Kønsroller og familieudvikling

Mange velfærdsstater har haft som et fremtrædende mål at skabe lighed mellem kønnene. Den patriarkalske familie med manden i toppen af rollehierarkierne blev af gode grunde anset som forkert. Men at bryde med den har ikke altid været helt let.
På det formelle plan er der kommet mere lighed (lige løn, lighedslovgivning), men på det uformelle plan er der sket en videreførelse af faktiske uligheder, f.eks. i løn og adgang til attraktive positioner i samfundet. Det er noget velfærdsstaten forsøger at arbejde videre med, når der udformes ligestillingspolitik.

Figuren herunder viser, hvordan en rolle bliver til, dels via omgivelsernes forventninger, dels via rolleindehaverens fortolkning af rollen. Omgivelserne sender en strøm af forventninger.
Rolleindehaveren fortolker disse forventninger og kombinerer det med sine egne forventninger til udfyldelse af rollen. Resultatet er personens rolleadfærd. Der er tale om en løbende fortolknings- og revurderingsproces. Der foregår en løbende feed-back fra personens fortolkning og udførelse og personens aflæsning af omgivelsernes reaktioner.

Figur 1: Dannelse af roller og forandringer af dem sker i et samspil med omgivelserne

Noter: Primærgruppe: En gruppe med tætte relationer, f.eks. familien. Referencegruppe: Gruppe man refererer til, f.eks. mediepersonligheder, under identitetsdannelsen.

Der er dog ikke tale om, at vi bare er en slags sociale kamæleoner, passive ofre for, hvordan omgivelserne gerne vil have, vi skal være. Kønsroller bliver til i et spil med omgivelserne, hvor der hele tiden sker ændringer, når personerne fortolker rollerne, hvad der forventes af dem, og hvordan de i praksis kan udføre rollerne.

I det 20. århundrede var vi vidner til hastige ændringer i udførelsen af kønsroller. Kvindernes arbejdsmarkedsdeltagelse steg. Under II. verdenskrig blev millioner af kvinder trukket ud fra hjemmene for at deltage i industriproduktionen og offentligt servicearbejde. Krigsøkonomien førte til mangel på arbejdskraft, både i Europa og Nordamerika. Det var ikke altid lige let at få kvinderne smidt hjem igen efter krigsafslutningen.

1960'erne og 70'erne
Under 1960'ernes højkonjunktur manglede den hastigt voksende eksportindustri og hjemmemarkedserhverv i Danmark arbejdskraft. Kvindelig arbejdskraft blev efterspurgt til jobs i elektronikindustrien og mange andre steder.

Figur 2: Mere velstand igennem de seneste årtier (BNP i faste priser)

Kilde: Statistikbanken.dk

Produktionens voksede fra 1960'erne og frem (BNP i faste priser), som det fremgår af figuren ovenover. Når man dividerer med befolkningstallet, kan man se, at der er en betydelig stigning i velstanden, også for den enkelte. Det er i den periode, mange danskere får fjernsyn og andre hårde hvidevarer, og familien tager ofte på weekend-biltur ud i landet - og efterhånden også på chartertur til udlandet.

Velstand er imidlertid ikke det samme som velfærd. Man kan have stor velstand med produktion af masser af materielle goder uden nødvendigvis at have ret meget velfærd. Men velstanden kan give forudsætning og muligheder for udbygning af velfærden, fordi der bliver bedre råd. Ofte kræver det såkaldte politiske aktører, dvs mennesker, der handler politisk, for at få udbygget velfærden. Danmark fik en veludbygget offentlig sektor bl.a. fordi, der var politiske partier i Folketinget, der gik ind for det.
Danmark udviklede fra 1930'erne (Kanslergadeforliget i 1933) og frem den sådkaldte universelle velfærdsmodel, hvor velfærdsydelser gives ud fra et universelt statsborgerkriterium.
Den universelle velfærdsmodel indebærer bl.a.i det danske tilfælde:
Alle får folkepension og adgang til SU, børnepenge m.v. Uddannelser og børnepasningsordninger er åbent for alle.
Det påvirker kønsrollerne. Den universelle velfærd er med til at sikre kvinder en indkomst og pasning af deres børn - uafhængigt af, om kvinden er gift eller ej.

Samtidig - og bl.a. som en konsekvens af denne udvikling i økonomi og offentlige velfærdsordninger - kom der mere fart i feminismen, og kvindebevægelsen i øvrigt, som påvirkede kvinders bevidsthed væk fra "Kinder, Kirche Küche" i traditionel forstand og over imod at se kvinder som aktive på arbejdsmarkedet på linje med mænd. Flere kvinder fik uddannelse ud over grundskolen.

Velfærdsstaten ydede ikke alene væsentlige bidrag til ligestillingen af kønnene igennem udbygningen af offentlige børnepasningsordninger. Den sørgede også for en udbygning af antallet af arbejdspladser til kvinder. Det skete igennem udbygningen af den offentlige sektor med forbedret sundhedssektor, ældresektor og udannelsesessektor.

