I den anden tekst omtales villigheden til at arbejde positivt som konkrete beskæftigelser. Arbejdet - ja endda en hvilken som helst form for arbejde - fremhæves som positivt af arbejdsløse, som modsætning til ikke-arbejde, som er at gå hjemme og ”lave ingenting”. Gennem denne modstilling af modsatte begrebspar omkring arbejde-ikke-arbejde, og at det er arbejdsløse, der citeres, laves meget mere positiv diskurs om ledige. Vi kan nu ånde lettet op. Det er heldigvis ikke alle de arbejdsløse, der er som Robert.
Noget af det afgørende ved en diskurs er imidlertid ofte, hvad der ikke siges. Når man vælger en bestemt diskurs, har man jo fravalgt at sige andre ting. Det kunne jo f.eks. tænkes, at Dovne Robert var blevet træt af al medieomtalen og var begyndt at optræde som Rasmus Modsat. Hvis man anvendte en anden italesættelse af hans problemer over for ham, er det tænkeligt, at han ville reagere anderledes, -  også diskursivt.

Begrebet "samfund" versus "individ"

Moderne politikere lever i en politisk virkelighed, hvor medierne ofte tvinger dem til at formulere sig i one-liners (enkle, korte budskaber formuleret i få sætninger). Det er en af betingelserne i den politikkens medialisering, vi lever i. En af de politikere, der har formuleret en af de mest omdiskuterede one-liners i nyere tid, er den britiske premierminister Margaret Thatcher (premierminister 1979-91). Det var hendes bemærkning om samfundet:  there is no such thing as society.  There are individual men and women. 
Bemærkningen kan lægge op til mange fortolkninger, og det hænger naturligvis sammen med, at ordet ”society” (samfund)  i høj grad er det, man kalder a floating signifier (”en flydende betegner”).
   Hun går ind og udlægger begrebet diskursivt og siger, at når man har sagt, at ordet indebærer en opfattelse af sammenhæng imellem samfundsborgerne, ja, ligefrem solidaritet, så siger hun, at direkte oversat, vil hun forstå samfund som en samling af individer, hvor der ikke er angivet noget om social sammenhæng og solidaritet imellem dem. Dermed kan udsagnet udlægges som ultraliberalisme: Samfundet er en samling af atomiserede individer, der ikke i sig selv behøver at være solidariske med hinanden.
    Men det er måske ikke lige det, hun har ment, når sætningen sættes ind i den sammenhæng, ordene blev sagt i:

Jeg mener, vi er gået igennem en periode, hvor alt for mange børn - og mennesker i det hele taget - er blevet bragt til at forstå det sådan: "Jeg har et problem. Det er statens opgave at tage sig af det!" Eller: "Jeg har et problem, jeg vil søge om et legat eller en bevilling til at klare det"! "Jeg er hjemløs, staten må skaffe mig en bolig!", og så lægger de problemet over på samfundet, og hvem er samfundet? Det findes jo ikke! Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier; og ingen regering kan gøre noget, undtagen at det er igennem mennesker, og de har det med at se på deres egeninteresse først. ...... Der findes ikke en ting, man kan kalde "samfundet".  (http://blogs.spectator.co.uk/coffeehouse/2013/04/margaret-thatcher-in-quotes/oversættelse:GF)

Når udsagnet sættes ind i denne større sammenhæng, er det ikke nødvendigvis så ultraliberalistisk, men mere en forholden sig til den ”rettighedskultur”, som noget af debatten om Dovne Robert også drejer sig om. Som sådan altså en anerkendelse af, at man i et samfund må stille krav til hinanden som forudsætning for at kunne hjælpe hinanden. Og det må starte med en forpligtethed på det familiemæssige og nære plan.
   Vanskelige, abstrakte ord tager altså betydning af de sammenhænge, de optræder og bruges i. 

Vi møder dem alle sammen: De lette budskaber, ord af "slippery" betydning, bøjelige gummiord, ord og erklæringer uden meget vægt. Som måske holder nogle få dage i en ophedet valgkamp, men som er glemt efter valget, når der skal forhandles med de andre partier.

