Er det vestlig etnocentrisme at forestille sig, at Kina vil udvikle sig væk fra sin autoritære etparti-model og henimod et slags vestligt pluralistisk system?
Måske. Men man ser i dag umiskendelige tegn på, at kineserne er interesserede i udenlandske modeller, herunder ikke mindst den nordiske, der opfattes som lidt mere i socialistisk-velfærdsmæssig retning end andre vestlige modeller.
Når man rejser i Kina og taler med almindelige kinesere, får man også indtryk af en situation, der er ved at blive mere flydende, end de gamle mænd i Beijing måske bryder sig om.
Sidst jeg var i Kina for godt halvandet år siden, var indtrykket af fremadstormende krav om mere ytringsfrihed, fri debat og demokrati meget fremtrædende hos mange af de kinesere, man kom til at tale med. De udtrykte så godt som alle en beklagelse af, at man ikke som kinesisk vælger kan stemme på alternativer til valgene. Det er ved at komme på lokalt plan i landsbyer og byer, men opstilling sker inden for rammerne af det kinesiske kommunistpartis rækker, eller som uafhængige kandidater. Man mangler endnu at se alternative politiske lister og mulighed for at stemme på dem. Der er indgået en stiltiende faustisk kontrakt mellem parti og befolkning om, at så længe kommunistpartiet kan levere varen i form af vedvarende fremgang i velstand, så længe vil man acceptere en betydelig grad af ufrihed.
Man mangler også en fri presse. Det er dog ikke sådan, at pressen er totalt ufri. Der udøves en form for censur, men det gøres som regel ret diskret. Det er klart, at det mest effektive er at få journalisterne til at udøve selvcensur. Så længe de gør det, er det ikke nødvendigt for censorer at intervenere ud over diskret vejledning og gode råd, som kommunikeres ud til redaktioner.
Kina har en hastigt voksende middelklasse af uddannede borgere. Der er iblandt dem en voksende modstand imod pressecensur og manglende sikkerhed for borgerne i retssystemet. I starten af januar i år annoncerede kinesiske myndigheder, at det såkaldte genopdragelsessystem i arbejdslejre, der blev etableret under Mao i 1957 ville blive nedlagt. Kilden var en mikroblogger, der angiveligt citerede en højtstående embedsmand. Det blev imidlertid af det officielle nyhedsagentur Xinhua ændret til , at regeringen vil "fremme reformer" af systemet. Det bruges i dag i højere grad til "genopdragelse" af kriminelle end politiske dissidenter. De anbringes ofte uden de fornødne retslige sikkerheder og procedurer, der normalt forventes i et retssamfund.
Efter censur af en leder i det progressive blad Southern Weekend, der krævede bestemmelser i forfatningen overholdt, nedlagde en del af journalisterne arbejdet. De genoptog det ifølge Economist efter forhandlinger, der førte til, at man lovede, at det ovenfor beskrevne system af diskret censur/selvcensur skulle være det bærende princip - og ikke den form for direkte censur, der blev udøvet i forbindelse med den omtalt leder.
Diskret censur og styring af nyhedsformidling er ikke ukendt. Heller ikke i Vesten (jvf Murdoch og New International skandalerne). Det nye i en kinesisk sammenhæng er, at folk ikke længere finder sig i det og at myndighederne viger tilbage fra at bruge håndfaste metoder. Det nye er også, at en ny offentlighed er ved at vokse frem i Kina omkring de mange mikrobloggere og chatfora på Internettet. Det er i realtieten ikke til for myndighederne at styre på længere sigt.
Det vil indebære en voksende pluralisme i det kinesiske samfund. Det kommer naturligvis ikke af sig selv. En del af udviklingen kan forklares ved en økonomisk udvikling, der indtil videre forekommer ret ustoppelig, og som er med til at skabe en situation med en voksende middelklasse og et mere og mere autonomt kineisk civilsamfund. I hvert fald officielle data peger på en fremgang i den kinesiske vækst i den kommende periode. Det er en vækst, der i forvejen er høj og relativt upåvirket af den globale krise. Der vil komme en stærk satsen på fortsat urbanisering og udbygning af infrastruktur. Og man vil angiveligt tage fat på problemerne med den ulige indkomstfordeling, der er et resultat af den hæsblæsende kapitalistiske markedsvækst.
I 2012 oversteg størrelsen af bybefolkningen landbefolkningen i Kina, og man har nu gjort det til officiel politik, at byerne skal satse på at udvikle en "økologisk civilisation".
Xinhua News