Arbejdsmarkedet
Andelen af børn, der kom i daginstitutioner steg altså kraftigt, jvf figur 3.
Det betød frisætning af kønnene til arbejdslivet. For kvinderne betød det mulighed for at kunne kombinere arbejde og familieliv. Men det var stadig en svær kombination. Det var ikke ualmindeligt med dobbeltarbejde for kvinder, både pasning af hus og hjem og en rolle på arbejdsmarkedet samtidig. Ofte kunne det medføre øget deltidsarbejde for kvinder. Og med deltidsarbejde kunne de traditionelle kønsroller blive cementeret på nye måder.

Kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse og lønninger begyndte at nærme sig mænds. Ved afslutningen af II. verdenskrig i 1945 lå kvindernes gennemsnitlige løn på kun omkring halvdelen af mænds. Andelen steg gradvist igennem 1960'erne, halvfjerdserne og 80'erne, delvist hjulpet på vej af højkonjunktur i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, hvor arbejdsgivernes efterspørgsel efter arbejdskraft var høj, og dels - men alligevel utilstrækkeligt - hjulpet på vej af ligestillingslovgivning ("M/K lov" om ligestilling på arbejdsmarkedet efter EF-ligestillinsdirektiv).

Figur 4: Udvikling i erhvervsfrekvens

De økonomiske baggrundsfaktorer spillede generelt en stor rolle. Ændret teknologi gjorde udførelsen af arbejdsopgaver mere automatiserede og dermed mindre afhængig af muskelkraft. Den økonomiske udvikling gjorde det ønskværdigt, at kvinderne blev inddraget i arbejdslivet. Den offentlige sektors vækst skabte og udvidede jobtyper, kvinder indtog – ofte jobs, f.eks. af omsorgsmæssig art, der mindede om de funktioner, de havde haft i hjemmene, men med uddannelsessektorens ekspansion udvidedes mængden af, og typerne af jobs, kvinder udførte.

På trods af denne udvikling var der dog stadig i starten af det 21. århundrede et stykke vej at gå endnu inden fuld ligestilling på arbejdsmarkedet. I 2016 er kvinders gennemsnitsløn på det private arbejdsmarked stadig ca. 18 pct under mændenes. En del forklares ved barsel, som kvinderne stadig har næsten eksklusiv "eneret" på. En del forklares ved, at mænd og kvinder ofte har forskellige arbejdsfunktioner. Så selv om man ikke formelt må diskriminere falder det ud til mændenes fordel, at de jobfunktioner, mænd har, ofte kan være højerelønnede end de jobfunktioner, kvinder har.

Toppen af de store virksomheder er stadig jobmæssigt domineret af mænd. Der er relativt få kvinder på de absolutte topposter i dansk erhvervsliv, hvor der tjenes millioner i årslønninger. Og der er få kvinder i disse virksomheders bestyrelser. Men dette billede vil formentlig ændre sig de kommende år som følge af, at kvinderne efterhånden er klart i overtal i mange af de højere uddannelser.

Deltagelse i politik og accept af nye rolledefinitioner
Kvinders deltagelse i politik, også på topniveau, er øget markant fra slutningen af det 20. århundrede og ind i det 21. århundrede. Men den ligger stadig procentmæssigt under mændenes.

I midten af 10'erne er antallet af kvinder og mænd, der lever som singler på vej til at overskride antallet, der lever i familier. Ægteskabet er gået fra at være noget, man nærmest var bestemt til af skæbnen til at blive noget, man vælger. Det er den økonomiske udvikling og udviklingen af velfærdsstaterne, der har gjort det muligt, idet denne udvikling har fritstillet individerne økonomisk.

Begrundelsen for ægteskabet var i vidt omfang økonomisk. Det sikrede kvindens og de fælles børn forsørgelse i et samfund, hvor mændene var de centrale figurer på arbejdsmarkedet, og hvor forsørgelsesgrundlaget i øvrigt ikke var så godt som det, det senere vækstsamfund kunne levere.
Med ægteskabskontrakten havde manden en pligt til at være forsørger. Når ægteskabet opløstes, måtte han fortsætte forsørgerrollen igennem betaling af hustrubidrag. Men der var op til midten af det 20. århundrede ikke mange, der blev skilt. Og senere blev det i øvrigt i stigende grad set som en partnerskabskontrakt, så kvinden havde tilsvarende forsørgelsespligt, når og hvis hun var hovedforsørgeren i en familie

Samfundet normer havde tilpasset sig situationen og sørgede for at forstærke bindingen af hustruerne til hjemmene. Det var en kvindes bestemmelse at stå for Kinder, Kirche, Küche.
I 1963 sendte den amerikanske forfatter Betty Friedan bogen The Femninine Mystique på gaden. Den gjorde kraftigt op med myten om den lykkelige hjemmegående husmor, der stod klar med spændende retter, når manden kom hjem og skulle sørge for at løse op for de følelsesknuder, som et hårdt arbejdsmarked havde givet ham.

