Tabel 1:
Burgerindekset
Land
over(+)/under(-) vurdering
af valuta i
forhold til dollar. Pris i $
Kilde: The Economist 2009
|
Hvad viser Burgerindekset?
Burgerindekset
giver et groft estimat over valutaers over- eller undervurdering. Det
viser via data indsamlet i Burgerrestauranter over hele jorden, hvad
prisen på en ensartet Big Mac er i de forskellige lande. Dermed kan
man ved omregning af prisen til dollar få et skøn over relative
priser/omkostninger og dermed valutaernes over-/undervurdering. Når
det er dyrt at producere en burger i Schweiz eller Danmark, er det jo
udtryk for relativt høje produktionsomkostninger - eller dårlig
konkurrenceevne - i disse to lande sammenlignet med de øvrige. Omvendt
ses det, at en burger er billig i Kina.
Kina kan altså
producere en sådan vare billigere end mange andre lande.
Det er dermed
nærliggende at antage, at det også kan producere mange andre
masseproducerede ting billigere end andre. Til gengæld kan det meget
vel tænkes, at lande som Schweiz, Danmark og Sverige har en relativt
høj konkurrenceevne ved produktion og salg af teknologisk
højtudviklede produkter og tjenesteydelser. Denne sammenhæng har
burgerindekset svært ved at vise. Når det f.eks. gælder finansielle
tjenesteydelser, har et land som Schweiz en høj konkurrencedygtighed,
mens et land som Danmark har det inden for produktion af medicin,
miljøteknologi, shippingvirksomhed og forskellige andre
tjenesteydelser.
Det er et problem, at burgerindekset ikke kan måle
omkostninger helt præcist fordi det ikke kan tage hensyn til
forskellene i priser på ting, der ikke handles internationalt. Det
gælder f.eks. huslejer og priser på sundhedsydelser og uddannelse.
Derfor kan det være svært at sammenligne mellem rige og fattige lande.
I de sidste er arbejdskraft, husleje og lign. jo billig.
|
Dollarkrisen
Dollarkrisen er et yndet
samtaleemne - ikke alene for de heldige, der skal en tur til USA, og det
er der mange, der skal lige for øjeblikket, men også for de, der frygter
for Verdens tilstand. Ved "dollarkrise" forstås dollarens tendens til fald
udover, hvad købekraften af dollaren skulle betinge.
Hugo Chavez og
Ahmajinedad (Irans præsident) skubbede til et hældende læs ved at true
med at begynde at bruge euro i stedet for dollar, når oliehandeler skal
afregnes; og den første har talt om, at dette er begyndelsen til enden på
det amerikanske imperium. Det er dog nok ikke så meget disse udtalelser,
der er ved at føre dollaren helt derned, hvor det ikke længere er så rart,
og hvor det må give anledning til tale om et indgreb, f.eks. fra G8 og
denne klubs finansministre og centralbankchefer. Dollarfaldet kan nemlig
være med til at udløse en international økonomisk krise, fordi den kan
føre til en opbremsning i handelen mellem de store økonomiske blokke.
Figurerne herunder viser, hvor
dramatisk kursudviklingen har været, målt i både euro og kroner. Samtidig
viser burgerindekset, at euro (og ikke mindst kroner) er overvurderet.
Ifølge købekraftsparitetsteorien skulle valutaernes indbyrdes
vekselforhold være en afspejling af de respektive konkurrenceforhold som
udtrykt ved pengenes købekraft internt i landene. Og der er ingen tvivl om
at de amerikanske priser i dag er meget lave. Det er bl.a. derfor, folk
valfarter derover for at kunne købe billigt ind. Hvad der banker dollaren
langt længere ned, end den burde komme, er de enorme dollartilgodehavender
i de østasiatiske lande, Mellemøsten og Rusland, som centralbanker i disse
områder nu begynder at realisere, fordi de ikke længere har tillid til, at
dollartilgodehavender beholder deres værdi. Men når de så sælger, bliver
dette en selvopfyldende profeti, og de saver den gren over, de selv sidder
på. Når det har været muligt at opbygge de store dollartilgodehavender,
hænger det sammen med, at dollaren har været den mest foretrukne
internationale reservevaluta. USA har dermed kunnet finansiere
betalingsbalanceunderskud på en - på kort sigt - nem måde.
