Det er gået vildt for sig på aktiemarkederne efter finanskrisen i 2008. Er en ny verdensomspændende krise på vej? spørger mange.
Figur 1: Standard & Poors sammensatte indeks for
aktiekursudviklingen i USA's største virksomheder
Kilde: Robert Shiller. Yale.edu.
I figur 1 ses krakket i forbindelse med finanskrisen, hvor USA's aktier dykkede. Det
forplantede sig til mange andre lande, herunder Danmark, hvor dykket i
C20-indekset ikke stod tilbage for andre dyk i europæiske lande, jvf figur 2 herunder.
Figur 2: Udviklingen i det danske eliteindeks OMXC20
Kilde: Statistikbanken.
Udviklingen i de danske aktier har under krisen og den efterfølgende
økonomiske stagnation med lavvækst i dansk økonomi været meget
usædvanlig.
Der har været en kraftig optur, som har været ude af trit
med den underliggende realøkonomi. Det er blevet forklaret på
forskellige måder. En del af de store danske virksomheder fik "skåret
ind til benet" under krisen, og de efterfølgende fremgange i
overskuddene (når man havde afskediget, effetiviseret og fået stigende
produktivitet) viste sig i stigende kurser. Det kan være en del af
grunden.
En anden grund har været, at udenlandsk kapital flød
ind i et Danmark, der blev set som "Safe Haven" for investeringer
(lille land med ret stærk økonomi og uden for euroen) i årene under
eurogældskrisen. Det udenlandske ejerskab af danske aktier steg
betydeligt.
Det kunne medvirke til en særlig dansk krisecyklus,
idet nogle af de store danske aktier sandsynligvis blev udsat for
aggressiv shortning fra store kapitalfondes side i 2015-16, da
finansanalytikere så, hvor urealistisk - og fjernt fra realøkonomien -
den danske aktieboble 2012 - 15 var. Shortning af aktier, hvor man i en
periode låner aktier for at sælge og købe igen, når kursen er lav, kan
forstærke kursfald. Store kapitalfonde kan i perioder omdanne et lille
lands aktiemarked til noget, der nærmest ligner et kasino - til skade
for den sunde økonomiske udvikling i landet.
Dyk i aktiekurserne kan også være udtryk for aktieinvestorernes hysteri.
Men hysteri kan smitte, og der ligger ofte realøkonomiske kendsgerninger
bag. Hertil kommer de tab, aktieinvestorerne forventer at få, når de evt.
sælger deres aktier. Det kan give krisebevidsthed og formindsket
efterspørgsel.
Konjunkturbevægelser - svingninger i økonomisk aktivitet
Der er givet mange forklaringer på konjunkturerne, og vi kan ikke her komme ind på dem alle. Efter angrebet på World Trade Center 11.9.01 så man, hvordan konjunkturerne pegede nedad i det meste af Verden. Der var imidlertid tale om forstærkning af en nedgangskonjuktur, der allerede var i gang, og som var blevet udløst af negative forventninger hos amerikanske forbrugere og virksomheder. Den var også udløst af, at der gik hul på aktieboblen i Wall Street i marts 2000. Nasdaq teknologiindekset toppede i en kurs på over 5000. I oktober, efter det amerikanske og allierede angreb på Afghanistan faldt det til under 1500. Negative forventninger kan altså, som også antydet ovenfor, betyde meget - både for aktieindeks og økonomiske konjunkturer i det hele tage.
Figur 3:: Årlige procentvise ændringer i USA’s BNP
Kilde: Tal fra
www.Bea.gov . Det, der måske påvirker
konjunkturerne mest i ovenstående figur, er eksterne effekter, f.eks. de
offentlige budgetter. De interne effekter er de effekter, der er forbundet
med kapitalakkumulationens egendynamik, jvf. omtalen af teorier herunder.
