Burgerindeks og valutakursændringer LINKS:

Toronto Universitys g8 site

NLCnet (arbejdsvilkår i frizoner)
Worldwatch Institute
IDSNet        SIPRI         RFF
Global befolkningsin- formation
One World 
Action without Borders

Corporate Watch

Fortune 500(de største virksomheder)


UNDP's Human Development Report

Verdensbankens world development report

Z Magazine

Oplysninger om enkelte lande:

Verdensbanken: Landespecifikke data.
Mange data, desværre på engelsk, men ordliste kan hentes her
CIA: The World Factbook
Meget fyldige data for alle verdens lande.
 

Tabel 1: Burgerindekset

Land   over(+)/under(-) vurdering
            af valuta i forhold til dollar. Pris i $
                          


Kilde: The Economist 2009

Hvad viser Burgerindekset?

Burgerindekset giver et groft estimat over valutaers over- eller undervurdering. Det viser via data indsamlet i Burgerrestauranter over hele jorden, hvad prisen på en ensartet Big Mac er i de forskellige lande. Dermed kan man ved omregning af prisen til dollar få et skøn over relative priser/omkostninger og dermed valutaernes over-/undervurdering. Når det er dyrt at producere en burger i Schweiz eller Danmark, er det jo udtryk for relativt høje produktionsomkostninger - eller dårlig konkurrenceevne - i disse to lande sammenlignet med de øvrige. Omvendt ses det, at en burger er billig i Kina.
    Kina kan altså producere en sådan vare billigere end mange andre lande.
    Det er dermed nærliggende at antage, at det også kan producere mange andre masseproducerede ting billigere end andre. Til gengæld kan det meget vel tænkes, at lande som Schweiz, Danmark og Sverige har en relativt høj konkurrenceevne ved produktion og salg af teknologisk højtudviklede produkter og tjenesteydelser. Denne sammenhæng har burgerindekset svært ved at vise. Når det f.eks. gælder finansielle tjenesteydelser, har et land som Schweiz en høj konkurrencedygtighed, mens et land som Danmark har det inden for produktion af medicin, miljøteknologi, shippingvirksomhed og forskellige andre tjenesteydelser.
    Det er et problem, at burgerindekset ikke kan måle omkostninger helt præcist fordi det ikke kan tage hensyn til forskellene i priser på ting, der ikke handles internationalt. Det gælder f.eks. huslejer og priser på sundhedsydelser og uddannelse. Derfor kan det være svært at sammenligne mellem rige og fattige lande. I de sidste er arbejdskraft, husleje og lign. jo billig.

Dollarkrisen

Dollarkrisen er et yndet samtaleemne - ikke alene for de heldige, der skal en tur til USA, og det er der mange, der skal lige for øjeblikket, men også for de, der frygter for Verdens tilstand. Ved "dollarkrise" forstås dollarens tendens til fald udover, hvad købekraften af dollaren skulle betinge.
   Hugo Chavez og Ahmajinedad (Irans præsident) skubbede til et hældende læs ved at true med at begynde at bruge euro i stedet for dollar, når oliehandeler skal afregnes; og den første har talt om, at dette er begyndelsen til enden på det amerikanske imperium. Det er dog nok ikke så meget disse udtalelser, der er ved at føre dollaren helt derned, hvor det ikke længere er så rart, og hvor det må give anledning til tale om et indgreb, f.eks. fra G8 og denne klubs finansministre og centralbankchefer. Dollarfaldet kan nemlig være med til at udløse en international økonomisk krise, fordi den kan føre til en opbremsning i handelen mellem de store økonomiske blokke.

