GLOBALISERING - HISTORIE

Globaliseringens historie kan skrives på mange forskellige måder. Her vil vi inddele den i følgende hovedperioder, der omtales mere udførligt nedenfor.

1. globaliseringsbølge (1871-1914)
1920'ernes delvise rekonstruktion
Globaliseringsmodstand og national selvforsyningspolitik (1930-1945)
2. Globaliseringsbølges keynesianske fase (1948-1973)
2. Globaliseringsbølges nyliberale fase (1980 - )

Lige siden Columbus og de europæiske kolonisatorers fremstød i nye landområder i Afrika, Latinamerika og Asien, har man kendt til øget internationalisering. Det, der er nyt med udviklingen i slutningen af det 20. århundrede er den fart, hvormed det sker, fordi der er blevet bygget elektroniske net over hele verden. Det gør det nemmere at lave servicearbejde fra et hvilken som helst sted på jordkloden og at overføre penge i løbet af brøkdele af et sekund fra et sted på kloden til et andet. Det har skabt internationalt forbundne kapitalmarkeder, hvor pengemænd ikke ser isoleret  på, hvad man kan få i afkast ved at investere penge i aktier på børsen i København, nej, de bringer hele kloden ind i deres synsfelt og vil ikke tøve med at sætte penge i et kinesisk selskab i stedet for et dansk, hvis afkastet er mere ”interessant” i det førstnævnte.

Figur  1  : Udvikling i produktion og varehandel i Verden. Faste priser. 2000 = 100

Kilde: WTO. Varehandelen er 29-doblet. Produktionen 8 doblet på de 57 år.

At det er blevet sådan, har en lang række af virkninger på verden og den måde, den er kommet til at fungere på.

Der er både fordele og ulemper ved det. For de fattige områder kan det betyde, at man meget hurtigere kan komme til at efterligne teknikken og produktionsformerne i de rige lande. Men det kan også indebære en meget ulige udvikling, idet nogle er hurtigere til at drage fordel af udviklingen end andre. Endelig kan Casino-økonomien på de internationale børser og finansmarkeder føre til sammenbrudstendenser i den globale økonomi. I nationerne har staten reguleret banksektoren og børserne med reguleringslovgivning, der f.eks. bestemmer, at bankerne skal have en bestemt del af deres indestående i reserver. Det modvirker bankkrak. På det internationale finansmarked mangler reguleringen. Der er ikke nogen global stat, og de store lande har svært ved at blive enige om, hvordan der skal reguleres.

 Figur 2: Globaliseringens hovedfaser i det 20. og 21. århundrede

Globaliseringen kan også måles på kapitalens bevægelighed, jf figur 3. Globalisering vil jo netop på det økonomiske plan sige, at virksomhederne går uden for deres hjemlande med investeringer. De investerer direkte i filialer, og de køber udenlandske virksomheder op. Egentlig globalisering vil så sige, at der ikke længere er et "hjemland" for virksomheden, men hele verden er "hjemlandet".

Figur 3: Kapitalens bevægelighed siden guldmøntfoden

Den første økonomiske globaliseringsbølge

Som det ses, var kapitalens bevægelighed også stor under guldmøntfoden. Det at man havde guld som fælles valuta, og man havde England som dominerende sømagt, der sikrede fred på verdenshavene, bevirkede en kraftig fremgang i international handel og investeringer. Det skete dog dengang i stor grad inden for imperierne, imellem moderland og kolonier.

I sin klassiske form gik guldmøntfoden ud på, at mønter og sedler i omløb kan veksles til guld. Centralbanken har en guldbeholdning, hvis størrelse er fastsat i forhold til den udstedte mængde af sedler og mønt, således at man til enhver tid har sikkerhed for at kunne indløse penge med guld. Samtidig kunne lande med guldmøntfod eksportere guld til hinanden. Det vil sige, guld kunne bruges til at betale for betalingsbalanceunderskud. Systemet blev reelt understøttet af, at det engelske pund fungerede som international reservevaluta, og London var førende finanscentrum, der fungerede som en slags bankier for Verden.

I sin ideelle form fungerede det som et automatisk konjunkturudlignende system. Hvis et land havde overskud på betalingsbalancens løbende poster, tilførtes det guld som betaling. Guldet blev vekslet til landets mønter og sedler i bankerne. Dermed steg pengemængden. Stigende pengemængde fører til øget økonomisk aktivitet, mangel på arbejdskraft og eventuelt større inflation. Dermed ville der være tendens til pres på landets produktionskapacitet og dermed til, at det pågældende lands betalingsbalanceoverskud blev formindsket.