Og dog er ordene vigtige. De er del af en kommunikativ begivenhed, der indgår i en diskursorden. En diskursorden består igen af diskurstyper og genrer. Og de er, med diskursanalytikeren Faircloughs teoretiske udgangspunkt, både formet af den sociale virkelighed de bruges i, og formende for denne virkelighed.
   Hvordan det? Efter et kort rids af Faircloughs teori vil vi se på ordet "vækst", den diskursorden, det indgår i, og hvordan det bruges af politikere i en valgkamp.

Skattediskurs

Med ...to hovedkrav sætter Liberal Alliances Anders Samuelsen gang i den liberale valgkamp:
”Ingen skal betale skat, før man er i stand til at finansiere sig selv. Derfor skal ingen betale skat af de første 7.000 kroner, man tjener. Topskatten skal væk, fordi det er det bedste middel til at sikre vækst og arbejdspladser i Danmark,” mener han.
”Det vigtigste tema i valgkampen må simpelt hen være, hvordan vi skaber vækst og gode vilkår for de, der vil og kan skabe arbejdspladser,” siger Anders Samuelsen. (Lokalavisen.dk 5.6.15)

Et af de fænomener i vort samfund, som mange har skarpe holdninger til, er skat. I regeringsgrundlaget 2015 er skat et af de vigtige nodalpunkter, som en del af diskursen drejer sig om. Det er en del af Venstre-diskursen "det skal kunne betale sig at arbejde". Da det forstås pengemæssigt, er en af forudsætningerne, at man ikke beskattes alt for meget af sin indkomst. Holdningerne i det politiske spektrum fra venstre til højre deler sig ideologisk omkring skatten og dens højde.

Figuren ovenover viser elementer, der er indgået i en liberalistisk diskurs om skat. Der er blevet fokuseret på topskatten, en skat, der i 2016 betaltes af de omkring 400.000 skatteydere, der tjente over en halv mio. kr. Indkomst, der ligger over, beskattes med 15 pct mere (topskat) end de foregående indkomstintervaller. Derved kommer indkomstskatten op på ca 56 pct.  Som støtte for diskursen er en ækvivalenskæde af ord: Det fremtidssikrer økonomi og velfærd, fordi de dygtigere bliver mere engagerede og yder en større indsats for det fælles bedste.
    Der er flydende betegnere som dynamiske effekter, der betyder - ret ubestemt (og udokumenteret), at den meget ekstra energi og arbejdsindsats, de dygtige vil levere, kommer til at indebære, at økonomien ekspanderer mere ved det, selv om statens skatteindtægter falder, og den ekspanerer så meget, at der kommer flere penge i statskassen via den større økonomi. Og man skal ikke være bekymret for, at samfundet bliver for ulige, for der vil være en nedrislingseffekt (trickle down): Når økonomien ekspanderer, bliver der også flere jobs og højere indkomster til de mindre velstillede.
    Men hvad er "incitamenter". Det er jo netop en flydende betegner og vil derfor kunne anvendes omvendt af den modsatte diskurs, der vil kunne hævde, at incitamenterne ligger i at kunne få mere fritid og have meningsfuldt arbejde. Her vil man afvise det økonomiske, pengemæssige i diskursen. I stedet vil blive udviklet en diskurs, der formulerer skattepolitik på en anden måde, som f.eks. skat væk fra arbejde og over på miljøbelastende ting.

Alternativet arbejder for et mere lige samfund og et mere enkelt og gennemskueligt skattesystem. Samtidig ønsker Alternativet at sænke skatten på arbejde, og øge den på formue, som eksempelvis fast ejendom.

En forenkling af skattesystemet er en forenkling af et system, der griber dybt ind i danskerens hverdag, og vi er ydmyge overfor denne opgave. Vi anerkender fuldt ud, at gennemgående reformer kræver en gradvis indkøring, og åben kommunikation om mål og midler.
Alternativet vil arbejde for og prioritere skattelettelser for de mennesker der ligger lavest på indkomstskalaen højest. Det vil sige de lavtlønnede, iværksættere samt mennesker på pension, kontanthjælp, dagpenge, SU og andre overførselsindkomster. Kilde: https://dialog.alternativet.dk/t/skat-pa-arbejde-og-formue-referat-af-pola/335 (taget ned fra Nettet 26.4.16)

