Kvartersundersøgelse

Nye bysociologiske teorier sætter byens udvikling ind i en ramme, hvor internationalisering og globalisering spiller en stor rolle. Logan og Molotch (John R. Logan og Harvey L. Molotch: Urban Fortunes: The Political Economy of Place. Berkeley 1987) har udformet en typeinddeling af byer i 5 hovedtyper.

Den første er hovedkvartersbyen. Den er præget af, at en større gruppe multinationale virksomheder har valgt byen som hovedkvarter for virksomhedens globale aktiviteter. Førende eksempler er London (City, Docklands, m.fl. områder), New York, Hong Kong. Mange forsøger at hoppe med på denne vogn, f.eks. Ørestaden.

Den næste type er innovationscenterbyen. Dens udvikling er bestemt af en overgennemsnitlig koncentration af forskning og udvikling og innoverende virksomheder. Udviklingen kan have startet af sig selv ved at byen ligger i nærheden af universiteter og højere læreanstalter. Byen kan også aktivt søge efter selv at anspore til denne udvikling ved f.eks. at indrette "science parks". Eksempler: Silicon Valley og the Bay Area i nærheden af San Francisco. Cambridge i England. En sådan "by" er ofte karakteriseret ved mangelen på et center. Moderne telekommunikation, transportsystemer og internet gør enhver forestilling om et center overflødigt. "Byen" er en samling af byer og bebyggelser i varierende størrelser, der ligger spredt ud over et stort område. Ofte er det en fordel for en sådan by, at der er natur og landskabelige værdier uden for bygningerne. Byen er præget af, at dens enheder er tæt forbundet med og integreret i den globale økonomi.

Den tredje type er modulproduktionscenterbyen. Dens form og udvikling er bestemt af den globale arbejdsdeling. Denne bys opgave kan være at levere bestemte typer af mellemprodukter til virksomheder i andre dele af verden. En del af de byer, der opstår i de kinesiske kystregioner i disse år er af denne type.

Den fjerde type by er Tredjeverdensentrepot-byen. Eksempler er Marseilles, Miami, Los Angeles. Disse byer er mellemstation for store migrantpopulationer fra den tredje verden. Endelig er den fjerde type by pensionistenklavebyen, steder, ofte med godt klima og naturværdier, hvor de mere formuende dele af de voksende ældrepopulationer slår sig ned, når de når pensionsalderen. De mest grelle eksempler findes i Florida, men også i Spanien og Sydengland er der ved at vokse sådanne byer frem.

En variant af den globaliserede storby er iværksætterbyen. Bob Jessop og Ngai-Ling Sum har opstillet nogle kriterier for denne type by, der for øjeblikket breder sig i Verden. Modellerne er byer som Hong Kong og San Francisco Bay Area (Silicon Valley): Et innovativt klima, der fører til iværksætteraktiviteter, fremmes af nogle bymæssige former og funktioner, så som:

Hvad nu med byens mange sociale rum og deres bestemmelser af det sociale i forhold til det fysiske. Det har den franske sociolog Bourdieu beskæftiget sig med.

Man kan forestille sig, at man vil undersøge sociale forskelle helt konkret ved f.eks. at bevæge sig fra syd mod nord i Storkøbenhavn eller omvendt fra nord til syd. Man vil da se meget store forskelle i de måder, folk bor på. Nogle bor i store huse ned mod vandet, som let koster adskillige millioner kroner. Andre bor i 1-2 værelses lejligheder med ringe udsyn til siderne og måske med larmende biltrafik udenfor. Med et Bourdieu-udtryk vil man sige, beboerne disse steder besidder forskellig kapital. Hvis man stopper ved denne registrering af de konkrete personer og deres ophold i fysisk rum, ligger man imidlertid under for, hvad Bourdieu kalder empiricistisk illusion. Det er nødvendigt at supplere termen fysisk sted med termen socialt sted. Vi har ikke forstået ghettoen som begreb, hvis vi nøjes med at se på Ishøj Strand eller Brøndby Strand som fysiske steder. Forstået som socialt rum kommer hertil fænomener som eksklusion (udelukkelse) og marginalisering. For at komme længere end betragtning af empirisk overflade skal der altså laves en tilbundsgående analyse af relationerne mellem det sociale rum og det fysiske rum.

