Når man forsøger at slå ordene "krise" eller "depression" op på Internettet, så henvises man til psykiatrisk behandling. Anderledes går det med ordet "recession". Her er der masser af relevante henvisninger.

"Recession er, når naboen mister jobbet - depression er, når jeg selv mister jobbet", siges det.

I Danmark er der en ret udbredt enighed blandt økonomer om at definere recession som negativ vækst i to på hinanden følgende kvartaler.

Depression er noget dybere. Det højt respekterede økonomiske magasin The Economist taler om depression, når produktionen falder i tre på hinanden følgende år, eller der er tale om et fald i den reale produktion på 10 pct. USA havde altså depression i 1929-32. Det samme havde Danmark, Tyskland, Frankrig med flere lande.

Det er sket ofte i nyere tid, at lande har haft en sådan, eller endnu stærkere, tilbagegang i produktionen. I Rusland faldt produktionen over 40 pct i løbet af 1990'erne. Og den faldt igen kraftigt i 2014-15, da Vesten indførte sanktioner imod landet som følge af Ukraine-konflikten, og olieprisen, som landet er stærkt afhængig af, når det eksporterer olie, faldt kraftigt.
   I Argentina faldt produktionen næsten 20 pct fra 1998 - 2002. Den samme tendens så man under euro-gældskrisen i især Grækenland, men også - i mindre omfang - i  andre sydeuropæiske eurozonelande.
     Det er dog tvivlsomt, om det bør kaldes økonomisk depression i Argentinas tilfælde, hvor produktionsnedgangen blev fulgt af stigende priser, fordi Argentina løste problemerne ved at devaluere valutaen, så man hurtigt genvandt konkurrenceevne.
    Nu kan man synes, det kan være en meningsløs strid om ord, om man har økonomisk depression eller bare recession. Det er det imidlertid ikke, fordi forståelsen af fænomenet som enten depression eller recession har meget at sige om, hvordan det skal bekæmpes. Over for en depression bliver f.eks. pengepolitikken virkningsløs. Lige meget hvordan - og hvor meget - renten sættes ned, påvirker det ikke produktionen synderligt. Renten kan ikke komme ret meget under 0, og det burde teoretisk set være nødvendigt, når priserne er faldende.

     Ordet "recession" blev imidlertid også opfundet som en eufemisme (forskønnende omskrivning). Inden 1929 blev alle større økonomiske tilbageslag rutinemæssigt kaldt "økonomisk depression". Den psykologiske effekt af begrebet kunne imidlertid være så kraftig, at det kunne medvirke til at fremkalde den beskrevne tilstand, når de økonomiske aktører agerede ud fra det. Derfor var det ønskeligt for nogle at opfinde et mere uskyldigt lydende ord.

 Det er karakteristisk, at udsvingene i væksten i USA, at de er kraftige før 1929 og frem til og med II. Verdenskrig. Derefter tager volatiliteten (udsvinenes størrelse) af. Det forklares bl.a. med statens større andel af økonomien. Der er tendens til et lignende billede for Danmark.

Finanskrise vil altså højst kunne blive til en recession? Det synes da også at ligge i de tendenser, der kan konstateres for, at den er på tilbagetog, og væksten begynder at tiltage igen  -  for at det hele så måske afløses af en intensiveret klimakrise?.

Spørgsmålet er imidlertid, om effekten af den stigende statsdeltagelse i økonomien ikke er lidt af en myte?
Man glemmer at indregne virkningen af de åbne markeder - så længe de vedbliver med at være det! Når man lægger de indiske og kinesiske baglande til den globale økonomi, står man med et samlet integreret økonomisk system, hvor staten pludselig er bragt tilbage til før-1929 niveau med hensyn til størrelse i økonomien og m.h.t. begrænset interventionspotentiale over for den.

Til gengæld, siger man, har de økonomisk-politiske beslutningstagere lært af krisen i 1929 m.h.t., hvad man ikke skal gøre. Man skal ikke lade i hundredevis af banker gå ned, og man skal ikke indskrænke pengeforsyningen midt under en krise. Og man skal heller ikke stræbe efter at balancere statsbudgettet, som den formodet "keynesianske" Franklin D. Roosevelt gjorde, - med det resultat, at USA fik en gentagelse af krisen i 1937-38.  Og det er det samme, man har gjort i EU med vedtagelsen af finanspagten, som kun tillader strukturelle underskud (underskud renset for konjunkturvirkninger) på 0,5 pct af BNP for de lande, herunder Danmark, som har undertegnet den.