Faircloughs diskursanalyse
  
Fairclough inddrager samfundet i sin analyse af diskurs og magt. Det er ikke kun sproget, der tages under lup. Analysen foregår i flere lag. Magten i samfundet opvirker udformningen af sproget og den praktiske brug af det.
    Et eksempel på en af Faircloughs analyser er hans analyse af New Labour diskursen, der vandt frem i Storbritannien i 1990’erne og især, som den blev udformet efter 2001.
    Tony Blair (premierminister fra 1997-2007) kan således bruges som eksempel på en politiker, der italesatte virkeligheden på en ny måde. Han indførte en ny socialdemokratisk diskurs i Storbritannien, hvor han brugte sociologen Anthony Giddens teorier om senmodernitet til at sige, at Labours samfundsmodel skulle fornys som led i tilpasning til et fleksibelt samfund, hvor man bliver sig globalisering og marked bevidst på en anden måde end tidligere.
    Derfor opgav man f.eks. tanken om nationalisering af virksomheder, som ellers havde indgået i Labours programmer i mange år.
    Partiet skiftede navn til New Labour. Tydeligere kunne det ikke siges, at en ny diskurs var indført.
    Labours måde at italesætte samfundsproblemerne på blev en ny dominerende diskurs i Storbritannien, der medførte f.eks. Charter schools, foundation hospitals. 
   Det var en ny måde at ”forny” den offentlige sektor på, idet denne blev set som ”betonagtig” og præget af for tungt bureaukrati og planlægning. Endelig var Blairs globaliseringsdiskurs også med til at fortolke for briterne, hvad det vil sige, at man er en del af et "internationalt samfund", og derfor kan være "nødt til at agere", når der sker noget andre steder i Verden.

Satirens moddiskurs:

Faircloughs model

Kilde: Norman Fairclough: Discourse and social Change. Polity Press 2004. Note: Den tredimensionelle inddeling forklares på følgende måde: "I den tredimensionelle ramme for diskursanalyse afsøges kausale forbindelser mellem partikulære diskursinstanser inden for de sociale praksiser, som de er en del af, og de diskursive praksiser, herunder de sociokognitive aspekter af deres frembringelse (produktion) og fortolkning. Hegemonibegrebet hjælper os til at gøre dette, idet det både giver diskursen en matrix - en måde at analysere den sociale praksis, som diskursen ligger indenfor,  m.h.t. magtrelationer, dvs m.h.t. hvorvidt de reproducerer, restrukturerer eller udfordrer eksisterende hegemonier  -  og en model, en måde at analysere diskurspraksis i sig selv som en modus af hegemonisk kamp, der reproducerer, restrukturerer eller udfordrer en eksisterende diskursorden" (s. 96).