Bourdieu definerer sted som det punkt i fysisk rum, hvor en konkret social agent på et givent tidspunkt befinder sig. Et fysisk sted er defineret ved de gensidige ydre kendetegn af dets enkelte dele. Et socialt sted er defineret som modstående og overlappende strukturer af sociale positioner. Det hænger sammen med, at de sociale agenter som sådanne er anbragt på et sted i det sociale rum, som kan defineres ved den relative position i forhold til andre steder (ovenover, under imellem, etc). En gymnasieelev er f.eks. fysisk bestemt ved at være tilstede, men er samtidig også defineret ved sin sociale bestemmelse af overlappende strukturer af sociale positioner (1. g’er eller 3. g’er, med hvad det indebærer, fra akademikerhjem eller arbejderhjem, etc.). Ved tilegnelsen af fysisk rum sker der en overførsel af socialt rum. Den måde, det sker på, er afhængig af både historisk-sociologiske forhold som af den kapital (økonomisk, kulturelt og socialt), agenterne besidder. Man kan f.eks. blot tænke på, hvordan traditionelle kønsroller er overleveret. Disse roller er ikke formelt sanktioneret af den demokratiske retsstat, men de lever alligevel videre bestemt af en historisk-sociologisk inerti og af forskellig kapitalbesiddelse. På den samme måde er også visse ting i den sociale kapital overleveret, f.eks. den “dannelse”, der følger af, at man har gået i bestemt skoler, vokset op i bestemt kvarterer, haft bestemte forældre, der har indgået i bestemte sociale sammenhænge, etc.

En social agents position i det sociale rum udtrykkes bl.a. igennem det sted i det fysiske rum, hvor vedkommende befinder sig. Tænk f.eks. på alle de sociale konnotationer, der er forbundet med at bo på Strandvejen i forhold til at være “hjemløs”. Den hjemløse er praktisk taget uden social eksistens i et hierarkiseret samfund, hvor det sociale bestemmes af hierarkierne. Eller tænk på, hvad der socialt forbindes med at indtage visse temporære lokaliseringer: “Sidde for bordenden”, “sidde med ved Dronningens taffel” efter den bordplan, der er lagt af Protokollen i Udenrigsministeriet, blive modtaget i VIP-rummet i lufthavnen i forhold til at komme på officielt statsbesøg, etc. Det var derfor, det var så pinagtigt for Prins Henrik at måtte træde to trin tilbage i forhold til sin søn ved nytårstaflet 2002. Det var ikke den fysiske tilbagetræden i sig selv, men alle konnotationerne af social art, der fulgte med, der gjorde dette så ydmygende, at vi andre har svært ved at forstå det.

Bourdieu bruger begrebet reifieret socialt rum til at angive fordelingen i det fysiske rum af forskellige typer af goder og services og af de tilhørende individuelle agenter og grupper med deres større eller mindre muligheder for at tilegne sig disse goder og services. Disse fysisk objektiverede sociale rum kan vi observere omkring os. De har tendens til at optræde sammen: Der er f.eks. en koncentration af eftertragtede goder og services og deres ejere bestemte steder i det fysiske rum. Bourdieu nævner Madison Avenue og Fifth Avenue i New York og Rue du Faubourg Saint-Honoré i Paris, men vi vil let kunne identificere de tilsvarende steder i København. Disse steder kontrasterer på enhver måde med andre steder, som samler de mest marginaliserede grupper (fattige forstæder, ghettoområder i storbyen). Hvor der er haute couture det ene sted, er der manufakturhandlere eller, hvis det går højt: boutiques det andet. Hvor der er hair stylists det ene sted, er der frisører det andet. Hvor der samles italienske letvægtscykelstel efter individuelle ønsker det ene sted, sælges der cykler det andet sted. Etc.
De hierarkiserede sociale positioner i det sociale rum formuleres i forskellige livsstile de fysiske rum.

