Socialisme

Socialisme er en ideologi, der i sin moderne form er opstået sammen med det kapitalistiske industrisamfund. En forudsætning for, at socialismen kunne slå rod var dannelsen af et proletariat. Det opstod samtidig med industrialiseringen.

En af de første socialister er waliseren Robert Owen(1771-1858). Som medejer af et bomuldsspinderi indførte han partnerskabsordninger for de ansatte, og der oprettedes arbejderkolonier i England og USA, hvor man organiserede i fællesskab, og han startede skoler for børn. Hans variant af socialisme er senere blevet kaldt utopisk socialisme, fordi den byggede på forestillingen om kapitalismens ændring via det gode eksempel.

Ifølge senere socialister som Marx og Engels var det nødvendigt med et opgør med kapitalismens magtstruktur, hvis kapitalismen skulle afløses af en anden samfundstype.

I sin mest radikale form krævede socialismen, at de privatejede produktionsmidler skulle overtages af samfundet igennem en revolution, enten af staten via nationalisering (dvs statsovertagelse) eller en anden form for samfundseje eller fælleseje. Den socialistiske ideologi i denne form føres tilbage til Karl Marx(1818-83) og dennes livslange ven Friedrich Engels (1820-95).

Marx' argument for, at produktionsmidlerne skulle være ejet af de arbejdende/samfundet i fællesskab var, at det oprindelig var arbejderne, der havde skabt værdierne. Man udviklede altså arbejdsværdilæren som et middel til at forstå værdiskabelsen i en kapitalistisk økonomi. Det var nok i overensstemmelse med, hvad andre økonomer mente på Marx’ tid, men i dag vil de fleste liberale økonomer (såkaldte neoklassiske økonomer) sige, at værdien er sammensat af de forskellige produktionsfaktorers (arbejde, jord, kapital) bidrag til produktionen. Hvis ikke kapitalen får et afkast som udtrykt ved profitten eller renten, får man ikke nogen kapital til at investere. Marx’ synspunkt var, at kapitalen var tilvejebragt igennem udbytning. Den var udtryk for et socialt forhold. Det var ikke en objektivt eksisterende størrelse, der bibringer værdi til varerne. I sin fysiske form er kapital krystalliseret arbejde.

Det er kun en del af den daglige arbejdstid, der går til arbejderens brødfødelse af sig selv. Det, der ligger derudover, kaldte Marx for merarbejdet, eller merværdien. Den ligger til grund for kapitalejernes profit.

For den marxistiske socialisme gælder det om at skabe et samfund uden den enes udbytning af den anden. Det kan kun gøres ved, at profitten i kapitalistisk forstand afskaffes. Det forestiller man sig sker i det klasseløse samfund, hvor de arbejdende efter fælles overenskomst leder og fordeler arbejdet imellem sig. Der ligger heri en overbevisning om menneskets mulighed for frigørelse i fællesskaber med andre mennesker.

Efter Marx' død udviklede socialismen sig i henholdsvis en revolutionær og reformistisk retning. En af de fremmeste fortalere for den første var den russiske revolutions leder Vladimir Ilich Lenin (1870-1924). Han formulerede den opfattelse, at kapitalismen kun kunne nedbrydes, hvis arbejderklassens fortrop var velorganiseret i  et kommunistparti, der var opbygget efter den demokratiske centralismes princip, dvs en pligt til at følge partiparolen, når der var taget en beslutning. Samtidig skulle partiet bestå af skolede partimedlemmer, der kunne føre samfundet igennem en revolution.

Debatten om reformismen, dvs den opfattelse, at samfundet skal ændres fredeligt og gradvist, fandt især sted i det tyske socialdemokrati. Eduard Bernstein(1850-1932) lagde grunden til den socialdemokratiske tendens. Hans opfattelse er også blev kaldt for revisionisme. Han mente ikke, at Marx ville få ret i, at kapitalismen præges af stadig voldsommere klassekampe, fordi arbejderne bliver mere og mere proletariserede og konkurrencen mellem og koncentrationen iblandt kapitalejerne stadig større, og de økonomiske kriser med massearbejdsløshed dybere. Han henviste til, at der faktisk var ved at opstå en stor ny middelklasse, at arbejderne ikke blev fattigere, og at de sociale klasser var betydelig sammensatte og differentierede. Socialismen var derfor ikke noget, der ville komme på grund af kapitalismens udviklingslove, men snarere som følge af krav om et mere retfærdigt samfund. Og den kunne komme gradvist via reformer i parlamentet.

I mange socialdemokratiske partier har man i dag opgivet tanken om fælleseje af produktionsmidlerne og en detaljeret planlægning af økonomien. De problemer, kapitalismen stadig er præget af, f.eks. arbejdsløshed og uligheder i indkomst- og formuefordeling, forestiller man sig overvundet ved hjælp af en "social markedsøkonomi", dvs en markedsøkonomi, der styres af det offentlige ud fra hensynene til varetagelsen af fælles mål.