hvor Anders Fogh tog en time som lærer i samfundsfag med 9.c.
    Dette initiativ illustrerer, hvordan dansk politik har udviklet sig. Måden, noget bliver sagt, kan være mere afgørende end det, der siges. Politik drejer sig om symboler og manipulation med symboler.

Ansvarlighed for Rigets finanser

22.5.07 skrev finansminister Thor Pedersen (Venstre) et indlæg i Børsen, At holde kursen, der mere end meget andet illustrerer partiets retning mod midten af dansk politik. Her gives argumenter for økonomisk ansvarlighed i en situation, hvor det nye parti Ny Alliance tordnede frem i meningsmålingerne og stillede forslag om marginalskat omkring 40 pct for alle.

Det er vigtigt at understrege, at det er nødvendigt med store offentlige overskud i disse år, så gælden og dermed renteudgifterne kan blive nedbragt. Det giver plads til at finansiere de stigende udgifter til sundhed og pleje, som vil komme i fremtiden, i takt med at vi bliver mange flere ældre. Samtidig vil antallet af mennesker i de mest erhvervsaktive aldre falde. Det samme gælder skatteindtægterne fra Nordsøen, efterhånden som olie- og gasreserverne bruges op.

Det er den udvikling, vi har forberedt os på i flere år – bl.a. ved at nedbringe den offentlige gæld og i kraft af Velfærdsaftalen, som sikrer, at flere leveår også medfører flere år på arbejdsmarkedet.

Ser langt frem

Vi styrer med andre ord efter en holdbar finanspolitik. Det vil sige en politik, som betyder, at de forbedringer, vi gennemfører, også kan fastholdes på længere sigt, når vi bliver flere ældre. Som det er blevet udtrykt: Vi vil ikke efterlade regningen i børneværelset.

De finanspolitiske mål frem mod 2010, som vi har lagt frem, lever stort set op til de langsigtede krav, som vi stiller. Finanspolitikken er grundlæggende holdbar. Der er råd til ældreomsorg og sundhed med videre i fremtiden, uden skatteforhøjelser. Sådan har det ikke været tidligere. Det var ikke tilfældet i 1990’erne eller i 1980’erne. Det er en position, vi vil bevare.


Det er også vigtigt at understrege, at vi ikke kan planlægge finanspolitikken ved at se på de offentlige overskud i enkelte år. Vi skal se frem og tage højde for de fremtidige udfordringer. Og vi skal huske, at Danmark er et af de lande, der har de mest svingende offentlige finanser. Det skyldes, at overskuddet er meget afhængigt af konjunkturforhold og af store sving i poster som pensionsafkast- og selskabsskatten inklusive indtægterne fra Nordsøen. Det er kun fire år siden, at der var underskud.

De nuværende store overskud er i vidt omfang midlertidige. Med udsigten til en befolkning med flere ældre, vigende skatteindtægter fra Nordsøen og en mere normal konjunktursituation er det forventningen, at overskuddet falder væsentligt de kommende år. Det mener Vismændene. Og det mener OECD. Det må vi indrette os efter.

Det er den måde, vi har ført finanspolitik på i de senere år. Beskatningen er sat ned med op mod 30 mia. kr. siden 2001, når vi medregner virkningen af skattestoppet. Det er mere, end vi oprindeligt planlagde efter. Samtidig er udgifterne til sundhed og uddannelse mv. steget mere, end vi havde planlagt oprindeligt.

Det har vi kunnet klare – fordi den offentlige økonomi har været på sporet i forhold til vores mål. Og det mellemfristede mål for overskud er ikke det faktiske overskud – men overskuddet renset for alle de midlertidige udsving.

Der er aktuelt et betydeligt kapacitetspres i dansk økonomi, der indebærer, at en større lempelse lige nu svarer til at smide benzin på bålet. Det risikerer at skabe grundlag for en periode med høj ledighed. Og det er det sidste, vi ønsker.

Hvis vi vil håndtere de fremtidige udfordringer, så er der, som det ser ud lige nu, ikke grundlag for større skattepolitiske eksperimenter, som synes at være populære for tiden.
 


Det lykkedes Venstre at holde VK ved magten igennem 2007-valget. VK(O) fik tilsammen 89 mandater, hvad der var nok til fortsat regeringssamarbejde. Der var valgt en borgerlig på Færøerne, der ville kunne forsyne koalitionen med det afgørende 90. mandat. Dermed behøvede man ikke at være afhængige af støtte fra det nye parti Ny Alliance. Anders Fogh Rasmussen lagde dog op til, at regeringen skulle gå ind i den nye valgperiode med en satsen på et bredere samarbejde i Folketinget. I den følgende periode faldt Ny Alliance delvist fra hinanden, med afskalning af Malou Aamund til Venstre. Samtidig erklærede Ny Alliance sig i højere grad som et borgerligt-liberalt parti.

Den midtsøgende politik førte til visse gniderier i Venstres folketingsgruppe. I forsommeren 2008 fik erhvervsordføreren Jakob Jensen folketingsgruppen med på et erhvervspolitisk oplæg, hvor det synspunkt blev fremlagt, at den private sektor skal kunne byde ind på alle opgaver inden for sundhedsområdet, børnepasning og folkeskolen. Det var den gammelkendte udliciteringspolitik. De unge liberale løver rørte også på sig på anden måde. Skatteminister Kristian Jensen udtalte til Politiken 5.8.08:

 'Jeg er ked af, hvis vi i Venstre ikke har vist, at vi rent faktisk er et liberalt parti. Budskabet er, at vi skal tilbage til at overlade ansvaret til det enkelte menneske. Og der er en bevægelse i øjeblikket i Venstre hen mod de mere liberale tanker. Det vi er i gang med, er at finde ny liberale bud på, hvordan vi skal løse problemerne i samfundet anno 2008'. Det blev dog understreget, at det ikke var minimalstaten, man skal tilbage til.