Social lagdeling

Social arv: Social kapital kører videre fra generation til generation. Du ligner dine forældre
Dårlig social arv: Sociale problemer (anbragte børn, druk, narko, kort skolegang, m.v.) fortsætter fra generation til generation
Mønsterbryder: Den, der flytter sig fra venstre til højre ovenover, hvis det skal formuleres meget konkret. Formuleret på den måde drejer det sig naturligvis ikke om ret mange, og det er meget andet end bolig, der spiller en rolle. Ofte spiller social og kulturel kapital en rolle for at kunne flytte sig socialt mellem generationer.
Social arv: Kritik af begrebet: Fastlåser. Virker deterministisk. Sætter folk i bås. Samfundet er i virkeligheden mere dynamisk, end tilhængere af begrebet mener, og mange flytter sig.

Når man ser "fedmens Danmarkskort", er man ikke meget i tvivl om, at der fortsat er en social differentiering - også i det såkaldte IT- eller netværkssamfund. Hvordan er social differentiering blevet udlagt og forklaret i samfundsteori?

Traditionelt har man i sociologisk teori forklaret ulighed med funktionalistisk, weberiansk teori eller klasseteori, hvor man ser på målelige "objektive" socio-økonomiske kendetegn.

Funktionalistisk teori

I såkaldt funktionalistisk sociologisk teori er hierarkiseringen af samfundet eller social stratificering, som man også kalder det, blevet forklaret som en nødvendighed for det samfundsmæssige system. Uligheden ses som den sociale differentieringsmekanisme, som sikrer dynamikken i samfundet. I alle samfund af et vist udviklingsniveau er der ifølge den funktionalistiske teori en arbejdsdeling. For at gøre visse positioner attraktive er det logisk nødvendigt med belønninger. Der opstår ifølge teorien et status- og belønningshierarki, der er udtryk for dette.

Finanskrisen fra 2007 viste, at konjunkturer stadig er en del af det økonomiske system. Det går op og ned med økonomien, og når det går ned, kastes mange ud i arbejdsløshed og den sociale ulighed øges mellem de, der er i beskæftigelse og de, der ikke er det.

Tabel 1: De rigeste i Verden. Alder. Formue i mia. dollars og i enkelte tilfælde kilden til formuen

Er det så den "globale overklasse", vi kan se i tabellen ovenover? I en vis forstand kan man godt sige, det er en del af den, men det er naturligvis stærkt forenklende. De er kapitalejere og har akkumuleret kapital, men de har næppe nogen særlig stærk fælles klassebevidsthed. Marx analyserede de sociale klasser på nationalt plan (nationale bourgeoisier), men den øgede globalisering har naturligvis fået nymarxister til at udforme begreber om globalt bourgeoisi, men i den sammenhæng vil den ovenstående liste kun være en del af en lille top.
Ifølge Weber og den tradition, han repræsenterer, har klasse også noget med social anerkendelse at gøre. Man kan sagtens have en høj indkomst uden at være socialt anerkendt. Der er i det senmoderne samfund en medie- og kultursfære, der har betydning for den anerkendelse, folk nyder. En velestimeret overlæge, professor eller ambassadør kan have betydelig større social anerkendelse/prestige end en højtlønnet direktør i en bank eller stålvirksomhed. Vi kan altså have et stillingshierarki, hvor folk er placeret på en stige med lønninger, der går fra det laveste til det højeste. Og ved siden af dette kan vi have et statushierarki, hvor der i bunden er en "underklasse" af lavtlønnede/arbejdsløse, der lever i usle almennyttige byggerier, og i toppen berømtheder ("med eller uden penge"), der bor i et gentrificeret nabolag og nyder høj social anerkendelse.

Én mulig indgangsvinkel til inddelingen i sociale klasser er SFI's gammelkendte socialgruppeinddeling:

Note: Socialgruppernes definition: 1: Selvstændige med store virksomheder og funktionærer med mere end 50 underordnede samt selvstændige og funktionærer med akademisk uddannelse. 2: Selvstændige med større virksomheder og funktionærer med 11-50 underordnede med mellemlang teoretisk uddannelse. 3: Gårdejere med 0-3 ansatte, mindre selvstændige og funktionærer med 1-10 underordnede eller i stillinger, der kræver en vis oplæring. 4: Faglærte arbejdere, funktionærer uden underordnede samt husmænd. 5: Ikke faglærte arbejdere og specialarbejdere. Eksempelvis: Murearbejdsmænd.

Her måles klasseposition ud fra såkaldt objektive økonomiske kendetegn, så som placering i samfundsmæssig produktion, antal underordnede, uddannelseslængde. Det er primært en statistisk registrering. Den er ikke så god til at forklare, hvorfor der er sociale forskelle.
Hertil skal den suppleres med f.eks. en økonomisk teori om, hvordan den forskellige adgang til ejerskab af produktionsmidler og ressourcer, der giver magt, kan bidrage til sociale forskelle. Ejer man f.eks. medier eller sidder på en attraktiv post i medie- eller organisationsverdenen, råder man over organisatoriske ressourcer, der er med til at befæste en position i overklassen. Ejer man til gengæld ingenting, men er fastlåst f.eks. som social klient, hjemløs, uden job el. lign., tilhører man en lavere klasse.