Den omvendte mekanisme gjorde sig gældende for lande med betalingsbalanceunderskud.

Med guldmøntfoden havde man altså ideelt set et liberalt internationalt markedsregime, hvor den økonomiske aktivitet tenderede til at blive udlignet internationalt. Det var et valutasystem, der havde gunstige virkninger for den internationale handel. Eksportører, som tjente penge på udenrigshandel, havde lov til at beholde det guld eller udenlandske valuta, de havde tjent. Og importører kunne frit købe guld eller udenlandsk valuta til betaling for import.

Mellemkrigsperiode

I mellemkrigsperioden (1918-1940) gik globaliseringen tilbage. Det skyldtes landenes reaktion på den økonomiske depression i 1930'erne, der i slutningen af 1920'erne og tog fart med børskrakket i USA i 1929. Landene reagerede med at isolere sig bag toldmure. Det førte til indskrænkninger i international handel og investeringer. På den anden side skete der i disse år i mange lande en nationalt inspireret udvikling, der udviklede mange landes økonomi ganske betydeligt bag de beskyttende toldmure.
   Da I. Verdenskrig brød ud, ophævede de fleste lande muligheden for at eksportere guld for at undgå dræn på guldbeholdningerne, og pengeomløb/bankkreditter voksede eksplosivt som følge af krigsøkonomi. Dermed kunne man ikke opretholde guldindløseligheden, bortset fra  USA, som havde store guldreserver. I mellemkrigstiden forsøgtes guldmøntfoden genindført i perioder. I anden halvdel af 20’erne var den genindført i de fleste af de større handelsnationer. Det britiske pund var indløseligt med guld fra 1924-31. Det fungerede dårligt, fordi pundet kom ind i ordningen med en alt for revalueret værdi. Da London gik fra guldet i september 1931 kunne pundet blive devalueret (fra 4,87 $ til 3,50 $), hvad der umiddelbart forbedrede den britiske konkurrenceevne på eksportmarkederne.
    Guldmøntfoden kom i det hele taget til at fungere dårligere end i ”guldmøntfodens guldalder” før I. Verdenskrig. Det var nu ikke længere London, der var Verdens finanscenter. USA var ved at overtage denne rolle. USA forvaltede dog ikke sin rolle som Verdens bankier særlig hensigtsmæssigt, hvad der delvist hang sammen med isolationistiske tendenser i amerikansk politik. Man lånte nok penge ud til lande, der havde behov for det, især Tyskland, men disse landes mulighed for at betale pengene tilbage blev ødelagt af amerikanernes øgning af toldsatserne til USA, først i 1922 og igen i 1930, hvor de nåede et historisk højt niveau. USA ville dengang ikke erkende, at man var ved at blive en del af en globaliseret økonomi, hvor de økonomisk stærke måtte gå i spidsen og dels forsyne de andre med betalingsmidler, og dels sørge for, at der var handelsmuligheder. I stedet førte man en politik, hvor enhver hytter sit eget skind, hvad der resulterede i, at alle blev dårligt stillet.   

Europas økonomi var derfor præget af stagnation i en stor del af mellemkrigstiden. På enkeltindustriers område (kemi, automobiler, den nye elektromekanisme industri) var der dog på trods af krisen stor fremgang med udvikling af nye produkter og stigende produktion.

  I USA var der betydelig konjunkturfremgang i dele af 1920'erne. Der var på mange områder tale om store teknologiske fremskridt og dermed fremgang i produktiviteten. Det var katastrofalt for den globale økonomi i denne periode, at der ikke fandt en forøgelse sted i den globale efterspørgsel via frihandelsregimer og effektive betalingsformidlingssystemer. Dermed førte opbygningen af produktionskapacitet via tekniske fremskridt til voldsomt stigende overskudskapacitet.
   Afsætningen af automobiler og andre nye produkter steg kraftigt, men det fik en brat afslutning med krakket på Wall Street i 1929 og den følgende økonomiske depression. I 1930’erne var Verden præget af krise og beskyttelse af nationale markeder bag toldmure og andre former for handelsprotektionisme. Man kunne ikke uden videre købe valuta til import af varer. Det blev kontrolleret, hvad man skulle bruge valutaen til. Valutaerne var inkonvertible, dvs de kunne uden videre ikke veksles til andre valutaer. Derfor foregik en stor del af den internationale handel som bilateral (tosidet) handel, hvor man aftalte bytte af større varepartier til bestemte, aftalte priser.
    Den fortsat stigende produktivitet (produktion pr arbejder pr tidsenhed) førte i forening med den generelle økonomiske stagnation til meget høje arbejdsløshedstal i mange lande.