Figurerne herunder viser, hvor dramatisk kursudviklingen har været, målt i både euro og kroner. Samtidig viser burgerindekset, at euro (og ikke mindst kroner) er overvurderet.  Ifølge købekraftsparitetsteorien skulle valutaernes indbyrdes vekselforhold være en afspejling af de respektive konkurrenceforhold som udtrykt ved pengenes købekraft internt i landene. Og der er ingen tvivl om at de amerikanske priser i dag er meget lave. Det er bl.a. derfor, folk valfarter derover for at kunne købe billigt ind. Hvad der banker dollaren langt længere ned, end den burde komme, er de enorme dollartilgodehavender i de østasiatiske lande, Mellemøsten og Rusland, som centralbanker i disse områder nu begynder at realisere, fordi de ikke længere har tillid til, at dollartilgodehavender beholder deres værdi. Men når de så sælger, bliver dette en selvopfyldende profeti, og de saver den gren over, de selv sidder på. Når det har været muligt at opbygge de store dollartilgodehavender, hænger det sammen med, at dollaren har været den mest foretrukne internationale reservevaluta. USA har dermed kunnet finansiere betalingsbalanceunderskud på en - på kort sigt - nem måde. 

Det, der nu er undervurdering af dollaren over for euro, var tidligere overvurdering af valutaen over for en lang række andre valutaer, især de asiatiske. Den amerikanske dollar har været overvurderet i forhold til en række asiatiske valutaer, f.eks. kinesiske yuan. USA havde i 2005 et underskud i samhandelen med Kina på over 200 mia dollar. Dette underskud var et par år senere vokset til over 250 mia.
    For Kina er dette udtryk for en bevidst strategi. Man vil gerne bide sig fast i verdensmarkedet. Derfor fastholder landet et vekselkursforhold til dollar, hvor den kinesiske valuta ligger fast på et lavt niveau, så landet fortsat kan sælge billige industriprodukter i USA. Det irriterer USA, og man har forsøgt at få kineserne til at revaluere valutaen. Men uden held. På den anden side er det i vidt omfang amerikanske multinationale virksomheder med afdelinger i Kina, der står for denne kæmpemæssige eksportoffensiv. Og det betyder endvidere, at amerikanske forbrugere får billige industriprodukter, som de nødig ville undvære. Det er dermed med til at holde inflationen nede. Kina spiller endvidere med på den måde, at landet køber amerikanske tilgodehavender. Det har efterhånden en kæmpemæssig valutabeholdning i US dollar. Hvis de store amerikanske betalingsbalanceunderskud fortsætter, kan disse dollartilgodehavender risikere at miste værdi. Det er dermed lidt af en gambling, de kinesiske pengemyndigheder foretager på denne facon.

Figur 1: Udviklingen i dollar/euro kursen


Kilde: Freelunch.com

     Den lave kurs på østasiatiske valutaer bliver med eurokursens stigning især et problem for Europa. Det giver europæiske virksomheder store omstillingsproblemer. De bliver nødt til at nedlægge dele af den arbejdsintensive industriproduktion og flytte den til Østasien eller erstatte den med produkter importeret fra dette område. Den meget kraftige og hastige stigning i euroen i slutningen af 2003 var meget problematisk. Det kunne nærmest give chockvirkninger for virksomheder, der skulle handle i dollar.

Den amerikanske finanssektor og økonomi blev pumpet kunstigt op af IT-optimismen og dot.com bølgen frem til krakket på NASDAQ-børsen i april 2000, og siden er de amerikanske BNP-tal også blevet pustet op af en overdreven gældsætning, både indenlands og udenlands. Det er ingen sag at puste en økonomi op via enorme forsvarsudgifter, statsbudgetunderskud og kæmpemæssige betalingsbalanceunderskud, som man lader andre finansiere. De østasiatiske centralbanker ligger i dag med dollartilgodehavender på langt over 1000 mia dollars. Når asiaterne en dag bliver trætte af at opsamle værdiløse dollars, risikerer korthuset at styrte sammen, og produktivitetsluftspejlingen vil fordufte. Man kan referere andre tal, der viser en europæisk økonomi præget af  større ”fitness” end den amerikanske. På trods af kraftig revaluering af euroen fortsætter euro-zonen med at have mere ligevægt på betalingsbalancen end USA.
   Så længe omverdenen vil acceptere de "devaluerede" dollars, kan USA køre den samme politik som i 1970'erne: Sende dollartilgodehavender (som jo er de "internationale penge") ud i verden til indkøb af varer. Derude accepterer man dollars - men hvor længe endnu? da det jo er en vigtig reservevaluta, som dels pynter pænt i valutareserverne, dels kan bruges til indkøb af alle de varer, der kan købes for dollars, og det er stadigvæk stort set alle de varer, der handles i international økonomi.

