KULTUREL GLOBALISERING

Når man forbinder økonomisk globalisering med kulturel globalisering har der hovedsagelig været to hovedopfattelser. Den  første opfattelse siger, at der sker en homogenisering af kulturmanifestationer via den globale økonomis påvirkning. Madlavning homogeniseres, når vi alle bruger færdigretter fra en stor multinational virksomhed. Til sidst glemmer vi måske at lave vore traditionelle egnsretter. Den anden opfattelse siger,  at der på trods af den globale økonomis gennemslag vil være tendenser til understregning af lokale kulturforskelle. Man reagerer på homogeniseringstendenserne ved at understrege det, der har været - og er - ens lokale egenart og identitet.
    I forbindelse med den anden antagelse har man også lagt vægt på, at  internationalt arbejdende virksomheder, medier og  internationale varemærker ofte forsøger at udvikle sig ved at knytte an til lokale kulturer. Virksomhederne kan forsøge at tilpasse sig ved at lave lokale varianter af deres globale brands. Der kommer f.eks. en asiatisk variant af BigMac'en. 
   En tredje opfattelse er kulturteorierne, der ofte tager udgangspunkt i antropologiske undersøgelser og teorier om folks omgangsformer, sociale roller og hverdagslivskultur.

Internet og amerikanske mærker

Internettet er amerikansk i sin oprindelse og er stadig domineret af det amerikanske sprog og amerikanske internetudbydere. AOL (America Online), Time-Warner, Hollywood, Walt Disney og de store kommercielle amerikanske TV-udbydere er globale i deres rækkevidde.

Levi’s blev internationalt kendt cowboytøj, der er blevet solgt over hele kloden. Globaliseringen er også smag og mærkevarer af internationalt tilsnit. Det betyder naturligvis ikke, at alt vil blive homogeniseret. I mange tilfælde vil de multinationale virksomheder opnå deres styrke ved at tilpasse sig lokale særpræg. Så opstår der forskellige såkaldte hybridkulturer (blandingskulturer). Den måde, hvorpå en kultur bliver hybridkultur, er imidlertid skabt delvist af globaliseringen.

De amerikanske multinationale koncerner har en dominerende indflydelse – ikke alene økonomisk, men også kulturelt via deres varemærker og deres måder at organisere sig på. Europæiske og japanske multinationale har dog været hurtige til at efterligne deres metoder, og i nogle tilfælde er det multinationale fra disse to andre rige områder, der har spillet førsteviolin i de rige landes økonomiske ekspansion i de fattige områder.
 

Varemærker og livsstilsprodukter

En del af kulturen i traditionel forstand er reklame, mærkevarer og livsstil. I begyndelsen af 1990’erne fik den verdensberømte amerikanske basketballspiller Michael Jordan 20 mio. dollars af skoproducenten Nike i sponsorkontrakt. Det var mere end 30.000 arbejdere i Nikes phillipinske og andre sydøstasiatiske produktionssteder fik i samlet løn. Det siger lidt om værdiskabelsen i den globale økonomi. Pengene er ikke tilbøjelige til at lande hos dem, der laver den manuelle produktion. De lander i stedet hos de, der producerer symbolerne, de, der udnytter viden til afsætning af varer, og de, der formidler og ejer pengestrømmene. I begyndelsen af det 21. århundrede var Nike helt ophørt med at producere sko selv. Alt blev lavet på licens for Nike. Det betød imidlertid ikke, at Nike var ophørt med at tjene penge. Tværtimod. Alle pengene bliver hentet ind der, hvor de fleste penge tjenes i den nye økonomis forbrugsvaresektor, i design, markedsføring, idéudvikling, den del af processen, der kræver viden og kapital  –  samt et højt uddannelsesniveau.

Når det gælder forbrugermarkedet, livsstilsprodukter m.v. var den globale økonomi i begyndelsen af det 21. århundrede blevet en økonomi domineret af vestlige, især amerikanske, varemærker.  Det betød samtidig en globalisering af amerikansk livsstil og kultur. Levi’s var ikke bare noget, et amerikansk præsidentpar iførte sig for at demonstrere afslappet livsstil. Det blev tøjmode for hundreder og millioner af mennesker over hele kloden.

Samtidig er det kommet til at vidne om hurtigheden i de globale nets omskiftelighed, at Levi’s nu selv ser ud til at blive offer for de hastigt skiftende globale modeluner. Ungdommen begyndte i sluthalvfemserne at tage en anden tøjmode til sig. Levi’s nåede ikke i tide at følge med, og virksomheden måtte ty til store afskedigelser og omstruktureringer.

