DEMOKRATIOPFATTELSER

Det danske demokrati, som det er fastlagt i grundlov og valglov, er et repræsentativt demokrati med træk af plebiscitært demokrati, dvs demokrati med folkeafstemninger indbygget. Det repræsentative demokrati er kodificeret i den danske grundlov. Her er angivet en række formelle regler for, hvordan der laves valg. Disse er nærmere udmøntet i valgloven. Folketinget vælges af vælgerne ved forholdstalsvalg. Vælgerne bestemmer altså igennem lige og almindelig valgret, hvem der skal indehave posterne i den lovgivende magt.

Den udøvende magt "vælges" så at sige af Folketinget: Af Folketingets midte sammensættes en regering, som kan sidde så længe, Folketinget ikke udtrykker sin mistillid til den (mistillidsvotum), og så længe, den kan få nødvendig lovgivning igennem. Den sidstnævnte betingelse er ikke nævnt i grundloven, men det er en selvfølgelighed, at der skal vedtages finanslov og skattelove, samt flere andre nødvendige love.
 

Figur 1 : Demokratiformer

© Gregers Friisberg

Note: Mandar obedicidiendo: "Befal adlydende". Det er taget med her som eksempel på et repræsentativt styre med mulighed for tilbagekaldelse af de valgtes mandat. Denne form for demokrati blev forsøgt i Pariserkommunen i 1870-71, hvor Paris' borgere tog magten i byen. Siden er det forsøgt indført i de selvstyrende zapatistiske landsbyer i Mexico-delstaten Chiapas.

Grundloven fastslår, at der ikke kan afholdes statslige udgifter og ikke udskrives skatter uden med hjemmel i en lov. På denne måde er den nødvendige demokratiske legitimering af denne slags lovgivning klart angivet. Det var da også med udgangspunkt i disse bestemmelser, at forfatningskampen i det 19. århundrede udfoldede sig. Folketinget fastholdt sin ret til magt over bevillingerne imod Højreregeringers forsøg på at styre ved hjælp af provisoriske finanslove, dvs midlertidige administrativt udskrevne skatter og fastsatte bevillinger. Tovtrækkeriet endte som bekendt med Folketingets sejr og folketingsparlamentarismens endelige fastlæggelse i 1901.

En regering kan forsøge at "tvinge" nødvendig lovgivning/love igennem Folketinget ved at gøre vedtagelsen af dem til såkaldte kabinetsspørgsmål, dvs regeringens liv afhænger af, at loven(e) bliver vedtaget.

Den parlamentariske styringskæde skulle sikre, at beslutninger (love, bekendtgørelser, administrative enkeltafgørelser) skulle være demokratiske.

Figur 2: Parlamentarisk demokrati med styringskæde

© Gregers Friisberg
 

Plebiscitært (folkeafstemnings-/direkte) demokrati

Der er væsentlige elementer af såkaldt Plebiscitært demokrati i den danske forfatning. Man kan også sige, det er elementer af direkte demokrati. Ved suverænitetsafgivelse skal der afholdes folkeafstemning, hvis ikke suverænitetsafgivelsen sker med mindst 5/6 flertal i Folketinget (obligatorisk referendum). Der er også folkeafstemning ved ændring af valgretsalder og grundlovsændringer(obligatorisk referendum). Endelig kan 1/3 af Folketingets medlemmer kræve en lov ud til folkeafstemning(fakultativt referendum). Frivillig referendum, hvor en regering af egen fri vilje ønsker at konsultere vælgerbefolkningen i en sag ved at lægge den ud til folkeafstemning, er blevet brugt i EU-spørgsmål i England (1975) og Frankrig (1992, Maastrichttraktaten), og i Danmark Den europæiske Fællesakt 1986.

Referendum med initiativret til vælgerne findes i henimod halvdelen af de amerikanske enkeltstater og i Schweiz. I Schweiz kan 50.000 vælgere med deres underskrifter forlange et spørgsmål lagt ud til folkeafstemning.