Noget af det samme udtrykkes med begrebsparret hovedstad-provins. Det er for Bourdieu udtryk for langt mere end et ordspil, at hovedstad på fransk og engelsk hedder capital. Det er, siger han, faktisk der, kapitalen er koncentreret i alle dens økonomiske, kulturelle og symbolske repræsentationer. Hvad er mere foragteligt end at være “provinciel”? De sociale strukturer omdannes til mentale strukturer og præferencesystemer ved at blive medieret af diskret meningsudøvelse som udtryk for magt. Det sker f.eks. i form af entry eller exit.

ENTRY	EXIT
Inclusion	Eksklusion
Kooptering	Expulsion
Adoption	Excommunication

Entry og exit beskriver sociale procedurer, der er et resultat af hvor tæt på eller fjernt fra et centralt, højtvurderet sted en agent befinder sig. Det er ikke bare et spørgsmål om at “befinde sig i nærheden” af Gråbrødetorv eller i nærheden af Ishøjplanen, - selv om det også kan have lidt med det at gøre. Der er tale om betydningen af det sociale rum, som er bibragt ved udformningen af fysisk sted. Det drejer sig ikke blot om de imponerende statuer, parkananlæg og snart operaer, som Jacobsen- og Mærskfamilierne har forlenet København med.

Den mest relevante brug af entry og exit begreberne bør naturligvis reserveres for indvandrerghettoerne rundt omkring i landet. Her er eksklusion, expulsion og excommunikation ret synlige. Men de er også synlige mange andre steder og i andre sammenhænge.

ASPEKTER AF ØKONOMISK KAPITAL	Kapitalejendom, indkomstmuligheder
ASPEKTER AF SOCIAL KAPITAL	Forbindelser, familiebånd, venskaber
ASPEKTER AF KULTUREL KAPITAL	Sprogbeherskelse, accent, viden, interesser

“Mangelen på kapital intensiverer oplevelsen af afsluttethed: Det binder én til et sted” siger Bourdieu. De, der er berøvet kapital, bliver enten fysisk eller symbolsk holdt på afstand fra de goder, der er knappest samfundsmæssigt set. De er nødt til at holde sig til de mest uønskværdige og de mindst knappe personer eller goder. Kapitalbesiddelse har den stik modsatte virkning. Ifølge Bourdieu er den sociale virkelighed præget af kampe for at tilegne sig rum. Det er ligefrem symboliseret i ejendomsmæglernes reklamer, når de taler om den smukke udsigt, man har fra den priviligerede beliggenhed. Landskabet er stillet til rådighed for villaejerens behagelige perception. Han har tilegnet sig det fysiske rum.

Kampen for at tilegne sig rum bliver til en individuel stræben, der giver sig udtryk i forsøg på social mobilitet og geografisk mobilitet, der har til formål at fremme den sociale mobilitet. Succesen afhænger af den kapital, den enkelte besidder.

Lige som en klub, der er baseret på den aktive udelukkelse af uønskede personer, så indvier det fashionable kvarter symbolsk sine beboere ved at tillade hver og én af dem at tage del i den kapital, der er akkumuleret af beboerne som helhed. På samme måde, degraderer det stigmatiserede område sine beboere symbolsk. Da de ikke har alle de kort, der er nødvendige for at tage del i de forskellige sociale spil, er det eneste, de deler, deres fælles excommunikation. (Bourdieu: Site Effects)

Bourdieus teori om Smag (La Distinction)