Globale mediekoncerner

Har du nogensinde talt op, hvor stor en del af det TV, du ser, eller de computerspil, du spiller, der er produceret i USA?
    Det bliver vist en temmelig stor andel. Amerikanske TV-serier kan ses over det meste af Verden. Hvis man er i et afrikansk eller latinamerikansk land og tænder for fjernsynet på et tilfældigt tidspunkt, vil sandsynligheden for at man rammer ind i et amerikansk TV-produkt være temmelig stor. Det skyldes, at USA var først på pletten med TV og produktion af TV-serier (bl.a. de såkaldte "soaps", sentimentale fortællinger i billedform) før alle andre, og at det amerikanske mediemarked er så kæmpemæssigt. Hvis man vil sende billigt fjernsyn ud i æteren, så hedder opskriften: at henvende sig til amerikanske mediesælgere og købe serier til "spotpris". Så har man noget at fylde i sin TV stations programflade, så man ikke behøver at ansætte så mange dyre medarbejdere. Samtidig betyder det, at billederne af den amerikanske kultur og "The American Way of Life" fylder bevidstheden hos millioner af mennesker. En familie i Rio de Janeiros slum ved mere om gaderne i New York og San Francisco end om gaderne i down town Rio.
    I dag er det globale medieudbud ved at blive domineret af nogle få kommercielle gigantudbydere. Man kan nævne i flæng: AOL Time Warner, der er Verdens største mediekoncern. Den udbyder alt, lige fra internetforbindelser (American On Line, AOL) til tidsskrifter, bøger og film og TV-serier (Warner Communications). Af andre store mediekoncerner kan man nævne rigmanden Rupert Murdochs News Corporation, Silvio Berlusconis Mediaset, Vivendi Universal og Walt Disney Company.
    Silvio Berlusconi er ikke alene Italiens rigeste mand. Han er også blevet landets ministerpræsident. Mange mener, at kontrollen over tre landsdækkende kommercielle TV-stationer, der står for op imod 90 pct af mediudbudet i Italien, har været en god hjælp til at få det fornemme politiske hverv. 

McDonaldisering og Wal-martisering - globale servicekoncepter og deres kultureffekter

Der er næppe noget mere typisk symbol på globaliseringen af madkultur end McDonald's. Ethvert barn i snart sagt hele Verden kender McDonaldssymbolet.  De to brødre Dick og Mac McDonald åbnede den første drive in hamburgerrestaurant lige før II. Verdenskrig I Californien. I dag findes McDonalds restauranter over hele kloden, og der åbnes stadig nye i stort tempo.
   De amerikanske forretningsfolk var hurtige til at se mulighederne i "industrialiseringen" af servicesektoren. Prisen på restaurantmad kunne reduceres ved at lade kunderne hente maden, selv rydde af bordene, købe ensartede produkter, der var fremstillet på ensartede måder, - ikke noget med a la carte bestilling. Samtidig sendes personalet på kurser på Hamburger Universitetet ved Chicago, så de lærer effektiv organisation og kundevenlig betjening. Igennem standardiseringen af produktet er McDonald's samtidig blevet en effektiv indkøbsorganisation, der køber ind af råvarerne i så store mængder, at producenterne af brød, kød, ketchup, og hvad virksomheden ellers bruger, kan presses ned i pris. På den måde kan der tjenes penge, selv om priserne er lave, og virksomheden går sin sejrsgang over hele kloden. Det er en så globaliseret virksomhed, og produktet er så standardiseret, at prisen på en "Big Mac" kan bruges til at måle prisniveauerne over hele Verden. Det sker i det såkaldte burgerindeks.
    Den er dog samtidig blevet symbolet på den amerikaniserede globalisering. McDonaldsbutikker er blevet smadret, ikke alene på Nørrebrogade i København, men også i Frankrig af José Bové og hans globaliseringsskeptiske bondebevægelse.
    En anden af de amerikanske servicegiganter, der for øjeblikket går sin sejrsgang over store dele af jordkloden, er Wal Mart Stores. Den står som selve symbolet på forstadsindkøbskulturen: Køre i bil med stort bagagerum til det lokale indkøbscenter med kæmpeparkeringsplads. Her tager man en kæmpeindkøbsvogn, som fyldes med alt lige fra babymos, over Heinzsuppe til giant Cokes, Kelloggs morgenmadsprodukter og andre standardvarer, der præsenteres i ens indpakninger fra Los Angeles over Pittsburgh til Frankfurt. Så kører man hjem til parcellen og fylder det hele i sit kæmpekøleskab.
    Den blev grundlagt af Sam Walton i 1962. I et Wal Mart Supercenter kan man købe alt, lige fra øjenmakeup til hostemedicin. Hemmeligheden bag virksomhedens succes er effektiv organisation, nådesløs priskonkurrence og en markedsføring, der spiller på alle hverdags- og popkulturens former, lige fra balloner til børnene og til anvendelse af tegnefilmsfigurer og kendte mennesker.
    Wal Mart er modstander af fagforeningsmedlemsskab blandt de ansatte. Man forsøger at skabe korpsånd hos personalet ved at indbyde/tvangsindskrive dem til lørdagskomsammener, hvor højere Wal Mart funktionærer kommer og fremlægger de seneste salgstal og investeringsplaner, og hvor man slutter af med "the Company Cheer" (virksomhedens "hurraråb") anført af ledelsesmedarbejdere: "Give me a W. Give me an A..., etc". De ansatte kaldes ikke arbejdere eller medarbejdere, men "Associates" ("kompagnoner").  Baggrunden for the Wal Mart cheer er i sig selv global. Sam Walton, Wal Marts grundlægger, var på besøg i en tennisboldfabrik i Korea, hvor arbejderne udførte en virksomhedshurra samtidig med en skønhedsgymnastik (callisthenics), mens han var der. Sam blev grebet af ideen og kunne ikke vente med at komme hjem og prøve den af i sine virksomheder. Som han sagde: "Bare fordi vi arbejder så hårdt, behøver vi ikke gå rundt og være lange i ansigterne hele tiden - mens vi laver alt dette, kan vi også have det sjovt. Det er en slags "Fløjt-mens-du-er-på-arbejde-filosofi." En del af den globale kultur er også, at managementfilosofien har tendens til at blive global. Man talte for nogle år siden meget om "japansk management", som alle forsøgte at efterligne. McDonald's og Wal Mart påvirker også den globale service- og managementkultur. 