Når man kigger
på figur 3, kan man se klare cykliske svingninger i den økonomiske aktivitet
i den globalt største økonomi, den amerikanske. Virkningerne af
energikriserne i 1973-74 og 1979-81, og 9/11 nedgangen ses tydeligt. Den
lange konjunkturopgang i 1990’erne forklares ofte ved dot.com bølgen (IT-økonomis
opgang). Virkningen af offentlig forbrug og investeringer ses (f.eks.
rustningsudgifter under II. Verdenskrig) og skattelettelser under præsident
Ronald Reagan i 1980'erne.
Recessioner
Økonomisk recession (tilbagegang/lavkonjunktur) defineres almindeligvis som to sammenhørende kvartaler med økonomisk stagnation/fald. Frem til finanskrisen i 2008-10 var mange økonomer og politikere begyndt at tage om, at "boom and bust" (højkonjunktur og sammenbrud) var afskaffet. Det sagde f.eks. den tidligere britiske finansminister og premierminister Gordon Brown. Det viste sig, at det ikke var korrekt. Det var måske mere udtryk for egen ønsketænkning og fremhævelse af sin egen regerings økonomiske succes end reelle forhold. Høj- og lavkonjunktur ser stadig ud til at afløse hinanden med en betydelig regelmæssighed.
I Storbritannien fik finanskrisen et ganske markant gennemslag, fordi briterne i særdeleshed havde opbygget en overdimensioneret finanssektor. Kraftige recessioner breder sig som ringe i vandet, fordi landene handler med hianden. Recessionen i 1930'erne udviklede sig til det, man kalder en økonomisk depression, dvs en vedvarende nedgang i den økonomiske aktivitet (BNP) på over 10 pct.
Forklaringer
Der er givet mange forklaringer på konjunkturudsvingene, ikke mindst recessionerne. Ofte afhænger forklaring af teoretisk udgangspunkt, keynesiansk eller liberaløkonomisk. Det hænger sammen med emnets kompleksitet, at det er svært at give enydige udlængninger. Men de forskellige forklaringstyper har også fælles elementer. Hvis man har den rigtige forklaring, kan man måske gøre noget ved problemet? Det vil også præge forslag til økonomisk-politiske tiltag imod krise, at de bygger på forskellige teoretiske udgangspunkter.
Figur 4: Udviklingen i indkomstfordelingen i USA. Den rigeste 1 pct af
indkomstmodtagernes andel af samlede indkomster
Kilde: Statistik fra
Emmanuel Saez
Univ. of California, Berkeley.
Keynesiansk forklaring
John Kenneth Galbraith skrev i sin bog The Great Crash 1929, at en
væsentlig grund til depressionen i 1930’erne var den ulige
indkomstfordeling. 5 pct af befolkningen sad på en uforholdsmæssig andel af
samtlige indkomster, og en andel, der var steget op til krisen. Hvad er
virkningen på økonomien af en stadig mere ulige indkomstfordeling ud fra et
efterspørgsels-/afsætningsmæssigt perspektiv? En væsentlig virkning er, at
de lavere indkomstmodtagere ikke kan efterspørge varer nok til at holde
vareomsætningen oppe. Det gør, at man bliver afhængige af, at de rige holder
deres forbrugskvote (andelen af indkomsten, der går til forbrug) oppe, og at
de investerer. Ellers er der indkomst, der lægges øde - og måske investeres
i smykker og guld i stedet for produktive ting - og dermed ikke bruges til at
øge efterspørgselen.
Man kan se af Emmanuel Saez’ tal i figur 4, at indkomstfordelingen i USA har
tendens til at blive betydelig mere ulige inden krakket på børsen i 1929.
Den rigeste 1 procents andel af samtlige indkomster stiger fra 15 pct i
midten af 20’erne til næsten 20 pct.
Figur 5: Den britiske lønklemme. Lønningernes andel af BNP 1955 - 2008
Kilde: Stewart Lansley:
Unfair to Middling. TUC.