Det, der nu er undervurdering af
dollaren over for euro, var tidligere overvurdering af valutaen over for
en lang række andre valutaer, især de asiatiske. Den amerikanske dollar
har været overvurderet i forhold til en række asiatiske
valutaer, f.eks. kinesiske yuan. USA havde i 2005 et underskud i
samhandelen med Kina på over 200 mia dollar. Dette underskud var et par år
senere vokset til over 250 mia.
For Kina er dette udtryk for en bevidst strategi. Man vil
gerne bide sig fast i verdensmarkedet. Derfor fastholder landet et
vekselkursforhold til dollar, hvor den kinesiske valuta ligger fast på et
lavt niveau, så landet fortsat kan sælge billige industriprodukter i USA.
Det irriterer USA, og man har forsøgt at få kineserne til at revaluere
valutaen. Men uden held. På den anden side er det i vidt omfang
amerikanske multinationale virksomheder med afdelinger i Kina, der står
for denne kæmpemæssige eksportoffensiv. Og det betyder endvidere, at
amerikanske forbrugere får billige industriprodukter, som de nødig ville
undvære. Det er dermed med til at holde inflationen nede. Kina spiller
endvidere med på den måde, at landet køber amerikanske tilgodehavender.
Det har efterhånden en kæmpemæssig valutabeholdning i US dollar. Hvis de
store amerikanske betalingsbalanceunderskud fortsætter, kan disse
dollartilgodehavender risikere at miste værdi. Det er dermed lidt af en
gambling, de kinesiske pengemyndigheder foretager på denne facon.
Figur 1: Udviklingen i
dollar/euro kursen
Kilde: Freelunch.com
Den lave kurs på østasiatiske valutaer bliver med eurokursens
stigning især et problem for Europa. Det giver europæiske virksomheder
store omstillingsproblemer. De bliver nødt til at nedlægge dele af den
arbejdsintensive industriproduktion og flytte den til Østasien eller
erstatte den med produkter importeret fra dette område. Den meget kraftige
og hastige stigning i euroen i slutningen af 2003 var meget problematisk.
Det kunne nærmest give chockvirkninger for virksomheder, der skulle handle
i dollar.
Den
amerikanske finanssektor og økonomi blev pumpet kunstigt op af
IT-optimismen og dot.com bølgen frem til krakket på NASDAQ-børsen i april
2000, og siden er de amerikanske BNP-tal også blevet pustet op af en
overdreven gældsætning, både indenlands og udenlands. Det er ingen sag at
puste en økonomi op via enorme forsvarsudgifter, statsbudgetunderskud og
kæmpemæssige betalingsbalanceunderskud, som man lader andre finansiere. De
østasiatiske centralbanker ligger i dag med dollartilgodehavender på langt
over 1000 mia dollars. Når asiaterne en dag bliver trætte af at opsamle
værdiløse dollars, risikerer korthuset at styrte sammen, og
produktivitetsluftspejlingen vil fordufte. Man kan referere andre tal, der
viser en europæisk økonomi præget af større ”fitness” end den
amerikanske. På trods af kraftig revaluering af euroen fortsætter
euro-zonen med at have mere ligevægt på betalingsbalancen end USA.
Så længe omverdenen vil acceptere de "devaluerede" dollars, kan USA
køre den samme politik som i 1970'erne: Sende dollartilgodehavender (som
jo er de "internationale penge") ud i verden til indkøb af varer. Derude
accepterer man dollars - men hvor længe endnu? da det jo er en vigtig reservevaluta, som dels
pynter pænt i valutareserverne, dels kan bruges til indkøb af alle de
varer, der kan købes for dollars, og det er stadigvæk stort set alle de
varer, der handles i international økonomi.