The Wal-Mart Cheer Give me a W! Give me an A! Give me an L! Give me a Squiggly! Give me an M! Give me an A! Give me an R! Give me a T! What's that spell? Wal-Mart! Who's number one? The Customer! Always! Don't be alarmed if you hear these enthusiastic shouts from our associates as you're shopping at your favorite Wal-Mart store. All the noise is our Wal-Mart cheer Ordliste: Spell: Fortryllelse Customer: Kunde alarmed: Foruroliget associates: Wal Marts betegnelse for en ansat cheer: Hurraråb, jf også begrebet "cheerleader"

Wal Mart's grundlægger danser en Squiggly Fra Wal Marts hjemmeside om Wal Mart kulturen

Coca-Colanisering 

"Things go better with Coca Cola" - "The Real Thing". Alle har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med Coca Colas reklameslogans og varemærke. 
   Dette varemærke er vurderet til - alene varemærket - at have en værdi på 79 mia $ (Business Week). Det er dermed Verdens dyreste brand. Coca Cola er blevet associeret med livsstil og kultur. Men det har samtidig også fremkaldt modstand mange steder i Verden. Mange steder i u-landene har man set Coca Cola som symbolet på amerikansk både økonomisk og kulturel imperialisme. Begrebet "Coca-Colanisering" er lavet af indere, der kæmpede imod gigantvirksomheden i pesticidrest-sagen i 2006. Coca Cola og Pepsi Cola har i mange år været udbredt i hele Indien. De to amerikanske mærker har for længst udkonkurreret indiske softdrinksfabrikanter. I 2006 førte undersøgelser lavet af det New Delhi baserede Centre for Science and Environment, "Centret for Videnskab og Miljø" (CSE), til afsløring af pesticirester i flasker med cola fra de to producenter. Flaskerne var indkøbt forskellige steder og blev testet på laboratoriet i New Delhi.  Der blev fundet pesticirester i flere af prøverne, der langt oversteg de grænseværdier, som den indiske kontrolmyndighed Bureau of Indian Standards havde sat som forsvarlig.
    Sagen førte til, at nogle indiske delstater helt forbød salget af de to amerikanske mærker i skoler og offentlige kontorer. Kerala i Sydindien indførte et totalforbud imod drikkene, hvad der hurtigt førte til et sagsanlæg ved indiske domstole fra de to virksomheders side. En højtstående embedsmand i det amerikanske handelsministerium, Franklin Lavin, beklagede dette "tilbageslag" for den indiske økonomi. "På et tidspunkt, hvor Indien arbejder hårdt for at tiltrække og fastholde udenlandske investeringer, ville det være uheldigt, hvis diskussionen blev domineret af de, der ikke ønsker at behandle fremmede selskaber retfærdigt" (citeret efter The Economist 26.8.06).
    Sagen siger lidt om det pres, et u-land kan blive udsat for, når det konfronteres med de multinationale selskaber. Nu er Indien ikke et hvilket som helst u-land, og der blev slået kraftigt igen på forskellige måder. Sagen blev omtalt i nogle indiske medier som "Coca-colaniseringen" af Indien. Nogle så softdrinken som symbolet på globaliseringen: "Den er sød, lokkende og ganske glamourøs. Men den gør dig ikke alene fed og får dine tænder til at rådne op - den viser sig også at være giftig". Det varede heller ikke længe, før der i "Bollywood" i Bombay, hvor der laves flere hundrede film om året, blev lavet filmen "Corporate" inspireret af CSE's kampe med Colagiganterne. Man ser altså i dette eksempel, hvordan udbredelsen af globaliseringens brands kan føre til modkulturelle billeder. Det gælder i det hele taget en lang række af "Bollywoods" produkter, der distribueres til store dele af det sydlige Asien og Mellemøsten.  Den dag er måske ikke fjern, hvor Indien får sine egne globale brands. Det vil kunne ændre globaliseringens kulturelle dimensioner.   
 