Den britiske fagforeningsøkonom Stewart Lansley har undersøgt udviklingen
fra "profitklemme" til "lønklemme" i Storbritannien fra 1970'erne til
00'erne. Lønningernes andel af BNP faldt fra omkring 58 pct til omkring 53
pct i dag. Det fører ikke nødvendigvis til krise, hvis de stigende overskud
investeres i produktiv virksomhed. Det er de ikke blevet i tilstrækkeligt
omfang under finanskrisen. Der er altså ikke tilstrækkeligt med
efterspørgsel i økonomien. Pengene bruges i stedet til spekulation, bl.a. i
den overdimensionerede finanssektors produkter.
Udviklingen i indkomstfordelingen var en dybereliggende
grund til krise. Af mere umiddelbare grunde kan man nævne børskrakket i 1929.
Aktiekurserne var drevet for højt op. Da der gik hul på boblen, mistede
mange deres opsparing og gik fallit. Banker gik fallit, når skyldnere ikke
kunne betale af på deres gæld, og det hele udviklede sig på den måde til en
ond spiral. Landene indførte protektionistiske foranstaltninger i
udenrigshandelen. Og når handelen skrumpede, begyndte det for alvor at gå
galt.
Liberaløkonomisk forklaring
Harvardøkonomen Gregory Mankiw forsøger i
New York Times 25.10.08 at komme med en forklaring på krisen i
1930'erne, som han ikke mener, der er nogen risiko for, at vi får gentaget.
Han påpeger nogle af de velkendte ting, der skete, bl.a. at the Federal
Reserve, USA's centralbank, forsøgte at tage vinden ud af sejlene på den
overdrevne optimisme i slutningen af 1920'erne via en renteforhøjelse.
Dermed kan the Fed have medvirket til at starte den nedadgående spiral, da
de gearede investeringer begyndte at blive optrævlet efter børskrakket i
oktober 1929.
Mankiw mener i øvrigt, at lavere aktiepriser gjorde husholdningerne
fattigere, hvad der fik dem til at nedsætte forbruget. Det private forbrug
udgjorde dengang 75 pct af økonomien mod 67 pct i dag. Forbrugerne fik også
negative forventninger af den voldsomme volatilitet i aktiemarkedet.
Forbruget af varige forbrugsgoder, bl.a. biler, faldt kraftigt igennem 1930.
Så kom bølgen af bankkrak. Fra 1930 til 1933 måtte over 9000 banker dreje
nøglen om, med tab til kunder og aktionærer på 2,5 mia$, hvad der vil svare
til 340 mia i dag. Det fik folk til at lægge penge under hovedpuden i stedet
for at investere eller sætte dem i banken. Derved tørrede også likviditeten,
kreditgivningen, ind, som man også kan se det i den nuværende krise.
Pengeudbudet, pengemængden, kollapsede, og det var medvirkende til den
kraftige deflation (faldende priser). Forbrugerprisindekset faldt 24 pct fra
1929 til 1933. Det øgede realværdien af husholdningernes gæld, hvad der var
medvirkende til bølger af tvangsauktioner blandt husejere og landmænd.
At så mange banker forsvandt, bevirkede, at det blev vanskeligere for små
virksomheder at låne. Det førte til faldende investeringer.
Arbejdsløsheden steg fra 3 pct i 1929 til 25 pct i 1933. Noget af det, der
virkede imod krise var Roosevelts beslutning om at gå fra guldet i 1933,
hvorefter dollaren devalueredes. Det fik pengemængden til at stige, hvad der
selvsagt medvirkede til at formindske den kraftige deflation og sætte lidt
mere gang i den økonomiske aktivitet. Væksten steg.
Mankiw mener, at andre af Roosevelts tiltag ikke var så succesfulde. Man
opfordrede til karteldannelse, - som han formulerer det, via vedtagelsen af
loven om National Recovery i 1933. På samme måde var
arbejdsmarkedslovgivningen i National Labor Relations Act i 1935 ifølge
Mankiw medvirkende til at styrke fagbevægelsen, men, siger han, det svækkede
opsvinget ved at forhindre markedskræfterne i at virke.
Fik Marx alligevel ret?