Ovenstående illustration viser sammenhængene i Norman Faircloughs tredimensionelle model. Det er de elementer, der normalt vil indgå i en grundigere diskursanalyse. Tekstbegrebet er bredt. Teksten underkastes traditionel grammatik- og lingvistikanalyse. Det gælder ordvalg, sætningsopbygning, sætningssammenkædning og brug af verbalformer og adjektiver/adverbier. Hvordan bruges f.eks. aktiv/passivformer - evt til at "skjule", hvem den handlende er? Siger man f.eks. "arbejdsløsheden forventes at stige" (passiv), eller siger man "regeringens politik fører til stigning i arbejdsløsheden" (aktiv). I det sidste eksempel er "aben" placeret. I den første vil man ikke angive agens (den handlende).
    Det andet lag er den diskursive praksis: Hvordan produceres, fordeles og forbruges tekster og mediebudskaber. Det sker altsammen i en social sammenhæng, der er påvirkelig af samfundsstruktur og påvirker denne. Der er en dialektik (gensidig påvirkning) i de sociale samspil.
I overgangen fra Tony Blair-æraen er der sket store samfundsændringer, der påvirker det, Fairclough kalder "den hegemoniske kamp". Hegemoni betyder herredømme. Det er et begreb, der er overtaget fra  Antonio Gramsci, og det går på den ideologiske udformning af klassekampen i samfundet. Hvem har magten til at bestemme den dominerende ideologi, og hvordan den italesættes?
    I 2009-10 har samfundsstrukturen ændret sig i forhold til tiden under Blair. Vi har været igennem en finanskrise, der har demonstreret, at globaliseringen og drømmene om den fleksible kapitalisme ikke har været så ligetil, som man antog. Arbejdsløsheden er vokset og ulighederne øget. Labourdiskursen udvikler sig i nye (eller måske rettere: i ”gamle”) retninger igen.
   I 2010 dannes koalitionsregeringen af Konservative og Liberaldemokrater. Den nye hegemoniske konstellation fører til nye diskursive praksiser. Hvordan fortolker man så dem? Den nye regering vil gerne bringe balance i økonomien via besparelser på velfærden. Samtidig vil den gerne opretholde velfærdssamfundet ved at satse på, at opgaver løses i civilsamfundet. Derfor udvikler man begrebet "The big Society", hvor opgaver skal tilbageføres fra staten til civilsamfundet (familie, kirke, civilorganisationer). Der udvikles en særlig diskurs omkring offentlig forsørgelse. Det er noget, man skal gøre sig fortjent til. Man vil have workers, not shirkers ("arbejdere, ikke skulkere").  Det sætter gang i nye diskursive kampe.
    Et vigtigt begreb i den diskursive praksis er intertekstualitet. Dermed menes, at der altid indgår elementer af andre tekster i en tekst.Tekster bliver til tekster ved at trække på andre tekster. En del af diskursanalysen består i at finde disse andre elementer og undersøge, hvordan de indgår.
     Intertekstuelle kæder er et begreb, der beskriver, hvordan tekster omformes til andre tekster i kædelignende strukturer. Oprindelig produceres en tekst, f.eks. en politikertale. Den distribueres så i forskellige varianter i journalisters reportager og i politiske forskeres undersøgelser af politikerens politiske program.
    De taler, præsident Ronald Reagan og premierminister Margaret Thatcher holdt i 1980'erne var med til at danne grundlag for teksterne i den nyliberale diskurs (markedsfrihedsdiskurs). Samtidig byggede disse taler på andre tekster. Ronald Reagan var f.eks. påvirket af en økonom, der hed Laffer, og som konstruerede en "tekst" om sammenhæng mellem skatter og produktion/vækst i et land.
På det helt grundlæggende lingvistiske plan kan intertekstualitet være direkte eller indirekte. Man gengiver f.eks. i en tekst direkte, hvad en person siger. Der bruges citationstegn til at angive, at nu optræder teksten direkte i den anden tekst. Den kan være indirekte, når der bruges indirekte tale: Han sagde, at.... Her bruges ikke citationstegn.
    Diskursiv praksis ændrer sig løbende. Det er en naturlig følge af, at den indgår i samfundsmæssige sammenhænge. Fairxlough hæfter sig f.eks. ved, at der sker "demokratisering af sproget". Ofte er demokratiseringen dog kun tilsyneladende, f.eks. når folk højere oppe i et hierarki forsøger at komme i "øjenhøjde" med samtalepartnere lavere i et hieararki. I andre tilfælde kan demokratisering af sproget slå igennem og være udtryk for ændrede magtrelationer. "Danskerne tager sig en slapper ved kasseapparaterne" kunne man læse på Nordeas hjemmeside under finanskrisen. I økonomsprog ville det hedde "den private forbrugskvote er faldende". Fairclough ser denne tendens som forbundet med "spredning af samtalediskurs fra livsverdenens private domæne til institutionelle domæner.Det er udtryk for "diskursive kampe". Man kan også se offentlige institutioner bruge det. Men det kan blive fanget i sin egen modsætningsfyldthed og  kan f.eks. udvikle sig til en ny talen-ned-til folk (jvf f.eks. tekstbosken herunder), og det er da ikke udtryk for ægte demokratisering, men kan føre ud i nye diskursive markering og ny udvikling af sproget.. Demokratisering af sproget viser sig også i dialekter og regionale sprogs status inden for en nationalstat.

__________________________________________________________________________________________

Eksempel på en kommunikativ begivenhed, der indgår i diskursen: Gener-skaber-mennesket/biologisk-arv