Figur 2: Udviklingen i krone/dollar kursen 1950-2007


 

Da USA førte denne politik i 1970'erne, førte det til, at landet måtte opgive dollarens guldindløselighed. Det førte reelt til en devaluering af dollaren og en opløsning af Bretton Woods valutasystemet, der var et fastkurssystem, hvor de forskellige valutaer var bundet til dollaren i et fast kursforhold (jvf figur 2). De europæiske lande reagerede på dette ved at udforme planer om først et valutasystem med svingningsbånd, senere en økonomisk - monetær union, så man kunne indføre en vis valutarisk stabilitet i i hvert falde det europæiske område.

Udviklingen i 2009 

Den kinesiske premierminister Wen Jiabao holdt ved afslutningen af det kinesiske parlaments møde i foråret 2009  en tale, hvor han har udtrykt sig i bramfri vendinger om det kinesisk amerikanske forhold. Talen kunne ses som en slags advarsel til USA om ikke at føre en letsindig økonomisk politik, så kinesernes gigantinvestering i amerikanske statsobligationer kommer i fare.

Den amerikanske stimulanspakke på 787 mia $, som Kongressen vedtog efter præsident Obamas tiltræden i starten af 2009, og som skal sparke gang i den amerikanske økonomi, fører samtidig til et gigantisk underskud på det amerikanske statsbudget, og dette underskud kan underminere dollarens værdi. Kineserne er i den penible situation, at de ikke kan afhænde alle deres investeringer på en gang, da det netop vil udløse det dollarsammenbrud, de gerne skulle undgå. Kina følger derfor den økonomiske udvikling i USA nøje. Wen Jiabao afviste i skarpe vendinger, at Kina manipulerer med valutaen for at holde en høj konkurrenceevne. Landets eksport og det bilaterale handelsforhold mellem de to lande lider under den økonomiske krise.

Kinas eksport til USA er faldet kraftigt under finanskrisen. Det store handelsunderskud er således ved at blive reduceret fra et niveau på over 250 mia $ årligt til at mere "normalt" niveau. Det er dog stadig et kæmpeunderskud, hvis finansiering vil kunne blive ved med at skabe usikkerhed. Det kan ikke ses som værende udelukkende i amerikansk disfavør. En stor del af samhandelen er virksomhedsintern handel i store amerikanske multinationale virksomheder. Det er et komplekst samhandelsmønster, som også Taiwanesiske virksomheder er involveret i. Kineserne er sidst i værdikæden og fastholdes delvist i et handelsmønster, hvor de stadig i betydeligt omfang leverer billig arbejdskraft til produktion af billige varer.

Amerikansk kapital reagerer i stigende grad på krisen ved at holde sig hjemme og nedtone engagementet i globaliseringen. Det får Kina til at advare imod protektionistiske tendenser. Og det er en relevant advarsel, når man ser, hvordan "køb amerikansk" klausuler sneg sig ind i forslagene til stimulanspakken, Kongressen vedtog i starten af året.

Kinamerika er imidlertid stadig Verdens vigtigste bilaterale økonomiske forhold. Kinamerika har allerede længe lignet et gammelt ægteskab, hvor parterne er økonomisk involveret i en grad, de begge er betænkelige ved, men som samtidig gør skilsmisse så godt som umulig. USA har nedtonet sin kritik af menneskerettighedernes stilling i Kina.