Karl Marx said it right. At some point capitalism can self-destruct itself because you cannot keep on shifting income from labor to capital without having excess capacity and a lack of aggregate demand. (Karl Marx sagde det rigtigt. På et eller andet tidspunkt kan kapitalismen ødelægge sig selv, fordi den ikke kan blive ved med at føre indkomst fra arbejde til kapital uden, at det fører til overskudskapacitet og en mangel på samlet efterspørgsel).
Det er den berømte Dr. Doom, Nouriel Roubini, der forudsagde
finanskrisen, som skulle være kommet med denne
udtalelse i et interview. Hertil er for det første at sige, at Dr.
Doom har misforstået, hvad det var, Marx sagde. Ifølge udtalelsen tillægges
han det, man nærmest forstår som et venstrekeynesiansk synspunkt, nemlig at
det er den ulige indkomstfordeling og den heraf følgende manglende
efterspørgsel (og omvendt for stor opsparingskvote), der er årsagen til
krisen.
Det var kun et delelement i den marxistiske forklaring.
Grundelementerne i den marxistiske forklaring er for det første det
markedsøkonomiske anarki under kapitalismen, for det andet påstanden om, at
den gennemsnitlige profitrate er faldende og for det tredje, at krisen
skyldes brud på den kapitalistiske akkumulationscyklus. Den tredje faktor er
delvist sammenfaldende med den første.
Med det markedsøkonomiske anarki menes, at produktion og
distribution bliver mere og mere sammenhængende på det overordnede plan (den
bliver "samfundsmæssig"), men det er private investorer, der "tilegner sig"
overskuddet og bestemmer over dette, f.eks. om det skal investeres eller
puttes under hovedpuden. I dag vil man også hæfte sig ved misforholdet
mellem den uplanlagte globalisering og den manglende styringsformåen i
nationalstatshalløjet.
For en humoristisk gengivelse af hypotesen om
brud på akkumulationscyklusen, klik
her.
Hypotesen om finansiel ustabilitet
Denne
hypotese om årsagen til kriser går tilbage til den amerikanske økonom
Hyman Minsky (1919 - 1996). Han var en hel del inspireret af Keynes.
Lige som denne betvivlede han, at økonomien af sig selv søger hen til
en ligevægtstilstand, som de neoklassiske
(udbud-efterspørgsel/liberalistiske) økonomer mente. For Minsky opstår
kriser ikke kun som følge af eksterne chock (f.eks. tsunamier,
jordskælv eller dårlig høst). De er så at sige indbygget som en
konstant mulighed i den kapitalistiske økonomi. Det sker ved ydelse af
lån, hvor låntager og långiver træder i forbindelse med hinanden.
I den neoklassiske teori er bankernes og de andre
finansinstitutioners opgave rent formidlende: Man modtager penge fra
de, der gerne vil spare op og låner dem ud til de, der gerne vil låne.
Hos Hyman Minsky er finanssektoren ikke kun formidlende. Den har fået
sin egen eksistens og udvikler sig igennem konjunkturforløbene, så man
f.eks. er forsigtige i starten af en ny konjunktur. Længere inde i
konjunkturen glemmer man, at der kan opstå krise, og man bliver mere og
mere grebet af iveren efter at tjene penge, og den oprindelige
forsigtighed forsvinder. Der gives nu lån til projekter, hvor der kan
være usikkerhed om kommende indtægter er store nok.
Man
har sammenlignet det med en tegneseriefigur, der bliver ved med at løbe
ud over en afgrund i den tro, at der stadig er fast grund under
løberen.
Normalt vil banker yde lån til gengæld for sikkerhed i noget
værdi, der kan omsættes i rede penge, og som banken kan gøre udlæg i,
hvis låneren ikke betaler gæld tilbage. Hvis man har lånt penge til køb
af en bil, tager banken f.eks. sikkerhed i bilen. Hvis man ikke
betaler, rejser banken en fogedsag og kan derved hente bilen for at sælge den og på den
måde forsøge at inddrive gælden.