Ifølge den monetaristiske økonom Milton Friedman, hvis store pengehistoriske undersøgelse af USA's økonomi mundede ud i konklusionen om, at den væsentligste grund til depressionen i 1930'erne skulle være, at the Fed (den amerikanske nationalbank) strammede pengepolitikken på det forkerte tidspunkt. Hvis man i stedet havde udvidet pengemængden, var Den store Depression blevet forhindret. Det er bl.a. det, mener den kendte amerikanske økonomblogger Paul Krugman, der lå  bag den centralbanks voldsomme pengepolitiske stimulanser på det seneste, hvor man i lang tid pumpede 40 mia $ ud i den amerikanske økonomi igennem opkøb af obligationer.

Ifølge Krugman går The Fed dog galt i byen. Det er ikke der, den grundliggende årsag til depression ifølge ham ligger. The Feds forsyning af markedet med likviditet har nærmest lignet et brandslukningsmandskab, der forsøger at slukke en voldsom brand med oceaner af vand. Og det virker ikke. Pengeforsyningen er vokset voldsomt. Alligevel blev kreditten ved med at være utilstrækkelig. Og økonomien fortsatte sit fald. Det er dog et spørgsmål , om den pengepolitiske medicin alligevel har virket, når man ser, at USA faktisk i de senere år (fra ca 2012) begyndte at få en pæn økonomisk vækst.  Men det kan også her spille ind, at USA foretog en betydelig finanspolitisk stimulans af den amerikanske økonomi i 2009.

Børsnedture som årsag til finanskrisen 2007 -

Ofte er det investorers overdrevne frygt, der kan være med til at udløse krise. Men den kan kun udløse noget, som der nok er dybere forklaringer på.
    
 Investorers frygt kan være ubegrundet, – og undertiden udtryk for rent hysteri, og så bliver udsvingene på aktiemarkedet overdrevne i forhold til udviklingen i realøkonomien (virksomhedernes reelle omsætning og overskud, forbrugernes adfærd, etc). Udviklingen på aktiemarkedet kan virke tilbage på den reale økonomi. Når kurserne på værdipapirer stiger, føler ejerne sig rigere og tør bruge penge også på andre ting. Og når kurserne falder, kan det føre til nedgang i forbrug og efterspørgsel, fordi folk føler sig fattigere (også selv om de ikke har realiseret eventuelle kurstab). At de så reagerer som lemminger, der løber sammen i døden ud over skrænten, forstærker faldene.
   Under den europæiske gældskrise, hvor flere lande havde svært ved at betale deres statsgæld tilbage, var frygten for selve denne krise med til at drive recessionen videre. Hertil kom den af især den tyske regering drevne sparepolitik. Renten på spanske og italienske statsobligationer var omkring 2010-11 gået op over 6 pct eller mere end det dobbelte af tyske statsobligationer. Det vil sige, at investorerne kastede spanske og italienske statsgældsbeviser fra sig. Og hermed kunne disse to lande ikke længere finansiere deres statsbudgetunderskud, og de banker, der ejede statsgældsbeviser fra de to lande kunne komme i farezonen. De sparede endnu mere, end de tidligere havde gjort.
     Alt i alt førte det til sammentrækning af efterspørgselen. Den globale økonomi var ved at komme ind i en ond cirkel.

Professor Michael Møller fra handelshøjskolen beskæftigede sig med forklaringer på børskrak i en artikel i august 2007. Det var faktisk dengang, finanskrisen startede. Den startede nemlig med, at den franske storbank BNP, Banque Nationale Paribas, ikke ville anerkende aktiver/sikkerhed fra tre investeringsfonde, der havde amerikanske boliglån (sumprimelån) i sine porteføljer. Da markederne havde opdaget, hvad sagen drejede sig om, skete der massive kursskred rundt omkring. Det er faktisk rationelt nok – og altså ikke udtryk for massepsykose (men massepsykose kan forværre skredene) Møller kalder det for kakerlakeffekten:

Der er muligvis tale om en kakerlak-effekt. Den er noget mere rationel end lemmingeeffekten.