Alligevel er der tendenser til stigende spændinger mellem de to lande. Der var i foråret 2009 et maritimt sammenstød mellem de to i det Sydkinesiske Hav, hvor USA beskyldte kinesiske skibe for at genere et amerikansk overvågningsfartøj. Beijing hævder, at det amerikanske skib brød international ret. Pentagon  sendte en destroyer til området for at assistere det amerikanske skib.
    Taiwanspørgsmålet ligger stadig og lurer. Amerikanerne er bekymrede over, hvad de ser som en kinesisk militær opbygning. Det kinesiske forsvarsbudget er dog stadig pebernødder sammenlignet med det amerikanske. Sudanspørgsmålet og Kinas voksende engagement i de to "glemte" kontinenter, Latinamerika og Afrika, skaber stigende foruroligelse i Washington. I 2009 blev Kina Braziliens vigtigste samhandelspartner.

USA har trukket i land i forhold til de udtalelser, den nyudnævnte finansminister Timothy Geithner kom med til Kongressen om Kinas valutapolitik, da den skulle anerkende hans udnævnelse. Det er da også vanskeligt at bevise, at der er manipulation med valutakursen.

Det økonomiske rædselsscenarie for Kina er, at de amerikanske underskud fortsætter med at vokse til et niveau, hvor finansieringen gennem fortsat nyudstedelse af obligationer vil få renten til at stige (kurserne på obligationerne til at falde). Det vil underminere værdien af den kinesiske beholdning. Kineserne har formentlig studeret den nyudnævnte amerikanske administrations optimistiske budgetfremlæggelse og fremskrivning af det amerikanske BNP og den offentlige økonomi med et kritisk øje, - og formentlig givet den dumpekarakter. Præsident Obamas forudsigelser om en halvering af budgetunderskuddet frem til næste præsidentvalg bygger på så optimistiske fremskrivning af den amerikanske vækst, at der skal et økonomisk under til for at det holder.

Rædselsscenariet rykker dermed tættere og tættere på. Den økonomiske kontraktion og mulige kraftige devaluering af dollaren, man vil kunne stå overfor, vil kunne skade kinesisk eksport til landets største eksportmarked yderligere. Indtil videre er dollarkursen på vej opad, men det skyldes muligvis panik over finanskrisen, hvor dollaren ses som "Safe Haven". Det er ikke sikkert, den vil vedblive med at være det.

Kinesisk forslag om nye internationale penge

Kinas Centralbankchef har i en tale stillet forslag om, at dollarens stilling som reservevaluta afskaffes til fordel for en ny international reservevaluta, der kan bakkes op af landenes indskud i IMF:

Det ønskelige mål for en reform af det internationale monetære system er derfor at skabe en international reservevaluta, som er løsrevet fra enkelte nationer og er i stand til at forblive stabil i det lange løb, hvorved den vil fjerne de indre mangler forårsaget af brugen af kreditbaserede nationale valutaer. Zhou Xiaochuan taler om behovet for en super-suveræn reservevaluta. Det er forbløffende at se, at han går tilbage til tiden omkring Bretton Woods konferencen (1944), hvor det amerikansk-funderede valutasystem blev skabt og graver John M. Keynes' gamle forslag om en international valuta frem af historiens mørke, som om det er et gammelt forslag, der bare har ligget og slumret og nu kan komme på dagsordenen igen:

Skønt den supersuveræne reservevaluta for længe siden er blevet foreslået, så er der alligevel ikke opnået noget fremskridt for den til dato. Tilbage i 1940'erne havde Keynes allerede foreslået introduktionen af en international valutaenhed kaldt "Bancor" baseret på værdien af 30 repræsentative varer. Uheldigvis blev dette forslag ikke accepteret. Bretton Woods valutasystemets kollaps (1971, GF), viser, at den keynesianske fremgangsmåde kan have været mere fremsynet.

Selv om det er formuleret diplomatisk, er det en kraftig kritik af brugen af dollar som international reservevaluta. Zhou Xiaochuan kredser om skabelsen af SDR (særlige trækningsrettigheder i Valutafonden) som et stabiliseringstiltag i 1969, inden den amerikanske økonomiske ødselhed omkring Vietnamkrigen løsrev dollaren fra guldet og bragte Bretton Woods valutasystemet til fald. Zhou Xiaochuan ser åbenbart en parallel til den nuværende situation, hvor det igen kan ende med et dollar(papirpenge-)baseret valutasystems fald.