Med frisættelsen fra det almindelige ægteskab kunne single-kvinder gå efter egen uddannelse, egen karriere på arbejdsmarkedet og egne udfordringer i forfølgelsen af sexlivets glæder og sorger. - Og med frigivelse af p-piller og (nogenlunde) fri abort også uden frygt for at blive gravid. Og forhåbentlig uden frygt for social stigmatisering.

Men det er ikke alle, der oplever "frisættelsen" fra ægteskab og familie som et ubetinget gode. Jagten på det spændende og personligt udviklende singleliv er gået ind. Det er dog ikke altid let at skulle tage eneansvaret for sig selv og sit eget liv - og få udnyttet alle valgmulighederne.
Det viser sig ikke at være helt let for alle at finde de spændende partnere, de havde drømt om. Dating-tjenester på Internettet vokser kraftigt, når folk skrotter de gammelkendte metoder (arbejdspladsen, værtshuset, dans og foreningsliv) i forsøg på at speede processen op.

Det er en ret spændende tid at være kvinde i, kan jeg forsikre dig for. Feminismen har måske ikke afsluttet sit arbejde helt endnu - der er stadig småtterier tilbage, så som ulige løn og omskæring af kvinder, og, tro det eller lad være, abort forbliver en sag i valgene i USA i 2016. Men det har aldrig været lettere for en kvinde at føle sig empowered.

Sådan skriver Hadley Freeman i The Guardian 19.4.16 om begrebet Empowerment ("Mægtiggørelse") som middel i kvindernes kamp for ligestilling.
    Hun tager stilling til det, mange har kaldt kvindekampens søgen efter en fortsat mening i en tid, hvor lovgivere i mange lande har stillet kønnene formelt lige igennem ligestillingslovgivning, uddannelserne på universitetsniveau optager flere kvinder end mænd, og arbejdsgivere er begyndt at interessere sig for dygtige kvinder til ledelsesfunktioner i virksomhederne.
    Tilsyneladende er problemerne ved at være løst. Og så dog alligevel .....? Og Kvindernes internationale Kampdag 8. marts er der stadig. Giver det mening?
    Noget af det, der har givet mening, er begrebet empowerment, som netop har skullet bruges på kvinder, der af mange grunde ikke har været empowered, det være sig fordi, kvindekampen og den formelle ligestillingsmuligheder er gået forbi dem, det være sig fordi de tilhører en ufaglært arbejderklasse, der ikke har fået så meget skolegang, eller det være sig fordi, de tilhører en etnisk minoritet præget af traditionelle kønsroller. Socialrådgivere i USA arbejdede for empowerment af den sorte kvinde, hispanic-kvinden og andre, der var underdog - og ofte udsat for diskriminerende behandling i samfundet. Begrebet havde en em af krav om forandring - og ligefrem revolution - over sig.
    Men fra at blive brugt på den måde i 1980'erne og 90'erne er det, ifølge Freeman, gået hen og blevet misbrugt. Det blev brugt som led i en tiltagende kommercialisering. Kommercialisering vil sige, at begreber og kulturformer fra den folkelige kultur - og oprørskulturen - går hen og bliver mainstream, når reklamebranche og virksomhederne tager dem til sig i et forsøg på at få pengeværdi ud af det. Begrebet blev smart og chickt. Enhver med respekt for sig selv skulle blive empowered via powershopping af sko og tøj i de rigtige butikker. Et magasin skriver om det og opfordrer kvinder til at blive empowered ved at bringe sit i front før næste forårs- eller efterårskollektion. Lettere end at blive "empower kvinder ved at sende computere til kvinder i Indien". Men begrebet er gået fra at være opskriften på, hvordan en kollektiv gruppe kunne opnå en større grad af ligestilling til at blive et instrument for det enkelte individs selvhævdelse. Og så er kvindekampen røget med ud sammen med badevandet.

Og efterhånden blev det ligegrem chikt for berømtheder at klæde sig af og lave en selfie af sig selv i nøgen eller halvnøgen tilstand, som man sendte ud via Twitter til millioner. Det er Freemans pointe, at man måske derved fremmer sin egen status som berømthed, men at man bestemt ikke bliver empowered som kvinde igennem det. Blev den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt empowered ved at tage en selfie med den amerikanske præsident Barack Obama under en mindehøjtidelighed for Nelson Mandela?

Måske, måske ikke.

Freeman kommenterer en 4. bølge feminisme for hvilken det er forkert at kritisere kvinder for den form for selvhævdelse, for i og med at de har taget et valg, har de udført en "feministisk handling", skriver hun. I hendes øjne har "valgfemnisme" afløst "shoppingfemnisme", men det er i hendes øjne ikke blevet til mere feminisme af det. Det fører til "en stor bunke ingenting" skriver hun. De, der mest har behov for at blive empowered, er blevet ladt tilbage uden løsninger på deres reelle problemer, konkluderer hun.

Det stiller spørgsmålet om, hvordan der fortsat kan føres en ligestillingskamp for løn for ufaglærte kvinder med de hårdeste og dårligst betalte jobs, for etniske kvinder i patriarkalske familier og for fattige kvinder i u-landene? Hvad kan der gøres for de mange kvinder i deltidsjobs og midlertidige jobs; - og hvad kan der stilles op imod prostitution og kvindehandel over grænserne?