Appadurais kulturteori

Samfundsforskeren, antropologen Arjun Appadurai, der er af indisk afstamning, interesserer sig for kulturstrømme set ud fra fem dimensioner, som han kalder ”landscapes” (”landskaber”). En kultur er ikke for ham en given størrelse. Derfor vil han ikke bruge det i substantivisk form[1], men kun i adjektivisk form, dvs som tillægsord, f.eks. i ordet kulturstrøm. Når man siger ”kultur” som et substantiv gør man f.eks. et folks kultur til noget objektivt (i verden) eksisterende, og det er en tilsnigelse i den hastigt skiftende verden, vi lever i. På et givent tidspunkt kan man måske godt sige, at et folk ”har en kultur”, men et øjeblik senere er denne kultur en anden. Det sker som følge af de hastige ændringer af teknologisk og mediemæssig art, der hele tiden finder sted, og som indgår i menneskers forestillingsverden. Kultur er det, der markerer en forskel med hensyn til gruppeidentitet. Når vi altså siger, at en muslimsk indvandrer er kulturelt forskellig fra den etniske dansker, tænker vi ikke tørklæde, kolonihave og flag som givne objektive størrelser, men ser i stedet en kulturel forskellighed blive markeret af henholdsvis den ene og/eller den anden og om henholdsvis den ene og den anden.  

 Kulturstrømmenes fem dimensioner er ethnoscapes, mediascapes, technoscapes, financescapes og ideoscapes. Pointen er, at den kulturelle globalisering sker i et samspil mellem disse ”landskaber”. Der kommer hele tiden påvirkninger udefra. De omformes efter, hvordan sammenstillingen af ”landskaberne er”. Det moderne subjekt er konstant åben over for nye fortolkninger af Verden. Et vigtigt begreb er her ”The Imagined Self”, som er den enkeltes selvforståelse. Selvforståelsen sker igennem fortolkning og tilegnelse af billeder udefra. Man forestiller sig, hvordan andre har det, samtidig med, at man fortolker sin egen situation. 

Et etnoscape er et “landskab af personer, der udgør den omskiftelige verden, vi lever i . Det være sig turister, immigranter, flygtninge, gæstearbejdere. Alle disse – og andre grupper, der bevæger sig, er et vigtigt træk ved verden, som påvirker nationers politik og det politiske spil imellem nationer”. Man kan f.eks. tænke på forholdet mellem USA og Mexico, der stod på den anden ende i 2006, da et flertal i Det republikanske parti i Kongressen ville skærpe den amerikanske immigrationslovgivning. Det var typisk for Appadurais teori, at man under indtryk af medierne dannede sig alle mulige forestillinger om sig selv, hinanden og mulige verdener. Massemigration er ikke noget nyt. Det, der er nyt med massemediernes udbredelse i det 20. århundrede, er sammenstillingen af migrationen med massemediernes billeder. Det betyder en hel masse for subjektdannelsen, siger Appadurai. Man kan tænke på tyrkiske gæstearbejdere i Tyskland, der hører radio eller ser TV hjemmefra. Eller hvad med danske muslimer, der følger med i fredagsbønnen i en moské i det land, de eller deres familie kommer fra.

Figur : Skitse af Appadurais globale kulturteori



Technoscape er teknologien i alle dens former, både mekanisk (f.eks.maskiner og transportmidler) og af informationsmæssig og kommunikationsmæssig art (f.eks. internettet). Teknologien er i dag blevet alt andet end stillestående. Den flyder hastigt over grænser fra land til land. Ny teknologi kan hurtigt blive optaget af en befolkning. F.eks. lagde Kina igennem 1990’erne ”motorveje” af lyslederkabler op og ned ad den østkinesiske kyst. I løbet af få år havde flere hundrede millioner kinesere fået mobiltelefoner og adgang til internettet. Det førte til dannelse af nye billeder af Verden hos den enkelte kineser. Teknologien danner grundlag for den økonomiske globalisering f.eks. i form af outsourcing af servicearbejde.

Financescape er forbundet med informationsteknologiens udvikling. Det er den dimension af globaliseringen, der drejer sig om muligheden for at flytte penge ved at klikke på en computertast. Aktiekursernes udvikling kan studeres på computerskærme, og man kan ved at gå på nettet og kontakte sin bank købe aktier i Hong Kong eller ejendomme i Tyrkiet. Enorme kapitaler kan flyttes i løbet af meget kort tid. Det er noget forholdsvist nyt. Tidligere var kapitalbevægelserne kontrolleret igennem valutareguleringer, der f.eks. påbød, at Nationalbanken skulle informeres, eller man skulle søge i denne om valuta. Sådan er det ikke på de frie globale markeder i dag.