Figur 2:
Udviklingen i krone/dollar kursen 1950-2007
Da USA
førte denne politik i 1970'erne, førte det til, at landet måtte opgive
dollarens guldindløselighed. Det førte reelt til en devaluering af
dollaren og en opløsning af Bretton Woods valutasystemet, der var et
fastkurssystem, hvor de forskellige valutaer var bundet til dollaren i et
fast kursforhold (jvf figur 2). De europæiske lande reagerede på dette ved
at udforme planer om først et valutasystem med svingningsbånd, senere en
økonomisk - monetær union, så man kunne indføre en vis valutarisk
stabilitet i i hvert falde det europæiske område.
Udviklingen i 2009
Den kinesiske premierminister Wen
Jiabao holdt ved afslutningen af det kinesiske parlaments møde i foråret
2009
en
tale, hvor han har udtrykt sig i bramfri vendinger om det kinesisk
amerikanske forhold. Talen kunne ses som en slags advarsel til USA om ikke
at føre en letsindig økonomisk politik, så kinesernes gigantinvestering i
amerikanske statsobligationer kommer i fare.
Den amerikanske stimulanspakke på 787 mia $, som Kongressen vedtog efter
præsident Obamas tiltræden i starten af 2009, og som skal sparke gang i
den amerikanske økonomi, fører samtidig til et gigantisk underskud på det
amerikanske statsbudget, og dette underskud kan underminere dollarens
værdi. Kineserne er i den penible situation, at de ikke kan afhænde alle
deres investeringer på en gang, da det netop vil udløse det
dollarsammenbrud, de gerne skulle undgå. Kina følger derfor den økonomiske
udvikling i USA nøje. Wen Jiabao afviste i skarpe vendinger, at Kina
manipulerer med valutaen for at holde en høj konkurrenceevne. Landets
eksport og det bilaterale handelsforhold mellem de to lande lider under
den økonomiske krise.
Kinas eksport til USA er faldet kraftigt under finanskrisen. Det store
handelsunderskud er således ved at blive reduceret fra et niveau på over
250 mia $ årligt til at mere "normalt" niveau. Det er dog stadig et
kæmpeunderskud, hvis finansiering vil kunne blive ved med at skabe
usikkerhed. Det kan ikke ses som værende udelukkende i amerikansk
disfavør. En stor del af samhandelen er virksomhedsintern handel i store
amerikanske multinationale virksomheder. Det er et komplekst
samhandelsmønster, som også Taiwanesiske virksomheder er involveret i.
Kineserne er sidst i værdikæden og fastholdes delvist i et handelsmønster,
hvor de stadig i betydeligt omfang leverer billig arbejdskraft til
produktion af billige varer.
Amerikansk kapital reagerer i stigende grad på krisen ved at holde sig
hjemme og nedtone engagementet i globaliseringen. Det får Kina til at
advare imod protektionistiske tendenser. Og det er en relevant advarsel,
når man ser, hvordan "køb amerikansk" klausuler sneg sig ind i forslagene
til stimulanspakken, Kongressen vedtog i starten af året.
Kinamerika er imidlertid stadig Verdens vigtigste
bilaterale økonomiske forhold. Kinamerika har allerede længe lignet et
gammelt ægteskab, hvor parterne er økonomisk involveret i en grad, de
begge er betænkelige ved, men som samtidig gør skilsmisse så godt som
umulig. USA har nedtonet sin kritik af menneskerettighedernes stilling i
Kina.
Alligevel er der tendenser til stigende spændinger mellem de to lande. Der
var i foråret 2009 et maritimt sammenstød mellem de to i det Sydkinesiske Hav,
hvor USA beskyldte kinesiske skibe for at genere et amerikansk
overvågningsfartøj. Beijing hævder, at det amerikanske skib brød
international ret. Pentagon sendte en destroyer til området for at
assistere det amerikanske skib.
Taiwanspørgsmålet ligger stadig og lurer.