Det spørgsmål, man så kan stille, er: Skal kvindernes ligestillingskamp især være klassekampspolitik eller skal det være led i en identitetspolitik?

"Ingen klassekamp uden kvindekamp, - ingen kvindekamp uden klassekamp!", kunne man høre feminister sige i 1970'erne. - Lige indtil de fandt ud af, at nogle af de mandlige kammerater i "kampen" så dem som i værste fald sexobjekter, i bedste fald nogle, der kunne lave te til revolutionen, men som i øvrigt ikke kunne bruges til ret meget. Men ikke alle har uden videre opgivet tanken om, at kvindekamp kan være klassekamp. Hvad vil det sige?

Det kan hænge sammen med et syn på kapitalismen som et økonomisk system, der skaber hierarkier og udbytning/udnyttelse på arbejdsmarkedet, og nogle grupper, herunder traditionelt set også kvinder kommer til at rangere blandt de dårligere stillede eller marginaliserede.
Klassekampspolitikfokuserer så på at inddragel de ulighedsskabende virkninger af det økonomiske system og se kvinderne som en del af arbejderklassen, hvor interessen er at sikre løn- og arbejdsvilkår og ligestilling i samfundet m.h.t. ligelig behandling i forhold til menneskerettigheder og velfærdsstatens velfærdsområder.

Udgangspunktet for at hævde identitet er, at opfattelsen af identiteten føles ”skævvredet”. For at nævne et eksempel: Muslimen føler sig underlagt danske mediers og det danske befolkningsflertals opfattelse af, hvad det skal indebære at være indvandrer. Man føler, det er en opfattelse præget af stereotyper og fordomme og understreger for en selv og ens gruppe, hvad man mener der skal ses som den rette opfattelse ud fra den selv- eller gruppedefinerede identitet.

For feministen kan det skævvredne være de kvindebilleder, som er skabt af reklame- og modeindustrien. Her fremhæves det f.eks., at kvinder skal være så slanke, at det nærmest vil være anoreksisk selvmorderisk at forsøge at efterligne dette ”attråede” kvindebillede.
Kvinden skal gøres til herre over egen krop. Modsat reklamen siger man, at man er smuk i sin naturlighed uden den overdrevne make-up og slankning. Her er det altså en kamp for identitet på tværs af reklamens og kulturindustriens kvindebillede.
I forhold til manden kan det blive en objektgørelse af kvinder som sex-objekt eller "moderdyr".

Ifølge den socialkonstruktionistiske teori er rollerne ikke en uforanderlig del af den objektive virkelighed. Når der er få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, er det ikke fordi, kvinder biologisk har dårligere forudsætninger for den slags jobs, men det skyldes simpelthen, at vi tænker traditionelt om disse ting.
Det er ikke genetisk bestemt, at det ene køn er god til matematik og det andet til oliemaling. Det er en del af den sprogligt skabt og kulturelt formidlede virkelighedsopfattelse, og derfor kan det også ændres ved, at man begynder at formulere sig og tænke anderledes om det.
Ifølge socialkonstruktionismen tillægger vi ting i den objektive virkelighed mening igennem de sproglige og mentale processer. Man taler om den kognitive (mentale og intelligensmæssige) tilegnelse af virkeligheden. Det givne virkelighedsbillede, vi har, er overleveret til os igennem historien og den opvækst, vi har haft, hvor vi er blevet vænnet til at tænke om og tale om tingene på en bestemt måde. Mænd er handlekraftige og tager beslutninger. Kvinder er omsorgsfulde og er derfor gode til at tage sig af børn og ældre, der kræver pleje.

Socialkonstruktionisterne ser også sprog og bevidsthed som bestemt af magtforhold.
Mænd havde magten i det patriarkalske samfund, hvor magt kunne have været forbundet med fysisk styrke. Denne forbindelse er ikke længere tvingende i et højteknologisk, mere automatiseret samfund. Derfor er det naturligt at bryde med traditionelle virkelighedsopfattelser.

Det kan være strukturelle aspekter af omgivelserne, der påvirker dannelsen af kønsroller og dermed også forestillingerne om dem. Vi kan som borgere i nordiske velfærdsstater undres, når vi ser og hører om Saudiarabien, hvor kvinder ikke må køre bil og de ikke må forlade hjemmet uden mandens tilladelse. Det kan forklares ved strukturelle forhold i det traditionelle saudiske samfunds struktur (beduinstammer og overlevelse under svære klimatiske og geografiske forhold), hvor flerkoneri og maskuline magtprivilegier har haft udspring i de materielle livsvilkår.

Den materielle basis for maskuline magtpositioner er omvendt i f.eks. skandinaviske industrisamfund blevet undermineret af en helt anderledes økonomisk og samfundsmæssig udvikling, hvor velfærdsstater har givet universelle rettigheder til individer, - ikke baseret på køn eller familieforhold, men på deres stilling som individuelle samfundsborgere med rettigheder. På trods af denne udvikling er der dog stadigvæk ikke opnået fuld faktisk ligestilling mellem kønnene, heller ikke i den nordiske velfærdsstat.