Tilsammen giver disse tre ”scapes” et mønster af uforudsigelighed i Verden. De påvirker hinanden og skaber bevægelse frem og tilbage. Det kan være strømme af mennesker, der rejser efter deres forestillinger om bedre livsbetingelser et andet sted. Det kan være narkohajer, der skal hvidvaske penge. Det kan være turiststrømmene til Acapulco, Cancun eller Mallorca, der reagerer på nyhedsstrømme om øget terrorisme.


Mediascapes refererer både til fordelingen af de elektroniske muligheder for at skabe og fordele information og til de billeder af Verden, der skabes af medierne. Hvad er det f.eks. for en verden, der blev skabt for os, da den amerikanske medieindustri i Hollywood opnåede global udbredelse? Vi er alle vokset op med Walt Disney, Humphrey Bogart, Robert Redford og Woody Allen. Og det har påvirket os på forskellige måder. Medierne danner billeder, der udsætter os for det, der er ”smart og rigtigt” på det givne tidspunkt. De massemedier, der opnåede stor udbredelse i det 20. århundrede, film, radio, fjernsyn, video påvirker med deres masseudbredelse den i forvejen eksisterende kommunikation, f.eks. bøger og samtaler:

They are resources for experiments with self-making in all sorts of societies, for all sorts of persons. They allow scripts for possible lives to be imbricated with the glamour of film stars and fantastic film plots . Det kan oversættes til: ”De giver ressourcer til eksperimenter med selv-dannelse i alle slags samfund, for alle slags mennesker. De giver muligheder for, at manuskripter for mulige liv får elementer fra film stjerners og fantastiske film plots glamour indbygget i sig”.

Man kunne tilføje computerspil til listen i dag. De moderne massemedier blive en væsentlig bestanddel i dannelsen af det moderne subjekts identitet. Der sker ved, at man tankemæssigt og forestillingsmæssigt ”prøver sig selv af”
Enhver person med en bredbåndsforbindelse og en computer kan i dag læse weblogs og hjemmesider, nyheder, etc. om alt, hvad der rører sig i Verden. Man kan kommentere på det. Man kan oprette sin egen weblog og blive blogger. Flere og flere får muligheden for at deltage på den ene og den anden måde. Videokameraker og digitale kameraer er blevet billigere og muliggør en spredning af medieteknologien, som man ikke tidligere har set magen til.
Den enkelte får adgang til et stort antal fjernsynskanaler. Pointen her er ikke, at det kan være svært at vælge, men at de mange billeder giver anledning til, at den enkelte danner sig forestillinger om Verden. Hvert enkelt ”forestillingsrum” er unikt, men det er dannet ved hjælp af billeder, der i stort omfang er fælles. Der er ikke altid nogen klar skelnen mellem det, der er opdigtet (fiktion) og det, der er facts. Det meste er konstrueret på den ene eller anden vis i mediernes billede- og tekstverden. Det stiller den enkelte fri til at udforme sine egne billeder. Vi har alle på nethinden billeder af angrebet på World Trade Centre 11.9.2001, men billederne sættes sammen forskelligt i de enkelte forestillingsrum. På den måde er billeder og kultur specifikke under globaliseringen.

Ideoscapes er dannelse af billeder, der har forbindelse til politiske og ideologiske forestillinger. De kan have fælles oprindelse, men udformes forskelligt lokalt. F.eks. kan billedet og de politiske/ideologiske forestillinger om globalisering være meget forskellig i Danmark og et fattigt land i Latinamerika. I Danmark ser man mulighederne ved globaliseringen. I et latinamerikansk land ser man den måske som en trussel, der kommer fra amerikanske investeringer og kultur. Det kan være den samme ideologi, liberalistisk eller socialistisk, danskeren og mexicaneren reagerer ud fra, men den ”historie”, der fortælles med relation til ideologien kan være meget forskellig det ene og det andet sted.

Når man skal forstå den kulturelle globalisering, så mener Appadurai, at det er vigtigt at gøre sig klart, at globaliseringen ikke nødvendigvis fører til større enshed. Vi kan nok få de samme multinationale selskaber, produkter og brands bredt ud over hele kloden, men de vil oftest have særlige lokale udformninger. En Carlsberg vil ikke være det samme produkt i Danmark og Malaysia. Medierne hjælper os til at danne forestillinger. Det at være loyal over for et mærke (brand) kan være udtryk for, at man danner det, Appadurai kalder sit imagined self (det forestillede selv) ud fra givne billeder, der hjælper en til at fortælle ”hístorien” om en selv. Man drikker den bestemte øl, fordi det forbindes med billeder af mænd på en arbejdsplads, af hip-hoppere i det københavnske natteliv, eller hvad det nu kan være.

Det er ikke kun i de moderne, højtudviklede samfund, at medierne giver materiale til forestillingerne om, hvordan man kan leve. Det gør de også i de fattige lande, hvor man måske danner sig (overdrevne) forestillinger om livet i Europa eller Amerika. Disse billeder bliver en del af det sociale projekt, man har gang i, f.eks. at man vil søge til at andet land at leve i. Omvendt i de rige lande kan man have forestillinger om ”oprindeligheden” hos de indfødte befolkninger i fattige lande og ønske at komme dertil som turist. Det er et socialt projekt at komme dertil på udveksling eller som turist, idet det sociale projekt baseres på den konstruerede ”historie”, der igen er udsprunget af mediebilleder.