Det plebiscitære demokrati er ofte set som et middel til at øge vælgerbefolkningens deltagelse i politik. Den folkelige deltagelse ses som et gode i sig selv, og man forestiller sig, den kan øges via flere folkeafstemninger. Det er der nok noget rigtigt i. Der har dog også været betydelig kritik af, at der laves folkeafstemninger om f.eks. Maastricht – og Amsterdamtraktaterne, da den almindelige vælger har få forudsætninger for at danne sig et rimelig afrundet billede af, hvad disse traktater indebærer. Ikke alene er sagen, der skal stemmes om, overordentlig kompleks. Det er også umuligt at forudse, hvordan de nye regelsystemer, der foreslås, kommer til at virke i praksis, når de – ofte flere år senere, er ratificeret i medlemslandene. Vælgerne kommer til at tage stilling på grundlag af holdninger og fornemmelser og bliver eventuelt et let offer for mediepåvirkninger.

Repræsentativt demokratis dimensioner

I traditionel demokratiteori stilles normalt nogle kriterier op for, at der kan tales om demokrati, jvf boksen nedenunder.

Andre opfattelser af "demokrati"- participatorisk demokrati

I dag er der en udbredt kritik af de formelle rammer for repræsentativt demokrati, som er beskrevet ovenfor. Politologer har talt om en "repræsentations- og deltagelseskrise" i adskillige latinamerikanske lande. En stor del af vælgerne har ikke følt sig repræsenteret i det formelle politiske system. Dette har ikke været i stand til at håndtere de problemer, der præger deres dagligdag, så som ulighed, fattigdom, manglende anerkendelse af mindretalsrettigheder (f.eks. for indianske befolkningsgrupper), etc. Det har ført til et pres for reformer.
    Med deltagelse vil man mere end det, der ligger i boksen til højre. Her ser man det som demokratisk i forhold til, hvor meget befolkningen faktisk deltager, og demokratiets søges udvidet ud over det formelle politiske demokrati. Man kan f.eks. se på udvidelse af deltagelsen for grupper, der tradtionelt har være undertrykte eller marginaliserede, f.eks. kvinder, samt i latinamerikanske lande f.eks. de oprindelige indianske folkeslag. Deres deltagelse har ikke på forhånd været en given ting. Man kan også forsøge at udstrække deltagelsen til grupper i civilsamfundet.
    Besiddelsen af ressourcer er meget forskellig i forskellige befolkningslag. Den er også forskellig i rige og fattige lande. Da det er en vigtig forudsætning for deltagelse, er det nødvendigt at se på dette. Det kan gøres ved f.eks. at se på UNDP (FN's udviklingsorganisation) opgørelse over Human Development (HD) for forskellige lande (link til højre). Man vil da kunne udlede, at der kan være betydelige vanskeligheder med at praktisere demokrati i en del fattige lande. Store befolkningsgrupper kan ikke læse og skrive. De har måske ikke mulighed for at blive transporteret til stemmesteder og politiske mødesteder; de har ikke ressourcer til at deltage i en offentlig debat, etc.

	Gryder har utrolig stor magt, påståedes det. Den argentinske cazerolazobevægelse  blev en omtalt form for participatorisk demokratisk proces, hvor magthaverne blev presset af folkets protester.
I Argentina antog den direkte deltagelse mange former under oprørene imod det økonomiske sammenbrud, der fandt sted i landet 2001-02, lige fra middelklassens protester over indefrosne banktilgodehavender til  arbejderklassens piqueoteros, der protesterer over den eksplosivt voksende arbejdsløshed

Argentinerne fandt for en stor del løsningerne selv i uformelle, nærdemokratiske netværksorganiseringer. Alternativet til det gammelkendte samfund var bl.a. forskellige former for selvorganiseringer af økonomisk og politisk art.  Blandt de nye sociale manifestationer kan nævnes:

· Las Asembleas Populares (Folkelige organiseringer I boligkvarterer, hvor man forsøger at løse lokale problemer)
· El Trueque (bytteøkonomi på græsrodsplan som svar på pengemangelen)
· Los Cartoneros (alternativ økonomi baseret på økologisk genbrug)
· Las fabricas ocupadas (besatte virksomheder)

I virkeligheden var det den officielle økonomi, der brød sammen. Ved siden af denne voksede hurtigt en stor uofficiel økonomi frem. Fallerede virksomheder blev i mange tilfælde besat af arbejderne, der forsøgte at drive dem videre, - undertiden med fiasko og fortsatte tab, men undertiden med så stor succes, at de tidligere ejere vendte tilbage og forlangte at genindtræde i deres ejerskab af det, der ikke længere kun var et rent fallitbo. I boligkvarterer indrettede man suppekøkkener og byttecentraler. De såkaldte Asambleas barriales/populares organiserede i bykvarterer, men også på tværs af dem, når asambleas lavede asambleas interbarriales og sendte delegerede til disse ”overordnede råd”.