Sex, Gender (kønsidentitet) og juridiske rettigheder i USA

Hvad gør man i et land som USA, hvor man ikke har så meget universel velfærd? USA er mere baseret på forestillingen om den amerikanske drøm, enerens muligheder for at klare sig i tilværelsen og realisere sin livsdrøm. Nationen er dermed mere baseret på individualisme og liberalistisk ideologi. - Traditionelt set i hvert fald.
    Derfor kan der være behov for, at andre samfundsinstanser end den offentlige velfærd sikrer rettigheder for kvinder (- og mænd i visse tilfælde).
    I USA skelner mange mellem køn og kønsidentitet med begreberne sex og gender. Sex er den fysiologiske forskel og det biologiske køn. Gender er den socialt definerede kønsidentitet.
Da domstolene har en relativt selvstændig stilling som den dømmende magt, den tredje statsmagt (udøvende og lovgivende magt er de to andre), er de med til at fortolke ligestillingsregler og trækkes ind i kampen igennem law suits (sagsanlæg) og fortolkninger af, hvad der er gældende ret (Justitsministeriet og Højesteret).
   Det baserer sig på loven The Civil Rights Act, Borgerrettighedsloven, fra 1964, der blev gennemført under præsident Lyndon B. Johnson.
   Den fik føjet sex (køn) med ind som et område, hvor man skal sikres imod diskriminerende behandling i det amerikanske samfund. Fortolkningen af denne lov har ført til en lang række af sager og retslig-juridiske kampe om kvinders (og mænds) lige rettigheder i det amerikanske retssystem. I 2016 greb Justitsministeriet (i Washington) f.eks. ind imod North Carolinas begrænsning af transkønnedes adgang til offentlige toiletter (skulle det være kønnet eller kønsidentiteten, der skulle afgøre, hvilket toilet man må gå ind på?). North Carolinas myndigheder kaldte det en "grundløs overreaktion", da de ikke mente, at lovgiverne dengang overhovedet havde tænkt på kønsidentitet, da de lavede loven, men kun på, hvilket køn et menneske er udstyret med fra fødslen. Andre forstår det på en anden måde.
Da køn kom med i 1964-loven, var det i sidste øjeblik inden dens vedtagelse. Den var mest møntet på beskyttelse af sortes mindretalsrettigheder. Derfor står der ikke meget i loven eller dens forarbejder om, hvordan lovgiverne ville have, den skulle forstås. Den er derfor blevet fortolket af domstolene (og Justitsministeriet i Washington).
Mænd får ofte højere pension end kvinder, fordi de både betaler mere ind til pensionen (p.g.a. mere vellønnede jobs) og får pension i kortere tid efter pensionering, fordi de lever kortere. Det har kvinder naturligt nok protesteret imod, og i nogle lande har man eksperimenteret med ordninger, der kunne stille kønnene lige. I slutningen af 1970'erne indførte Los Angeles Vand- og energiforsyning en bestemmelse om, at kvinder skulle betale mere ind i pensionsordningen end mænd, så pensionerne dermed ville blive lige. Det dømte Højesteret imod i 1978 med den begrundelse, at man derved erstattede en form for kønsdiskriminering med en anden og dermed blot agerede ud fra en anden kønsstereotyp.
Sexistisk adfærd (sexual harassment), f.eks. råben eller fysiske tilnærmelser blev defineret af retten i 1986 som kønsdiskrimination, som skal falde ind under lovens område. I midten af 90'erne blev det udvidet til også at gælde lignende adfærd over for en af samme køn (same-sex harassment).

Fra traditionel til (sen)moderne familie

Den traditionelle familie i det traditionelle samfund før industrialiseringen var ofte det, man kalder en udvidet familie. Ofte kunne 3 generationer være fælles om husholdning, pasning af børn og produktion i hjem og landbrug. Familien have produktionsfunktioner, udover at den også havde reproduktive funktioner (at få børn, give dem mad og opdrage dem).

Når vi ser billeder af familien, er det ofte fremstillinger af smilende, tilsyneladende lykkelige mennesker. Man har det bedst, når man lever i en familie. Men det er der åbenbart færre og færre, der gør. Antallet af skilsmisser er vokset kraftigt. Mange etablere en ny familie. Men man kan samtidig se, at antallet af singler og eneforsørgende forældre stiger.
Men det skulle ikke gøre så meget, for vi får samtidig at vide, at der ikke længere er noget stigma ("brændemærke") forbundet med et leve som single. Det kunne der være tidligere, specielt for kvinder.

Den traditionelle kernefamilie af mand, kone og 1 eller flere børn er i de senere år blevet suppleret med registrerede partnerskaber af bøsser og lesbiske. Der er her tale om kodificering (”lovliggørelse”) af noget, der var en faktisk tilstand.

I 1960’erne og 70’erne talte man en del om ”familiens krise”. Der blev henvist til et stigende skilsmissetal. Der blev endvidere henvist til, at familien havde mistet mange af sine oprindelige funktioner.