 

Mohammedkrisen

Globaliseringsteoretikeren Jan Aart Scholte definerer globalisering på følgende måde: ”Processer, hvorved mange sociale relationer bliver relativt afkoblet fra territoriel geografi, således at menneskelige liv i stigende grad udspilles i verden som ét sted”. Hvor det før var stater, der spillede sammen, er det nu individer, grupper eller virksomheder, der interagerer på kryds og tværs i verden.
   For Muhammedkrisen kan man således sige, at den viser, at hvad man før troede var noget,der skete internt i landet, indenrigspolitik, nu er blevet udenrigspolitik. Det rykker uden for landets grænser uden, at man har opdaget det, blot ved, at nogle i udlandet tager det op. Selvfølgelig var der nogle, der befordrede processen, da den var kommet i gang. Danske imamer rejste f.eks. til Mellemøsten med tegningerne og viste dem frem.

 I lighed med Appadurai tillægger Jan Aart Scholte de ikke-økonomiske forbindelser betydning. Derfor mener han også, at globaliseringen er et forholdsvist nyt fænomen: “Hvis man ser globalisering som stadig mere intense transplanetære eller transverden relationer mellem mennesker, så har den overvejende forøges af disse supraterritorielle forbindelser fundet sted over de sidste 50 eller 60 år.

 Kan man bruge Appadurais teori til en undersøgelse og analyse af en større globaliseret kulturel begivenhed, som f.eks. Mohammedkrisen? Eller er der en anden teori, der vil være mere oplagt, f.eks. teorien om civilisationernes sammenstød (Clash of civilizations).

Den såkaldte Mohammed cartoons crisis opstod i efteråret 2005, da Jyllandsposten bad danske tegnere illustrere profeten Mohammed. Da avisen havde publiceret tegningerne, hvoraf én viste Mohammed med en rygende bombe i turbanen, opstod der en diplomatisk krise mellem Danmark og flere lande i Mellemøsten, idet mange islamfortolkere mener, at man ikke bør fremstille billeder af profeten. Det er et spørgsmål om fortolkning af islam og koranen. Rent faktisk er Mohammed blevet fremstillet i billeder, - også af muslimer. Specielt var der imidlertid i den aktuelle sag selvsagt stor utilfredshed med, at profeten blev forbundet med billeder af terrorisme.
     En gruppe ambassadører fra mellemøstlige lande bad om et møde med den danske statsminister. Det afslog denne. Herefter eskalerede ”Mohammedkrisen”. Der var store demonstrationer i mange muslimske lande, hvor danske flag og ambassader blev brændt af. Mange så det som ”civilisationernes sammenstød”. Man havde svært ved at forstå hinandens kultur og religion. I Vesten satsede man på sekularisering (et samfund baseret på verdslighed (ikke-religion), rationel tænkning og videnskab). Fra dansk side ville man forsvare frihedsrettighederne, herunder ytringsfriheden, der er beskyttet i den danske grundlov:

Ytringsfriheden er en væsentlig del af det danske samfunds værdigrundlag. Det er en del af frihedsrettighederne og demokratiet, som går tilbage til oplysningstiden (omkring år 1800), og som der stod en væsentlig forfatningsmæssig og politisk kamp om i det danske samfund op igennem det 19. århundrede. Kampen sluttede foreløbig med det parlamentariske demokratis sejr ved systemskiftet i 2001. Derfor drejede en væsentlig del af kampen under Muhammedcartoonskrisen sig set fra dansk side om fortolkningen af ytringsfrihedsbegrebet. Der var to lejre i debatten, en, der sagde, at man under indtryk af globaliseringen var nødt til at tage hensyn til indskrænkningerne i ytringsfriheden (f.eks. defineret i paragrafferne ovenover), og en anden, som sagde, at man ikke skal "give køb" på ytringsfriheden, fordi man udsættes for pres udefra.

    I nogle af de muslimske lande satte man islam i centrum af samfundslivet og havde f.eks. sharialovgivning, dvs lovgivning baseret på fortolkninger af Islams regler.
    Mohammedkrisen er et kompliceret sammenspil af mange faktorer. Man mener f.eks., at de konservative regimer i flere Mellemøstlige lande, f.eks. Saudi-Arabien, Syrien og Ægypten har spillet en stor rolle. Krisen har været et middel til at samle folk om noget, man kunne være fælles om, så evt. kritik af regimet forstummede. Samtidig er der dog heller ingen tvivl om, at mange muslimer har følt sig krænket af tegningerne.
    Er "Mohammedkrisen" så glemt igen, som det gælder så mange aktuelle mediehistorier? Det er spørgsmålet. Det er måske også et spørgsmål om, hvor man forhører sig? Berlingske Tidende sendte i august 2006 et par journalister til Ægypten, hvor de forhørte sig om dette spørgsmål. Man interviewede bl.a. Sheikh Sayyed Tantawi, der som storimam og leder af det historiske Al Azhar universitet i Cairo - verdens ældste universitet skulle være "åndelig leder for en milliard muslimer".