Man skal være forsigtig med at romantisere de argentinske forsøg med nærdemokrati. Men de steder, de er lykkedes, kan de være et eksempl på udbredelsen af demokratiet til også at gælde den økonomiske sfære. Det er en gammel drøm i deltagelsesdemokratiet, at demokrati ikke kun gælder det traditionelle politiske system, men at demokratiet også kan strække sig ind over økonomien. Demokratiet behøver ikke at stoppe ved fabriksporten, som det er blevet sagt. - Eller ved indgangen til skolen!

Mange steder i den såkaldte "tredje verden" er der opstået utilfredshed med det vestlige "repræsentative demokrati", der ses som et middel for eliter til at legitimere deres magt. "Elektoralisme" ses i f.eks. Argentina som en "legitimationsmaskine", der køber stemmer og giver "legimitet" til en politisk proces, der giver eliten mulighed for at opretholde privilegierne. Demokratiet bliver til Plutokrati (de riges styre), eller det bliver til oligarki (de fås styre).
    Det virkelige demokrati er i de argentinske forsøg det, der udfoldede sig i boligkvarterne, da man var henvist til at klare sig selv efter det økonomiske sammenbrud i dette land lige efter årtusindeskiftet. I andre latinamerikanske lande har man også lavet forsøg med deltagelsesdemokrati, eller participativt demokrati, som det også kaldes, f.eks. i Brazilien, Bolivia og Venezuela. I Brazilien har man f.eks. forsøgt at lægge budgetvedtagelsen i kommuner ud til lokale høringer, hvor folk har kunnet udtale sig om det betimelige i at prioritere de offentlige udgifter på en bestemt måde.


Participativt demokrati i Bolivia

I slutningen af 2005 vinder indianerlederen Evo Morales præsidentvalget i Bolivia med absolut flertal. Det er første gang i landets historie, det lykkes for det indianske flertal at sætte sig på den politiske magt. Evo Morales bebuder reformer af det politiske system, der skal gøre det muligt dels at giver muligheder for, at de særlige indianske politiske kulturer kan komme til udtryk i landets styre, dels en større grad af participativt demokrati.
    Et forfatningsforslag fremlægges, som der dog bliver stor politisk strid om. Det foreslås, at landet ændrer identitet fra en multikulturel til en multinational stat. Det er en anerkendelse af mindretalsrettigheder i en grad, som man ikke hidtil har haft lyst til at imødekomme. Det giver indianerne øgede muligheder for at udtrykke deres etnisk-kulturelle egenart. Samtidig giver det dog også øgede muligheder for en voksende selvstændighedstrang hos den hvide befolkning af europæisk baggrund og mestizobefolkning   Der er opfordringer til  autonomi med udgangspunkt i den østligt beliggende næststørste by Santa Cruz, som kan true landets sammenhængskraft. Ikke desto mindre presses der med den nye forfatning fortsat i retning ad større regional autonomi for de enkelte regioner.
    Forslaget til ny forfatning i landet blev vedtaget af 61 pct af vælgerne i december 2008. Forfatningen forsøger at finde veje til at gå hinsides repræsentativt styre og udvikle nye former for deltagelse. Det omfatter forskellige nye elementer af såvel deliberativt demokrati som community (nærsamfunds-) styre. Deliberativt demokrati vil sige en demokratiform, hvor mindretal søges beskyttet igennem procedurer, hvor man forsøger at forhandle sig frem til enighed. Forhandlingsprocessen, deliberation, sættes i centrum for den demokratiske bestræbelse. Forfatningen opererer med forslag til folkeafstemning (referendum),  borgerinitiativ til ny lovgivning og forpligtelser til at involvere organiserede grupper i civilsamfundet i skabelsen af den officielle politik. Der forsøges givet statslig garanti for større inklusion for samfundsmæssige grupper, der ellers vil have svært ved at komme til orde. Man forsøger endvidere at sikre forholdsmæssig repræsentation af kvinder og indianske folk i landets Kongres (parlament).
    At satse på participativt demokrati er ikke så enkelt, som det umiddelbart lyder. Det kan føre til en svækkelse af de repræsentative demokratiske organer, når der kommer "konkurrerende" participative organer. I Bolivias tilfælde er demokratiproblematikken kompliceret af, at det indianske flertal af befolkningen i århundreder er blevet undertrykt efter noget, der nærmest er racemæssige kriterier. Kampen for en ny forfatning har delvist været et forsøg på at rette op på den strukturelle ulighed i de hvides og mestizernes favør. Men dermed er der også lagt op til etnisk konflikt om forfatningen og dens implementering.