Globalisering og valutaudsving under det amerikanske førerskab

I den første del af perioden efter II. Verdenskrig (1945-1970) fik man stor økonomisk fremgang i nogle lande, bl.a. i Vesteuropa, som følge af bl.a. den vellykkede keynesianske politik, hvor staten skabte en velfærdsstat ved at opkræve skatter og bruge pengene til stimulans af økonomien. Samtidig gav USA i slutningen af 1940'erne økonomisk hjælp til Vesteuropa (Marshall-hjælp). Herved blev Vesteuropa forsynet med betalingsmidler, så man kunne importere varer fra USA. Det satte gang i investeringer, produktion og handel og medvirkede til Vesteuropas økonomiske genrejsning efter krigen. Globaliseringen i denne periode foregik i høj grad som en udbygning af de økonomiske forbindelser mellem de industrialiserede vestlige lande og Japan.
    Den amerikanske dollar var indløselig med guld indtil 15. august 1971, da den amerikanske præsident Nixon besluttede at ophæve guldindløselig­heden, som ellers var systemets guldgaranti for de faste vekselkursforhold. Det var simpelthen blevet nødven­digt, fordi tilliden til dollaren som følge af den amerikanske krig i Vietnam, inflation i den amerikanske økonomi og en for­ringet amerikansk betalingsbalancestilling, var ved at blive undermineret. Guldmængderne forsvandt simpelthen efterhånden med for stor hastighed ud af Fort Knox.
   Efter oliekriserne i 1970'erne (1973 og 1980) blev det vanskeligere at føre den keynesianske stimulanspolitik. Oliekriserne førte til fordyrelse af energien. Den økonomiske fremgang havde mange steder ført til mangel på arbejdskraft og kapacitetsproblemer. På den baggrund var det svært at fortsætte en økonomisk vækst med lavinflation. I stedet gik man i mange lande væk fra den keynesianske opskrift og over imod mere liberale økonomiske opfattelser. Den nyliberale opfattelse blev fremherskende i 1980'erne og 90'erne. Nu skulle man ikke længere føre stimulanspolitik ved hjælp af den offentlige sektors udgifter. I stedet skulle den offentlige sektor spare. Man fik også en liberal opfattelse af, hvordan globaliseringen skulle være. Ja, man kan sige, at globalisering i sig selv, som man opfattede ordet, er en liberal opskrift på økonomisk samkvem: Man anbefalede nedbringelse af toldsatser, frihandel - også med serviceydelser, frie investeringer og kapitaloverførsler imellem landene. Hertil kom fri valutaveksling og fri handel med aktier, obligationer og andre værdipapirer over grænserne.   
   Hvordan kan det være, dollaren kan svinge så kraftigt, som den har gjort flere gange de senere år? Dollaren var oppe på næsten 12 kr i midten af 1980’erne og svingede senere ned på og under 6 kr i begyndelsen af 1990’erne. I starten af det nye årtusinde svingede dollaren op over euroen i værdi. Hvad bestemmer egentlig valutakursers bevægelser?Da dollar og euro er internationale reservevalutaer, indgår der ofte betydelige elementer af "psykologi".  
   Der spekuleres i valutaerne, og da der daglig flyttes mange milliarder af dollars og euro på de internationale finansmarkeder, skal der ikke meget til, før kurserne flytter sig. Det afhænger af beslutninger, der tages i store virksomheder, som fremskynder betalinger eller venter med betalinger på tværs af grænserne eller valutazonerne. På kort sigt kan valutakurserne altså svinge som følge af kapitalbevægelser, der påvirker efterspørgsel/udbud af valutaen.
   På langt sigt spiller omkostnings- og konkurrenceevneudvikling en rolle. Den såkaldte købekraftsparitetsteori til at forklare valutakursbevægelserne siger, at i det lange løb vil vekselforholdet imellem to valutaer blive bestemt af udviklingen i prisindekserne (d.v.s. de gennemsnitlige priser) i de to lande. Prisindekserne kan f.eks. måles ved to ens kurve af indkøbsvarer i de to lande. Eller bare én vare, f.eks. McDonald hamburgere, der omsættes i næsten hele verden. Eller man kan se på gennemsnittet af priserne på eksport- og importvarerne.
   Vekselforholdet mellem hovedvalutaerne bestemmes dog også af magt- og konkurrenceforholdet mellem de økonomiske hovedcentre. Når dollaren steg i sluthalvfemserne, hang det sammen med en generel opfattelse af stor økonomisk styrke og amerikansk førerskab. Det medførte, at investeringskapitaler søgte mod USA. Samtidig var der skepsis over for den nye europæiske valuta euro, der blev lanceret 1.1.1999. Senere forsvandt noget af denne skepsis. Samtidig var den amerikanske økonomi præget af uholdbart store betalingsbalanceunderskud. Da præsident Bush så samtidig begyndte at sætte de offentlige budgetoverskud på det føderale budget (regeringen i Washington for hele den amerikanske union) over styr igennem kraftige forøgelser af det amerikanske forsvarsbudget, begyndte en stigende tvivl at brede sig i de internationale finanscentre, om det nu også var så sikkert uden videre at acceptere dollar og efterspørge dollartilgodehavender. Investeringerne begyndte i 2002 i stigende grad at søge imod euro-zonen og yenområdet.
   I dag er der en økonomisk skole, der hævder, at kursdannelsen på valutaer i betydeligt omfang er blevet løsrevet fra balancen i handelen med varer og tjenester. Det er en del af globaliseringen og den tilhørende fri bevægelighed af kapital, der har gjort dette.
   Det er efterhånden kun 1 pct af alle valutatransaktioner, der har forbindelse til den internationale handel. En stor del har forbindelse til de frie kapitalbevægelser, der jagter profitable værdipapirer rundt omkring i verden. Kursdannelse bestemmes altså ikke alene af købekraftsparitetsteorien; ejheller alene af globale magtforhold, men også af mere Casinoagtige elementer. Der er betydelige elementer af massepsykologi, måske ligefrem massepsykose i de internationale finanskapitalers søgen efter profitable pengeanbringelser. Det bringer et stort element af ustabilitet ind i det globale finansielle system. Sammen med de store gældsbyrder, der er hobet op i nogle af de fattige lande og mellemindkomstlande (i f.eks. Latinamerika) kan disse ting tilsammen ligge som tikkende bomber under den globaliserede økonomi og true med sammenbrud, der vil få børskrakket i 1929 til at ligne en søndagsudflugt.
   De internationale finanskapitaler havde som sagt af en eller anden grund under euroens første to leveår størst tillid til det amerikanske aktiemarked og den amerikanske økonomi. Derfor var efterspørgselen på dollars så stor, at kursen på dollar permanent lå over købekraftspariteten og de amerikanske virksomheders konkurrenceevne. Det førte til stigende betalingsbalanceunderskud, der dog let kunne finansieres, da dollaren var de "internationale penge", som alle uden videre accepterede.
   Den geopolitiske logik bevirkede samtidig i denne periode, at USA vandt  økonomisk styrke i og med, at det var den tilbageblevne supermagt i Verden. Den amerikanske IT-industri stormede frem fra dens centre i Silicon Valley i Californien og Boston-området i Massachusetts. Det var også medvirkende til, at udlændinge  blev ved med at finansiere de amerikanske betalingsbalanceunderskud. Det vil de dog kun til en vis grænse.