Ulighed måles på mange forskellige måder, f.eks. gini-koefficient. Gini kan ved hjælp af et enkelt tal give et samlet billede af lighed/ulighed i et samfund. Ginien måles hyppigst for indkomstfordelingen (før eller efter skat, opdelt efter enlige eller familieindkomster), men man kan også se Gini-koefficienter for formuefordelingen. Der kan ofte ligge betydelige statistiske skøn over indkomsterne bag en beregning af Gini-koefficienter.

Figur 1 a og b: Gini-koefficienten v. diagonallinje og Lorenzkurve (a) og forskellige danske Gini-indeks over tid (b)

Kilde: Skattekommissionen: Den kurve, der viser indkomstfordelingen, kaldes Lorenzkurven. Når man følger den diagonale linje, er der fuld lighed. Jo større arealet mellem den diagonale, blå linje og Lorenzkurven (den bugtede kurve) er, desto større Gini, og altså desto større ulighed. Gini-koefficienten kan beregnes som arealet mellem Lorenz-kurven og den diagonale linje ganget med 2.

Et simpelt mål kan være en beregning af, hvad de rigeste 10 pct har i forhold til de fattigste 10 pct, jvf figur 1 ovenover, hvor deciler (tiendedele) af befolkningen er afsat ud ad x-aksen og andele af indkomst op ad y-aksen (figuren viser, hvad de 20 pct fattigste har i forhold til de 20 pct rigeste).

I USA har man målt, hvor stor en andel af de samlede indkomster over lange tidsforløb, som forskellige dele af de 10 pct bedst aflagte har, jvf figur 2

Figur 2: Andel af samlede indkomst, der tilfalder dele af de højeste 10 pct af indkomster

Den udvikling, figur 2 viser, har bevirket, at ginikoefficienten er steget i USA de seneste årtier. Det bekræftes af figur 3, hvor Gini for personlige indkomst er fulgt i en længere årrrække. Men det er måske ved at ændre sig nu p.g.a. den politik, Obama-administrationen fører?

Note: I modsætning til figur 1 er gini ovenover angivet i dele af 1, ikke i pct.

Der er mange årsager til denne udvikling i den amerikanske Gini-koefficient. Nogle af dem er hænger sammen med den økonomiske udvikling i 1990'erne med skabelse af mange deltidsjobs og Mc-jobs. Outsourcing af bedre betalte arbejderjobs som led i globaliseringen af amerikansk økonomi kan have spillet ind.
Politiske indgreb/lovgivning spiller også en rolle. Det gælder f.eks. præsidenterne Reagan og George W. Bush' skattelovgivning i henholdsvis 1980'erne og 2000-tallet, hvor der blev givet skattelettelser til de højere indkomster. Under disse præsidenter argumenterede økonomer for den såkaldte trickle-down effekt, dvs at rigdommen "risler ned" til de fattige. Ved at favorisere de rige igennem incitamenter sikres det, at "kagen bliver større", lød argumentationen. Det er et udtryk for den nye tidsånd under præsident Barack Obama, at mange stiller sig skeptiske over for hypotesen om trickle-down. Ifølge flere undersøgelser af udviklingen i indkomster i USA de seneste årtier har trickle-down effekten i bedste fald været temmelig lille - i værste fald måske helt fraværende. Det har bragt fordelingspolitik på banen igen i amerikansk politik.

Kan udviklingen i den amerikanske Gini-koefficient hænge sammen med udviklingen i organisationsgraden på arbejdsmarkedet? Det er et spørgsmål, økonomer og arbejdsmarkedsforskere har stillet. Det er muligt, idet en høj organisationsgrad kan føre til forhandlede mindstelønninger, der ligger over, hvad markedet overladt til sig selv kan give. Den øgede ulighed kan altså muligvis forklares mere generelt ved en lavere solidaritetstendens i samfundet, der bl.a. viser sig i den faldende organisationsgrad på arbejdsmarkedet.
Det er dog ikke sikkert, idet man også kan se, at statsligt fastsatte mindstelønninger kan hæve niveauet blandt de lavestlønnede. I Frankrig har staten således fastsat en mindsteløn, der ligger noget højere end den føderalt fastlagte amerikanske mindsteløn (man kan finde satserne ved at søge på nettet efter henholdsvis smic salaire minimum (fr.)eller minimum wage (am.).