Kilde: Daily Mail

Ovenover ses et eksempel på en anden diskurs, hvor det "bevises", at evnen til at smile, at være et smilende menneske, er noget, der nedarves. Der anføres "videnskabelige" vidnesbyrd. Direkte citater af en forskers forskning indsættes med anførselstegn i teksten:: 'If a person's genotype is identified, the correct therapy can make all the difference to recovery.'  Ud fra tests af 100 menneskers DNA, den kemiske sammensætning af stoffer i dem og en "revolutionær computerbaseret teknologi" konkluderes det, at det ikke er påvirkninger, såkaldte socialisationsfaktorer, igennem livet, der bestemmer, om mennesker er tilbøjelige til at smile eller surmule, men det er arvelig kemi og DNA-sammensætning, der gør det. Det giver også et halvfyldt glas m.h.t. at gøre noget ved problemet med alle de ulykkelige mennesker. Det er et spørgsmål om, hvordan kemiske sammensætninger i kroppen modificeres og ændres. Den biokemiske diskurs har skubbet den sociologiske og psykologiske diskurs af banen.
    Ved at bruge adjektivet "smiley" gøres det at være smilende til en egenskab ved personen - ikke noget, personen gør. Avisen bruger "svære ord" fra biokemiens overdrev, når videnskabeligheden postuleres, men til gengæld bevæger den sig ned i øjenhøjde med læserne ved brug af udtryk som "smiley", "on the bright side" og "cheery soul".  Og fra managementjargonen hentes det "halvfyldte glas". I modsætning til det halvtomme glas, varsler det halvfyldte glas fremgang og optimisme, en positiv grundindstilling til livet.
    Det antages implicit, at der er en bestemt rækkefølge af årsag-effekt, at biokemien (serotonim) er årsag til det emotionelle, ikke at det evt. kunne være omvendt, så sindsstemninger kunne påvirke produktionen af stoffer i kroppen.
    På det hegemonisk-ideologiske plan kan diskursen sættes i sammenhæng med den hegemoniske kamp om den biokemiske industris og medicinalindustriens rolle i markedsøkonomien. Er det psykologer og psykoanalytikere, der ud fra psykoanalytisk teori skal samtalebehandle deprimerede mennesker, eller er det den biokemiske industri?
    Det slår igennem i forholdet mellem videnskabelige paradigmer: Hvad forårsager "ondt i psyken"? Det endelige videnskabelige bevis for det ene eller det andet er næppe leveret endnu.
_________________________________________________________________________________________________

Semantik
Semantik drejer sig om ords betydning. Det er en væsentlig del af Faircloughs diskursanalyse at inddrage de muligheder, der ligger i semantikken.
   Ofte bruger vi ordbøger meget normativt. Ordene defineres og skal betyde det, der står i ordbogen. Mange ord har imidlertid bibetydninger (som store ordbøger også oplyser om i det omfang, de når at få det med i sidste udgave og kan have et væld af betydningspotentialer, og dette forhold udnyttes ved konstruktionen af diskurser. Tænk f.eks. på de mange betydninger, et ord som "demokrati" kan have. Tænkes der på valgmåde og parlamentets sammensætning som følge af stemmeafgivning, eller er det livsform, indflydelse og processer, der tænkes på? De mange mulige betydninger kan udnyttes diskursivt
    Et udsagn som "Kalundborg er den fedeste by i Danmark" kan forstås på to måder, enten meget rosende eller meget nedsættende. Det er en pointe hos Fairclough, at betydningerne udvikler sig og forskydes med samfundsudviklingen og konstellationen af sociale klasser og konflikterne imellem dem. Det er meget alvorligere at være en "fed" by i den bogstavelige betydning efter at grøntsags- og fitnesskulturen gjorde det til en vigtig klassemarkør, hvordan man ser ud.
   Samtidig, kan det hævdes,  har den globale kapitalistiske udvikling og den danske økonomis integration i den globale økonomi gjort udkantsproblematikken større. I Storbritannien har man en parallel i diskurssionen om "chav"-kulturen. Sproget indgår altså på mange måder som en del af den sociale interaktion. Det påvirkes af - og påvirker - den  sociale interaktion.
    Semantisk variation (forskellige mulige betydninger af ord) kan være en vigtig facet af - eller faktor i - ideologisk-politisk konflikt (Discourse and Social Change, p. 186). Det gælder f.eks. definitionen af "fedme" (obesity - nu som fysiologisk-biologisk begreb).
 

Rød og blå blok diskurser

Dansk politik var op igennem 00'erne præget af to forskellige diskurser, den såkaldte "blå bloks" diskurs og den "røde bloks" diskurs. Ofte drejede den egentlige politiske kamp sig om marginaler, men i symbolik og diskursiv praksis kunne forskellighederne være betydelige.