Kina er i stigende grad skeptisk over for amerikanernes evne til at forvalte den fælles "verdensvaluta", dollaren, på ansvarlig facon. Budgetunderskuddene er for store til, at dollarens værdi kan være sikker på længere sigt. Forskellen på Det hvide Hus' og Kongressens vurdering af det amerikanske budgetunderskud om 10 år nærmer sig 5 pct eller over 1000 mia$. Præsidentens budget hviler på temmelig urealistiske antagelser om den amerikanske økonomis vækstrater de kommende år.
  

 

Carrytrade afslørede problemer i globaliseringen

Burgerindekset giver det sædvanlige billede af, hvilke lande der har "overvurderede" valutaer, og hvilke der har undervurderede. Men hertil kommer, at den viser resultater af spekulative finansstrømme. Disse finansstrømme er nu så voldsomme, at de påvirker valutakurserne ganske markant. Når der efterspørges meget af en valuta, stiger den i pris/kurs. Når der udbydes meget, og altså efterspørges lidt, falder den i kurs. Det er f.eks. overraskende, at den japanske valuta er 33 pct undervurderet. Det skyldes den såkaldte carry trade, hvor man låner i en billig lånevaluta for derefter at anbringe pengene i en højrentevaluta for at score renteforskellene og mulighederne for kursstigninger i højrentelandene. Da renten er meget lav i Japan, lånes der i yen. Disse yenlån veksles herefter til f.eks. britiske pund, og der købes britiske obligationer. Der sælges altså yen og købes pund. Pundkuirsen stiger. Schweiz er i en lignende situation. 53 pct overvurdering er lavt for Schweizerfrancen.  Tyrkiet og Brazilien "nyder også godt" af valutatransaktionerne. Det er begge højrentelande og samtidig lande med rimelig stabile økonomier, så man ikke risikerer at obligationskurserne crasher.
    Når disse valutaspekulationer kan være problematiske, hænger det sammen med, at ændrede valutakurser kan påvirke de reale størrelser i økonomierne uheldigt. Det gælder ikke mindst lande som Brasilien og Tyrkiet, som stadig har betydelig arbejdsløshed. Den styrkede brasilianske real har f.eks. ført til, at en del brasilianske virksomheder søger til udlandet og laver produktion i "lavtlønslande" (lande med mindre problematiske konkurrenceevneforhold, f.eks. Mexico, Argentina og Kina). Det påvirker omvendt beskæftigelsen negativt i Brasilien.

Det er  ikke er småbeløb, det drejer sig om. Det er gigantiske beløb, der tilvejebringes via forskellige "finansielle instrumenter", hvor der ofte sker en belåning med meget lille sikkerhed. Der bygges korthuse op, der kan risikere at ramle en dag. Og der skabes problemer for økonomier, som det kan være svært for disse at komme ud af. Det er f.eks. stik imod de underliggende sammenhænge, at pund sterling skulle stige meget  i værdi. Men det gjorde valutaen igennem lang tid.  Der har været  efterspørgsel efter den, og Bank of England har  ladet den flyde. På det seneste har den dog haft svært ved at følge euroen til dørs. Og det er måske ikke så mærkeligt.  Storbritannien har et underskud på handelsbalancen på 158 mia $ for de seneste 12 måneder (fra april 07 at regne). Som følge af landets store overskud på finansielle ydelser reduceres det til et betalingsbalanceunderskud på 93 mia $. Det er dog over 3 pct af BNP og kan blive et alvorligt problem på længere sigt. Samtidig har landet en enormt overdimensioneret boligboble, der kan gå hul på, når renten stiger. Den stigende rente fører imidlertid til, at det bliver endnu mere attraktivt at lave carry trade rentearbitrage mellem yen og britiske pund.