I familien i det traditionelle samfund fandt der en større produktion sted i familien. Den var rammen om et økonomisk fællesskab. I det 20. århundrede begyndte man at købe tingene i forretninger. De blev nu masseproduceret i fabrikker, og man behøvede ikke længere selv tilvirke smør, tekstiler, møbler, bolig, etc. Familien gik fra at have både produktive og reproduktive funktioner til udelukkende at have reproduktive funktioner.

    Familiens reproduktive funktion vil sige frembringelsen af nye samfundsborgere. Familien går herved hen og bliver rammen om intimitet, siges det. Det er vigtigt at få kærligheden til at fungere, - ellers går det hele slet ikke. Kravene til intimitet og til at få romantikken til at blomstre kunne være for store, og mange valgte skilsmissen.
    Det er nok rigtigt, at folk lægger mere vægt på romantik og kærlighed i dag. Men billedet af ”familiens krise” har vist sig ikke at holde stik. Det er nok op imod halvdelen af alle nyindgåede ægteskaber, der ender i skilsmisse, men folk finder som regel sammen med en ny partner. Der indgås hele tiden nye ægteskaber eller samlivsforhold, hvoraf mange består af mennesker, der har været partnere i tidligere forhold. Ganske vist kan man se, at der bliver flere og flere singlehusholdninger, men stigningen har ikke været så dramatisk, at det berettiger til en karakterstik af kernefamilien som værende i ”krise”.
    Fertiliteten målt ved antal levendefødte børn pr kvinde faldt, jf figur og tabel ovenover, samtidig med, at kvindernes arbejdsmarkedsdeltagelse steg. Der kan have været en sammenhæng, men der er også andre faktorer, der har spillet ind.
    Udviklingen i boformer har bevirket, at familien igen er blevet en vigtig økonomisk enhed, der nødvendigvis må tænke langsigtet, og som ofte er nødt til at ”holde sammen”, hvis den fælles økonomi ikke skal bryde sammen.
    Hovedparten af befolkningen bor nu i ejerboliger. I mange tilfælde drejer det sig om boliger, der er så dyre, og som er finansieret på en sådan måde, at man er nødt til at have to indtægter for, at det kan løbe rundt. Samtidig har prisstrukturen på ejerboligmarkedet udviklet sig sådan, at det er blevet en livslang karriere at være boligejer. Man starter med den billige begynderbolig på halvandet værelse i brokvartererne og ender i villaen til flere millioner i forstaden. I den tredje alder (over 50, når børnene er flyttet hjemmefra) realiserer man friværdi ved at sælge villaen og flytter evt. tilbage til en dyr ejerbolig i bymidten. For at kunne gennemføre en sådan ejerboliglivsbane, kan det være nødvendigt at undgå dyre skilsmisser. Men tænker folk så økonomisk nytteorienteret? Noget af identiteten står nok i boligen, men den ligger også i realiseringen af kærligheden som livsprojekt.
    Det betydelige antal skilsmisser og nye sammenbragte familier har påvirket socialisation og identitetsdannelse. Børn og voksne skal lære at leve i sammenbragte familier: Hvad betyder min biologiske far for mig i forhold til min ”papfar”? Når børn bruger forældre som rollemodeller, hvilken betydning får stedforældre så for identitetsudviklingen? Det er spørgsmål, der ikke er givet færdige svar på.

Ifølge mange samfundsteoretikere lever vi i dag i et senmoderne samfund. Det moderne samfund var industrisamfundet.
I det senmoderne samfund er industrien på tilbagetog beskæftigelsesmæssigt. Til gengæld bliver mange flere beskæftiget ved service og information. Der er en tiltagende globalisering, og det bevirker, at kvalifikationskravene ændrer sig hastigt på arbejdsmarkedet. Folk socialiseres til en tilværelse med mange efteruddannelsesforløb og hyppige jobskift.

    I senmoderniteten har vi fået øgede muligheder for at forholde os refleksivt til tilværelsen og de valg vi står overfor.
   Det er et multikulturelt og multietnisk samfund, vi lever i, med mange livsstile repræsenteret og individuelle valgmuligheder, især for de veluddannede i gode jobs.
   Vi har forladt traditionen og ofte også Gud, og værdierne er derved blevet relative. Refleksivitet kan oversættes ved ”eftertanke”. Vi reagerer ikke automatisk i forhold til den rolle, nogen har givet os. Vi tænker os om, før vi handler. Vi er refleksive. Det viser sig ved, at vi kan ”have mere viden med”, når der foretages valg.
    Vi har f.eks.en masse viden om skilsmisser og parforhold, som vi kan bringe på spil, når vi overvejer ægteskab og familiedannelse. Vi kan lægge CV’et på et datingsite på nettet og sidde i ro og mag og betragte ”emnerne”, inden vi beslutter os. Når vi overvejer uddannelse, ved vi måske, at kineserne uddanner 1 mio. ingeniører om året, inderne ½ mio., og at der er ved at udvikle sig et åbent verdensmarked for den slags arbejdskraft. Så måske skulle jeg vælge en mere specialiseret ingeniøruddannelse eller vælge at læse økonomi.