Med ordet "glokal" sammenholder man lokale og globale faktorer, og hvordan disse griber ind i hinanden og betinger hinanden. Under finanskrisen undrede man sig f.eks. over, hvordan bankdirektører og andre i erhvervslivets top kunne fastholde en lønfremgang langt over middel, samtidig med, at der for almindelige lønmodtagere blev udvist løntilbageholdenhed ved overenskomstforhandlinger, så reallønnen for den gennemsnitlige lønmodtager faldt. Det er der nok ikke noget overraskende i. Den internationale økonomi betinger forskellene. De hænger sammen med den økonomiske åbenhed, og hvordan den fører til differentiel aflønning i de forskellige sociale lag.
I den sammenhængende globale økonomi danner der sig altså en superelite, hvor indkomstudvikling, formuer og forbrugsstile udvikler sig uafhængigt af, hvad der gælder for den almindelige befolkning. Når den globale økonomi udvikler sig til en sammenhængende kapitalistisk økonomi, bliver det relevant at analysere klasser og klasserelationer på globalt plan. Der er stigende problemer med at opretholde det, Ulrich Beck kalder den "nationalstatslige container". Velfærdsstaten i national sammenhæng får problemer med at indkapsle klasserelationer i en udjævnet national ramme.

Kilde: Ritzau Noter: Fire banker er ikke med i opgørelsen, da de har haft udskiftninger i ledelsen, og det derfor ikke har været muligt at sammenligne lønnen. Antallet af medlemmer i direktionen kan fravige det faktiske antal, da beregningerne kun er lavet for sammenlignelige personer. Nordea er med i opgørelsen, selv om den er en svenske registreret bank. Dog er Nordea udeladt af den samlede opgørelse over danske bankdirektørers samlede lønudvikling.

I den globale økonomi har der imidlertid dannet sig et lag udover selv disse danske bankdirektører og andre af de meget velaflagte i erhvervslivet. Det er dem, man i den internationale debat om disse ting kalder "de superrige".

Livsstile og adfærd

Det er de superrige, der har råd til at købe fast ejendom i London. Londen er eftertragtet som residenshovedstad for rige over hele Verden. Der tales engelsk. Der er økonomisk frihed til at disponere, som man vil, og der er ubegrænset frihed til at nyde og dyrke den superrige klasses livsstil.

Forbrug og livsstil er f.eks. beskrevet med de ting, der indgår i det særlige luksusindeks over 40 forbrugsgoder, som Forbes Magazine laver en gang om året: CLEW: Cost of living extremely well indekset.

Den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald beskrev de superriges livsstil og klassespecifikke adfærd i romanen "The Great Gatsby" og i andre værker. 1920'ernes meget ulige fordeling er kommet tilbage de senere år, og det rejser spørgsmålet, om man stadig kan finde en speciel overklasselivsstil, som er markant anderledes end de lavere klassers? "De rige er anderledes", sagde Scott Fitzgerald. Ja, sagde Hemingway." De har flere penge". Fitzgeralds beskrivelser af klassespecifik tænkning og adfærd lægger op til, at der er større forskelle end som så. Man kan diskutere, hvem der har ret? Hemingways holdning er humanistisk.
En gruppe forskere ved University of California, Berkeley, har undersøgt pro-/eller asocial adfærd i relation til social klasse ("Having less, giving more: the influence of Social Class on Prosocial Behaviour"). Lavere social klasse forbindes i almindelighed med færre ressourcer (mindre social, økonomisk og kulturel kapital), større udsathed for trusler og en formindsket følelse af personlig kontrol over livssituationen. Ud fra disse livsomstændigheder havde forskerne forventet, at individer fra de lavere klasser ville have et mindre engagement i prosocial adfærd, idet de ville prioritere egeninteresse over andres velfærd.
Individer fra de lavere klasser viste sig imidlertid at være mere generøse og gå mere op i velgørenhed. De udviste større tillid, og de var mere hjælpsomme. Der var et større engagement i egalitære værdier. En hypotese til forklaring var, at orienteringen i retning ad andres velfærd hænger sammen med, at man i højere grad end overklassen ser en interesse - og nødvendighed i - at tilpasse sig "fjentdtlige omgivelser" for at overleve.

Det kan i den sammenhæng spille en rolke, at i modsætning til, hvad man skulle forvente i det såkaldte postmoderne, globale samfund, så er der tendens til at folk forskanser sig i meget isolerede enklaver:

"Community", that loaded word so beloved of politicians, is simply not a reality in most people's lives. It's normal for us to be cut off from each other. The super-rich, however, are so cut off that they are barely living here at all. Everything that can have the word "private" attached in front of it, they have: schools, hospitals, jets, islands. Even things like the shops, which you'd have thought was one of the attractions of London for people who can afford it, function differently for the 0.01% – for the most part, they prefer to have stuff brought to them.

Det er også værd at diskutere sagen i relation til spørgsmålet om social mobilitet. I hvilken grad kan man bevæge sig op og ned i de sociale lag? Hvis der er lige muligheder, er det lettere at acceptere forskellene. I den sammenhæng er det tankevækkende at se, hvad prisen for et års undervisning på Harvard er, og hvordan prisen for den gode uddannelse udvikler sig over tid. Det er fortrøstningsfuldt, at prisen for uddannelse ikke stiger nær så meget som prisen for en russisk sabelpels.