Bourdieu karakteriserer den traditionelle borgerlige dannelse som symbolsk kapital. Det er den dannelse, der ligger i, at man f.eks. mener at kunne foretage en æstetisk vurdering, dvs udøve såkaldt ”god smag”. For mange mennesker vil et maleri af den berømte danske maler Asger Jorn være en samling meningsløse klatter af maling og streger. Udstyret med viden om komposition, farvesammensætning, anomien i det postmoderne samfund, anarkiske samfundstilstande og formsproget i moderne kunst, kan man opleve og påskønne et Jornmaleri som stor kunst.
    Bedømmelsen af, hvad der er ”godt” i litteratur og kunst, er altså ikke et ”objektivt faktum”, hvis nogen skulle have troet det. Det er et udtryk for klasser og livsstil. De, der bedømmer kunsten, bedømmer i virkeligheden sig selv. Den gode smag kan blive klasseadskillende på mange måder. Hvem opdager først, at det nedkørte kvarter med forfaldne bygninger i det indre af en storby har arkitektoniske og miljømæssige kvaliteter? Ja, det var der altså nogle, der gjorde. De flyttede ind. De oprindelige beboere fra arbejderklassen og den lavere middelklasse flyttede ud i kedelige betonbyggerier i forstæderne. Herefter gennemgår det indre bykvarter en såkaldt ”gentrificeringsproces”, dvs middel- og overklassen flytter ind, bringer med skønsom sans for æstetik husene tilbage i deres oprindelige form. Nogle år senere, når de tidligere unge akademikere er blevet lidt ældre og har gjort karriere, sidder de i huse/ejerlejligheder, der er millioner værd, og de bor i et miljø med store sociale kvaliteter (meget social kapital). De har forøget både deres økonomiske (friværdi) og symbolske (status ved at bo sådan et sted) kapital. Det er foregået i et sampil mellem de to kapitalformer og med deres habitus.
    Den omtalte gentrificeringsproces er foregået i storbyer i det meste af Vesteuropa og på USA’s øst- og vestkyst (Boston, New York, San Francisco). I København kan man nævne kvarterer i Indre by, dele af brokvartererne og efterhånden også Islands Brygge og dele af Amager. Der opstår næsten en form for "konkurrence" mellem kvartererne om, hvilket der er det pt mest "hotte", som det f.eks. beskrives i en artikel i Nørrebrogadebladet På Gaden:

Hvad er det, som gør Nørrebro så speciel i forhold til andre bydele i København? Og hvor længe kan nørrebroerne leve på forestillingen om at være Københavns kulturelle centrum?
   Det spørgsmål har sociologen Niels Ulrik Sørensen et fornuftigt bud på. Han er nemlig forsker i unge og bykultur på »Center for Ungdomsforskning, Learning Lab Denmark, Danmarks Pædagogiske Universitet«.
   PåGaden satte ham stævne på Skt. Hans Torvs ældste café, Funke blandt for at få forklaringen på Nørrebros image som trendy og smart.

– Indenfor de sidste fem år er der sket en kommercialisering af Nørrebro. Bydelen er blevet mere mainstream. Før var Nørrebro subkulturernes højborg, hvilket var tydeligst under urolighederne i forbindelse med EU-valget i 1993, siger Niels Ulrik Sørensen.
– Det sjove ved Nørrebro er, at bydelen på trods af kommercialiseringen har bibeholdt nogle af sine oprindelige Nørrebro-borgere og etniske grupperinger. Ifølge sociologen får bydelens smarte cafémiljøer imidlertid hård konkurrence fra en uventet kant.
– Jeres bydel kom helt klart først, når det gælder de trendy caféer. Men nu ser det ud som om at Vesterbro har overhalet jer indenom. Nu er det dér, cafélivet blomstrer, forklarer Niels Ulrik Sørensen høfligt med et glimt i øjet.
    Men hvordan kan man overhovedet måle eller se, at en bydel er ved at udvikle sig til et smart og trendy sted. Niels Ulrik Sørensen har flere bud på det spørgsmål.
– Den ene ting er befolkningssammensætning, uddannelsesniveau, huspriser, udbudet af butikker og ikke mindst prisniveauerne. Selv om Nørrebro er mere spraglet end for eksempel Østerbro og Frederiksberg er prisniveauerne i caféerne og butikkerne stort set de samme.
Middelklassen på Nørrebro vil gerne associeres med at være lidt fræk og have kant. Og den kant er der jo ikke kun, fordi butikkerne er mere spraglede. Men fordi Nørrebro både har en mondæn og en spraglet side, siger han. (På Gaden 9. november 2005)