Opfattelsen af valgmuligheder overføres også på pardannelse og familie. Det er ikke givet, vi vil leve i en kernefamilie hele livet, som vores forældre og deres forældre gjorde. Mange gennemlever en tilværelse af såkaldt seriel monogami, dvs vi er ikke ligefrem blevet promiskuide (dvs har sex i flæng) af udviklingen, men vi har måske en række partnere igennem livet. Når der indgår børn, kommer det til at betyde familier med sammenbragte børn, som folk tager med sig fra tidligere forhold til de nye forhold, de indgår. Det kommer til at give mange udfordringer m.h.t. forventninger, roller og normer omkring "dine og mine børn".

Familien påvirkes ikke alene af de mange valgmuligheder, men også af den senmoderne livsform. Konsekvenserne for familien kan være mangeartede. Familierne kan reagere på forskellig vis.

Figur 6: Typologi af familier i senmoderniteten

Note: Figuren laver under inspiration af typologien i Karen Margrethe Dahls Phd-afhandling: Frihed, lighed, Fællesskab i teenagefamilien. KU 2014.

Sociologen Karen Margrethe Dahl har på dansk grund leveret en afhandling, hvor hun forholder sig kritisk til den beskrivelse af senmodernitetens konsekvenser for identitetsdannelsen og rollerne i familien. Forventningen hos senmodernitetsteoretikere som Ziehe og Giddens går på, at med bruddet fra traditionen og alle de muligheder, som internettet og globaliseringen, samt velstandssamfundet giver, er der rige muligheder for en kulturel frisættelse af de unge og af en demokratisk udvikling af rollerne i kernefamilierne. Det skulle betyde dannelse af et ungdomsindivid, der frigør sig fra de snærende bånd og på eget grundlag forholder sig til tilværelsens udfordringer. Det skulle netop de skandinaviske lande give gode muligheder for p.g.a. velfærdsstatens udbygning af uddannelser og SU. Unge i de nordiske lande kan flytte hjemmefra tidligere end man ser i f.eks. Sydeuropa:

Giddens ville sige, at den moderne familie giver god plads til hvert familiemedlems individuelle ønsker og handlinger, fordi den samles og forhandler om at opfylde medlemmernes intime behov for nærvær. Men min undersøgelse viser, at det er svært at give fuld plads til, at hvert medlem kan gøre deres, samtidig med at man opnår en høj grad af nærhed, fællesskabsfølelse og samtale,« siger Karen Margrethe Dahl, der pointerer, at de daglige rutiner omkring aftensmad osv. ikke nødvendigvis er nogen, der behøver at blive bearbejdet gennem samtaler:

»Især for de 15-årige er det den daglige tryghed, der er vigtigst i forhold til deres trivsel. Den familie, hvor man har et rimeligt integreret hverdagsliv, hvor man mødes regelmæssigt, hvor forældrene ved, hvem vennerne er, er den familie, der er bedst for de unge.«

Sociologen hæfter sig også ved, at den nordiske norm for de unges livsførelse, som den afspejles i blandt andet ungdomsfilm og andet kulturmateriale, vægter den individuelle frihed mere, end mange af familierne gør.

Ifølge Karen Margrethe Dahl er socialisationsprocessen dog ikke altid uproblematisk. Hendes forskning drejer sig blandt andet om, hvordan familiestrukturerne får betydning for risikoadfærd hos de unge. Det kan være problemer med misbrug af stoffer, druk og manglende koncentration om uddannelse.
Den risikobetonede adfærd findes i mindre omfang hos unge, der er vokset op i den demokratisk familieorienterede familie, hvor den tætte relation til forædrene giver størst både autonomi og tilfredshed hos de unge. Følelsesmæssig nærhed mellem - oftest møde - og børnene forenes med restriktive holdninger til (over)forbrug af alkohol og stoffer.
Det er den mest udbredte af de familietyper, der indgår i hendes undersøgelse. Der er en lav grad af individualisering i denne familietype. Man spiser oftest aftensmad sammen, og der er ikke så meget psykisk mistrivsel i familietypen. Det er ikke negativt, at familiefællesskabet er forældrestyret, når det kombineres med tæt samvær og dialog.

Modsætningen er den disintegrerede individorienterede familie, hvor den følelsesmæssige relation ikke er så tæt, men hvor der tilsyneladende kan være større "lighed" mellem voksne og børn.

"Queer" betyder egentlig "skæv" eller "mærkelig". Det er derefter gået over til at blive brugt som betegnelse for "gay" (homoseksuel). Som sådan er ordet blevet brugt til at sætte den heteroseksuelle normalitet i perspektiv. "Queer" har sat spørgsmålstegn ved den binære opdeling mellem kønsopfattelser: Enten er man det ene, eller også er man det andet. Man er enten hetero eller homo. Man kan ikke være midt imellem. Det er et binært valg (valg mellem to muligheder).
Men så simpel er virkeligheden ikke, siger queerteorien. Mange mennesker udvikler deres kønsidentitet igennem livet, og mange er netop ikke hverken eller, men evt både og - og kan være det i forskellige faser af deres liv.