Uddrag fra 2009-forfatningen:

Artikel 11:
I Den bolivianske republik antager som sin regeringsform det participative, repræsentative og kommunitære demokrati, med ligestilling mellem mænd og kvinder.
II. Demokratiet udfolder sig på følgende måder, som vil blive udviklet ifølge lov:
1 Direkte og participativt, herunder v.h.a. referendum, borgerligt lovinitiativ, mandattilbagekaldelse, forsamling, (by)råd og forudgående konsultation. Parlamentariske Forsamlinger og (by)råd skal have deliberativ karakter, som det vil blive bestemt ved lov.
2  Repræsentativ, gennem valg, udpegning eller nomination fra myndigheder og repræsentanter ifølge den enkelte nations og indianske folks regler og procedurer, som det vil blive bestemt nærmere ved lov.  (Kilde: Georgetown University. http://pdba.georgetown.edu/Constitutions/Bolivia/bolivia09.html . Oversat fra spansk af GF)

Det er naturligvis vanskeligt at sige, hvordan det vil blive udformet og komme til at fungere i praksis. Det er vigtigt at holde sig forskellen på formelle regler i en forfatning og den daglige praksis for øje. Der kan være betydelig forskel.  Ikke desto mindre er teksten interessant som principerklæring for, hvordan man ønsker et statsstyre indrettet.
    Hvor vi er vant til at se demokrati som synonymt med folkestyre (begrebets egentlige betydning), og vi f.eks. i dansk statsret siger, at "vælgerne delegerer magten til valgte repræsentanter", så ser vi i denne bolivianske forfatning en flerhed af niveauer involveret. For det første forsøger forfatningen principielt at gøre det enkelte individ til handlende enhed på linje med Vælgerne som folk. En forudsætning for demokrati er, at dette individ udstyres med muligheder for at deltage. Derfor opereres også med en lang række sociale og økonomiske rettigheder udover de borgerlig-civile rettigheder (stemmeret, forsamlings- og ytringsfrihed), som er nødvendige, hvis alle skal have forudsætningerne for at blive handleberedte demokratiske borgere. For det andet erklæres demokratiet at være kommunitært, hvad der her betyder, at indianske folk/lokale-regionale grupperinger kan gøres til demokratiske enheder.
    Der er mandattilbagekaldsmulighed. Det er i modsætning til Danmark, hvor grundloven siger, at medlemmerne af Folketinget "ikke er bundet af nogen forskrift fra deres vælgere". 
    Der bliver muligheder for borgerligt lovinitiativ, dvs et antal vælgere kan via underskrifter stille forslag.  

Zapatisternes eksperimenter med participativt demokrati

 Også i Mexico er det traditionelle repræsentative demokrati blevet udsat for kritik, bl.a.  fra zapatisterne i Mexicos sydlige delstat Chiapas.

Radikaliteten i den zapatistiske tænkning finder man ikke alene  i, at man har  opgivet at ”tage magten” som strategisk mål, men også i formuleringen af en menneskelig politik, der baserer sig på demokratiets livsnødvendighed for flertallet af fattige.   Zapatismen lægger op til, at kun ved at forene sig med et demokratisk subjekt kan individerne – med udgangspunkt i deres kollektive subjektiviteter – leve demokratiet som noget, der falder sammen med en regeringsform og en levemåde. (Susan Street: La palabra verdadera del zapatismo chiapaneco (Un nuevo ideario emancipatorio para la democracia). Revista Chiapas))

Det grundliggende problem for det repræsentative demokrati er ikke, hvem der skal være kandidat til præsidentvalget (…), men hvordan man gør det af med præsidentialismen, og med alt det, der med en samlebetegnelse går under “statspartiets system”. De styredes deltagelse i et direkte demokrati og i de sager, der optager dem, er vigtige skridt på vejen til et sandt demokrati.