Når banker giver lån, laver de normalt
en kreditvurdering af låntageren, inden de bevilger lånet. Den
procedure kan være svækket efter flere års højkonjunktur, hvor det bare
går op, op, op........
Når det fungerer efter klassiske kreditvurderinger, er der fred og ro, og ingen fare.
Det,
der er Minskys pointe, er, at det ikke altid fungerer sådan.
Låntagere
og långivere bliver i stigende grad overmodige, når det er gået godt i lang tid.
Hvis der har været god vækst igennem mange år, hvorfor så ikke bare
fortsætte med at låne? Det er jo gået godt hidtil?
Det
er imidlertid på sigt ikke sikkert, at lånet er garderet imod tab. Og så opstår der
mulighed for krise, når låntagere og långivere trækker hinanden ned i
et forsøg på at få deres penge tilbage på nødlidende lån.
Tabel 1: Forholdet mellem løbende indtægter og kapital i en virksomhed
Ordforklaring: EBITDA:
Earnings Before Interest, Tax, Depreciation and Amortisation
(afskrivning/nedskrivning): Overskud før renter, skat, afskrivninger og
amortisering af good will. Afskrivninger: Den
regnskabsmæssige omkostning af det årlige "slid" på en maskine. Hvis
man har en maskine i 5 år og den koster 1 mio kr, bliver afskrivningen
hvert år 200.000,- kr, hvis der afskrives lineært. Hvis der afskrives
over 4 år, bliver den årlige afskrivning 250.000, kr, dvs virksomheden
kan påvirke overskuddets størrelse ved at ændre på afskrivningerne.
EBITA: Earnings before Interest, Tax and Amortisation: Overskud før rente, skat og afskrivning på good will.
Goodwillafskrivninger:
Good will: Forskel mellem et aktivs købspris og den bogførte værdi af
aktivet. Det kan f.eks. være en virksomhed, der er købt over den
bogførte værdi. Dette beløb kan afskrives over en årrække.
Primær drift: Overskudet af virksomhedens egentlige forretning, svarer til EBIT, altså overskudet før renter og skat.
Finans, netto: Udgifter/indtægter til rente o.lign. Egenkapital: Aktiver minus gæld, dvs ejernes andel af virksomheden
Balancesum: Aktiver/passiver . EBITA-margin: EBITA i pct af omsætning. Egenkapitalforrentning:
Årets resultat i pct af egenkapitalen, viser hvad ejerne har fået i
forrentning af kapitalen. De kan f.eks. sammenligne med bank- og
obligationsrenten og vurdere, om det var et tilfredsstillende afkast.
Egenkapitalandel:
Egenkapital i pct af balance, viser hvor stor andel af virksomheden,
der er selvfinansieret med ejernes egen indskudte kapital.
Ovenover
er vist et typisk regnskab for en traditionel produktionsvirksomhed.
Denne virksomheds værdi giver ikke grund til bekymring for finansiel
ustabilitet. - Ikke på den korte bane i hvert fald. Som det ser ud
i opstillingen ovenover, er der her tale om en i regnskabsmæssig
forstand sund form for kapitalisme.
Der er en række af
pengeindtægter i årets løb, der lægges sammen i resultatopgørelsen.
Resultatopgørelsen er kort sagt en opgørelse af strømme af indtægter og
udgifter (omkostninger) i løbet af året. Indtægterne fra salget er
betydelig højere end udgifterne, så der er et overskud, der delvist kan
udbetales til aktionærerne i udbytte og delvist lægges til
egenkapitalen, så den bliver større.
Balancen
er jo en opgørelse af beholdningen af værdier i virksomheden i
slutningen af (ultimo) året. Er der et overskud, og alle pengene ikke
betales til ejerne, kan balancen fremover blive større. De, der låner
virksomheden penge, vil se på balancen: Er der en positiv egenkapital,
der kan bruges som sikkerhed for lån?