Amerikanerne er bekymrede over, hvad de ser som en kinesisk militær
opbygning. Det kinesiske forsvarsbudget er dog stadig pebernødder
sammenlignet med det amerikanske. Sudanspørgsmålet og Kinas voksende
engagement i de to "glemte" kontinenter, Latinamerika og Afrika, skaber
stigende foruroligelse i Washington. I 2009 blev Kina Braziliens vigtigste
samhandelspartner.
USA har trukket i land i forhold til de udtalelser, den nyudnævnte
finansminister Timothy Geithner kom med til Kongressen om Kinas
valutapolitik, da den skulle anerkende hans udnævnelse. Det er da også
vanskeligt at bevise, at der er manipulation med valutakursen.
Det økonomiske rædselsscenarie for Kina er, at de amerikanske underskud
fortsætter med at vokse til et niveau, hvor finansieringen gennem fortsat
nyudstedelse af obligationer vil få renten til at stige (kurserne på
obligationerne til at falde). Det vil underminere værdien af den kinesiske
beholdning. Kineserne har formentlig studeret den nyudnævnte amerikanske
administrations optimistiske budgetfremlæggelse og fremskrivning af det
amerikanske BNP og den offentlige økonomi med et kritisk øje, - og
formentlig givet den dumpekarakter. Præsident Obamas forudsigelser om en
halvering af budgetunderskuddet frem til næste præsidentvalg bygger på så
optimistiske fremskrivning af den amerikanske vækst, at der skal et
økonomisk under til for at det holder.
Rædselsscenariet rykker dermed tættere og tættere på. Den økonomiske
kontraktion og mulige kraftige devaluering af dollaren, man vil kunne stå
overfor, vil kunne skade kinesisk eksport til landets største
eksportmarked yderligere. Indtil videre er dollarkursen på vej opad, men
det skyldes muligvis panik over finanskrisen, hvor dollaren ses som "Safe
Haven". Det er ikke sikkert, den vil vedblive med at være det.
Kinesisk forslag om nye
internationale penge
Kinas Centralbankchef har
i en tale stillet forslag om, at dollarens stilling som reservevaluta
afskaffes til fordel for en ny international reservevaluta, der kan bakkes
op af landenes indskud i IMF:
Det ønskelige mål for en reform af det internationale monetære system
er derfor at skabe en international reservevaluta, som er løsrevet fra
enkelte nationer og er i stand til at forblive stabil i det lange løb,
hvorved den vil fjerne de indre mangler forårsaget af brugen af
kreditbaserede nationale valutaer. Zhou Xiaochuan taler om behovet
for en super-suveræn reservevaluta. Det er forbløffende at se, at han går
tilbage til tiden omkring Bretton Woods konferencen (1944), hvor det
amerikansk-funderede valutasystem blev skabt og graver John M. Keynes'
gamle forslag om en international valuta frem af historiens mørke, som om
det er et gammelt forslag, der bare har ligget og slumret og nu kan komme
på dagsordenen igen:
Skønt den supersuveræne reservevaluta for længe siden er blevet
foreslået, så er der alligevel ikke opnået noget fremskridt for den til
dato. Tilbage i 1940'erne havde Keynes allerede foreslået introduktionen
af en international valutaenhed kaldt "Bancor" baseret på værdien af 30
repræsentative varer. Uheldigvis blev dette forslag ikke accepteret.
Bretton Woods valutasystemets kollaps (1971, GF), viser, at den
keynesianske fremgangsmåde kan have været mere fremsynet.
Selv om det er formuleret diplomatisk, er det en kraftig kritik af brugen
af dollar som international reservevaluta. Zhou Xiaochuan kredser om
skabelsen af SDR (særlige trækningsrettigheder i Valutafonden) som et
stabiliseringstiltag i 1969, inden den amerikanske økonomiske ødselhed
omkring Vietnamkrigen løsrev dollaren fra guldet og bragte Bretton Woods
valutasystemet til fald. Zhou Xiaochuan ser åbenbart en parallel til den
nuværende situation, hvor det igen kan ende med et
dollar(papirpenge-)baseret valutasystems fald.