Gentagelse af Muhammedkrise igen, igen,....

Et år senere var den gal igen med nye Muhammedtegninger. Denne gang var anledningen Dansk Folkepartis Ungdoms landsmøde i august, hvor en del af underholdningen den ene aften bestod i en konkurrence om tegning af profeten. Efter indtagelse af en del øl har det kunstneriske resultat nok ikke været storslået, men ét resultat var bl.a. et billede af Muhammed som kamel, der tissede og med otte pukler, der bestod af ølflasker. Det var nok ikke meningen, det skulle ud til offentligheden, men hvad deltagerne i sommermødet ikke vidste var, at en af deltagerne havde meldt sig ind i DFU alene med det formål at registrere, hvad der foregik, og han optog videofilm af tegningskonkurrencen og offentliggjorde dem på sin hjemmeside, Defending Denmark. Den nye gratisavis Nyhedsavisen bragte videoerne på sin hjemmeside. Og så var løjerne igang igen. Nyheden om de nye Muhammedtegninger bredte sig som en løbeild over Mellemøsten, og reaktionerne var kraftige. Det muslimske Broderskab i Ægypten opfordrede til fornyet boycott af danske varer, og billederne blev fordømt af bl.a. den iranske præsident og islamiske organisationer.   Da der kunne være mulighed for at genkende nogle af de unge fra videoerne, blev disse fjernet fra Nyhedsavisens og Denfending Denmarks hjemmesider.
    Under valgkampen op til folketingsvalg 13. november var der deja vu engang til. Dansk Folkeparti havde lavet nogle valgannoncer, deriblandt en med et billede af profeten. Det blev fordømt af en repræsentant for Den arabiske Liga og religiøse overhoveder i Mellemøsten, men denne gang nåede krisen ikke at eskalere på samme måde som tidligere. Dansk Folkeparti forklarede sig med, at fremstillingen og brugen af annoncen var et forsvar for danske værdier, herunder ytringsfriheden. Hos nogle muslimer blev det opfattet som en provokation.

Teori til forklaring? 

I Danmark skabte Muhammedtegningskrisen kulturelle skillelinjer, der kom til at overskygge næsten alt andet i dansk politik i flere måneder. På den ene side stod de, der forfægtede ytringsfriheden for enhver pris. De gik ind i et nærmest fundamentalistisk forsvar for ytringsfriheden. På den anden side stod de, der gik ind for det multikulturelle samfund og fortolkede multikulturalisme sådan, at man skulle have en vidtgående tolerance for den kulturelle forskellighed.

Figur 2: Polariseringer i dansk politik midt under Mohammedkrisen

Anm: Polariseringerne i dansk politik gik under Mohammedkrisen på kryds og tværs af traditionelle skillelinjer. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V) begyndte at gå i rette med sine egne partifæller og kritisere, at man ikke fortolkede ytringsfriheden i forhold til, at vi "lever i et globalt samfund", som han ønskede, det skulle gøres. Dansk Industri (arbejdsgiverorganisation for de store virksomheder) var mere enige med den politiske venstrefløj i synet på kulturel globalisering end med "traditionelle venner" i de borgerlige partier. 

Delingen mellem ytringsfrihedstilhængerne og multikulturalisterne gik på tværs af sociale klasser. Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev interviewet til en avis, hvor han gav udtryk for, at nu var det på tide at ”skille fårene fra bukkene” i debatten om ytringsfriheden. Det var en udtalelse, ledende danske forretningsfolk og folk fra Dansk Industri, industriens vigtigste interesseorganisation, gik i rette med. Anders Fogh Rasmussen blev anklaget for at skabe og puste til større delinger i samfundet end godt var.

Appadurais kulturteori har ikke let ved at forklare disse kulturkonflikter. Dertil er teorien nok for koncentreret omkring de bevidsthedsmæssige dimensioner. Der mangler en kobling til folks reaktioner i de konkrete konflikter med materielt udspring.
    Et forsøg på forklaring er også foretaget i Samuel Huntingtons teori om "Clash of Civilisations". Det var oprindelig en teori, Huntington udformede i en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs. Den har siden fået stor udbredelse. Teorien går ud på at forklare de store konflikter i Verden ved hjælp af kulturelle modsætninger. Det er f.eks. det vestlige liberale demokrati og kapitalistiske frimarkedsproduktionsform over for islamisme, buddhisme o.lign. Der kan nok også her være betydningsfulde elementer på det bevidsthedsmæssige, ideologiske plan, der kan medvirke til forklaring.