Forestil dig, at du træder ind på dit hotelværelse efter at have købt en afbudsrejse til Mallorca. Lejligheden er pæn og nobel, ingen problemer. Forestil dig nu, at du ser en enkelt kakerlak. Smadrer du den og siger, at en enkelt kakerlak ikke er noget problem? Næppe. Erfaringen siger, at ensomme kakerlakker er sjældne. Så ved synet af én kakerlak ændrer du dit skøn over lejlighedens kvalitet og mængden af kakerlakker relativt kraftigt. Det skyldes hverken, at du er en hysterisk kælling, eller at du er en lemming, men at du handler rationelt. På samme måde kan det være fornuftigt nok, at opdagelsen af, at kvaliteten af udlånene til fattige boligkøbere (og dermed udlån til de hedgefunde, der har købt disse udlån af bankerne) er noget ringere end forventet, fører til revurdering af risikoen på en lang række udlån.

Som ved så mange andre samfundsmæssige fænomener kan det være nødvendigt at undgå én-årsagsforklaringer (monokausale forklaringer) også på dette område, selv om det kan synes oplagt at give enten hysteriske spekulanter/lemminger eller “hysteriske kællinger” skylden. Der ligger, som Møller er inde på, oftest flere forklaringer, men derfor kan en enkelt forklaring måske have mere tyngde end andre. Det kan også være nødvendigt at skelne mellem dybereliggende forklaringer – f.eks. i dette tilfælde stagnation i økonomien – og de mere overfladiske, f.eks. at nu har kurserne gået opad så længe, så nu må de nødvendigvis gå nedad i en periode.

Eller man kan lave en prioriteret liste over årsager. Det gør f.eks. den amerikanske keynesiansk inspirerede økonom John Kenneth Galbraith i sin bog “The Great Crash 1929″. Det får det til at gibbe lidt, når man ser, hvor mange træk der er fælles ved de to økonomiske nedgangsbølger.

Som den væsentligste dybereliggende årsag til krisen i 30′erne anfører Galbraith den ulige indkomstfordeling:

I 1929 var de rige ubetvivleligt  rige. Tallene er ikke helt tilfredsstillende, men det forekommer sikkert, at de fem procent af befolkningen med de højeste indkomster i det år modtog omkring 1/3 af al personlig indkomst.

Hvorfor spiller det en rolle? Som nogle af de såkaldte keynesianske økonomer påpeger, betyder det, at opsparingen bliver høj, og at det bliver svært at få den store opsparing omsat i produktive investeringer. Når forbruget ikke er stort nok, må investeringstilbøjeligheden omvendt være høj, hvis der skal være efterspørgsel nok i økonomien.  Som nogle amerikanske økonomer (Emanuel Saez m.fl.)  har påvist det i deres forskning, er uligheden igen af næsten samme højde som dengang.

Andre årsager

Krisen forbindes med spekulanters overdrevne reaktioner på såkaldte teknologichock:

Teknologishock:

• Starten af 1900-tallet: Hastighedstog, transatlantisk radio, elektricitet.
• 1920-ere: Masse produktion of automobiler, udbygning af vejnet og biltrafik, kommerciel radio, elektrificering af industriproduktion
• 1950-ere og 60ere: Masseudbredelse af TV, forstadslivsstilens spredning, rummet udforskes.
• Slutningen af 1990erne: Masseudbredelse af internettet, spredning af computere og informationsteknologi, udbredelsen af den webbaserede forretningsmodel og ikke mindst computerbaseret børshandel, hvor computerrobotter sættes til at stå for handelen ud fra matematiske logaritmer og formler.

De ellers rationelle forventninger til investeringer sættes ud af kraft, under en kraftig opgang i investeringerne, der sker, når et teknologichock udløses. Herved opstår bobleeffekten, fordi aktieinvestorer frakobler den normale rationelle adfærd, de ville udvise i en situation, hvor økonomien kører i roligere gænge.

Hvis de påviste sammenhænge ellers holder, stiller det den traditionelt førte politik til bekæmpelse af kriser i et vist relief. Det gælder især pengepolitikken. Her har centralbanker jo traditionelt fokuseret på at holde inflationen lavt. Det er et helt utilstrækkeligt mål, når en krise med evt. deflation er i gang, hvor risikoen for dyb depression melder sig, hvis deflationen får lov at løbe.

Hertil kommer, at den såkaldte asset price inflation (stigninger i aktivers priser), som boblerne jo er udtryk for, burde være et mere nærliggende mål for centralbankens indsats. Det kan diskuteres, hvordan man prikker hul på en boble. Men man gør det i hvert fald ikke ved at hælde benzin på ved at lovliggøre interessante former for nye lån, der lokker unge husejere i uføre.