Da S-SF-R-regeringen tiltrådte i oktober 2011 sagde nogle, at nu fik man en "rød regering, der vil føre blå politik". Det Radikale Venstre fik en tyngde i regeirngen som følge af den parlamentariske konstellation og Helle Thornings-Schmidts ønsker om sikring af levedygtige flertal, at S og SF måtte give sig relativt meget i forhandlingerne af regeringsgrundlaget 2011, hvad der gjorde denne betegnelse nærliggende.

På andre områder end den økonomiske politik var der dog tale om en betydelige ændring i diskursiv praksis. Det i indvandrerkredse forhadte og frygtede Integrationsministerium blev nedlagt og de politiske sagsområder spredt ud på flere ministerier. Det bevirkede, at integrationspolitikken ikke blev iscenesat som en særlig politik, men som separate politikker, der var dele af andre politikområder (beskæftigelse, bolig, sprogundervisning, etc). Herved var flygtninge-indvandrere ikke udskilt som en særligt problem på samme måde som tidligere. Flygtninge-indvandrere skulle nu ikke ses som en belastning, en gruppe mennesker, som tidligere socialdemokratiske regeringer efter det modsatte diskursive udgangspunkt "havde åbnet sluserne for", men som en ressource, der kunne bruges i det danske samfund:

Regeringen vil skabe en ny balance i Danmarks integrations- og udlændingepolitik. En ny balance mellem rettigheder og pligter. En ny balance, hvor integration prioriteres over eksklusion. Hvor det, der virker, står over symbolpolitik (Regeringsgrundlaget 2011).

Da den smalle Venstre-regering blev dannet efter valget i juni 2015 var det bl.a. efter en valgkamp, hvor Venstre havde brugt sloganet "Det skal kunne betale sig at arbejde". Det er helt klart en nyliberal diskurs, idet den påstår, at der skal økonomiske incitamenter til for, at folk vil påtage sig at arbejde, - eller arbejde over. Forskellen på lønindkomst og arbejdsløshedsunderstøttelse og sociale ydelser var efter Venstres mening blevet for lille. Det kom til at indgå i den nye regerings regeringsgrundlag "Sammen for fremtiden", at der i den nye regerings politik skal indgå et "kontanthjælpsloft", så en familie på kontanthjælp får en øvre grænse for, hvor stor familiens samlede kontanthjælp kan blive. Det blev indført i begyndelsen af 2016. Og der skal laves en skattereform, så topskatten nedsættes med 5 pct, og der også laves nogle skattelettelser "i bunden" for de lavere indkomster.

Vækst, miljø- og markedsdiskurser

Vækst blev  et af de mest anvendte ord i valgkampene i 2011 og 2015.
    Det er i sig selv ikke så mærkeligt. Det illustrerer væsentlige pointer i diskursanalysen om, hvordan samfundsudviklingen briger begreber i fokus.
   Vækstbegrebet bliver omdrejningspunkt for, hvordan samfundsmæssige konflikter kan ophæves eller dæmpes..
    På tekstplanet vil man se "gang i væksten" som det, diskursanalysen kalder "demokratisering" af sproget, omend i en noget poppet variant her. Poltikeren bringer sig i øjenhøjde med vælgeren via udtrykket "gang i".
    Vækstdiskursen giver eksempler på intertekstualitet.
    Mange politikeres brug af begrebet, og den kontekstuelle brug af det, kommer fra en hoben tekster fra banker,  ministerier og tænketanke, lige fra  Finansministeriet, DØR og til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ofte flettes elementer herfra ind i politikerudtalelser. 
    Vækstdiskursens sociale praksis kan ses som værende velfærdsstaten og de sociale kræfters forsøg på at holde denne statstype oppe. Det hænger sammen med den globale økonomis vækstmuligheder, og hvordan disse sættes i scene af økonomisk-sociale aktører, multinationale selskaber (MNS), konkurrerende statsmagter og internationale organisationer (IMV, OECD, G8, m.fl.).
    Set fra en Fairclough-synsvinkel kan man sige, at det hegemoniske magtspil siden 1980'erne har virket til fordel for store finansvirksomheder og andre MNS, hvad der følgelig har gjort, at den den hegemoniske magtbalance og den sociale matrix har bragt den nyliberale diskurs i fokus som globalt dominerende diskurs. 
   Det er her en pointe, at den understøttes af intertekstuelle kæder, som for en stor del produceres i universitetsinstitutter og tænketanke.
   De støtter sig på videnskabelige paradigmer (frimarkedsparadigmet og påstanden om markedsligevægt)  i den økonomiske videnskab. Det bliver således i Faircloughs forstand en dominerende ideologi, der understøtter et hegemoni.