Hvis denne
virksomhed nu fremlægger en stor plan for, hvordan den kan udvikle sig
til en globaliseret koncern med afdelinger i mange lande, så går den
måske ned i sin bank for at få et stort lån til ekspansionen. Banken
bliver bekymret, fordi det lån, virksomheden vil have, langt
overskrider størrelsen af virksomhedens kapital (egenkapitalen).
Virksomheden siger til banken, at banken tænker gammeldags og har en konservativ udlånspolitik, for
investeringen vil føre til strore pengestrømme de kommende år, og
derfor vil lånet let kunne betales tilbage. Banken bøjer sig og giver
lånet. Hvis mange virksomheder gør sådan, og de
fremtidige pengestrømme ikke bliver så store som forventet, kan
der komme det, man kalder et "Minsky moment": Det udløser en økonomisk
krise, fordi alle nu bliver præget af frygt. De indskrænker og vil have
penge tilbage fra dem, som de har penge til gode hos. Krisen breder sig
som ringe i vandet.
Minsky skelnede mellem tre slags finansiering (The Economist 30.7.16).
Den første kaldes skærmet finansiering (hedge financing). Virksomheder betaler for deres lån ud af deres fremtidige pengestrøm (cashflow),
som er sikret ved, at det er en velfungerende virksomhed med stor
profit og en stor egenkapitalandel. Långiverne har sikkerhed for deres
penge.
Den anden type finansiering kaldes spekulativ finansiering.
Og den er noget mere usikker. Virksomhederne bruger deres løbende
pengestrømme til at betale renter på deres lån. Men der er ikke råd til
at betale af på gælden. Derfor skal denne fornys løbende. Det kan lade
sig gøre, så længe der er rimelig gang i økonomien, så salg og
indtægter er sikret. Men en økonomisk nedgangskonjunktur kan true.
Den tredje type kaldes Ponzi-finansiering.
Ponzifinansiering i sin klassiske form er en investeringsmodel, hvor
penge fra nye investorer bruges til at betale udbytte til eksisterende
investorer. Indtægter er ikke sikret ved et salg (jvf ovenfor), men ved
f.eks. at aktiver (aktier, obligationer, dyre malerier, etc) øger deres
værdi. Der kan gives følgende eksempel på Ponzifinansiering
på boligmarkedet:
Tag
et boliglån til finansiering af dit hus, som i størrelse overgår din
daglige økonomis formåen. Lad være med at betale af på det i flere år,
men forny lånet løbende. Lad være med at betale renter på lånet. Vent
til huset er steget i værdi, så du kan sælge det med gevinst, eller du
via prisstigningen kan optage et endnu større lån end det oprindelige.
Det var faktisk noget af det, der skete under finanskrisen med de
afdragsfrie lån og lån med særlig lav begynderrente (eller tæt på
0-rentelån).
Ponzifinansiering kan blive farlig, for her dækker pengestrømmene ikke renter,
og der er ikke sikkerhed for gæld i virksomhedens egenkapital (eller husets friværdi).
Man går
og håber og venter på, at virksomhedens aktiver (bygninger, maskiner,
transportmidler, etc) bliver mere værd, så egenkapitalen derved vil
stige i værdi. Hvis det ikke sker, kan de være farligt udsatte. Hvis
mange virksomheder er i den situation, kan Minsky-øjeblikket komme,
hvornår det skal være. En mindre recession kan udløse det og føre til
en langt større recession, når virksomhederne trækker hinanden ned i
betalingsstandsninger og konkurser.
Det var, hvad der
skete under finanskrisen. Mange bankers balance lå med aktiver i form
af obligationer med sikkerhed i huslån, der slet ikke var sikrede,
fordi ejerne blev arbejdsløse og ikke længere kunne betale tilbage på
lånene.
Finanskrisen
En
årsag til recessionen i finanskrisen var således husprisboblen,
som luften langt om længe fisede ud af. Huspriserne var
steget alt for meget i de gode år i 00'erne, og ofte blev husene
finansieret med tvivlsomme lån, såkaldte subprimelån..