Marcos: Bombas financieros. EZLN.org, México, noviembre de 1998.

Civilsamfund og demokratisk legitimitet

 Zapatisterne lægger op til en ny form for politisk inddragelse af civilsamfundet. Den form for politik, de ønsker, bliver til i civilsamfundet. Den bliver ikke til i traditionelle politiske partier og organisationer. Zapatisterne er sig bevidst, at de traditionelle politiske bevægelser, partier og interesseorganisationer, er i krise. De har slidt sig op, idet de er blevet koopteret i og af statsapparatet og har dermed mistet den folkelige forankring og demokratiske legitimitet. Demokratisk legitimitet opstår, nedbrydes og genskabes løbende i civilsamfundet. Den institutionelle politiske magt har ikke i sig selv sikkerhed for demokratisk legitimitet, ifølge dette syn på demokratiet.

   Demokratisk legitimitet skal derfor genfindes i civilsamfundet igennem dialog mellem de styrende og de styrede, og på en måde, hvor disse roller hurtigt kan byttes om. Når de styrende ikke længere adlyder (obedecir) de, der styres, er det tid at gå fra magten. Magten har ikke nogen berettigelse i sig selv.  Derfor afvises det repræsentative demokrati. I stedet vil man have et mere direkte, deltagelsesorienteret demokrati. Beslutninger er legitime, når de er demokratisk vedtagne, og det vil sige, at de er udtryk for folkeviljen, som denne manifesterer sig løbende.

   Folket skal have magten. Vælgerne skal imidlertid ikke give magten fra sig til repræsentanter, der styrer på deres vegne. I stedet kan man forestille sig, at magten delegeres til de folkevalgte, som forudsættes at styre på en måde, der er adlydende i forhold til folkeflertallets vilje. Dette princip kaldes mandar obediciendo (”styre adlydende”). Det er et delegationsdemokrati, der er anderledes end det traditionelle repræsentative demokrati. I det sidste er mandatet ubundent. Repræsentanterne skal ubundet af deres vælgere kunne tage beslutninger. I delegationsdemokratiet er delegaterne bundet af pålæget fra vælgerne.

    Det kan lyde mærkeligt efter en traditionel vestlig demokratiforestilling. Princippet ligger dog ikke så fjernt fra den måde, de indianske samfund traditionelt er blevet styret på. Det er bl.a. sket efter det såkaldte cargos-system. Ordet cargo betyder ”hverv”. De forskellige hverv af offentlig eller fælles art er gået på omgang imellem – hovedsagelig – mændene i landsbyen. Zapatisterne har i deres autonome landsbyer gjort op med princippet, at hvervene især oppebæres af mænd. Man forsøger aktivt at få kvinderne inddraget og på den måde få gjort op med denne del af det gamle usos y costumbres (sædvanesystem i landsbyerne, der regulerer normer og roller, og som er forbundet med indianernes tradition og cosmovision).

    Mandar obediciendo systemet kan rent konkret også beskrives som en form for rådsdemokrati, hvor beslutninger tages igennem en række af gensidigt rapporterende råd op og ned i samfundet:

Generalrådet (la Comandancia General) forklarer det så til folkekomitéerne; disse komitéer forklarer det videre til regions- og kløft/dalekomitéerne; de forklarer det videre til de lokale komitéer, og de på deres side forklarer det til de lokale fællesskaber og naboforhold. Der argumenteres der så for og imod, indtil det selvsamme lokalfællesskab siger, at det nu er tid til at stemme om sagen …. Derefter går den modsatte proces i gang; de lokale lader basisbeslutningerne gå videre til de regionale råd, og herfra går de til zonerådet, og herfra til komitéerne og endelig til generalrådet (EZLN (CCRI) kommuniqué 4.3.94).

Links:

HD indikatorer