Det hører med til historien, at når det er vækstdiskursen, vi ser på, er det naturligvis ikke alle aktører, der er synkroniseret ind i diskursen. Partier som Alternativet og Enhedslisten ser  vækstbegrebet som fokuspunkt for skabelse af samfundsmæssige konflikter.
     Det hænger sammen med det tidsperspektiv og nærheds/fjernhedsperspektiv, partierne bruger. Vækst ses i en velfærdsstatssammenhæng som midlet til at ophæve de samfundskonflikter (stigende arbejdsløshed, lønklemme som følge af konkurrenceevneproblematik), som finanskrisen skaber.
    Kan den økonomiske vækst øges, kan arbejdsløsheden nedbringes. Den offentlige sektors budgetbalance forbedres. Skattetrykket kan stabiliseres eller nedbringes, og de disponible indkomster måske ligefrem øges.
    De næste generationer må så sidde og svede i det opvarmede drivhus. Det behøver vi ikke tænke på nu.
    Økologisk orienterede økonomer anlægger et mere langsigtet og globalt perspektiv og ser vækstproblematikken i lyset af CO2 og global opvarmning. Dermed får den økonomiske vækst negative virkninger, med mindre den kvalificeres væsentligt i retning ad grøn, energibesparende vækst. 

Ubehagelige nedskæringer på velfærd gemmes under udtrykket "tilbagetrækningsreform". Dette udtryk er i det hele taget en del af hele det kompleks af "reformer", der er et fast inventar i den  økonomiske diskurs.
   Jo flere "reformer" forstået i relation til denne diskurs, der gennemføres, jo højere vækst vil et samfund, igen ifølge diskursen, kunne få. Jo mere (marginal)skatterne sættes ned, den offentlige sektor udliciteres og arbejdsmarkedet fleksibiliseres, jo mere raketagtigt vil væksten tage afsæt. Det er netop en diskurs.

Blå eller rød? Slogans fra valgkampen 2011."Gæld eller velfærd"? - bag formuleringen gemmer sig begreberne "ansvarlighed" og "vækst" - begge centrale for Venstres politik. En  sådan sammenstilling af modsatte begreber kaldes en anti-tese.      "Danmark skal videre" - ja, men hvordan? Udsæt udsagnet for negationsprøven: Danmark skal (ikke) videre.

Under valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i 2008 brugte Demokraternes kandidat Barack Obama sloganet "Yes, We Can!". Sprogligt og semantisk lyder det lidt dumt. Men det kan ikke vurderes på retorikken alene. Det indgik jo i en diskursiv praksis, der igen var en del af den sociale struktur.
   Under den tidligere præsident George W. Bush var det de konservative republikanere i forstæderne, der dominerede. Nu skulle hale regnbuen af det mangefarvede Amerika og det socialt sammensatte matrix af klassegrupperinger til magten. For første gang i landets historie var der mulighed for at vælge en farvet til posten som præsident. Hvad var da mere nærliggende end at coine den enkle sætning "Yes, We Can" (Forestil dig antitesen "No, We Can't"). Simpel og fordummende retorik i sig selv, men meningsfuld i konteksten (sammenhængen). I den diskursive praksis indgår også måden udsagnet meddeles på: mimik, kropssprog, anvendelse af billedsymbolik, etc.

 Lav en wordcloud:

Man kan starte en diskursanalyse med at lave en wordcloud, jvf billedet ovenover. Det er fra et politisk partis program. Man copypaster teksten ind og beder wordcloudgeneratoren om at lave en wordcloud. Form, skrifttyper, farver m.m. kan vælges næsten ad libitum. Fyldord: "som, og, vil, have...." m.v. kan pilles ud af wordlisten.
    Hvad kan den sige?
    Den kan evt være første led i jagten på nøgleord, nodalpunkter og ækvivalente ord. Ovenstående peger f.eks. i retning ad en nationalkonservativ diskurs.

Politiske slogans