Figur 4: Balancen på USA's handel med varer og service over for udlandet (månedlig. Millioner dollars)

Kilde: Freelunch.com. Det er klart, at USA i længden får et problem med at finansiere et sådant underskud. I længden er det ikke nok, at man trykker de internationale penge. Investorerne, der køber de mange dollartilgodehavender, vil have en vis sikkerhed for, at den amerikanske økonomi på langt sigt er stærk.

 Den var ved at blive nået i 2002, hvor dollaren begyndte at tabe værdi over for Euro og yen, og hvor nogle iagttagere ligefrem talte om et muligt sammenbrud for dollarkursen, fordi mange så, at den var temmelig overvurderet. Hvis store dele af de penge, der var investeret i de amerikanske aktie-, ejendoms- og obligationsmarkeder begyndte at blive trukket ud for hurtigt, kunne der komme et så stort udbud af dollars, at valutamarkedet kunne bryde sammen. I betragtning af dollarens betydning for det globale finanssystem, kunne dette få katastrofale virkninger.

Figur 5: Dollar/eurokurs (dollars pr euro)

 Så vendte det, og euroen steg så stærkt i værdi, at en euro i slutningen af 2003 var lig med 1,22 US dollar. I begyndelsen af 2004 steg euroen yderligere, så selv den flegmatiske europæiske centralbank begyndte at blive foruroliget over det, og man talte om at måtte nedsætte den europæiske rente for at stoppe euroens stigning (lavere rente gør det mindre attraktivt at anbringe penge i euro-området).