Mange vil dog nok mene, at der også kan ligge væsentlige modsætninger på økonomisk plan bag, jvf f.eks. afsnittet herunder om Alliance of Civilisations-rapporten, lige så vel som det kan være nyttigt at inddrage den historiske baggrund, f.eks. koloniseringsprocessen. Nogle af de fundamentalistiske strømninger startede f.eks. som en reaktion på den vestlige modernitet og forestillingen om, at man i de tidligere kolonier blot slavisk skulle efterligne denne. I stedet for at tilegne sig den vestlige modernitet og forsøge at blive "moderne" på samme måde som koloniherrerne var det, foretrak nogle i koloniområderne at udvikle en modernitet, der baserede sig på, at man tog træk fra sin egen tradition med sig. Det gjaldt f.eks. Det muslimske Broderskab i Egypten.  Det mener i dag, at man godt kan forene demokrati med islam. Man skal i det hele taget være opmærksom på, at Koranen er blevet fortolket på mange forskellige måder. I mange lande er det et lille mindretal af muslimer, der vil lave et nyt kalifat med sharialovgivning. Mange steder ser man, at muslimer udvikler sig i retning ad sekulariserede holdninger, så et betydeligt antal af dem i et land som f.eks. Danmark kommer til at ligne de "kulturkristne", der kun bruger deres kirke til dåb, konfirmation, julegudstjeneste, o.lign.

Årsagerne til konflikter er politiske, ikke kulturelle og religiøse - Alliance of Civilisations-rapporten fra FN

FN's daværende generalsekretær Kofi Annan offentliggjorde den 13. november 2006 en rapport om konflikterne i Verden. Alliance of Civilisations.
Det blev gjort et passende sted, nemlig i et ottomansk palads ved bredden til Bosphorus Strædet i Istanbul, med udsigt til den store bro, der går over strædet og symbolsk forbinder øst og vest, Asien og Europa.

Rapporten undersøger de grundliggende årsager til den voksende kløft mellem den muslimske verden og Vesten, som man f.eks. så i Muhammedtegningskrisen og ved flere andre lejligheder. Rapporten siger, det er fattigdom og politisk skabte konflikter, der er årsagen til stridighederne, snarere end at disse bunder i religionsforskelle og kulturforskelle. Rapporten afviser altså Samuel P. Huntingtons tese om Clash of Civilizations (Civilisationernes Sammenstød), der ellers har præget en del af debatten.

"Årsagerne er af politisk art," sagde ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika, en af forfatterne til rapporten, til BBC. "Opfattelsen af, at der er et uundgåeligt "sammenstød af civilisationer" er en total misforståelse. Der er spændinger. Der er endda fjendtligheder, men de er ikke forårsaget af religion, af kultur, eller af civilisationer. Årsagerne er af politisk art. De optår, når folk er fattige, når de er sultne eller bliver ydmyget. Men religionen er moralsk neutral."
En stor del af konflikten mellem den muslimske og den vestlige verden tilskrives, at forskellige konflikter af politisk art ikke er blevet løst. Det drejer sig f.eks. om Palæstinakonflikten og Irak- og Afghanistankonflikterne.

Nogle ord fra rapportens indledning:

"Angsten og forvirringen forårsaget af "clash of civilizations" teorien har beklageligvis fordrejet betingelserne for diskursen om det virkelige problem, Verden står overfor. Historien om forholdet mellem kulturer er ikke kun en historie om krig og konfrontation. Den er også baseret på århundreder af konstruktive udvekslinger, gensidigt befrugtenden interaktion og fredelig sameksistens. Ydermere: At karakterisere samfund, der er i konstant intern forandring og som er vidt forskellige, langs civilisationsbegrebets hurtige konklusioner lukker øjnene for mere oplysende måder at forstå spørgsmål om identitet, motivation og adfærd. Brydninger mellem de magtfulde og dem uden magt eller mellem rige og fattige, eller mellem forskellige politiske grupper, klasser, erhverv og nationaliteter har større forklaringskraft end sådanne kulturelle kategorier. Ja, faktisk forholder det sig sådan, at kulturelle stereotyper kun bidrager til, at fastlåste polariserede meninger bliver yderligere fastslåste. Hvad værre er, ved at fremme det misforståede synspunkt, at kulturer er på en uundgåelig kollisionskurs, hjælper de med at gøre uenigheder, der kunne forhandles, til tilsyneladende uforsonlige identitetsbaserede konflikter, som derved får magten over de almindelig gældende forestillinger. Det er derfor væsentligt at gå imod stereotyperne og misforståelserne, som får mønstre af konflikt mellem samfund til at låse sig fast". (Alliance of Civilisationsrapporten)




 

© Gregers Friisberg 2006 (kopiering mulig efter Copy-Dan regler)

Rune Engelbreths citatsamling

Jørgen B's holocausttegn. (om tegningerne)

Camre-tale om Tyrkiet i EU

Muhammedkrise:
Links til artikler på engelsk fra BBC
Links til artikler på dansk fra JP

Muhammedtegn

Muttawas profet-billeder.