Kina er i stigende grad skeptisk over for amerikanernes evne til at
forvalte den fælles "verdensvaluta", dollaren, på ansvarlig facon.
Budgetunderskuddene er for store til, at dollarens værdi kan være sikker
på længere sigt. Forskellen på
Det hvide Hus' og Kongressens vurdering af det amerikanske budgetunderskud
om 10 år nærmer sig 5 pct eller over 1000 mia$. Præsidentens budget hviler
på temmelig urealistiske antagelser om den amerikanske økonomis vækstrater
de kommende år.
Carrytrade afslørede
problemer i globaliseringen
Burgerindekset giver det sædvanlige billede af, hvilke lande der har
"overvurderede" valutaer, og hvilke der har undervurderede. Men hertil
kommer, at den viser resultater af spekulative finansstrømme. Disse
finansstrømme er nu så voldsomme, at de påvirker valutakurserne ganske
markant. Når der efterspørges meget af en valuta, stiger den i
pris/kurs. Når der udbydes meget, og altså efterspørges lidt, falder
den i kurs. Det er f.eks. overraskende, at den japanske valuta er 33 pct undervurderet. Det skyldes den såkaldte carry trade, hvor
man låner i en billig lånevaluta for derefter at anbringe pengene i en
højrentevaluta for at score renteforskellene og mulighederne for
kursstigninger i højrentelandene. Da renten er meget lav i Japan,
lånes der i yen. Disse yenlån veksles herefter til f.eks. britiske
pund, og der købes britiske obligationer. Der sælges altså yen og
købes pund. Pundkuirsen stiger. Schweiz er i en lignende situation. 53
pct overvurdering er lavt for Schweizerfrancen. Tyrkiet og
Brazilien "nyder også godt" af valutatransaktionerne. Det er begge
højrentelande og samtidig lande med rimelig stabile økonomier, så man
ikke risikerer at obligationskurserne crasher.
Når disse valutaspekulationer kan være problematiske, hænger
det sammen med, at ændrede valutakurser kan påvirke de reale
størrelser i økonomierne uheldigt. Det gælder ikke mindst lande som
Brasilien og Tyrkiet, som stadig har betydelig arbejdsløshed. Den
styrkede brasilianske real har f.eks. ført til, at en del brasilianske
virksomheder søger til udlandet og laver produktion i "lavtlønslande"
(lande med mindre problematiske konkurrenceevneforhold, f.eks. Mexico,
Argentina og Kina). Det påvirker omvendt beskæftigelsen negativt i
Brasilien.
Det er ikke er
småbeløb, det drejer sig om. Det er gigantiske beløb, der
tilvejebringes via forskellige "finansielle instrumenter", hvor der
ofte sker en belåning med meget lille sikkerhed. Der bygges korthuse
op, der kan risikere at ramle en dag. Og der skabes problemer for
økonomier, som det kan være svært for disse at komme ud af. Det er
f.eks. stik imod de underliggende sammenhænge, at pund sterling skulle
stige så meget i værdi. Men det gjorde valutaen igennem
lang tid. Der har været efterspørgsel efter den, og Bank
of England har ladet den flyde. På det seneste har den dog haft
svært ved at følge euroen til dørs. Og det er måske ikke så mærkeligt.
Storbritannien har et underskud på handelsbalancen på 158 mia $ for de
seneste 12 måneder (fra april 07 at regne). Som følge af landets store
overskud på finansielle ydelser reduceres det til et
betalingsbalanceunderskud på 93 mia $. Det er dog over 3 pct af BNP og
kan blive et alvorligt problem på længere sigt. Samtidig har landet en
enormt overdimensioneret boligboble, der kan gå hul på, når renten
stiger. Den stigende rente fører imidlertid til, at det bliver endnu
mere attraktivt at lave carry trade rentearbitrage mellem yen og
britiske pund.
|
|