NÅR MAN SER PÅ U-LANDE/I-LANDE - og gerne vil skelne!! Er man på Herrens Mark!   

Center-periferimodellen er én af de måder, hvorpå man har forsøgt at forklare den ulige verden. Center og periferi har en historisk oprindelse. Som følge af kolonialiseringen og imperialismen fra kolonimagternes side blev de fattige områder fastholdt i underudvikling, dvs som leverandører af råvarer og efterhånden også billige industriprodukter. Billedet er i dag ikke længere helt så éntydigt, da dele af den "3. Verden" i dag har fået betydelig gang i udviklingen. Det gælder f.eks. de "asiatiske tigerøkonomier" og dele af Indien og Kina. Især har det sidstnævnte land store regionale forskelle, så det på sæt og vis næsten reproducerer center-periferimodellen internt. (Figuren er et imagemap med hotspots/links, der fører over i IBRD-indikatorer. Ordliste til engelske ord) NYTTIGE LINKS HERUNDER

:

Man i u-landenes egen u-landsforskning, f.eks. i Latinamerika, opereret  med en center/periferi model, der analyserede de rige lande som liggende i centret med høj levestandard, høj produktivitet og udviklingsniveau. Omvendt lå u-landene fastlåst i en periferi-position, som det var næsten umuligt for dem at komme ud af. De var leverandører af råvarer, som havde svært ved at holde priserne på verdensmarkedet. Man talte om, at mange u-lande var monokulturer, dvs de producerede og eksporterede èn eller nogle få varer, ofte råvarer. Det gjorde dem meget afhængige af denne eller disse varer. I dag er mange u-lande ved at blive industrialiseret. Og flere "u-lande" har en ret stor industrieksport sammensat af mange forskellige slags varer.
    Det er imidlertid tankevækkende, at udviklingspotentialet i forskellige u-lande er meget forskelligt. Hvor landene i Øst- og Sydøstasien har haft store vækstrater i de senere år, kniber det mere med Afrika syd for Sahara og dele af Latinamerika.

Tabel 1: Forskellige områders andele af den globale eksport. Mia $. Værdi %

Kilde: WTO

Der er stadigvæk en international arbejdsdeling, hvor nogle lande får mere ud af at deltage i Verdensøkonomien end andre. Nogle af de spørgsmål, der kan være centrale, er f.eks.:

Hvordan klarer u-landet sig i en international sammenligning? Det er vanskeligt at vurdere, da en vurdering kan foretages på mange forskellige måder. Man kan se på økonomiens resultater m.h.t. at tilfredsstille forbrugernes krav: Får befolkningen mad nok? Er der rigeligt udvalg af forbrugsvarer? I det hele taget: Hvilken levestandard har folk? Man kan også se på de mere langsigtede udviklingstendenser: Har landet en åben eller lukket økonomi? Hvordan klarer landet sig i den internationale konkurrence? Og i sammenhæng med det foregående: Hvordan påvirkes landet af globaliseringen? Det er ofte her, man kan finde årsagerne til ”underudviklingen”: Landet er dårligt integreret i den globale økonomi og må derfor leve af at sælge billige produkter.

Tabel 1 (Klik på link): Økonomiske indikatorer i Danmark og nogle andre lande

Kilde: Human Development Report 2015. Rang i HDR fastlægges efter indkomst, gennemsnitlig levetid, uddannelseslængde og andre sociale indikatorer.  Tal for BNP pr indbygger er for 1999 og fra Verdensbankens World Development Report 2000/2001

Hvordan ligger landet i FNs udviklingsorganisations UNDP’s opgørelse over menneskelig økonomisk udvikling. I dette indeks (Human Development Index) forsøger man at gøre op, hvad resultaterne af økonomien er m.h.t. befolkningens livskvalitet. Levealder, spædbarnsdødelighed, adgang til forbrugsvarer og en infrastruktur, der fungerer, er afhængig af den økonomiske udvikling. ▲

    Set i den sammenhæng er mange u-lande ikke særlig udviklede.
  Udvikling kan imidlertid anskues på mangfoldige måder. Hvis man tager Vietnam som eksempel, så kan man sige, at Det kommunistiske Nordvietnam godt nok var fattigt, men uddannelsessektor og sundhedssektor var på et niveau, der kunne gøre mange andre udviklingslande misundelige. Og en stor del af den traditionelle vietnamesiske landbrugssektor kan i dag stadig ligne fattig subsistensøkonomi, hvor produktionen frembringes af manuel arbejdskraft, og en stor del af den oplagres og konsumeres på stedet. Det kan kaldes “underudviklet”. Men man kan også sige, at der er tale om en økologisk afbalanceret produktion, hvor brug af maskiner, energi, pesticider, herbicider og kunstgødning er på et langt lavere niveau end i et rigt lands landbrug.

Hvad er ”udvikling” i det hele taget? Vi er ofte tilbøjelige til at se på vort eget land og måle udvikling som det stade, vi er nået op på.

    De fattigste u-lande ligger lavt, når man ser på bruttonationalproduktet pr indbygger. Målt i købekraftparitet indskrænkes forskellene. Denne måling foretages ved, at man laver en ensartet indkøbskurv for landene og ser, hvad tingene koster, og så korrrigeres der altså for, at f.eks. Danmark er dyrt i en fælles valuta som dollaren, og de meget fattige u-lande er billige. Det er det, der er med til at forklare, hvordan meget fattige u-lande kan blive attraktive for udenlandske investeringer. Landets arbejdskraft er billig, og hvis dens produktivitet (produktion pr mand/kvinde pr tidsenhed) ikke er tilsvarende lav, kan varer fremstilles billigere.

Hvis man måler landets performance i økonomisk vækst og fremgang i eksporten i de senere år (jvf nedenfor om eksporten), så bliver østasiatiske u-lande som Vietnams og Kinas resultater imponerende, men det skal naturligvis ses i relation til et lavt begyndelsesniveau.

Gennemsnit kan skjule meget store uligheder. Det er ikke mindst tilfældet, når det er landene i Latinamerika, man ser på. F.eks.  Mexico. Her er der store indkomst- og formueuligheder.