3. Verdenskritik af den nyliberale globalisering

Den indiske økonom Deepak Nayvar har opsummeret virkningerne af den nyliberale globalisering siden 1980’erne således:

·        Frihandel har ført til voksende lønulighed mellem faglært og ufaglært arbejdskraft i både rige og fattige lande

·        Privatisering og deregulering har givet kapitalen fordele på arbejdskraftens bekostning næsten overalt

·        Strukturelle reformer, som har nedbragt skattesatser og bragt fleksibilitet til arbejdsmarkederne, har forstærket tendensen til ulighed

·        Kapitalmobilitet, som står i skarp kontrast til arbejdets immobilitet, har ændret selve beskæftigelsesforholdet og formindsket fagforeningernes forhandlingsstyrke

·        Regeringer har antaget deflationær makroøkonomisk politik, som har presset både beskæftigelse og vækst

·        Overskudsudbud af arbejdskraft har virket som en nedadgående kraft på reallønnen

·        Finansiel liberalisering har resulteret i en hurtig udvidelse af offentlig og privat gæld og ført til fremkomsten af en ny investorklasse

·        Større koncentration i ejerskabet til finansielle aktiver har ført til større ulighed i indkomstfordelingen

·        Global konkurrence har drevet internationale virksomheder til at konsolidere markedsmagt gennem fusioner og opkøb. Det har gjort markedsstrukturerne mere oligopolitiske

·        Konkurrence om eksportmarkeder og udenlandske investeringer imellem lande er intensiveret, et ”kapløb mod bunden”, hvad der har ført til en ulige fordeling af gevinsterne ved handel og investering

Denne kritik er meget udbredt i store dele af de fattige landes universitetsmiljøer. Man mener ganske enkelt ikke, at den "frihandelsordning", de rige lande og deres storvirksomheder kalder "globalisering", er udtryk for en "fair deal".

Handelsforhandlingerne i WTO

 Det er denne modstand og kritik, der er med til at forklare sammenbruddet ved Cancun-forhandlingerne i WTO's Doha-runde i september 2003. En gruppe af fattige lande med Brazilien, Sydafrika og Indien i spidsen satte sig imod, at der skulle indgås flere "ulige handelstraktater". 24. juli 2006 brød Doha "udviklingsrunden" igen sammen. Denne gang skete det især på modstand fra nogle store u-landes side mod at sætte deres toldsatser ned, samt USA's, EU's og Japans manglende vilje til at fjerne beskyttelsen og subsidieringen af landbrugsproduktionen.
 

    Hvad vil der så ske med handelsforhandlingerne? Nogle iagttagere mener, at det skete har været en sådan kold douche for de dominerende handelsblokke, at der vil komme større kompromisvillighed, og man vil samles igen, først på embedsmandsplan, og dernæst få lavet en aftale.
    Under alle omstændigheder vil der ske det, at den manglende multilaterale aftale vil føre til forhandlinger om bilaterale aftaler. Det vil ikke være til u-landenes fordel, idet de økonomisk svagere lande med ringe handel vil have svært ved at hamle op med de handelsmæssige giganter. Hvis alle WTO's 149 medlemslande skal lave bilaterale handelsaftaler med hinanden, skal der indgås over 11000 bilaterale handelsaftaler.
    De bilaterale aftaler indeholder som regel forskellige præferencer, der kan være sukkeret, der får aftalen til at glide ned hos det u-land eller nyindustrialiserede land, der indgår aftalen med en af den tre "store" Samtidig får det store land en sikret adgang til investeringer og servicehandel. Præferencerne er egentlig imod WTO's og forgængeren GATT's (General Agreement on Tariffs and Trade) grundprincip, der hviler på princippet om ikke-diskrimination: Andre medlemmer af WTO skal stilles lige så godt som det medlem, man giver de største fordele.
    Man kan forestille sig, hvordan et sådant handelssystem vil komme til at se ud, når man forstørrer de bilaterale aftaler, der findes i dag, op til et globalt system. Der vil være tre store centre, hvorfra de bilaterale aftaler vil stråle radialt ud. De store handelsstrømme vil gå fra radiernes yderpunkter ind mod centrum. Der vil ikke være så meget handel mellem yderpunkterne (de svage økonomier) indbyrdes.
    Det er naturligvis ikke sikkert, det kommer til at gå så galt. Det er tænkeligt, at man finder sammen og styrker multilateralismen over for denne regionaliserede bilateralisme. Det vil være i de svagere økonomiers interesse, hvis det sker, men nok kun på en måde, hvor man samtidig indbygger fair trade rammer for handelen. Ren frihandel i et multilateralt system er nok pt en utopi, og det vil nok kunne føre til cementering af de stærke økonomiers fordele.