Det kan også være noget, de udstiller, eller ligefrem performer med. Man konstruerer løbende sin kønsidentitet. Det er en del af ens identitet, og det er konstant i flux, i bevægelse og forandring.

Det gælder ikke alene kønsidentiteten, men også kønsrollerne. De er blevet konstrueret for den enkelte af familie og skole, f.eks. igennem opdeling af kønnene i idræt og opfattelser af, hvad der er det "rigtige" for drenge at gøre, og hvad der er det "rigtige" for piger at gøre. Der er ikke noget "rigtigt" eller "forkert". Der er noget, der konstrueres, og som hele tiden kan konstrueres om. Men Queerbegreberne skal vel også kunne analyseres og dekonstrueres?

LINKS:
Når man søger efter Ligestillingsministeriet i Google, bliver man ledt over på en hjemmeside, hvor dette "ministerium" skjuler sig som en del af Ministeriet for børn, unge og Undervisning.
Her liner man nogle hovedområder for ligestilling op, som kan undersøges nærmere:
F.eks.: Menneskehandel ,

Hvis man vil lave kvantitative undersøgelser, er der gode muligheder, bl.a. på Danmarks statistik (dst.dk), hvor f.eks. Statistikbanken indeholder længere tidsserier over udvikling i fertilitet, m.v.

I mange år brugte man skilsmissestatistikken til at "tage temperaturen" på familieinstitutionen og dens udvikling. Det blev dog efterhånden lidt hult, idet kriteriet ægteskab indgået begyndte at blive for formelt, når flere og flere boede sammen " at have papir på det". Det siger sig selv, at det er svært at indhente statistik over samboende par p.g.a. de relativt hurtige partnerskift.
Nu er man begyndt også at tælle opløste partnerskaber, jvf figuren ovenover. To af samme køn, som har indgået registreret partnerskab, figurerer med stigende tal i statistikken, og det gør deres skilsmissetal også.

Figuren ovenover viser udviklingen i den samlede fertilitet, dvs hvor mange børn 1000 kvinder får, når de aldersbetingede fertilitetskvotienter indregnes. Tallet er altså udtryk for samfundets reproduktionsevne (genskabelsen af befolkningen på samme antalsniveau (uden ind- og udvandring medregnet)). Tallet skal være over 2000 for, at der sker fuld reproduktion på længere sigt. De faktiske fødselstal kan afhænge af aldersfordelingen (hvor mange kvinder i fødedygtige aldre?).
Igennem en del år har der været en større fertilitet i de nordiske lande, f.eks. Danmark som vist ovenfor) end i f.eks. Sydeuropa og dele af Østeuropa. Det tilskrives bl.a. den universelle velfærdsmodel med dens offentlige børnpasningstilbud, som "frigør" kvindre og mænd til aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet.
Men det er interessant at se, hvordan den økonomiske konjunktur spiller ind. Der er kraftigt faldende fødehyppighed som resultat den økonomiske krise i 70'erne og finanskrisen i 2008 - .

Kilde: Statistikbanken. Mappe for løn efter arbejdsfunktion (Arbejde, Indkomst og Formue) Man kan her se løn for mænd og kvinder inden for en lang række områder. I timelønnen er indeholdt feriepenge, dvs hvis årslønnen skal udregnes på basis af fuldtidsbeskæftigelse (37 timer pr uge) skal den angivne løn ganges med 1680 timer. Tal for 2014. Fastlønnede: Typisk funktionærer ansat efter funktionæroverenskomst. De timelønnede vil for en dels vedkommende være arbejde formidlet via vikarbureauer.

Tabellen ovenover viser, at der stadig kan være store forskelle på mænds og kvinders løn, faktisk omkring 20 pct (for fastlønnede) inden for området forretningsservice, som er et relativt hastigt voksende arbejdsområde i en vidensøkonomi som den danske.

Mænd går efter hårde værdier og vil gøre karriere med høj løn og stilling med status. Kvinder efter blødere værdier, skulle en nylig undersøgelse blandt mange tusinde danske studerende vise.

Kvinderne er blødere. De går på kompromis med lønnen og prestigen, hvis de kan arbejde for en etisk virksomhed, der tager socialt ansvar. Hvis arbejdet har et højere formål, bærer det lønnen i sig selv, mener de. Det lyder måske som en udtrådt kliché, men det er ikke desto mindre virkeligheden blandt danske studerende anno 2016. Det er konklusionen på en undersøgelse blandt 15.478 danske universitetsstuderende, som rådgivningsvirksomheden Universum står bag.

"Omsorgsgen" er en fattig metafor for det socialt skabte køn. Men er det korrekt, at der er de forskelle kønnene imellem?

Note: Link til filen her. Chi2-test p<0.01 Kilde: Aalborg Universitets surveybank.

Når man undersøger køn og partistemme ved folketingsvalget 2015, ses der markante forskelle i de to køns politiske holdninger.