Det drejede sig ikke kun om subprimelånere, men der var i USA og i mange
europæiske lande et meget bredt udsnit af lånere, der ikke kunne optage nye
lån, før huspriserne havde stabiliseret sig. Dermed faldt aktiviteten
voldsomt i bygge- og anlægssektoren. I den situation hjælper det ikke
at tilføre likviditet til banker for at øge långivningen. I en situation med
faldende huspriser vil man fra lånudstedernes side forlange store
udbetalinger (som folk ofte ikke har). Ellers bliver der udstedt lån i
sikkerhed, der ikke er til stede, idet belåningen efter et stykke tid med
faldende huspriser vil være røget betydelig over husets værdi.
Det, der måske modvirkede en 30'erlignende depression i 10'erne, var den økonomiske udvikling i de asiatiske lande og BRIK-landene (Brazilien, Rusland, Indien og Kina), hvor der fortsat var betydelig vækst, også under finanskrisen. Det gav afsætningsmuligheder for vestlige firmaer på de nye økonomiers markeder. Det gav en vis optimisme, som også afspejlede sig i aktiekursernes udvikling, f.eks. S&P-indekset over USA's 500 største virksomheder.
Double dip?
Figur 6: Udvikling i S&P-indekset
I midten af 2009 kunne USA's føderale analysebureau Bureau of Economic
Analysis meddele, at "recessionen" var overvundet, og økonomien var på vej
opad i omdrejninger igen.
Det viste sig imidlertid, at USA's økonomiske vækst fortsat
var svag. Arbejdsløsheden blev ved med at være høj. I 2011 intensiveredes
den amerikanske gældskrise og eurokrisen, og det endte med et krak på
Børserne i hele Verden torsdag den 4.8.2011. Det ledende
Standard & Poor's indeks over USA's 500 største børsnoterede virksomheder
faldt 4,78 pct på én dag, jvf figur 6.
Nu er børskurser ikke nødvendigvis sandfærdige udtryk for,
hvad der sker i realøkonomien. Kurser på aktier afspejler investorers
opfattelse, og heri indgår ofte psykologi. Men børspsykologi har forbindelse
til de reale størrelser. Investorers frygt kan være ubegrundet, - og
undertiden udtryk for rent hysteri, og så bliver udsvingene på aktiemarkedet
overdrevne i forhold til udviklingen i realøkonomien (virksomhedernes reelle
omsætning og overskud, forbrugernes adfærd, etc). Udviklingen på
aktiemarkedet kan virke tilbage på den reale økonomi. Når kurserne på
værdipapirer stiger, føler ejerne sig rigere og tør bruge penge også på
andre ting. Og når kurserne falder, kan det føre til nedgang i forbrug og
efterspørgsel, fordi folk føler sig fattigere (også selv om de ikke har
realiseret eventuelle kurstab).
I dette tilfælde var der
stærke spekulative elementer, men der var også en reel bekymring for
virkningerne af gældsloftets hævning i USA nogle dage tidligere. Det ville
jo føre til besparelser på USA's budgetter, som ville tynge efterspørgelen
nedad. Euro-krisen tyngede også nedad. Renten på spanske og italienske
statsobligationer var gået op over 6 pct eller mere end det dobbelte af
tyske statsobligationer. Det vil sige, at investorerne kastede spanske og
italienske statsgældsbeviser fra sig. Og hermed kunne disse to lande ikke
længere finansiere deres statsbudgetunderskud, og de banker, der ejede
statsgældsbeviser fra de to lande kunne komme i farezonen.
Alt i alt førte det til sammentrækning af efterspørgselen.
Den globale økonomi var ved at komme ind i en ond cirkel. Det danske
aktiemarked faldt således med 100 mia kr i værdi i løbet af ti dages
konstant faldende aktiekurser frem til den 5.8.2011. Det påvirker
almindelige menneskers pensionsopsparinger og aktieejernes beholdninger af
penge. Man kan følge pilene rundt i det økonomiske kredsløb og dermed danne
sig et indtryk af virkningerne.
Nationalbanken
Det økonomiske Råd
Den europæiske Centralbank